RETTENS DOM (Sjette Afdeling)

14. juli 2016 (*)

»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for pumpeslanger til brug på havet – aftaler om prisfastsættelse, opdeling af markedet og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – tilregnelse af den ulovlige adfærd – princippet om økonomisk kontinuitet – princippet om personligt ansvar – bøder – skærpende omstændigheder – ledende rolle – loft på 10% – fuld prøvelsesret«

I sag T-146/09 RENV,

Parker Hannifin Manufacturing Srl, tidligere Parker ITR Srl, Corsico (Italien),

Parker-Hannifin Corp., Mayfield Heights, Ohio (De Forenede Stater),

ved avocats B. Amory, F. Marchini Camia og É. Barbier de La Serre,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved V. Bottka, S. Noë og R. Sauer, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående principalt en påstand støttet på artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 428 endelig af 28. januar 2009 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39406 – Pumpeslanger til brug på havet), for så vidt som denne beslutning vedrører sagsøgerne, og subsidiært en påstand støttet på artikel 263 TEUF om annullation eller væsentlig nedsættelse af den bøde, de er blevet pålagt ved denne beslutning,

har

RETTEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen (refererende dommer), og dommerne J. Schwarcz og A.M. Collins,

justitssekretær: fuldmægtig M. Junius,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 24. februar 2016,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Den nærværende sag indgår i et sagskompleks vedrørende et kartel for pumpeslanger til brug på havet, som Kommissionen ved beslutning K(2009) 428 endelig af 28. januar 2009 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39406 – Pumpeslanger til brug på havet, herefter »den anfægtede beslutning«) pålagde sanktioner.

2        Den anfægtede beslutning var rettet til 11 selskaber, herunder Bridgestone Corporation og Bridgestone Industrial Limited (herefter samlet »Bridgestone«), The Yokohama Rubber Company Limited (herefter »Yokohama«), Dunlop Oil & Marine Limited (herefter »DOM«), den første sagsøger, Parker ITR Srl (nu Parker Hannifin Manufacturing Srl, herefter »Parker ITR«), den anden sagsøger, Parker-Hannifin Corp (herefter »Parker-Hannifin«) og Manuli Rubber Industries SpA (herefter »Manuli«).

3        Kommissionen fastslog i den anfægtede beslutning, at en gruppe virksomheder, der var aktive inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet, havde deltaget i et verdensomspændende kartel fra 1986 til 2007, og pålagde disse virksomheder bøder på i alt 131 000 000 EUR.

4        Selskabet ITR Rubber (senere Parker ITR), som blev stiftet den 27. juni 2001 af moderselskabet ITR Spa inden for Saiag-koncernen, var aktiv inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet fra den 1. januar 2002, på hvilken dato ITR overdrog sine aktiver inden for denne sektor til selskabet med henblik på deres videresalg til Parker-Hannifin i Parker-koncernen. Salget af ITR Rubber til Parker-Hannifin blev gennemført med virkning den 31. januar 2002.

5        Kommissionen fandt i den anfægtede beslutning, at princippet om personligt ansvar ikke burde lægges til grund, og at princippet om økonomisk kontinuitet burde finde anvendelse i den foreliggende sag, fordi Parker ITR var den økonomiske efterfølger til den aktivitet, der var forbundet med ITR’s og Saiag Spas virksomhed med pumpeslanger til brug på havet, og derfor burde holdes ansvarlig for den overtrædelse, der var blevet begået af ITR og Saiag før den 1. januar 2002, som er den dato, hvor aktiverne inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet blev overdraget til selskabet. Parker-Hannifin blev holdt solidarisk ansvarlig for Parker ITR’s adfærd fra datoen for erhvervelsen af sidstnævnte, den 31. januar 2002. Kommissionen fandt således, at Parker ITR var ansvarlig for overtrædelsen for perioden fra den 1. april 1986 til den 2. maj 2007, og pålagde selskabet en bøde på 25 610 000 EUR, hvoraf Parker-Hannifin blev holdt solidarisk ansvarlig for et beløb på 8 320 000 EUR,

6        Den 9. april 2009 indleverede Parker ITR og Parker-Hannifin en stævning til Retten med en principal påstand om annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som den berørte selskaberne, og subsidiært med påstand om nedsættelse af den pålagte bøde.

7        Ved dom af 17. maj 2013, Parker ITR og Parker-Hannifin mod Kommissionen (T-146/09, herefter »Rettens dom«, EU:T:2013:258), fastslog Retten, at princippet om økonomisk kontinuitet ikke fandt anvendelse i situationer som den foreliggende, og at princippet om personligt ansvar burde finde anvendelse. Retten fastslog således, at der i den foreliggende sag var tale om, at en virksomhed, der var involveret i kartellet, nemlig Saiag og dets datterselskab ITR, overdrog en del af sidstnævntes aktiviteter til en uafhængig tredjepart, nemlig Parker-Hannifin, idet stiftelsen af ITR Rubber og ITR’s overdragelse af aktiverne til dette selskab i det væsentlige bestod i en inkorporering som datterselskab af virksomhedsdelen vedrørende gummislanger, som forfulgte et formål om overdragelse til Parker-Hannifin (præmis 115 i Rettens dom). Der forelå imidlertid ingen forbindelse mellem den afstående virksomhed, Saiag eller ITR, og erhververen, Parker-Hannifin (præmis 116 i Rettens dom). Derimod burde Kommissionen under anvendelse af princippet om personligt ansvar have fastslået, at ITR og Saiag var ansvarlige for overtrædelsen indtil den 1. januar 2002, og at den derfor ikke kunne fastholde ITR Rubbers (nu Parker ITR) ansvar for tidsrummet før denne dato (præmis 118 og 119 i Rettens dom). Retten annullerede således den anfægtede beslutning, for så vidt som beslutningen fastslog, at Parker ITR havde deltaget i overtrædelsen i tidsrummet før den 1. januar 2002, og fastsatte beløbet for den bøde, Parker ITR var blevet pålagt, til 6 400 000 EUR, hvoraf Parker-Hannifin blev holdt solidarisk ansvarlig for 6 300 000 EUR.

8        Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 1. august 2013 iværksatte Kommissionen appel til prøvelse af Rettens dom.

9        Domstolen fastslog i dom af 18. december 2014, Kommissionen mod Parker Hannifin Manufacturing og Parker-Hannifin (C-434/13 P, herefter »dommen i appelsagen«, EU:C:2014:2456), i det væsentlige, at Retten med urette havde sammenfattet to forskellige transaktioner, idet den alene tog hensyn til overdragelsen af ITR Rubber til Parker-Hannifin, selv om der forinden havde fundet en koncernintern overdragelse af aktiver fra ITR til ITR Rubber sted, hvilket var relevant ved anvendelsen af princippet om økonomisk kontinuitet (præmis 46, 49 og 54 i dommen i appelsagen). Dette princip finder ifølge Domstolen anvendelse grundet den omstændighed, at der forelå strukturelle forbindelser mellem ITR og dets helejede datterselskab ITR Rubber på tidspunktet for overdragelsen af aktiverne til sidstnævnte (præmis 55 i dommen i appelsagen). Domstolen præciserede imidlertid, at en situation med økonomisk kontinuitet vil kunne udelukkes i mangel på reelle forbindelser i form af ITR’s faktiske udøvelse af en bestemmende indflydelse på ITR Rubber, hvilket ikke var blevet undersøgt i første instans (præmis 56 og 65 i dommen i appelsagen). Domstolen ophævede således punkt 1-3 i Rettens doms konklusion og hjemviste sagen til Retten med henblik på, at denne skulle træffe afgørelse i sagen.

10      En detaljeret beskrivelse af sagens faktiske omstændigheder, navnlig for så vidt angår sektoren for pumpeslanger til brug på havet, sagsøgernes baggrund, den administrative procedure og den anfægtede beslutning, fremgår af præmis 1-34 i Rettens dom og præmis 6-17 i dommen i appelsagen.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

11      Efter dommen i appelsagen og i overensstemmelse med artikel 118, stk. 1, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 er sagen blevet tildelt Rettens Sjette Afdeling.

12      Da et medlem fra Sjette Afdeling har forfald, har Rettens præsident udpeget en anden dommer, således at afdelingen kan blive beslutningsdygtig.

13      Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Sjette Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i Rettens procesreglement anmodet Kommissionen om at fremlægge visse dokumenter. Kommissionen har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

14      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 24. februar 2016.

15      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt som den holder Parker ITR ansvarlig for overtrædelsen fra den 1. april 1986 til den 31. januar 2002.

–        Den bøde, der er pålagt sagsøgerne, nedsættes væsentligt.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse i det hele.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med sagerne T-146/09, C-434/13 P og T-146/09 RENV.

 Retlige bemærkninger

 Søgsmålets omfang efter hjemvisningen

 Parternes argumenter

17      Sagsøgerne har gjort gældende, at Retten ved afgørelsen af den hjemviste sag bør tage stilling til alle de annullationsanbringender, sagsøgerne har fremført, for så vidt som de afspejles i en af de dele af konklusionen i dommen, som Domstolen har ophævet, herunder de anbringender, som i første instans blev forkastet som irrelevante, eller som der ikke blev givet medhold i, alene som følge af, at der blev givet medhold i et anbringende, der skal behandles på ny efter hjemvisningen.

18      I øvrigt har sagsøgerne i deres indlæg meddelt, at de frafalder deres andet, tredje, fjerde, syvende og niende anbringende.

19      Kommissionen har gjort gældende, at Retten ikke inden for rammerne af den foreliggende sag efter hjemvisning kan foretage en bedømmelse de novo af anbringender, som ikke er blevet påberåbt inden for rammerne af den oprindelige sag, eller som, idet de er blevet forkastet efter realitetsbehandling af Retten, ikke har været genstand for appel, herunder argumenterne vedrørende loftet på 10% af omsætningen i forbindelse med det ottende anbringende. Derudover har Kommissionen gjort gældende, at en ny undersøgelse er udelukket inden for rammerne af søgsmålet efter hjemvisning, for så vidt som det vedrører forhold, som Domstolen har truffet endelig afgørelse om i dommen i appelsagen.

 Rettens bemærkninger

20      Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgerne, således som det anføres i præmis 18 ovenfor, har frafaldet deres andet, tredje, fjerde, syvende og niende anbringende.

21      Endvidere bemærkes det, at i henhold til artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som finder anvendelse på Retten i medfør af nævnte statuts artikel 53, stk. 1, er Retten, når Domstolen giver appellanten medhold, og sagen hjemvises til Retten til afgørelse, bundet af de afgørelser om retsspørgsmål, der er indeholdt i Domstolens afgørelse.

22      Efter Domstolens ophævelse og hjemvisning af sagen til Retten, anses sagen således i henhold til procesreglements artikel 215 for indbragt for Retten ved Domstolens dom, og Retten skal træffe afgørelse på ny vedrørende alle de annullationsanbringender, sagsøgeren har fremført, med undtagelse af de dele af konklusionen, der ikke er blevet ophævet af Domstolen, og de betragtninger, som udgør det nødvendige grundlag for disse dele, idet disse er blevet endelige (dom af 14.9.2011, Marcuccio mod Kommissionen, T-236/02, EU:T:2011:465, præmis 83).

23      I den foreliggende sag har Domstolen ved dommen i appelsagen ophævet punkt 1-3 i konklusionen i Rettens dom, hjemvist sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse af søgsmålet i realiteten, og udsat afgørelsen om sagsomkostningerne. Det tilkommer derfor Retten efter Domstolens hjemvisning af sagen at træffe afgørelse for så vidt angår alle de anbringender, som sagsøgerne har påberåbt sig til støtte for deres søgsmål, for så vidt som de udgør grundlaget for punkt 1-3 i konklusionen i Rettens dom, som er blevet ophævet af Domstolen, idet den samtidig er bundet af de afgørelser om retsspørgsmål, der er indeholdt i dommen i appelsagen.

