RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

8. juli 2010

Sag T­166/09 P

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Appel — personalesag — tjenestemænd — kendelse om hjemvisning — afgørelse, som ikke kan appelleres — erstatningssøgsmål — administrativ procedure — procedurefejl — åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående: Appel af kendelse afsagt af EU-Personaleretten (Første Afdeling) den 18. februar 2009 i sag F­70/07, Marcuccio mod Kommissionen (Sml. Pers. I‑A‑1, s. 31, og II‑A‑1, s. 135), med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald: Appellen forkastes. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger i sagen for Retten.

Sammendrag

1.      Appel — formål — ophævelse af en kendelse afsagt af Personaleretten, hvorved den erklærer sig inkompetent til fordel forDomstolen eller Retten i Første Instans — afvisning

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 9, stk. 1 og 2)

2.      Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — administrativ procedure — forløbet heraf forskelligt afhængigt af, om der foreligger en akt, der indeholder et klagepunkt, eller ej

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Retspleje — stævning — formkrav

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

1.      Betingelserne i artikel 9, stk. 1 og 2, i bilag I til statutten for Domstolen vedrørende de afgørelser, der kan gøres til genstand for appel, er ikke opfyldt, når Personaleretten ikke fastslår, at Den Europæiske Unions retsinstanser savner kompetence, men henviser søgsmålet til Retten i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i bilag I til statutten for Domstolen. En sådan henvisning kan ikke skade parternes retsbeskyttelse ved Unionens retsinstanser, som under alle omstændigheder afgør alle spørgsmål rejst i stævningen. Det tilkommer den retsinstans, hvortil sagen er blevet henvist, at vurdere sin egen kompetence og i givet fald på ny i overensstemmelse med den særlige fremgangsmåde herom henvise sagen til førsteinstansretten, der i så fald ikke kan erklære sig inkompetent. Denne særlige ordning gør det muligt at afgøre kompetencespørgsmål mellem de retsinstanser, der udgør De Europæiske Unions Domstol. Det ville herved — idet det anerkendes, at kompetencespørgsmålet ligeledes kan gøres til genstand for debat mellem parterne ved den ret, der træffer afgørelse efter henvisningen — være i strid med den ordning, der er fastsat i bilag I i statutten for Domstolen, samt med retsplejehensyn at fortsætte appelproceduren i en sådan sag. Dette ville føre til overlapning mellem instanserne, for så vidt som såvel den henviste sag som appellen af afgørelsen om henvisning ville versere for Personaleretten i samme sag.

(jf. præmis 26-30)

Henvisning til:

Retten: 4. september 2008, sag T­413/06 P, Gualtieri mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 35 og II‑B‑1, s. 253, præmis 24, 25 og 27.

2.      For at overholde den administrative procedure, der er fastsat i vedtægten, skal den tjenestemand, der ønsker at opnå erstatning for en skade, han angiveligt har lidt som følge af den retsstridige adfærd, som den institution, som han er tilknyttet, har udvist, forelægge en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1. En eventuel afvisning af denne ansøgning udgør en afgørelse, der indeholder et klagepunkt mod den berørte tjenestemand, som han kan klage over, og det er først efter, at der er truffet en udtrykkelig eller stiltiende afgørelse om afslag på denne klage, at der kan anlægges et erstatningssøgsmål for Unionens retsinstanser.

Et erstatningssøgsmål, der er indgivet uden overholdelse af den administrative procedure i to faser, der kræves efter vedtægten, og som er beskrevet ovenfor, skal afvises.

Hvis tjenestemanden derimod vil anfægte en retsakt, der indeholder et klagepunkt imod ham, kan han indbringe en klage direkte for ansættelsesmyndigheden og herefter anlægge sag for Personaleretten, hvis klagen afslås. Efter at en klage over en retsakt, der indeholder et klagepunkt, er blevet afslået, kan en tjenestemand anlægge sag med påstand om annullation af den pågældende retsakt, om erstatning eller om begge dele.

(jf. præmis 45-47)

Henvisning til:

Retten: 1. december 1994, sag T­54/92, Schneider mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A, s. 281, og II, s. 887, præmis 53 og 63; 5. december 2006, sag T­416/03, Angelidis mod Parlamentet, Sml. Pers. I­A­2, s. 317, og II­A­2, s. 1607, præmis 130 og 131; 13. juli 2006, sag T­285/04, Andrieu mod Kommissionen, Sml. Pers. I­A­2, s. 161, og II­A­2, s. 275, præmis 132 og den deri nævnte retspraksis; 16. marts 2009, sag T­156/08 P, R mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 11, og II‑B‑1, s. 51, præmis 76.

3.      I henhold til artikel 21, stk. 1, i Domstolens statut, der i medfør af nævnte statuts artikel 53, stk. 1, og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement finder tilsvarende anvendelse på rettergangsmåden for Retten, skal stævningen bl.a. indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Den skal indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, søgsmålet støttes på. Denne fremstilling skal endvidere, selv om den er kortfattet, være så klar og præcis, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar, og at Retten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden at måtte indhente yderligere oplysninger.

Retssikkerheds- og retsplejehensyn kræver, for at en sag eller nærmere bestemt et anbringende kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, på en sammenhængende og forståelig måde fremgår af selve stævningen. Det påhviler ikke Retten at undersøge, om der blandt alle de omstændigheder, som er blevet påberåbt til støtte for ét anbringende, er nogle, der ligeledes kunne anvendes til støtte for et andet anbringende.

(jf. præmis 76)

Henvisning til:

Retten: 9. juli 2003, sag T­224/00, Archer Daniels Midland og Archer Daniels Midland Ingredients mod Kommissionen, Sml. II, s. 2597, præmis 36; 27. september 2006, sag T­322/01, Roquette Frères mod Kommissionen, Sml. II, s. 3137, præmis 208 og 209; Retten 12. december 2007, sag T­308/05, Italien mod Kommissionen, Sml. II, s. 5089, præmis 71 og 72.