Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. CAMPOS SÁNCHEZ-BORDONA
fremsat den 22. februar 2024 (1)
Sag C-76/22
QI
mod
Santander Bank Polska S.A.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (retten i første instans i Warszawa – Wola, tingstedet Warszawa, Polen))
»Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 2014/17/EU – forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse – artikel 25, stk. 1 – førtidig indfrielse af kredit – reduktion af de samlede kreditomkostninger – begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten« – metode til beregning af reduktionen«
1. I henhold til artikel 25, stk. 1, i direktiv 2014/17/EU (2) har forbrugere, som har optaget kredit i forbindelse med fast ejendom til beboelse, ret til at foretage hel eller delvis indfrielse heraf inden aftalens udløb (med en reduktion af renter og omkostninger svarende til den resterende del af aftalens løbetid).
2. Domstolen har tidligere taget stilling til reduktionen af de samlede kreditomkostninger til fordel for forbrugeren som følge af førtidig indfrielse i forbindelse med denne type aftaler (3). Inden længe skal den ligeledes tage stilling til den anden side af ligningen: en (mulig) kompensation til kreditgiveren for de omkostninger, der er direkte forbundet med den pågældende indfrielse (4).
3. Den ret, der har indgivet den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, ønsker at få præciseret bestemte forhold i forbindelse med forbrugerens rettigheder. Den ønsker nærmere bestemt oplyst, hvilken metode der skal anvendes ved beregningen af reduktionen af de omkostninger, der udgør en del af de samlede kreditomkostninger, når der foretages førtidig indfrielse.
I. Retsforskrifter. Direktiv 2014/17
4. 66. betragtning til dette direktiv har følgende ordlyd:
»En forbrugers evne til at tilbagebetale en kredit, inden kreditaftalen udløber, kan spille en vigtig rolle for at fremme konkurrencen på det indre marked og EU-borgernes frie bevægelighed samt for at bidrage til at tilvejebringe den fleksibilitet i kreditaftalers løbetid, der er nødvendig for at fremme finansiel stabilitet i overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet. Der findes imidlertid væsentlige forskelle mellem de nationale principper og betingelser, i henhold til hvilke forbrugerne har evne til at tilbagebetale deres kredit, og de betingelser, på hvilke en sådan indfrielse før tiden kan finde sted. På trods af forskelligartetheden i mekanismerne bag realkreditfinansiering og det eksisterende produktudvalg er det væsentligt på EU-plan at have visse standarder for førtidig indfrielse af kredit for at sikre, at forbrugerne har mulighed for at frigøre sig for deres forpligtelser inden den aftalte dato i kreditaftalen og mulighed for at sammenligne tilbud med henblik på at finde de bedste produkter i forhold til deres behov. Medlemsstaterne bør derfor enten gennem lovgivning eller på anden måde, såsom aftalebestemmelser, sikre, at forbrugerne har ret til førtidig indfrielse. Medlemsstaterne bør imidlertid kunne definere betingelserne for udøvelse af en sådan ret. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden, forskellig behandling, afhængigt af, hvilken type debitorrente der er tale om, eller restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves. Hvis førtidig indfrielse sker i en periode, for hvilken der er aftalt fast forrentning, kan udøvelsen af denne ret gøres betinget af, at der foreligger en legitim interesse hos forbrugeren som fastsat af medlemsstaten. En sådan legitim interesse kan f.eks. opstå i tilfælde af skilsmisse eller arbejdsløshed. De betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, bør kunne omfatte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten. I tilfælde, hvor medlemsstaterne fastsætter, at kreditgiver har ret til kompensation, bør en sådan kompensation være en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten, i overensstemmelse med de nationale regler om kompensation. Kompensationen bør ikke overstige kreditgivers økonomiske tab.«
5. Det bestemmes i artikel 25:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren har ret til helt eller delvis at frigøre sig fra sine forpligtelser i medfør af en kreditaftale, før aftalen udløber. I sådanne tilfælde har forbrugeren ret til en reduktion af forbrugerens samlede kreditomkostninger, der består af renter og omkostninger i den resterende del af aftalens løbetid.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af den i stk. 1 nævnte ret underlægges visse betingelser. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden, en forskellig behandling, afhængigt af, hvilken type debitorrente der er tale om, eller hvornår forbrugeren udøver sin rettighed, eller restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektiv kompensation, når det er berettiget, for mulige omkostninger, som er direkte forbundet med den førtidige indfrielse, men pålægger ikke forbrugeren en sanktion. I den henseende overstiger kompensationen ikke kreditgivers økonomiske tab. Medlemsstaterne kan efter disse betingelser fastsætte, at kompensationen ikke må overstige et vist niveau eller kun tillades i et vist tidsrum.