24      I denne forbindelse fremgår det af Rettens dom, at punkt 1-3 i konklusionen bygger på, at Retten gav medhold i det første anbringendes første led og i det femte og det sjette anbringende, som sagsøgerne havde påberåbt sig, samt på de ulovligheder, som blev fastslået ved undersøgelsen af disse anbringender.

25      Hvad endelig angår det ottende anbringende bemærkes det, at Domstolen i dommen i appelsagen afviste sagsøgernes argumentation, hvormed de anfægtede Rettens bedømmelse af det ottende anbringende i deres søgsmål med den begrundelse, at de ikke havde iværksat en kontraappel ved særskilt dokument, der var forskelligt fra svarskriftet, rettet mod denne bedømmelse.

26      Domstolen fastslog således i præmis 94-97 i dommen i appelsagen som følger:

»94      I den appellerede doms præmis 228 fastslog Retten [...], at søgsmålets ottende anbringende var ugrundet, for så vidt som det vedrørte overtrædelsesperioden efter den 1. januar 2002, herunder perioden fra den 1. til den 31. januar 2002, hvor ITR Rubber endnu ikke var en del af Parker-Hannifin-koncernen.

95      Rettens bedømmelse afspejles i den beregningsmetode, som den anvendte til at genberegne størrelsen af den bøde, som Parker ITR blev pålagt, og i punkt 3 i den appellerede doms konklusion, hvor den ikke sondrede mellem perioden fra den 1. til den 31. januar 2002 og perioden efter denne dato.

96      Det må derfor fastslås, at Retten inden for rammerne af søgsmålets ottende anbringende undersøgte og afgjorde det retlige spørgsmål, som Parker ITR og Parker-Hannifin havde rejst, idet den forkastede deres argumentation.

97      Under disse omstændigheder, og eftersom de appelindstævnte ikke, således som det kræves i procesreglementets artikel 176, stk. 1, har iværksat en kontraappel ved særskilt dokument, der er forskelligt fra svarskriftet, rettet mod Rettens bedømmelse af deres ottende anbringende, skal deres argumentation vedrørende anvendelsen af artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 afvises fra realitetsbehandling.«

27      I lyset af Domstolens bedømmelser, navnlig i præmis 97 i dommen i appelsagen, og i det omfang det ottende anbringende blev forkastet ved Rettens dom for så vidt angår tidsrummet efter den 1. januar 2002, må denne del af Rettens dom anses for at være blevet endelig, da den ikke har været genstand for en kontraappel og derfor ikke er blevet ophævet af Domstolen.

28      Retten forkastede imidlertid i præmis 228 i Rettens dom det ottende anbringende som irrelevant, for så vidt som det vedrørte tidsrummet før den 1. januar 2002, og den undersøgte ikke klagepunkterne om en tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar og proportionalitetsprincippet og om manglende begrundelse, for så vidt som de vedrørte dette tidsrum.

29      Det må i øvrigt fastslås, at Rettens bedømmelse af det ottende anbringende i Rettens dom for så vidt angår overtrædelsesperioden før den 1. januar 2002 bygger på, at der blev givet medhold i det første anbringende, og at dette forhold, som det bl.a. fremgår af den doms præmis 253 og 255, udgør det nødvendige grundlag for punkt 1-3 i konklusionen i Rettens dom, som blev ophævet af Domstolen.

30      Retten kan således ikke anses for at have truffet afgørelse vedrørende realiteten for så vidt angår det ottende anbringende, i det omfang dette vedrører tidsrummet før den 1. januar 2002.

31      Det ottende af sagsøgerne påberåbte anbringende bør derfor undersøges for så vidt angår tidsrummet før den 1. januar 2002.

32      Henset til de ovenstående bemærkninger skal Retten træffe afgørelse om sagens realitet efter hjemvisning, henset til det første, det femte, det sjette og – under de i præmis 31 ovenfor beskrevne betingelser – det ottende anbringende.

 Det første anbringende om, at Parker ITR med urette blev tilregnet ansvar for overtrædelsen for overtrædelsesperioden før den 1. januar 2002

33      Sagsøgernes første anbringende består af tre led vedrørende for det første en tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar, for det andet magtfordrejning og omgåelse af artikel 25 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EUT 2003, L 1, s. 1) og for det tredje en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og begrundelsespligten.

34      Kommissionen har bestridt den af sagsøgerne til støtte for deres første anbringende påberåbte argumentation.

 Formaliteten for så vidt angår argumenterne om begrundelsen vedrørende forbindelserne mellem ITR og ITR Rubber

35      Sagsøgerne har i forbindelse med det første anbringendes første led om tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar bl.a. gjort gældende, at der ikke er givet en tilstrækkelig begrundelse i den anfægtede beslutning for så vidt angår anvendelsen af princippet om økonomisk kontinuitet på grundlag af forbindelserne mellem ITR og ITR Rubber, som er blevet påberåbt for første gang i den anfægtede beslutning, og dette så meget desto mere som denne anvendelse afviger fra Kommissionens tidligere beslutningspraksis, hvorefter princippet om personligt ansvar ville have fundet anvendelse.

36      Kommissionen har anført, at en sådan argumentation påberåbt af sagsøgerne i forbindelse med deres indlæg under sagen efter hjemvisning udgør et nyt anbringende, der er indføjet i det oprindeligt påberåbte anbringende, som ændrer indholdet deraf, og som derfor ikke kan antages til realitetsbehandling.

37      Ganske vist indeholdt det første anbringende som formuleret i stævningen ingen henvisning til manglende begrundelse hvad nærmere angår Kommissionens anvendelse af princippet om økonomisk kontinuitet grundet de forbindelser, der fandtes mellem ITR og ITR Rubber.

38      Det bemærkes imidlertid for det første, at en tilsidesættelse af begrundelsespligten er et anbringende om grundlæggende retsprincipper, som skal efterprøves ex officio, og at prøvelse af et sådant anbringende kan finde sted på et hvilket som helst stadium af sagen (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 48-50).

39      Det bemærkes for det andet, at sagsøgerne inden for rammerne af det første anbringendes tredje led har påberåbt en tilsidesættelse af begrundelsespligten for så vidt angår det forhold, at ITR Rubber blev holdt ansvarlig for overtrædelsesperioden før den 1. januar 2002 i henhold til princippet om økonomisk kontinuitet, idet Kommissionen fraveg sin tidligere beslutningspraksis, som byggede på princippet om personligt ansvar. De argumenter, sagsøgerne har fremført i deres indlæg efter dommen i appelsagen vedrørende manglende begrundelse af anvendelsen af princippet om økonomisk kontinuitet på grundlag af forbindelserne mellem ITR og ITR Rubber, kan således anses for at være nært knyttet til dem, der blev fremført inden for rammerne af det første anbringendes tredje led om en tilsidesættelse af begrundelsespligten, og som en uddybning af disse argumenter (jf. i denne retning dom af 28.4.2010, Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, T-456/05 og T-457/05, EU:T:2010:168, præmis 199).

40      Under disse omstændigheder må disse argumenter anses for at kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som de er knyttet til det første anbringendes tredje led, og de bør undersøges i forbindelse med dette.

 Parker ITR’s ansvar for den af ITR i perioden før den 1. januar 2002 begåede overtrædelse

41      I forbindelse med det første anbringendes første led har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den under anvendelse af princippet om økonomisk kontinuitet og under tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar tilregnede Parker ITR ansvaret for den overtrædelse, ITR havde begået i perioden før den 1. januar 2002, som er den dato, hvor Parker ITR blev aktiv inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet.

–       Anvendelsen af princippet om økonomisk kontinuitet

42      Det bemærkes, at Domstolen i præmis 46 i dommen i appelsagen fastslog som følger:

»46      Det må [...] fastslås, at Retten, da den i den appellerede doms præmis 116 udelukkede, at princippet om økonomisk kontinuitet kan finde anvendelse i et tilfælde, hvor som i den foreliggende sag der ikke findes nogen strukturel forbindelse mellem overdrageren, dvs. Saiag […] eller dets datterselskab ITR [...], og erhververen identificeret som værende Parker-Hannifin, i dens bedømmelse sammenfattede to forskellige transaktioner. Retten undlod at tage hensyn til den omstændighed, at ITR [...] først havde overført sine aktiviteter i sektoren for pumpeslanger til brug på havet til et af sine datterselskaber, inden det dernæst overdrog dette datterselskab til Parker-Hannifin.«

43      For så vidt angår anvendelsen af princippet om økonomisk kontinuitet fastslog Domstolen i præmis 50-53 i dommen i appelsagen som følger:

»50      [...] [D]et relevante tidspunkt med henblik på at vurdere, om der er tale om en situation med økonomisk kontinuitet ved overførsel af aktiver inden for en koncern eller mellem uafhængige virksomheder, er det tidspunkt, hvor selve overførslen fandt sted.

51      Selv om det er nødvendigt, at der før dette tidspunkt mellem overdrageren og erhververen findes strukturelle forbindelser, der gør det muligt i overensstemmelse med princippet om personligt ansvar at fastslå, at de to enheder udgør én virksomhed, kræves det imidlertid ikke, henset til et mål, som forfølges med princippet om økonomisk kontinuitet, at disse forbindelser varer ved i hele den resterende overtrædelsesperiode eller indtil vedtagelsen af den beslutning, hvormed overtrædelsen pålægges en sanktion […]

52      Det er ligeledes og af de samme grunde ikke nødvendigt, at de strukturelle forbindelser, der gør det muligt at fastslå, at der er tale om en situation med økonomisk kontinuitet, varer ved i en minimumsperiode, der under alle omstændigheder kun kan defineres fra sag til sag og med tilbagevirkende kraft.

53      Hvad [...] angår en hensyntagen med henblik på at fastslå, om der er tale om en økonomisk kontinuitet, til det mål, der forfølges med overførslen af aktiviteter, fører retssikkerhedsprincippet ligeledes til, at den i den appellerede doms præmis 115 anførte omstændighed, at den [erhvervende] enhed blev stiftet og modtog aktiverne med henblik på en senere overdragelse til en uafhængig tredjemand, må forkastes som værende uden relevans. En hensyntagen til den økonomiske begrundelse for stiftelsen af et datterselskab og til det økonomiske mål på kortere eller længere sigt med overdragelsen til en tredje virksomhed indfører således i anvendelsen af princippet om økonomisk kontinuitet subjektive faktorer, der er uforenelige med en gennemsigtig og forudsigelig anvendelse af dette princip.«

44      Domstolen konkluderede på dette grundlag i præmis 54-56 i dommen i appelsagen, at Retten havde begået en retlig fejl, da den forkastede anvendelsen af princippet om økonomisk kontinuitet, idet Domstolen fastslog som følger:

»54      Hvad [...] angår påstanden i den appellerede doms præmis 116 om, at Kommissionen under de foreliggende omstændigheder burde have pålagt de tidligere driftsansvarlige ansvaret for overtrædelsen begået inden overførslen af aktiviteter, bemærkes, at den er en del af et ukorrekt ræsonnement, hvormed Retten uden videre afviste, at der var tale om en økonomisk kontinuitet. Det forholder sig ikke desto mindre således, at det følger af fast retspraksis, at når en sådan situation er godtgjort, er den omstændighed, at den enhed, som har begået overtrædelsen, endnu eksisterer, ikke i sig selv til hinder for, at den enhed, som har overtaget de økonomiske aktiviteter, pålægges en sanktion [...]

