DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
22. februar 2024 (*)
»Appel – statsstøtte – artikel 107 TEUF – begrebet »støtte« – fordel – kriteriet om den private investor – voldgiftskendelse, der fastsætter reducerede el-tariffer – spørgsmålet, om en voldgiftskendelse kan tilregnes staten – forordning (EU) 2015/1589 – artikel 4, stk. 2 – afgørelse, hvorved det fastslås, at foranstaltningen ikke udgør støtte«
I de forenede sager C-701/21 P og C-739/21 P,
angående to appeller i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat henholdsvis den 19. november 2021 og den 1. december 2021,
Mytilinaios AE – Omilos Epicheiriseon, Marousi (Grækenland), ved dikigoroi V. Christianos, D. Diakopoulos, G. Karydis, A. Politis, P. Selekos og Ch. Vlachou,
appellant i sag C-701/21 P,
de øvrige parter i appelsagen:
Dimosia Epicheirisi Ilektrismou AE (DEI), Athen (Grækenland), først ved dikigoroi E. Bourtzalas, A. Oikonomou, E. Salaka, C. Synodinos og H. Tagaras samt avocat D. Waelbroeck, derefter ved dikigoroi E. Bourtzalas, E. Salaka, C. Synodinos og H. Tagaras,
sagsøger i første instans,
Europa-Kommissionen ved A. Bouchagiar, I. Georgiopoulos og P.-J. Loewenthal, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
støttet af:
Forbundsrepublikken Tyskland først ved J. Möller og D. Klebs, derefter ved J. Möller, som befuldmægtigede,
intervenient i appelsagen,
og
Europa-Kommissionen ved A. Bouchagiar og P.-J. Loewenthal, som befuldmægtigede,
appellant i sag C-739/21 P,
støttet af:
Forbundsrepublikken Tyskland først ved J. Möller og D. Klebs, derefter ved J. Möller, som befuldmægtigede,
intervenient i appelsagen,
de øvrige parter i appelsagen:
Dimosia Epicheirisi Ilektrismou AE (DEI), Athen, først ved dikigoroi E. Bourtzalas, A. Oikonomou, E. Salaka, C. Synodinos og H. Tagaras samt avocat D. Waelbroeck, derefter ved dikigoroi E. Bourtzalas, E. Salaka, C. Synodinos og H. Tagaras,
sagsøger i første instans,
Mytilinaios AE – Omilos Epicheiriseon, Marousi, ved dikigoroi D. Diakopoulos, N. Keramidas og N. Korogiannakis,
intervenient i første instans,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, C. Lycourgos, og dommerne O. Spineanu-Matei, J.-C. Bonichot, S. Rodin og L.S. Rossi (refererende dommer),
generaladvokat: M. Szpunar
justitssekretær: fuldmægtig L. Carrasco Marco,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. april 2023,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 7. september 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Med deres appeller har Mytilinaios AE – Omilos Epicheiriseon (herefter »Mytilinaios«) og Europa-Kommissionen nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 22. september 2021, DEI mod Kommissionen (T-639/14 RENV, T-352/15 og T-740/17, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:604), hvorved Retten annullerede Kommissionens skrivelse COMP/E3/ΟΝ/AB/ark *2014/61460 af 12. juni 2014, hvormed denne institution underrettede Dimosia Epicheirisi Ilektrismou AE (DEI) om henlæggelse af selskabets klager (herefter »den omtvistede skrivelse«), Kommissionens afgørelse C(2015) 1942 final af 25. marts 2015 i sag SA.38101 (2015/NN) (ex 2013/CP) om angivelig statsstøtte ydet til Alouminion SA i form af el-tariffer, der er lavere end omkostningerne, efter en voldgiftskendelse (EUT 2015, C 219, s. 2, herefter »den første omtvistede afgørelse«), og Kommissionens afgørelse C(2017) 5622 final af 14. august 2017 i sag SA.38101 (2015/NN) (ex 2013/CP) om angivelig statsstøtte ydet til Alouminion SA i form af el-tariffer, der er lavere end omkostningerne, efter en voldgiftskendelse (EUT 2017, C 291, s. 2, herefter »den anden omtvistede afgørelse«).
Retsforskrifter
2 Artikel 1 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9), der har overskriften »Definitioner«, fastsætter:
»I denne forordning forstås ved:
[...]
h) »interesserede parter«: alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer.«
3 Denne forordnings artikel 4 med overskriften »Foreløbig undersøgelse af anmeldelsen og Kommissionens afgørelser« bestemmer:
»1. Kommissionen undersøger anmeldelsen straks ved modtagelsen. Med forbehold af artikel 10 vedtager Kommissionen en afgørelse efter stk. 2, 3 eller 4 i nærværende artikel.
2. Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning ikke udgør støtte, fastslår den dette ved afgørelse.
3. Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning ikke giver anledning til tvivl om, at den er forenelig med det indre marked, for så vidt den falder inden for anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 1, i TEUF, træffer den afgørelse om, at foranstaltningen er forenelig med det indre marked (»afgørelse om ikke at gøre indsigelse«). I afgørelsen anføres, hvilken undtagelse i [EUF-traktaten] der er anvendt.
4. Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning giver anledning til tvivl om, hvorvidt den er forenelig med det indre marked, træffer den afgørelse om at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, i TEUF (»afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure«).
[...]«
4 De foregående bestemmelser er gengivet fra Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af […] artikel [108 TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1), som forordning 2015/1589 ophævede.
Tvistens baggrund og den appellerede dom
5 Sagens faktiske omstændigheder er beskrevet i den appellerede doms præmis 1-53 og kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger.
6 Sagerne for Retten vedrører tre på hinanden følgende konnekse tvister, som i det væsentlige vedrører spørgsmålet om, hvorvidt den tarif for levering af elektricitet (herefter »den omhandlede tarif«), som DEI, der er en af den græske stat kontrolleret elproducent og ‑leverandør, i medfør af en voldgiftskendelse er forpligtet til at fakturere til sin største kunde, nemlig Mytilinaios, der er en aluminiumsproducent, indebærer tildeling af statsstøtte.
7 Den 4. august 2010 indgik DEI og Mytiliainos en rammeaftale om den tarif for levering af elektricitet, som skulle anvendes i perioden fra den 1. juli 2010 til den 31. december 2013, og om de nærmere vilkår for en forligsmæssig løsning vedrørende en gæld, som Mytiliainos angiveligt havde opbygget til DEI i perioden fra den 1. juli 2008 til den 30. juni 2010.
8 På grundlag af de kriterier, der er fastsat i denne rammeaftale, forhandlede Mytilinaios og DEI forgæves indholdet af et udkast til en kontrakt om levering af elektricitet, idet disse parter ikke kunne blive enige om, hvilken tarif der skulle anvendes på levering af den elektricitet, som DEI skulle garantere Mytilinaios.
9 I forbindelse med en voldgiftsaftale undertegnet den 16. november 2011 enedes Mytilinaios og DEI om at overlade bilæggelsen af deres tvist til en fast voldgiftsret ved Rythmistiki Archi Energeias (den græske energireguleringsmyndighed, Grækenland, herefter »RAE«) i henhold til artikel 37 i nomos 4001/2011, gia ti leitourgia Energeiakon Agoron Ilektrismou kai fysikou Aeriou, gia Erevna, Paragogi kai diktya metaforas Ydrogonanthrakon kai alles rymiseis (lov nr. 4001/2011 om driften af energimarkederne for elektricitet og gas, om forskning, om produktion, om transportnet til fossile brændstoffer og om andre forskrifter) (FEK A’179/22.8.2011, herefter »lov nr. 4001/2011«).
