DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

22. februar 2024 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 1999/70/EF – rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP – tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i den offentlige sektor – ikkefastansatte kontraktansatte med tidsubegrænset ansættelse – §§ 2 og 3 – anvendelsesområde – begrebet »person med tidsbegrænset ansættelse« – § 5 – foranstaltninger med henblik på at forhindre eller sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold – tilsvarende retsregler«

I de forenede sager C-59/22, C-110/22 og C-159/22,

angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Madrid (den øverste regionale domstol i Madrid, Spanien) ved afgørelser af 22. december 2021, 21. december 2021 og 3. februar 2022, indgået til Domstolen henholdsvis den 27. januar, den 17. februar og den 3. marts 2022, i sagen

MP

mod

Consejería de Presidencia, Justicia e Interior de la Comunidad de Madrid (C-59/22),

og

IP

mod

Universidad Nacional de Educación a Distancia (UNED) (C-110/22),

og

IK

mod

Agencia Madrileña de Atención Social de la Comunidad de Madrid (C-159/22),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),

sammensat af dommerne P.G. Xuereb, som fungerende afdelingsformand, A. Kumin (refererende dommer) og I. Ziemele,

generaladvokat: M. Szpunar,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Consejería de Presidencia, Justicia e Interior de la Comunidad de Madrid og Agencia Madrileña de Atención Social de la Comunidad de Madrid ved A. Caro Sánchez, som befuldmægtiget,

–        den spanske regering ved M.J. Ruiz Sánchez, som befuldmægtiget,

–        Europa-Kommissionen ved I. Galindo Martín, D. Recchia og N. Ruiz García, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af §§ 2, 3 og 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

2        Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem MP og Consejería de Presidencia, Justicia e Interior de la Comunidad de Madrid (ministeriet for regionsregeringen, retlige og indre anliggender i den selvstyrende region Madrid, Spanien) (sag C-59/22), mellem IP og Universidad Nacional de Educación a Distancia (UNED) (det nationale fjerundervisningsuniversitet, Spanien) (sag C-110/22) og mellem IK og Agencia Madrileña de Atención Social de la Comunidad de Madrid (Madrids agentur for social bistand i den selvstyrende region Madrid, Spanien) (sag C-159/22) vedrørende kvalificeringen af det ansættelsesforhold, hvorved de pågældende personer er knyttet til den respektive offentlige forvaltning.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Direktiv 1999/70

3        I 17. betragtning til direktiv 1999/70 er følgende anført:

»[H]vad angår de udtryk, der er anvendt i rammeaftalen uden at være specifikt defineret deri, overlader direktivet det til medlemsstaterne at definere disse udtryk i overensstemmelse med national ret og/eller praksis, ligesom det er tilfældet med andre direktiver, der er vedtaget på det sociale område, og som anvender tilsvarende udtryk, forudsat at nævnte definitioner ikke er i modstrid med rammeaftalens indhold.«

4        Dette direktivs artikel 2, stk. 1, fastsætter følgende:

»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme nærværende direktiv [og] skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de til enhver tid kan nå de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv. [...]«

 Rammeaftalen

5        Rammeaftalens § 2 med overskriften »Anvendelsesområde« fastsætter følgende:

»1.      Denne aftale finder anvendelse på alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.

2.      Medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter – og/eller arbejdsmarkedets parter kan beslutte, at denne aftale ikke finder anvendelse i forbindelse med:

a)      erhvervsmæssig grunduddannelse og lærlingeuddannelse

b)      ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der er indgået i forbindelse med særlige offentlige eller offentligt støttede programmer med henblik på uddannelse, integration og omskoling.«

6        Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende:

»I denne aftale forstås ved:

1.      »en person med tidsbegrænset ansættelse«: en person, som har en ansættelseskontrakt, der er indgået direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, eller som indgår i et ansættelsesforhold, etableret direkte mellem den pågældende og en arbejdsgiver, når tidspunktet for ansættelseskontraktens eller ansættelsesforholdets udløb er fastlagt ud fra objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed.

[...]«

7        Rammeaftalens § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« fastsætter følgende:

»1.      For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter i henhold til national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis – og/eller af arbejdsmarkedets parter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere, og som regulerer et eller flere af følgende forhold:

a)      objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold

b)      den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold

c)      antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys.

2.      Medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter – og/eller arbejdsmarkedets parter fastsætter, hvor det er hensigtsmæssigt, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse som:

a)      »flere på hinanden følgende«

b)      tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold.«

 Spansk ret

 Forfatningen

8        Artikel 23, stk. 2, i Constitución española (den spanske forfatning) (herefter »forfatningen«) bestemmer, at borgerne »har ret til adgang til offentlige hverv og funktioner på lige vilkår i overensstemmelse med de ved lov fastsatte krav«.

9        Forfatningens artikel 103, stk. 3, fastsætter bl.a., at reglerne for tjenestemænd fastsættes ved lov, og at adgangen til offentlig ansættelse reguleres ved lov i overensstemmelse med principperne om fortjeneste og kompetence.

 Lovgivningen om tidsbegrænsede ansættelseskontrakter

–       Lov om arbejdstageres rettigheder

10      Artikel 15, stk. 3, i Real Decreto Legislativo 2/2015, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 2/2015 om godkendelse af den konsoliderede tekst til lov om arbejdstageres rettigheder) af 23. oktober 2015 (BOE nr. 255 af 24.10.2015, s. 100224) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagerne (herefter »lov om arbejdstageres rettigheder«), bestemmer, at »tidsbegrænsede kontrakter, der er indgået i strid med loven, er at anse som tidsubegrænsede kontrakter«.

11      Artikel 15, stk. 5, i lov om arbejdstageres rettigheder bestemmer følgende:

»Arbejdstagere, der med eller uden afbrydelse i en periode på 30 måneder har været ansat i mere end 24 måneder i den samme eller i forskellige stillinger inden for samme virksomhed eller samme koncern, og som har indgået mindst 2 midlertidige kontrakter, uanset om der er tale om direkte ansættelse eller ansættelse gennem et vikarbureau, og uanset om samme eller forskellige kontraktvilkår for midlertidig ansættelse har fundet anvendelse, skal anses for at være fastansatte, medmindre andet er fastsat i denne artikels stk. 1, litra a), og stk. 2 og 3. [...]«

12      I 15. tillægsbestemmelse til lov om arbejdstageres rettigheder, der vedrører »Anvendelse af tidsbegrænsninger for varigheden af kontrakter vedrørende en bestemt opgave eller ydelse og flere på hinanden følgende kontrakter i de offentlige forvaltninger«, er det præciseret, at manglende overholdelse af disse begrænsninger i »de offentlige forvaltninger og [...] offentlige organer, som har en tilknytning til eller hører under disse«, ikke må hindre »anvendelsen af de forfatningsmæssige principper om lighed, fortjeneste og kompetence i forbindelse med adgang til ansættelse i den offentlige sektor og derfor ikke berører pligten til at besætte de omhandlede stillinger gennem almindelige procedurer i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i den gældende lovgivning«, således at »arbejdstageren bevarer sin stilling, indtil den besættes i overensstemmelse med de ovenfor nævnte procedurer, på hvilket tidspunkt ansættelsesforholdet ophører, medmindre den pågældende arbejdstager bliver offentligt ansat efter at have bestået den relevante udvælgelsesprocedure«.

–       EBEP

13      Ley del Estatuto Básico del Empleado Público (lov om vedtægten for offentligt ansatte), der er godkendt ved Real Decreto Legislativo 5/2015 (kongeligt lovdekret nr. 5/2015) af 30. oktober 2015 (BOE nr. 261 af 31.10.2015, s. 103105), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagerne (herefter »EBEP«), er blevet ændret ved bl.a. Real Decreto-ley 14/2021, de medidas urgentes para la reducción de la temporalidad en el empleo público (kongeligt lovdekret nr. 14/2021 om hasteforanstaltninger til reduktion af midlertidig beskæftigelse i den offentlige sektor) af 6. juli 2021 (BOE nr. 161 af 7.7.2021, s. 80375), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagerne (herefter »kongeligt lovdekret nr. 14/2021«).

14      EBEP’s artikel 8 fastsætter følgende:

»1.      Offentligt ansatte er personer, som udøver en beskæftigelse mod vederlag i de offentlige forvaltninger i det offentliges interesse.

2.      Offentligt ansatte opdeles i:

a)      tjenestemænd

b)      ikkefastansatte medarbejdere

c)      kontraktansatte, uanset om der er tale om fastansat personale, ansatte med tidsubegrænset ansættelse eller ansatte med tidsbegrænset ansættelse

d)      hjælpepersonale.«

15      EBEP’s artikel 11, stk. 1 og 3, fastsætter følgende:

»1.      Ved kontraktansat forstås enhver, som i henhold til en ansættelseskontrakt, der er indgået skriftligt i en hvilken som helst arbejdsretligt fastsat ansættelsesform, udfører ydelser mod vederlag betalt af en offentlig forvaltning. Alt efter kontraktens varighed kan denne være fast, tidsubegrænset eller tidsbegrænset.

[...]

3.      Udvælgelsesprocedurer for ansatte er offentlige og i alle tilfælde baseret på principperne om lighed, fortjeneste og kompetence. Procedurerne for midlertidigt ansatte er ligeledes underlagt princippet om hurtig sagsbehandling med henblik på at tilgodese udtrykkeligt begrundede hensyn til nødvendighed og uopsættelighed.«

16      EBEP’s artikel 55, stk. 1, fastsætter følgende:

»Alle borgere har ret til adgang til at søge ansættelse i den offentlige sektor i overensstemmelse med de forfatningsmæssige principper om lighed, fortjeneste og kompetence, bestemmelserne i denne vedtægt og i retsordenen i øvrigt.«

17      EBEP’s artikel 70 med overskriften »Opslag om ansættelse i det offentlige« fastsætter følgende:

»1.      Ved behov for menneskelige ressourcer, der finansieres med budgetmidler, og som skal dækkes ved rekruttering af nyt personale, skal stillinger besættes gennem opslag om ansættelse i det offentlige eller gennem et lignende forvaltningsinstrument til dækning af personalebehovet, hvilket indebærer, at der skal afholdes udvælgelsesprocedurer svarende til de påtænkte stillinger, forhøjet med op til 10%, og fastsættes en seneste frist for offentliggørelsen af meddelelserne herom. Opslaget om ansættelse i det offentlige eller det lignende instrument skal under alle omstændigheder gennemføres inden for 3 år uden mulighed for forlængelse.

2.      Opslaget om ansættelse i det offentlige eller det lignende instrument, der hvert år godkendes af den offentlige forvaltnings ledende organer, offentliggøres i det relevante tidende.

[...]«

18      Artikel 1, stk. 3, i kongeligt lovdekret nr. 14/2021 indfører 17. tillægsbestemmelse til EBEP. Denne 17. tillægsbestemmelse fastsætter først og fremmest bl.a. en forpligtelse for de offentlige forvaltninger til at søge at undgå enhver form for retsstridighed i tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og udnævnelser af ikkefastansatte medarbejdere. Dernæst er det i 17. tillægsbestemmelse navnlig anført, at »retsstridige handlinger« i forbindelse hermed »vil medføre, at der ifaldes passende ansvar i overensstemmelse med de gældende regler i de enkelte offentlige forvaltninger«. Endelig fastsætter samme 17. tillægsbestemmelse ligeledes retten for arbejdstagerne til en godtgørelse for den retsstridige midlertidige ansættelse bestående i betaling af forskellen mellem det maksimale beløb, der følger af anvendelsen af reglen om tyve dages løn for hvert tjenesteår med en øvre grænse på et års løn, og den erstatning, der ville kunne oppebæres ved ophævelse af kontrakten, uden at dette berører eventuelle erstatninger i henhold til de arbejdsretlige regler. Denne godtgørelse skal betales ved ophævelsen af kontrakten og er begrænset til den kontrakt, som overtrædelsen af reglerne vedrører.

