Sag T-112/07

Hitachi Ltd m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for projekter angående gasisoleret koblingsudstyr – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 – opdeling af markedet – ret til forsvar – bevis for overtrædelse – samlet og vedvarende overtrædelse – bøder – overtrædelsens grovhed og varighed – afskrækkende virkning – samarbejde«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – rækkevidde – manglende udlevering af et dokument – følger

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

2.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – meddelelse af svar på klagepunktsmeddelelsen – betingelser – grænser

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

3.      Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelse – skriftlige vidneudsagn fra medarbejdere i et selskab, der er involveret i overtrædelsen – bevisværdi – vurdering

(Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

4.      Fællesskabsret – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – procedure på konkurrenceområdet

(Art. 6, stk. 2, EU; art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier

(Art. 81, stk. 1, EF)

6.      Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis for overtrædelse – vurdering af de forskellige bevisers bevisværdi – kriterier

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53)

7.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed

(Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – bødefritagelse eller bødenedsættelse som modydelse for den forfulgte virksomheds samarbejde

(Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 21)

9.      Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – konkurrencebegrænsning – bedømmelseskriterier – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1 )

10.    Konkurrence – karteller – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – begreb – personligt ansvar for hele overtrædelsen for de virksomheder, der deltager i overtrædelsen – betingelser

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1)

11.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed

(Art. 81, stk. 1, EF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

12.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – afskrækkende virkning

(Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1 A)

1.      Som en logisk følge af princippet om overholdelse af retten til forsvar indebærer retten til aktindsigt i en administrativ procedure på konkurrencerettens område, at Kommissionen skal give den pågældende virksomhed mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for virksomhedens forsvar. Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger.

Den omstændighed, at et dokument, som Kommissionen har benyttet som grundlag for at anse en virksomhed for skyldig, ikke er blevet udleveret, udgør kun en tilsidesættelse af retten til forsvar, hvis den berørte virksomhed påviser, at det resultat, som Kommissionen er nået frem til i beslutningen, ville have været et andet, såfremt et ikke udleveret dokument måtte udelukkes som belastende bevis.

Hvad angår den situation, hvor et diskulperende dokument ikke er blevet fremlagt, skal den berørte virksomhed blot godtgøre, at den manglende fremlæggelse heraf har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens beslutning til skade for den. Det er således tilstrækkeligt, at virksomheden påviser, at den kunne have anvendt det nævnte diskulperende dokument til sit forsvar i den forstand, at såfremt den kunne have henvist til det under den administrative procedure, havde den kunnet gøre omstændigheder gældende, der ikke stemte overens med de følgeslutninger, som Kommissionen var nået frem til i denne fase, og havde således på den ene eller den anden måde kunnet øve indflydelse på Kommissionens vurderinger i en eventuel beslutning, i det mindste hvad angår grovheden og varigheden af den adfærd, som virksomheden blev kritiseret for, og dermed på bødeniveauet.

(jf. præmis 31, 36 og 37)

2.      I forbindelse med en sag om overtrædelse af konkurrencereglerne er det først i begyndelsen af den administrative kontradiktoriske fase, at den berørte virksomhed gennem klagepunktsmeddelelsen bliver underrettet om alle de væsentlige omstændigheder, som Kommissionen støtter sig på på dette trin af proceduren, og at virksomheden har ret til aktindsigt for at sikre en effektiv udøvelse af dens ret til forsvar. Følgelig er de andre karteldeltagende virksomheders svar på klagepunktsmeddelelsen i princippet ikke inkluderet i den samling af dokumenter i de forberedende sagsakter, som parterne kan konsultere.

Hvis Kommissionen imidlertid agter at anvende et uddrag af et svar på en klagepunktsmeddelelse eller et dokument, som er vedlagt svaret, med henblik på at føre bevis for en overtrædelse i forbindelse med en procedure i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, skal de øvrige virksomheder i proceduren have mulighed for at udtale sig om et sådant bevis. I så fald udgør det pågældende uddrag af svaret på klagepunktsmeddelelsen eller det dokument, der er vedlagt svaret, belastende materiale i forhold til de forskellige virksomheder, som angiveligt deltog i overtrædelsen.

