RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)
24. januar 2024 (*)
»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – Afviklingsinstansens afgørelse om beregning af ex ante-bidrag for 2021 – begrundelsespligt – ligebehandling – proportionalitetsprincippet – Afviklingsinstansens skønsmargen – ulovlighedsindsigelse – retsgrundlaget for forordning (EU) nr. 806/2014 – Kommissionens skønsmargen«
I sag T-405/21,
Dexia Crédit Local, Paris (Frankrig), ved avocats H. Gilliams og J.-M. Gollier,
sagsøger,
mod
Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) ved J. Kerlin og C. De Falco, som befuldmægtigede, bistået af avocats H.-G. Kamann, F. Louis, P. Gey og V. Del Pozo Espinosa de los Monteros,
sagsøgt,
støttet af
Europa-Parlamentet ved J. Etienne og O. Denkov, som befuldmægtigede,
af
Rådet for Den Europæiske Union ved E. d’Ursel og A. Westerhof Löfflerová, som befuldmægtigede,
og af
Europa-Kommissionen ved D. Triantafyllou og A. Steiblytė, som befuldmægtigede,
intervenienter,
har
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Kornezov, og dommerne G. De Baere, D. Petrlík (refererende dommer), K. Kecsmár og S. Kingston,
justitssekretær: fuldmægtig L. Ramette,
på grundlag af den skriftlige forhandling
og efter retsmødet den 1. marts 2023,
afsagt følgende
Dom (1)
1 Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Dexia Crédit Local, nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/ES/2021/22 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Den Fælles Afviklingsfond (herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
[udelades]
III. Parternes påstande
22 Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den berører sagsøgeren.
– Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
23 Afviklingsinstansen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
– Subsidiært, såfremt den anfægtede afgørelse annulleres, opretholdes dennes virkninger, indtil den erstattes, eller i det mindste i en periode på seks måneder fra den dato, hvor dommen bliver endelig.
24 Europa-Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse, for så vidt som søgsmålet er støttet på den ulovlighedsindsigelse mod forordning nr. 806/2014, der er rejst med det femte og det sjette anbringende.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
25 Den Europæiske Unions Råd har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
26 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
IV. Retlige bemærkninger
[udelades]
A. Ulovlighedsindsigelserne mod forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63
1. Det femte og det sjette anbringende om ulovlighedsindsigelserne mod bestemmelserne i forordning nr. 806/2014 i forhold til traktaterne
29 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014, på grundlag af hvilke Afviklingsinstansen har fastsat det årlige målniveau og sagsøgerens ex ante-bidrag, er ulovlige. Disse bestemmelser blev vedtaget på grundlag af artikel 114 TEUF, selv om de erstatter et uafhængigt europæisk agentur, Afviklingsinstansen, oprettet ved denne forordning, med de nationale afviklingsmyndigheder, der har kompetence til at fastsætte det årlige målniveau og ex ante-bidragene.
30 For det andet udgør de bestemmelser, hvis lovlighed anfægtes i henhold til det sjette anbringende, dvs. artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014, således som sagsøgeren har præciseret i sit svar på Rettens skriftlige spørgsmål, ifølge sagsøgeren »fiskale bestemmelser« som omhandlet i artikel 114, stk. 2, TEUF, således at de ikke kunne vedtages på grundlag af denne artikels stk. 1. For så vidt som disse bidrag fastsætter en forpligtelse til at betale ex ante-bidrag, har disse bidrag nemlig en skattemæssig karakter, eftersom de ikke udgør det reelle og forholdsmæssige vederlag for en bestemt tjenesteydelse. Sagsøgeren kan således ikke forvente nogen modydelse for betalingen af disse bidrag, henset til den omstændighed, som Kommissionen og Afviklingsinstansen har bekræftet, at sagsøgerens situation ville være omfattet af de bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for dets afvikling, før direktiv 2014/59 trådte i kraft, og at der ikke ville kunne anvendes noget afviklingsværktøj over for sagsøgeren i tilfælde af en misligholdelse.
31 Tilsvarende forfølger ex ante-bidragene kun formål af almen interesse, således som Retten fastslog i dom af 20. januar 2021, ABLV Bank mod SRB (T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 70 og 71). Det mål af almen interesse, der består i at sikre banksystemets finansielle stabilitet, er imidlertid ikke kun til gavn for de institutter, der er underlagt forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag, men for alle økonomiske aktører i EU.
32 Det følger heraf, at kun artikel 352 TEUF kunne have udgjort et retsgrundlag for vedtagelsen af artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014.
33 Afviklingsinstansen, Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt denne argumentation.
34 Indledningsvis skal det for det første bemærkes, at valget af retsgrundlag for en EU-retsakt skal foretages på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol, herunder bl.a. retsaktens formål og indhold (jf. udtalelse 1/15 (PNR-aftalen mellem EU og Canada) af 26.7.2017, EU:C:2017:592, præmis 76, og dom af 4.9.2018, Kommissionen mod Rådet (Aftale med Kasakhstan) C-244/17, EU:C:2018:662, præmis 36).
35 Lovgivningsmæssige retsakter, der vedtages på grundlag af artikel 114, stk. 1, TEUF, skal for det første indeholde foranstaltninger vedrørende tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, og for det andet vedrøre det indre markeds oprettelse og funktion (dom af 22.1.2014, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet, C-270/12, EU:C:2014:18, præmis 100).