4. Hvis en forbruger ønsker at frigøre sig fra sine forpligtelser i medfør af en kreditaftale, før aftalen udløber, skal kreditgiver uden forsinkelse efter modtagelse af anmodningen på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium give forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at overveje denne mulighed. Disse oplysninger skal mindst indeholde en angivelse af, hvor store konsekvenser det vil have for forbrugeren at frigøre sig fra sine forpligtelser, før kreditaftalen udløber, og en klar redegørelse for, hvilke antagelser der er anvendt. De eventuelle antagelser, der er anvendt, skal være rimelige og berettigede.
5. Medlemsstaterne kan fastsætte, at udøvelsen af retten i stk. 1 er betinget af, at der foreligger en legitim interesse hos forbrugeren, hvis den førtidige indfrielse sker i en periode, for hvilken der er aftalt fast forrentning.«
II. De faktiske omstændigheder, tvisten og de præjudicielle spørgsmål
6. Den 15. september 2017 indgik QI som forbruger en kreditaftale med henblik på køb af en bolig med retsforgængeren for Santander Bank Polska S.A. (herefter »Santander Bank«) på 106 600 polske zloty (PLN).
7. I aftalen blev der fastsat en låneperiode på 360 måneder samt en »provision for at yde lånet« på 2,50% af det lånte beløb (5). Provisionen blev angivet som en del af de samlede låneomkostninger.
8. Den 4. april 2019 (dvs. 19 måneder efter aftalens indgåelse) indfriede QI lånet fuldt ud før tid.
9. Det var QI’s opfattelse, at Santander Bank skulle tilbagebetale en del af provisionen for at yde lånet, svarende til en periode på 341 måneder. Hun anslog beløbet til 2 462,78 PLN, som hun krævede fra Santander Bank.
10. Den 20. juli 2020 afviste Santander Bank QI’s krav. Den gjorde gældende, at den provision, der var knyttet til kreditgivningen, bestod af en engangsbetaling og var fritaget for forpligtelsen til forholdsmæssig tilbagebetaling.
11. For fuldstændighedens skyld påpegede Santander Bank, at såfremt provisionen for ydelsen af lånet skulle tilbagebetales delvis, ville den del, der skulle tilbagebetales, ikke være forholdsmæssig i forhold til forholdet mellem perioderne, men derimod i forhold til den af långiveren forventede kompensation for forbrugerens udnyttelse af finansieringen.
12. I denne forbindelse har Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (retten i første instans i Warszawa – Wola, tingstedet Warszawa, Polen), som skal træffe afgørelse i tvisten, forelagt følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:
»1) Skal artikel 25, stk. 1, i direktiv 2014/17/EU fortolkes på samme måde som artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/48/EF, dvs. skal denne bestemmelse fortolkes således, at forbrugerens ret til reduktion af de samlede kreditomkostninger ved førtidig indfrielse af et realkreditlån omfatter alle omkostninger, der er pålagt forbrugeren, herunder provision for ydelse af lånet?
