Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. RICHARD DE LA TOUR

fremsat den 16. november 2023 (1)

Sag C-14/23 [Perle] (i)

XXX

mod

État belge ved secrétaire d’État à l’Asile et la Migration

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse – indvandringspolitik – direktiv (EU) 2016/801 – betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier – artikel 20, stk. 2, litra f) – fakultativ grund til afslag på ansøgningen om indrejse – ansøgninger med andre formål – fremgangsmåde ved vurderingen – hensyntagen til ansøgerens ønske om at studere – manglende gennemførelse – artikel 34, stk. 5 – proceduregarantier – medlemsstaternes procesautonomi – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47 – adgang til effektive retsmidler – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – rækkevidden af de beføjelser, der er tillagt den administrative eller retslige myndighed, hvortil der er indgivet klage – ingen omgørelsesbeføjelse«

I.      Indledning

1.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse giver Domstolen anledning til at præcisere betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse med henblik på studier ved en videregående uddannelsesinstitution i en medlemsstat samt de processuelle garantier, som de pågældende er omfattet af i henhold til direktiv (EU) 2016/801 (2).

2.        Denne anmodning er blevet forelagt i forbindelse med en tvist mellem en camerounsk statsborger og État belge ved secrétaire d’État à l’Asile et la Migration (statssekretæren for asyl og migration) vedrørende lovligheden af dennes afslag på tildeling af det ansøgte visum med den begrundelse, at hun ikke ønskede at studere i Belgien. Selv om artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 giver medlemsstaterne mulighed for at afslå en sådan ansøgning, når der foreligger dokumentation for eller grunde til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville tage ophold med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende har ansøgt om indrejse, var der ikke udtrykkeligt fastsat en sådan grund til afslag i gældende belgisk lovgivning på tidspunktet for tvisten i hovedsagen.

3.        I dom af 10. september 2014, Ben Alaya (3), om fortolkningen af direktiv 2004/114/EF (4) konkluderede Domstolen, at medlemsstaterne frit kunne kræve al den dokumentation, der var nødvendig for at kunne vurdere sammenhængen i tredjelandsstatsborgerens ansøgning, herunder med henblik på bekæmpelse af misbrug og fejlagtig anvendelse af proceduren i dette direktiv (5). Denne fortolkning hvilede på en undersøgelse af såvel ordlyden af det nævnte direktivs artikel 6 og 7 om de generelle og særlige betingelser for tredjelandsstatsborgeres indrejse med henblik på studier som samme direktivs generelle opbygning og formål.

4.        Den foreliggende sag er blevet anlagt, efter at direktiv 2004/114 blev ophævet og erstattet af direktiv 2016/801, som har til formål at forbedre og forenkle disse betingelser, garantere en hurtig indrejseprocedure og styrke tredjelandsstatsborgeres processuelle rettigheder.

5.        Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) ønsker tre aspekter af indrejseproceduren med henblik på studier klarlagt.

6.        For det første anmodes Domstolen om at præcisere de betingelser, hvorpå en medlemsstat kan afslå ansøgningen om opholdstilladelse eller visum med henblik på studier (herefter »studieopholdstilladelse/-visum«) med den begrundelse, at tredjelandsstatsborgerens ophold på det nationale område reelt har et andet formål. Domstolen foranlediges følgelig til at fortolke artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 og navnlig til at se nærmere på de strategier, som medlemsstaterne kan lægge under forløbet før en sådan tredjelandsstatsborgers indrejse på det nationale område med henblik på at bekæmpe risikoen for misbrug af studieopholdstilladelsen/-visummet. Ifølge Det Europæiske Migrationsnetværks (EMN) undersøgelse fra marts 2022 havde tolv medlemsstater, bl.a. Kongeriget Belgien, vedtaget sådanne strategier (6).

7.        Jeg vil i dette forslag til afgørelse forklare, hvorfor det er min opfattelse, at en kompetent myndighed i en medlemsstat kun kan afslå en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum, når den er i besiddelse af dokumentation for eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at hverken genstanden for eller det egentlige formål med tredjelandsstatsborgerens ophold på det nationale område, som primær aktivitet, er at følge et studieprogram på fuld tid på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat.

8.        For det andet ønsker Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) oplysning om de nærmere regler for gennemførelsen i national ret af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801, som er en fakultativ bestemmelse (7).

9.        I denne henseende vil jeg forklare, at retssikkerhedsprincippet og gennemsigtighedsprincippet kræver, at den medlemsstat, der agter at gennemføre denne bestemmelse i sin nationale retsorden, i en klar, præcis og forudsigelig retlig ramme udtrykkeligt fastsætter, at den har mulighed for at afslå en afsøgning om studieopholdstilladelse/-visum med den begrundelse, at den er i besiddelse af dokumentation eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at den pågældende tredjelandsstatsborger ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende har ansøgt om indrejse.

10.      For det tredje og sidste ønsker Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) oplysning om de processuelle regler for påklagelse af afgørelsen om afslag på ansøgningen om studieopholdstilladelse/-visum, der er fastsat i artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, og navnlig om rækkevidden af de beføjelser, der i dette øjemed bør tillægges den administrative eller retslige myndighed, hvortil der er indgivet klage.

11.      I denne forbindelse vil jeg forklare, hvorfor det er min vurdering, at denne bestemmelse, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (8), skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat tillægger den administrative eller retslige myndighed, hvortil der er indgivet en klage over en afgørelse om afslag på en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum, en annullationsbeføjelse, men ikke en omgørelsesbeføjelse, på den betingelse, at den nye afgørelse træffes af den kompetente myndighed inden studiestart på den videregående uddannelsesinstitution, hvor tredjelandsstatsborgeren er lovligt indskrevet.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

12.      Følgende fremgår af 41. og 60. betragtning til direktiv 2016/801:

»(41)      I tilfælde af tvivl om grundlaget for ansøgningen om indrejse bør medlemsstaterne være i stand til at udføre passende kontrol eller kræve dokumentation for fra sag til sag at vurdere ansøgerens påtænkte […] studier, praktikophold […] og bekæmpe misbrug og fejlagtig anvendelse af proceduren i dette direktiv.

[…]

(60)      Hver medlemsstat bør sikre, at fyldestgørende og regelmæssigt ajourførte oplysninger stilles til rådighed for den brede offentlighed, navnlig på internettet, om værtsenheder, der er godkendt med henblik på dette direktiv, og betingelserne og procedurerne for tredjelandsstatsborgeres indrejse på medlemsstaternes område med henblik på dette direktiv.«

13.      Direktivets artikel 3, nr. 3) og 21), bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

3)      »studerende«: en tredjelandsstatsborger, der er optaget på en videregående uddannelsesinstitution, og som har fået tilladelse til indrejse på en medlemsstats område for som primær aktivitet at følge et studieprogram på fuld tid på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat, herunder eksamensbevis, certifikat eller doktorgrad, der også kan omfatte forberedelseskurser til disse uddannelser i overensstemmelse med national ret eller obligatoriske praktikforløb

[…]

21)      »tilladelse«: en opholdstilladelse eller, hvis fastsat i national ret, et langtidsvisum, der udstedes med henblik på dette direktiv«.

14.      Det nævnte direktivs kapitel II med overskriften »Indrejse« indeholder direktivets artikel 5-16. Samme direktivs artikel 5 med overskriften »Principper« har følgende ordlyd:

»1.      En tredjelandsstatsborger kan kun indrejse i medfør af dette direktiv, hvis en gennemgang af dokumentationen viser, at tredjelandsstatsborgeren opfylder:

a)      de generelle betingelser i artikel 7, og

b)      de relevante særlige betingelser i artikel 8, 11, 12, 13, 14 eller 16.

2.      Medlemsstaterne kan kræve, at ansøgeren fremlægger den i stk. 1 omhandlede dokumentation på et af de officielle sprog i den pågældende medlemsstat eller på et af [Den Europæiske Unions] officielle sprog fastsat af denne medlemsstat.

3.      Når alle de generelle og de særlige betingelser er opfyldt, har tredjelandsstatsborgere[n] ret til en tilladelse.

Hvis en medlemsstat kun udsteder opholdstilladelser på sit område, og alle indrejsebetingelserne i dette direktiv er opfyldt, udsteder den pågældende medlemsstat det nødvendige visum til tredjelandsstatsborgeren.«

15.      Artikel 7 i direktiv 2016/801, som har overskriften »Generelle betingelser«, har følgende ordlyd:

»1.      For så vidt angår en tredjelandsstatsborgers indrejse i medfør af dette direktiv, skal ansøgeren:

a)      forevise et rejsedokument, der er gyldigt i henhold til national ret og, hvis et sådant kræves, en ansøgning om et visum eller et gyldigt visum eller eventuelt en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt langtidsvisum; medlemsstaterne kan kræve, at rejsedokumentets gyldighedsperiode mindst skal dække det planlagte opholds varighed

b)      hvis tredjelandsstatsborgeren i henhold til den pågældende medlemsstats nationale ret er mindreårig, forevise forældrenes tilladelse eller et tilsvarende dokument vedrørende det planlagte ophold

c)      fremlægge dokumentation for, at tredjelandsstatsborgeren har eller, hvis fastsat i national ret, har ansøgt om sygeforsikring mod alle de risici, som statsborgerne i den berørte medlemsstat normalt er dækket mod; forsikringen skal gælde for det planlagte opholds varighed

d)      hvis medlemsstaten kræver det, fremlægge dokumentation for at have betalt det gebyr, der kræves for behandling af ansøgningen, jf. artikel 36

e)      fremlægge den af den pågældende medlemsstat krævede dokumentation for, at vedkommende under sit ophold råder over tilstrækkelige midler til at dække sine udgifter til underhold, uden at behøve at benytte sig af medlemsstatens sociale bistandsordning, og hjemrejse. Vurderingen af, hvorvidt der er tale om tilstrækkelige midler, baseres på en individuel behandling af sagen under hensyntagen til midler, der stammer fra bl.a. tilskud, stipendier, en gyldig ansættelseskontrakt eller et bindende ansættelsestilbud eller et finansielt tilsagn fra en elevudvekslingsorganisation, en enhed, der er vært for praktikanter, et volontørprogram, en værtsfamilie eller en organisation, der formidler au pairer.