55      Det må på baggrund af de foregående betragtninger fastslås, at Retten begik en retlig fejl, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 115 og 116 uden at tage hensyn til de forbindelser, som på tidspunktet for overførslen af aktiviteter mellem ITR [...] og ITR Rubber eksisterede mellem disse to enheder, fastslog, at en situation med økonomisk kontinuitet var udelukket i den foreliggende sag på grund af manglende strukturelle forbindelser mellem den overdragende enhed og den modtagende enhed, som den havde identificeret som værende Saiag [...] eller ITR [...] og Parker-Hannifin.

56      En sådan fejl kan imidlertid være uden betydning, hvis en situation med økonomisk situation under alle omstændigheder må udelukkes på grund af manglen på reelle forbindelser mellem ITR [...] og ITR Rubber. Det er i dette perspektiv, at de appelindstævntes argument om, at det var med føje, at Retten afviste, at der var tale om en situation med økonomisk kontinuitet, eftersom Kommissionen i den omtvistede beslutning havde undladt at undersøge, om ITR Rubber reelt var kontrolleret af ITR [...], skal behandles.«

45      Det fremgår for det første af de foregående betragtninger, at der ved undersøgelsen af tilregnelsen af ansvar for den overtrædelse, ITR begik i tidsrummet før den 1. januar 2002, skal tages hensyn til den koncerninterne overdragelse af aktiviteterne inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet fra ITR til ITR Rubber.

46      Det fremgår for det andet af dommen i appelsagen, at den dato, der skal tages hensyn til ved bedømmelsen af, om princippet om økonomisk kontinuitet bør finde anvendelse, er datoen for overdragelsen af de omhandlede aktiviteter.

47      For det tredje fremgår det af Domstolens betragtninger i dommen i appelsagen, at der ikke bør tages hensyn til formålet med Saiag og dets datterselskab ITR’s overdragelse af aktiviteterne vedrørende pumpeslanger til brug på havet til Parker-Hannifin, som er et selskab i Parker-koncernen, via oprettelsen af et datterselskab til disse aktiviteter, nemlig stiftelsen af selskabet ITR Rubber. Ifølge Domstolen er formålet og den økonomiske begrundelse for en sådan transaktion således uden relevans.

48      Det følger for det fjerde deraf, at en anvendelse af princippet om økonomisk kontinuitet efter den koncerninterne overdragelse af aktiviteter fra ITR til det helejede datterselskab ITR Rubber, henset til de strukturelle forbindelser, der forelå mellem disse to selskaber på datoen for den omhandlede overdragelse, nemlig den 1. januar 2002, ikke kan udelukkes i den foreliggende sag.

49      Det fremgår endelig af Domstolens betragtninger, at en anvendelse af princippet om økonomisk kontinuitet på trods af de strukturelle forbindelser mellem ITR og ITR Rubber eventuelt vil kunne udelukkes i den foreliggende sag, hvis ITR ikke faktisk havde kontrol med ITR Rubber i form af en faktisk udøvelse af bestemmende indflydelse, som skal anses for godtgjort, medmindre formodningen om ITR’s faktiske udøvelse af en bestemmende indflydelse over ITR Rubber på datoen for den omhandlede overdragelse inden for Saiag-koncernen, den 1. januar 2002, afkræftes af Parker ITR og Parker-Hannifin.

–       Formodningen for faktisk udøvelse af bestemmende indflydelse

50      Kommissionen konstaterede i 370. betragtning til den anfægtede beslutning, at på datoen for overdragelsen af de aktiviteter, der var omfattet af overtrædelsen, fra ITR til ITR Rubber, var disse to selskaber økonomisk forbundet på grund af et 100% moder-datterselskabsforhold og en del af den samme virksomhed. Sagsøgerne har ikke bestridt, at disse strukturelle forbindelser fandtes.

51      Domstolen har i denne forbindelse i præmis 62 dommen i appelsagen fremhævet, at det påhviler sagsøgerne at afkræfte den afkræftelige formodning for, at ITR faktisk udøvede en bestemmende indflydelse på ITR Rubber, ved fremlæggelse af beviser, der er tilstrækkelige til at godtgøre, at datterselskabet optrådte selvstændigt på markedet.

52      Domstolen fastslog således i præmis 65 og 66 i dommen i appelsagen, at Retten begik en retlig fejl, da den undlod med henblik på at efterprøve, om Kommissionen havde foretaget en korrekt anvendelse af princippet om økonomisk kontinuitet i den foreliggende sag, at behandle de oplysninger, som sagsøgerne havde fremlagt for den hvad angår eksistensen af eller manglen på reelle forbindelser i form af ITR’s udøvelse af en bestemmende indflydelse på ITR Rubber.

53      Det må derfor i forbindelse med den foreliggende sag efter dens hjemvisning til Retten undersøges, om de beviser, sagsøgerne har fremlagt, er tilstrækkelige til at godtgøre, at datterselskabet ITR Rubber optrådte selvstændigt på markedet.

54      Retten skal foretage denne undersøgelse med henblik på at afgøre, om ITR Rubber skal tilregnes ansvar for den overtrædelse, selskabets moderselskab, ITR, har begået, set i lyset af den af Domstolen i præmis 58 dommen i appelsagen nævnte retspraksis. I henhold til denne retspraksis foreligger der i det særlige tilfælde, hvor et moderselskab ejer hele eller størstedelen af kapitalen i sit datterselskab, som har overtrådt Den Europæiske Unions konkurrenceregler, en afkræftelig formodning for, at nævnte moderselskab faktisk har udøvet en bestemmende indflydelse på datterselskabet. I en sådan situation er det tilstrækkeligt, at Kommissionen godtgør, at moderselskabet besidder hele eller størstedelen af kapitalen i et datterselskab, for at antage, at den nævnte formodning er opfyldt. Formodningen er imidlertid afkræftelig, og de enheder, der ønsker at afkræfte den omhandlede formodning, kan fremlægge ethvert bevis vedrørende de økonomiske, organisatoriske og retlige forbindelser mellem datterselskabet og moderselskabet, som de mener kan påvise, at datterselskabet og moderselskabet ikke udgør én enkelt økonomisk enhed, men at datterselskabet selvstændigt bestemmer sin adfærd på markedet (jf. dom af 10.9.2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, C-97/08 P, EU:C:2009:536, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis, og af 8.5.2013, Eni mod Kommissionen, C-508/11 P, EU:C:2013:289, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis, dom af 18.7.2013, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, C-501/11 P, EU:C:2013:522, præmis 105-111).

–       Afkræftelse af formodningen for udøvelse af bestemmende indflydelse

55      Sagsøgerne har gjort gældende, at ITR, henset til de følgende forhold, ikke udøvede en bestemmende indflydelse på ITR Rubber.

56      Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at ITR Rubber fra selskabets stiftelse som selskab, den 27. juni 2001, og til den 1. januar 2002, ikke udøvede nogen økonomisk aktivitet, således at ITR i dette tidsrum ikke kunne udøve nogen bestemmende indflydelse eller give datterselskabet nogen som helst forretningsmæssige instrukser.

57      Det er i den forbindelse tilstrækkeligt at erindre, som det bl.a. fremgår af præmis 56 ff. i dommen i appelsagen, og som sagsøgerne selv har medgivet under retsmødet, at den dato, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om der foreligger en situation med økonomisk kontinuitet, er datoen for overdragelsen af ITR’s aktiviteter til ITR Rubber. Derfor er de argumenter, sagsøgerne har påberåbt sig vedrørende tidsrummet før denne overdragelse, irrelevante.

58      Sagsøgerne har medgivet, at ITR Rubber efter overdragelsen af ITR’s aktiviteter til ITR Rubber, som fandt sted den 1. januar 2002, udøvede den omhandlede virksomhed på normal vis, og således udøvede de aktiviteter, der var blevet overdraget til selskabet.

59      Sagsøgerne har for det andet anført, at i henhold til artikel 7.21 i aftalen om overdragelse til Parker-Hannifin kunne hverken Saiag, ITR eller ITR Rubber i perioden fra den 1. januar 2002 til den 31. januar 2002 foretage den mindste foranstaltning inden for aktiviteterne i gummisektoren, der kunne have indflydelse på Parker-Hannifins interesser som fremtidig erhverver uden forudgående samtykke fra dette selskab. Dette forhindrede ikke blot Saiag og ITR i at udøve nogen form for indflydelse, og endnu mindre en bestemmende indflydelse, på ITR Rubber, men gav ligeledes Parker-Hannifin ret til i fællesskab med ITR at kontrollere ITR Rubber.

60      Det bemærkes i denne forbindelse, at sælgeren, ITR, i henhold til artikel 7.21 i overdragelsesaftalen bl.a. påtog sig at sikre, at ITR Rubber blev drevet og ledet i henhold til normal forretningsgang, idet erhververens forudgående samtykke var påkrævet for enhver beslutning, der gik ud over normal forretningsgang. Køberens forudgående samtykke var bl.a. påkrævet ved ændringer vedrørende de ansattes lønordning, udlodning af udbytte, kapitaludgifter over 100 000 EUR eller salg af aktiver uden for normal forretningsgang.

61      Det er for det første uomtvistet, at datoen for afståelsen af selskabet ITR Rubber til Parker-Hannifin er den 31. januar 2002. Den omstændighed, at det er anført i overdragelseskontrakten af 5. december 2001, hvorledes ITR Rubber skulle ledes i perioden mellem denne sidstnævnte dato og datoen for den faktiske afslutning af overdragelsestransaktionen, kan ikke anses for en overdragelse af kontrollen med dette selskab fra sælgeren til køberen. Som sagsøgerne selv har medgivet, tilsigter disse stipuleringer at sikre erhververens interesse i, at selskabet eller de omhandlede aktiver, og navnlig deres værdi, bevares indtil datoen for transaktionens afslutning i en tilstand, som afspejler den, der blev taget i betragtning af erhververen ved undertegningen af overdragelsesaftalen.

62      Det gælder endvidere, at selv om disse forpligtelser fra sælgeren til erhververen for den periode, der kaldes den midlertidige periode, og som går forud for afslutningen af overdragelsen, set fra erhververens side repræsenterer rettigheder, bl.a. for så vidt angår den forudgående tilladelse til handlinger ud over normal forretningsgang, er de efter deres natur midlertidige og betingede af transaktionens faktiske afslutning.

63      Det må endelig fastslås, at ITR i henhold til artikel 7.21 i overdragelsesaftalen forpligtede sig til, at ITR Rubber skulle drives og ledes i henhold til normal forretningsgang i den såkaldte overgangsperiode, som strakte sig fra datoen for aftalens underskrift til datoen for transaktionens afslutning. En sådan forpligtelse indebar, at ITR faktisk kunne træffe afgørelser vedrørende ledelsen af ITR Rubber. Ganske vist havde ITR brug for Parker-Hannifins forudgående samtykke til beslutninger, der gik ud over normal forretningsgang. ITR havde imidlertid en bemyndigelse og forpligtelse i henhold til overdragelsesaftalen til at sikre ITR’s normale forretningsgang. I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, udgør denne forpligtelse, som ITR påtog sig i overdragelsesaftalen, snarere et indicium for den omstændighed, at datterselskabet ITR Rubber ikke optrådte selvstændigt på markedet.

64      Selv om ITR Rubber i denne såkaldte »overgangsperiode« ikke kunne anses for at være kontrolleret af Parker-Hannifin, kunne selskabet heller ikke anses for at udgøre en selvstændig enhed, som kunne træffe afgørelse om dets aktiviteter på fuldstændig uafhængig vis, for så vidt som ITR garanterede, at ITR Rubber ikke afveg fra normal forretningsgang, bl.a. med hensyn til selskabets handelspolitik. ITR Rubber kunne således grundet den forpligtelse, dets moderselskab havde påtaget sig, ikke ensidigt bestemme, eksempelvis, at ændre sin handelspolitik eller indstille sine aktiviteter, hvilket ville have været muligt, hvis ITR Rubber havde været en fuldstændig uafhængig enhed.

