Language of document :

Sag anlagt den 13. april 2007 - Agrofert Holding mod Kommissionen

(Sag T-111/07)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Agrofert Holding a.s. (Prag, Den Tjekkiske Republik) (ved lawyer R. Pokorný)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionens beslutning SG.E.3/MIB/md D(2007) 1360 af 13. februar 2007 angående anmodning om aktindsigt i dokumenter i fusionssag nr. COMP/M.3543 - PKN Orlen/Unipetrol og Kommissionens beslutning 16796/16797 af 2. august 2006,    

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at fremlægge de omhandlede dokumenter,

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved dette søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation i henhold til artikel 230 EF, af såvel Kommissionens beslutning af 2. august 2006 (herefter "beslutning I"), som Kommissionens efterfølgende bekræftende beslutning af 13. februar 2007 (herefter "beslutning II") vedrørende anmodning om aktindsigt i alle ikke-offentliggjorte dokumenter angående anmeldelses- og føranmeldelsesfaser i forbindelse med den omhandlede fusion.

Sagsøgeren gør gældende, at begge beslutninger er i strid med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001 1 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (herefter "forordningen"), da de ikke falder ind under undtagelserne opregnet i forordningens artikel 4, stk. 2, vedrørende beskyttelse af forretningsmæssige interesser, beskyttelse af formålet med inspektioner, beskyttelse af juridisk rådgivning, eller artikel 4, stk. 3, om beskyttelse af beslutningsprocessen.

Sagsøgeren anfører endvidere, at forordningens artikel 4, stk. 2, første led, ikke skal fortolkes således, at undtagelsen finder anvendelse for dokumenterne i deres helhed, men alene for de dele, der indeholder forretningshemmeligheder eller forretningsmæssigt følsomme oplysninger. Kommissionen kunne således ifølge sagsøgeren have offentliggjort dele af de anmodede dokumenter eller overstreget de dele, der indeholder følsomme oplysninger, uden at undergrave formålet med inspektioner, undersøgelser og revision, de rettigheder der tilkommer de parter, der foretager anmeldelse, samt øvrige parters rettigheder, beskyttelsen af juridisk rådgivning eller institutionens beslutningsproces.

Endvidere gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen i stedet for at foretage en individuel undersøgelse af hvert enkelt dokument, der efter Kommissionens opfattelse er omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, generelt har afvist anmodningen alene på baggrund af, at alle dokumenterne indeholder forretningshemmeligheder og derfor ikke kan offentliggøres ifølge artikel 17 i Rådets forordning nr. 139/2004.2 En sådan generalisering er i strid med forordningens artikel 4, stk. 6.

Derudover anfører sagsøgeren, at de ovennævnte undtagelser alene finder anvendelse, hvis de ikke er opvejet af en altovervejende offentlig interesse i offentliggørelsen. Ifølge sagsøgeren følger en sådan interesse i offentliggørelsen af dokumenterne af det tab, som sagsøgeren og minoritetsaktionærerne i det overtagne firma har lidt, og denne interesse vejer tungere end undtagelserne til aktindsigt.

Sagsøgeren gør desuden gældende, at beslutning I og II er i strid med artikel 1, stk. 2, EU, der indeholder åbenhedsprincippet.

Sagsøgeren gør endelig gældende, at Kommissionen ikke har behandlet den genfremsatte anmodning straks i overensstemmelse med forordningens artikel 8, stk. 1, men overskred svarfristen med 100 arbejdsdage.

____________

1 - EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43-48.

2 - Rådets forordning nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, (EUT L 24 af 9.1.2004, s. 1-22).