2) Skal forpligtelsen til at reducere de samlede kreditomkostninger ved førtidig indfrielse af et realkreditlån, sådan som fastsat i artikel 25, stk. 1, i direktiv 2014/17/EU, fortolkes således, at de samlede kreditomkostninger skal reduceres forholdsmæssigt i forhold til perioden mellem den førtidige indfrielsesdato og den dato, der oprindeligt var aftalt som indfrielsesdatoen for lånet, og den oprindeligt aftalte periode mellem datoen for udbetaling af lånet og datoen for fuld indfrielse af lånet, eller skal reduktionen af de samlede kreditomkostninger være forholdsmæssig i forhold til långiverens tab af de forventede fordele, dvs. forholdet mellem de resterende renter, der skal tilbagebetales efter den førtidige indfrielse af lånet (for perioden fra den faktisk samlede indfrielse til datoen for den oprindeligt aftalte samlede indfrielse), og de renter, der skal betales i hele låneaftalens oprindeligt aftalte løbetid (fra udbetalingsdatoen til datoen for den aftalte samlede indfrielse af lånet)?«
III. Retsforhandlingerne for Domstolen
13. Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev indleveret til Domstolen den 5. februar 2022.
14. Behandlingen ved Domstolen blev udsat, indtil der blev afsagt dom i sag C-555/21, UniCredit Bank Austria.
15. Efter at der den 9. februar 2023 var blevet afsagt dom i den nævnte sag, gjorde Domstolen den forelæggende ret bekendt hermed og adspurgte, om den i lyset af dommens indhold ønskede at fastholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse.
16. Den 22. marts 2023 svarede den forelæggende ret Domstolen, at den fastholdt sin anmodning om præjudiciel afgørelse.
17. Der er indgivet skriftlige indlæg af QI, Santander Bank, den tjekkiske, italienske, polske og portugisiske regering samt Europa-Kommissionen.
18. Det er ikke fundet nødvendigt at afholde et retsmøde.
IV. Bedømmelse
A. Metoder til beregning af reduktionen af de samlede kreditomkostninger for det tilfælde, at provisionen for at yde lånet måtte udgøre en del af tilbagebetalingspligten
19. Efter Domstolens anmodning vil dette forslag til afgørelse fokusere på det andet præjudicielle spørgsmål.
20. Domstolen skal naturligvis alene besvare dette spørgsmål, såfremt den finder, at provisionen for at yde lånet er en omkostning, som er omfattet af den i artikel 25, stk. 1, i direktiv 2014/17 fastsatte reduktion, hvilket er genstand for det første præjudicielle spørgsmål.
21. Jeg vil derfor tage udgangspunkt i, at det første spørgsmål besvares bekræftende. Besvares det benægtende, vil mine betragtninger være overflødige.
22. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om artikel 25, stk. 1, i direktiv 2014/17 skal fortolkes således, at den fastsætter en metode til beregning af reduktionen (6) af de samlede kreditomkostninger (eller af en integreret del af disse samlede omkostninger), såfremt forbrugeren indfrier sin gæld til kreditgiveren før tid.
23. Den ønsker nærmere bestemt oplyst, om to kriterier – eller metoder – til fastlæggelse af, hvor meget provisionen for at yde lånet vil blive reduceret forholdsmæssigt i tilfælde af førtidig indfrielse, er i overensstemmelse med direktiv 2014/17 (7).
24. Ifølge det første kriterium består reduktionsgraden af den kvotient, der opnås ved at dividere:
– længden (i antal dage) af perioden fra dagen efter den førtidige indfrielse af lånet til den dato, hvor hele lånet ifølge aftalen skulle tilbagebetales
– med længden (i antal dage) af perioden mellem datoen for den aftalte låneudbetaling og den oprindeligt aftalte indfrielsesdato for det samlede lån (8).
25. Ifølge det andet kriterium er reduktionen proportional med forholdet (kvotienten) mellem:
– den rente, som kreditor har tabt (for perioden mellem datoen for den førtidige indfrielse og datoen for den oprindeligt aftalte samlede indfrielse af lånet), og
– den samlede rente (for perioden mellem lånets udbetalingsdato og den aftalte dato for den samlede indfrielse heraf) (9).