10 Ifølge denne voldgiftsaftale bestod den opgave, som voldgiftsretten var blevet tillagt, i på grundlag af de forhandlinger, der havde fundet sted mellem DEI og Mytilinaios, at fastsætte en tarif for levering af elektricitet, der svarede til Mytilinaios’ særlige karakteristika, og som mindst dækkede DEI’s omkostninger.
11 Ved afgørelse af 31. oktober 2013 (herefter »voldgiftskendelsen«) afgjorde RAE’s voldgiftsret denne tvist.
12 Ved dom af 18. februar 2016 forkastede Efeteio Athinon (appeldomstolen i Athen, Grækenland) DEI’s søgsmål med påstand om ophævelse af voldgiftskendelsen.
13 Den 23. december 2013 indgav DEI en klage (herefter »klagen af 2013«) til Kommissionen, idet selskabet gjorde gældende, at voldgiftskendelsen udgjorde statsstøtte.
14 Ved den omtvistede skrivelse meddelte Kommissionen DEI, at behandlingen af selskabets klage af 2013 var afsluttet.
15 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. august 2014 anlagde DEI et søgsmål, der blev registreret under sagsnummer T-639/14, med påstand om annullation af den omtvistede skrivelse.
16 Den 25. marts 2015 vedtog Kommissionen den første omtvistede afgørelse, hvori den begrænsede sig til at vurdere, om fastsættelsen og gennemførelsen af den omhandlede tarif svarede til tildelingen af en fordel til Mytilinaios som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Med henblik herpå undersøgte Kommissionen, om DEI ved at acceptere at bilægge sin tvist med Mytilinaios gennem voldgiftsproceduren og forpligte sig til at følge voldgiftskendelsen i sin egenskab af offentlig virksomhed havde udvist en adfærd, der var i overensstemmelse med de krav, der følger af kriteriet om den private investor. Kommissionen konkluderede dels, at betingelserne for at anvende dette kriterium var opfyldt i det foreliggende tilfælde, og at der dermed ikke var blevet tildelt Mytilinaios nogen fordel, dels at den omtvistede skrivelse skulle anses for at være blevet erstattet med den første omtvistede afgørelse, eftersom den pågældende afgørelse var udtryk for Kommissionens endelige stillingtagen i denne henseende.
17 Kommissionen fastslog derfor, at voldgiftskendelsen ikke udgjorde statsstøtte.
18 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. juni 2015 anlagde DEI et søgsmål, der blev registreret under sagsnummer T-352/15, med påstand om annullation af den første omtvistede afgørelse.
19 Ved kendelse af 9. februar 2016, DEI mod Kommissionen (T-639/14, EU:T:2016:77), fastslog Retten, at det ikke længere var fornødent at træffe afgørelse om søgsmålet i sag T-639/14, navnlig med den begrundelse, at den første omtvistede afgørelse formelt havde erstattet den omtvistede skrivelse.
20 Den 22. april 2016 iværksatte DEI appel til prøvelse af denne kendelse.
21 Ved dom af 31. maj 2017, DEI mod Kommissionen (C-228/16 P, EU:C:2017:409), ophævede Domstolen kendelsen af 9. februar 2016, DEI mod Kommissionen (T-639/14, EU:T:2016:77), hjemviste sagen til Retten og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.
22 Efter afsigelsen af denne dom har sag T-639/14 nu sagsnummer T-639/14 RENV.
23 Den 14. august 2017 vedtog Kommissionen den anden omtvistede afgørelse, hvorved den på ny, idet den udtrykkeligt ophævede og erstattede såvel den omtvistede skrivelse som den første omtvistede afgørelse, besluttede, at voldgiftskendelsen ikke indebar tildeling af statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. De begrundelser, der blev anført til støtte for denne konklusion, og som var baseret på overholdelsen af kriteriet om den private investor i en markedsøkonomi og på den omstændighed, at der ikke forelå en fordel, er identiske med dem, som var blevet anført i den første omtvistede afgørelse.
24 Ved skrivelser af 24. august 2017, dvs. efter vedtagelsen af den anden omtvistede afgørelse, anmodede Kommissionen Retten om at fastslå, at søgsmålene i sagerne T-639/14 RENV og T-352/15 var blevet uden genstand, og at det var ufornødent at træffe afgørelse.
25 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. november 2017 anlagde DEI et søgsmål, der blev registreret under sagsnummer T-740/17, med påstand om annullation af den anden omtvistede afgørelse.
26 Ved afgørelse fra formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling af 26. februar 2020 blev sagerne T-639/14 RENV, T-352/15 og T-740/17 forenet med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del og med henblik på den afgørelse, hvorved sagernes behandling afsluttes.
27 Ved den appellerede dom annullerede Retten den omtvistede skrivelse og den første og den anden omtvistede afgørelse, pålagde Kommissionen at bære sine egne omkostninger og at betale DEI’s omkostninger og pålagde Mytilinaios at bære sine egne omkostninger.
Parternes påstande for Domstolen
Sag C-701/21 P
28 Mytilinaios har med sin appel, støttet af Kommissionen, nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Sagen hjemvises om nødvendigt til Retten til afgørelse.
– DEI tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
29 DEI har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Der træffes endelig afgørelse i den foreliggende sag.
– Mytilinaios tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.
Sag C-739/21 P
30 Kommissionen har med sin appel, støttet af Mytilinaios, nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Frifindelse i sag T-740/17, subsidiært forkastes det tredje og det fjerde anbringende samt det femte anbringendes første og andet led i dette søgsmål, og sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om de øvrige annullationsanbringender.
– Det fastslås, at søgsmålene i sagerne T-639/14 RENV og T-352/15 er blevet uden genstand, og at det er ufornødent at træffe afgørelse.
– DEI tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
31 DEI har nedlagt følgende påstande:
– Appellen afvises i sin helhed eller subsidiært forkastes, og Kommissionen tilpligtes at betale samtlige omkostninger i første instans og i appelsagen.
– Subsidiært, såfremt Domstolen giver medhold i appellen, træffes der endelig afgørelse i søgsmålet i sagerne T-639/14, T-352/15 og T-740/17, og Kommissionens påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagerne T-639/14 RENV og T-352/15, forkastes.
Retsforhandlingerne for Domstolen
32 Ved afgørelser truffet af Domstolens præsident den 7. april 2022 har Forbundsrepublikken Tyskland fået tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for Kommissionens påstande i sagerne C-701/21 P og C-739/21 P.
33 Efter at have hørt parterne har Domstolen ved afgørelse af 28. februar 2023 forenet sagerne C-701/21 P og C-739/21 P med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.
Om appellerne
34 Mytilinaios har til støtte for sin appel i sag C-701/21 P, støttet af Kommissionen, fremsat tre anbringender.
35 Det første anbringende vedrører en retlig fejl begået af Retten i forbindelse med vurderingen af, om annullationssøgsmålet kunne antages til realitetsbehandling, og vedrører principperne nemo auditur propriam turpitudinem allegans og nemo potest venire contra factum proprium.
36 Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF med hensyn til anvendelsen af kriteriet om den private investor og kvalificeringen af en voldgiftsret som et statsligt organ.
37 Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 4 i forordning 2015/1589 for så vidt angår dels eksistensen af tvivl eller alvorlige vanskeligheder med hensyn til, om der forelå statsstøtte på tidspunktet for den indledende undersøgelse af klagerne, dels bevisbyrden.
38 Til støtte for sin appel i sag C-739/21 P har Kommissionen, støttet af Mytilinaios og Forbundsrepublikken Tyskland, fremsat et enkelt anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet Retten foretog en urigtig fortolkning og anvendelse af betingelsen om en »fordel«, som en statslig foranstaltning skal opfylde for at kunne udgøre statsstøtte.