–       Lovene om statsbudgettet for 2017 og 2018

19      I 43. tillægsbestemmelse til Ley 6/2018 de Presupuestos Generales del Estado para el año 2018 (lov nr. 6/2018 om det almindelige statsbudget for 2018) af 3. juli 2018 (BOE nr. 161 af 4.7.2018, s. 66621) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagerne (herefter »lov om statsbudgettet for 2018«), som har erstattet 34. tillægsbestemmelse til Ley 3/2017 de Presupuestos Generales del Estado para el año 2017 (lov nr. 3/2017 om det almindelige statsbudget for 2017) af 27. juni 2017 (BOE nr. 153 af 28.6.2017, s. 53787) (herefter »loven om statsbudgettet for 2017«), er det bl.a. fastsat, at anerkendelse af status som ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse kun kan ske i henhold til en retsafgørelse. Denne 43. tillægsbestemmelse fastsætter, at »retsstridige handlinger«, som »de kompetente organer på personaleområdet i de enkelte offentlige forvaltninger og i de enheder, der udgør deres operationelle offentlige tjeneste«, begår i forbindelse med midlertidig ansættelse, medfører, at disse kompetente organer ifalder ansvar »i overensstemmelse med de gældende regler i de enkelte offentlige forvaltninger«.

 Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

 Sag C-59/22

20      MP har hver sommer siden den 22. oktober 1994 arbejdet ved brandforebyggelsestjenesten i Comunidad de Madrid (den selvstyrende region Madrid, Spanien). Ved dom af 27. december 2007 fastslog Tribunal Superior de Justicia de Madrid (den øverste regionale domstol i Madrid, Spanien), som er den forelæggende ret, at MP fra starten af sin ansættelse havde været »deltidsansat i et tidsubegrænset ansættelsesforhold af periodisk, vertikal karakter«.

21      Den 13. november 2020 indgav MP en anmodning til ministeriet for regionsregeringen, retlige og indre anliggender i den selvstyrende region Madrid om dels omkvalificering af sin ansættelseskontrakt til en kontrakt om fastansættelse, dels erstatning svarende til den, der er fastsat i spansk ret for uberettiget afskedigelse. Den pågældende forvaltning imødekom ikke denne anmodning.

22      Herefter anlagde MP sag ved Juzgado de lo Social n° 18 de Madrid (domstol nr. 18 i arbejds- og socialretlige sager i Madrid, Spanien). Til støtte for søgsmålet fremførte hun de samme argumenter som dem, der var blevet anført til støtte for den anmodning, der er omhandlet i den foregående præmis. Ved dom af 10. juni 2021 forkastede den nævnte domstol søgsmålet. MP har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret. Hun har til støtte for appellen gjort gældende, at dommens resultat følger af en tilsidesættelse af dels spansk ret, dels rammeaftalen, således som denne er fortolket i Domstolens praksis. Ifølge MP er den rette sanktion for forvaltningens misbrug af kontrakter, der er i strid med alle regler, anerkendelse af arbejdsforholdets karakter af fastansættelse og betaling af en erstatning.

23      Tribunal Superior de Justicia de Madrid (den øverste regionale domstol i Madrid) er i tvivl om for det første anvendeligheden af rammeaftalen og navnlig § 5 heri på en arbejdstager som MP, der fra begyndelsen af sit ansættelsesforhold har været knyttet til den offentlige forvaltning gennem en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse, om for det andet foreneligheden af spansk ret vedrørende denne kontrakttype med rammeaftalens § 5 og om for det tredje, hvilke konsekvenser der må drages af spansk rets eventuelle uforenelighed med § 5, og den har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal den »ikkefastansatte arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse« [(kaldet »indefinido no fijo«)], som beskrevet i den foreliggende sag, i henhold til § 2 i den [ramme]aftale, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv [1999/70], betragtes som »arbejdstager med tidsbegrænset ansættelse«, og er denne omfattet af rammeaftalens anvendelsesområde, navnlig dennes § 5?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal der [da] med henblik på anvendelsen af rammeaftalens § 5, [...] anses [...] at have foreligget et tilfælde af »flere på hinanden følgende« tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller på hinanden følgende fornyelser af ansættelseskontrakter i et tilfælde med en ikkefastansat arbejdstager med en tidsubegrænset kontrakt [(kaldet »indefinido no fijo«)] i den offentlige sektor, når denne kontrakt ikke har fastsat en varighed, men afsluttes ved, at stillingen opslås og besættes, og stillingen ikke opslås mellem datoen for ansættelsesforholdets begyndelse og første halvår af 2021?

3)      Skal [rammeaftalens] § 5 [...] fortolkes således, at den er [til hinder for] en fortolkning af artikel [15, stk. 5, i lov om arbejdstageres rettigheder] (som har til formål at gennemføre direktivet og med henblik herpå fastsætter en øvre grænse på 24 måneder for summen af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter for arbejdstagere i en referenceperiode på 30 måneder), hvorefter perioder med tidsubegrænset, men ikke fast ansættelse [(kaldet »indefinido no fijo«)] er udelukket fra beregningen, idet der [i så fald] ingen begrænsning [ville gælde] for disse kontrakter, hverken med hensyn til varigheden, antallet eller årsagen til deres fornyelse eller deres efterfølgelse af andre kontrakter?

4)      Er [rammeaftalens] § 5 [...] til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter en grænse (hverken i antal, varighed eller årsag) for udtrykkelige eller stiltiende fornyelser af en bestemt midlertidig kontrakt, som det er tilfældet med en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse [(kaldet »indefinido no fijo«)] i den offentlige sektor, men blot en begrænsning for den samlede varighed af nævnte kontrakt sammen med andre midlertidige kontrakter?

5)      Idet den spanske lovgiver ikke har fastsat nogen bestemmelse, der begrænser udtrykkelige eller stiltiende fornyelser af ikkefastansatte arbejdstageres tidsubegrænsede ansættelsesforhold [(kaldet »trabajadores indefinidos no fijos«)], skal det da betragtes som en tilsidesættelse af [rammeaftalens] § 5 [...], når en arbejdstager i den offentlige sektor som den i hovedsagen omhandlede, der er ansat med en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse, hvis varighed aldrig er blevet fastsat eller præciseret, og som er forlænget frem til 2021, uden at der er afholdt nogen udvælgelsesprocedure med henblik på at besætte stillingen og bringe den midlertidige ansættelse til ophør?

6)      Kan en national lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for så vidt angår anvendelsen af på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018, Santoro (C-494/16, [EU:C:2018:166]), og af 8. maj 2019, Rossato [og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti] (C-494/17, [EU:C:2019:387]), for så vidt angår erstatning, der genopretter den tidligere tilstand (restitutio in integrum), for det tab, som arbejdstageren har lidt, når der i denne lovgivning blot er fastsat en fast og objektiv erstatning (20 dages løn for hvert arbejdsår med en øvre grænse på et års løn), men ikke en supplerende erstatning med henblik på at sikre fuld erstatning for det lidte tab, såfremt det overstiger dette beløb?

7)      Kan en national lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for så vidt angår anvendelsen af på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018, Santoro (C-494/16, [EU:C:2018:166]), og af 8. maj 2019, Rossato [og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti] (C-494/17, [EU:C:2019:387]), med hensyn til erstatning for det tab, som arbejdstageren har lidt, når den blot fastsætter en erstatning ved kontraktens ophør, der er forårsaget af, at stillingen besættes, men ikke fastsætter nogen erstatning i kontraktens løbetid som alternativ til at gøre den tidsubegrænset? Skal der i en tvist, der alene omhandler en arbejdstagers status som fastansat, men hvor kontrakten ikke er blevet opsagt, gives erstatning for det tab, der er forårsaget af kontraktens midlertidige karakter, som et alternativ til en erklæring om fastansættelse?

8)      Kan en national lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger over for offentlige myndigheder og enheder inden for den offentlige sektor, for så vidt angår anvendelsen af flere på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, der har til formål at [»sanktionere og forebygge [den ansættende enheds] misbrug af tidsbegrænsede kontrakter«] i forhold til andre arbejdstagere og fremtidige arbejdstagere, som opfylder de betingelser, der er fastsat i Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018, Santoro (C-494/16, [EU:C:2018:166]), og af 8. maj 2019, Rossato [og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti] (C-494/17, [EU:C:2019:387]), når disse foranstaltninger består af retsregler, der er indført fra og med 2017 ([34. tillægsbestemmelse til lov om statsbudgettet for 2017, 43. tillægsbestemmelse til lov om statsbudgettet for 2018] og kongeligt lovdekret nr. 14/2021 [...]), hvori det er fastsat, at disse myndigheder og enheder vil [ifalde ansvar] for »retsstridige handlinger«, uden at dette ansvar præciseres andet end ved en generel henvisning til bestemmelser, som ikke præciseres, og uden at der i noget konkret tilfælde er pålagt et ansvar i forbindelse med tusindvis af domme, hvor det som følge af brud på reglerne om midlertidig ansættelse fastslås, at der foreligger et tidsubegrænset ansættelsesforhold uden fastansættelse [(kaldet »trabajadores indefinidos no fijos«)]?

9)      Såfremt disse bestemmelser anses for at være tilstrækkeligt afskrækkende, kan de, idet de blev indført for første gang i 2017, da anvendes til at forhindre, at kontrakter omdannes til tidsubegrænsede kontrakter, når betingelserne for en sådan omdannelse som følge af tilsidesættelse af rammeaftalens § 5 er opstået forud for dette tidspunkt, eller vil dette derimod udgøre en anvendelse af disse bestemmelser med tilbagevirkende kraft og en fratagelse af en erhvervet rettighed?

10)      Såfremt det fastslås, at den spanske lovgivning ikke indeholder tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger, skal konsekvensen af en offentlig arbejdsgivers tilsidesættelse af rammeaftalens § 5 [...] da være, at ansættelseskontrakten betragtes som en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse [(kaldet »indefinido no fijo«)], eller skal arbejdstageren betragtes som fuldgyldigt fastansat?

11)      Skal en kontrakt omdannes til en kontrakt om fastansættelse i henhold til rammeaftalen [...] og til Domstolens praksis vedrørende fortolkningen heraf, selv om [omdannelsen] anses for at være i strid med den spanske forfatnings artikel [23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3], såfremt disse forfatningsmæssige bestemmelser fortolkes således, at adgangen til enhver offentlig stilling – herunder som kontraktansat – er betinget af, at ansøgeren forud for ansættelsen har bestået en offentlig udvælgelsesprocedure, hvori lighedsprincippet, princippet om fortjeneste, princippet om kompetence og offentlighedsprincippet finder anvendelse?

12)      Skal en konkret arbejdstagers kontrakt ikke omdannes til en kontrakt om fastansættelse af den grund, at loven indeholder bestemmelser, som fastsætter en konsolideringsproces for midlertidig ansættelse med offentligt stillingsopslag med henblik på besættelse af den stilling, som arbejdstageren bestrider, idet det skal sikres, »at princippet om fri konkurrence, lighedsprincippet, princippet om fortjeneste, princippet om kompetence og offentlighedsprincippet overholdes« i denne proces, således at den arbejdstager, med hvilken der er indgået flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, eller som flere gange har fået fornyet sin kontrakt, ikke kan beholde sin stilling, idet den kan tildeles en anden person, i hvilket tilfælde arbejdstagerens kontrakt ophører med en erstatning beregnet med 20 dages løn pr. arbejdsår med en øvre grænse på et års løn?