2.      Medlemsstaterne kan kræve, at ansøgeren opgiver den pågældende tredjelandsstatsborgers adresse på deres område.

[…]

3.      Medlemsstaterne kan angive et referencebeløb, som de anser for at udgøre »tilstrækkelige midler«, jf. stk. 1, litra e). Vurderingen af de tilstrækkelige midler baseres på en individuel behandling af sagen.

4.      Ansøgningen skal indgives og behandles, enten mens den pågældende tredjelandsstatsborger opholder sig uden for den medlemsstats område, som tredjelandsstatsborgeren ønsker at indrejse i, eller mens tredjelandsstatsborgeren allerede opholder sig i den pågældende medlemsstat som indehaver af en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt langtidsvisum.

Imidlertid kan en medlemsstat i overensstemmelse med sin nationale ret acceptere en ansøgning, der indgives af en tredjelandsstatsborger, som ikke har en gyldig opholdstilladelse eller et gyldigt langtidsvisum, men som befinder sig lovligt på dens område.

5.      Medlemsstaterne afgør, om ansøgninger skal indgives af tredjelandsstatsborgeren, værtsenheden eller enhver af disse to.

6.      Tredjelandsstatsborgere, som anses for at udgøre en trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller folkesundheden, bevilges ikke indrejse.«

16.      Dette direktivs artikel 11 fastsætter, som overskriften angiver, de »[s]ærlige betingelser for studerende«. Heri bestemmes:

»1.      For så vidt angår en tredjelandsstatsborgers indrejse med henblik på studier, skal ansøgeren ud over de generelle betingelser i artikel 7 fremlægge dokumentation for:

a)      at tredjelandsstatsborgeren er blevet optaget på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at følge et studieprogram

b)      hvis medlemsstaten kræver det, at de gebyrer, som den videregående uddannelsesinstitution kræver, er blevet betalt

c)      hvis medlemsstaten kræver det, et tilstrækkeligt kendskab til det sprog, der anvendes i det studieprogram, som skal følges

d)      hvis medlemsstaten kræver det, at tredjelandsstatsborgeren råder over tilstrækkelige midler til at dække studieomkostningerne.

2.      Tredjelandsstatsborgere, der automatisk er omfattet af en sygeforsikring mod alle de risici, som statsborgerne i den berørte medlemsstat normalt er dækket mod, når de er indskrevet ved en videregående uddannelsesinstitution, anses for at opfylde betingelsen i artikel 7, stk. 1, litra c).

3.      En medlemsstat, der har indført en godkendelsesprocedure for videregående uddannelsesinstitutioner i overensstemmelse med artikel 15, fritager ansøgerne for at fremlægge et eller flere af de dokumenter, der er nævnt i nærværende artikels stk. 1, litra b), c) eller d), eller artikel 7, stk. 1, litra d), eller artikel 7, stk. 2, hvis godkendte videregående uddannelsesinstitutioner skal være vært for tredjelandsstatsborgerne.«

17.      I det nævnte direktivs kapitel IV med overskriften »Grunde til afslag på ansøgning om tilladelser, inddragelse af tilladelser eller afslag på forlængelse af tilladelser« har artikel 20 vedrørende »[g]runde til afslag« følgende ordlyd:

»1.      Medlemsstaterne giver afslag på en ansøgning, hvis:

a)      de generelle betingelser i artikel 7 eller de relevante særlige betingelser i artikel 8, 11, 12, 13, 14 eller 16 ikke er opfyldt

[…]

2.      Medlemsstaterne kan give afslag på en ansøgning, hvis:

[…]

f)      medlemsstaten har dokumentation for eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende ansøger om indrejse.

[…]

4.      Ved enhver afgørelse om at afslå en ansøgning skal der tages hensyn til de særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde, ligesom proportionalitetsprincippet skal overholdes, jf. dog stk. 1.«

18.      Dette kapitel IV omfatter ligeledes artikel 21, der i overensstemmelse med sin overskrift omhandler »[g]runde til inddragelse af eller afslag på forlængelse af en tilladelse«.

19.      Kapitel VII i direktiv 2016/801, der har overskriften »Procedure og gennemsigtighed«, omfatter artikel 33-36. Dette direktivs artikel 34 om »[p]roceduregarantier og gennemsigtighed« bestemmer:

»1.      Den berørte medlemsstats kompetente myndigheder træffer afgørelse vedrørende ansøgningen om en tilladelse eller en forlængelse heraf og giver i overensstemmelse med procedurerne herfor i national ret ansøgeren skriftlig underretning om afgørelsen så hurtigt som muligt og senest 90 dage efter den dato, hvor den fuldstændige ansøgning blev indgivet.

2.      Uanset nærværende artikels stk. 1 skal afgørelsen vedrørende den fuldstændige ansøgning, hvis indrejseproceduren vedrører en godkendt værtsenhed, jf. artikel 9 og 15, træffes så hurtigt som muligt og senest inden for 60 dage.

3.      Hvis de oplysninger eller den dokumentation, der forelægges til støtte for ansøgningen, er utilstrækkelig(e), underretter de kompetente myndigheder inden for en rimelig frist ansøgeren om, hvilke yderligere oplysninger der kræves, og fastsætter en rimelig frist for forelæggelse af disse. De i stk. 1 eller 2 omhandlede frister suspenderes, indtil de kompetente myndigheder har modtaget de yderligere oplysninger, der kræves. Hvis de supplerende oplysninger eller dokumenter ikke er fremlagt inden fristens udløb, kan ansøgningen afslås.

4.      Begrundelserne for en afgørelse om, at en ansøgning ikke kan antages til behandling, om afslag på en ansøgning eller om afslag på forlængelse meddeles ansøgeren skriftligt. Begrundelserne for en afgørelse om inddragelse af en tilladelse meddeles tredjelandsstatsborgeren skriftligt. Begrundelserne for en afgørelse om inddragelse af en tilladelse kan også meddeles værtsenheden skriftligt.

5.      Enhver afgørelse om, at en ansøgning om tilladelse ikke kan antages til behandling, om afslag på en ansøgning, om afslag på forlængelse eller om inddragelse af en tilladelse skal kunne påklages i den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med national ret. Den skriftlige underretning skal indeholde oplysninger om den domstol eller administrative myndighed, hvortil den pågældende kan indgive klage, og fristen for indgivelse af klagen.«

20.      Det nævnte direktivs artikel 35 med overskriften »Gennemsigtighed og adgang til oplysninger« har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har adgang til lettilgængelige oplysninger om al den dokumentation, der skal vedlægges ansøgningen, og oplysninger om indrejse- og opholdsbetingelser, herunder rettigheder, forpligtelser og processuelle garantier, for tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, og i givet fald for deres familiemedlemmer. Dette omfatter i givet fald omfanget af tilstrækkelige midler pr. måned, herunder tilstrækkelige midler til at dække studieomkostninger eller udgifter til uddannelse, dog med forbehold af en individuel behandling af det enkelte tilfælde, og de gældende gebyrer.

De kompetente myndigheder i hver medlemsstat offentliggør lister over de værtsenheder, som er godkendt med henblik på dette direktiv. Ajourførte udgaver af sådanne lister offentliggøres så hurtigt som muligt, hvis der foretages ændringer af disse.«

21.      I kapitel VIII i direktiv 2016/801, der har overskriften »Afsluttende bestemmelser«, bestemmer artikel 40 følgende om »[g]ennemførelse«:

»1.      Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 23. maj 2018. De meddeler straks [Europa-]Kommissionen teksten til disse bestemmelser.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal ligeledes indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen og træffer bestemmelse om affattelsen af den nævnte oplysning.