36 Med henblik på at undersøge, om artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 kan vedtages på grundlag af artikel 114, stk. 1, TEUF, skal det først undersøges, om disse bestemmelser opfylder de to betingelser, der er nævnt i præmis 35 ovenfor.
37 For det første bemærkes, at artikel 114 TEUF kun kan anvendes som retsgrundlag, når det objektivt og reelt fremgår af retsakten, at den har til formål at forbedre vilkårene for det indre markeds oprettelse og funktion (jf. dom af 22.1.2014, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet, C-270/12, EU:C:2014:18, præmis 113 og den deri nævnte retspraksis).
38 I den foreliggende sag følger det bl.a. af første og tredje betragtning til forordning nr. 806/2014 og af første betragtning til direktiv 2014/59, at denne forordning blev vedtaget i forbindelse med den økonomiske og finansielle krise, som for så vidt angår EU afslørede en mangel på instrumenter, der gjorde det muligt effektivt at imødegå risikoen for institutter i finansielle vanskeligheder, hvilket tvang medlemsstaterne til at anvende offentlige finansielle midler til at støtte sådanne institutter.
39 Det følger ligeledes af første betragtning til forordning nr. 806/2014, at denne krise fremhævede truslerne mod det indre marked for banktjenesteydelser og den stigende risiko for finansiel fragmentering. Dette var en reel kilde til bekymring på det indre marked, hvor bankerne burde have været i stand til at udøve omfattende grænseoverskridende aktiviteter, selv om der blev konstateret en tilbagegang af disse aktiviteter på grund af en frygt for en afsmittende virkning.
40 EU-lovgiver har i øvrigt i 2.-4. og 12. betragtning til forordning nr. 806/2014 fremhævet, at forskellene mellem de nationale afviklingsregler og den tilsvarende administrative praksis samt manglen på en ensartet beslutningsproces for afvikling i bankunionen skaber mistillid mellem de nationale banksystemer i forhold til andre medlemsstaters, herunder de medlemsstater, der ikke deltager i SRM, og bidrager til ustabilitet på markedet ved ikke at sikre nogen forudsigelighed med hensyn til udfaldet af en banks sammenbrud. Disse forskelle kunne også medføre højere låneomkostninger for visse banker og deres kunder udelukkende på grund af disse bankers etableringssted, uanset deres reelle kreditværdighed.
41 Endelig fremhævede EU-lovgiver i 9. og 19. betragtning til forordning nr. 806/2014 den omstændighed, at så længe afviklingsreglerne og ‑praksis samt reglerne for byrdefordeling ikke overskrider det nationale niveau, og de finansielle midler, der er nødvendige for at finansiere afviklingsprocedurerne, indsamles og anvendes på nationalt plan, vil forbindelsen mellem medlemsstaterne og banksektoren ikke blive fuldstændig brudt, og det indre marked vil fortsat være fragmenteret. Denne situation ville begrænse bankernes aktiviteter på tværs af grænserne og dermed skabe hindringer for udøvelsen af de grundlæggende frihedsrettigheder og forvride konkurrencen på det indre marked.
42 Det er på baggrund af disse betragtninger, at forordning nr. 806/2014 har til formål at sikre forbindelsen mellem hver enkelt medlemsstats budgetsituation, således som den opkræves, og finansieringsomkostningerne for banker og virksomheder, som er beliggende i medlemsstaterne, samt at pålægge den finansielle sektor som helhed ansvaret for at finansiere stabiliseringen af det finansielle system.
43 Som det fremgår af artikel 1 i forordning nr. 806/2014, fastsætter denne navnlig fælles regler og en fælles procedure for afvikling af institutter, som Afviklingsinstansen bør anvende med henblik på at imødegå de trusler, der er nævnt i præmis 38-41 ovenfor.
44 Et væsentligt element i disse regler og denne procedure er Afviklingsfonden, der, således som det fremgår af artikel 67 og 76 i forordning nr. 806/2014 og af 107. betragtning til denne forordning, gør det muligt at sikre en effektiv anvendelse af afviklingsbeføjelserne og at bidrage til finansieringen af afviklingsværktøjer ved at sikre en effektiv anvendelse heraf.
45 Med henblik på at sikre tilstrækkelige finansielle midler i Afviklingsfonden finansieres sidstnævnte, henset til de betragtninger, der er anført i præmis 38-41 ovenfor, navnlig af de ex ante-bidrag, som institutterne har indbetalt, og hvis størrelse afhænger af det endelige målniveau og de vigtigste beregningsmetoder, der er fastsat i artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014.
46 Følgelig sikrer betalingen af disse bidrag, således som den er fastsat i overensstemmelse med artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014, en effektiv anvendelse af de fælles regler og den fælles procedure for afvikling af institutter. Reglerne om disse bidrag gør det muligt, som det fremgår af 12. og 19. betragtning til samme forordning, at forhindre, at forskellig national praksis hindrer udøvelsen af grundlæggende frihedsrettigheder eller konkurrenceforvridning på det indre marked.
47 EU-lovgiver har i øvrigt i 11., 31. og 39. betragtning til forordning nr. 806/2014 fremhævet, at den ensartede anvendelse af afviklingsordningen i de deltagende medlemsstater vil blive forbedret takket være de opgaver, der er tillagt Afviklingsinstansen, som specifikt er udformet med henblik på at sikre en hurtig og effektiv beslutningsproces for afviklinger, og som ligeledes bør sikre, at der tages passende hensyn til den nationale finansielle stabilitet, til Unionens finansielle stabilitet og det indre marked. I denne sammenhæng fastsætter denne forordnings artikel 5, at Afviklingsinstansen skal anses for en national tilsynsmyndighed som omhandlet i direktiv 2014/59, når den udfører opgaver og udøver de beføjelser, der er tillagt en sådan national tilsynsmyndighed. Denne bestemmelse gør det således muligt for Afviklingsinstansen at handle fuldt ud som beslutningsorgan på afviklingsområdet i bankunionen og har derfor, ligeledes henset til betragtningerne i præmis 41-38 ovenfor, til formål at forbedre det indre markeds funktion.