13)      Har arbejdstageren, selv i det tilfælde, hvor den pågældende ikke afskediges, ret til en erstatning, som er lig med eller større end dette beløb, og som skal fastsættes af domstolene, såfremt den ikke er fastsat ved lov, som følge af anvendelse af på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af kontrakter i strid med [rammeaftalens] § 5?

14)      Har den omstændighed, at der er tale om et [...] tidsubegrænset [deltids]ansættelsesforhold [af periodisk, vertikal karakter], som førte til en lang række af midlertidige kontrakter sæson efter sæson, således som det fremgår af arbejdstagerens appel, nogen betydning for ovenstående og i bekræftende fald på hvilken måde?«

 Sag C-110/22

24      IP har arbejdet for UNED som »videoproduktionsdirektør« siden den 11. februar 1994 i henhold til flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter.

25      Ved dom af 29. september 2001 anerkendte Juzgado de lo Social n° 15 de Madrid (domstol nr. 15 i arbejds- og socialretlige sager i Madrid, Spanien) ham som ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse. Den stilling, som appellanten i hovedsagen bestred i egenskab heraf, var – selv om UNED betragtede den som ledig – endnu ikke blevet opslået på det tidspunkt, hvor han anlagde sag ved Juzgado de lo Social n° 42 de Madrid (domstol nr. 42 i arbejds- og socialretlige sager i Madrid, Spanien). Appellanten i hovedsagen nedlagde for sidstnævnte domstol påstand om retslig anerkendelse af sin ret til at være ansat i sin stilling som arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse og subsidiært om tildeling af denne stilling gennem en udvælgelsesprøve baseret på kvalifikationsbeviser. Disse påstande blev forkastet ved dom af 1. juni 2021, hvorefter appellanten i hovedsagen iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Tribunal Superior de Justicia de Madrid (den øverste regionale domstol i Madrid), som er den forelæggende ret.

26      IP har til støtte for appellen gjort gældende, at bestemmelserne i dels spansk ret, dels rammeaftalen, som fortolket af Domstolen, er blevet tilsidesat. Ifølge IP er den eneste mulige konsekvens at drage af en sådan tilsidesættelse anerkendelse af status som arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse i overensstemmelse med Domstolens praksis.

27      Den forelæggende ret har præciseret, at for så vidt som direktiv 1999/70 endnu ikke fandt anvendelse ratione temporis på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået før 2001, vedrører genstanden for tvisten i hovedsagen alene de omstændigheder, der ligger efter dommen af 29. september 2001.

28      Ifølge den forelæggende ret kan »acte clair-doktrinen« i modsætning til, hvad UNED har gjort gældende i hovedsagen, ikke finde anvendelse. Da Domstolen ikke har modtaget tilstrækkelige forklaringer vedrørende begrebet »ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse«, vil det således ikke kunne lægges til grund, at den i dom af 3. juni 2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario (C-726/19, EU:C:2021:439), fastslog, at anerkendelse af status som ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse var tilstrækkelig til at erstatte det tab, der var lidt af den pågældende arbejdstager.

29      På denne baggrund har Tribunal Superior de Justicia de Madrid (den øverste regionale domstol i Madrid) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal en arbejdstager, der er ansat »tidsubegrænset uden fastansættelse« [(kaldet »indefinido no fijo«), som beskrevet i den foreliggende afgørelse], med henblik på at falde ind under [rammeaftalens] § 2 [...], anses for en »arbejdstager med en tidsbegrænset ansættelseskontrakt« og for omfattet af anvendelsesområdet for rammeaftalen og navnlig dennes § 5?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal der da med henblik på anvendelsen af [rammeaftalens] § 5 [...] anses [...] at have været tale om »anvendelse af flere på hinanden følgende« tidsbegrænsede kontrakter eller fornyelser for så vidt angår en arbejdstager, der er knyttet til en forvaltning ved en tidsubegrænset ansættelseskontrakt uden fastansættelse [(kaldet »indefinido no fijo«)], når denne kontrakt ikke indeholder en nærmere angivelse af dens varighed, men er betinget af, at stillingen i fremtiden vil blive opslået ledig og besat, og dette opslag ikke har fundet sted mellem 2002 og første halvår af 2021?

3)      Skal [rammeaftalens] § 5 [...] fortolkes således, at den er til hinder for en fortolkning af artikel 15, stk. 5, i [lov om arbejdstageres rettigheder] (som har til formål at gennemføre [direktiv 1999/70] og med henblik herpå fastsætter en varighed på højst 24 måneder af summen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for arbejdstagere i en referenceperiode på 30 måneder), hvorefter perioder med tidsubegrænset ansættelse uden fastansættelse [(kaldet »indefinido no fijo«)] er udelukket fra beregningen, da der i så fald ikke ville gælde nogen begrænsning for disse kontrakter, hverken med hensyn til varighed, antal eller årsag til fornyelse eller med hensyn til deres sammenkædning med andre kontrakter?

4)      Er [rammeaftalens] § 5 [...] til hinder for en statslig lovgivning, som ikke fastsætter nogen grænse (hverken i antal, varighed eller årsag) for udtrykkelige eller stiltiende fornyelser af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt som den, der gælder for tidsubegrænsede ansættelsesforhold uden fastansættelse [(kaldet »indefinido no fijo«)] i den offentlige sektor, idet den begrænser sig til at fastsætte en grænse for [...] varighed[en af] en sådan kontrakt [ved sammenkædning] med andre tidsbegrænsede kontrakter?

5)      Skal den omstændighed, at den spanske lovgiver ikke har vedtaget [...] regler om begrænsning af [udtrykkelige eller stiltiende fornyelser] af kontrakter med arbejdstagere, der er ansat tidsubegrænset uden fastansættelse [(kaldet »trabajadores indefinidos no fijos«)], anses for en overtrædelse af [rammeaftalens] § 5 [...], når der er tale om en arbejdstager i den offentlige sektor som den i hovedsagen omhandlede, der har en tidsubegrænset ansættelseskontrakt uden fastansættelse, hvis varighed aldrig er blevet udtrykt eller præciseret, og som er blevet forlænget i hvert fald siden 2002 (genansættelse efter afskedigelse) indtil 2021, uden at der er blevet afholdt nogen udvælgelsesprocedure med henblik på at besætte stillingen og bringe den tidsbegrænsede situation til ophør?

6)      Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for anvendelsen af flere på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 [...], Santoro [(C-494/16, EU:C:2018:166)], og af 8. maj 2019 [...], Rossato [og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti (C-494/17, EU:C:2019:387)], for så vidt angår erstatning ved restitutio in integrum for den skade, som arbejdstageren har lidt, når der kun er fastsat en fast og objektiv erstatning (20 dages løn for hvert arbejdsår, dog højst et års løn), men hvor der ikke [er] nogen bestemmelser om yderligere kompensation for at sikre fuld erstatning for den lidte skade, hvis den overstiger dette beløb?

7)      Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelser eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 [...], Santoro [(C-494/16, EU:C:2018:166)], og af 8. maj 2019 [...], Rossato [og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti (C-494/17, EU:C:2019:387)], for så vidt angår erstatning for den skade, som arbejdstageren har lidt, når den kun fastsætter, at der skal udbetales en erstatning, når kontrakten ophører, fordi stillingen bliver besat, men ikke fastsætter nogen erstatning i kontraktens løbetid som alternativ til at erklære den for tidsubegrænset? I en tvist, hvor kun arbejdstagerens fastansættelse er genstand for tvivl, men hvor kontrakten ikke er opsagt, bør erstatning for skader forårsaget af kontraktens tidsbegrænsede karakter [da] anerkendes som et alternativ til en erklæring om fastansættelse?

8)      Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger over for offentlige forvaltninger og organer i den offentlige sektor for så vidt angår anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelser eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, der har til formål at [»sanktionere og forebygge [den ansættende enheds] misbrug af tidsbegrænsede kontrakter«] i forhold til andre arbejdstagere og for fremtiden, som opfylder de krav, der er fastsat i Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 [...], Santoro [(C-494/16, EU:C:2018:166)], og af 8. maj 2019 [...], Rossato [og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti (C-494/17, EU:C:2019:387)], når disse foranstaltninger består af retsregler, der er indført fra og med 2017 [(34. tillægsbestemmelse til lov om statsbudgettet for 2017, 43. tillægsbestemmelse til lov om statsbudgettet for 2018 og kongeligt lovdekret nr. 14/2021)], hvori det hedder, at der [ifaldes] ansvar for »[retsstridige] handlinger«, uden at dette ansvar præciseres andet end ved en generisk henvisning til bestemmelser, som ikke præciseres, og uden at der er konstateret noget konkret tilfælde, hvor der er placeret et ansvar, i forbindelse med tusindvis af domme, der erklærer arbejdstagere, der er ansat tidsubegrænset uden fastansættelse [(kaldet »trabajadores indefinidos no fijos«)], for at udgøre en overtrædelse af reglerne om tidsbegrænset beskæftigelse?

9)      I tilfælde af, at disse regler anses for tilstrækkeligt afskrækkende, [kan de da] – givet, at de først blev indført i 2017 – [...] anvendes for at forhindre ændring af kontrakter til tidsubegrænsede kontrakter, når kravene til nævnte ændring på grundlag af en overtrædelse af rammeaftalens § 5 var før i tid, eller ville det tværtimod føre til en tilbagevirkende og eksproprierende anvendelse af disse regler?

10)      Såfremt det vurderes, at der ikke findes tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger i spansk ret, skal konsekvensen af en offentlig arbejdsgivers overtrædelse af [rammeaftalens] § 5 [...] [da] være, at kontrakten betragtes som en tidsubegrænset ansættelseskontrakt uden fastansættelse [(kaldet »indefinido no fijo«)], eller skal arbejdstageren anerkendes som fastansat uden forbehold?

11)      Bør kontrakten i medfør af EU-rettens forrang ændres til en fastansættelse i overensstemmelse med [...] rammeaftalen [...] og Domstolens praksis om fortolkning af samme, også selv om det anses for at være i strid med [forfatningens] artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, [...] hvis disse forfatningsmæssige bestemmelser fortolkes på en måde, så de pålægger, at adgang til al offentlig beskæftigelse, herunder [som kontraktansat], kun kan ske, efter at kandidaten består en selektiv konkurrerende prøve under iagttagelse af principperne om lighed, kvalifikationer, kompetencer og offentlighed? Givet, at en anden fortolkning er mulig, som er den, der følges af Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, [Spanien]), bør princippet om overensstemmende fortolkning [da] gælde for de forfatningsmæssige regler i medlemsstaten, hvorefter det er obligatorisk at vælge den fortolkning, der gør dem forenelige med EU-retten, idet det i dette tilfælde lægges til grund, at forfatningens artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, ikke forpligter til anvendelse af principperne om lighed, kvalifikationer og kompetencer i rekrutteringsprocessen for [kontraktansat] personale?

12)      Kan ændringen af kontrakten til en fastansættelse i medfør af rammeaftalen [...] og Domstolens praksis, der fortolker [denne], ikke finde anvendelse, hvis der, inden denne ændring er blevet retsligt fastslået, ved lov er fastsat en proces til konsolidering af den tidsbegrænsede ansættelse, der skal gennemføres i løbet af de kommende år, og som indebærer, at der afholdes offentlige udvælgelsesprøver med henblik på at besætte den stilling, som arbejdstageren bestrider, under hensyntagen til, at der i denne proces skal sikres »overholdelse af principperne om fri konkurrence, lighed, kvalifikationer, kompetencer og offentlighed«, og at den arbejdstager, der er genstand for flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser eller fornyelser, derfor kan sikre sin stilling, men alligevel ikke gør det, fordi stillingen besættes med en anden person, hvorefter arbejdstagerens kontrakt vil blive opsagt med en erstatning beregnet til 20 dages løn pr. arbejdsår op til et års løn?«

 Sag C-159/22

30      IK har siden den 21. december 1998 arbejdet for Madrids agentur for social bistand i den selvstyrende region Madrid på grundlag af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, med en afbrydelse mellem 1999 og 2010.