2.      Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.«

B.      Belgisk ret

22.      Artikel 3 i loi sur l’accès au territoire, le séjour, l’établissement et l’éloignement des étrangers, du 15 décembre 1980 (9) (lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, ophold og etablering på samt udvisning fra det nationale område) foreskrev:

»Bortset fra de i internationale traktater eller loven hjemlede undtagelser kan indrejse nægtes en udlænding, der befinder sig i en af følgende situationer, hvor den pågældende:

1°      er blevet pågrebet i transitområdet i en lufthavn for ikke at være i besiddelse af de ifølge artikel 2 påkrævede dokumenter

[…]

5°      er genstand for en indberetning om nægtelse af indrejse og ophold i [Schengeninformationssystemet (10)] eller [BNG (den nationale databank)]

6°      anses for at kunne kompromittere de internationale forbindelser for Belgien eller en stat, der er part i en international konvention om krydsning af ydre grænser, som Belgien er bundet af

7°      anses for at kunne bringe den offentlige ro og orden eller den indre sikkerhed i fare

8°      er blevet tilbagesendt fra eller udvist af Kongeriget inden for de seneste ti år, når foranstaltningen ikke er blevet suspenderet eller udsat.«

23.      Denne lovs artikel 39/2, § 2, havde følgende ordlyd:

»Conseil [du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien) (11)] træffer afgørelse ved dom i annullationssøgsmål, der er anlagt som følge af, at væsentlige formforskrifter eller formforskrifter, hvis tilsidesættelse medfører ugyldighed, er blevet tilsidesat, eller som følge af magtoverskridelse eller magtfordrejning.«

24.      Artikel 58 i lov af 15. december 1980 bestemte:

»Når en ansøgning om tilladelse til ophold af over tre måneders varighed i Kongeriget indgives til en belgisk diplomatisk eller konsulær repræsentation af en udlænding, der ønsker at studere i Belgien ved en videregående uddannelsesinstitution eller at følge et etårigt forberedelseskursus til den pågældende videregående uddannelse, skal denne tilladelse gives, hvis den pågældende ikke falder inden for de tilfælde, der er fastsat i artikel 3, § 1, [nr. 5°-8°], og såfremt ansøgeren fremlægger følgende dokumentation:

1°      attest fra en uddannelsesinstitution i overensstemmelse med artikel 59

2°      dokumentation for tilstrækkelige underholdsmidler

3°      en lægeattest, hvoraf det fremgår, at den pågældende ikke er ramt af en af de sygdomme eller lidelser, der er opregnet i bilaget til denne lov

4°      en attest, hvoraf det fremgår, at den pågældende, hvis vedkommende er over 21 år, ikke er fundet skyldig i overtrædelse af straffeloven.

Hvis ansøgeren ikke fremlægger en attest som fastsat i stk. 1, [§ 3] og [§ 4], kan ministeren [med ansvar for udlændinges indrejse, ophold og etablering på samt udvisning fra det nationale område (12)] eller dennes befuldmægtigede alligevel under hensyn til omstændighederne tillade udlændingen at opholde sig i Belgien for at studere.

Udlændingen kan ansøge om tilladelse til ophold af over tre måneders varighed i Kongeriget efter de nærmere bestemmelser, der er fastsat af Kongen ved anvendelse af artikel 9, § 2.«

25.      Ved loi du 11 juillet 2021 modifiant la loi du 15 décembre 1980 sur l’accès au territoire, le séjour, l’établissement et l’éloignement des étrangers en ce qui concerne les étudiants (13) (lov af 11.7.2021 om ændring af lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, ophold og etablering på samt udvisning fra det nationale område) blev direktiv 2016/801 delvist gennemført i belgisk ret efter udløbet af fristen for dette direktivs gennemførelse som fastsat i artikel 40 heri.

III. De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

26.      Den 6. august 2020 indgav sagsøgeren i hovedsagen, som er camerounsk statsborger, en ansøgning om studievisum til Belgiens ambassade i Yaoundé (Cameroun) på grundlag af artikel 58 i lov af 15. december 1980.

27.      Efter at have fået afslag på udstedelse af visum ved afgørelse af 18. september 2020 anlagde sagsøgeren i hovedsagen den 28. september 2020 søgsmål med påstand om annullation af denne afgørelse ved Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager), som forkastede hendes påstand ved dom af 23. december 2020.

28.      I denne forbindelse traf Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) nærmere bestemt den afgørelse, at artikel 58 i lov af 15. december 1980 pålagde Kongeriget Belgien at efterprøve, om sagsøgeren i hovedsagen ønskede at studere i Belgien. Endvidere fandt den, at Kongeriget Belgien kunne nægte at udstede det visum, der var ansøgt om på grundlag af denne artikel 58, selv om artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 ikke var blevet gennemført, eftersom den nævnte artikel 58 ligeledes fastsatte muligheden for at afslå en sådan visumansøgning. Ifølge Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) pålægger artikel 58 i lov af 15. december 1980 Kongeriget Belgien at efterprøve, om ønsket om at studere i Belgien er reelt, og tillader dermed afslag på ansøgningen, hvis det viser sig, at tredjelandsstatsborgeren ikke nærer et reelt ønske om at studere.

29.      Ved appelskrift af 19. januar 2021 har sagsøgeren i hovedsagen iværksat en kassationsappel ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager).

30.      Hun har for det første gjort gældende, at Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) ikke med føje kunne fastslå, at anvendelsen af artikel 58 i lov af 15. december 1980 var i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801, idet sidstnævnte bestemmelse ikke var blevet gennemført i belgisk ret, og at den belgiske lovgivning i strid med forpligtelserne til gennemsigtighed og retssikkerhed ikke præciserede de alvorlige og objektive grunde, der gjorde det muligt at fastslå, at hun ville tage ophold med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke hun ansøgte om indrejse.

31.      Endvidere er sagsøgeren i hovedsagen af den opfattelse i modsætning til État belge, der til sit forsvar har gjort gældende, at dette direktiv, navnlig 41. betragtning hertil, giver de kompetente myndigheder mulighed for at efterprøve, om ansøgerens studieplaner og ønske om at studere er reelle, hvorfor medlemsstaterne kan kræve den dokumentation, der er nødvendig for at kunne vurdere sammenhængen i ansøgningen om indrejsetilladelse, at definitionen af begrebet »studerende« i det nævnte direktivs artikel 3, nr. 3), alene tillader medlemsstaten at sikre sig, at ansøgeren er optaget på en videregående uddannelsesinstitution, og ikke at efterprøve, om vedkommende ønsker at studere.

32.      État belge har således gjort gældende, at artikel 58 i lov af 15. december 1980, som bestemmer, at opholdstilladelse tildeles en udlænding, som ønsker at studere i Belgien, gennemfører artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801, hvilket sagsøgeren i hovedsagen har anfægtet.

33.      Den forelæggende ret ønsker følgelig oplyst, om ordlyden »ønsker at studere« er tilstrækkelig med henblik på gennemførelsen af denne artikel 20, stk. 2, litra f), og om en overensstemmende læsning af dette direktiv opfylder forpligtelserne til gennemsigtighed og retssikkerhed. Den forelæggende ret har endvidere anført, at den dokumentation eller de alvorlige og objektive grunde, der gør det muligt at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende ansøger om indrejse, hverken er defineret eller opregnet i artikel 58 i lov af 15. december 1980, og nærer derfor tvivl om, hvorvidt de burde være udtrykkeligt fastsat i de nationale gennemførelsesbestemmelser.

34.      Den forelæggende ret er af den opfattelse, at dette argument, der er fremført af sagsøgeren i hovedsagen, er ugrundet, eftersom artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 gør det muligt at afslå ansøgningen, hvis det viser sig, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende ansøger om indrejse, hvilket indebærer, at medlemsstaterne nødvendigvis kan efterprøve, om ansøgeren reelt ønsker at tage ophold med det formål, som danner grundlag for ansøgningen. Den forelæggende ret har imidlertid vurderet, at Domstolen bør spørges herom.

35.      Endvidere ønsker denne ret oplyst, om den overensstemmende anvendelse af dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), under iagttagelse af gennemsigtighedsprincippet og retssikkerhedsprincippet kræver, dels at den nationale lovgivning udtrykkeligt fastsætter, at denne ansøgning kan afslås, når medlemsstaten har dokumentation for eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende ansøger om indrejse, dels at den nationale lovgivning præciserer, hvilken dokumentation og hvilke alvorlige og objektive grunde der gør det muligt at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende ansøger om indrejse.

36.      Sagsøgeren i hovedsagen har for det andet hævdet, at de nærmere bestemmelser om den kontrol, som Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) udøver, tilsidesætter de krav, der følger af EU-retten. I medfør af artikel 39/2, § 2, i lov af 15. december 1980 er denne kontrol en legalitetskontrol, hvorfor Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) ganske vist har bemyndigelse til at forkaste en ulovlighed, men ikke til at omgøre en afgørelse. I tilfælde af annullation af den omtvistede afgørelse vil modparten imidlertid være bundet af den retskraft, der knytter sig til dommens konklusion og de præmisser, der udgør det nødvendige grundlag herfor.

37.      Den forelæggende ret er følgelig af den opfattelse, at Domstolen bør anmodes om en præjudiciel afgørelse med henblik på at fastslå, om artikel 39/2, § 2, i lov af 15. december 1980, således som sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, overholder de krav, der følger af artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, af effektivitetsprincippet og af chartrets artikel 47.

38.      På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal den mulighed for at afslå ansøgningen om opholdstilladelse, som tillægges medlemsstaten ved artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv [2016/801], henset til artikel 288 [TEUF], [chartrets] artikel 14 og 52, [det nævnte direktivs] artikel 3, 5, 7, 11, 20, 34, 35 og 40 [samt 2.] og 60. betragtning hertil, [samt] retssikkerhedsprincippet og gennemsigtighedsprincippet, for at kunne benyttes af den nævnte stat være udtrykkeligt fastsat i dens lovgivning? Hvis dette er tilfældet, skal de alvorlige og objektive grunde da være præciseret i dens lovgivning?

