Domstolens dom (Femte Afdeling) af 24. november 2016 – SECIL - Companhia Geral de Cal e Cimento SA mod Fazenda Pública (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Tributário de Lisboa – Portugal)
(Sag C-464/14) 1
(Præjudiciel forelæggelse – frie kapitalbevægelser – artikel 63 til 65 TEUF – associeringsaftalen EF-Tunesien – artikel 31, 34 og 89 – associeringsaftalen EF-Libanon – artikel 31, 33 og 85 – juridiske personers indkomstskat – udbytte modtaget fra et selskab etableret i det udbyttemodtagende selskabs medlemsstat – udbytte modtaget fra et selskab etableret i et tredjeland, der er part i associeringsaftalen – forskellig behandling – restriktion – begrundelse – effektiv skattekontrol – mulighed for at påberåbe sig artikel 64 TEUF over for associeringsaftalerne EF-Tunesien og EF-Libanon)
Processprog: portugisisk
Den forelæggende ret
Tribunal Tributário de Lisboa
Parter i hovedsagen
Sagsøger: SECIL - Companhia Geral de Cal e Cimento SA
Sagsøgt: Fazenda Pública
Konklusion
Artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at:
Et i Portugal etableret selskab, der modtager udbytte fra selskaber, der er etableret i henholdsvis Tunesien og Libanon, kan påberåbe sig artikel 63 TEUF med henblik på at anfægte den skattemæssige behandling af dette udbytte i denne medlemsstat, som er baseret på en lovgivning, der ikke har til formål at finde anvendelse udelukkende på situationer, hvor det udbyttemodtagende selskab udøver en afgørende indflydelse på det udbytteudloddende selskab.
En lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, fuldt ud eller delvist kan fradrage udbytte i sit beskatningsgrundlag, når udbyttet udloddes af et selskab, der er hjemmehørende i den samme medlemsstat, men ikke kan foretage et sådant fradrag, når det udbytteudloddende selskab er hjemmehørende i et tredjeland, udgør en restriktion for kapitalbevægelserne mellem medlemsstaterne og tredjelande, der principielt er forbudt i henhold til artikel 63 TEUF.
Afvisningen af at indrømme fuldt eller delvist fradrag i beskatningsgrundlaget for det modtagne udbytte i medfør af artikel 46, stk. 1 og 8, i Código do Imposto sobre o Rendimento das Pessoas Coletivas (lov om selskabsbeskatning) i den affattelse, der var gældende i 2009, kan begrundes i tvingende almene hensyn til behovet for at sikre en effektiv skattekontrol, når det viser sig umuligt for de kompetente skattemyndigheder i den medlemsstat, hvor det udbyttemodtagende selskab er hjemmehørende, at indhente oplysninger fra det tredjeland, hvor det udbytteudloddende selskab er hjemmehørende, der gør det muligt at kontrollere, at betingelsen om det sidstnævnte selskabs skattepligt er opfyldt.
Afvisningen af at indrømme delvist fradrag i medfør af artikel 46, stk. 11, i lov om selskabsbeskatning i den nævnte affattelse kan ikke begrundes i tvingende almene hensyn til behovet for at sikre en effektiv skattekontrol, når denne bestemmelse kan anvendes på situationer, hvor det ikke kan kontrolleres, om det udbytteudloddende selskab er skattepligtigt i den stat, hvor det er hjemmehørende, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre.
Artikel 64, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at:
For så vidt som vedtagelsen af ordningen om skattemæssige fordele ved aftalebaserede investeringer i artikel 41, stk. 5, litra b), i Estatuto dos Benefícios Fiscais (lov om skattefordele) i den affattelse, der var gældende i 2009, samt den i denne lovs artikel 42 fastlagte ordning om udbytte hidrørende fra de afrikanske lande, der har portugisisk som officielt sprog, og Timor-Leste ikke har ændret den retlige ramme for den skattemæssige behandling af udbytte hidrørende fra Tunesien eller Libanon, har vedtagelsen af de nævnte ordninger ikke påvirket den omstændighed, at det skal kvalificeres som en eksisterende restriktion at udelukke muligheden for at opnå fuldt eller delvist fradrag for udbytte, der udloddes af selskaber, der er etableret i disse tredjelande.