26. QI har forsvaret den førstnævnte metode, idet hun har gjort gældende, at den anden metode ikke er praktisk gennemførlig. Hun har anført, at realkreditlån på det polske marked har variabel rente. Det er derfor ikke muligt med sikkerhed at fastslå, hvilken rente långiveren forventede at opnå efter den dato, hvor den førtidige indfrielse af lånet fandt sted (10).
27. Kommissionen, som taler for den samme metode, har baseret sit standpunkt på det forhold, at direktiv 2014/17 ikke indeholder henvisninger til nogen bestemt metode. Denne tavshed betyder efter dens opfattelse, at »EU-lovgiver har opfattet reduktionen som en simpel konsekvens af den førtidige indfrielse, hvorfor beregningen heraf ikke volder vanskeligheder« (11).
28. Efter den italienske, den polske og den portugisiske regerings opfattelse har direktiv 2014/17 ikke haft til hensigt at regulere dette aspekt, som derfor er overladt til den enkelte medlemsstat (12). På grundlag af denne fælles betragtning
– hælder den polske regering mod en lineær proportionalitet, som er en metode, der er »mere forståelig og gennemsigtig for forbrugerne, let at anvende og forudsigelig« og derfor velegnet til opfylde målsætningen om at give forbrugeren et højt beskyttelsesniveau (13)
– har den italienske regering ikke udtalt sig ud over, at den har bestridt, at beregningskriteriet skal være ens for alle de omkostninger, der er genstand for reduktion i henhold til artikel 25 i direktiv 2014/17, idet den ligeledes har bestridt, at dette hypotetiske ensartede kriterium skulle være i overensstemmelse med en lineær proportionalitet (14)
– har den portugisiske regering ladet spørgsmålet stå åbent (15).
29. Santander Bank taler for at anvende den anden metode, da den er proportional med kreditgiverens tab af fortjeneste (16).
30. Af de grunde, som jeg vil gøre rede for, er det min opfattelse, at direktiv 2014/17 ikke foreskriver nogen af de to foreslåede kriterier. Faktisk regulerer det ikke metoden til beregning af den del af de samlede kreditomkostninger, der skal reduceres for (eller i givet fald tilbagebetales til) forbrugeren, når denne frigør sig fra sine forpligtelser før tid.
31. Dette standpunkt stemmer til en vis grad overens med det standpunkt, som den forelæggende ret har givet udtryk for ved at fastholde sin anmodning om præjudiciel afgørelse med hensyn til det andet spørgsmål. I sit svar af 22. marts 2023 har den begrundet sin beslutning i, »at begge de fremlagte muligheder angående en reduktion af omkostningerne kan anses for gyldige«, om end den har tilføjet, at den selv »hælder mod en forholdsmæssig reduktion«.
B. Fortolkning af direktiv 2014/17
1. Fortolkning i henhold til ordlyden
32. Rent tekstmæssigt indeholder direktiv 2014/17 ingen vejledning i, hvordan reduktionen af de samlede omkostninger ved en kredit, der indfries før det aftalte tidspunkt, skal beregnes.
33. I artikel 25, stk. 1, i direktiv 2014/17 nævnes alene genstanden for reduktionen (de samlede kreditomkostninger), de poster, som reduktionen omfatter (renter og øvrige omkostninger), samt den tidsmæssige afgrænsning af disse poster (aftalens resterende løbetid).
34. Artikel 25, stk. 4, bestemmer endvidere, at en forbruger, som ønsker at foretage førtidig indfrielse, skal gives »de oplysninger, der er nødvendige for at overveje denne mulighed«. Dernæst præciseres det i bestemmelsen, hvad disse oplysninger mindst skal indeholde, uden at der henvises til nogen beregningskriterier.
35. Artikel 13 i direktiv 2014/17, der omhandler de generelle standardoplysninger, som kreditgiveren skal stille til rådighed vedrørende kreditaftalen, bestemmer i stk. 1, litra k), at de skal omfatte »en beskrivelse af de vilkår, der direkte vedrører førtidig indfrielse«, uden at præcisere, hvilke vilkår der er tale om.