2)      Kræver behandlingen af en visumansøgning i studieøjemed, at medlemsstaten efterprøver udlændingens vilje til og ønske om at studere, mens artikel 3 i direktiv [2016/801] definerer den studerende som en person, der er optaget på en videregående uddannelsesinstitution, og de grunde til afslag, der er fastsat i dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), er fakultative og ikke bindende som de grunde, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 20, stk. 1?

3)      Kræver [chartrets] artikel 47, effektivitetsprincippet og artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, at den søgsmålsmulighed, som er indført i national ret til prøvelse af en afgørelse om afslag på en ansøgning om indrejse på medlemsstatens område med henblik på studier, gør det muligt for retsinstansen at sætte sit eget skøn i stedet for den administrative myndigheds og omgøre denne myndigheds afgørelse, eller er en legalitetskontrol, som sætter retsinstansen i stand til at forkaste en ulovlighed, bl.a. et åbenbart urigtigt skøn, ved at annullere den administrative myndigheds afgørelse, tilstrækkelig?«

39.      Der er indgivet skriftlige indlæg af sagsøgeren i hovedsagen, den belgiske regering samt Kommissionen. Disse parter har deltaget i retsmødet den 11. oktober 2023, hvor den tjekkiske, den litauiske, den luxembourgske, den ungarske og den nederlandske regering ligeledes har afgivet mundtlige indlæg (14).

IV.    Bedømmelse

40.      Jeg foreslår, at Domstolen først undersøger det andet præjudicielle spørgsmål om, på hvilke betingelser en medlemsstat kan give afslag på en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum af den grund, der er fastsat i artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801. Dernæst vil jeg undersøge de nærmere regler for gennemførelse af denne bestemmelse i national ret, som den forelæggende ret har koncentreret sig om i det første præjudicielle spørgsmål. Endelig vil jeg analysere de processuelle regler for påklagelse af afgørelsen om afslag på ansøgningen om studieopholdstilladelse/-visum, der er fastsat i dette direktivs artikel 34, stk. 5, og som er genstand for det tredje præjudicielle spørgsmål.

A.      Rækkevidden af den mulighed, som medlemsstaten har for at give afslag på en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum af den grund, der er fastsat i artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 (det andet præjudicielle spørgsmål)

41.      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den kompetente myndighed med henblik på at behandle en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum, der er indgivet på grundlag af direktiv 2016/801, er forpligtet til at efterprøve tredjelandsstatsborgerens vilje til og ønske om at studere og i givet fald, på hvilke betingelser den skal foretage denne behandling.

42.      Den forelæggende ret henviser ikke udtrykkeligt til den undersøgelse, der skal foretages efter dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), men mere generelt til »behandlingen af ansøgningen om studievisum«. Af de grunde, som jeg nu vil redegøre for, indebærer denne bestemmelse imidlertid alene, at den kompetente myndighed efterprøver tredjelandsstatsborgerens ønske om at studere på værtsmedlemsstatens område med henblik på at behandle en sådan ansøgning.

43.      Det følger nemlig af artikel 5 i direktiv 2016/801, sammenholdt med 30. betragtning hertil, at tredjelandsstatsborgeren har ret til studieopholdstilladelse/-visum, hvis den kompetente myndighed fastslår, at ansøgningen opfylder de generelle og særlige betingelser, der er fastsat i henholdsvis dette direktivs artikel 7 og 11 (15).

44.      Ingen af disse betingelser, uanset om de er generelle eller særlige, kræver, at den kompetente myndigheder efterprøver – i egentlig forstand – tredjelandsstatsborgerens vilje til og ønske om at studere. Optagelse på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at følge et studieprogram (16), betaling af de tilhørende gebyrer eller tilstrækkeligt kendskab til det sprog, der anvendes i det studieprogram, som skal følges, er objektive kriterier, som normalt gør det muligt at fastslå ansøgerens ønske om at studere. Disse materielle konstateringer gør det imidlertid ikke muligt at udelukke situationer, hvor den kompetente myndighed kan blive ført bag lyset, forsætligt eller ej, med hensyn til målet med tredjelandsstatsborgerens ophold.

45.      Det præciseres således i 36. betragtning til direktiv 2016/801, at »[d]et bør være muligt at give afslag på indrejse med henblik på formålene i dette direktiv i behørigt begrundede tilfælde«. Som Kommissionen påpegede i retsmødet, er disse grunde udtømmende opregnet i dette direktivs artikel 20, og medlemsstaterne kan ikke tilføje flere.

46.      Artikel 20, stk. 1, i direktiv 2016/801 fastlægger de grunde, af hvilke medlemsstaten skal give afslag på ansøgningen om indrejse. Der er tale om bindende grunde. Derimod fastlægger dette direktivs artikel 20, stk. 2, de grunde, af hvilke medlemsstaten kan give afslag på en sådan ansøgning. Som EU-lovgivers anvendelse af verbet »kunne« vidner om, er disse grunde fakultative for medlemsstaten.

47.      Blandt samtlige disse grunde vedrører imidlertid alene den grund til afslag, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), i egentlig forstand formålet med ansøgerens ophold (17).

48.      Det skal derfor nu fastslås, i hvilket omfang den kompetente myndighed i en medlemsstat, til hvem der er indgivet en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum, er forpligtet til at efterprøve tredjelandsstatsborgerens ønske om at studere. I dette øjemed vil jeg begynde min undersøgelse med en ordlydsfortolkning af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801, før jeg analyserer sammenhængen og de mål, der forfølges med den lovgivning, hvori denne bestemmelse indgår.

1.      Ordlydsfortolkning af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801

49.      Artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 giver den kompetente myndighed i en medlemsstat mulighed for at give afslag på en ansøgning om indrejse, når medlemsstaten er i besiddelse af »dokumentation for eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende ansøger om indrejse«.

50.      For det første skal denne bestemmelse fortolkes snævert. Den giver nemlig den kompetente myndighed mulighed for at afslå en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum og således nægte en tredjelandsstatsborger indrejse og ophold med henblik på studier på værtsmedlemsstatens område, selv om det fastslås, at denne ansøgning ikke er behæftet med nogen af de fejl, der er fastsat i artikel 20, stk. 1, i direktiv 2016/801, hvilket vil sige, at den opfylder de i dette direktivs artikel 7 og 11 fastsatte betingelser, at de dokumenter og oplysninger, som den nævnte ansøgning er baseret på, er autentiske og nøjagtige, og i givet fald, at den berørte værtsenhed er godkendt.

51.      Artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 skal fortolkes så meget desto snævrere, idet den i dette litra fastsatte grund til afslag på ansøgningen om indrejse ligeledes udgør en grund til inddragelse af eller afslag på forlængelse af en tilladelse, der er tildelt den studerende i overensstemmelse med dette direktivs artikel 21, stk. 1, litra d), samt en grund til at afslå den ansøgning om mobilitet, som sidstnævnte har indgivet til en anden medlemsstat i overensstemmelse med det nævnte direktivs artikel 31, stk. 7, litra b). Under disse omstændigheder kan en sådan grund få endnu alvorligere konsekvenser, ikke alene for ansøgeren, men ligeledes for vedkommendes familiemedlemmer (18).

52.      For det andet fremgår det af ordlyden af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801, at denne bestemmelse omhandler den situation, hvor opholdstilladelsen eller visummet skulle have »andre formål« end dem, på grundlag af hvilke ansøgningen herom er indgivet. EU-lovgiver har ophøjet formålet med opholdet til en væsentlig betingelse, hvilket stemmer overens med den »særlige karakter af opholdet for hver kategori af tredjelandsstatsborgere«, der er omfattet af dette direktiv (19).

53.      For så vidt angår studieopholdstilladelse/-visum følger formålet med opholdet af definitionen af begrebet »studerende« i artikel 3, nr. 3), i direktiv 2016/801, hvorefter en studerende er »en tredjelandsstatsborger, der er optaget på en videregående uddannelsesinstitution, og som har fået tilladelse til indrejse på en medlemsstats område for som primær aktivitet at følge et studieprogram på fuld tid på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat« (20).

54.      I modsætning til, hvad sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, har en tredjelandsstatsborger, som er blevet optaget på en videregående uddannelsesinstitution, men hvis ansøgning om indrejse er under den kompetente myndigheds behandling, følgelig ikke egenskab af »studerende« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, nr. 3).

55.      Det følger nemlig af denne definition, navnlig af brugen af konjunktionen »og«, at betegnelsen »studerende« kræver opfyldelse af to kumulative betingelser, nemlig dels at tredjelandsstatsborgeren er blevet optaget på en videregående uddannelsesinstitution, dels at den pågældende får tilladelse til indrejse på værtsmedlemsstatens område med henblik på som primær aktivitet og på fuld tid at studere ved den videregående uddannelsesinstitution, hvor vedkommende er lovligt indskrevet. Således som den belgiske regering påpegede i retsmødet, er dette formål ligeledes udtrykt i artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2016/801, som kræver, at denne tredjelandsstatsborger er blevet optaget på en videregående uddannelsesinstitution »med henblik på at følge et studieprogram«. På baggrund af den nævnte definition er det min opfattelse, at den kompetente myndighed i en medlemsstat derfor kan afslå en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum på grundlag af dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), når den fastslår, at den nævnte tredjelandsstatsborgers ophold har et andet formål.