48 Henset til det ovenstående skal det fastslås, at forordning nr. 806/2014, bl.a. dens artikel 5, 69 og 70, har til formål at forbedre vilkårene for det indre markeds oprettelse og funktion.
49 For det andet skal det bemærkes, at EUF-traktatens ophavsmænd ved udtrykket »foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse« i artikel 114 TEUF har villet tillægge EU-lovgiver et skøn – på grundlag af den generelle sammenhæng og de særlige omstændigheder vedrørende det område, der skal harmoniseres – vedrørende den mest hensigtsmæssige metode for indbyrdes tilnærmelse med henblik på at opnå det ønskede resultat, især inden for teknisk komplicerede områder (jf. dom af 22.1.2014, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet, C-270/12, EU:C:2014:18, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).
50 EU-lovgiver kan følgelig i sit valg af harmoniseringsmetode, og henset til den skønsmargin, denne råder over vedrørende foranstaltningerne i artikel 114 TEUF, delegere beføjelser til et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur med henblik på at sikre gennemførelsen af den ønskede harmonisering. Dette er særligt tilfældet, når de foranstaltninger, der skal træffes, skal bygge på en særlig professionel og teknisk ekspertise og på enhedens mulighed for at handle (jf. dom af 22.1.2014, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet, C-270/12, EU:C:2014:18, præmis 105).
51 I denne sammenhæng skal det for det første bemærkes, således som det fremgår af præmis 38-42 ovenfor, at de foranstaltninger, der skal træffes på området for afvikling, skal støttes på en særlig professionel og teknisk ekspertise. For det andet er Afviklingsinstansen, således som det følger af betragtningerne i præmis 47 ovenfor, blevet oprettet med henblik på at sikre og styrke anvendelsen af de fælles regler og den fælles procedure for afvikling af institutter. Under disse omstændigheder kunne EU-lovgiver i artikel 5 i forordning nr. 806/2014 fastsætte, at Afviklingsinstansen skulle anses for en national afviklingsmyndighed som omhandlet i direktiv 2014/59, når den udførte opgaver og udøvede beføjelser, som er overdraget til en sådan national tilsynsmyndighed, og EU-lovgiver kunne overdrage Afviklingsinstansen beføjelserne til i henhold til denne forordnings artikel 69 og 70 at fastsætte størrelsen af ex ante-bidragene og til at forvalte Afviklingsfondens finansielle midler i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 67, stk. 2 og 3.
52 Som det fremgår af præmis 45 og 46 ovenfor, udgør artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 desuden et væsentligt element i reglerne og proceduren for afvikling af institutter, som bidrager til at undgå, at forskellig national praksis hindrer udøvelsen af de grundlæggende friheder eller forvrider konkurrencen på det indre marked.
53 Som det fremgår af præmis 47 ovenfor, indeholder artikel 5 i forordning nr. 806/2014 ligeledes en foranstaltning angående tilnærmelse af lovgivningerne vedrørende afvikling, der styrker den ensartede anvendelse af reglerne og proceduren for afvikling af institutter.
54 Under disse omstændigheder kan artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 anses for bestemmelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes bestemmelser om afvikling af institutter i bankunionen.
55 Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argument om, at oprettelsen af Afviklingsinstansen ved forordning nr. 806/2014 ikke opfylder de krav, der er fastsat i dom af 2. maj 2006, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet (C-217/04, EU:C:2006:279, præmis 44 og 45).
56 I dom af 2. maj 2006, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet (C-217/04, EU:C:2006:279), bemærkede Domstolen, at de opgaver, der blev overdraget til et organ, der havde til opgave at bidrage til gennemførelsen af en harmoniseringsproces, skulle være nært forbundet med de områder, som var genstand for retsakterne om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, hvilket »bl.a.« var tilfældet, når et således oprettet organ leverede ydelser til de nationale myndigheder eller erhvervslivet, som havde betydning for den ensartede gennemførelse af harmoniseringsinstrumenterne, og som kunne lette deres gennemførelse (dom af 2.5.2006, Det Forenede Kongerige mod Parlamentet og Rådet, C-217/04, EU:C:2006:279, præmis 45).
57 Med disse sidste præciseringer fremhævede Domstolen kendetegnene ved den sag, der var indbragt for den, og som under omstændighederne i denne sag gjorde det muligt at fastslå, at det pågældende organs opgaver var snævert forbundet med de områder, der var genstand for den retsakt om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der var omhandlet i denne sag.