Det første anbringende i sag C-701/21 P om tilsidesættelse af principperne nemo auditur propriam turpitudinem allegans og nemo potest venire contra factum proprium
39 Mytilinaios’ første anbringende består af to led og vedrører den del af den appellerede dom, hvorved Retten fastslog, at søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling.
Parternes argumenter
40 Med det første anbringendes første led har Mytilinaios foreholdt Retten, at den undlod at besvare selskabets argumenter med henblik på at godtgøre, at DEI’s anlæggelse af annullationssøgsmål var i strid med principperne nemo auditur propriam turpitudinem allegans og nemo potest venire contra factum proprium, idet disse principper forbyder en adfærd, hvorved en sagsøger anfægter, hvad han tidligere har gjort frivilligt, som ulovligt.
41 Mytilinaios har gjort gældende, at den omstændighed, at DEI er interesseret part som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning 2015/1589, ikke nødvendigvis indebærer, at selskabet i det foreliggende tilfælde havde søgsmålsinteresse. Mytilinaios og Kommissionen har i denne henseende gjort gældende, at DEI’s udøvelse af sine processuelle rettigheder var udtryk for misbrug, idet selskabet tilsidesatte de pågældende principper. Ved ikke at besvare deres argumenter fastslog Retten fejlagtigt i den appellerede doms præmis 92, at DEI i det foreliggende tilfælde havde søgsmålsinteresse.
42 Mytilinaios har præciseret, at disse argumenter, således som de er sammenfattet i den appellerede doms præmis 68, vedrørte DEI’s særlige processuelle strategi og selskabets søgsmålsinteresse og i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 91, ikke medførte en sammenblanding af DEI’s situation som en virksomhed kontrolleret af den græske stat og denne stats situation.
43 Mytilinaios har i denne forbindelse anført, at anvendelsesområdet for EU-forordningerne ikke kan udvides til at dække virksomheders retsstridige transaktioner (jf. i denne retning dom af 11.1.2007, Vonk Dairy Products, C-279/05, EU:C:2007:18, præmis 31).
44 Med det første anbringendes andet led har Mytilinaios gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 91 forkastede argumentet om en tilsidesættelse af princippet nemo potest venire contra factum proprium med en fejlagtig begrundelse.
45 Retten fordrejede nemlig spørgsmålet om dette princip, som er knyttet til DEI’s søgsmålsinteresse, med henblik på at undersøge spørgsmålet om sammenblandingen mellem DEI og den græske stat, der ikke har nogen forbindelse med dette argument. Retten foretog således en urigtig gengivelse af indholdet af det pågældende argument.
46 DEI har heroverfor principalt gjort gældende, at Mytilinaios’ første anbringende åbenbart skal afvises og er åbenbart ugrundet.
47 Argumentationen til støtte for dette første anbringende er formuleret på en uklar og tvetydig måde. Mytilinaios har hverken præciseret DEI’s annullationssøgsmål, som selskabet har henvist til, den angivelige retlige fejl, som den appellerede dom skulle være behæftet med, eller hvorledes DEI’s adfærd skulle være udtryk for misbrug og selvmodsigelse.
48 DEI har subsidiært gjort gældende, at det første anbringendes to led er ugrundede.
Domstolens bemærkninger
49 Med henblik på at tage stilling til Mytilinaios’ første appelanbringende i sag C-701/21 skal det for det første efterprøves, om dette anbringende, som DEI har bestridt, kan antages til realitetsbehandling.
50 I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, for det første, at dette anbringende er rettet mod den appellerede doms præmis 91, som udgør en del af begrundelsen i dommens præmis 64-195, i sagen T-740/17. Det følger heraf, at det i modsætning til det af DEI hævdede klart fremgår af appelskriftet, at det pågældende anbringende vedrører dette annullationssøgsmål.
51 For det andet er formuleringen af det første anbringende tilstrækkeligt klar til at gøre det muligt at forstå, at dette anbringende med sine to led tilsigter at anfægte dels den appellerede doms manglende begrundelse for så vidt angår forkastelsen af argumentet om en tilsidesættelse af principperne nemo auditur propriam turpitudinem allegans og nemo potest venire contra factum proprium, dels en retlig fejl begået af Retten ved at forkaste dette argument på grundlag af betragtninger, der ikke har noget at gøre med spørgsmålet om DEI’s angiveligt retsstridige adfærd. Appellanten har i appelskriftet præciseret, at DEI med anlæggelsen af søgsmålet på en måde, der er udtryk for misbrug, har søgt at drage fordel af den angivelige ulovlighed af en statsstøtte, som DEI selv som en virksomhed, der kontrolleres af den græske stat, har bidraget til at iværksætte.
52 Følgelig kan det første appelanbringende i sag C-701/21 P antages til realitetsbehandling.
53 Hvad for det andet angår dette anbringendes realitet skal det fastslås, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 54 i forslaget til afgørelse, at Retten i modsætning til, hvad der er gjort gældende til støtte for det nævnte anbringendes første led, i den appellerede doms præmis 91 begrundede forkastelsen af argumentet vedrørende princippet nemo auditur propriam turpitudinem allegans. I denne præmis 91 fastslog Retten således, at »Kommissionen kan […] ikke med føje påberåbe sig en tilsidesættelse af den retsgrundsætning, hvorefter ingen kan påberåbe sig sin egen fejlagtige adfærd. Dette argument er blot endnu en variant af det argument, hvormed det tilsigtes at sidestille [appellantens] situation med den græske stats situation og at tilregne [appellanten] de græske myndigheders eventuelle tilfredshed med udfaldet af voldgiftsproceduren, således at dette argument heller ikke kan tiltrædes [...]«. Denne begrundelse er, selv om den er kortfattet, tilstrækkelig til, at Mytilinaios kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke tiltrådte Mytilinaios’ argument, og til, at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret i denne henseende.
54 Det første anbringendes første led om en begrundelsesmangel skal derfor forkastes som ugrundet.
55 Med det første appelanbringendes andet led har Mytilinaios gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i samme præmis 91 i den appellerede dom.
56 Det er korrekt, at Retten som svar på argumentet om DEI’s tilsidesættelse af princippet om, at ingen kan påberåbe sig sin egen culpøse adfærd, i denne præmis 91 i det væsentlige begrænsede sig til at fastslå, at DEI’s og Den Hellenske Republiks situation ikke kunne sidestilles. Som Mytilinaios har anført, gjorde Mytilinaios ved for Retten at hævde, at DEI havde tilsidesat dette princip, ikke gældende, at DEI’s og Den Hellenske Republiks situation var sammenfaldende, men at DEI ikke gyldigt kunne anfægte resultatet af en voldgiftsprocedure, som denne virksomhed havde givet samtykke til.
57 Når dette er sagt, skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 86-92 undersøgte spørgsmålet om, hvorvidt DEI, i modsætning til det af Kommissionen og Mytilinaios hævdede, havde søgsmålsinteresse i forhold til den anden omtvistede afgørelse, således at denne doms præmis 91 skal læses i den sammenhæng, hvori den indgår.
