Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia nº 8 de Donostia – San Sebastián (Spanien) den 16. november 2023 – FG mod Caja Rural de Navarra SCC
(Sag C-699/23)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Juzgado de Primera Instancia nº 8 de Donostia – San Sebastián
Parter i hovedsagen
Sagsøger: FG
Sagsøgt: Caja Rural de Navarra SCC
Præjudicielle spørgsmål
Er det i strid med princippet om gennemsigtighed at opkræve et »oprettelsesgebyr« for den erhvervsdrivendes levering af ydelser, som ikke specificeres, hverken med hensyn til deres indhold eller den tid, der anvendes på dem, hvilket forhindrer forbrugeren i at efterprøve, dels om opkrævningen af gebyret er i overensstemmelse med det aftalte eller det, der fremgår af prislisten, eller i hvert fald med det, der er rimeligt henset til ydelsens art, og dels at ingen ydelser overlapper hinanden, at forbrugeren ikke betaler for ydelser, for hvilke der allerede betales gennem de ordinære renter, og at den erhvervsdrivende ikke på ny opkræver betaling for en anden ydelse?
Er det i strid med princippet om gennemsigtighed, at den erhvervsdrivende ved markedsføringen af den rentesats, vedkommende tilbyder i forbindelse med lån med pant i fast ejendom til forbrugere, ikke også oplyser det »oprettelsesgebyr«, som obligatorisk skal betales på tidspunktet for den markedsførte aftales indgåelse, navnlig når dette gebyr udgør en kendt, på forhånd fastlagt og fast procentdel af lånebeløbet, uanset hvad dette beløb måtte være?
Såfremt undersøgelserne i forbindelse med ansøgningen og administrationen i denne forbindelse og indsamlingen og analysen af oplysningerne om ansøgerens kreditværdighed og evne til at betale af på lånet i hele dets løbetid samt vurderingen af den forelagte sikkerhed er blandt de ydelser, for hvilke der betales med oprettelsesgebyret, når låneansøgningen godkendes og låneaftalen indgås, og såfremt der ikke skal betales for disse ydelser, hvis låneansøgningen afvises, er der da tale om ydelser, der indgår i bankvirksomhed, og som udgør en del af sikkerhedsproceduren i denne forbindelse, og skal udgifterne hertil bæres af pengeinstituttet som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU 1 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse?
Såfremt oprettelsesgebyret udgør en godtgørelse for ydelser, som ikke vedrører den långivende enheds egen virksomhed, og derfor betales ud over de ordinære renter, skal dette pengeinstitut da ikke udstede en tilhørende faktura til forbrugeren med udspecificering og angivelse af moms for hver af de leverede ydelser?
Er det i strid med princippet om gennemsigtighed, at den erhvervsdrivende, som kræver betaling af et oprettelsesgebyr som pris for en række helt konkrete ydelser, ikke forud for aftalens indgåelse stiller en prisliste med angivelse af timeprisen for hver af disse ydelser til rådighed for forbrugeren, således at denne dels på forhånd ved, hvad låneaftalens endelige pris vil være, og dels kan sammenligne prisen for disse ydelser med de priser, der tilbydes af andre erhvervsdrivende?
Er det i overensstemmelse med princippet om gennemsigtighed, at den erhvervsdrivende opkræver betaling for en række helt konkrete ydelser, som er nødvendige for indgåelsen af den påtænkte aftale mellem parterne, ved at udregne en procentdel af det totale lånebeløb, således at identiske ydelser, som er leveret af det samme antal personer og i lige lang tid, faktureres som »oprettelsesgebyr« til forskellige beløb afhængigt af lånebeløbet i det enkelte tilfælde?
Er artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF 1 til hinder for en kontrol af gennemsigtigheden, som indebærer, at kontraktvilkåret om oprettelsesgebyret anses for urimeligt, hvis gebyret overstiger et konkret beløb, som fastsættes på baggrund af en statistik hentet på internettet over priserne på sådanne gebyrer?
Er artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF til hinder for en national retspraksis, hvorefter spørgsmålet om, hvorvidt oprettelsesgebyret er uforholdsmæssigt, afgøres på baggrund af de beløb, der ifølge statistikkerne blev opkrævet i oprettelsesgebyr i Spanien på det pågældende tidspunkt, idet disse oprettelsesgebyrer blev opkrævet på et tidspunkt, hvor kontraktvilkår, som indeholdt et sådant oprettelsesgebyr, ikke var undergivet en prøvelse af deres rimelighed?
Er det i strid med effektivitetsprincippet, at den erhvervsdrivende i aftaler indgået før gennemførelsen af direktiv 2014/17/EU i Spaniens interne retsorden opkræver et oprettelsesgebyr som betaling for undersøgelsen af den potentielle låntagers kreditværdighed og transaktionens levedygtighed, når sådanne undersøgelser efter gennemførelsen af det nævnte direktiv ikke længere kan medføre omkostninger for den potentielle låntager?
10. Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national retspraksis såsom den, der er udviklet af Tribunal Supremo (øverste domstol) i sag STS 816/2023 af 29. maj 2023, hvorefter prøvelsen af rimeligheden af kontraktvilkåret om »oprettelsesgebyret« ikke kræver, at dette vilkår konkretiserer, hvilke ydelser der betales for ved oprettelsesgebyret, eller hvilken pris de faktureres til, og at denne urimelighedskontrol er begrænset til en efterprøvning af, om det pågældende kontraktvilkår tydeligt angiver det beløb, som forbrugeren skal betale, og om dette beløb ikke overstiger den fastsatte proportionalitetstærskel?
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4.2.2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 60, s. 34).
1 Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).