58 En sådan tæt forbindelse mellem de opgaver, der er tillagt Afviklingsinstansen, og det område, der er genstand for forordning nr. 806/2014, foreligger ligeledes i den foreliggende sag. De opgaver, som Afviklingsinstansen er tillagt ved denne forordning, således som de er beskrevet i præmis 51 ovenfor, indgår nemlig i sammenhæng med oprettelsen af bankunionen, som krævede et ensartet, fuldstændigt og detaljeret regelsæt for finansielle tjenesteydelser, således som EU-lovgiver har anført i femte betragtning til denne forordning. I denne sammenhæng spiller Afviklingsinstansen, således som det fremgår af 35. betragtning til den nævnte forordning, en vigtig rolle med hensyn til at sikre sammenhæng mellem tilsyns- og afviklingspraksis i hele EU. I overensstemmelse med samme forordnings artikel 31, stk. 1, og artikel 70, stk. 2, arbejder Afviklingsinstansen desuden tæt sammen med de nationale afviklingsmyndigheder, herunder med henblik på beregning af ex ante-bidrag, når den udfører sine opgaver. De opgaver, der er tillagt Afviklingsinstansen ved forordning nr. 806/2014, har derfor betydning for den ensartede anvendelse af harmoniseringsinstrumenterne og kan lette deres anvendelse.
59 Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke hævde, at de opgaver, der er overdraget Afviklingsinstansen, ikke er tæt knyttet til de områder, der er genstand for retsakterne om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser på det pågældende område.
60 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 opfylder betingelserne i artikel 114, stk. 1, TEUF.
61 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014, for så vidt som de fastsætter en forpligtelse til at betale ex ante-bidrag, er af fiskal karakter som omhandlet i artikel 114, stk. 2, TEUF og derfor ikke kan vedtages på grundlag af artikel 114, stk. 1, TEUF.
62 Artikel 114, stk. 2, TEUF fastsætter, at denne bestemmelses stk. 1 bl.a. ikke finder anvendelse på »fiskale bestemmelser«.
63 For så vidt angår fortolkningen af begrebet »fiskale bestemmelser« skal det fastslås, at der i traktaten ikke findes nogen henvisning til, hvordan dette begreb skal fortolkes (jf. i denne retning dom af 29.4.2004, Kommissionen mod Rådet, C-338/01, EU:C:2004:253, præmis 63).
64 Når dette er sagt, fremgår det af Domstolens praksis, at en afgift, der betales af erhvervsdrivende i en bestemt sektor, ikke er af fiskal karakter i en situation, hvor den navnlig direkte udelukkende anvendes til finansiering af denne sektors udgifter, og hvor disse udgifter er nødvendige for sektorens drift, navnlig med henblik på at stabilisere den (jf. i denne retning dom og analogt dom af 11.7.1989, Schräder HS Kraftfutter, 265/87, EU:C:1989:303, præmis 9 og 10).
65 Dette ræsonnement gælder imidlertid også for ex ante-bidrag, som følger en forsikringsmæssig logik, og som betales af erhvervsdrivende i en bestemt sektor med henblik på udelukkende at finansiere udgifterne i denne sektor.
66 Hvad angår karakteren af ex ante-bidragene er det således allerede anført i præmis 38 ovenfor, at forordning nr. 806/2014 blev vedtaget i en sammenhæng med den økonomiske og finansielle krise, som for så vidt angår Unionen afslørede en mangel på instrumenter, der gjorde det muligt effektivt at imødegå den risiko, som de institutter, der havde finansielle vanskeligheder, udgjorde, hvilket tvang medlemsstaterne til at anvende offentlige finansielle midler til at støtte sådanne institutter. SRM har til formål at undgå de skadelige konsekvenser af, at institutter bliver nødlidende under sådanne kriser, eftersom institutternes sammenbrud i en enkelt medlemsstat kan bringe stabiliteten på de finansielle markeder som helhed i fare, således som det fremgår af 8. og 12. betragtning til denne forordning.
67 I denne sammenhæng fandt EU-lovgiver, at det påhvilede den finansielle sektor som helhed at finansiere stabiliseringen af det finansielle system, således som det bl.a. fremgår af 100. betragtning til forordning nr. 806/2014.
68 På denne baggrund består ex ante-bidragenes specifikke karakter, således som det bekræftes i 105.-107. betragtning til direktiv 2014/59 og 41. betragtning til forordning nr. 806/2014, ud fra en forsikringsbaseret logik i at sikre, at den finansielle sektor tilvejebringer tilstrækkelige finansielle midler til SRM, for at denne kan udføre sine funktioner (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113).
69 I overensstemmelse med artikel 67, stk. 2 og 4, i og 61. betragtning til forordning nr. 806/2014 indsamles ex ante-bidrag følgelig fra økonomiske aktører i den finansielle sektor med henblik på at forsyne Afviklingsfonden, som kun kan anvendes med henblik på en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne og en effektiv udøvelse af afviklingsbeføjelserne, når sådanne foranstaltninger er nødvendige for at nå målet om finansiel stabilitet i denne sektor.
70 Det skal i denne forbindelse bemærkes, således som det følger af artikel 1 i forordning nr. 806/2014, at de foranstaltninger, der er nævnt i præmis 69 ovenfor, kun anvendes over for de institutter, der er forpligtet til at betale ex ante-bidrag.
71 Forordning nr. 806/2014 indfører ganske vist ikke en automatisk forbindelse mellem betalingen af ex ante-bidrag og afviklingen af det pågældende institut. Dette er grunden til, at ex ante-bidrag ikke kan anses for at være forsikringspræmier, som kunne betales månedligt og tilbagebetales (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, ABLV Bank mod SRB, T-758/18, EU:C:2021:28, præmis 70 og 73).
72 Det forholder sig ikke desto mindre således, at institutterne drager fordel af Afviklingsfonden af to grunde, som netop finansieres af deres ex ante-bidrag.