58 I den appellerede doms præmis 89, som appellanten ikke har anfægtet inden for rammerne af appellen, forkastede Retten Kommissionens og Mytilinaios’ argumentation om sidestillingen af den græske stat og DEI for at tilregne selskabet de græske myndigheders angivelige tilfredshed med resultatet af voldgiftsproceduren og sammenligningen af DEI’s situation med en lokal myndigheds situation. I denne forbindelse fastslog Retten i den samme præmis, at DEI havde redegjort udførligt for grundene til, at denne fandt, dels at selskabets økonomiske situation var berørt af voldgiftskendelsen, idet denne pålagde selskabet at fakturere leveringen af elektricitet til Mytilinaios til en pris, der lå under dets produktionsomkostninger, dels at den omtvistede skrivelse og den første og den anden omtvistede afgørelse, hvorved selskabets klager blev henlagt, indebar, at denne ikke kunne fremsætte bemærkninger under en formel undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF. I lyset af denne argumentation kunne en eventuel annullation af navnlig den anden anfægtede afgørelse – med den begrundelse, at Kommissionen stod over for tvivl eller alvorlige vanskeligheder med hensyn til, hvorvidt der forelå statsstøtte – ifølge Retten tilføre DEI en fordel, netop fordi den nævnte afgørelse efter sin karakter kunne tvinge Kommissionen til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, under hvilken DEI ville kunne gøre en række proceduremæssige garantier gældende, som denne er tildelt i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF.
59 I den appellerede doms præmis 90, som appellanten heller ikke har bestridt, forkastede Retten ligeledes Kommissionens og Mytilinaios’ argument om, at de for DEI bebyrdende, bindende retsvirkninger, der er knyttet til den omhandlede tarif, ikke skulle tilskrives den anden omtvistede afgørelse, men voldgiftskendelsen. Retten forkastede dette argument med den begrundelse, dels at Kommissionen med denne afgørelse afslog at kvalificere udfaldet af voldgiftsproceduren som en støtteforanstaltning, således som DEI havde anmodet om, dels at DEI netop havde foreholdt Kommissionen, at den ulovligt i den nævnte afgørelse havde undladt at behandle spørgsmålet om, hvorvidt denne tarif indebar tildeling af en fordel. Ifølge Retten svækkes denne vurdering ikke af den omstændighed, at DEI frivilligt overlod tvisten med Mytilinaios til voldgiftsafgørelse, idet en sådan fremgangsmåde ikke nødvendigvis indebærer, at selskabet på forhånd accepterer voldgiftskendelsen, som selskabet i øvrigt uden held anfægtede for Efeteio Athinon (appelretten i Athen).
60 Det fremgår således af disse to præmisser i den appellerede dom, at Retten forkastede Kommissionens og Mytilinaios’ argumenter om, at selskabets stilling som følge af den græske stats kontrol med DEI var sammenfaldende med stillingen for denne stat, som ikke havde nogen interesse i at rejse tvivl om en afgørelse fra Kommissionen om ikke at indlede en formel undersøgelsesprocedure vedrørende en foranstaltning, som den selv havde vedtaget, på samme måde som argumentet om, at DEI ikke kunne rejse tvivl om resultatet af en voldgiftssag, som denne virksomhed havde givet samtykke til.
61 Det følger heraf, at Retten uden at begå en retlig fejl i den appellerede doms præmis 90 godkendte grunden til, at Kommissionens og Mytilinaios’ argumenter skulle forkastes, hvilke argumenter, således som de er gengivet i denne doms præmis 68, og som ikke er anfægtet i appelskriftet, blot havde til formål at støtte deres synspunkt om, at DEI ikke havde kunnet opsige en kontrakt som statsstøtte, som selskabet ikke længere fandt rentabel med henblik på at frigøre sig fra sit tilsagn.
62 Mytilinaios har i øvrigt ikke anfægtet konstateringen i den appellerede doms præmis 85, hvorefter den anden omtvistede afgørelse påvirker DEI’s retsstilling og interesser som interesseret part som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning nr. 2015/1589.
63 DEI havde imidlertid i sin klage af 2013 gjort gældende, at Kommissionen skulle finde, at den foranstaltning, der kunne udgøre statsstøtte, dvs. voldgiftskendelsen og ikke beslutningen om at gøre brug af voldgiftsafgørelse, pålagde selskabet at anvende tariffer, der lå under dets omkostninger, og at afgørelsen om at anvende sådanne tariffer derfor ikke kunne tilregnes DEI som en virksomhed, der var kontrolleret af den græske stat, men direkte kunne tilregnes denne stat gennem voldgiftsretten.
64 Selv om det ganske vist tilkom Kommissionen at undersøge, om dette var tilfældet i den foreliggende sag, kan dette ikke rejse tvivl om, at denne virksomhed havde interesse i at anlægge sag til prøvelse af Kommissionens afgørelse om at afvise klagen uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. En anden argumentation ville bringe effektiviteten af kontrollen med statslige foranstaltninger på statsstøtteområdet i fare.
65 Henset til disse betragtninger skal det første anbringendes andet led forkastes som ugrundet, og det første appelanbringende skal derfor forkastes i sin helhed.
Det andet anbringende i sag C-701/21 P og det eneste anbringende i sag C-739/21 P om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF
66 Mytilinaios’ andet anbringende i sag C-701/21 P består af to led, hvoraf det andet i det væsentlige svarer til Kommissionens eneste anbringende i sag C-739/21 P.
67 Med det andet anbringendes første led har Mytilinaios i det væsentlige gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 160-163 og 185-191 tilsidesatte artikel 107 TEUF og kriteriet om den private investor.
68 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de præmisser i den appellerede dom, som anfægtes med dette første led, er støttet på den forudsætning, der er opstillet i den appellerede doms præmis 150-159, at den statslige foranstaltning, der kunne udgøre statsstøtte, var voldgiftskendelsen.
69 Da disse præmisser anfægtes af det andet led af Mytilinaios’ andet anbringendes og af Kommissionens eneste anbringende, skal dette andet led og dette anbringende behandles først.
Parternes argumenter
70 Med det andet anbringendes andet led har Mytilinaios gjort gældende, at det var med urette, at Retten i den appellerede doms præmis 150-159 fastslog, at den omhandlede voldgiftsret skulle kvalificeres som »et organ, der udøver en beføjelse, der henhører under prærogativerne som offentlig myndighed«.
71 Selskabet har i denne forbindelse henvist til, at voldgift i henhold til artikel 37, stk. 1, i lov nr. 4001/2011 er en sædvanlig voldgift. Denne artikel bestemmer således, at en fast voldgiftsret tilrettelægges af RAE, hvor tvister, der opstår på energiområdet, kan løses efter en særlig skriftlig aftale, dvs. en voldgiftsaftale mellem de involverede parter i henhold til denne lovs artikel 37, stk. 2.
72 Ifølge Mytilinaios indebærer den omstændighed, at en voldgiftsrets eventuelle deltagelse i bilæggelsen af en tvist er fastsat ved lov, for det første ikke, at denne ret er blevet oprettet i henhold til denne lov, således som Retten fejlagtigt fastslog i den appellerede doms præmis 153.
73 Endvidere er Rettens vurdering i dommens præmis 156 vedrørende karakteren af de voldgiftskendelser, der er afsagt af de voldgiftsretter, som er omfattet af lov nr. 4001/2011, ikke afgørende i det foreliggende tilfælde for at vurdere, om disse retter kan kvalificeres som statslige domstole, eftersom den vedrører disse kendelsers bindende karakter, som Retten forveksler med den bindende karakter af voldgiftsretternes kompetence, nemlig forpligtelsen til at indbringe en tvist for dem.
74 Desuden er den nævnte doms præmis 157 vedrørende muligheden for ved en almindelig domstol at anfægte de voldgiftskendelser, der er truffet af de voldgiftsretter, som er omhandlet i lov nr. 4001/2011, heller ikke tilstrækkelig til at kvalificere dem som statslige retter. En voldgiftskendelse er nemlig ikke underlagt de almindelige retsmidler, dvs. appel, som de almindelige domstoles afgørelser er underlagt, men et annullationssøgsmål, der specifikt er indført i henhold til artikel 897 i Kodikas politikis dikonomias (den græske civile retsplejelov). Dette annullationssøgsmål kan kun anlægges af begrænsede grunde. Følgelig foreskriver den græske civilretspleje en retslig prøvelse af voldgiftskendelser, der er begrænset i forhold til prøvelsen af de almindelige domstoles afgørelser, hvilket har til følge, at civilprocessen sondrer mellem de to ordninger til bilæggelse af tvister. På grundlag af disse betragtninger fremgår det af vurderingen i den appellerede doms præmis 157, at voldgiftsretterne på grund af deres art og funktion udviser betydelige forskelle i forhold til de almindelige domstole.