36. Der er ej heller angivet nogen specifik beregningsmetode i det europæiske standardiserede informationsark (ESIS) (17), hvis punkt 9 omhandler retten til førtidig indfrielse og pålægger en forpligtelse til at fastsætte vilkårene for udøvelsen af denne rettighed, såfremt det er relevant (18).
2. Forarbejderne
37. Den europæiske regulering af forbrugerkredit i almindelighed begyndte med direktiv 87/102/EØF (19), som blev efterfulgt af direktiv 2008/48/EF (20). Der blev imidlertid ikke indført en fælles lovgivningsmæssig ramme for forbrugerkreditaftaler med pant eller tilsvarende sikkerhedsstillelse i fast ejendom til beboelse før vedtagelsen af direktiv 2014/17.
38. De tre nævnte direktiver indeholder bestemmelser om forbrugerens ret til førtidig indfrielse af lån (21). I denne henseende er der i de respektive forarbejder enighed om følgende:
– Der var uenighed om, hvorvidt et europæisk instrument sikrede en sådan ret, i lyset af henholdsvis de forskellige løsninger i medlemsstaterne og vanskeligheden ved at finde en balance mellem alle de tilstedeværende interesser (22).
– Der var ingen diskussion vedrørende reduktionen af de samlede kreditomkostninger i forbindelse med en førtidig indfrielse af kreditten. En sådan reduktion, som i henhold til direktiv 87/102 skal være »rimelig«, anvendes i de to andre direktiver på renter og omkostninger, idet Domstolen har foretaget en nøjagtig præcisering heraf for hvert enkelt direktiv (23).
39. Forslaget om at vedtage et ensartet kriterium for beregningen af den nævnte reduktion er kun fremsat hvad angår direktiv 87/102 i forbindelse med den eventuelle reform heraf (24). Medmindre jeg tager fejl, blev det ikke taget op under forhandlingerne om direktiv 2008/48, og ej heller ikke i forbindelse med direktiv 20[14]/17 om kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse (25).
3. Kontekst
40. En systematisk fortolkning leder ej heller til identifikationen af et specifikt kriterium for beregning af reduktionen af de samlede kreditomkostninger i artikel 25, stk. 1, i direktiv 2014/17.
41. Jeg har ved en anden lejlighed redegjort for, at direktiv 2014/17 indeholder en ufuldstændig regulering af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og at direktivet med få undtagelser foretager en minimal harmonisering (26).
42. For så vidt angår førtidig indfrielse af en kredit har EU-lovgiver anerkendt forbrugerens ret hertil og til at få reduceret de samlede skyldige omkostninger i forbindelse hermed. EU-lovgiver har derimod overladt det til medlemsstaterne at sikre denne ret (27) og giver dem mulighed for at gøre udøvelsen af retten betinget, idet de indrømmes et vidt råderum i forbindelse hermed (28).
43. Selv om metoden til beregning af reguleringen af de samlede kreditomkostninger ikke udtrykkeligt er opregnet blandt de spørgsmål, som det tilkommer den enkelte nationale lovgiver at afgøre, er det min opfattelse, at den udgør et af disse:
– Dels fordi opregningen af disse spørgsmål er eksemplificerende (29).
– Dels fordi fraværet af enhver omtale af denne beregning står i kontrast til den detaljeringsgrad, hvormed samme direktiv 2014/17 regulerer, hvordan andre værdier skal bestemmes (30).
44. Ej heller ved en læsning af artikel 25 i direktiv 2014/17 i sin helhed er det muligt at udlede en specifik metode til beregning af den her omtvistede reduktion.
45. Det er efter min opfattelse ikke muligt at anerkende kriteriet vedrørende »rentekurve« ud fra henvisningen i artikel 25, stk. 3, i direktiv 2014/17 (31) til kreditgiverens ret til kompensation (32). Dette stykke giver den enkelte nationale lovgiver mulighed for at afgøre, om en sådan ret eksisterer eller ej.