En medlemsstat giver afkald på muligheden i artikel 64, stk. 1, TEUF, når den, uden formelt at ophæve eller ændre den eksisterende lovgivning, indgår en international aftale, såsom en associeringsaftale, der i en bestemmelse, som har direkte virkning, fastsætter en liberalisering af en af de kapitalkategorier, der er omhandlet i nævnte artikel 64, stk. 1. En sådan ændring af den retlige ramme skal med hensyn til dens indvirkning på muligheden for at påberåbe sig artikel 64, stk. 1, TEUF følgelig sidestilles med indførelsen af en ny lovgivning, der hviler på andre principper end den eksisterende lovgivning.
Artikel 34, stk. 1, i Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side, undertegnet i Bruxelles den 17. juli 1995 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs vegne ved Rådets og Kommissionens afgørelse 98/238/EF/EKSF af 26. januar 1998, skal fortolkes således, at:
Denne bestemmelse har direkte virkning og kan påberåbes i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor et i Portugal hjemmehørende selskab modtager udbytte fra et selskab, der er hjemmehørende i Tunesien, som følge af den direkte investering, som dette har foretaget i det udbytteudloddende selskab, med henblik på at anfægte den skattemæssige behandling af dette udbytte i Portugal.
En lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, fuldt ud eller delvist kan fradrage modtaget udbytte i sit beskatningsgrundlag, når udbyttet udloddes af et selskab, der er hjemmehørende i den samme medlemsstat, men ikke kan foretage et sådant fradrag, når det udbytteudloddende selskab er hjemmehørende i Tunesien, udgør en restriktion for kapitalbevægelserne mellem medlemsstaterne og tredjelande, der principielt er forbudt for så vidt angår direkte investeringer og navnlig hjemtagelse af disse investeringer i medfør af denne aftales artikel 34, stk. 1.
Denne bestemmelses virkning i en situation som den i hovedsagen omhandlede begrænses ikke i medfør af nævnte aftales artikel 89.
Afvisningen af at indrømme fuldt eller delvist fradrag i beskatningsgrundlaget for det modtagne udbytte i medfør af artikel 46, stk. 1 og 8, i lov om selskabsbeskatning i den affattelse, der var gældende i 2009, kan begrundes i tvingende almene hensyn til behovet for at sikre en effektiv skattekontrol, når det viser sig umuligt for de kompetente skattemyndigheder i den medlemsstat, hvor det udbyttemodtagende selskab er hjemmehørende, at indhente oplysninger fra Den Tunesiske Republik – hvor det udbytteudloddende selskab er hjemmehørende – der gør det muligt at kontrollere, at betingelsen om det udbytteudloddende selskabs skattepligt er opfyldt.
Afvisningen af at indrømme et sådant delvist fradrag i medfør af artikel 46, stk. 11, i lov om selskabsbeskatning i den nævnte affattelse kan ikke begrundes i tvingende almene hensyn til behovet for at sikre en effektiv skattekontrol, når denne bestemmelse kan anvendes på situationer, hvor det ikke kan kontrolleres, om det udbytteudloddende selskab er skattepligtigt i Tunesien, hvor det er hjemmehørende, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre.
Artikel 31 i Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side, undertegnet i Luxembourg den 17. juni 2002 og godkendt på vegne af Det Europæiske Fællesskab ved Rådets afgørelse 2006/356/EF af 14. februar 2006, skal fortolkes således, at:
Denne bestemmelse har direkte virkning.