73 For det første kan institutternes finansielle situation, når de er nødlidende eller forventeligt nødlidende, afhjælpes inden for rammerne af en afviklingsprocedure, der kan indledes til fordel for dem, hvis de øvrige betingelser i artikel 18 i forordning nr. 806/2014 ligeledes er opfyldt. En sådan procedure gør det således muligt at anvende Afviklingsfondens finansielle midler til fordel for sådanne institutter, idet disse midler er blevet finansieret af bidrag fra disse institutter.
74 For det andet nyder alle institutter godt af deres ex ante-bidrag gennem det finansielle systems stabilitet, som er sikret af Afviklingsfonden.
75 Den risiko, der dækkes af Afviklingsfonden, er nemlig den risiko, som hele den finansielle sektor udsætter det finansielle systems stabilitet for (dom af 20.1.2021, ABLV Bank mod SRB, T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 72).
76 Det følger heraf, at Afviklingsfonden ikke ud fra et skattemæssigt, men forsikringsmæssigt synspunkt har til formål at sikre stabiliteten i den finansielle sektor som helhed, idet den har til formål at sikre en beskyttelse mod denne sektors egen krise til fordel for alle institutterne.
77 Dette forsikringsmæssige formål afspejles i øvrigt ligeledes i beregningen af ex ante-bidrag, eftersom disse ikke følger af anvendelsen af en bestemt sats på et beskatningsgrundlag, men i henhold til artikel 102 og 103 i direktiv 2014/59 samt artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 på definitionen af et endeligt målniveau og derefter op et årligt målniveau, som derefter fordeles mellem institutterne (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113). Denne fordeling af det årlige målniveau er, således som det ligeledes fremgår af 109. betragtning til forordning nr. 806/2014, navnlig baseret på den risiko, som hvert enkelt institut udgør for det finansielle systems stabilitet, hvilket tilskynder institutterne til at anvende mindre risikable driftsmetoder.
78 Det følger af det ovenstående, at institutterne betaler ex ante-bidragene i overensstemmelse med en forsikringsmæssig logik, idet disse bidrag udelukkende anvendes direkte til finansiering af udgifterne i den finansielle sektor, som disse institutter henhører under, og at disse udgifter er nødvendige for, at denne sektor kan fungere, navnlig for at stabilisere sektoren i tilfælde af, at visse institutter bliver nødlidende, og for at begrænse afsmittende virkninger.
79 Følgelig udgør de bestemmelser i forordning nr. 806/2014, der forpligter institutterne til at betale ex ante-bidrag og præciserer fremgangsmåden for deres beregning, navnlig artikel 69 og 70, ikke »fiskale bestemmelser« som omhandlet i artikel 114, stk. 2, TEUF.
80 Denne konklusion afkræftes ikke af sagsøgerens argumenter.
81 Af de grunde, der er anført i præmis 72-74 ovenfor, skal sagsøgerens argument om, at sagsøgeren ikke modtog nogen modydelse efter betalingen af ex ante-bidragene, for det første forkastes.
82 For det andet kan sagsøgerens argument om, at finansiel stabilitet er et mål af almen interesse, som ikke kun kommer personer, der er underlagt forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag, til gode, heller ikke tiltrædes. En sådan omstændighed har nemlig ingen indvirkning på den forsikringsmæssige logik med hensyn til ex ante-bidragene, idet disse bidrag, der betales af institutterne, udelukkende anvendes direkte til finansiering af udgifterne i den finansielle sektor, som disse institutter henhører under, og at disse udgifter viser sig at være nødvendige for, at denne sektor kan fungere.
83 For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at forordning nr. 806/2014 burde have været vedtaget på grundlag af artikel 352 TEUF, som er en bestemmelse, der svarer til artikel 127, stk. 6, TEUF, som udgjorde retsgrundlaget for Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63).
84 Artikel 352 TEUF tilsigter at afhjælpe det manglende retsgrundlag i de tilfælde, hvor der ikke udtrykkeligt eller forudsætningsvis ved særlige bestemmelser i traktaterne er tillagt EU-institutioner beføjelser, i det omfang sådanne beføjelser alligevel viser sig at være nødvendige, for at Unionen kan udøve sine funktioner med henblik på at nå et af de mål, der er fastlagt i disse traktater (udtalelse 2/94 (Fællesskabets tiltrædelse af EMRK) af 28.3.1996, EU:C:1996:140, præmis 29; jf. desuden dom af 3.9.2009, Parlamentet mod Rådet, C-166/07, EU:C:2009:499, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
85 Det følger heraf, at når der findes et specifikt retsgrundlag for vedtagelsen af en EU-retsakt, er anvendelsen af artikel 352 TEUF udelukket.
86 Det følger imidlertid for det første af præmis 38-54 ovenfor, at de bestemmelser, hvis lovlighed anfægtes, dvs. artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014, opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 114, stk. 1, TEUF, for så vidt som de hver især indeholder en foranstaltning vedrørende tilnærmelse af lovgivningerne og bestemmelserne på afviklingsområdet, og for så vidt som de har til formål at forbedre det indre markeds funktion. For det andet fremgår det af præmis 62-79 ovenfor, at denne forordnings artikel 69 og 70, hvis lovlighed anfægtes, ikke udgør »fiskale bestemmelser« som omhandlet i artikel 114, stk. 2, TEUF.
87 Sådanne foranstaltninger kan derfor henføres til de kompetencer, som EU-institutionerne er tillagt til at lovgive på grundlag af artikel 114 TEUF med henblik på at forbedre det indre markeds funktion.