46. Præferencen for den anden metode, dvs. den lineære proportionalitet, med den begrundelse, at den (angiveligt) er enkel (33) eller endda den »enkleste« for forbrugeren (34), forekommer mig at være udelukket i lyset af artikel 25, stk. 4, i direktiv 2014/17.
47. I henhold til denne bestemmelse har kreditgiveren en pligt til at give oplysninger til den forbruger, der giver udtryk for sit ønske om at indfri kreditten før tid. Det påhviler nærmere bestemt den erhvervsdrivende at angive, »hvor store konsekvenser det vil have for forbrugeren at frigøre sig fra sine forpligtelser, før kreditaftalen udløber, og en klar redegørelse for, hvilke antagelser der er anvendt«.
48. Ved at pålægge kreditgiveren denne forpligtelse har EU-lovgiver anerkendt de iboende vanskeligheder ved beregningerne i forbindelse med førtidig indfrielse af kreditten. Samtidig har den udelukket, at det skal være forbrugeren, der foretager beregningerne (35), hvilket efter min opfattelse står i kontrast til forkærligheden for et bestemt beregningskriterium, blot fordi det anses for at være enkelt eller det enkleste.
49. Endelig skal jeg i et bredere kontekstuelt perspektiv erindre om, at der ej heller i direktiv 2008/48 hældes mod en bestemt beregningsmetode, ligesom Domstolen ikke har udtalt sig herom i forbindelse med sin fortolkning af direktivet (36).
4. Formål
50. Direktiv 2014/17 harmoniserer aspekter af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse med henblik på »at få etableret et velfungerende indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse« på området for sådanne aftaler. Direktivet stræber ligeledes efter »at sikre, at forbrugere, der ønsker sådanne aftaler, kan indgå disse i tillid til, at de kreditinstitutter, som de indgår aftale med, handler på en professionel og ansvarlig måde« (37).
51. På linje hermed sigter direktivet mod at »udvikle et mere gennemsigtigt, effektivt og konkurrencedygtigt indre marked gennem sammenhængende, fleksible og rimelige kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og samtidig fremme bæredygtig långivning og låntagning og finansiel integration og dermed skabe et høj[t] niveau af forbrugerbeskyttelse« (38).
52. I denne sammenhæng vil en anerkendelse af muligheden for at tilbagebetale en kredit, inden kreditaftalen udløber, fremme »konkurrencen på det indre marked og EU-borgernes frie bevægelighed« og tilvejebringe »den fleksibilitet i kreditaftalers løbetid, der er nødvendig for at fremme finansiel stabilitet i overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet«. I overensstemmelse med disse målsætninger gives forbrugerne mulighed for at finde de bedste produkter i forhold til deres behov, også mens kreditaftalen er i kraft (39).
53. Efter min opfattelse kan der af disse målsætninger hverken direkte eller indirekte udledes en specifik metode til beregning af reduktionen af de samlede kreditomkostninger. Dette gælder så meget desto mere, når det i selve direktiv 2014/17 anerkendes, at der er væsentlige forskelle mellem medlemsstaterne for så vidt angår »de nationale principper og betingelser, i henhold til hvilke forbrugerne har evne til at tilbagebetale deres kredit«, og der udtrykkeligt anføres en hensigt om at respektere disse (40).
54. Navnlig forekommer det mig ikke, at der i målsætningen om at opnå »en høj grad af forbrugerbeskyttelse« er tilstrækkelig støtte til at kunne vælge den ene metode, og samtidig udelukke den anden. Det er efter min opfattelse ikke tvingende nødvendigt at fortolke denne målsætning således, at EU-lovgiver har foretrukket ét kriterium til beregning af reduktionen (som i teorien er mere forståeligt og lettere for forbrugeren at anvende i praksis) blandt alle de tilladte.
