Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 28. februar 2005 af Sinara Handel GmbH mod Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-91/05)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 28. februar 2005 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Sinara Handel GmbH, Köln (Tyskland), ved advokaterne K. Adamantopoulos and E. Petritsi.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Det Europæiske Fællesskab tilpligtes at erstatte det tab, som Sinara Handel GmbH har lidt på grund af vedtagelsen af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved Rådets forordning (EF) nr. 2320/97 af 17. november 1997, idet sagsøger tildeles et beløb på 1 633 344,33 EUR for tab af fortjeneste i perioden juni 2000 til december 2002 tillige med 8% i renter årligt af dette beløb.

Subsidiært tilkendes sagsøger et beløb som kompensation for tab af fortjeneste i perioden juni 2000 til december 2002, der fastsættes på baggrund af en aftale mellem sagens parter i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler, og såfremt en aftale mellem parterne ikke opnås på baggrund af en endelig dom afsagt af Domstolen.

Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsøgers omkostninger i forbindelse med den foreliggende sag.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøger, der er importør i Fællesskabet af sømløse rør, er berørt af de foranstaltninger, som er indført ved Rådets forordning (EF) nr. 2320/97 af 17. november 1997 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern eller ulegeret stål med oprindelse i Ungarn, Polen, Rusland, Tjekkiet, Rumænien og Slovakiet, om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1189/93 og om afslutning af proceduren vedrørende import af den pågældende vare med oprindelse i Kroatien 1.

Kommissionen vedtog ligeledes beslutning 2003/382/EF af 8. december 1999 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (Sag IV/E-1/35.860-B - Sømløse stålrør) 2, og pålagde flere producenter af sømløse stålrør i Fællesskabet en bøde.

Sagsøgeren gør gældende, at EF-producenternes konkurrencebegrænsende adfærd påvirkede skade- og årsagssammenhængsundersøgelsen i forbindelse med anti-dumpingproceduren på grund af overlapningen mellem vareudvalget, de involverede selskaber samt konkurrence- og antidumpingprocedurernes undersøgelsesperiode. Sagsøgeren gør desuden gældende, at de sagsøgte har undladt at tage den konkurrencebegrænsende adfærd i betragtning ved deres vurdering af den skade, som importen forårsagede, og dermed har de tilsidesat Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab 3, samt pligten til god forvaltningsskik tillige med princippet om forsigtig og påpasselig forvaltning. Sagsøgeren har ligeledes påberåbt sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og proportionalitetsprincippet.

Sagsøger anfører, at de sagsøgte med Rådets forordning (EF) nr. 1322/2004 af 16. juli 2004 om ændring af forordning (EF) nr. 2320/97 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern eller ulegeret stål med oprindelse i bl.a. Rusland og Rumænien 4, har tilkendegivet, at udfaldet af anti-dumping procedurerne kunne have været anderledes, såfremt den konkurrencebegrænsende adfærd havde vært taget i betragtning.

Sagsøger kræver derfor erstatning som følge af det tab af fortjeneste der er lidt i perioden juni 2000 til december 2002.

____________

1 - EFT L 322, s. 1.

2 - EFT 2003 L 140, s. 1

3 - EFT L 56. s. 1.

4 - EFT L 246, 10.