88 Under disse omstændigheder udgør artikel 352 TEUF ikke et passende retsgrundlag for vedtagelsen af artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014.
89 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det femte og det sjette anbringende forkastes.
[udelades]
B. Klagepunktet vedrørende den anfægtede beslutnings begrundelse
[udelades]
3. Det første anbringende om den anfægtede afgørelses tilsidesættelse af artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014
[udelades]
207 Med henblik på at vurdere, om Afviklingsinstansen tilsidesatte artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, da den fastsatte det årlige målniveau i den anfægtede afgørelse, skal Retten først af egen drift undersøge, om denne afgørelse er tilstrækkeligt begrundet for så vidt angår fastlæggelsen af det nævnte niveau.
208 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse udgør et anbringende om grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser kan – eller skal – tage stilling til ex officio (jf. dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig kan eller skal Retten ligeledes tage hensyn til andre begrundelsesmangler end dem, som sagsøgeren har påberåbt sig, og dette navnlig når disse viser sig under sagens behandling.
209 Med henblik herpå er parterne ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og under retsmødet blevet hørt om alle de eventuelle begrundelsesmangler, som den anfægtede afgørelse er behæftet med for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau.
210 Når dette er præciseret, skal det bemærkes, at de finansielle midler, der er til rådighed i Afviklingsfonden, i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 ved udgangen af den indledende periode skal nå det endelige målniveau, der svarer til mindst 1% af de dækkede indskud fra alle de kreditinstitutter, som er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område.
211 I henhold til artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 skal ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil det endelige målniveau, der er nævnt i præmis 210 ovenfor, er nået, men under behørig hensyntagen til konjunkturudviklingen og den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling.
212 Artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 præciserer, at de bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke overstiger 12,5% af det endelige målniveau.
213 Hvad angår metoden til beregning af ex ante-bidrag fastsætter artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen fastsætter beløbet på grundlag af det årlige målniveau for afviklingsfinansieringsordningen under hensyntagen til det endelige målniveau og på grundlag af gennemsnittet af dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle institutter, der er meddelt tilladelse på deres område.
214 Det fremgår ligeledes af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, at Afviklingsinstansen beregner ex ante-bidraget for hvert institut på grundlag af det årlige målniveau, som skal fastsættes i forhold til det endelige målniveau og i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63.
215 I den foreliggende sag fastsatte Afviklingsinstansen, som det fremgår af 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, for bidragsperioden 2021 beløbet for det årlige målniveau til 11 287 677 212,56 EUR.
216 I 36. og 37. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede Afviklingsinstansen i det væsentlige, at det årlige målniveau skulle fastlægges på grundlag af en analyse af udviklingen i de dækkede indskud i de foregående år, enhver relevant udvikling i den økonomiske situation samt en analyse af indikatorerne vedrørende konjunkturudviklingen og de virkninger, som procykliske bidrag ville have på institutternes finansielle situation. Efterfølgende fandt Afviklingsinstansen det hensigtsmæssigt at fastsætte en koefficient, der var baseret på denne analyse og på de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden (herefter »koefficienten«). Afviklingsinstansen anvendte denne koefficient på en ottendedel af det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 med henblik på at opnå det årlige målniveau.
217 Afviklingsinstansen redegjorde for den fremgangsmåde, der blev fulgt ved fastsættelsen af koefficienten i 38.-47. betragtning til den anfægtede afgørelse.
218 I 38. betragtning til den anfægtede afgørelse konstaterede Afviklingsinstansen en konstant stigende tendens i de dækkede indskud for alle institutter i de deltagende medlemsstater. Det gennemsnitlige beløb af disse indlån, beregnet kvartalsvis, beløb sig for 2020 til 6,689 billioner EUR.
219 I 40. og 41. betragtning til den anfægtede afgørelse redegjorde Afviklingsinstansen for den forventede udvikling i de dækkede indskud for de resterende tre år i den indledende periode, nemlig fra 2021 til 2023. Den anslog, at de årlige vækstrater for dækkede indskud indtil udgangen af den indledende periode ville være på mellem 4% og 7%.
220 I 42.-45. betragtning til den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen en vurdering af konjunkturudviklingen og den potentielle procykliske virkning, som ex ante-bidragene kunne have på institutternes finansielle situation. Med henblik herpå anførte Rådet, at det havde taget hensyn til flere indikatorer, såsom prognosen for væksten i Kommissionens bruttonationalprodukt og Den Europæiske Centralbanks (ECB) fremskrivninger i denne henseende eller den private sektors kreditstrømme i procent af bruttonationalproduktet.
221 I 46. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede Afviklingsinstansen, at selv om det var rimeligt at forvente en fortsat vækst i de dækkede indskud i bankunionen, ville væksten være lavere end i 2020. I denne henseende anførte Afviklingsinstansen i 47. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den havde anlagt en »forsigtig tilgang« med hensyn til vækstraterne for dækkede indskud for de kommende år indtil 2023.
222 Henset til disse betragtninger fastsatte Afviklingsinstansen i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse værdien af koefficienten til 1,35%. Den beregnede derefter beløbet for det årlige målniveau ved at multiplicere det gennemsnitlige beløb for de indskud, der var dækket i 2020, med denne koefficient og dividere resultatet af denne beregning med otte i overensstemmelse med følgende matematiske formel, der fremgår af 48. betragtning til den nævnte afgørelse:
»Mål0 [beløbet for det årlige målniveau] = Samlede dækkede indskud2020 * 0,0135 * ⅛ = 11 287 677 212,56 EUR«.