56.      En sådan situation kan udspringe af en uagtsom fejl. Dette kan være tilfældet, når den kompetente myndighed konstaterer, at tredjelandsstatsborgeren har til hensigt at udøve økonomisk virksomhed under omstændigheder, der ikke tillader vedkommende at afse »den tid, der er afsat til studieprogrammet« – for at citere dette direktivs artikel 24 (21) – hvormed opholdet fratages sin genstand og sit formål.

57.      En sådan situation kan ligeledes opstå af et forsøg på forsætligt misbrug af proceduren. I dette tilfælde føres den kompetente myndighed bag lyset med hensyn til opholdets reelle formål på grund af værtsenhedens eller tredjelandsstatsborgerens forsætlige misbrug eller svigagtige hensigt (22). Sidstnævnte kunne således indgive en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum med det ene formål at misbruge de muligheder, som EU-retten har skabt for udenlandske studerende, at nyde godt at de rettigheder og fordele, der knytter sig til en status som studerende (23), at unddrage sig de betingelser for indrejse og ophold, som ellers ville finde anvendelse på vedkommende, eller endda at forblive i medlemsstaten. Artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 har følgelig til formål at forebygge situationer, hvor det fastslås, at retten til ophold eller studievisummet misbruges til et andet formål, idet måden at opdage det på overlades til medlemsstaterne i lighed med de foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe på deres ambassader eller konsulater med henblik på at opdage og hindre misbrug af retten til f.eks. familiesammenføring og proformaægteskaber (24).

58.      Denne fortolkning af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 bekræftes af 41. betragtning til dette direktiv, hvori det er anført, at »[i] tilfælde af tvivl om grundlaget for ansøgningen om indrejse bør medlemsstaterne være i stand til at udføre passende kontrol eller kræve dokumentation for fra sag til sag at vurdere ansøgerens påtænkte […] studier, praktikophold […] og bekæmpe misbrug og fejlagtig anvendelse af proceduren i [det nævnte] direktiv« (25).

59.      For det tredje gør anvendelsen af konditionalis (»ville opholde sig«) i artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 det muligt at præcisere arten af den vurdering, som den kompetente myndighed skal foretage. Der er tale om en forudgående vurdering, idet denne myndighed er blevet anmodet om med henblik på en tænkt situation at fastslå ansøgerens hensigter med hensyn til opholdets genstand og formål (26).

60.      Denne vurdering adskiller sig således fra den, som den nævnte myndighed kan foretage i henhold til artikel 21, stk. 1, litra d), i direktiv 2016/801. I medfør af denne bestemmelse skal denne myndighed inddrage eller give afslag på forlængelse af en tidligere indrømmet tilladelse, hvis den fastslår, at »tredjelandsstatsborgeren opholder sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende fik tilladelse til ophold« (27). I dette tilfælde udgør objektive omstændigheder som f.eks. det forhold, at denne tredjelandsstatsborger ikke har påbegyndt de omhandlede studier, midlertidigt har afbrudt dem eller helt har opgivet dem før tid, at vedkommende udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i et omfang, der overstiger det højst tilladte antal arbejdstimer, eller at den pågældende har bopæl langt fra uddannelsesstedet eller endog på en anden medlemsstats område i strid med sin ret til mobilitet i Unionen, de materielle konstateringer, som gør det muligt lettere at fastslå genstanden for og formålet med den nævnte tredjelandsstatsborgers ophold og navnlig tilfælde af misbrug af proceduren. Sådanne konstateringer vanskeliggøres, når ansøgningen indgives, mens tredjelandsstatsborgeren stadig bor uden for den pågældende medlemsstats område.

61.      Eftersom artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 ikke omhandler denne situation, er valget af bevis frit. EU-lovgiver har ikke fastlagt noget særligt krav til bevisets form, idet det i 41. betragtning til dette direktiv er anført, at medlemsstaterne bør være i stand til at udføre »passende kontrol« eller kræve »dokumentation« (28) for fra sag til sag at vurdere ansøgerens påtænkte studier eller praktikophold og bekæmpe misbrug og fejlagtig anvendelse af proceduren. Det følger i øvrigt af denne artikels ordlyd, at det skal være »alvorlige og objektive« (29) grunde, som den kompetente myndigheder lægger til grund for sit afslag, hvilket indebærer, at den råder over underbyggede og fyldestgørende grunde som resultat af en individualiseret behandling af ansøgningen.

62.      Med hensyn til teksten vil jeg påpege to forhold.

63.      Det første vedrører bevisbyrden. Det er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt, at den kompetente myndighed sår tvivl om genstanden for og formålet med ansøgningen om studieopholdstilladelse/-visum. Det forekommer mig tværtimod nødvendigt, at den forsikrer sig om, at hverken genstanden for eller formålet med opholdet er at studere ved den videregående uddannelsesinstitution, som ansøgningen gælder. Denne bedømmelse skal baseres på en samling såvel objektive som subjektive indicier og kan kræve samarbejde med samtlige berørte aktører, ikke alene ansøgeren og diplomatiske missioner, ambassader eller konsulater (alt efter indretningen af de berørte nationale instanser), men ligeledes med de videregående uddannelsesinstitutioner eller endog indvandringsmyndighederne. Tredjelandsstatsborgerens hensigt er et subjektivt element, som normalt fastslås ved henvisning til objektive kriterier såsom indskrivelsen ved den videregående uddannelsesinstitution, de af denne opkrævede gebyrer, kendskabet til værtsmedlemsstatens sprog og regelmæssigheden af tidligere ophold i en EU-medlemsstat. I denne forbindelse kan visse medlemsstater især rette blikket mod sammenhængen i ansøgerens studieplan. I Frankrig skal ansøgninger indgivet af ægyptiske statsborgere således ledsages af en motiveret plan, som er »sammenhængende og så vidt muligt en fortsættelse af det hidtidige forløb« (30). Hvad angår Belgien, fremgår det af bilagene til sagsøgeren i hovedsagens indlæg såvel som af oplysninger fremsat af den belgiske regering i retsmødet, at ansøgningen om indrejse indgivet til de konsulære myndigheder i Cameroun indeholder et spørgeskema og suppleres med en samtale, som skal gøre det muligt for tredjelandsstatsborgeren at godtgøre, at vedkommende reelt har til hensigt at opholde sig i Belgien som studerende (31). I denne situation bedømmes sammenhængen i studieplanen ud fra tredjelandsstatsborgerens erhvervede kompetencer, bl.a. ved hjælp af den pågældendes uddannelsesvej, og de forhåbninger og erhvervsmæssige ambitioner, som ansøgeren giver udtryk for. Denne tredjelandsstatsborger har ligeledes mulighed for at forklare eller forsvare sin studie- eller praktikplan under samtalen med en vejleder.

64.      I retsmødet blev der især fokuseret på relevansen af at tage sammenhængen i tredjelandsstatsborgerens studieplan i betragtning i forbindelse med påvisning og forebyggelse af misbrug af proceduren. Selv om EU-lovgiver udtrykkeligt omtalte dette element i 15. betragtning til direktiv 2004/114, blev det nemlig ikke gentaget i 41. betragtning til direktiv 2016/801, idet EU-lovgiver foretrak en mere generel affattelse om tredjelandsstatsborgerens »påtænkte studier eller praktikophold«. Der er efter min opfattelse intet til hinder for, at den kompetente myndighed tager sammenhængen i denne tredjelandsstatsborgers studieplan i betragtning, dog på den betingelse, at denne bedømmelse foretages individuelt og med omtanke af kvalificeret personale i samarbejde med den nævnte tredjelandsstatsborger. Jeg finder det ligeledes afgørende at tage hensyn til de situationer, hvor tredjelandsstatsborgeren har haft et ukonventionelt uddannelsesforløb eller ønsker at skifte spor. Sammenhængen i studieplanen er således et element, som kan tages i betragtning af den kompetente myndighed, men hvis vægt vil variere alt efter omstændighederne i den enkelte sag.

65.      I den foreliggende sag fremgår det af bilagene til sagsøgeren i hovedsagens indlæg, at de belgiske konsulære myndigheder har tillagt dem væsentlig betydning. Disse myndigheder fandt nemlig på grundlag af hendes svar på det spørgeskema, der ledsagede hendes ansøgning om indrejse, og udbyttet af hendes samtale med en vejleder, at hendes studieplan var behæftet med »åbenbar mangel på sammenhæng« henset ikke alene til hendes uddannelsesvej, men også til hendes erhvervsmæssige plan. De fastslog, at der skulle gives afslag på ansøgningen med den begrundelse, at den var et forsøg på misbrug af proceduren for tildeling af studievisum med henblik på indvandring (32). Jeg vil her begrænse mig til at præcisere, at en medlemsstat efter min opfattelse kun kan afslå en ansøgning om indrejse med den begrundelse, at tredjelandsstatsborgerens studieplan er behæftet med manglende sammenhæng, såfremt den for det første tillader ansøgeren at fremlægge og begrunde denne plan for et kvalificeret personale, og for det andet at den manglende sammenhæng er åbenbar.

