Sag T-653/11

Aiman Jaber

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Syrien – indefrysning af midler – annullationssøgsmål – søgsmålsfrist – delvis afvisning – søgsmålsinteresse – bevisbyrde – tilpasning af de tidsmæssige virkninger af en annullation«

Sammendrag – Rettens dom (Syvende Afdeling) af 13. november 2014

1.      Annullationssøgsmål – frister – begyndelsestidspunkt – retsakt, der indebærer restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed – retsakt, som er offentliggjort og meddelt adressaterne – dato for meddelelse af retsakten – meddelelse til den berørte gennem en offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende – lovlig – betingelser – umuligt for Rådet at foretage en underretning

(Art. 263, stk. 6, TEUF; Rettens procesreglement, art. 102, stk. 1 og 2; Rådets afgørelse 2011/273/FUSP, 2011/488/FUSP og 2011/782/FUSP; Rådets forordning nr. 442/2011 og nr. 755/2011)

2.      Retslig procedure – søgsmålsfrister – præklusion – uforudseelige omstændigheder eller force majeure

(Art. 263, stk. 6, TEUF; statutten for Domstolen, art. 45, stk. 2)

3.      Annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – begreb – krav om en eksisterende og faktisk interesse – søgsmål, der kan tilføre sagsøgeren en fordel – interessen skal bestå indtil retsafgørelsen – retsakt, som under retssagen ophæver og erstatter den anfægtede retsakt – sagsøgerens søgsmålsinteresse ikke godtgjort – ufornødent at træffe afgørelse

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets afgørelse 2011/782/FUSP, 2012/739/ FUSP og 2013/185/ FUSP)

4.      Den Europæiske Union – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – restriktive foranstaltninger over for Syrien – kontrollens rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets afgørelse 2013/255/FUSP; Rådets forordning nr. 36/2012 og nr. 363/2013)

5.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – Domstolens begrænsning heraf – foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Syrien – risiko for alvorlig og uoprettelig skade for effektiviteten af enhver indefrysning af aktiver, som Rådet i fremtiden måtte vedtage over for personer, der er omfattet af den annullerede retsakt – opretholdelse af virkningerne af de annullerede afgørelser og forordninger indtil udløbet af appelfristen, eller indtil appellen forkastes eller afvises

(Art. 264, stk. 2, TEUF og art. 266 TEUF; statutten for Domstolen, art. 56, stk. 1, og art. 60, stk. 2, Rådets afgørelse 2013/255/FUSP; Rådets forordning nr. 36/2012 og nr. 363/2013)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 38-40 og 46-50)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 48)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 53-56 og 63-68)

4.      Hvad angår Rådets retsakter om restriktive foranstaltninger over for Syrien indebærer den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig, at Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af, om begrundelsen for afgørelsen om at opføre en bestemt persons navn eller lade det forblive på listerne over de personer, der er omfattet af sanktionerne, er lovlig, skal sikre sig, at denne afgørelse er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde nævnte afgørelse. Det er Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet. De oplysninger eller beviser, som vedkommende myndighed har fremlagt, skal understøtte den begrundelse, som er foreholdt den berørte person. Hvis det på dette grundlag ikke er muligt at fastslå, at en del af begrundelsen er velbegrundet, skal Unionens retsinstanser udelukke denne fra grundlaget for afgørelsen om den pågældende opførelse eller opretholdelse af en opførelse.

Når de af Rådet fremlagte oplysninger og beviser ikke indeholder nogen indicier, der kan understøtte dets påstande om sagsøgeren, følger det heraf, at Rådet ikke har løftet sin bevisbyrde i henhold til artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder.

(jf. præmis 80, 81, 85 og 86)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 88-94)