65      Det var i øvrigt ligeledes ITR, som den 1. januar 2002 overdrog alle de aktiver til ITR Rubber, som ITR Rubber besad, idet dette selskab tidligere, som sagsøgerne har bekræftet, var et selskab uden aktiver eller aktiviteter.

66      Det må derudover fastslås, at indtil afslutningen af transaktionen var overdragelsen af ITR Rubber til Parker-Hannifin ikke endelig. Som følge deraf havde ITR som eneejer af ITR Rubber, som Kommissionen med rette har gjort gældende, i overgangsperioden kompetence til at hæve overdragelsen, ganske vist under risiko for at måtte betale skadeserstatning til den fremtidige erhverver bl.a. i henhold de erstatningsbestemmelser, der var foreskrevet i selve aftalen.

67      For det tredje har sagsøgerne anført, at den periode på én måned, hvor ITR ejede 100% af ITR Rubber efter overdragelsen af aktiviteterne vedrørende pumpeslanger til brug på havet, og før overdragelsen til Parker-Hannifin trådte i kraft, udgør et for kort tidsrum, til at ITR eller Saiag kunne udøve en bestemmende indflydelse på ITR Rubber, selv hvis de havde haft en sådan kompetence.

68      Det bemærkes, at længden af den periode, hvor ITR ejede 100% af ITR Rubber efter overdragelsen af aktiviteterne vedrørende pumpeslanger til brug på havet, ikke i sig selv kan udgøre et forhold, som kan godtgøre, at sidstnævnte i denne periode optrådte selvstændigt på markedet.

69      Det må således fastslås, at på den dato, hvor de omhandlede aktiviteter faktisk blev overdraget til ITR Rubber, nemlig den 1. januar 2002, ejede ITR 100% af sit datterselskab, og at ITR, som det anføres i præmis 63 ovenfor, i henhold til kontrakten om overdragelse til Parker-Hannifin, underskrevet den 5. december 2001, skulle sikre, omend kun for en kort periode, at ITR Rubber blev drevet og ledet i overensstemmelse med normal forretningsgang.

70      Derudover havde ITR, som det anføres i præmis 66 ovenfor, indtil det tidspunkt, hvor overdragelsen til Parker-Hannifin blev endelig, kompetence til at træffe afgørelse vedrørende overdragelsen af ITR Rubber, hvilken kompetence selskabet kunne udøve på ethvert tidspunkt før afslutningen af transaktionen. I øvrigt blev datoen for transaktionens afslutning ikke fastsat forudgående i overdragelsesaftalen, for så vidt som denne bl.a. var underlagt visse forudgående betingelser. Selv om Parker-Hannifins erhvervelse af ITR Rubber fik virkning den 31. januar 2002, kunne erhvervelsen have fundet sted på en anden dato, bl.a. en senere.

71      Derfor kan den omstændighed, at perioden fra overdragelsen af aktiviteterne vedrørende pumpeslanger til brug på havet til ITR Rubber til overdragelsen af dette selskab til Parker-Hannifin kun varede én måned, ikke anses for at være et forhold, der kan godtgøre, at ITR Rubber, selv om selskabet var et helejet datterselskab af ITR, optrådte selvstændigt på markedet.

72      Det følger af det foregående, at de forhold, sagsøgerne har gjort gældende, ikke kan anses for at være tilstrækkelige til at bevise, at ITR Rubber i perioden fra den 1. til den 3. januar 2002 optrådte selvstændigt på markedet. Sagsøgerne har derfor ikke afkræftet formodningen om, at ITR faktisk udøvede en bestemmende indflydelse på dets helejede datterselskab ITR Rubber.

73      Under disse omstændigheder må det fastslås, at Kommissionen ikke begik en fejl, da den fastslog, at Parker ITR under anvendelse af princippet om økonomisk kontinuitet kunne holdes ansvarlig for den adfærd, ITR, selskabets forgænger, havde udvist, på grund af overdragelsen af de aktiver, der var forbundet med overtrædelsen, til ITR Rubber, henset til de forbindelser, der forelå ved denne overdragelse mellem ITR og ITR Rubber, navnlig ejerskabet af 100% af ITR Rubbers egenkapital, hvilket tillod en formodning om moderselskabets faktiske udøvelse af en bestemmende indflydelse på dets datterselskab.

74      Det første anbringendes første led kan dermed ikke tages til følge.

 Anvendelsen af artikel 25 i forordning nr. 1/2003

75      I henhold til artikel 25 i forordning nr. 1/2003 er Kommissionens beføjelse til at pålægge bøder eller tvangsbøder underlagt en forældelsesfrist på fem år, som i tilfælde af vedvarende eller gentagne overtrædelser først regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er ophørt. Denne forældelsesfrist afbrydes hver gang, Kommissionen eller en medlemsstats konkurrencemyndighed tager skridt til at undersøge eller forfølge overtrædelsen.

76      Sagsøgerne har anført, at der i den foreliggende sag foreligger objektive, relevante og samstemmende indicier, der understøtter, at det eneste formål med at holde Parker ITR ansvarlig for den overtrædelse, selskabets forgængere har begået, er at omgå den forældelsesfrist, der er foreskrevet i artikel 25 i forordning nr. 1/2003.

77      Kommissionen har gjort gældende, at den, som det fremgår af fast retspraksis, råder over en skønsbeføjelse med hensyn til at fastlægge adressaterne for en beslutning i tilfælde af økonomisk succession, som den har udøvet korrekt.

78      I den foreliggende sag er det blevet fastslået, at princippet om økonomisk kontinuitet fandt anvendelse grundet forbindelserne mellem ITR og ITR Rubber ved overdragelsen af de aktiviteter, der vedrørte pumpeslanger til brug på havet, således at formodningen om ITR’s faktiske udøvelse af en bestemmende indflydelse over ITR Rubber ikke er blevet afkræftet. ITR Rubber blev således holdt ansvarlig for den samlede og vedvarende overtrædelse fra den 1. april 1986 til den 2. maj 2007, hvilket for så vidt angår tidsrummet før den 1. januar 2002, hvor ITR, selskabets forgænger, deltog i overtrædelsen, følger af en anvendelse af princippet om økonomisk kontinuitet, som det i præmis 73 ovenfor er blevet fastslået, blev anvendt med rette. Denne tilregnelse af ansvar følger derfor i modsætning til det af sagsøgerne fremførte ikke af magtfordrejning og omgåelse af artikel 25 i forordning nr. 1/2003.

79      Det følger deraf, at forældelsesfristen for denne samlede og vedvarende overtrædelse, som Parker ITR holdes ansvarlig for, først begyndte at løbe den 2. maj 2007, som er den dato, hvor Kommissionen, der havde indledt en undersøgelsesprocedure, foretog en række kontrolundersøgelser ved bl.a. Parker ITR. Kommissions beføjelse til at pålægge Parker ITR sanktioner for denne overtrædelse er derfor ikke forældet i den foreliggende sag.

80      Under disse omstændigheder kan der ikke gives medhold i det andet led i det første anbringende, som sagsøgerne har påberåbt, vedrørende magtfordrejning og omgåelse af artikel 25 i forordning nr. 1/2003.

 Begrundelsespligten og ligebehandlingsprincippet

81      For så vidt angår anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten må det undersøges, om den anfægtede beslutning var tilstrækkeligt begrundet for så vidt angår anvendelsen af princippet om økonomisk kontinuitet, til at Parker ITR’s ansvar for tidsrummet før den 1. januar 2002 kan fastholdes, herunder for så vidt angår de forbindelser, der forelå mellem ITR og ITR Rubber.

82      Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, skal i henhold til fast retspraksis tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at de kompetente retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 63, af 30.9.2003, Tyskland mod Kommissionen, C-301/96, EU:C:2003:509, præmis 87, og af 22.6.2004, Portugal mod Kommissionen, C-42/01, EU:C:2004:379, præmis 66).

83      Kommissionen redegjorde i 327.-329. betragtning til den anfægtede beslutning for den begrundelse, der førte til, at den forkastede anvendelsen af princippet om personligt ansvar og anvendte princippet om økonomisk kontinuitet i den foreliggende sag. Kommissionen anførte således efter at have redegjort for de situationer, hvor Kommissionen fandt, at princippet om personligt ansvar fandt anvendelse, at når den person, der var ansvarlig for overtrædelsen ophørte med at eksistere, idet den blev opslugt af en anden juridisk person, er det denne sidstnævnte, der skal holdes ansvarlig. Derudover nævnte Kommissionen i 328. betragtning det princip, hvorefter ansvaret for den overdragende virksomheds tidligere adfærd, når en virksomhed overdrager en del af sine aktiviteter til en anden, i tilfælde, hvor overdrageren og erhververen har en økonomisk forbindelse, kan overføres til erhververen, selv om overdrageren ikke er ophørt med at eksistere.

84      Kommissionen anførte konkret i 370. betragtning til den anfægtede beslutning, idet den henviste til den begrundelse, der blev redegjort for i 328. betragtning, hvilke forhold der havde ført til, at Kommissionen under anvendelse af princippet om økonomisk kontinuitet tilregnede ITR Rubber, nu Parker ITR, ansvaret for overtrædelsen for tidsrummet før den 31. januar 2002, nemlig eksistensen af økonomiske forbindelser mellem et moderselskab og et datterselskab, hvori moderselskabet ejede 100% af egenkapitalen.

85      Det bemærkes derudover, at Kommissionen i 369. betragtning til den anfægtede beslutning gengav de argumenter imod anvendelsen af princippet om økonomisk kontinuitet, som sagsøgerne havde fremført som svar på klagepunktsmeddelelsen, idet de bl.a. havde gjort gældende, at der ikke forelå forbindelser mellem på den ene side Parker ITR, tidligere ITR Rubber, og Saiag-koncernen på den anden side.

86      Kommissionen besvarede imidlertid i 370.-373. betragtning til den anfægtede beslutning disse argumenter, idet den bl.a. anførte, at selv om overdragelsen af ITR’s aktiver til ITR Rubber blev gennemført med henblik på deres senere salg til Parker-Hannifin, fandt denne overdragelse sted på et tidspunkt, hvor disse to virksomheder tilhørte den samme koncern, hvilket i henhold til den retspraksis, der følger af dom af 11. december, ETI m.fl. (C-280/06, EU:C:2007:775), indebærer, at ITR’s ansvar skulle tilregnes ITR Rubber i henhold til princippet om økonomisk kontinuitet. Kommissionen præciserede ligeledes, at den efterfølgende afbrydelse af forbindelserne mellem ITR og ITR Rubber ikke kunne ændre denne konklusion.

87      Det må derfor fastslås, at det fremgår klart og utvetydigt af den anfægtede beslutning, hvilke forhold Kommissionen har lagt til grund for at anvende princippet om økonomisk kontinuitet i den foreliggende sag, herunder for så vidt angår de forbindelser, der forelå mellem ITR og ITR Rubber, samtidig med, at Kommissionen har besvaret de argumenter, sagsøgerne fremførte under den administrative procedure.

88      For så vidt angår den angivelige tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet ved anvendelsen af princippet om økonomisk kontinuitet i forhold til ITR Rubber og ikke i forhold til DOM, selv om disse i henhold til sagsøgerne befandt sig i situationer, der var meget ens, bemærkes det, at dette princip i henhold til fast retspraksis kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (jf. dom af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

89      I den foreliggende sag fremgår det af 19. betragtning til den anfægtede beslutning, at DOM, som var blevet stiftet af Unipoly-koncernen, erhvervede BTR-koncernens aktiver inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet. I DOM-sagen fandt overdragelsen af de omhandlede aktiver således sted mellem selskaber, der ikke var forbundet ved strukturelle forbindelser, nemlig på den ene side BTR og på den anden side DOM, som tilhørte Unipoly-koncernen.