Hvis et sådant uddrag af et svar på en klagepunktsmeddelelse eller et dokument, som er vedlagt svaret, kan være relevant for en virksomheds forsvar, eftersom uddraget eller dokumentet giver virksomheden mulighed for at påberåbe sig beviser, der ikke stemmer overens med de følgeslutninger, som Kommissionen er nået frem til i denne fase, udgør uddraget eller dokumentet ud fra en analog betragtning et diskulperende bevis. Den pågældende virksomhed skal i så fald have mulighed for at undersøge uddraget eller dokumentet og udtale sig herom.

(jf. præmis 32-34)

3.      Skriftlige vidneudsagn fra en virksomheds medarbejdere, der er afgivet over for virksomheden og fremlagt af virksomheden i forbindelse med dens forsvar inden for rammerne af en administrativ procedure om overtrædelse af konkurrencereglerne, der gennemføres af Kommissionen, kan i princippet ikke kvalificeres som beviser, der er forskellige fra og uafhængige af virksomhedens egne erklæringer. En virksomheds standpunkt med hensyn til realiteten af de faktiske omstændigheder, som Kommissionen foreholder virksomheden, er nemlig først og fremmest baseret på den viden, som virksomhedens medarbejdere og ledere besidder, og de synspunkter, som de tilkendegiver.

Vidneudsagn fra medarbejdere i en virksomhed, der har deltaget i et kartel, udgør ikke særskilte beviser, der er uafhængige af virksomhedens erklæringer, idet disse vidner udtalte sig til Kommissionen på den pågældende virksomheds initiativ og inden for rammerne af dennes pligt til at samarbejde i henhold til meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager under tilstedeværelse af den pågældende virksomheds eksterne advokat. De omhandlede vidneudsagn kan derfor ikke bestyrke erklæringerne fra den virksomhed, hvori de er ansat. De udgør snarere et supplement til de nævnte erklæringer og kan indeholde en præcisering og en konkretisering heraf. Sådanne vidneudsagn skal derfor tillige bestyrkes af andre beviser.

(jf. præmis 48 og 129)

4.      Er Retten i tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, hvortil den beslutning er rettet, hvori der fastslås en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF. Retten kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvorved der pålægges en bøde.

I denne sidstnævnte situation skal der nemlig tages hensyn til princippet om uskyldsformodning, hvilket princip bl.a. fremgår af artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention, som indgår blandt de grundlæggende rettigheder, som udgør generelle principper i fællesskabsretten. Henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og strengheden af de hertil knyttede sanktioner finder princippet om uskyldsformodning navnlig anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder.

(jf. præmis 58 og 59)

5.      På konkurrenceområdet skal Kommissionen tage hensyn til præcise og samstemmende beviser for at godtgøre, at der foreligger en overtrædelse. Hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal imidlertid ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hvert enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav. Den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, skal derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

Når Kommissionen udelukkende bygger på de pågældende virksomheders adfærd på markedet til støtte for konklusionen om, at der foreligger en overtrædelse, skal virksomhederne imidlertid blot påvise, at der foreligger særlige omstændigheder, der kaster et andet lys på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har bevist, og gør det muligt at give en anden, sandsynlig forklaring på de faktiske omstændigheder end den, som Kommissionen har lagt til grund for sin konklusion om, at der foreligger en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

Denne regel finder ikke anvendelse i de situationer, hvor overtrædelsen udelukkende er påvist ved ikke-skriftlige beviser. Hvad angår de beviser, der kan påberåbes med henblik at påvise en overtrædelse af artikel 81 EF, er det princip, der finder anvendelse i fællesskabsretten, princippet om den frie bevisbeførelse.

Selv om de manglende dokumentbeviser kan være relevante i forbindelse med helhedsvurderingen af den helhed af beviser, som Kommissionen har fremlagt, har dette derfor ikke i sig selv til følge, at den pågældende virksomhed gyldigt kan stille spørgsmålstegn ved Kommissionens påstande ved at give en alternativ forklaring på de faktiske omstændigheder. Dette er kun tilfældet, når de af Kommissionen fremlagte beviser ikke gør det muligt at fastslå, at der forelå en utvetydig overtrædelse, og uden at det er nødvendigt med en fortolkning.