223 Det fremgår i det væsentlige af Afviklingsinstansens forklaringer under retsmødet, at den fastsatte det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 som følger.
224 For det første fastsatte Afviklingsinstansen på grundlag af en fremadrettet analyse størrelsen af de dækkede indskud for alle de institutter, der var meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, forventet til udgangen af den indledende periode, til ca. 7,5 billioner EUR. For at nå frem til dette beløb tog Afviklingsinstansen hensyn til det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020, dvs. 6,689 billioner EUR, en årlig vækstrate for de dækkede indskud på 4% og antallet af resterende bidragsperioder indtil udgangen af den indledende periode, dvs. tre.
225 For det andet beregnede Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 1% af disse 7,5 billioner EUR for at opnå det anslåede endelige målniveau, der skulle nås den 31. december 2023, dvs. ca. 75 mia. EUR.
226 For det tredje fratrak Afviklingsinstansen fra sidstnævnte beløb de finansielle midler, der allerede var til rådighed i Afviklingsfonden i 2021, dvs. ca. 42 mia. EUR, for at opnå det resterende beløb i de resterende bidragsperioder inden udgangen af den indledende periode, dvs. fra 2021 til 2023. Dette beløb var på ca. 33 mia. EUR.
227 For det fjerde dividerede Afviklingsinstansen sidstnævnte beløb med tre med henblik på en ensartet fordeling mellem de tre resterende bidragsperioder. Det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 blev således fastsat til det beløb, der er nævnt i præmis 215 ovenfor, dvs. ca. 11,287 mia. EUR.
228 Afviklingsinstansen har ligeledes i retsmødet bekræftet, at den havde offentliggjort de oplysninger, som den i præmis 227-224 ovenfor beskrevne metode var baseret på, og som ville have gjort det muligt for sagsøgeren at forstå den metode, hvorved det årlige målniveau var blevet fastsat. Sagsøgeren har navnlig præciseret, at den på sin hjemmeside i maj 2021, dvs. efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, men før anlæggelsen af nærværende sag, havde offentliggjort et uddybende skema benævnt »Fact Sheet 2021« (herefter »det uddybende skema«), der angav det anslåede endelige målniveau. Afviklingsinstansen har ligeledes anført, at størrelsen på de finansielle midler, der er til rådighed i Afviklingsfonden, ligeledes var tilgængelig på dens websted og via andre offentlige kilder længe før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
229 Med henblik på at undersøge, om Afviklingsinstansen har overholdt sin begrundelsespligt for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau, skal det bemærkes, at det for så vidt angår indholdet af begrundelsespligten fremgår af retspraksis, at begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution eller et EU-organ navnlig skal være uden selvmodsigelser for at gøre det muligt for de berørte parter at gøre sig bekendt med den egentlige begrundelse for denne afgørelse med henblik på at forsvare deres rettigheder for den kompetente domstol og for sidstnævnte at udøve sin prøvelsesret (jf. i denne retning dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 169 og den deri nævnte retspraksis, af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen, T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 20 og 45-47, og af 16.12.2015, Grækenland mod Kommissionen, T-241/13, EU:T:2015:982, præmis 56).
230 Når ophavsmanden til den anfægtede afgørelse afgiver visse forklaringer vedrørende begrundelsen for denne afgørelse under en sag for Unionens retsinstanser, skal disse forklaringer ligeledes være i overensstemmelse med de betragtninger, der er anført i denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen, T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 45-47, og af 13.12.2016, Printeos m.fl. mod Kommissionen, T-95/15, EU:C:2016:722, præmis 54 og 55).
231 Såfremt betragtningerne i den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med sådanne forklaringer afgivet under den retslige procedure, opfylder begrundelsen for den pågældende afgørelse nemlig ikke de funktioner, der er nævnt i præmis 181 og 182 ovenfor. En sådan uoverensstemmelse forhindrer navnlig dels de berørte parter i at få kendskab til den faktiske begrundelse for den anfægtede afgørelse, inden søgsmålet anlægges, og i at forberede deres forsvar i forhold til dem, dels, at Unionens retsinstanser kan identificere de grunde, der faktisk har tjent som retligt grundlag for denne afgørelse, og undersøge, om de er i overensstemmelse med de gældende regler.
232 Endelig skal det bemærkes, at når Afviklingsinstansen vedtager en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidragene, skal den underrette de berørte institutter om metoden til beregning af disse bidrag (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122).
233 Det samme må gælde for metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, idet dette beløb er af væsentlig betydning for opbygningen af en sådan afgørelse. Som det fremgår af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, består metoden til beregning af ex ante-bidrag nemlig i fordelingen af dette beløb mellem alle de berørte institutter, således at en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af dette beløb medfører en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af hvert af disse institutters ex ante-bidrag.
234 Det fremgår af det ovenstående, at såfremt Afviklingsinstansen er forpligtet til ved den anfægtede afgørelse at give institutterne forklaringer vedrørende metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, skal disse forklaringer være i overensstemmelse med de forklaringer, som Afviklingsinstansen har afgivet under den retslige procedure, og som vedrører den metode, der faktisk anvendes.
235 Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag.