75 Endelig har Mytilinaios foreholdt Retten, at den undlod at efterprøve, om den pågældende voldgiftsret havde en obligatorisk kompetence. Ifølge retspraksis foreligger der imidlertid ikke en sådan karakter, når der er tale om voldgiftsorganer, der er oprettet ved kontrakt, eftersom der hverken retligt eller faktisk foreligger nogen forpligtelse for aftaleparterne til at afgøre deres tvister ved voldgift, mens de offentlige myndigheder i den pågældende medlemsstat hverken er involveret i valget af voldgiftsafgørelse eller har pligt til ex officio at medvirke ved sagens behandling for voldgiftsmanden. Derimod er det kun en lovbestemmelse, der giver mulighed for ensidigt at underlægge en tvist en voldgiftsrets kompetence, der kan give voldgiftsretten karakter af en retsinstans i en stat. I det foreliggende tilfælde indeholder lov nr. 4001/2011 for det første ingen bestemmelse herom, og for det andet er anvendelsen af voldgift udelukkende baseret på parternes aftale, uden hvilken DEI eller Mytilinaios ville have kunnet indbringe sagen for de almindelige domstole med henblik på bilæggelse af deres tvist.
76 Kommissionen har til støtte for sit eneste anbringende for det første gjort gældende, at de kriterier, der er nævnt i den appellerede doms præmis 153, 155 og 156, nemlig den omstændighed, at de voldgiftsretter, der er oprettet i henhold til lov nr. 4001/2011, udøver retslige funktioner, der er identiske med de almindelige domstoles, disse retters anvendelse af bestemmelserne i den græske civile retsplejelov samt den retligt bindende karakter af deres domme, som kan tvangsfuldbyrdes og har retskraft, finder anvendelse på enhver voldgift, der finder sted i Grækenland og er underlagt græsk ret.
77 Endvidere er det i henhold til det kriterium, der er nævnt i denne doms præmis 157, nemlig muligheden for at anfægte en kendelse fra en voldgiftsret, som er oprettet i henhold til artikel 37 i lov nr. 4001/2011, for en almindelig domstol, heller ikke åbenbart, at disse voldgiftsretter har nogen som helst særegenheder i forhold til enhver anden voldgift, der finder sted i Grækenland. I denne henseende har Kommissionen gjort gældende, at selv om en sådan voldgiftsrets kendelse af specifikke grunde kan anfægtes for en almindelig domstol ved en påstand om ophævelse eller anerkendelse af, at voldgiftskendelsen er en nullitet, gælder det samme for enhver anden voldgiftskendelse, der afsiges i Grækenland. Dette forhold viser således ikke alene ikke, at de voldgiftsretter, der er oprettet i henhold til artikel 37 i lov nr. 4001/2011, er særlige, men viser tværtimod, at den begrænsede mulighed for at anfægte disse retters voldgiftskendelser adskiller disse fra de almindelige domstoles afgørelser, som almindeligvis kan appelleres med henblik på anfægtelse af førsteinstansrettens faktuelle eller retlige vurderinger.
78 Endelig har Kommissionen anerkendt, at det forhold, der er nævnt i denne doms præmis 154, nemlig forpligtelsen for de parter, der indvilliger i at underkaste sig voldgift i henhold til artikel 37 i lov nr. 4001/2011, til at vælge voldgiftsmænd på grundlag af en liste, der er udarbejdet ved beslutning truffet af RAE’s præsident, faktisk adskiller denne voldgift fra enhver anden voldgift, eftersom der ikke findes en generel forpligtelse for de parter, der anvender voldgift i Grækenland, til at udpege voldgiftsmænd på grundlag af en særlig liste. Et sådant forhold udgør imidlertid kun en processuel detalje og frembyder ingen særegenhed, der kan begrunde sidestillingen af voldgiftsretter i henhold til artikel 37 med en almindelig græsk ret.
79 Kommissionen har tilføjet, at sidestillingen af den omhandlede voldgiftsret med en almindelig græsk ret er i strid med retspraksis vedrørende artikel 267 TEUF.
80 Denne retspraksis sondrer nemlig mellem to kategorier af voldgiftsretter.
81 Den første af disse kategorier omfatter voldgiftsretter, hvis kompetence er baseret på en aftale mellem parterne, og som ikke anses for retter i en medlemsstat. Disse voldgiftsretter er reglen, idet anvendelse af voldgift normalt kræver parternes samtykke. I denne sammenhæng har Domstolen afvist at anerkende handelsvoldgiftsorganer, andre former for voldgift, der er baseret på parternes samtykke, eller voldgifter, der er baseret på en bilateral investeringsaftale som retter i en medlemsstat
82 Den anden af de nævnte kategorier omfatter voldgiftsretter, hvis kompetence er obligatorisk i henhold til loven og uafhængig af parternes vilje, og som kan anses for retter i en medlemsstat, hvis de øvrige betingelser i artikel 267 TEUF er opfyldt. I denne henseende har Domstolen i særlige tilfælde anerkendt, at en voldgiftsret, der er oprettet ved lov, og hvis afgørelser er bindende for parterne, samt hvis kompetence ikke afhænger af parternes samtykke, kan anses for en ret i en medlemsstat.
83 Ifølge Kommissionen henhører de voldgiftsretter, der er omhandlet i artikel 37 i lov nr. 4001/2011, under den første kategori af retter, eftersom parterne for at kunne indbringe en tvist for disse skal give deres skriftlige samtykke, hvilket Retten i øvrigt præciserede bl.a. i den appellerede doms præmis 9, 90 og 232. I øvrigt greb de græske offentlige myndigheder hverken ind i DEI’s og Mytilinaios’ valg af voldgift eller intervenerede i voldgiftsagen af egen drift. Heraf følger, at de nævnte voldgiftsretter ikke har en obligatorisk kompetence, dvs. en kompetence, som parterne ikke har nogen indflydelse på.
84 Idet Retten støttede sig på en fejlagtig sidestilling af den omhandlede voldgiftsret med de almindelige græske domstole, fastslog den ligeledes med urette, at voldgiftskendelsen som en retsafgørelse udgjorde en statslig foranstaltning, og at Kommissionen derfor burde have foretaget en vurdering af, om denne kendelse gav Mytilinaios en fordel ved at undersøge størrelsen af den omhandlede tarif i forhold til markedsprisen. Retten burde i realiteten have anset sagen for voldgiftsretten for en privat metode til bilæggelse af tvister og burde derfor have konkluderet, at kriteriet om den private investor fandt anvendelse på DEI’s beslutning om at indvillige i at bilægge selskabets tvist med Mytilinaios ved voldgift, eftersom denne afgørelse fra DEI som offentlig virksomhed var den eneste statslige foranstaltning i det foreliggende tilfælde.
85 DEI har heroverfor anført, at det andet anbringendes andet led er baseret på en urigtig læsning af den appellerede dom.