Af samme grund har Kommissionen ikke, selv ikke i de situationer, hvor der ikke foreligger dokumentbeviser, pligt til at foretage uafhængige undersøgelser for at kontrollere de faktiske omstændigheder.

(jf. præmis 60-66)

6.      I forbindelse med en procedure om overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF er det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af de forskellige bevisers bevisværdi bevisernes troværdighed. Ud fra almindelige bevisregler afhænger troværdigheden og dermed bevisværdien af et dokument af dets oprindelse, omstændighederne ved dets udarbejdelse, adressaten for dokumentet og dets indhold.

Med hensyn til erklæringer fra virksomheder kan en særlig høj bevisværdi i øvrigt tillægges de erklæringer, der for det første er troværdige, for det andet afgives på en virksomheds vegne, for det tredje hidrører fra en person, der er fagligt forpligtet til at handle i virksomhedens interesse, for det fjerde går imod den erklærendes interesser, for det femte hidrører fra et direkte vidne til de forhold, der omtales, og for det sjette er afgivet skriftligt med omtanke og efter moden overvejelse.

En erklæring fra en virksomhed, der foreholdes at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af flere andre berørte virksomheder, kan derimod ikke uden støtte i andre beviser betragtes som et tilstrækkeligt bevis for, at en overtrædelse er begået af disse sidste virksomheder, forudsat at den krævede grad af bestyrkelse kan være mindre, hvilket skyldes troværdigheden af de pågældende erklæringer.

(jf. præmis 68-71)

7.      Selv om en vis vagtsomhed for så vidt angår frivillige erklæringer fra hoveddeltagerne i et ulovligt kartel generelt bør udvises, henset til muligheden for, at disse deltagere har en tendens til at mindske betydningen af deres egne bidrag til overtrædelsen og forstørre betydningen af de øvriges, står det dog tilbage, at den omstændighed, at der fremsættes anmodning om at være omfattet af anvendelsesområdet for meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager med henblik på at opnå en bødefritagelse eller bødenedsættelse, ikke nødvendigvis medfører en tilskyndelse til at fremlægge forvanskede beviser vedrørende de øvrige medlemmers deltagelse i kartellet. Ethvert forsøg på at vildlede Kommissionen kan således skabe tvivl angående oprigtigheden og samarbejdsviljen hos den virksomhed, der har fremsat anmodningen, og dermed bringe muligheden for denne for at drage fuld nytte af samarbejdsmeddelelsen i fare.

Hvad angår det enkelte vidnes bevæggrunde er det ganske vist muligt, at medarbejdere i en virksomhed, der har anmodet om bødefritagelse, der forventes at handle i virksomhedens interesse, deler virksomhedens ønske om at fremlægge så mange belastende beviser som muligt, eftersom deres samarbejde i forbindelse med proceduren kan have en positiv indvirkning på deres egen karriere. Selv om dette måtte være tilfældet, er de omhandlede medarbejdere imidlertid også bevidst om de potentielt negative virkninger, som fremlæggelsen af unøjagtige oplysninger kan have, og som på grund af kravet om bestyrkelse ved andre bevisdokumenter vil være mere mærkbare.

(jf. præmis 72 og 130)

8.      De relevante beviser skal have en betydelig bevisværdi i forhold til de beviser, som Kommissionen allerede råder over, for at Kommissionen kan indrømme en bødenedsættelse i henhold til punkt 21 i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager. Det er således legitimt, at den virksomhed, som ønsker at opnå en bødenedsættelse, i en anmodning om bødenedsættelse, der indgives efter afsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, fremhæver de elementer, der efter virksomhedens opfattelse ikke er blevet tilstrækkelig godtgjort indtil da, med henblik på at tilføre en betydelig merværdi. Denne omstændighed kan forklare, at den berørte virksomhed undlader at nævne omstændigheder, som den anser for uomtvisteligt godtgjort ved de tidligere fremsendte oplysninger.

I øvrigt kan det i lyset af punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen ikke udelukkes, at fremlæggelsen af beviser, der har en vis bevisværdi, men som vedrører omstændigheder, der allerede er godtgjort af andre beviser, ikke fører til en bødenedsættelse.