55. Noget helt andet er, at omstændighederne i forbindelse med en sådan reduktion, såsom beregningsmetoden, hverken retligt eller faktisk må lede til, at selve retten til indfrielse bortfalder, eller virke prohibitivt for udøvelsen heraf (41).
56. Direktiv 2014/17 anerkender, at forbrugere, der optager kredit til køb af fast ejendom til beboelse, har ringe finansiel viden (42). Med udgangspunkt heri udgør den erhvervsdrivendes tilvejebringelse af kvalitetsinformation tyngdepunktet i forbrugerbeskyttelsen (43).
57. Direktiv 2014/17 fritager navnlig forbrugeren fra at foretage beregningerne i forbindelse med den førtidige indfrielse af en kredit, og overlader på dette område beskyttelsen af forbrugeren til de regler, der fastsætter pligten til på gennemsigtig vis (44) at forklare forbrugeren, hvordan reduktionen af de samlede kreditomkostninger vil blive beregnet.
58. Direktiv 2014/17 foreskriver udtrykkeligt, at kreditgiveren, såfremt forbrugeren anmoder om at udøve sin ret til førtidig indfrielse af kreditten, straks skal give vedkommende de oplysninger, der er nødvendige for at overveje denne mulighed, på papir eller ved hjælp af et andet varigt medium. Disse oplysninger skal mindst indeholde en angivelse af de økonomiske konsekvenser ved indfrielsen, idet der tydeligt skal redegøres for, hvilke antagelser der ligger til grund herfor (45).
59. I forbindelse med opfyldelsen af denne forpligtelse er den erhvervsdrivende – ligesom det er tilfældet med enhver anden forpligtelse, der er knyttet til aftalens gennemførelse – underlagt de regler med hensyn til god skik, som er fastsat i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2014/17 (46). Forbrugeren nyder ligeledes godt af den beskyttelse, der gives ved andre direktiver (47).
C. Nødvendigheden af at specificere metoden til beregning af reduktionen i kreditaftalen
60. Direktiv 2014/17 tilsigter ikke at lade forbrugeren foretage beregningen af den reduktion, der er forbundet med en førtidig indfrielse af kreditten. Det er under alle omstændigheder min opfattelse, at låntageren har ret til på forhånd at vide, hvordan transaktionen vil blive gennemført, samt at kontrollere, hvorledes den har fundet sted, når den er blevet gennemført.
61. Oplysningskravet i artikel 25, stk. 4, i direktiv 2014/17 sikrer ikke i sig selv denne rettighed, eftersom kravet alene udløses, når forbrugeren anmoder om førtidig indfrielse af kreditten. ESIS-arket indeholder ikke nogen ordret beskrivelse af det beregningskriterium, der til sin tid vil blive anvendt på reduktionen (48).
62. På områder, der ligger tæt op ad det, vi beskæftiger os med her, som f.eks. det område, der reguleres ved direktiv 2008/48, har Domstolen fastslået følgende:
– Långiveren skal til forbrugeren fremsende »en kopi af låneaftalen og alle de oplysninger om tilbagebetaling af lånet, som ikke fremgår af selve aftalen, men som er nødvendige dels for at verificere beregningen af det beløb, som svarer til reduktionen af de samlede kreditomkostninger, som forbrugeren kan kræve som følge af den førtidige tilbagebetaling, dels for at give forbrugeren mulighed for at anlægge et eventuelt søgsmål om inddrivelse af dette beløb« (49).
– For så vidt angår beregningen af den kompensation, der er forbundet med en førtidig indfrielse af lånet, skal aftalen »angive metoden for beregning af denne kompensation på en konkret og let forståelig måde for en gennemsnitsforbruger, således at forbrugeren kan fastlægge, hvor meget den kompensation, der skal betales i tilfælde af førtidig indfrielse, andrager på grundlag af oplysningerne i aftalen« (50).