90      I tilfældet ITR Rubber er det, som det i overensstemmelse med dommen i appelsagen konstateres i præmis 45 ovenfor, overdragelsen af ITR’s aktiviteter inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet til ITR Rubber, henholdsvis moder- og datterselskab inden for Saiag-koncernen, som skal tages i betragtning, idet formålet og den økonomiske begrundelse for en sådan transaktion, som det fremgår af den doms præmis 53, er uden relevans.

91      Det følger af de betragtninger i dommen i appelsagen, som gengives i præmis 42 og 43 ovenfor, at princippet om økonomisk kontinuitet finder anvendelse under omstændigheder, hvor der foreligger strukturelle forbindelser mellem det selskab, der har deltaget i overtrædelsen og det datterselskab, hvortil de aktiver, der var forbundet med overtrædelsen, overdrages med henblik på et senere salg til en udenforstående koncern. Derimod finder princippet om økonomisk kontinuitet i henhold til denne retspraksis ikke anvendelse i tilfælde, hvor de aktiver, der var forbundet med overtrædelsen, overdrages til et datterselskab, som er blevet stiftet af den erhvervende koncern, og som ikke har strukturelle forbindelser med sælgeren.

92      Kommissionen kan således ikke foreholdes at have handlet i strid med ligebehandlingsprincippet, fordi den anvendte princippet om økonomisk kontinuitet i forhold til ITR Rubber og forkastede dette princip for så vidt angår DOM, idet de to situationer ikke er sammenlignelige.

93      Under disse omstændigheder skal det første anbringendes tredje led og det første anbringende i sin helhed forkastes.

 Det tredje anbringende om den ulovlige forhøjelse af den bøde, Parker ITR blev pålagt på grund af selskabets angiveligt ledende rolle i overtrædelsen

94      Sagsøgerne har for det første anfægtet den omstændighed, at ITR skulle have spillet en ledende rolle i kartellet fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001, hvilket Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har bevist, for det andet tilregnelsen af ITR’s angiveligt ledende rolle til ITR Rubber, og for det tredje forhøjelsen af den bøde, Parker ITR blev pålagt grundet den ledende rolle, ITR blev tillagt.

95      Kommissionen har fastholdt, at de elementer, den støttede sig til, samlet set beviser, at ITR bidrog til på ny at gøre kartellet fuldt funktionsdueligt, og at selskabet bl.a. varetog den nøglefunktion at få Yokohama til at deltage deri. Dette begrunder forhøjelsen af den bøde, Parker ITR blev pålagt, med en procentsats på 30%. Derudover har Kommissionen anført, at den omstændighed, at den nævnte Parker ITR, er begrundet, fordi denne enhed var ITR’s økonomiske efterfølger.

 Tilregnelsen af ITR’s ledende rolle til ITR Rubber

96      Det bemærkes indledningsvis for så vidt angår henvisningen i den anfægtede beslutning til Parker ITR og ikke ITR som ledende deltager i kartellet i en periode, hvor Parker ITR, oprindeligt benævnt ITR Rubber, endnu ikke eksisterede, at som det fastslås i præmis 73 ovenfor, kan Parker ITR i henhold til princippet om økonomisk kontinuitet holdes ansvarlig for ITR’s adfærd, herunder før stiftelsen af ITR Rubber den 27. juni 2001. Det kan således ikke foreholdes Kommissionen, at den henviser til Parker ITR, tidligere ITR Rubber, for så vidt angår den ledende rolle, der tilregnes ITR i perioden fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001, uden at der herved tages stilling til sagens realitet vedrørende den ledende rolle, ITR tilregnes.

 ITR’s ledende rolle

97      Kommissionen fastslog i 243. betragtning til den anfægtede beslutning, at ITR i perioden fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001 havde koordineret kartellet i fællesskab med W.

98      Det følger af fast retspraksis, at når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal der i forbindelse med fastsættelsen af bøderne foretages en vurdering af de enkelte virksomheders rolle i overtrædelsen i den periode, de deltog heri. Det følger bl.a. heraf, at en eller flere virksomheders rolle som kartellets »hovedmænd« (leder) skal tages i betragtning ved beregningen af bøden, eftersom disse virksomheder på grund af deres rolle bærer et særligt ansvar i forhold til de øvrige virksomheder (jf. dom af 11.7.2014, Sasol m.fl. mod Kommissionen, T-541/08, EU:T:2014:628, præmis 355 og den deri nævnte retspraksis).

99      I overensstemmelse med disse principper er der i punkt 28 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne«), i afsnittet med overskriften »Skærpende omstændigheder« fastsat en ikke-udtømmende liste over de omstændigheder, der kan føre til en forhøjelse af bødens grundbeløb, hvoriblandt er anført en ledende rolle ved overtrædelsen.

100    For at blive kvalificeret som leder af et kartel skal en virksomhed have været en væsentlig drivende kraft bag kartellet eller have haft et særligt og konkret ansvar for dettes funktion. Denne omstændighed kan bl.a. udledes deraf, at virksomheden gennem ad hoc-initiativer spontant har givet kartellet en fundamental drivkraft, eller af en flerhed af indicier, som afslører virksomhedens offervilje i forhold til at sikre kartellets stabilitet og succes (dom af 15.3.2006, BASF mod Kommissionen, T-15/02, EU:T:2006:74, præmis 299, 300, 351, 370-375 og 427, og af 27.9.2012, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, T-343/06, EU:T:2012:478, præmis 198).

101    Dette er tilfældet, når virksomheden har deltaget i møder om kartellet på vegne af en anden virksomhed, der ikke selv deltog, og efterfølgende meddeler sidstnævnte virksomhed resultatet af de nævnte møder (dom af 15.3.2006, BASF mod Kommissionen, T-15/02, EU:T:2006:74, præmis 439). Tilsvarende er dette også tilfældet, når det godtgøres, at den pågældende virksomhed har spillet en central rolle i kartellets egentlige funktion, eksempelvis ved at organisere en række møder, ved at samle og formidle oplysninger inden for kartellet eller ved hyppigst at være den, der fremsætter forslag vedrørende kartellets funktion (dom af 27.9.2012, Koninklijke Wegenbouw Stevin mod Kommissionen, T-357/06, EU:T:2012:488, præmis 284).

102    Endelig kan to virksomheder, eller et større antal, anses for samtidigt at have haft en ledende rolle (jf. i denne retning dom af 15.3.2006, BASF mod Kommissionen, T-15/02, EU:T:2006:74, præmis 439 og 440, og af 26.4.2007, Bolloré m.fl. mod Kommissionen, T-109/02, T-118/02, T-122/02, T-125/02, T-126/02, T-128/02, T-129/02, T-132/02 og T-136/02, EU:T:2007:115, præmis 561).

103    Det er i lyset af de foregående overvejelser, at det skal undersøges, om Kommissionen på grundlag af tilstrækkelige beviser med rette kunne konkludere, at ITR faktisk havde spillet en ledende rolle i kartellet i perioden fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001.

104    Med henblik på at fastslå ITR’s ledende rolle støttede Kommissionen sig i den anfægtede beslutning ud over Yokohamas erklæringer i den henseende til de følgende elementer, som støtter disse erklæringer.

105    Kommissionen støttede sig for det første i 461. betragtning til den anfægtede beslutning bl.a. til de telefaxer, som ITR havde sendt til andre medlemmer af kartellet. Disse dokumenter, som indgår i sagsakterne, er i øvrigt ikke blevet bestridt af sagsøgerne, som imidlertid har anfægtet den fortolkning, Kommissionen har foretaget deraf. Disse dokumenter, som stammer fra perioden juni 1999 til juni 2001, godtgør bl.a., at kommunikationen mellem ITR og de andre medlemmer af kartellet fandt sted med en vis regelmæssighed, også i perioden efter januar 2000, hvilket sagsøgerne selv har medgivet under retsmødet.

106    Det fremgår for det første af denne kommunikation, at P., som var ansat ved ITR, selv præsenterede sig som koordinator af en undergruppe af deltagere i kartellet, hvilket bekræftes af Yokohamas erklæringer.

107    For det andet viser denne korrespondance, at denne ansatte ved ITR i løbet af denne periode tog initiativ til at indsamle fortrolige oplysninger fra de andre deltagere, herunder Yokohama og Trelleborg og til at samordne deres deltagelse i udbud. Det fremgår ligeledes af dokumenter, som Kommissionen har lagt til grund, at ITR konkret sørgede for, at kartellet tog hensyn til selskabets fælles markedsandel sammen med Yokohama, og at det lettede Yokohamas deltagelse i møderne.

108    Hvad for det andet angår de telefaxer, som ITR sendte den 11. og 21. juni 1999, og hvortil der henvises i 179. betragtning til den anfægtede beslutning, bemærkes det, at den omstændighed, at de vedrører udbud for senere datoer, i modsætning til det af sagsøgerne anførte ikke svækker konklusionen om, at ITR var koordinator for kartellet i den periode, hvor telefaxerne blev afsendt. Det er netop samordningen af de strategier, karteldeltagerne vedtog med henblik på fremtidige udbud, som ITR blev foreholdt.

109    For det tredje godtgør de dokumenter fra oktober 1999, som der henvises til i 189. og 196. betragtning til den anfægtede beslutning, bl.a., at ITR’s repræsentant i løbet af denne periode indledte et snævert samarbejde med Yokohama og varetog andre koordineringsopgaver for en del af kartelmedlemmerne, hvilket bidrog til kartellets funktion, hvilket sagsøgerne ikke har bestridt.

110    Hvad for det fjerde angår de meddelelser, ITR fremsendte i december 1999 efter det møde, der fandt sted i London (Det Forenede Kongerige) den 10. december 1999, må det fastslås, at den omstændighed alene, som sagsøgerne ikke har bestridt, at denne repræsentant påtog sig at fremsende sådanne meddelelser, uafhængigt af, om de forslag, ITR’s repræsentant fremsendte, endeligt blev accepteret eller ej, godtgør, at han havde påtaget sig en dominerende rolle ved videreførelsen af kartellets aktiviteter efter dette møde.

111    Hvad for det femte angår formandsskabet for dette møde er det ganske vist uomtvistet, at mødereferatet ikke indeholder udtrykkelige henvisninger til den person, der varetog dette. Kommissionen har imidlertid ud over Yokohamas erklæringer støttet sig til dokumenter, som viser, at ITR havde fremsendt en indbydelse til dette møde til Yokohama og formidlet kommunikation efter mødet, og til den omstændighed, at ITR’s indlæg under mødet blev gengivet sidst i mødereferatet, uden at sagsøgerne har afkræftet dette. Det må fastslås, at disse forhold i det mindste udgør indicier for en dominerende rolle ved forberedelsen, afholdelsen og opfølgningen på dette møde.

112    Det bemærkes for det sjette, at sagsøgerne ikke har bestridt den omstændighed, at ITR indledte et snævert samarbejde med Yokohama, hvilket fremgår af flere dokumenter, hvortil der bl.a. henvises i 219. og 241. betragtning til den anfægtede beslutning, og som godtgør, at ITR organiserede møder med Yokohama og opretholdt en korrespondance vedrørende dette samarbejde, ikke blot med Yokohama, men også med andre medlemmer af kartellet, og det i en periode, der navnlig strakte sig fra januar 2000 til juni 2001.