66.      Det andet forhold, som jeg vil påpege, vedrører gennemførelsen af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 i den nationale retsorden. Der er intet krav om, at medlemsstaten i sin gennemførelseslov opregner grundene til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende ansøger om indrejse. Disse grunde afhænger af bedømmelsen af hver enkelt sag, og en sådan opremsning ville kunne fratage den kompetente myndighed dens skønsmargen. Denne myndighed har derimod i henhold til dette direktivs artikel 34, stk. 4, pligt til skriftligt at meddele begrundelsen for sit afslag på ansøgningen, hvormed tredjelandsstatsborgeren i forbindelse med den klage, som den pågældende kan indgive i overensstemmelse med denne artikels stk. 5, kan gøre alle de omstændigheder gældende, som underbygger realiteten eller sammenhængen i vedkommendes studieplan.

67.      Efter denne ordlydsfortolkning er det min opfattelse, at en kompetent myndighed i en medlemsstat kun kan give afslag på grundlag af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 på en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum, såfremt den efter en individuel behandling af ansøgningen og på basis af dokumentation eller alvorlige og objektive grunde har fastslået, at hverken genstanden for eller det egentlige formål med tredjelandsstatsborgerens ophold, som primær aktivitet, er at følge et studieprogram på fuld tid med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af denne medlemsstat. I forbindelse med denne behandling er der intet til hinder for, at den kompetente myndighed tager sammenhængen i studieplanen i betragtning.

68.      En systematisk og teleologisk analyse af direktiv 2016/801 bekræfter denne fortolkning.

2.      Systematisk og teleologisk analyse af direktiv 2016/801

69.      Hvad for det første angår den systematiske analyse af direktiv 2016/801 gør en sådan fortolkning det efter min opfattelse muligt at sikre overholdelsen af proportionalitetsprincippet og den berørte persons grundlæggende rettigheder.

70.      Det følger nemlig af 61. betragtning til dette direktiv, at afgørelsen om afslag på en ansøgning om indrejse skal overholde denne berørtes grundlæggende rettigheder såsom dem, der er sikret ved chartret, herunder retten til uddannelse.

71.      Endvidere er det i dette direktivs artikel 20, stk. 4, bestemt, at »[v]ed enhver afgørelse om at afslå en ansøgning skal der tages hensyn til de særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde, ligesom proportionalitetsprincippet skal overholdes«. Dette indebærer, at den kompetente myndighed, inden den træffer afgørelse om ansøgningen, skal foretage en individuel behandling heraf, idet den i forbindelse med denne behandling udtømmende vurderer de såvel objektive som subjektive elementer, den råder over, og tager samtlige de interesser, der gør sig gældende, i betragtning på en afbalanceret og fornuftig måde (33).

72.      Proportionalitetsprincippet er et generelt EU-retligt princip, som skal overholdes af medlemsstaterne, når de gennemfører denne ret (34). Selv om bekæmpelse af svig er et legitimt mål, der begrunder kontrol og i givet fald afslag på ansøgningen, gør jeg således opmærksom på, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede opfylder tredjelandsstatsborgeren både de generelle og de særlige betingelser, der stilles i artikel 7 og 11 i direktiv 2016/801. Dette indebærer, at vedkommende er blevet optaget på en videregående uddannelsesinstitution og i givet fald har fremlagt bevis for indbetaling af sit indskrivningsgebyr. Denne tredjelandsstatsborger risikerer følgelig at få afslag på sin ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum og dermed blive frataget muligheden for at følge studiet på den videregående uddannelsesinstitution, hvor vedkommende er indskrevet. Under disse omstændigheder og med undtagelse af de situationer, hvor der foreligger åbenbart misbrug af rettigheder, er det efter min opfattelse afgørende, at den kompetente myndighed i hvert enkelt tilfælde vurderer, hvorvidt afslaget på ansøgningen er uforholdsmæssigt og risikerer at krænke visse grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret.

73.      For så vidt angår for det andet den teleologiske analyse af direktiv 2016/801 bidrager en afgørelse, hvorved den kompetente myndighed i en medlemsstat giver afslag på en ansøgning om indrejse med henblik på studier med den begrundelse, at tredjelandsstatsborgeren ikke ville opholde sig på det nationale område for som primær aktivitet at følge et studieprogram på fuld tid med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af denne medlemsstat, til virkeliggørelsen af formålene med dette direktiv.

74.      Først og fremmest har direktiv 2016/801 til formål at fastlægge betingelserne for indrejse og ophold på både værtsmedlemsstatens område og de øvrige medlemsstaters område for flere kategorier af tredjelandsstatsborgere, idet disse betingelser fastlægges efter den specifikke art af opholdet for hver af disse kategorier.

75.      For så vidt angår ophold med henblik på studier har direktiv 2016/801 til formål at fremme EU som et af verdens førende ekspertisecentre for studier ved at forbedre og forenkle »indrejse- og opholdsbetingelserne for dem, der ønsker at komme til Unionen med henblik herpå« (35). Det fremgår endvidere af 15. og 44. betragtning til dette direktiv, at det skal lette studerendes mobilitet inden for Unionen for at gøre europæiske videregående uddannelser attraktive og konkurrencedygtige. Det nævnte direktiv har i dette øjemed til formål i overensstemmelse med 44. og 48. betragtning hertil at indføre »en særlig ordning for mobilitet« for studerende inden for Unionen med autonome regler for indrejse og ophold med henblik på studier i andre medlemsstater end værtsmedlemsstaten. Den opholdstilladelse, som værtsmedlemsstaten tildeler tredjelandsstatsborgeren, giver således denne ret til indrejse og ophold på en anden medlemsstats område for der at gennemføre en del af sine studier i højst 360 dage efter bestemmelserne om mobilitet i samme direktivs artikel 31.

76.      Endvidere har direktiv 2016/801 til formål i henhold til artikel 1 at fastsætte tredjelandsstatsborgeres rettigheder med henblik på studier såvel på værtsmedlemsstatens område som de øvrige medlemsstaters område. Det fremgår af 54. betragtning til dette direktiv, at det har til formål at tilnærme disse tredjelandsstatsborgeres rettigheder til dem, der gælder for statsborgerne i den pågældende medlemsstat, idet opholdstilladelsen således gør det muligt for den studerende at opnå ligebehandling på de betingelser, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 22, stk. 3.

77.      En afgørelse, hvorved en kompetent myndighed giver afslag på en ansøgning om indrejse med henblik på studier med den begrundelse, at tredjelandsstatsborgeren ikke ville opholde sig på det nationale område for som primær aktivitet at følge et studieprogram på fuld tid med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af denne medlemsstat, gør det imidlertid muligt at forebygge situationer, hvor denne tredjelandsstatsborger ville være omfattet af forenklede betingelser for indrejse og ophold og uden legitim grund få tildelt status som studerende med samt de rettigheder, der knytter sig til denne status. En sådan afgørelse gør det således muligt ligeledes at garantere det særegne ved betingelserne for indrejse og ophold for de forskellige kategorier af tredjelandsstatsborgere, som direktiv 2016/801 hviler på, og undgå, at visse tredjelandsstatsborgere unddrager sig de betingelser for udstedelse af opholdstilladelsen, som de ellers ville være omfattet af.

78.      Henset til de udvidede rettigheder, der følger med studieopholdstilladelsen/-visummet, bør dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), endelig gøre det muligt for medlemsstaterne effektivt at bekæmpe svig eller misbrug af rettigheder ved at give dem muligheden for at nægte indrejse, når det er fastslået, at ansøgeren har forsøgt at opnå tilladelsen ved svig eller misbrug. I overensstemmelse med fast retspraksis kan ingen gøre krav på at erhverve eller bevare erhvervede rettigheder, der er opnået ved anvendelse af svig, uanset om svigen er begået af rettighedshaveren eller ej, eller om denne har kendskab hertil (36).

79.      På baggrund af samtlige disse betragtninger foreslår jeg, at Domstolen fastslår, at artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 skal fortolkes således, at en kompetent myndighed i en medlemsstat kun kan afslå en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum, når den er i besiddelse af dokumentation for eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at hverken genstanden for eller det egentlige formål med tredjelandsstatsborgerens ophold på det nationale område, som primær aktivitet, er at følge et studieprogram på fuld tid på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af den pågældende stat. Afgørelsen om afslag på en sådan ansøgning skal træffes på baggrund af en forudgående individuel behandling af ansøgningen, i forbindelse med hvilken tredjelandsstatsborgerens ønske om at studere på det nationale område skal bedømmes på grundlag af såvel objektive som subjektive elementer, hvoriblandt sammenhængen i vedkommendes studieplan kan indgå.

B.      De nærmere regler for gennemførelsen i national ret af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 (det første præjudicielle spørgsmål)

80.      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en medlemsstat, henset til artikel 288 TEUF, chartrets artikel 14 og 52, artikel 3, 5, 7, 11, 20, 34, 35 og 40 i samt 2. og 60. betragtning til direktiv 2016/801 samt retssikkerhedsprincippet og gennemsigtighedsprincippet, som agter at afslå en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum med den begrundelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f), har pligt til udtrykkeligt i sin nationale lovgivning at fastsætte en sådan mulighed og i givet fald de grunde, der gør det muligt for den at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende har ansøgt om indrejse.