31      Den 14. oktober 2020 anlagde IK sag ved Juzgado de lo Social n^o 21 de Madrid (domstol nr. 21 i arbejds- og socialretlige sager i Madrid, Spanien) med påstand om anerkendelse af, at den ansættelseskontrakt, hun havde indgået med sin arbejdsgiver, var tidsubegrænset, subsidiært tidsubegrænset uden fastansættelse. Ved dom af 19. april 2021 forkastede den nævnte domstol søgsmålet.

32      IK har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Tribunal Superior de Justicia de Madrid (den øverste regionale domstol i Madrid), som er den forelæggende ret. Hun har til støtte for sin appel gjort gældende, at både spansk ret og rammeaftalens § 5, således som denne er fortolket af Domstolen, er blevet tilsidesat. IK har desuden gjort gældende, at den eneste løsning, der overholder de krav, som Unionens retsinstanser har fastsat, består i at fastslå, at hendes ansættelsesforhold er tidsubegrænset, subsidiært tidsubegrænset uden fastansættelse.

33      Den forelæggende ret har præciseret, at tvisten i hovedsagen udelukkende vedrører den seneste ansættelseskontrakt, nemlig den kontrakt som ikkefastansat medarbejder til dækning af en ledig stilling, som blev indgået mellem hovedsagens parter den 1. august 2016, og som mindst er blevet forlænget til datoen for den anfægtede dom, nemlig den 19. april 2021. Den forelæggende ret har anført, at der i det foreliggende tilfælde – i overensstemmelse med spansk ret, bl.a. den dom, som Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) afsagde den 28. juni 2021 med henblik på at gennemføre rammeaftalens § 5, således som denne er fortolket i dom af 3. juni 2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario (C-726/19, EU:C:2021:439) – må fastslås at foreligge misbrug fra den pågældende forvaltnings side af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, i strid med rammeaftalens § 5. Forvaltningen har nemlig undladt at offentliggøre et stillingsopslag vedrørende den ledige stilling, og den har således, år efter år, stiltiende forlænget den kontrakt, der er omhandlet i hovedsagen. Ifølge den forelæggende ret er det imidlertid fortsat uafklaret, om en sådan tilsidesættelse skal have den konsekvens, at arbejdstageren i hovedsagen anerkendes status som arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse.

34      Desuden skal »acte clair-doktrinen« ifølge den forelæggende ret af samme grund som anført i denne doms præmis 28 ikke anvendes i den foreliggende sag.

35      Det er på denne baggrund, at Tribunal Superior de Justicia de Madrid (den øverste regionale domstol i Madrid) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for anvendelsen af flere på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 [...], Santoro [(C-494/16, EU:C:2018:166)], og af 8. maj 2019 [...], Rossato [og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti (C-494/17, EU:C:2019:387)], for så vidt angår erstatning ved restitutio in integrum for den skade, som arbejdstageren har lidt, når der kun er fastsat en fast og objektiv erstatning (20 dages løn for hvert arbejdsår, dog højst et års løn), men hvor der ikke [er] nogen bestemmelser om yderligere kompensation for at sikre fuld erstatning for den lidte skade, hvis den overstiger dette beløb?

2)      Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelser eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 [...], Santoro [(C-494/16, EU:C:2018:166)], og af 8. maj 2019 [...], Rossato [og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti (C-494/17, EU:C:2019:387)], for så vidt angår erstatning for den skade, som arbejdstageren har lidt, når den kun fastsætter, at der skal udbetales en erstatning, når kontrakten ophører, fordi stillingen bliver besat, men ikke fastsætter nogen erstatning i kontraktens løbetid som alternativ til at erklære den for tidsubegrænset? I en tvist, hvor kun arbejdstagerens fastansættelse er genstand for tvivl, men hvor kontrakten ikke er opsagt, bør erstatning for skader forårsaget af kontraktens tidsbegrænsede karakter [da] anerkendes som et alternativ til en erklæring om fastansættelse?

3)      Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger over for offentlige forvaltninger og organer i den offentlige sektor for så vidt angår anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelser eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, der har til formål at [»sanktionere og forebygge [den ansættende enheds] misbrug af tidsbegrænsede kontrakter«] i forhold til andre arbejdstagere og for fremtiden, som opfylder de krav, der er fastsat i EU-Domstolens retspraksis i dom af 7. marts 2018 [...], Santoro [(C-494/16, EU:C:2018:166)], og af 8. maj 2019 [...], Rossato [og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti (C-494/17, EU:C:2019:387)], når disse foranstaltninger består af retsregler, der er indført fra og med 2017 [(34. tillægsbestemmelse til lov om statsbudgettet for 2017, 43. tillægsbestemmelse til lov om statsbudgettet for 2018 og kongeligt lovdekret nr. 14/2021)], hvori det hedder, at der [ifaldes] ansvar for »[retsstridige] handlinger«, uden at dette ansvar præciseres andet end ved en generisk henvisning til bestemmelser, som ikke præciseres, og uden at der er konstateret noget konkret tilfælde, hvor der er placeret et ansvar i forbindelse med tusindvis af domme, der erklærer arbejdstagere, der er ansat tidsubegrænset uden fastansættelse [(kaldet »trabajadores indefinidos no fijos«)], for at udgøre en overtrædelse af reglerne om tidsbegrænset beskæftigelse?

4)      Såfremt det vurderes, at der ikke findes tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger i spansk ret, skal konsekvensen af en offentlig arbejdsgivers overtrædelse af [rammeaftalens] § 5 [...] [da] være, at kontrakten betragtes som en tidsubegrænset ansættelseskontrakt uden fastansættelse [(kaldet »indefinido no fijo«)], eller skal arbejdstageren anerkendes som fastansat uden forbehold?

5)      Bør kontrakten i medfør af EU-rettens forrang ændres til en fastansættelse i overensstemmelse med [...] rammeaftalen [...] og Domstolens praksis om fortolkning af samme, også selv om det anses for at være i strid med [forfatningens] artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, [...] hvis disse forfatningsmæssige bestemmelser fortolkes på en måde, så de pålægger, at adgang til al offentlig beskæftigelse, herunder [som kontraktansat], kun kan ske, efter at kandidaten består en selektiv konkurrerende prøve under iagttagelse af principperne om lighed, kvalifikationer, kompetencer og offentlighed? Givet, at en anden fortolkning er mulig, som er den, der følges af Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol), bør princippet om overensstemmende fortolkning [da] gælde for de forfatningsmæssige regler i medlemsstaten, hvorefter det er obligatorisk at vælge den fortolkning, der gør dem forenelige med EU-retten, idet det i dette tilfælde lægges til grund, at forfatningens artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, ikke forpligter til anvendelse af principperne om lighed, kvalifikationer og kompetencer i rekrutteringsprocessen for [kontraktansat] personale?

6)      Kan ændringen af kontrakten til en fastansættelse i medfør af rammeaftalen [...] og Domstolens praksis, der fortolker [denne], ikke finde anvendelse, hvis der, inden denne ændring er blevet retsligt fastslået, ved lov er fastsat en proces til konsolidering af den tidsbegrænsede ansættelse, der skal gennemføres i løbet af de kommende år, og som indebærer, at der afholdes offentlige udvælgelsesprøver med henblik på at besætte den stilling, som arbejdstageren bestrider, under hensyntagen til, at der i denne proces skal sikres »overholdelse af principperne om fri konkurrence, lighed, kvalifikationer, kompetencer og offentlighed«, og at den arbejdstager, der er genstand for flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser eller fornyelser, derfor kan sikre sin stilling, men alligevel ikke gør det, fordi stillingen besættes med en anden person, hvorefter arbejdstagerens kontrakt vil blive opsagt med en erstatning beregnet til 20 dages løn pr. arbejdsår op til et års løn?«

 Retsforhandlingerne for Domstolen

36      Ved afgørelse af 27. april 2022 er sagerne C-59/22, C-110/22 og C-159/22 blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

 Om Domstolens kompetence og formaliteten vedrørende anmodningerne om præjudiciel afgørelse

37      De indstævnte i hovedsagerne i sag C-59/22 og C-159/22 og den spanske regering er af den opfattelse, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare anmodningerne om præjudiciel afgørelse, og at disse under alle omstændigheder skal afvises.

38      For det første har Domstolen ifølge de samme indstævnte og den samme regering ikke kompetence til at træffe afgørelse om anmodningerne om præjudiciel afgørelse, for så vidt som disse indebærer en fortolkning af national ret.

39      Anmodningerne om præjudiciel afgørelse svarer desuden ifølge disse indstævnte og denne regering til at kræve af Domstolen, at den afgiver en generel, rådgivende udtalelse om begrebet »ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse«, der er et selvstændigt begreb i spansk ret, med udgangspunkt i aspekter, som den allerede har udtalt sig om flere gange.

40      Anmodningerne om præjudiciel afgørelse tager nærmere bestemt sigte på at rejse tvivl om to elementer i Domstolens faste praksis, nemlig for det første, at ændring af en ansættelseskontrakt til en »tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse« udgør en passende sanktion for misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, og for det andet, at medlemsstaterne ikke i henhold til rammeaftalen har pligt til at ændre et tidsbegrænset ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, når der findes nationale regler, der gør det muligt at sanktionere og forebygge misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter.

41      For det andet har de indstævnte i sag C-59/22 og C-159/22 gjort gældende, at den forelæggende ret ved i forbindelse med anmodningerne om præjudiciel afgørelse at medtage spørgsmål vedrørende ydelse af erstatning til den berørte arbejdstager har udvidet genstanden for tvisterne i hovedsagerne. Appellanterne i hovedsagerne har i forbindelse med disse tvister alene nedlagt påstand om anerkendelse af deres ansættelsesforholds tidsubegrænsede karakter. Disse anmodninger om præjudiciel afgørelse skal derfor afvises, for så vidt som de vedrører spørgsmålene om ydelse af en sådan erstatning, eftersom disse spørgsmål rejser et problem af hypotetisk karakter.

42      I denne henseende bemærkes, at den samarbejdsordning, som er indført ved artikel 267 TEUF, er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens opgaver. Under en sag anlagt i henhold til denne artikel tilkommer det retterne i medlemsstaterne og ikke Domstolen at fortolke nationale bestemmelser, og det tilkommer ikke sidstnævnte at tage stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten. Domstolen har derimod kompetence til at forsyne den nationale ret med alle de EU-retlige fortolkningselementer, som kan sætte denne i stand til at bedømme, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten (dom af 25.10.2018, Sciotto, C-331/17, EU:C:2018:859, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

43      Det skal ligeledes bemærkes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i medfør af artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 3.6.2021, Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca – MIUR m.fl. (Universitetsforskere), C-326/19, EU:C:2021:438, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

44      Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (jf. dom af 3.6.2021, Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca – MIUR m.fl. (Universitetsforskere), C-326/19, EU:C:2021:438, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

45      I det foreliggende tilfælde må det fastslås, at det klart fremgår af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at appellanterne i hovedsagerne i de forenede sager C-59/22, C-110/22 og C-159/22 har indgået flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og at ansættelsesforholdet i sag C-59/22 og C-110/22 allerede ved domme af henholdsvis 27. december 2007 og 29. september 2001 er blevet omkvalificeret til et »tidsubegrænset ansættelsesforhold uden fastansættelse«. Ifølge den forelæggende ret hersker der imidlertid fortsat tvivl om bl.a., hvorvidt et sådant ansættelsesforhold i henhold til rammeaftalens §§ 2 og 3 er omfattet af denne rammeaftales anvendelsesområde.