86 For det første »sidestillede« Retten nemlig ikke den omhandlede voldgiftsret og voldgiftskendelsen med henholdsvis en almindelig domstol og en almindelig retsafgørelse. I realiteten sondrede Retten i den appellerede doms præmis 150 udtrykkeligt mellem voldgiftskendelsen og de almindelige græske domstoles afgørelser og begrænsede sig i denne doms præmis 159 til at kvalificere voldgiftsretten som »et organ, der udøver en beføjelse, der henhører prærogativerne som offentlig myndighed«. I øvrigt kan offentlige myndigheders prærogativer udøves af mange andre statslige organer, uden at disse af denne grund »sidestilles« med voldgiftsretter eller almindelige retter. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 149, undersøgte Retten desuden, i hvilket omfang voldgiftsretten er »sidestillet med en almindelig græsk retsinstans«, mens den i den appellerede doms præmis 231 anførte, at »voldgiftskendelsen […] er sammenlignelig med afgørelser fra en almindelig græsk retsinstans«.
87 Selv hvis det antages, at Retten faktisk sidestillede den pågældende voldgiftsret med en almindelig græsk retsinstans, ville den under alle omstændigheder blot have draget en parallel mellem de almindelige retter og voldgiftsretterne for så vidt angår det specifikke og præcise spørgsmål om kontrollen med voldgiftsretternes afgørelser i lyset af statsstøttereglerne og spørgsmålet om, hvorvidt der kan ydes statsstøtte ved voldgiftskendelser.
88 Hvad for det andet angår kendetegnene ved den omhandlede voldgiftsret, som Retten undersøgte i den appellerede doms præmis 153-157, har DEI præciseret, at Mytilinaios kun har anfægtet de kendetegn, der er nævnt i denne doms præmis 153 og 157, og den omstændighed, at Retten undlod at tage hensyn til den ikke-bindende karakter af voldgiftsrettens kompetence.
89 DEI har i denne henseende indledningsvis bemærket, at Mytilinaios har bestridt, at voldgiftsretten er blevet oprettet i henhold til artikel 37 i lov nr. 4001/2011. I den appellerede doms præmis 153 fastslog Retten imidlertid i realiteten, at det kendetegn, hvorefter voldgiftsretten kan sidestilles med en almindelig domstol, er den omstændighed, at den udøver »en retslig funktion, der er identisk med den, som de almindelige retter udøver«, og at »disses kompetence bortfalder, når der indledes en voldgiftssag«. Henvisningen i punkt 153 i en bisætning til »voldgiftsretter, der er oprettet i henhold til artikel 37 i lov nr. 4001/2011«, har alene til formål at begrænse rettens vurdering til den voldgiftsret, der er omhandlet i den foreliggende sag.
90 Hvad dernæst angår det kendetegn ved voldgiftsretten, der vedrører den begrænsede retslige prøvelse af voldgiftskendelser, som blev behandlet i den appellerede doms præmis 157, er DEI af den opfattelse, at Mytilinaios’ argument ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som selskabet ikke har forklaret, hvorfor den »begrænsede retslige prøvelse« adskiller den kontrol, der foretages med voldgiftskendelser på grundlag af statsstøttereglerne, fra den kontrol, der udøves med de almindelige domstoles afgørelser.
91 Anbringendet savner under alle omstændigheder grundlag. For det første er den omstændighed, at den kontrol, som Efeteio Athinon (appeldomstolen i Athen) udøver med voldgiftskendelsen, er mere begrænset end den kontrol, der udøves i forbindelse med en »sædvanlig« appel, ikke relevant for vurderingen af, om der kan ydes statsstøtte ved denne kendelse. I sin dom af 11. december 2019, Mytilinaios Anonymos Etairia – Omilos Epicheiriseon (C-332/18 P, EU:C:2019:1065, præmis 68), fastslog Domstolen nemlig, at en statsstøtte kunne ydes ved en kendelse om foreløbige forholdsregler afsagt af en almindelig græsk retsinstans, selv om den retslige prøvelse i forbindelse med foreløbige forholdsregler var begrænset. For det andet har DEI anført, at den omstændighed, at en voldgiftskendelse strider mod den offentlige orden, er blandt de begrænsede grunde til, at der kan nedlægges påstand om ophævelse af en sådan kendelse. Da forbuddet mod statsstøtte netop vedrører den offentlige orden, er Mytilinaios’ argument irrelevant. For det tredje beviser den omstændighed, at græsk ret foreskriver en domstolsprøvelse af voldgiftskendelser ved en almindelig domstol efter et sagsanlæg af en part, der har tabt sagen ved en voldgiftsret, at disse voldgiftskendelser ikke kan fuldbyrdes uden at være »godkendt« af en almindelig statslig domstol. En voldgiftsafgørelse fuldbyrdes således ikke blot som sådan, men snarere som en afgørelse, der er godkendt af en almindelig domstol. Betingelsen om tilregnelse af en støtteforanstaltning er i øvrigt opfyldt i tilfælde af, at »offentlige myndigheder« er »involveret« i vedtagelsen af denne foranstaltning. Efeteio Athinon (appeldomstolen i Athen), som i det foreliggende tilfælde traf afgørelse og forkastede annullationssøgsmålet til prøvelse af voldgiftskendelsen, udgør ubestrideligt en sådan offentlig myndighed.
92 Hvad endelig angår den omstændighed, at Retten undlod at tage hensyn til kriteriet om voldgiftsrettens obligatoriske kompetence, har DEI gjort gældende, at Mytilinaios ikke har forklaret, hvorfor dette kriterium, der er lovligt med henblik på anvendelsen af artikel 267 TEUF, ligeledes skal være opfyldt, for at voldgiftskendelser kan behandles på samme måde som afgørelser fra almindelige domstole med henblik på anvendelse af statsstøttereglerne.
93 Anbringendet savner under alle omstændigheder grundlag.
94 For det første henviser artikel 267 TEUF til en »ret i en af medlemsstaterne«, mens artikel 107, stk. 1, TEUF henviser til »statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler«. Domstolen har imidlertid fastslået, at en bred vifte af enheder, der udøver elementer af offentlig myndighed, er omfattet af begrebet »stat« som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse, uden dog at kunne forelægge et præjudicielt spørgsmål. I den foreliggende sag er det spørgsmål, der opstår, ikke, om den pågældende voldgiftsret har handlet som en »ret i en medlemsstat«, men om den kan anses for et »organ, der udøver en beføjelse, som henhører under de offentlige myndigheders prærogativer«. For at foretage denne undersøgelse har Retten draget en parallel til det tilfælde, hvor der er ydet statsstøtte ved en afgørelse truffet af en almindelig retsinstans. Kendetegnet ved organer, som udøver en »beføjelse, der henhører under prærogativerne som offentlige myndighed«, er i øvrigt, at deres vilje, i lighed med den vilje, der kommer til udtryk i voldgiftskendelsen, er godkendt af Efeteio Athinon (appeldomstolen i Athen).
95 For det andet udgør kendelserne fra voldgiftsretterne, uanset om de er oprettet i henhold til national lovgivning eller i henhold til en bilateral investeringsaftale, foranstaltninger, hvorved der kan ydes statsstøtte. DEI har i denne forbindelse anført, at i den sag, der gav anledning til dom af 25. januar 2022, Kommissionen mod European Food m.fl. (C-638/19 P, EU:C:2022:50), vedrørende en kendelse fra en voldgiftsret, der kunne tilregnes staten, ligesom i den foreliggende sag, var voldgiftsrettens kompetence ikke obligatorisk.
Domstolens bemærkninger
96 Det skal bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 151 fastslog dels, at »voldgiftsretten […] med voldgiftskendelsen [har] truffet en retligt bindende afgørelse om fastsættelsen af den omhandlede pris, der, såfremt den ikke svarer til normale markedsvilkår, vil kunne tilføre [Mytilinaios] en fordel og dermed udgøre statsstøtte, som Den Hellenske Republik ikke har anmeldt i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF«, dels, at »voldgiftsretten, således som den er nedsat af RAE i henhold til artikel 37 i lov nr. 4001/2011, samt den voldgiftsprocedure, der gennemføres ved denne ret, og dens afgørelser har karakteristiske træk, der svarer til dem, der ses hos de almindelige græske retsinstanser, samt til tvisterne ved og afgørelserne fra disse retter«.