113    Den omstændighed, at selskabet aktivt engagerede sig i at sikre deltagelsen af Yokohama, som var en af de to japanske aktører, og derved sikrede, at to virksomheder, der repræsenterede næsten en fjerdedel af verdensmarkedet, deltog i kartellet, kan dels i sig selv anses for at være et nøgleelement i genetableringen og styrkelsen af kartellet.

114    Dels kan den omstændighed, at oplysninger om dette samarbejde blev meddelt til de andre medlemmer af kartellet, have bidraget til at forsikre disse om denne del af kartellet og derved til at sikre hele kartellets funktion.

115    I denne forbindelse bekræfter referatet af møderne den 11. og 12. juni 2001, at Yokohama og ITR på dette tidspunkt i kartellet blev anset for aktører, der samarbejdede så snævert inden for markedet, at de blev tildelt en fælles kvote.

116    Disse beviser for det snævre samarbejde mellem Yokohama og ITR og Yokohamas deltagelse, som blev sikret af ITR, kan gyldigt tages i betragtning til støtte for Kommissionens konstatering vedrørende den rolle som leder af kartellet, som den tillagde ITR.

117    Det må for det syvende fastslås, at de beviser, Kommissionen lagde til grund, herunder beviserne vedrørende det snævre samarbejde mellem Yokohama og ITR, i modsætning til det af sagsøgerne anførte, henviser til en periode, der i det mindste strækker sig fra den 11. juni 1999 til juni 2001. Det fremgår i øvrigt af sagsakterne, at ITR fra oktober 2001 ikke længere var ansvarlig for koordineringen af Yokohamas deltagelse i kartellet, hvilket i øvrigt ikke er blevet bestridt af sagsøgerne. Kommissionen lagde således den 30. september 2001 til grund som den dato, hvor ITR’s virksomhed som leder af kartellet ophørte.

118    Henset til samtlige de forhold, der netop er blevet undersøgt, må det konkluderes, at Kommissionen med rette kunne karakterisere ITR som leder af kartellet for perioden fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001.

119    Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgernes argumenter vedrørende de beviser, som de har gjort gældende afkræfter teorien om, at ITR spillede en ledende rolle i kartellet.

120    For det første afkræfter den omstændighed, at Yokohama og ITR var interesserede i kartellets formål ud fra et kommercielt synspunkt, ikke det forhold, at Yokohamas deltagelse i kartellet blev lettet ved ITR’s bistand som koordinator i den periode, Kommissionen har lagt til grund.

121    Endvidere er den rolle, som blev spillet af andre kartelmedlemmer, såsom Bridgestone og DOM, og W. og dennes virksomheder, som varetog den samlede ledelse og koordinering af kartellet i lange perioder af dets eksistens, og den omstændighed, at disse blev opfattet af de andre medlemmer som kartellets væsentligste koordinatorer, ikke uforenelig med den ledende rolle, som Kommissionen tillagde ITR. Hvad konkret angår perioden fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001 godtgør de forhold, som sagsøgerne har gjort gældende, ikke, at W. bl.a. i forhold til denne persons virksomheder var kartellets eneste koordinator. De koordineringsfunktioner, som ITR varetog i denne periode, er ikke af den sådan karakter, at de udelukker, at en ledende koordinator varetog den samlede ledelse af kartellet. Denne sameksistens forklarer bl.a. den omstændighed, at ITR ikke var til stede ved alle kartellets møder.

122    Endelig afkræfter den omstændighed, at andre medlemmer har betvivlet ITR’s rolle som koordinator af kartellet, og at denne rolle ikke var formaliseret, ikke Kommissionens konstatering af, at ITR havde ageret som koordinator i det mindste for blokken ITR/Yokohama og varetaget en vis koordinering med de andre kartelmedlemmer, bl.a. ved mødet den 10. december 1999. Således rejser den tvivl, Manuli udtrykte i 1999 med hensyn til en europæisk koordinator af kartellet, ikke tvivl om de forskellige dokumenter, Kommissionen har fremlagt, som beviser, at ITR faktisk udførte koordinerende aktiviteter blandt de andre karteldeltagere, og det uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt og hvor længe de fastsatte undergrupper formelt set var etableret inden for kartellet.

 Forhøjelsen af bøden for ITR’s ledende rolle

123    Sagsøgerne har anfægtet den forhøjelse på 30%, der er blevet anvendt på den bøde, Parker ITR er blevet pålagt for ITR’s ledende rolle, idet den ikke er begrundet, navnlig henset til, at det samme niveau for forhøjelse blev anvendt på den bøde, der blev pålagt Bridgetone, som havde varetaget koordineringen af kartellet i 11 år.

124    Punkt 28 i retningslinjerne bestemmer, at bødens grundbeløb kan forhøjes, når Kommissionen fastslår, at der foreligger skærpende omstændigheder, f.eks. hvis en virksomhed har spillet en ledende rolle ved overtrædelsen.

125    Det fremgår i denne forbindelse af retspraksis, at den omstændighed, at en virksomhed har haft en førende rolle i et kartel, betyder, at den bærer et særligt ansvar i forhold til de andre virksomheder (dom af 3.3.2011, Siemens mod Kommissionen, T-110/07, EU:T:2011:68, præmis 367).

126    Det fremgår i øvrigt af fast retspraksis, at der tilkommer Kommissionen et skøn ved fastsættelsen af den enkelte bøde, og at den ikke er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel i denne forbindelse (dom af 6.4.1995, Martinelli mod Kommissionen, T-150/89, EU:T:1995:70, præmis 59, af 14.5.1998, Mo och Domsjö mod Kommissionen, T-352/94, EU:T:1998:103, præmis 268, og af 13.7.2011, Polimeri Europa mod Kommissionen, T-59/07, EU:T:2011:361, præmis 251).

127    I den foreliggende sag har Kommissionen, som det er fastslået i præmis 118 og 119 ovenfor, med rette konkluderet, at ITR havde spillet en ledende rolle i kartellet i perioden fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001.

128    Kommissionen har konkret i 457.-463. betragtning til den anfægtede beslutning vedrørende skærpende omstændigheder for så vidt angår ITR bl.a. henvist til det, der er fastslået vedrørende den rolle, ITR’s repræsentant spillede i perioden fra juni 1999 til september 2001. Kommissionen præciserede på det sted, at ITR havde sikret samordningen af en del af kartellet parallelt med de koordinationsfunktioner, W. varetog, og den anførte, at det netop var under denne periode, at kartellet blev genetableret efter at have gennemgået en ustabil periode.

129    Det er således uomtvistet, at kartellet gennemgik en relativt inaktiv periode i perioden fra maj 1997 til juni 1999. Som det bl.a. nævnes i præmis 105 og 108 ovenfor, var det netop fra juni 1999, at ITR varetog koordineringsaktiviteter for en del af karteldeltagerne.

130    Derudover anførte Kommissionen ligeledes i 458. betragtning til den anfægtede beslutning, at ITR’s bidrag var afgørende for at overvinde modstanden hos visse kartelmedlemmer og for genetableringen af kartellet.

131    ITR indledte således, som sagsøgerne selv har medgivet, et mere snævert samarbejde med Yokohama, idet selskabet koordinerede disse to virksomheders deltagelse i kartellet, selv om Yokohama havde givet udtryk for modstand mod igen at tilslutte sig kartellet på grund af virksomhedens dårlige forhold til dens japanske konkurrent, Bridgestone. Denne rivalisering, som gik tilbage til før kartellets genetablering i 1999, som ITR’s indgriben havde bidraget til, er blevet anerkendt af sagsøgerne selv.

132    Den forhøjelse på 30%, der blev anvendt på den bøde, Parker ITR blev pålagt for sin ledende rolle, forekommer således begrundet, henset til sagens omstændigheder.

133    For så vidt som sagsøgernes argumenter om, at den samme forhøjelse på 30% blev anvendt på den bøde, der blev pålagt Bridgestone, selv om dette selskab havde varetaget koordineringen af kartellet i 11 år, skal forstås således, at de har gjort gældende, at ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat, må det undersøges, om disse to situationer, henset til den i præmis 88 ovenfor nævnte retspraksis, er sammenlignelige.

134    For så vidt angår forhøjelsen på 30% af den bøde, der blev pålagt Bridgestone, henviste Kommissionen i 458. og 462. betragtning til den anfægtede beslutning til, at det var blevet fastslået, at Bridgestone i de 11 år fra 1986 til 1997 varetog koordineringen af kartellet bl.a. i forhold til de japanske deltagere, mens Dunlop/DOM koordinerede kartellet i forhold til de europæiske deltagere.

135    Det fremgår således af de forhold, Kommissionen tog i betragtning ved dets konstateringer angående skærpende omstændigheder, at mens Bridgestone havde varetaget koordineringen af kartellet i forhold til visse deltagere i en periode på 11 år, havde ITR varetaget koordineringen i forhold til en del af karteldeltagerne i en periode på 2 år.

136    Det må fastslås, at de to situationer ikke er faktuelt sammenlignelige. Det bemærkes imidlertid, at den samme behandling i henhold til den i præmis 88 nævnte retspraksis forekommer objektivt begrundet, henset til den omstændighed, at selv om ITR kun varetog koordineringsvirksomheden i to år, bidrog selskabet meget væsentligt til den succesfulde genetablering af kartellet. Henset til overtrædelsens grovhed og ansvaret for denne forekommer det begrundet, at forhøjelsen af den bøde, Parker ITR blev pålagt, på grund af ITR’s koordineringsvirksomhed på et kritisk tidspunkt for kartellet er af samme størrelse som den, der blev anvendt i forhold til den bøde, Bridgestone blev pålagt, grundet dette selskabs koordinationsvirksomhed over et længere tidsrum.

137    Under disse omstændigheder kan det ikke foreholdes Kommissionen, at den under udøvelsen af sine skønsbeføjelser har anvendt den samme sats for forhøjelsen af de bøder, der blev pålagt Parker ITR og Bridgestone.

138    Selv hvis det antages, at Kommissionen med urette anvendte en forhøjelse på kun 30% af den bøde, Bridgestone blev pålagt, på trods af den langvarige periode, hvor sidstnævnte selskab udøvede en ledende rolle i kartellet, kan en sådan ulovlighed, begået til fordel for andre, under alle omstændigheder ikke begrunde, at sagsøgernes anbringende om annullation tages til følge. Således må overholdelsen af ligebehandlingsprincippet eller princippet om ikke-diskrimination i henhold til fast retspraksis ses i sammenhæng med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvilket indebærer, at ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre (jf. dom af 3.3.2011, Siemens mod Kommissionen, T-110/07, EU:T:2011:68, præmis 358 og den deri nævnte retspraksis).

139    Henset til de foregående betragtninger kan der ikke gives medhold i det femte anbringende, som sagsøgerne har fremført.

 Det sjette anbringende om, at princippet om personligt ansvar blev tilsidesat ved forhøjelsen af den bøde, Parker-Hannifin blev pålagt på grund Parker ITR’s ledende rolle, og om manglende begrundelse

140    Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte princippet om personligt ansvar, da den tog hensyn til den ledende rolle, ITR var tildelt fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001, ved forhøjelsen af den del af bøden, som Parker-Hannifin er solidarisk ansvarlig for. Sagsøgerne har derudover påberåbt en tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som den anfægtede beslutning ikke indeholder en begrundelse for, hvorfor forhøjelsen på 30% er blevet anvendt i forhold til den bøde, som Parker-Hannifin holdes ansvarlig for.