81.      Dette spørgsmål stilles, for så vidt som dette ikke var tilfældet med den lovgivning, der fandt anvendelse på omstændighederne i hovedsagen (37), i modsætning til nugældende belgisk ret, som følger af en formel gennemførelse af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801, hvorefter ministeren med ansvar for udlændinges indrejse, ophold og etablering på samt udvisning fra det nationale område eller dennes befuldmægtigede kan afslå en ansøgning, når »dokumentation eller alvorlige og objektive grunde gør det muligt at fastslå, at opholdet havde andre formål end studier«.

82.      Jeg vil indlede min analyse med den præcisering, at de grunde til afslag på ansøgningerne, som er fastsat i artikel 20, stk. 2, i direktiv 2016/801, er fakultative for medlemsstaterne. Dette direktiv foreskriver således kun en vis grad af harmonisering for så vidt angår betingelserne for indrejse og ophold for tredjelandsstatsborgere inden for direktivets anvendelsesområde, eftersom gennemførelsen af denne bestemmelse i de nationale retsordener overlades til hver enkelt medlemsstats skøn. Disse kan dermed frit og suverænt beslutte at gennemføre dem af politiske, retslige, økonomiske eller sociale hensyn. Visse medlemsstater, heriblandt dem, der er mest udsat for risikoen for misbrug af proceduren for tildeling af studievisum, synes således at foretage en mere tilbundsgående undersøgelse af de ansøgninger, der indgives af tredjelandsstatsborgere fra bestemte lande, eller som er rettet mod et studieprogram på bestemte videregående uddannelsesinstitutioner (38).

83.      Det forhold, at artikel 20, stk. 2, i direktiv 2016/801 er en fakultativ bestemmelse, betyder derimod ikke, at medlemsstaterne af den grund fuldstændig frit kan vælge, hvordan de vil gennemføre afslaget på ophold for tredjelandsstatsborgere, som falder ind under denne bestemmelses anvendelsesområde.

84.      For det første har medlemsstaterne pligt til at udøve deres beføjelser under overholdelse af de generelle EU-retlige principper, herunder retssikkerhedsprincippet (39). Domstolen har således for nylig påpeget, at gennemførelsen i national ret af EU-retlige bestemmelser kræver, at disse gennemføres ved bestemmelser, der har den fornødne specificitet, præcision og klarhed for at opfylde kravet om retssikkerhed (40). Dette princip tilsigter at sikre forudsigelighed i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhører under EU-retten, og kræver, at enhver administrativ retsakt, der skaber retsvirkninger, er klar og utvetydig, for at adressaten ikke skal være i tvivl om sine rettigheder og pligter, således at vedkommende kan handle derefter. Dette krav gælder især, når den omhandlede retsakt kan have bebyrdende virkninger for adressaterne (41).

85.      For så vidt navnlig angår artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 vil den kompetente myndighed i en medlemsstat, som viser sig ikke at have overholdt det nævnte princip, ikke kunne gøre denne bestemmelse gældende som grundlag for at afslå ansøgningen om studieopholdstilladelse/-visum.

86.      For det andet fremgår det af Domstolens praksis, at medlemsstaternes anerkendte skønsmargen skal anvendes på en måde, der overholder de af EU-lovgiver fastsatte betingelser og hverken tilsidesætter formålet med direktiv 2016/801 eller hindrer dets effektive virkning (42).

87.      EU-lovgiver har imidlertid med vedtagelsen af direktiv 2016/801 ønsket at rette op på svaghederne ved den ordning, som var indført ved direktiv 2004/114, og forfine den for at »sikre øget gennemsigtighed og retssikkerhed […] for forskellige kategorier af tredjelandsstatsborgere, der kommer til Unionen«, som udtrykkeligt anført af EU-lovgiver i anden betragtning 2 til direktiv 2016/801 (43). I denne henseende kræver dette direktivs artikel 35 med den utvetydige overskrift »Gennemsigtighed og adgang til oplysninger«, at medlemsstaterne meddeler ansøgerne alle oplysninger om indrejse- og opholdsbetingelser, herunder rettigheder, forpligtelser og proceduregarantier, der følger af det nævnte direktiv. I denne forbindelse forekommer det mig afgørende, at en tredjelandsstatsborger, der indgiver en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum, som opfylder de fastsatte betingelser, oplyses om, at denne ansøgning, uanset om den er indgivet i god eller ond tro, kan blive afslået, hvis vedkommendes ophold har et andet formål.

88.      Både retssikkerhedsprincippet og gennemsigtighedsprincippet kræver følgelig, at den medlemsstat, der ønsker at påberåbe sig bestemmelserne i artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801, i en klar, præcis og forudsigelig retlig ramme udtrykkeligt fastsætter, at den har mulighed for at afslå en afsøgning om indrejse med den begrundelse, at den er i besiddelse af dokumentation eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende har ansøgt om indrejse.

89.      Hvad derimod angår de grunde, der er anført i punkt 66 i dette forslag til afgørelse, pålægger gennemførelsen af denne artikel ikke medlemsstaten at opregne disse grunde.

90.      Det skal nu undersøges, hvorvidt artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 var gennemført i den lovgivning, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen.

91.      Den belgiske regering har i retsmødet medgivet, at der ikke blev vedtaget en retsakt til gennemførelse af denne bestemmelse. Den har i denne henseende og i øvrigt i tråd med sine skriftlige indlæg fremhævet, at artikel 58 i lov af 15. december 1980 kunne betragtes som en tidligere gældende national bestemmelse, der sikrede en tilstrækkelig gennemførelse af EU-retten i national ret (44). Det er ligeledes ubestridt, at denne lovtekst ikke indeholdt nogen henvisning til direktiv 2016/801 og heller ikke var ledsaget af en sådan, hvilket var i strid med bestemmelserne i dette direktivs artikel 40, stk. 1, andet afsnit.

92.      Artikel 58 i lov af 15. december1980 bestemmer, at »[n]år en ansøgning om tilladelse til ophold af over tre måneders varighed i Kongeriget indgives til en belgisk diplomatisk eller konsulær repræsentation af en udlænding, der ønsker at studere i Belgien ved en videregående uddannelsesinstitution eller at følge et etårigt forberedelseskursus til den pågældende videregående uddannelse« (45), skal denne tilladelse gives, hvis den pågældende tredjelandsstatsborger ikke falder inden for de tilfælde, der er fastsat i artikel 3, § 1, nr. 5°-8°, og såfremt ansøgeren fremlægger en attest fra en uddannelsesinstitution, dokumentation for tilstrækkelige underholdsmidler, en lægeattest og en attest, hvoraf det fremgår, at den pågældende ikke er fundet skyldig i overtrædelse af straffeloven.

93.      Det fremgår utvetydigt af denne artikel, at opholdstilladelse kan nægtes, hvis tredjelandsstatsborgeren med sin ansøgning ikke opfylder visse generelle og særlige betingelser, som er fastsat i artikel 7 og 11 i direktiv 2016/801.

94.      Artikel 58 i lov af 15. december 1980 fastsætter dog ikke udtrykkeligt, at studievisum kan nægtes udstedt, såfremt det ved hjælp af dokumentation eller alvorlige og objektive grunde fastslås, at tredjelandsstatsborgerens ophold har et andet formål end studier i Belgien. Den omstændighed, der optræder i denne nationale bestemmelse, hvorefter ansøgningen indgives af en udlænding, der »ønsker at studere i Belgien ved en videregående uddannelsesinstitution«, fortolkes af Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) således, at den indebærer en undersøgelse af tredjelandsstatsborgerens ønske om at studere ved en videregående uddannelsesinstitution. Der er tale om et grundlæggende element i ansøgningen, hvorfor det er État belge tilladt at afslå ansøgningen, hvis det viser sig, at denne tredjelandsstatsborger ikke nærer et sådant ønske. Det er imidlertid min opfattelse, at en sådan omstændighed ikke kan forstås således, at den henviser til den grund til at afslå en ansøgning om indrejse, der er fastsat i artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801, og ikke kan fortolkes således, at den sikrer gennemførelsen af denne bestemmelse i overensstemmelse med de førnævnte krav om klarhed, præcision og forudsigelighed.

95.      Jeg er følgelig af den opfattelse, at artikel 58 i lov af 15. december 1980, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, ikke sikrer gennemførelse af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 på sådan måde, at retssikkerhedsprincippet og gennemsigtighedsprincippet blev iagttaget.

C.      De processuelle regler for påklagelse af afgørelsen om afslag på ansøgningen om studieopholdstilladelse/-visum (det tredje præjudicielle spørgsmål)

96.      Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at medlemsstaterne tillægger den administrative eller retslige myndighed, hvortil der er indgivet en klage over en afgørelse om afslag på en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum, beføjelse til at omgøre denne afgørelse og sætte sit eget skøn i stedet for det, som den kompetente myndighed, der traf afgørelsen, foretog (46).