46      Det fremgår desuden utvetydigt af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret er af den opfattelse, at omkvalificering af et ansættelsesforhold, der er udtryk for misbrug, til et »tidsubegrænset ansættelsesforhold uden fastansættelse« ikke udgør en foranstaltning, som behørigt sanktionerer dette misbrug, således at den inden for rammerne af tvisterne i hovedsagerne skal fastslå, hvilke nationale foranstaltninger der i overensstemmelse med de krav, der følger af direktiv 1999/70, gør det muligt at sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold.

47      Under disse omstændigheder fremgår det ikke klart, at den fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret har anmodet om, nemlig en fortolkning af rammeaftalens §§ 2, 3 og 5, savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagerne eller disses genstand, eller at spørgsmålene vedrørende ydelse af erstatning som fastsat i spansk ret – som en foranstaltning, der sanktionerer misbrug af de omhandlede midlertidige ansættelsesforhold i overensstemmelse med kravene i direktiv 1999/70 – rejser et problem af hypotetisk karakter.

48      Den tvivl, som anmodningerne om præjudiciel afgørelse angiveligt rejser om to elementer i Domstolens faste praksis, hører i øvrigt under den materielle bedømmelse af disse anmodninger og er derfor uden betydning for spørgsmålet om Domstolens kompetence til at besvare anmodningerne og for formaliteten vedrørende disse.

49      Når dette er sagt, ønsker den forelæggende ret med det trettende spørgsmål i sag C-59/22 nærmere bestemt oplyst, om ydelse af en supplerende erstatning i forhold til den, der er omhandlet i det sjette og det syvende spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og i det første og det andet spørgsmål i sag C-159/22, som fastsættes af de nationale retter, kan udgøre en passende foranstaltning som omhandlet i rammeaftalens § 5 med henblik på at sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, der forlænges successivt.

50      Det bemærkes i denne henseende, at eftersom anmodningen om præjudiciel afgørelse inden for rammerne af den procedure, der er indført ved artikel 267 TEUF, danner grundlaget for denne procedure ved Domstolen, er det nødvendigt, at den nationale ret i denne anmodning redegør for den retlige og faktiske baggrund for tvisten i hovedsagen og i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i den tvist, der er indbragt for den (dom af 5.5.2022, Universiteit Antwerpen m.fl., C-265/20, EU:C:2022:361, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

51      Disse kumulative krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse fremgår udtrykkeligt af artikel 94 i Domstolens procesreglement, som den forelæggende ret forventes at have kendskab til og iagttage nøje i forbindelse med det samarbejde, der er fastsat i artikel 267 TEUF, og de er nævnt i bl.a. Den Europæiske Unions Domstols anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2019, C 380, s. 1) (dom af 5.5.2022, Universiteit Antwerpen m.fl., C-265/20, EU:C:2022:361, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

52      Det skal ligeledes bemærkes, at oplysningerne i anmodninger om præjudiciel afgørelse ikke blot tjener til at sætte Domstolen i stand til at give brugbare svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter mulighed for at afgive bemærkninger i henhold til artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Domstolen skal drage omsorg for, at denne mulighed sikres, henset til, at det i medfør af denne bestemmelse kun er forelæggelsesafgørelserne, der forkyndes for de pågældende, ledsaget af en oversættelse til den enkelte medlemsstats officielle sprog, men ikke de nationale sagsakter, som den forelæggende ret eventuelt har fremsendt til Domstolen (dom af 5.5.2022, Universiteit Antwerpen m.fl., C-265/20, EU:C:2022:361, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

53      Det må konstateres, at anmodningen om præjudiciel afgørelse i sag C-59/22 ikke indeholder forklaringer vedrørende den erstatning, der er omhandlet i det 13. spørgsmål, og navnlig ikke angiver ordlyden af de relevante bestemmelser eller den relevante retspraksis vedrørende denne erstatning i spansk ret.

54      Det 13. spørgsmål i sag C-59/22 skal derfor afvises.

55      Hvad angår det 14. spørgsmål i sag C-59/22, hvorved den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om den omstændighed, at appellanten i denne hovedsag er blevet ansat tidsubegrænset på deltid i et ansættelsesforhold af »periodisk, vertikal karakter«, har betydning for besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål, har den forelæggende ret – selv om det fremgår af sagsakterne for Domstolen, at kontrakter knyttet til status som »periodisk, tidsubegrænset kontraktansat på deltid« i spansk ret hører til kategorien af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse – ikke angivet ordlyden af de relevante bestemmelser eller den relevante retspraksis vedrørende denne status i spansk ret. Den forelæggende ret har desuden ikke redegjort for grundene til, at den finder, at denne status kan have betydning for fortolkningen af rammeaftalens §§ 2, 3 og 5.

56      Henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 50-52, skal det 14. spørgsmål i sag C-59/22 derfor afvises.

57      Det følger af ovenstående betragtninger dels, at Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse om anmodningerne om præjudiciel afgørelse, dels at anmodningerne kan antages til realitetsbehandling undtagen hvad angår det 13. og det 14. spørgsmål i sag C-59/22.

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22

58      Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens §§ 2 og 3 skal fortolkes således, at en ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse skal anses for at være en person med tidsbegrænset ansættelse som omhandlet i denne rammeaftale og dermed for at være omfattet af dennes anvendelsesområde.

59      I denne henseende fremgår det for det første ifølge fast retspraksis af ordlyden af rammeaftalens § 2, stk. 1, at dens anvendelsesområde er bredt, eftersom den generelt vedrører »alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat«. Desuden omfatter definitionen af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 3, nr. 1), alle arbejdstagere uden nogen sondring under hensyn til, om den pågældende arbejdsgiver henhører under den offentlige eller private sektor, og uanset hvorledes deres kontrakt kvalificeres i intern ret (dom af 3.6.2021, Servicio Aragonés de Salud, C-942/19, EU:C:2021:440, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

60      For det andet bemærkes, at således som det klart fremgår af overskriften til og ordlyden af rammeaftalens § 3, nr. 1), begrænser denne bestemmelse sig til at definere begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« og i denne forbindelse angive det karakteristiske element for en tidsbegrænset kontrakt, nemlig den omstændighed, at udløbet af en sådan kontrakt er fastlagt ud fra »objektive kriterier, såsom en bestemt dato, fuldførelsen af en bestemt opgave eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed« (jf. i denne retning dom af 3.7.2014, Fiamingo m.fl., C-362/13, C-363/13 og C-407/13, EU:C:2014:2044, præmis 46).

61      Rammeaftalen finder således anvendelse på alle arbejdstagere, der præsterer en arbejdsydelse mod vederlag inden for rammerne af et tidsbegrænset arbejdsforhold, der binder dem til deres arbejdsgiver, forudsat at de i henhold til national ret er bundet af en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold, dog med forbehold for den skønsmargen, som er overladt medlemsstaterne i henhold til rammeaftalens § 2, stk. 2, for så vidt angår anvendelsen af rammeaftalen på visse kategorier af ansættelseskontrakter eller ‑forhold, og muligheden for i henhold til fjerde afsnit i rammeaftalens indledning at udelukke vikaransatte (dom af 3.6.2021, Servicio Aragonés de Salud, C-942/19, EU:C:2021:440, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

62      I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at begrebet »ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse« (kaldet »trabajador indefinido no fijo«) i den offentlige sektor er udviklet i retspraksis, og at det skal holdes adskilt fra begrebet »fastansat arbejdstager« (kaldet »trabajador fijo«).

63      I denne henseende har den forelæggende ret fremhævet, at mens der for opsigelse af en fastansat arbejdstagers kontrakt gælder de opsigelsesgrunde og de almindelige betingelser, der er fastsat i lov om arbejdstageres rettigheder, skal opsigelse af en ikkefastansat arbejdstagers tidsubegrænsede kontrakt i henhold til Tribunal Supremos (øverste domstol) praksis ske af en særlig opsigelsesgrund. Hvis forvaltningen omkvalificerer det pågældende ansættelsesforhold til en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse, skal den således overholde proceduren med henblik på besættelse af den stilling, der bestrides af den ikkefastansatte arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse, ved anvendelse af de forfatningsmæssige principper om offentlighed, lighed, fortjeneste og kompetence. Når stillingen er besat, vil kontrakten med den ikkefastansatte arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse blive opsagt, medmindre denne arbejdstager selv har deltaget i proceduren og er blevet tildelt den nævnte stilling.

64      Den forelæggende ret har præciseret, at ifølge Tribunal Supremo (øverste domstol) skal en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse, hvis varighed er begrænset af indtrædelsen af en bestemt begivenhed, nemlig at den stilling, som den pågældende arbejdstager bestrider, permanent tildeles den person, der har bestået den udvælgelsesprøve, som forvaltningen skal afholde med henblik på besættelse af denne stilling, anses for at være en tidsbegrænset kontrakt ved anvendelsen af direktiv 1999/70.

65      Under hensyntagen til karakteren af den tidsubegrænsede kontrakt uden fastansættelse, således som denne ifølge den forelæggende ret er defineret i spansk ret, skal arbejdstagere, såsom appellanterne i hovedsagerne i sag C-59/22 og C-110/22, følgelig anses for at have status som »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 3, nr. 1), og de er derfor omfattet af rammeaftalens anvendelsesområde.

66      Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 besvares med, at rammeaftalens §§ 2 og 3 skal fortolkes således, at en ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse skal anses for at være en person med tidsbegrænset ansættelse som omhandlet i denne rammeaftale og dermed for at være omfattet af dennes anvendelsesområde.

 Det andet spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22

67      Den forelæggende ret ønsker med det andet spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 nærmere bestemt oplyst, om udtrykket »anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold« i rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at det omfatter en situation, hvor en arbejdstager er knyttet til den omhandlede forvaltning ved en enkelt tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse, når denne kontrakt ikke fastsætter en udløbsdato, men opsiges, hvis den pågældende stilling besættes efter opslag af stillingen, som ikke er foretaget inden for den frist, som denne forvaltning har fastsat herfor.

68      Det skal i denne henseende bemærkes, at rammeaftalens § 5 har til formål at gennemføre et af de formål, der forfølges med rammeaftalen, nemlig at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der anses for en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

69      Ved rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægges medlemsstaterne derfor med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold effektivt og bindende at fastsætte bestemmelser, der regulerer mindst et af de forhold, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

70      Dermed følger det af ordlyden af denne bestemmelse og af fast retspraksis, at den kun finder anvendelse på flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, således at en kontrakt, som er den første og eneste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, ikke henhører under dens anvendelsesområde (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

71      Det skal i øvrigt præciseres, at det følger af fast retspraksis, at rammeaftalens § 5, stk. 2, litra a), principielt overlader det til medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter at fastsætte, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse for »flere på hinanden følgende« som omhandlet i rammeaftalen (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

72      Selv om det er overladt medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter at definere de konkrete foranstaltninger til anvendelse af rammeaftalens begreb »flere på hinanden følgende«, hvilket er begrundet i hensynet til at bevare mangfoldigheden af de nationale regelsæt på området, må det dog bemærkes, at den skønsmargen, medlemsstaterne således har, ikke er ubegrænset, eftersom den ikke under nogen omstændigheder må skade formålet med og den effektive virkning af rammeaftalen. Denne skønsbeføjelse kan navnlig ikke udøves af de nationale myndigheder således, at den indebærer mulighed for misbrug og dermed en tilsidesættelse af dette formål (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

73      Medlemsstaterne skal således sikre opnåelsen af det resultat, der er foreskrevet i EU-retten, hvilket følger af både artikel 288, stk. 3, TEUF og artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70, sammenholdt med 17. betragtning til dette direktiv (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

74      De grænser for den skønsbeføjelse, der overlades medlemsstaterne, som er nævnt i denne doms præmis 72, er navnlig nødvendige, når det drejer sig om et nøglebegreb som f.eks. de flere på hinanden følgende ansættelsesforhold, der er afgørende for definitionen af selve anvendelsesområdet for de nationale bestemmelser, der skal gennemføre rammeaftalen (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

75      I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første af anmodningerne om præjudiciel afgørelse i sag C-59/22 og C-110/22, at når en arbejdstager erklæres for at være en »ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse«, bevirker denne erklæring – selv om den kan anses for at udgøre en sanktion mod den berørte arbejdsgiver for misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter – at de tidsbegrænsede kontrakter, som denne arbejdstager tidligere har kunnet indgå, erstattes af denne egenskab, således at det pågældende ansættelsesforhold med denne erklæring fra begyndelsen bliver et tidsubegrænset ansættelsesforhold uden fastansættelse. De tidsbegrænsede kontrakter, der tidligere er indgået, ophører således med at være i kraft, og arbejdstageren er fra begyndelsen bundet af en enkelt tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse.