141    For så vidt angår tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar bemærkes det, at det fremgår af fast retspraksis, at såfremt et datterselskabs overtrædelse kan tilregnes dettes moderselskab, kan disse selskaber anses for i overtrædelsesperioden at være en del af samme økonomiske enhed, og at de således skaber én samlet virksomhed i Unionens konkurrencerets forstand. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for sit datterselskabs ulovlige adfærd i nævnte periode og for betaling af den bøde, som er pålagt sidstnævnte (jf. dom af 10.4.2014, Areva m.fl. mod Kommissionen, C-247/11 P og C-253/11 P, EU:C:2014:257, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

142    Det er derudover fastslået i retspraksis, at Kommissionen er pålagt visse begrænsninger i forbindelse med fastsættelsen af det ydre solidaritetsforhold, nemlig forholdet mellem Kommissionen og de forskellige personer, som virksomheden udgøres af, og som kan pålægges at betale hele den bøde, som denne virksomhed pålægges, idet Kommissionen bl.a. er forpligtet til at overholde princippet om individuelle straffe og sanktioner, som i overensstemmelse med artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 kræver, at størrelsen af den bøde, der skal betales in solidum, fastsættes ud fra grovheden af den overtrædelse, der individuelt foreholdes den pågældende virksomhed, og varigheden heraf (dom af 10.4.2014, Kommissionen m.fl. mod Siemens Österreich m.fl., C-231/11 P – C-233/11 P, EU:C:2014:256, præmis 52).

143    En opbygning af den solidariske hæftelse, som giver Kommissionen mulighed for at kræve, at et af disse moderselskaber betaler en bøde for overtrædelser, der for en anden del af overtrædelsesperioden er pålagt en virksomhed, som den aldrig har været en del af, er i strid med princippet om individuelle straffe og sanktioner (dom af 10.4.2014, Areva m.fl. mod Kommissionen, C-247/11 P og C-253/11 P, EU:C:2014:257, præmis 126-133).

144    Et moderselskab kan mere præcist udtrykt ikke holdes ansvarlig for overtrædelser, som blev begået selvstændigt af dets datterselskaber, inden de blev erhvervet, da disse datterselskaber selv må bære ansvaret for den retsstridige adfærd, de udviste, inden erhvervelsen, uden at moderselskabet kan anses for ansvarligt herfor (dom af 16.11.2000, Cascades mod Kommissionen, C-279/98 P, EU:C:2000:626, præmis 77-79, og af 4.9.2014, YKK m.fl. mod Kommissionen, C-408/12 P, EU:C:2014:2153, præmis 65).

145    Det må i lyset af de foregående betragtninger undersøges, om Kommissionen begik en retlig fejl, da den anvendte en forhøjelse på 30% i forhold til den bøde, som Parker-Hannifin skal betale in solidum.

146    Det bør i denne forbindelse erindres, at det i præmis 118 ovenfor fastslås, at det var med rette, at Kommissionen fastslog, at ITR havde en ledende rolle i kartellet i perioden fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001. ITR og selskabets efterfølger, ITR Rubber, er ikke blevet foreholdt nogen aktivitet ud over denne periode i forbindelse med rollen som leder, hvilket Kommissionen i øvrigt har bekræftet under retsmødet.

147    Det er derudover uomtvistet, at ITR Rubber, hvortil dets daværende moderselskab, ITR, den 1. januar 2002 overdrog sine aktiver inden for sektoren for pumpeslanger til brug på havet, blev solgt til Parker-Hannifin, som var en del af Parker-koncernen, den 31. januar 2002. Kommissionen fastslog således i 389. betragtning til den anfægtede beslutning, at Parker-Hannifin var solidarisk ansvarlig for Parker ITR’s adfærd fra datoen for erhvervelsen af sidstnævnte, den 31. januar 2002.

148    Det bemærkes i øvrigt, at Kommissionen har fulgt følgende fremgangsmåde i den anfægtede beslutning ved beregningen af bødens størrelse.

149    Kommissionen foretog således for det første en beregning af bødens grundbeløb, der blev fastsat således:

–        Kommissionen præciserede i 420.-428. betragtning til den anfægtede beslutning, at den relevante afsætning skulle beregnes på grundlag af den årlige gennemsnitlige værdi af afsætningen for de væsentligste producenter af pumpeslanger til brug på havet inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) for de tre fulde regnskabsår før overtrædelsens ophør, nemlig 32 710 069 EUR.

–        Henset til overtrædelsens verdensomspændende karakter fandt Kommissionen i 429.-433. betragtning til den anfægtede beslutning, at dette tal burde multipliceres med hver deltagers markedsandel på verdensplan, og at Parker ITR’s andel af verdensmarkedet udgjorde 12,1%.

–        Efter denne multiplikation nåede Kommissionen i 436. betragtning til den anfægtede beslutning frem til et beløb på 3 955 777 EUR for Parker ITR’s relevante afsætning.

–        Med hensyn til overtrædelsens grovhed konkluderede Kommissionen i 445. betragtning, at henset til sagens omstændigheder, overtrædelsens karakter, dens geografiske udstrækning og den samlede del af markedet, der var berørt, burde 25% af værdien af den relevante afsætning tages i betragtning.

–        Med hensyn til overtrædelsens varighed lagde Kommissionen i 448. betragtning til den anfægtede beslutning en varighed på 19 år og 5 dage for Parker ITR og 5 år, 3 måneder og 3 dage for Parker-Hannifin til grund, hvilket førte til multiplikationstal på henholdsvis 19 og 5,5.

–        I 449. betragtning anførte Kommissionen, at der burde tillægges et yderligere beløb på 25% af den relevante afsætning som afskrækkende tillægsbeløb.

–        Kommissionen anførte i 455. betragtning til den anfægtede beslutning, at de ovenfor beskrevne beregninger resulterede i grundbeløb på 19 700 000 EUR for Parker ITR og 6 400 000 EUR for Parker-Hannifin.

150    Kommissionen anførte for det andet, efter at være nået frem til to grundbeløb, nemlig et grundbeløb for Parker ITR og et grundbeløb for Parker-Hannifin, i 463. betragtning til den anfægtede beslutning, at grundbeløbet for den bøde, Parker ITR var blevet pålagt, skulle forhøjes med 30% for at tage hensyn til de skærpende omstændigheder.

151    Kommissionen forhøjede således i 471. betragtning til den anfægtede beslutning grundbeløbet for Parker ITR med 30%, hvilket resulterede i et beløb på 25 610 000 EUR, men også for Parker-Hannifin, hvilket resulterede i et beløb på 8 320 000 EUR.

152    Det fremgår af det foregående, at selv om Kommissionen først holdt Parker-Hannifin solidarisk ansvarlig fra den 31. januar 2002, blev bødens grundbeløb, som skal betales in solidum med Parker-Hannifin for dette ansvar, forhøjet med 30% for de skærpende omstændigheder, der er knyttet til ITR’s ledende rolle fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001, som er en periode, hvor Parker-Hannifin ikke havde nogen forbindelse med ITR eller dette selskabs efterfølger, ITR Rubber.

153    Det fremgår således af det foregående, at størrelsen af den bøde, som Parker-Hannifin skal betale in solidum, ikke er blevet fastsat ud fra grovheden af den overtrædelse, der individuelt er blevet begået af datterselskabet ITR Rubber efter dets erhvervelse den 31. januar 2002.

154    Kommissionen begik derfor en retlig fejl, da den anvendte en forhøjelse på 30% af den bøde, Parker-Hannifin skal betale in solidum, for de skærpende omstændigheder, der er knyttet ITR’s ledende rolle fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001.

155    Under disse omstændigheder må der gives medhold i sagsøgernes sjette anbringende, uden at det er fornødent at undersøge de argumenter om en tilsidesættelse af begrundelsespligten, som de har fremført i forbindelse med dette anbringende.

156    På det grundlag skal artikel 2, stk. 1, litra e), i den anfægtede beslutning annulleres for så vidt som der blev anvendt en forhøjelse på 30% på den bøde, der skal betales in solidum af Parker-Hannifin, for de skærpende omstændigheder, der er knyttet ITR’s ledende rolle fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001.

 Det ottende anbringende om beregningen af loftet på 10% af omsætningen

157    Det ottende anbringende påberåbt af sagsøgerne bør, som det fastslås i præmis 31 ovenfor, undersøges for så vidt angår tidsrummet før den 1. januar 2002.

158    Sagsøgerne har i forbindelse med deres ottende anbringende fremført tre klagepunkter, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, det andet en tilsidesættelse af princippet om personligt ansvar og det tredje en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

159    For så vidt angår klagepunktet om en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 bemærkes det, at bestemmelsen har følgende ordlyd:

»Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

a)      overtræder […] artikel [81 EF] eller [82 EF] […]

Bøden kan for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår.

[...]«

160    Derudover bør den retspraksis, der følger af dom af 4. september 2014, YKK m.fl. mod Kommissionen (C-408/12 P, EU:C:2014:2153), bringes i erindring. I den doms præmis 60 udtalte Domstolen følgende:

»Når en virksomhed, der [...] af Kommissionen anses for ansvarlig for en overtrædelse af artikel 81 EF, erhverves af en anden virksomhed, inden for hvilken den som datterselskab bevarer sin egenskab af særskilt økonomisk enhed, skal Kommissionen tage hver af disse økonomiske enheders egen omsætning i betragtning med henblik på i givet fald at anvende loftet på 10% på dem.«

161    I øvrigt blev følgende fastslået i præmis 63 og 64 i dom af 4. september 2014, YKK m.fl. mod Kommissionen (C-408/12 P, EU:C:2014:2153):

»63      Det bemærkes i denne henseende, at formålet med i artikel 23, stk. 2, at fastlægge et loft på 10% af omsætningen for hver virksomhed, der har deltaget i overtrædelsen, bl.a. er at undgå at pålægge en bøde, der er højere end dette loft, som kan overskride virksomhedens betalingsevne på det tidspunkt, hvor den identificeres som ansvarlig for overtrædelsen, og hvor den pålægges en økonomisk sanktion af Kommissionen.

64      Det i den forrige præmis fastslåede støttes af artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, der med hensyn til loftet på 10% kræver, at dette loft beregnes på grundlag af det regnskabsår, der lå før Kommissionens beslutning om at pålægge en sanktion for en overtrædelse. Et sådant krav overholdes fuldt ud, når dette loft som i det foreliggende tilfælde fastlægges alene på grundlag af datterselskabets omsætning hvad angår den bøde, som alene dette datterselskab pålægges, og som vedrører perioden, før det blev erhvervet af moderselskabet [...] Det følger heraf, at under sådanne omstændigheder tages den strukturelle udvikling af den ansvarlige virksomhed i egenskab af økonomisk enhed faktisk i betragtning ved beregningen af bøden.«

162    Det fremgår af den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 1, litra e), at Parker-Hannifin blev holdt solidarisk ansvarlig for 8 320 000 EUR ud af den bøde på 25 610 000 EUR, som Parker ITR blev pålagt. Det følger deraf, at den del af bøden, som må anses for alene at være blevet pålagt Parker ITR, udgør 17 290 000 EUR. Henset til den fejl, der konstateres i præmis 154 ovenfor, og konklusionen i præmis 156 ovenfor, bør der ikke tages hensyn til den forhøjelse på 30%, der blev anvendt på det grundbeløb for bøden på 6 400 000 EUR, der skal betales in solidum af Parker-Hannifin. Henset til det foregående udgør den del af bøden, som faktisk må anses for alene at være blevet pålagt Parker ITR, 19 210 000 EUR.

163    Henset til Kommissionens fordeling af ansvaret mellem Parker ITR og Parker-Hannifin, således som det navnlig beskrives i 389. betragtning til den anfægtede beslutning, må det fastslås, at den del af bøden, for hvilken Parker ITR er blevet holdt eneansvarlig, vedrører selskabets økonomiske forgængers, ITR’s, deltagelse i overtrædelsen i perioden fra den 1. april 1986 til den 31. december 2001, samt selskabets egen deltagelse i perioden fra den 1. til den 31. januar 2002. Det er først fra den 31. januar 2002, at Parker-Hannifin er blevet holdt ansvarlig som Parker ITR’s moderselskab, og på det grundlag er Parker-Hannifin blevet holdt solidarisk ansvarlig med Parker ITR for en del af bøden.