97 Som grundlag for denne konklusion analyserede Retten i dommens præmis 153-157 fem kriterier med henblik på i dommens præmis 158 at konkludere, at »voldgiftsretter, der er oprettet og virker i overensstemmelse med artikel 37 i lov nr. 4001/2011, er en integrerende del af det statslige græske retssystem« og i samme doms præmis 159, at den omhandlede voldgiftsret »[skal] kvalificeres som et organ, der udøver en beføjelse, der henhører under prærogativerne som offentlig myndighed«.
98 Det var derfor i lyset af vurderingen i den appellerede doms præmis 151-159, at Retten i denne doms præmis 160 kunne fastslå, at den omhandlede tarif som fastsat ved voldgiftskendelsen udgjorde en statslig foranstaltning, der ikke var anmeldt.
99 Det følger heraf, at Retten fastslog, at RAE’s voldgiftsret skulle kvalificeres som et organ, der udøvede en beføjelse, som henhører under de offentlige myndigheders prærogativer, og at dets afgørelser derfor kunne tilregnes Den Hellenske Republik som omhandlet i artikel 107 TEUF alene med den begrundelse, at denne ret udgjorde en integrerende del af det statslige græske retssystem, for så vidt som den kunne sidestilles med en almindelig græsk retsinstans. Et sådant ræsonnement er imidlertid behæftet med retlige fejl.
100 Hvad for det første angår de kriterier, som Retten anvendte i den appellerede doms præmis 153-157 med henblik på at sidestille den pågældende voldgiftsret med en almindelig statslig retsinstans, er disse for det første, at voldgiftsretter, der er oprettet i henhold til artikel 37 i lov nr. 4001/2011, udøver en retslig funktion, der er identisk med den, som de almindelige retter udøver, eller endog erstatter sidstnævnte retter, for så vidt som disses kompetence bortfalder, når der indledes en voldgiftssag, for det andet, at voldgiftsdommerne, der vælges ud fra en liste, som er oprettet ved afgørelse fra RAE’s præsident, skal fremlægge bevis for deres uafhængighed og upartiskhed, inden de udnævnes, for det tredje, at sager ved voldgiftsretterne er undergivet navnlig bestemmelserne i den græske civile retsplejelov og de supplerende bestemmelser i RAE’s voldgiftsreglement, for det fjerde, at voldgiftsretternes kendelser er retligt bindende, har retskraft og kan tvangsfuldbyrdes i henhold til de relevante bestemmelser i denne lov, og for det femte, at voldgiftsretternes kendelser kan indbringes for en almindelig retsinstans.
101 Som Kommissionen har gjort gældende, og som generaladvokaten har anført i punkt 95 i forslaget til afgørelse, er der imidlertid ingen af disse kriterier, der gør det muligt at sondre mellem voldgiftsretter i henhold til artikel 37 i lov nr. 4001/2011 og enhver anden sædvanlig voldgiftsret.
102 For det første træder enhver sædvanlig voldgiftsret nemlig i stedet for de almindelige retter, for det andet er proceduren ved en sådan domstol normalt reguleret ved lov, der for det tredje kan tillægge disses afgørelser bindende karakter, retskraft og tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, og for det fjerde kan disse afgørelser på visse betingelser appelleres til en almindelig domstol.
103 I denne sammenhæng er det korrekt, således som Kommissionen har anerkendt, at den omstændighed, at voldgiftsmændene i det foreliggende tilfælde udvælges på grundlag af en liste, der er udarbejdet ved afgørelse truffet af RAE’s præsident, og skal begrunde deres uafhængighed og deres upartiskhed, inden de udpeges, kendetegner RAE’s voldgiftsret i forhold til andre voldgiftsretter, hvis voldgiftsmænd ikke nødvendigvis udvælges på grundlag af en liste som den, der er udarbejdet af denne præsident. Denne omstændighed kan imidlertid ikke i sig selv gøre det muligt at fastslå, at denne voldgiftsret adskiller sig fra enhver anden sædvanlig voldgiftsret, eftersom den kun udgør et rent processuelt element, der ikke påvirker den pågældende rets funktion eller karakter.
104 For det andet begik Retten, således som Mytilinaios og Kommissionen har gjort gældende, en retlig fejl ved at undlade at efterprøve, om RAE’s voldgiftsret, således som det principielt er tilfældet for de retter, der er en del af en statslig domstolsordning, rådede over en bindende kompetence, som således ikke alene afhang af parternes vilje.
105 Et sådant forhold kunne faktisk have foranlediget Retten til at fastslå, at RAE’s voldgiftsret adskilte sig fra en sædvanlig voldgiftsret, hvis kompetence er baseret på en voldgiftsaftale, dvs. en særskilt aftale, der afspejler de pågældende parters aftalefrihed (jf. i denne retning dom af 12.6.2014, Ascendi Beiras Litoral e Alta, Auto Estradas das Beiras Litoral e Alta, C-377/13, EU:C:2014:1754, præmis 27, og af 25.1.2022, Kommissionen mod European Food m.fl., C-638/19 P, EU:C:2022:50, præmis 144 og den deri nævnte retspraksis).
106 Henset til det ovenstående og uafhængigt af enhver anden betragtning begik Retten en retlig fejl ved at fastslå, at RAE’s voldgiftsret kunne sidestilles med en almindelig domstol, og at voldgiftskendelsen var en statslig foranstaltning, der kunne udgøre statsstøtte.
107 Denne vurdering kan ikke drages i tvivl af DEI’s argumenter.
108 Indledningsvis skal der sondres mellem den foreliggende sag og den sag, der gav anledning til dom af 25. januar 2022, Kommissionen mod European Food m.fl. (C-638/19 P, EU:C:2022:50).
109 For det første var den voldgiftsret, som afsagde den voldgiftskendelse, der var omhandlet i den sag, som gav anledning til denne dom, nemlig ikke en sædvanlig voldgiftsret, men var blevet oprettet på grundlag af en bilateral investeringsaftale. Som det fremgår af den faste retspraksis, der i det væsentlige er henvist til i den nævnte doms præmis 143 og 144, har en medlemsstats samtykke til muligheden for, at en tvist kan indbringes mod den inden for rammerne af en voldgiftsprocedure, der er fastsat i en bilateral investeringsaftale, til forskel fra den, der er givet inden for rammerne af en sædvanlig voldgiftssag, ikke sin oprindelse i en specifik aftale, der afspejler de pågældende parters frie vilje, men følger af en traktat indgået mellem to medlemsstater, inden for rammerne af hvilken disse generelt og på forhånd har indvilliget i at undtage tvister, der kan vedrøre fortolkningen eller anvendelsen af EU-retten, fra deres egne retters kompetence til fordel for voldgiftssager.