76      For det andet har den forelæggende ret i forbindelse med disse sager præciseret, at en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse ikke har en bestemt udløbsdato, men ophører, såfremt den omhandlede stilling besættes, og at den pågældende forvaltning har pligt til at indlede den offentlige procedure med henblik på besættelse af stillingen.

77      For det tredje har den forelæggende ret i forbindelse med sag C-59/22 fremhævet, at der ikke er blevet afholdt nogen udvælgelsesprøve siden begyndelsen af det i hovedsagen omhandlede tidsubegrænsede ansættelsesforhold uden fastansættelse, dvs. i 27 år. Det fremgår på samme måde af anmodningen om præjudiciel afgørelse i sag C-110/22, at opslaget af stillingen er blevet udsat og endnu ikke havde fundet sted på tidspunktet for iværksættelsen af appellen i denne sag, således at appellanten i hovedsagen har været knyttet til den pågældende forvaltning gennem en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse i 20 år.

78      Den omstændighed, at det lægges til grund, at der ikke er tale om flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold som omhandlet i rammeaftalens § 5, alene med den begrundelse, at en arbejdstager er knyttet til den pågældende forvaltning gennem én enkelt tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse, selv om denne kontrakt, der ligeledes er midlertidig, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, for det første, som sanktion, erstatter flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, og den varige fastholdelse af denne arbejdstager, der er ansat tidsubegrænset uden fastansættelse, i den pågældende stilling, for det andet er en følge af arbejdsgiverens manglende overholdelse af sin lovbestemte pligt til inden for den fastsatte frist at afholde en udvælgelsesprocedure med henblik på permanent besættelse af denne stilling, hvorfor den pågældendes ansættelsesforhold følgelig stiltiende er blevet forlænget gennem flere år, risikerer imidlertid at skade formålet og hensigten med samt den effektive virkning af rammeaftalen (jf. i denne retning dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

79      En sådan indskrænkende fortolkning af begrebet »flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold« indebærer en usikkerhed i ansættelsen for arbejdstagere i årevis (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

80      Denne indskrænkende fortolkning risikerer desuden i praksis at have den konsekvens, at den ikke alene udelukker et stort antal tidsbegrænsede ansættelsesforhold fra den beskyttelse af arbejdstagere, som direktiv 1999/70 og rammeaftalen søger at skabe, idet den fratager det formål, der forfølges med disse retsforskrifter, en stor del af sit indhold, men også muliggør misbrug i forbindelse med arbejdsgivernes anvendelse af sådanne ansættelsesforhold til at dække faste og varige personalebehov (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

81      Eftersom forvaltningen i det foreliggende tilfælde ikke inden for den fastsatte frist har afholdt en udvælgelsesprocedure med henblik på permanent besættelse af den stilling, der bestrides af en ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse, kan de automatiske forlængelser af denne tidsbegrænsede kontrakt sidestilles med fornyelser og følgelig med indgåelse af særskilte tidsbegrænsede kontrakter. Det følger heraf, at de situationer, der er omhandlet i hovedsagerne i sag C-59/22 og C-110/22, ikke er karakteriseret ved, at der er indgået én enkelt kontrakt, men ved, at der er indgået kontrakter, der faktisk ville kunne kvalificeres som »flere på hinanden følgende« som omhandlet i rammeaftalens § 5, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

82      Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 besvares med, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at udtrykket »anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold« i denne bestemmelse omfatter en situation, hvor den tidsbegrænsede kontrakt, hvorigennem en ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse er knyttet til en forvaltning, automatisk er blevet forlænget, fordi den pågældende forvaltning ikke inden for den fastsatte frist har afholdt en udvælgelsesprocedure med henblik på permanent besættelse af den stilling, der bestrides af denne arbejdstager.

 Det tredje til det femte spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22

83      Med hensyn til det tredje til det femte spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 har den forelæggende ret præciseret, at der ikke findes spansk lovgivning vedrørende begrebet »tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse«, for så vidt som dette er udviklet i retspraksis. Følgelig er ingen af de bestemmelser, som er omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a)-c), vedtaget af den spanske lovgiver med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, der forlænges successivt.

84      Når dette er sagt, er den forelæggende ret af den opfattelse, at det ikke er udelukket, at artikel 15, stk. 5, i lov om arbejdstageres rettigheder, som fastsætter en grænse for sammenkædningen af tidsbegrænsede kontrakter, i henhold til princippet om EU-konform fortolkning ligeledes finder anvendelse på tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse.

85      Den forelæggende ret har imidlertid anført, at selv hvis dette er tilfældet, er der fortsat tvivl om, hvorvidt den spanske lovgivning er forenelig med rammeaftalens § 5, eftersom nævnte artikel 15, stk. 5, ikke fastsætter en grænse for varigheden eller antallet af – udtrykkelige eller stiltiende – fornyelser af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, men blot fastsætter en tidsmæssig grænse for sammenkædningen af én enkelt tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse med andre, tidsbegrænsede kontrakter.

86      Det er på denne baggrund, at den forelæggende ret med det tredje til det femte spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 nærmere bestemt ønsker oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der hverken indeholder nogen af de bestemmelser, der er omhandlet i § 5, stk. 1, litra a)-c), eller »tilsvarende retsregler« som omhandlet i denne paragraf med henblik på at forhindre misbrug af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse.

87      Det skal i denne henseende bemærkes, således som anført i denne doms præmis 68 og 69, at rammeaftalens § 5, der har til formål at gennemføre et af rammeaftalens formål, nemlig at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, i stk. 1 pålægger medlemsstaterne effektivt og bindende at fastsætte bestemmelser, der regulerer mindst et af de forhold, der opregnes i denne paragraf, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret. De tre opregnede bestemmelser i § 5, stk. 1, litra a)-c), vedrører henholdsvis objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold, den maksimale samlede varighed af disse flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold og antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

88      Medlemsstaterne råder i denne henseende over en skønsmargen, da de har valget mellem at benytte sig af en eller flere af de bestemmelser, der er opregnet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a)-c), eller at opretholde en allerede eksisterende tilsvarende retsregel, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

89      Dermed pålægger rammeaftalens § 5, stk. 1, medlemsstaterne et overordnet formål, der består i at forhindre et sådant misbrug, idet de overlades et valg med hensyn til midlerne til at opnå dette formål, forudsat at de ikke skader formålet med og den effektive virkning af rammeaftalen (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

90      Det bemærkes desuden, at det ikke tilkommer Domstolen at tage stilling til fortolkningen af bestemmelser i national ret, idet denne opgave påhviler de kompetente nationale retter, der bør afgøre, om kravene i rammeaftalens § 5 er opfyldt ved bestemmelserne i den gældende nationale lovgivning (jf. dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

91      Det påhviler således den forelæggende ret at vurdere, i hvilket omfang betingelserne for anvendelse og effektiv gennemførelse af de relevante bestemmelser i national ret udgør en passende foranstaltning for at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

92      Domstolen kan imidlertid i en præjudiciel forelæggelsessag om nødvendigt give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede de nationale retter i deres vurdering (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

93      Det fremgår af sagsakterne for Domstolen, at både den appelindstævnte i hovedsagen i sag C-59/22 og den spanske regering har gjort gældende, at begrebet »ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse«, således som Tribunal Supremo (øverste domstol) har fastslået, opfylder kendetegnene for de tre bestemmelser, der er opregnet i rammeaftalens § 5. For det første er anvendelse af den til denne ansættelsesform svarende kontrakttype begrundet i en objektiv omstændighed, nemlig at sikre adgang til ansættelse i den offentlige sektor på lige vilkår og baseret på fortjeneste, kompetence og offentlighed, samtidig med at anvendelsen af retsstridige kontrakter i denne sektor afhjælpes, indtil den ledige stilling besættes, for det andet har denne kontrakttype en maksimal varighed, der afhænger af offentliggørelsen af stillingsopslaget til besættelse af stillingen, som arbejdstageren selv kan foranledige igangsat, og som skal ske inden for en seneste frist i henhold til spansk ret, og for det tredje er enhver karakter af »flere på hinanden følgende« kontrakter udelukket, for så vidt som denne kontrakttype ikke fornys.

94      Eftersom der i spansk ret ifølge den forelæggende ret, således som det er anført i denne doms præmis 83-85, ikke for kategorien af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse er fastsat bestemmelser med henblik på at forhindre misbrug af disse kontrakter som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a)-c), og eftersom artikel 15, stk. 5, i lov om arbejdstageres rettigheder, selv om denne bestemmelse fortolkes i overensstemmelse med kravene i denne paragraf, heller ikke kan udgøre en sådan bestemmelse, skal der på denne baggrund, for at give den forelæggende ret et brugbart svar, foretages en nærmere undersøgelse af den argumentation, der er fremført af den appelindstævnte i hovedsagen i sag C-59/22 og af den spanske regering, og som er omhandlet i denne doms præmis 93.

95      Hvad for det første angår de objektive omstændigheder, som disse appelindstævnte i hovedsagerne og den spanske regering har anført, nemlig hensynet til at sikre adgang til ansættelse i den offentlige sektor på lige vilkår og baseret på fortjeneste, kompetence og offentlighed, samtidig med at anvendelsen af retsstridige kontrakter i denne sektor afhjælpes, indtil den ledige stilling besættes, skal det bemærkes, at som det fremgår af selve ordlyden af rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), vedrører denne bestemmelse de objektive omstændigheder, der kan begrunde en »fornyelse« af tidsbegrænsede kontrakter, og ikke de objektive omstændigheder, der kan begrunde anvendelsen som sådan af en kontrakttype, såsom tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse.

96      Hvad for det andet angår afholdelse inden for de krævede frister af udvælgelsesprocedurer, der tilsigter permanent besættelse af de stillinger, der midlertidigt er besat med personer med tidsbegrænset ansættelse, skal det bemærkes, at en sådan foranstaltning kan hindre, at disse arbejdstageres usikre status fastholdes, idet den sikrer, at de stillinger, som de bestrider, hurtigt besættes permanent (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 94).

97      Afholdelse af sådanne procedurer inden for de krævede frister vil derfor i princippet i de i hovedsagerne omhandlede situationer kunne forbygge misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, indtil disse stillinger besættes permanent (jf. i denne retning dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 95).

98      Når dette er sagt, fremgår det af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at disse frister i de foreliggende tilfælde – trods den omstændighed, at den i hovedsagerne omhandlede lovgivning fastsætter præcise frister for den pågældende forvaltnings afholdelse af sådanne procedurer – ikke er blevet overholdt, og at disse procedurer ikke afvikles ret ofte.