(jf. præmis 178-180)

9.      Det er tilstrækkeligt, for at der foreligger en aftale som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53, stk. 1, i aftalen om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), at de pågældende virksomheder har udtrykt deres fælles vilje til at indrette deres adfærd på markedet på en bestemt måde. Det er ikke nødvendigt at tage hensyn til en aftales faktiske følger, såfremt aftalen har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen. I denne forbindelse indebærer eksistensen af en gensidig forpligtelse nødvendigvis, at der foreligger en fælles vilje, selv om der ikke foreligger holdepunkter for med sikkerhed at fastslå det tidspunkt, hvor denne vilje kom til udtryk, eller hvor dette udtryk blev formaliseret.

(jf. præmis 268 og 269)

10.    Aftaler og samordnet praksis som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53, stk. 1, i aftalen om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) må nødvendigvis være et resultat af flere virksomheders medvirken, som alle deltager i overtrædelsen, men deres deltagelse kan have forskellig form, afhængigt af det pågældende markeds karakter, den enkelte virksomheds stilling på markedet, de tilsigtede mål og måden, hvorpå gennemførelsen heraf er besluttet eller planlagt. Den omstændighed, at den enkelte virksomhed deltager i overtrædelsen på sin egen måde, udelukker dog ikke, at virksomheden er ansvarlig for hele overtrædelsen, herunder for de handlinger, som konkret gennemføres af de andre deltagende virksomheder, men som har samme konkurrencebegrænsende mål eller virkning.

En virksomhed, der har deltaget i en overtrædelse gennem egne handlinger, som var omfattet af de i artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53, stk. 1, i aftalen om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) omhandlede begreber aftaler eller samordnet praksis med konkurrencebegrænsende formål, og som tilsigtede at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed for så vidt angår hele det tidsrum, hvori den deltog i den, er også ansvarlig for de handlinger, andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse, når der er ført bevis for, at den pågældende virksomhed var bekendt med de øvrige deltageres ulovlige adfærd eller med rimelighed kunne forudse den, og at den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.

Dette er tilfældet, når en virksomhed i et tredjeland, som alene har haft en passiv rolle i forbindelse med en fælles ordning om tildeling af visse særlige projekter i EØS til de europæiske producenter, var vidende om den pågældende ordning, og dens passive rolle ikke var resultatet af et frivilligt valg, men afhang af den måde, hvorpå den deltog i aftalen vedrørende EØS-markedet, idet dens deltagelse var en forudsætning for, at projekterne i EØS kunne fordeles mellem de europæiske producenter.

(jf. præmis 287-290)

11.    Når en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF er begået af flere virksomheder, skal der foretages en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har været. Det skal således ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og udmålingen af bøden tages i betragtning, at en virksomhed ikke har deltaget i samtlige de elementer, som skal være til stede, for at der er tale om et kartel, eller at den eventuelt kun har spillet en mindre rolle i de elementer, som den har deltaget i.

Hvad særligt angår en aftale, hvori virksomheder i tredjelande har forpligtet sig til ikke at indtræde på markedet i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), mens de europæiske virksomheder fordelte de forskellige projekter inden for samme marked mellem sig ved hjælp af aktive konkurrencebegrænsende handlinger, kan grovheden af den af virksomhederne i tredjelande udviste adfærd sidestilles med grovheden af den af de europæiske virksomheder udviste adfærd, idet deres manglende deltagelse i tildelingen af projekter i EØS ikke var et resultat af deres valg, men den blotte følge af den måde, hvorpå de deltog i den pågældende aftale.

(jf. præmis 312 og 314-316)

12.    Hvad angår gentagne overtrædelser er afskrækkelse et af formålene med bøden, og nødvendigheden af at sikre en sådan afskrækkende virkning er i øvrigt et generelt krav, som Kommissionen skal iagttage under hele bødeudmålingen, og det forudsætter ikke nødvendigvis, at udmålingen indeholder en særlig etape, hvorunder der foretages en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder med henblik på at opfylde dette formål.

Kommissionen kunne derfor uden at begå en fejl tage dette element i betragtning ved vurderingen af, om der forelå skærpende omstændigheder, og ikke på tidspunktet for fastlæggelsen af afskrækkelsesfaktorerne.

(jf. præmis 353)