110 For det andet begrænsede Domstolen sig i dom af 25. januar 2022, Kommissionen mod European Food m.fl. (C-638/19 P, EU:C:2022:50), til at efterprøve, om Kommissionen i det foreliggende tilfælde havde kompetence ratione temporis til at udøve disse kompetencer i henhold til artikel 108 TEUF. Med henblik herpå fastslog Domstolen i denne doms præmis 123, at den afgørende faktor med henblik på at fastslå tidspunktet for, at retten til at modtage en statsstøtte tildeles modtagerne af en bestemt foranstaltning, er de pågældende støttemodtageres erhvervelse af en sikker ret til at modtage den og medlemsstatens tilsvarende forpligtelse til at yde den nævnte støtte. Selv om Domstolen i den pågældende doms præmis 124 i det væsentlige fastslog, at en sådan ret først blev indrømmet ved den omhandlede voldgiftskendelse, udledte den på ingen måde heraf, at voldgiftskendelsen som sådan udgjorde statsstøtte. Tværtimod præciserede Domstolen, således som det fremgår af dommens præmis 80 og 131, at den ikke inden for rammerne af den sag, der gav anledning til den samme dom, havde kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt den i denne sag omhandlede foranstaltning, dvs. voldgiftskendelsen, materielt set udgjorde »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
111 Dernæst kan den omstændighed, at et søgsmål med påstand om ophævelse af voldgiftskendelsen i det foreliggende tilfælde er blevet forkastet af en græsk ret såsom Efeteio Athinon (appeldomstolen i Athen), ikke medføre, at denne kendelse alene af denne grund kan tilskrives den græske stat. Den domstolsprøvelse, som denne ret udøver, vedrører nemlig kun lovligheden af voldgiftskendelsen, som er en handling, der udelukkende kan tilskrives det kollegium af voldgiftsmænd, der har vedtaget kendelsen. Det fremgår i øvrigt af Domstolens praksis, at selve indførelsen af statsstøtte ikke skyldes en præjudiciel forelæggelse, idet denne indførelse af statsstøtte henhører under en vurdering af hensigtsmæssigheden, som det ikke tilkommer retsinstansen at foretage (dom af 12.1.2023, DOBELES HES, C-702/20 og C-17/21, EU:C:2023:1, præmis 76). Eksistensen af en sådan retsafgørelse er derfor under alle omstændigheder ikke tilstrækkelig til at kvalificere voldgiftskendelsen, således som den er stadfæstet i denne afgørelse, som en foranstaltning, der kan udgøre statsstøtte.
112 Endelig modsiges DEI’s anbringende om, at Retten reelt ikke sidestillede RAE’s voldgiftsret med en domstol, åbenbart af den appellerede doms præmis 160, hvori det klart anføres, at »voldgiftsretten skal sidestilles med en almindelig statslig retsinstans«.
113 Det følger heraf, at det i den foreliggende sag, navnlig henset til de særlige kendetegn ved tvisten mellem DEI og Mytilinaios og de særlige kendetegn ved den opgave, som disse parter frivilligt har overdraget til RAE’s voldgiftsret, var med rette, at Kommissionen for det første fandt, at den eneste statslige foranstaltning, der kunne udgøre statsstøtte, var DEI’s beslutning om at indgå voldgiftsaftalen med Mytilinaios, eftersom DEI er kontrolleret af den græske stat, og for det andet, at det, for at afgøre, om denne beslutning havde givet Mytilinaios en fordel, skulle undersøges, om en privat aktør under normale markedsvilkår ville have truffet den pågældende afgørelse på de samme vilkår.
114 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det kunne have forholdt sig anderledes, hvis hele voldgiftsproceduren lige fra indgåelsen af voldgiftsaftalen til voldgiftskendelsen var resultatet af en ordning, som den græske stat havde pålagt de pågældende virksomheder for at anvende denne procedure til at omgå statsstøttereglerne. En privat aktør ville således ikke have indvilliget i at indgå i en sådan ordning under normale markedsvilkår. DEI har imidlertid ikke gjort gældende, at indgåelsen af voldgiftsaftalen med Mytilinaios var blevet pålagt selskabet mod dets vilje af den græske stat for at yde sidstnævnte statsstøtte.
115 På baggrund af ovenstående betragtninger er det andet led af Mytilinaios’ andet anbringende og Kommissionens eneste anbringende begrundede og skal tages til følge.
116 Under disse omstændigheder skal den appellerede dom ophæves, uden at det er fornødent at undersøge hverken det andet anbringendes første led eller Mytilinaios’ tredje anbringende.
Søgsmålet for Retten
117 I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
118 Dette er tilfældet i den foreliggende sag for det tredje og det fjerde anbringende samt for det femte anbringendes første og andet led i sag T-740/17, hvorved DEI i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den havde tilsidesat artikel 107 TEUF, eftersom den i den anden omtvistede afgørelse ikke undersøgte den omhandlede tarif, således som den fremgår af voldgiftskendelsen, inden den udelukkede, at der forelå en fordel, og begrænsede sig til at efterprøve, om en privat aktør under normale markedsvilkår under de samme omstændigheder ville have indgået voldgiftsaftalen på de samme betingelser.
119 Det er således tilstrækkeligt at bemærke, at Retten i den appellerede doms præmis 9, 90 og 232 i det væsentlige fastslog, at DEI og Mytilinaios frivilligt havde indbragt sagen for RAE’s voldgiftsret, idet en sådan konstatering ikke er blevet anfægtet inden for rammerne af denne appel. Af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 96-105, var Kommissionen derfor under omstændighederne i den foreliggende sag under alle omstændigheder ikke forpligtet til at analysere voldgiftskendelsens indhold med henblik på at efterprøve, om DEI’s beslutning om at indgå voldgiftsaftalen havde givet Mytilinaios en fordel som omhandlet i artikel 107 TEUF.
120 Det tredje og det fjerde anbringende samt det femte anbringendes første og andet led i sag T-740/17 skal derfor forkastes.
121 Retten undersøgte derimod ikke dette femte anbringendes øvrige led eller de øvrige anbringender i sag T-740/17 vedrørende for det første en fejlagtig fortolkning af dom af 31. maj 2017, DEI mod Kommissionen (C-228/16 P, EU:C:2017:409), for det andet en tilsidesættelse fra Kommissionens side af de forpligtelser, der påhvilede den i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning 2015/1589, og navnlig DEI’s ret til at blive hørt, som sikret ved artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder, det sjette vedrørende Kommissionens tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF som følge af åbenbart urigtige skøn med hensyn til de faktiske omstændigheder vedrørende anvendeligheden af kriteriet om den fornuftige private investor i en markedsøkonomi og anvendelsen af dette kriterium og det syvende vedrørende en åbenbar fejl ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF, en tilsidesættelse af begrundelsespligten og en åbenbar urigtigt bedømmelse af faktiske omstændigheder, idet Kommissionen ikke imødekom den første klage, som DEI havde indgivet i 2012 i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF med den begrundelse, at denne klage var blevet uden genstand som følge af voldgiftskendelsen.
122 Da undersøgelsen af disse led og anbringender, der indebærer komplekse faktuelle vurderinger, med hensyn til hvilke Domstolen ikke råder over alle de nødvendige faktiske oplysninger, er tvisten for så vidt angår disse led og anbringender ikke moden til påkendelse, og sagen bør derfor hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse herom.
123 Endelig tilkommer det Retten at drage konsekvenserne af ophævelsen af den appellerede dom for de søgsmål, der er genstand for sagerne T-639/14 RENV og T-740/17, herunder vedrørende Kommissionens anmodninger om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse i disse sager.
Sagsomkostninger
124 Da sagen hjemvises til Retten, skal spørgsmålet om appelsagens omkostninger udsættes.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):
1) Den Europæiske Unions Rets dom af 22. september 2021, DEI mod Kommissionen (T-639/14 RENV, T-352/15 og T-740/17, EU:T:2021:604), ophæves.
2) Sagerne T-639/14 RENV, T-352/15 og T-740/17 hjemvises til Den Europæiske Unions Ret med henblik på, at denne træffer afgørelse om de anbringender og argumenter, der er blevet gjort gældende for den, og som Den Europæiske Unions Domstol ikke har truffet afgørelse om.
3) Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.
Underskrifter