99      På denne baggrund forekommer en national lovgivning, der fastsætter bestemmelser om afholdelse af udvælgelsesprocedurer, som tilsigter permanent besættelse af de stillinger, der midlertidigt er besat med personer med tidsbegrænset ansættelse, samt præcise frister i denne sammenhæng, men som ikke gør det muligt at sikre, at sådanne procedurer rent faktisk afholdes, ikke at kunne forhindre den pågældende arbejdsgivers misbrug af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold (dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 97).

100    Med forbehold for den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, synes en sådan lovgivning følgelig ikke at udgøre en tilstrækkeligt effektiv og afskrækkende foranstaltning til at sikre den fulde virkning af de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalen, og den kan derfor ikke kvalificeres som en »tilsvarende retsregel« som omhandlet i rammeaftalens § 5.

101    Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje til det femte spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 besvares med, at rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a)-c), skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der hverken indeholder nogen af de bestemmelser, der er omhandlet i denne paragraf, eller »tilsvarende retsregler« som omhandlet heri med henblik på at forhindre misbrug af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse.

 Det sjette og det syvende spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det første og det andet spørgsmål i sag C-159/22

102    Den forelæggende ret ønsker med det sjette og det syvende spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det første og det andet spørgsmål i sag C-159/22 nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der skal betales en fast erstatning svarende til tyve dages løn for hvert arbejdsår, dog højst et års løn, til arbejdstagere, hvis arbejdsgiver har misbrugt anvendelsen af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, der er blevet forlænget successivt.

103    Det bemærkes i denne henseende, at rammeaftalens § 5 ikke foreskriver særlige sanktioner for det tilfælde, at der konstateres misbrug. I en sådan situation påhviler det de nationale myndigheder at vedtage foranstaltninger, der ikke alene skal være forholdsmæssige, men tillige tilstrækkeligt effektive og afskrækkende med henblik på at sikre, at de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft (dom af 13.1.2022, MIUR og Ufficio Scolastico Regionale per la Campania, C-282/19, EU:C:2022:3, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

104    Domstolen har desuden præciseret, at når et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har fundet sted, skal en foranstaltning, der på effektiv og tilsvarende vis sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne, kunne finde anvendelse, således at misbruget sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres. Medlemsstaterne skal nemlig ifølge selve ordlyden af artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70 »træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, at de til enhver tid kan nå de resultater, der er foreskrevet i dette direktiv« (dom af 13.1.2022, MIUR og Ufficio Scolastico Regionale per la Campania, C-282/19, EU:C:2022:3, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

105    I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at den faste erstatning i henhold til spansk ret skal betales til ikkefastansatte arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse ved opsigelsen af deres kontrakter af den grund, at deres stilling er blevet besat, hvilket betyder, enten at de har deltaget i udvælgelsesproceduren, men ikke bestået den, eller at de ikke har deltaget i denne procedure.

106    Domstolen har fastslået, at betaling af en godtgørelse ved kontraktophør ikke gør det muligt at nå det mål, der forfølges med rammeaftalens § 5, som består i at forhindre misbrug, der hidrører fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. En sådan betaling forekommer nemlig at være uafhængig af enhver overvejelse om, hvorvidt en anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er lovlig eller udgør misbrug (dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

107    En sådan foranstaltning forekommer dermed ikke at være egnet til behørigt at sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten, og den synes dermed ikke i sig selv at udgøre en tilstrækkeligt effektiv og afskrækkende foranstaltning til at sikre, at de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft som omhandlet i den retspraksis, hvortil der henvises i denne doms præmis 103 (jf. dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

108    Henset til ovenstående betragtninger skal det sjette og det syvende spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det første og det andet spørgsmål i sag C-159/22 besvares med, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der skal betales en fast erstatning svarende til tyve dages løn for hvert arbejdsår, dog højst et års løn, til arbejdstagere, hvis arbejdsgiver har misbrugt anvendelsen af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, der er blevet forlænget successivt, når betalingen af denne erstatning ved kontraktophør er uafhængig af enhver overvejelse om, hvorvidt anvendelsen af disse kontrakter er lovlig eller udgør misbrug.

 Det ottende og det niende spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det tredje spørgsmål i sag C-159/22

109    Den forelæggende ret ønsker med det ottende spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det tredje spørgsmål i sag C-159/22 nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter de offentlige forvaltninger ifalder ansvar for »retsstridige handlinger« »i overensstemmelse med de gældende regler i de enkelte [af disse] offentlige forvaltninger«.

110    Såfremt disse spørgsmål besvares benægtende, ønsker den forelæggende ret med det niende spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 nærmere bestemt oplyst, om disse nationale bestemmelser, der er vedtaget fra 2017, skal finde anvendelse på misbrug begået før deres respektive ikrafttrædelsesdatoer.

111    I denne henseende bemærkes, at det i overensstemmelse med de krav, der følger af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 103, tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om disse nationale bestemmelser er tilstrækkeligt effektive og afskrækkende til at sikre den fulde virkning af de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalen. Det tilkommer navnlig den forelæggende ret at efterprøve, om de samme nationale bestemmelser udgør effektive foranstaltninger til ikke blot at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, men også til behørigt at sanktionere et sådant misbrug og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten.

112    Det fremgår af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret selv synes at være i tvivl om, hvorvidt de pågældende nationale bestemmelser, nemlig 43. tillægsbestemmelse til lov om statsbudgettet for 2018 og 17. tillægsbestemmelse til EBEP, der er indført ved kongeligt lovdekret nr. 14/2021, er forenelige med rammeaftalens § 5. For det første er udtrykket »retsstridige handlinger« således ikke defineret, og det er derfor for vagt til, at der kan anvendes sanktioner eller ifaldes ansvar i overensstemmelse med legalitetsprincippet og princippet om forudsigelighed. For det andet præciserer disse nationale bestemmelser ikke, hvilket ansvar der kan ifaldes, men henviser blot til de »gældende regler i de enkelte offentlige forvaltninger«, som det ikke er muligt at identificere. For det tredje har den forelæggende ret ikke kendskab til nogen offentlig forvaltning, der er ifaldet ansvar for enten at have tilskyndet til eller indgået flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter.

113    Under disse omstændigheder må det konstateres, at henset til den nationale retlige ramme, der er nævnt i anmodningerne om præjudiciel afgørelse, synes ordlyden af 43. tillægsbestemmelse til lov om statsbudgettet for 2018 og 17. tillægsbestemmelse til EBEP at være så tvetydig og abstrakt, at den ikke gør disse bestemmelser sammenlignelige med den italienske ordning for myndighedsansvar, som Domstolen henviste til i dom af 7. marts 2018, Santoro (C-494/16, EU:C:2018:166), og som – i kombination med andre effektive og afskrækkende foranstaltninger – blev kendt egnet til at begrunde, at den italienske lovgivning var i overensstemmelse med rammeaftalens § 5, med forbehold for den efterprøvelse, som det påhvilede den forelæggende ret at foretage i den sag, der gav anledning til denne dom.

114    Henset til ovenstående betragtninger skal det ottende spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det tredje spørgsmål i sag C-159/22 besvares med, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter de offentlige forvaltninger ifalder ansvar for »retsstridige handlinger« »i overensstemmelse med de gældende regler i de enkelte [af disse] offentlige forvaltninger«, når disse nationale bestemmelser ikke er tilstrækkeligt effektive og afskrækkende til at sikre den fulde virkning af de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalens § 5.

115    Henset til besvarelsen af det ottende spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 er det ufornødent at besvare det niende spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22.

 Det tolvte spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det sjette spørgsmål i sag C-159/22

116    Den forelæggende ret ønsker med det tolvte spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det sjette spørgsmål i sag C-159/22 nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der skal tilrettelægges procedurer til konsolidering af midlertidige stillinger gennem offentlige stillingsopslag med henblik på besættelse af de stillinger, der bestrides af midlertidigt ansatte, herunder ikkefastansatte arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse.

117    I denne henseende bemærkes det, at Domstolen har præciseret, at selv om afholdelse af udvælgelsesprocedurer er en lejlighed for de arbejdstagere, der i forbindelse med deres beskæftigelse har været udsat for misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, til at forsøge at opnå stabilitet i ansættelsen, idet disse i princippet kan deltage i disse procedurer, kan en sådan omstændighed ikke fritage medlemsstaterne fra at overholde forpligtelsen til at træffe en passende foranstaltning med henblik på i behørigt omfang at sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold. Sådanne procedurer, hvis udkomme desuden er usikkert, er nemlig sædvanligvis ligeledes åbne for ansøgere, der ikke har været udsat for et sådant misbrug (jf. i denne retning dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 100).

118    Eftersom afholdelsen af sådanne procedurer er uafhængig af enhver overvejelse om, hvorvidt en anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter udgør misbrug, forekommer den ikke at være egnet til behørigt at sanktionere misbrug af sådanne ansættelsesforhold og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten. Den synes derfor ikke at gøre det muligt at nå det mål, der forfølges med rammeaftalens § 5 (jf. i denne retning dom af 19.3.2020, Sánchez Ruiz m.fl., C-103/18 og C-429/18, EU:C:2020:219, præmis 101).

119    I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at den spanske lovgiver for det første gennem konsolideringsprocedurerne forsøger at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter i de nationale offentlige forvaltninger, uden dog i forbindelse med disse procedurer at opgive at overholde principperne om lighed, fri konkurrence, offentlighed, fortjeneste og kompetence. For det andet kan ikkefastansatte arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse miste deres arbejde, hvis de ikke består de pågældende prøver. For det tredje vil disse arbejdstagere i tilfælde af opsigelse af den tidsubegrænsede kontrakt uden fastansættelse have ret til en fast erstatning svarende til tyve dages løn pr. ansættelsesår, dog højst et års løn.

120    I overensstemmelse med de betragtninger, der følger af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 117 og 118, og som henset til oplysningerne i sagsakterne for Domstolen finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, synes tilrettelæggelsen af de konsolideringsprocedurer, der er fastsat i spansk ret, med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, imidlertid ikke at kunne sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsubegrænsede ansættelsesforhold uden fastansættelse i behørig omfang og dermed eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten.

121    Henset til ovenstående betragtninger skal det tolvte spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det sjette spørgsmål i sag C-159/22 besvares med, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der skal afholdes procedurer til konsolidering af midlertidige stillinger gennem offentlige stillingsopslag med henblik på besættelse af de stillinger, der bestrides af midlertidigt ansatte, herunder ikkefastansatte arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse, når afholdelsen af sådanne procedurer er uafhængig af enhver overvejelse om, hvorvidt anvendelsen af disse tidsbegrænsede kontrakter udgør misbrug.

 Det tiende og det ellevte spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det fjerde og det femte spørgsmål i sag C-159/22

122    Det fremgår af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at mens Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol) er af den opfattelse, at de forfatningsmæssige principper i forfatningens artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, hvorefter adgangen til ansættelse i den offentlige sektor er baseret på overholdelse af principperne om lighed, fortjeneste og kompetence, ikke finder anvendelse på kontraktbaserede ansættelsesforhold, anvender afdelingen for arbejds- og socialretlige sager ved Tribunal Supremo (øverste domstol) på sin side disse principper på sådanne ansættelsesforhold, hvilket ifølge sidstnævnte domstol gør det umuligt at kvalificere arbejdstagere, der ikke er blevet ansat på grundlag af en udvælgelsesprocedure under overholdelse af disse principper, som »fastansatte«, og derfor har gjort det nødvendigt at indføre begrebet »ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse«. Ifølge den forelæggende ret følger det heraf, at ændringen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter og navnlig tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, der forlænges successivt, til tidsubegrænsede kontrakter kan anses for at være i strid med de ovennævnte bestemmelser i forfatningen som fortolket af Tribunal Supremo (øverste domstol).