En situation som den i hovedsagen omhandlede, der vedrører den skattemæssige behandling af udbytte som følge af direkte investeringer foretaget i Libanon af en person, der er hjemmehørende i Portugal, henhører under denne aftales artikel 33, stk. 2. Følgelig er nævnte aftales artikel 33, stk. 1, ikke til hinder for, at aftalens artikel 31 påberåbes i det foreliggende tilfælde.
En lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, fuldt ud eller delvist kan fradrage modtaget udbytte i sit beskatningsgrundlag, når udbyttet udloddes af et selskab, der er hjemmehørende i den samme medlemsstat, men ikke kan foretage et sådant fradrag, når det udbytteudloddende selskab er hjemmehørende i Libanon, udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der principielt er forbudt i medfør af artikel 31 i Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side.
Denne bestemmelses virkning i en situation som den i hovedsagen omhandlede begrænses ikke i medfør af denne aftales artikel 85.
Afvisningen af at indrømme fuldt eller delvist fradrag i beskatningsgrundlaget for det modtagne udbytte i medfør af artikel 46, stk. 1 og 8, i lov om selskabsbeskatning i den affattelse, der var gældende i 2009, kan begrundes i tvingende almene hensyn til behovet for at sikre en effektiv skattekontrol, når det viser sig umuligt for de kompetente skattemyndigheder i den medlemsstat, hvor det udbyttemodtagende selskab er hjemmehørende, at indhente oplysninger fra Den Libanesiske Republik – hvor det udbytteudloddende selskab er hjemmehørende – der gør det muligt at kontrollere, at betingelsen om det udbytteudloddende selskabs skattepligt er opfyldt.
Afvisningen af at indrømme et sådant delvist fradrag i medfør af artikel 46, stk. 11, i lov om selskabsbeskatning i den nævnte affattelse kan ikke begrundes i tvingende almene hensyn til behovet for at sikre en effektiv skattekontrol, når denne bestemmelse kan anvendes på situationer, hvor det ikke kan kontrolleres, om det udbytteudloddende selskab er skattepligtigt i Libanon, hvor det er hjemmehørende, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre.
Hvad angår konsekvenserne for hovedsagen af fortolkningen af artikel 63 TEUF – 65 TEUF og Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side samt Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side:
Når myndighederne i den medlemsstat, hvor det udbyttemodtagende selskab er hjemmehørende, kan indhente oplysninger fra Den Tunesiske Republik – hvor det udbytteudloddende selskab er hjemmehørende – der gør det muligt at kontrollere, at betingelsen om det udbytteudloddende selskabs skattepligt er opfyldt, er artikel 63 TEUF og 65 TEUF samt artikel 34, stk. 1, i Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side til hinder for, at det afvises at indrømme fuldt eller delvist fradrag i beskatningsgrundlaget for det selskab, som modtog det udloddede udbytte, i medfør af artikel 46, stk. 1, eller artikel 46, stk. 8, i lov om selskabsbeskatning i den affattelse, der var gældende i 2009, uden at Den Portugisiske Republik kan påberåbe sig artikel 64, stk. 1, TEUF i denne forbindelse.
Artikel 63 TEUF og 65 TEUF samt artikel 34, stk. 1, i Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side og artikel 31 i Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Libanesiske Republik på den anden side er til hinder for, at det afvises at indrømme delvist fradrag i beskatningsgrundlaget for det selskab, som modtog det udloddede udbytte, i medfør af artikel 46, stk. 11, i lov om selskabsbeskatning i den nævnte affattelse, når denne bestemmelse kan anvendes på situationer, hvor det ikke kan kontrolleres, om de udbytteudloddende selskaber er skattepligtige i Tunesien eller i Libanon, hvor de er hjemmehørende, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, uden at Den Portugisiske Republik kan påberåbe sig artikel 64, stk. 1, TEUF i denne forbindelse.
De beløb, der er opkrævet i strid med EU-retten, skal tilbagebetales med renter til den skattepligtige.
____________1 EUT C 34 af 02.02.2015.