63. Denne retspraksis kan efter min opfattelse overføres til den reduktion af de samlede kreditomkostninger, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, i direktiv 2014/17. Således vil forbrugeren, fra det øjeblik han indgår aftalen, med sikkerhed vide: a) at han har ret til at indfri lånet før tid, og b) hvordan de samlede kreditomkostninger vil blive justeret, dvs. parametrene for justeringen af de samlede kreditomkostninger, såfremt han på et senere tidspunkt beslutter at frigøre sig for sine forpligtelser før tid.
D. Overførsel af disse betragtninger på den foreliggende sag
64. Såfremt Domstolen er enig i den tilgang, som jeg foreslår, vil den kunne fastslå, at direktiv 2014/17 ikke hælder mod (og ej heller hverken pålægger eller forbyder) et af de kriterier, som den forelæggende ret har beskrevet i sit andet præjudicielle spørgsmål. Følgelig skal den forelæggende rets afgørelse baseres på argumenter af en anden art.
65. Den forelæggende ret hælder i sin forelæggelsesafgørelse og i den afgørelse, hvori den har bekræftet sin anmodning om præjudiciel afgørelse, mod en reduktion, som er »forholdsmæssig i forhold til forholdet mellem den periode, hvori aftalen ikke opfyldes (på grund af førtidig indfrielse), og den oprindeligt aftalte periode, hvori aftalen skulle have været gældende« (51).
66. Den polske regering har anført, at det er denne metode, der anvendes af andre domstole i medlemsstaten, og at den nationale retsorden ikke indeholder nogen bestemmelser vedrørende beregning af justeringen af de samlede kreditomkostninger (52).
67. At denne metode skulle være den mest enkle af de to nævnte metoder, eller endog den mest forståelige for gennemsnitsforbrugeren (53), betyder ikke, at det er den eneste metode, der tillades ved direktiv 2014/17. Dette direktiv pålægger som nævnt ikke en anvendelse af den ene metode frem for den anden, men det forbyder ej heller, at den metode, som den forelæggende ret lader til at foretrække, anvendes »som standard«.
E. Tidsmæssig begrænsning af virkningerne af Domstolens dom
68. Ifølge den italienske regering vil en afgørelse fra Domstolen, hvori artikel 25 i direktiv 2014/17 fortolkes således, at bestemmelsen foreskriver et eller flere specifikke kriterier for beregning af størrelsen af reduktionen i de samlede kreditomkostninger, i en nær fremtid kunne lede til, at aftalte vilkår i realkreditaftaler, hvori der er anvendt andre kriterier, bliver ugyldige eller mister deres virkning.
69. Det er den italienske regerings opfattelse, at en erklæring i denne retning fra Domstolen vil skabe en ny bølge af såvel retslige som udenretslige tvister. Den har derfor anmodet Domstolen om at begrænse den tidsmæssige virkning af en sådan dom, således at den får virkning ex nunc (54).
70. Såfremt Domstolen er enig i mit forslag, vil den italienske regerings anmodning miste sin genstand. Under alle omstændigheder er det ikke min opfattelse, at den tidsmæssige begrænsning, som den italienske regering har slået til lyd for, er hensigtsmæssig, eftersom det, ligesom det var tilfældet i sag C-555/21, UniCredit Bank Austria (55), ikke er påvist, at de betingelser, der i henhold til Domstolens praksis kræves i denne henseende, er opfyldt (56).
V. Forslag til afgørelse
71. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at det andet præjudicielle spørgsmål fra Sąd Rejonowy dla Warszawy-Woli w Warszawie (retten i første instans i Warszawa – Wola, tingstedet Warszawa, Polen) besvares som følger:
»Artikel 25, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010
skal fortolkes således, at
bestemmelsen, for det tilfælde, at forbrugeren udøver sin ret til helt eller delvist at frigøre sig fra sine forpligtelser i medfør af en kreditaftale inden aftalens udløb, ikke fastsætter en konkret metode til beregning af reduktionen af de samlede kreditomkostninger for så vidt angår omkostningerne i den resterende del af aftalens løbetid.«