123    Det er på denne baggrund, at den forelæggende ret med det tiende og det ellevte spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det fjerde og det femte spørgsmål i sag C-159/22 nærmere bestemt ønsker oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at når der ikke findes passende foranstaltninger i national ret med henblik på, i henhold til denne § 5, at forhindre og, efter omstændighederne, sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, herunder tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, der forlænges successivt, bør disse tidsbegrænsede kontrakter ændres til tidsubegrænsede kontrakter, også selv om en sådan ændring er i strid med forfatningens artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, som fortolket af Tribunal Supremo (øverste domstol).

124    I denne henseende følger det af fast retspraksis, at rammeaftalens § 5 ikke fastsætter en forpligtelse for medlemsstaterne til at bestemme, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter skal ændres til en tidsubegrænset kontrakt, ligesom den heller ikke, som nævnt i denne doms præmis 103, fastsætter særlige sanktioner i tilfælde af, at der er konstateret misbrug (dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

125    Det skal desuden bemærkes, at det følger af rammeaftalens § 5, stk. 2, at medlemsstaterne har mulighed for i henhold til de foranstaltninger, der har til formål at hindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, at ændre tidsbegrænsede ansættelsesforhold til tidsubegrænsede ansættelsesforhold, idet den stabilitet i ansættelsen, som disse giver, udgør den væsentligste del af beskyttelsen af arbejdstagerne (dom af 8.5.2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti, C-494/17, EU:C:2019:387, præmis 39).

126    Det tilkommer således de nationale myndigheder at vedtage foranstaltninger, der er forholdsmæssige, effektive og afskrækkende, for at sikre den fulde virkning af de regler, der er fastsat i henhold til rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, og som med henblik herpå kan fastsætte, at tidsbegrænsede kontrakter skal ændres til tidsubegrænsede kontrakter. Hvis et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold har fundet sted, skal en foranstaltning imidlertid kunne finde anvendelse, således at misbruget sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af tilsidesættelsen elimineres (dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

127    Den omhandlede medlemsstats interne retsorden skal imidlertid, for at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede spanske lovgivning, som fortolket af Tribunal Supremo (øverste domstol), hvorved det i den offentlige sektor forbydes at ændre flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, såsom de i hovedsagen omhandlede tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, til en tidsubegrænset kontrakt, kan anses for at være i overensstemmelse med rammeaftalen, indeholde andre effektive foranstaltninger for denne sektor, hvorved misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter forhindres og eventuelt sanktioneres (dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

128    Det følger af det ovenstående, at en lovgivning, der fastsætter en ufravigelig regel, hvorefter kontrakter i tilfælde, hvor der foreligger misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, såsom de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, konverteres til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, kan indebære en foranstaltning, der effektivt sanktionerer et sådant misbrug, og derfor skal anses for at være i overensstemmelse med rammeaftalens § 5 (dom af 8.5.2019, Rossato og Conservatorio di Musica F.A. Bonporti, C-494/17, EU:C:2019:387, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

129    Når dette er sagt, skal det med hensyn til den af den forelæggende ret anførte omstændighed, at en sådan konvertering er i strid med de forfatningsmæssige principper om lighed, fortjeneste og kompetence, således som fortolket af Tribunal Supremo (øverste domstol), bemærkes, at Domstolen har fastslået, at rammeaftalens § 5, stk. 1, ud fra et indholdsmæssigt synspunkt ikke fremstår som ubetinget og tilstrækkeligt præcis til, at en borger kan påberåbe sig bestemmelsen for en national domstol. I medfør af denne bestemmelse er medlemsstaterne nemlig overladt et skøn med hensyn til, hvilken eller hvilke af de i denne paragraf opregnede bestemmelser eller hvilke allerede eksisterende tilsvarende retsregler de ønsker at benytte til at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere. Det er desuden ikke muligt i tilstrækkeligt omfang at fastslå, hvilken minimumsbeskyttelse der under alle omstændigheder skal iværksættes i medfør af rammeaftalens § 5, stk. 1 (dom af 11.2.2021, M.V. m.fl. (Flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i den offentlige sektor), C-760/18, EU:C:2021:113, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

130    Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at det påhviler de nationale retsinstanser ved anvendelsen af nationale retsforskrifter i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål, for at det med direktivet tilsigtede resultat fremkaldes, og for dermed at handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, TEUF. Denne forpligtelse til overensstemmende fortolkning vedrører alle de nationale bestemmelser, hvad enten de er ældre eller yngre end dette direktiv (dom af 11.2.2021, M.V. m.fl. (Flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i den offentlige sektor), C-760/18, EU:C:2021:113, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

131    Kravet om overensstemmende fortolkning af national lovgivning er nemlig uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens opbygning, idet det giver de nationale retsinstanser mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når de afgør den tvist, der er indbragt for dem (dom af 11.2.2021, M.V. m.fl. (Flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i den offentlige sektor), C-760/18, EU:C:2021:113, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

132    De nationale retsinstansers forpligtelse til at henvise til indholdet af et direktiv, når de fortolker og anvender de relevante nationale retsregler, begrænses ganske vist af generelle retsprincipper, og navnlig af retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod tilbagevirkende kraft, og den kan ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret (dom af 11.2.2021, M.V. m.fl. (Flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i den offentlige sektor), C-760/18, EU:C:2021:113, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

133    Princippet om overensstemmende fortolkning kræver ikke desto mindre, at de nationale retsinstanser gør alt, hvad der henhører under deres kompetence – idet de tager den nationale ret i sin helhed i betragtning og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – for at sikre den fulde virkning af det pågældende direktiv og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med direktivet (dom af 11.2.2021, M.V. m.fl. (Flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i den offentlige sektor), C-760/18, EU:C:2021:113, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

134    I det foreliggende tilfælde skal den forelæggende ret således, når misbrug af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter har fundet sted, i videst muligt omfang fortolke og anvende de relevante forskrifter i national ret på en sådan måde, at det sikres, at dette misbrug behørigt sanktioneres, og at konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres. I denne forbindelse påhviler det den forelæggende ret at vurdere, om de relevante bestemmelser i forfatningen eventuelt kan fortolkes således, at de er i overensstemmelse med rammeaftalens § 5, med henblik på at sikre den fulde virkning af direktiv 1999/70 og nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med direktivet (jf. analogt dom af 11.2.2021, M.V. m.fl. (Flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i den offentlige sektor), C-760/18, EU:C:2021:113, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

135    Domstolen har desuden fastslået, at forpligtelsen til at foretage en overensstemmende fortolkning kræver, at de nationale domstole, efter omstændighederne, ændrer en fast retspraksis, såfremt denne er baseret på en fortolkning af national ret, som er uforenelig med formålene med et direktiv. En national retsinstans kan derfor f.eks. ikke med rette antage, at det er umuligt for den at fortolke en national bestemmelse i overensstemmelse med EU-retten, alene som følge af den omstændighed, at den stedse har fortolket denne bestemmelse på en måde, som ikke er forenelig med denne ret (jf. dom af 3.6.2021, Instituto Madrileño de Investigación y Desarrollo Rural, Agrario y Alimentario, C-726/19, EU:C:2021:439, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

136    Det følger for det første af samtlige ovenstående betragtninger, at såfremt den forelæggende ret måtte finde, at den omhandlede interne retsorden ikke inden for den offentlige sektor omfatter effektive foranstaltninger med henblik på at forhindre og, efter omstændighederne, sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, herunder tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, der forlænges successivt, kan ændring af disse kontrakter til et tidsubegrænset ansættelsesforhold udgøre en sådan foranstaltning.

137    For det andet skal den forelæggende ret, såfremt den i et sådant tilfælde desuden måtte finde, at Tribunal Supremos (øverste domstol) faste praksis, til forskel fra Tribunal Constitucionals (forfatningsdomstol) faste praksis, er til hinder for en sådan ændring af kontrakterne, ændre denne praksis fra Tribunal Supremo (øverste domstol), hvis den er baseret på en fortolkning af forfatningens bestemmelser, som er uforenelig med formålene med direktiv 1999/70 og navnlig rammeaftalens § 5.

138    Henset til ovenstående betragtninger skal det tiende og det ellevte spørgsmål i sag C-59/22 og C-110/22 og det fjerde og det femte spørgsmål i sag C-159/22 besvares med, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at når der ikke findes passende foranstaltninger i national ret med henblik på, i henhold til denne § 5, at forhindre og, efter omstændighederne, sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, herunder tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, der forlænges successivt, kan ændring af disse tidsbegrænsede kontrakter til tidsubegrænsede kontrakter udgøre en sådan foranstaltning. Den nationale ret skal i givet fald ændre den faste nationale retspraksis, hvis den er baseret på en fortolkning af de nationale bestemmelser, herunder forfatningsmæssige bestemmelser, som er uforenelig med formålene med direktiv 1999/70 og navnlig rammeaftalens § 5.

 Sagsomkostninger

139    Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

1)      §§ 2 og 3 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP,

skal fortolkes således, at

en ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse skal anses for at være en person med tidsbegrænset ansættelse som omhandlet i denne rammeaftale og dermed for at være omfattet af dennes anvendelsesområde.

2)      § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70,

skal fortolkes således, at

udtrykket »anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold« i denne bestemmelse omfatter en situation, hvor den tidsbegrænsede kontrakt, hvorigennem en ikkefastansat arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse er knyttet til en forvaltning, automatisk er blevet forlænget, fordi den pågældende forvaltning ikke inden for den fastsatte frist har afholdt en udvælgelsesprocedure med henblik på permanent besættelse af den stilling, der bestrides af denne arbejdstager.

3)      § 5, stk. 1, litra a)-c), i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der hverken indeholder nogen af de bestemmelser, der er omhandlet i denne paragraf, eller »tilsvarende retsregler« som omhandlet heri med henblik på at forhindre misbrug af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse.

4)      § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70,

skal fortolkes således, at

den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der skal betales en fast erstatning svarende til tyve dages løn for hvert arbejdsår, dog højst et års løn, til arbejdstagere, hvis arbejdsgiver har misbrugt anvendelsen af tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, der er blevet forlænget successivt, når betalingen af denne erstatning ved kontraktophør er uafhængig af enhver overvejelse om, hvorvidt anvendelsen af disse kontrakter er lovlig eller udgør misbrug.

5)      § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70,

skal fortolkes således, at

den er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter de offentlige forvaltninger ifalder ansvar for »retsstridige handlinger« »i overensstemmelse med de gældende regler i de enkelte [af disse] offentlige forvaltninger«, når disse nationale bestemmelser ikke er tilstrækkeligt effektive og afskrækkende til at sikre den fulde virkning af de regler, der er fastsat i medfør af rammeaftalens § 5.

6)      § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70,

skal fortolkes således, at

den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der skal afholdes procedurer til konsolidering af midlertidige stillinger gennem offentlige stillingsopslag med henblik på besættelse af de stillinger, der bestrides af midlertidigt ansatte, herunder ikkefastansatte arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse, når afholdelsen af sådanne procedurer er uafhængig af enhver overvejelse om, hvorvidt anvendelsen af disse tidsbegrænsede kontrakter udgør misbrug.

7)      § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70,

skal fortolkes således, at

når der ikke findes passende foranstaltninger i national ret med henblik på, i henhold til denne § 5, at forhindre og, efter omstændighederne, sanktionere misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, herunder tidsubegrænsede kontrakter uden fastansættelse, der forlænges successivt, kan ændring af disse tidsbegrænsede kontrakter til tidsubegrænsede kontrakter udgøre en sådan foranstaltning. Den nationale ret skal i givet fald ændre den faste nationale retspraksis, hvis den er baseret på en fortolkning af de nationale bestemmelser, herunder forfatningsmæssige bestemmelser, som er uforenelig med formålene med direktiv 1999/70 og navnlig rammeaftalens § 5.

Underskrifter

*      Processprog: spansk.