236 Det skal nemlig først bemærkes, at der i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse er redegjort for en matematisk formel, som den præsenterede som grundlag for fastsættelsen af det årlige målniveau. Denne formel indeholder imidlertid ikke elementerne i den metode, som Afviklingsinstansen faktisk har anvendt, således som de blev forklaret i retsmødet. Som det fremgår af præmis 224-227 ovenfor, opnåede Afviklingsinstansen nemlig beløbet for det årlige målniveau inden for rammerne af denne metode ved fra det endelige målniveau at fratrække de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, med henblik på at beregne det beløb, der fortsat skulle modtages indtil udgangen af den indledende periode, og ved at dividere dette sidstnævnte beløb med tre. Disse to trin i beregningen kommer imidlertid ikke til udtryk i den nævnte matematiske formel.
237 Denne konstatering kan i øvrigt ikke drages i tvivl af Afviklingsinstansens anbringende om, at den i maj 2021 offentliggjorde det uddybende skema, som indeholdt et interval med angivelse af de eventuelle beløb på det endelige målniveau, og på dens websted størrelsen af de disponible finansielle midler, som Afviklingsfonden har til sin disposition. Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren faktisk havde kendskab til disse beløb, var beløbene nemlig ikke i sig selv af en sådan art, at de gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå, at de to transaktioner, der er nævnt i præmis 236 ovenfor, faktisk var blevet anvendt af Afviklingsinstansen, idet det desuden blev præciseret, at den matematiske formel, der er fastsat i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, end ikke nævnte dem.
238 Lignende uoverensstemmelser påvirker ligeledes den måde, hvorpå koefficienten på 1,35% er blevet fastsat, hvilket dog spiller en afgørende rolle i den matematiske formel, der er nævnt i præmis 237 ovenfor. Denne koefficient kan nemlig forstås således, at den blandt andre parametre er baseret på den forventede vækst i de dækkede indskud i de resterende år af den indledende periode. Dette er imidlertid ikke i overensstemmelse med Afviklingsinstansens forklaringer i retsmødet, hvoraf det følger, at denne koefficient er blevet fastsat således, at den kan begrunde resultatet af beregningen af beløbet for det årlige målniveau, dvs. efter at Afviklingsinstansen har beregnet dette beløb i henhold til de fire faser, der er redegjort for i præmis 224-227 ovenfor, og navnlig ved at dividere det beløb, der fremkommer ved at trække de disponible finansielle midler i Afviklingsfonden fra det endelige målniveau, med tre. Denne fremgangsmåde fremgår imidlertid på ingen måde af den anfægtede afgørelse.
239 Det skal endvidere bemærkes, at beløbet for det anslåede endelige målniveau ifølge det uddybende skema lå på mellem 70 og 75 mia. EUR. Dette interval er imidlertid ikke i overensstemmelse med intervallet for vækstraten for dækkede indskud på mellem 4% og 7%, der fremgår af 41. betragtning til den anfægtede afgørelse. Afviklingsinstansen har således i retsmødet anført, at den med henblik på fastlæggelsen af det årlige målniveau havde taget hensyn til vækstraten for de dækkede indskud på 4% – som var den laveste sats i det andet interval – og at den således havde opnået det anslåede endelige målniveau på 75 mia. EUR, som udgjorde den højeste værdi af det første interval. Det fremgår således, at der er en uoverensstemmelse mellem disse to intervaller. For det første omfatter intervallet vedrørende udviklingsraten for dækkede indskud nemlig ligeledes værdier, der er højere end satsen på 4%, hvis anvendelse imidlertid ville have ført til et anslået beløb af det endelige målniveau, der er højere end dem, der indgår i intervallet for dette målniveau. For det andet er det umuligt for sagsøgeren at forstå grunden til, at Afviklingsinstansen i intervallet for det nævnte målniveau medregnede beløb under 75 mia. EUR. For at nå dette resultat ville det nemlig have været nødvendigt at anvende en sats på under 4%, som imidlertid ikke er omfattet af intervallet for vækstraten for dækkede indskud. Under disse omstændigheder var sagsøgeren ikke i stand til at fastlægge den måde, hvorpå Afviklingsinstansen havde anvendt intervallet for disse indskuds udviklingssats for at nå frem til beregningen af det anslåede endelige målniveau.
240 Det følger heraf, at for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau svarer den metode, der faktisk blev anvendt af Afviklingsinstansen, således som den blev forklaret i retsmødet, ikke til den metode, der er beskrevet i den anfægtede afgørelse, således at de faktiske grunde, på grundlag af hvilke dette målniveau blev fastsat, hverken kunne identificeres af institutterne eller af Retten på grundlag af den anfægtede afgørelse.
241 Henset til det ovenstående skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse er behæftet med begrundelsesmangler for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau.
242 Den anfægtede afgørelse skal derfor annulleres af denne grund, idet en sådan begrundelsesmangel forhindrer Retten i at undersøge, om det første anbringende er velbegrundet.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):
1) Afgørelse SRB/ES/2021/22 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Den Fælles Afviklingsfond annulleres for så vidt angår Dexia Crédit Local.
2) Virkningerne af den anfægtede afgørelse SRB/ES/2021/22, for så vidt som den vedrører Dexia Crédit Local, opretholdes indtil ikrafttrædelsen, inden for en rimelig frist, som ikke kan overstige seks måneder regnet fra datoen for afsigelse af denne dom, af en ny afgørelse fra Afviklingsinstansen om fastsættelse af dette instituts ex ante-bidrag for 2021 til Afviklingsfonden.
3) Afviklingsinstansen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Dexia Crédit Local afholdte omkostninger.
4) Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union bærer hver deres egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 24. januar 2024.
Underskrifter