164    Kommissionen har i 474. betragtning til den anfægtede beslutning, idet den støttede sig på den omsætning, der er angivet i den del af beslutningen, der omhandler de virksomheder, der er berørt af proceduren, anført, at størrelsen af de bøder, der blev pålagt virksomhederne, ikke overskred det loft på 10% af omsætningen, som er foreskrevet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. For så vidt angår sagsøgerne anførte Kommissionen i 36. betragtning til den anfægtede beslutning, at den konsoliderede omsætning på verdensplan for Parker-Hannifin i regnskabsåret 2006, der blev afsluttet den 30. juni, beløb sig til 7 410 mio. EUR.

165    Det fremgår således af den anfægtede beslutning, at Kommissionen udelukkende anvendte den konsoliderede omsætning på verdensplan for Parker-Hannifin ved beregningen af det loft på 10% af omsætningen, som er foreskrevet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, herunder for så vidt angår den del af bøden, som Parker ITR blev holdt eneansvarlig for, navnlig for perioden før den 1. januar 2002.

166    Som sagsøgerne med rette har gjort gældende, har Kommissionen, for så vidt som dette loft ikke er blevet fastlagt på grundlag af Parker ITR’s omsætning alene med hensyn til den del af bøden, som selskabet er blevet pålagt alene, herunder, nødvendigvis, for så vidt angår perioden før den 1. januar 2002, begået en fejl ved anvendelsen af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, YKK m.fl. mod Kommissionen, C-408/12 P, EU:C:2014:2153, præmis 64).

167    Henset til det foregående må der gives medhold i det ottende anbringende, således som det er afgrænset i præmis 31 ovenfor, uden at det er fornødent at undersøge det andet og det tredje klagepunkt, som sagsøgerne har fremført i forbindelse dermed.

168    På det grundlag skal den anfægtede beslutnings artikel 2, stk. 1, litra e), ligeledes annulleres, for så vidt som Kommissionen ikke har beregnet det loft på 10% af omsætningen, som er foreskrevet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, på grundlag af Parker ITR’s omsætning alene for så vidt angår den del af bøden, som Parker ITR blev holdt eneansvarlig for for perioden før den 1. januar 2002.

 Udøvelse af den fulde prøvelsesret

169    Den fulde prøvelsesret, som Retten i medfør af artikel 229 EF har fået tildelt ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, giver Retten beføjelse til ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at anlægge sin egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde. Unionens retsinstanser har derfor beføjelse til at udøve deres fulde prøvelsesret, når spørgsmålet om bødens størrelse forelægges dem til vurdering, og kan ved udøvelsen af denne prøvelsesret såvel nedsætte som forhøje bøden (dom af 8.2.2007, Groupe Danone mod Kommissionen, C-3/06 P, EU:C:2007:88, præmis 61 og 62).

170    Det bemærkes, at når Retten fastsætter størrelsen af en bøde, er der i sagens natur ikke tale om en præcis matematisk operation. Retten er endvidere hverken bundet af Kommissionens beregninger eller af dens retningslinjer, når den træffer afgørelse i henhold til sin fulde prøvelsesret. Den skal foretage sin egen vurdering under hensyntagen til alle sagens omstændigheder (jf. dom af 5.10.2011, Romana Tabacchi mod Kommissionen, T-11/06, EU:T:2011:560, præmis 266 og den deri nævnte retspraksis).

171    Det fremgår derudover af ordlyden af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, at der ved fastlæggelse af bødens størrelse skal tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.

172    Det fremgår endvidere af artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at straffens omfang skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen.

173    I henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 må bøden derudover ikke overstige 10% af virksomhedens samlede omsætning i det foregående regnskabsår.

174    Det fremgår i denne henseende af retspraksis, bl.a. efter dom af 4. september 2014, YKK m.fl. mod Kommissionen (C-408/12 P, EU:C:2014:2153), at det er det omhandlede datterselskabs omsætning, der skal tages i betragtning ved anvendelsen af det loft, som er foreskrevet i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, YKK m.fl. mod Kommissionen, C-408/12 P, EU:C:2014:2153, præmis 97). Under disse omstændigheder skal Parker ITR’s samlede omsætning, herunder koncerninterne salg, lægges til grund ved beregningen af loftet på 10%, når det ikke er den konsoliderede omsætning for Parker-koncernen, men kun omsætningen for datterselskabet Parker ITR, der skal tages i betragtning ved tilpasningen af bødens størrelse til betalingsevnen.

175    Domstolen har ligeledes fastslået, at der med hensyn til fastsættelsen af bøder skal tages hensyn til overtrædelsernes varighed og alle de elementer, der kan indgå i bedømmelsen af overtrædelsers grovhed, såsom bl.a. de enkelte virksomheders adfærd og rolle ved gennemførelsen af den samordnede praksis (jf. i denne retning dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

176    Domstolen ophævede i dommen i appelsagen bl.a. punkt 2 og 3 i Rettens doms konklusion, hvorved den bøde, Kommissionen havde pålagt Parker ITR og Parker-Hannifin, blev annulleret, og hvor beløbet for den bøde, Parker ITR var blevet pålagt, efter Rettens overvejelser vedrørende dens udøvelse af sin fulde prøvelsesret blev fastsat til 6 400 000 EUR, hvoraf Parker-Hannifin blev holdt solidarisk ansvarlig for 6 300 000 EUR.

177    Efter hjemvisningen af deres søgsmål til Retten har sagsøgerne gjort gældende, at de anbringender, de har fremført, begrunder en annullation af den anfægtede beslutning, og at Retten som følge deraf bør udøve sin fulde prøvelsesret og nedsætte størrelsen af den bøde, de er blevet pålagt.

178    I den foreliggende sag finder Retten, henset til den bedømmelse, Retten har foretaget i forbindelse med det sjette og det ottende anbringende, og de fejl, der er fastslået i præmis 154 og 166 ovenfor, det passende at udøve den fulde prøvelsesret, som Retten er tildelt ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, og sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens for så vidt angår størrelsen af den bøde, som sagsøgerne bør pålægges.

179    Retten finder det således passende at tage følgende omstændigheder i betragtning.

180    Det fremgår for det første tilstrækkeligt klart af beviserne i sagsakterne, at kartellet udgjorde en alvorlig overtrædelse, henset til den omstændighed, at det havde tildeling af udbud, prisfastsættelse, fastsættelse af kvoter, fastlæggelse af salgsbetingelser, opdeling af de geografiske markeder og udveksling af følsomme oplysninger vedrørende pris, salgsmængder og udbud som formål. Der var derudover tale om et verdensomspændende kartel.

181    Hvad for det andet konkret angår overtrædelsens varighed bemærkes det dels, at ITR Rubber (efterfølgende Parker ITR) med rette blev holdt ansvarlig for selskabets økonomiske forgængers, ITR’s, deltagelse i overtrædelsen i perioden fra den 1. april 1986 til den 31. december 2001, samt for selskabets egen deltagelse i perioden fra den 1. januar 2002 til den 2. maj 2007. Dels blev Parker-Hannifin med rette holdt solidarisk ansvarlig som moderselskab for Parker ITR for perioden fra den 31. januar 2002 til den 2. maj 2007.

182    For det tredje er det godtgjort, at ITR spillede en ledende rolle i kartellet i perioden fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001 i en kritisk periode for dette efter en periode med relativ stilstand, og at selskabet bidrog på meget væsentlig vis til kartellets succesfulde genetablering. Til gengæld er ITR og selskabets efterfølger, ITR Rubber, ikke blevet foreholdt nogen aktivitet ud over denne periode i forbindelse med rollen som leder.

183    Henset til disse omstændigheder finder Retten, at en bøde på 19 210 000 EUR som den, Kommissionen pålagde Parker ITR alene, gør det muligt at gribe effektivt ind over for den fastslåede ulovlige adfærd på en måde, der ikke er ubetydelig, og som er tilstrækkeligt afskrækkende. Enhver bøde, som er højere end dette beløb, ville være uforholdsmæssig i forhold til denne overtrædelse.

184    Der skal imidlertid ved anvendelsen af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 på grund af det lovmæssige loft på 10% af den samlede omsætning, som er foreskrevet i denne artikel, tages hensyn til virksomhedens, dvs. Parker ITR’s, samlede omsætning i det regnskabsår, der gik forud for den beslutning, hvorved den omhandlede bøde blev pålagt, hvilket i Parker ITR’s tilfælde vil sige regnskabsåret 2008 med afslutning den 30. juni. Det fremgår således af Parker ITR’s regnskabsopgørelse den 30. juni 2008, som er vedlagt som bilag til de indlæg, sagsøgerne har afgivet efter dommen i appelsagen, navnlig af regnskabsopgørelsens s. 18, at den samlede omsætning for regnskabsåret 2008, herunder de interne salg, beløb sig til 135 457 283 EUR.

185    Retten finder således, at størrelsen af den bøde, som Parker ITR skal anses for eneansvarlig for, ikke kan overskride 10% af den i præmis 184 ovenfor nævnte omsætning, dvs. 13 545 728 EUR.

186    Retten finder endelig, at størrelsen af den bøde, som Parker-Hannifin bør holdes solidarisk ansvarlig for, bør nedsættes, henset navnlig til overtrædelsens grovhed og den omstændighed, at selskabets deltagelse i overtrædelsen i dets egenskab af moderselskab for Parker ITR først begyndte ved erhvervelsen af sidstnævnte selskab den 31. januar 2002, da det ikke længere varetog en rolle som leder af kartellet, og at bøden bør fastsættes til 6 400 000 EUR.

187    Retten finder derfor, at det samlede beløb for den bøde, Parker ITR er blevet pålagt, bør fastsættes til 19 945 728 EUR, af hvilket beløb Parker-Hannifin bør hæfte solidarisk for 6 400 000 EUR.

188    I øvrigt frifindes Kommissionen.

 Sagens omkostninger

189    I medfør af procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

190    Henset til omstændighederne i den foreliggende sag bør hver part bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):

1)      Artikel 2, stk. 1, litra e), i Kommissionens beslutning K(2009) 428 endelig af 28. januar 2009 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39406 – Pumpeslanger til brug på havet) annulleres, for så vidt som en forhøjelse på 30% blev anvendt i forhold til den bøde, som skal betales in solidum af Parker-Hannifin Corp., for den skærpende omstændighed, der beror på den ledende rolle, ITR Spa spillede fra den 11. juni 1999 til den 30. september 2001, og for så vidt som Europa-Kommissionen ikke har beregnet det loft på 10% af den samlede omsætning, som er foreskrevet i artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel 81 [EF] og 82 [EF], alene på grundlag af Parker ITR Srl’s omsætning for så vidt angår den del af bøden, for hvilken Parker ITR blev holdt eneansvarlig for perioden før den 1. januar 2002.

2)      Beløbet for den bøde, Parker Hannifin Manufacturing Srl, tidligere Parker ITR, er blevet pålagt, fastsættes til 19 945 728 EUR, af hvilket beløb Parker-Hannifin hæfter solidarisk for 6 400 000 EUR.

3)      I øvrigt frifindes Kommissionen.

4)      Parker Hannifin Manufacturing, Parker-Hannifin og Kommissionen bærer deres egne omkostninger.

Frimodt Nielsen Schwarcz Collins

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. juli 2016.

Underskrifter

* Processprog: engelsk.