97.      Artikel 34, stk. 5, første punktum, i direktiv 2016/801 giver udtrykkeligt ansøgerne mulighed for i den berørte medlemsstat at påklage afgørelsen om afslag på en ansøgning om indrejse »i overensstemmelse med national ret«. Dette direktiv indeholder imidlertid hverken en bestemmelse om rækkevidden af og de nærmere regler for denne klage, herunder fristerne for indgivelse og afgørelse heraf, og de beføjelser, der i dette øjemed tillægges den administrative eller retslige myndighed, hvortil klagen er indgivet, eller om virkningerne af annullationen af den afgørelse, som den kompetente myndighed har truffet, navnlig med hensyn til hvilken frist denne får til at træffe en ny afgørelse. Medlemsstaterne har følgelig en bred skønsmargen. EU-lovgiver har alene præciseret i det nævnte direktivs artikel 34, stk. 5, andet punktum, at den berørte medlemsstats kompetente myndigheder i den skriftlige underretning skal oplyse om den domstol eller administrative myndighed, hvortil klagen kan indgives, og fristen for indgivelse af klagen.

98.      Domstolen har fortolket rækkevidden af artikel 34, stk. 5, første punktum, i direktiv 2016/801 i dom af 10. marts 2021, Konsul Rzeczypospolitej Polskiej w N. (47), som vedrørte en polsk konsulær myndigheds afslag på en tredjelandsstatsborgers ansøgning om studievisum. Domstolen fastslog, at EU-lovgiver i overensstemmelse med procesautonomien har overladt det til medlemsstaterne at træffe afgørelse om karakteren af og de konkrete ordninger i forbindelse med de retsmidler, der er til rådighed for ansøgere om visum til længerevarende ophold henhørende under dette direktiv. Det er derfor tilladt medlemsstaterne at tillægge den administrative eller retslige myndighed, hvortil der er indgivet klage, en annullationsbeføjelse eller omgørelsesbeføjelse. En komparativ analyse af de forskellige nationale lovgivninger viser i denne henseende, at medlemsstaterne har valgt meget forskellige proceduremæssige løsninger alt efter deres retslige traditioner (48).

99.      Domstolen har imidlertid påpeget, at i overensstemmelse med dens faste praksis skal kendetegnene ved den klageprocedure, som er omhandlet i artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, fastlægges i overensstemmelse med dels chartrets artikel 47, som pålægger medlemsstaterne at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse af de individuelle rettigheder, som følger af Unionens retsorden (49), dels ækvivalensprincippet (de processuelle regler må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer, der er underlagt national ret) og effektivitetsprincippet (de processuelle regler må ikke umuliggøre eller uforholdsmæssigt vanskeliggøre udøvelsen af rettigheder, der er tillagt ved EU-retten) (50).

100. I hovedsagen drejer det sig alene om overholdelsen af chartrets artikel 47 og effektivitetsprincippet.

101. For så vidt angår den foreliggende sag skal tre punkter fremhæves.

102. Det første vedrører klageadgangen. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at der i belgisk ret er fastsat en ret til at påklage afgørelser om afslag på studieopholdstilladelse/-visum. Denne klageret udøves for Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager), som i overensstemmelse med artikel 39/1, § 1, i lov af 15. december 1980 er en forvaltningsdomstol, der alene har kompetence til at påkende klager over individuelle afgørelser, der er truffet i henhold til lovgivningen om udlændinges indrejse, ophold og etablering på samt udvisning fra det nationale område.

103. Det andet punkt omhandler rækkevidden af de beføjelser, der er tillagt den administrative eller retslige myndighed, hvortil der er indgivet klage. Den forelæggende ret har i denne forbindelse præciseret, at Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) i medfør af denne lovs artikel 39/2, § 2, har kompetence til at annullere en afgørelse om afslag på en ansøgning om studievisum. Den har imidlertid ikke oplyst, i hvilket omfang en sådan afgørelse skal efterleves af den kompetente myndighed.

104. Det tredje punkt vedrører sagsbehandlingsfrister. Selv om den forelæggende ret ikke har henvist til disse frister i sin anmodning om præjudiciel afgørelse, viser det sig ikke desto mindre, at de ifølge Domstolens praksis har en særlig betydning, når de beføjelser, som den administrative eller retslige myndighed, hvortil der er indgivet klage, er tillagt, begrænses til en annullationsbeføjelse, som det er tilfældet med Belgien (51). Jeg præciserer følgelig, at i medfør af artikel 39/82, §§ 1 og 4, i lov af 15. december 1980 har Conseil du Contentieux des Etrangers (domstol i udlændingeretlige sager) beføjelse til at anordne en udsættelse af fuldbyrdelsen af den afgørelse, der er påklaget, og i det øjemed at træffe afgørelse inden 30 dage efter en begæring herom (52). Hvis udsættelsen anordnes, træffes der afgørelse om påstanden om annullation inden for fire måneder efter afsigelsen af afgørelsen.

105. Jeg vil begynde min analyse med at undersøge betingelsen om garanti for effektiv domstolsbeskyttelse, som kræves ved chartrets artikel 47.

106. I dom af 25. juli 2018, Alheto (53), af 29. juli 2019, Torubarov (54), og af 19. marts 2020, Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal (55), der vedrører vurderingen af lovligheden af afgørelser om tildeling af international beskyttelse, kan der nemlig findes relevante præciseringer i forbindelse med nationale bestemmelser, der kun tillægger den administrative eller retslige myndighed en annullationsbeføjelse og ikke en omgørelsesbeføjelse.

107. Sådanne bestemmelser tilsidesætter ikke i sig selv kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse. Derimod skal den enkelte medlemsstat efter Domstolens opfattelse udforme sin nationale ret på en sådan måde, at den kompetente myndighed efter annullation af den oprindelige afgørelse og i tilfælde af, at sagen hjemvises til denne myndighed, træffer en ny afgørelse dels inden for kort tid, dels i overensstemmelse med det skøn, der er indeholdt i den afgørelse, hvorved den oprindelige afgørelse blev annulleret (56). Domstolen har støttet dette ræsonnement på tre primære betragtninger, nemlig nødvendigheden af at sikre en så hurtig behandling som muligt af ansøgninger om international beskyttelse, hensynet til at sikre den effektive virkning af bestemmelserne om klageadgang og endelig behovet for at garantere retten til en effektiv domstolsprøvelse i henhold til chartrets artikel 47.

108. Af andre grunde end dem, der vejer tungest afgørelsen om tildeling af international beskyttelse, skal afgørelsen om tildeling af studieopholdstilladelse/-visum vedtages hurtigst muligt, således at tredjelandsstatsborgeren kan påbegynde sit studieår ved den videregående uddannelsesinstitution, hvor vedkommende er lovligt indskrevet, og hvortil vedkommende har betalt sit indskrivningsgebyr.

109. Allerede i forbindelse med direktiv 2004/114 påpegede EU-lovgiver, at enhver afgørelse om en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum skulle træffes inden for en »frist, der ikke forhindrer fortsættelsen af studierne, og som samtidig giver de kompetente myndigheder tilstrækkelig tid til at behandle ansøgningen« (57).

110. Vedtagelsen af direktiv 2016/801 havde til formål at forbedre og forenkle indrejse- og opholdsbetingelserne for tredjelandsstatsborgere med et ønske om at tage til EU for der at følge en uddannelse, at garantere en hurtig indrejseprocedure og at styrke disse tredjelandsstatsborgeres processuelle rettigheder (58). Disse formål kræver, at en tredjelandsstatsborger, der opfylder de materielle betingelser for at opnå studieopholdstilladelse/-visum, kan få udstedt denne tilladelse/dette visum inden for en frist, der gør det muligt for den pågældende at nyde de rettigheder og fordele, der knytter sig til denne status.

111. Det følger således af artikel 34, stk. 1, i direktiv 2016/801, at de kompetente myndigheder træffer afgørelse så hurtigt som muligt og senest 90 dage efter den dato, hvor den fuldstændige ansøgning blev indgivet. Fristernes betydning er ligeledes kommer til udtryk dels i 42. betragtning til dette direktiv, hvori EU-lovgiver fremhæver, at supplerende oplysninger indsendes af ansøgeren inden for en »rimelig frist«, dels i 43. betragtning til dette direktiv, hvori EU-lovgiver henstiller til, at de kompetente myndigheder »hurtigst muligt« underretter ansøgeren skriftligt om afgørelsen.

112. Dette krav om hurtig behandling er en iboende del af den særlige karakter af det studieophold, der er muliggjort ved direktiv 2016/801 til fordel for tredjelandsstatsborgere.

113. Karakteren af dette ophold kræver af tredjelandsstatsborgeren, at denne udviser enhver fornøden omhu for at indgive sin ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum inden en rimelig frist og i givet fald supplere den afhængigt af tidsplanen for hver af de berørte videregående uddannelsesinstitutioner. Den indebærer ligeledes, at medlemsstaten skal skulle træffe endelig afgørelse, i givet fald efter annullation af den administrative eller retslige myndigheds første afgørelse, inden studiestart og således, at denne tredjelandsstatsborger får tilstrækkelig tid til at gennemføre de øvrige etaper i forbindelse med indrejse og ophold på værtsmedlemsstatens område, navnlig hvis vedkommende bor uden for dette område.

114. Selv om det er tilladt medlemsstaterne at tillægge den administrative eller retslige myndighed, hvortil der er indgivet klage, en annullationsbeføjelse, således som belgisk ret synes at gøre i den foreliggende sag, men ikke en omgørelsesbeføjelse, skal klageproceduren derfor ikke desto mindre overholde kravet om hurtig behandling og på en sådan måde, at tredjelandsstatsborgeren ikke alene sikres en effektiv domstolsprøvelse i henhold til chartrets artikel 47, men ligeledes den fulde virkning af sin rettigheder i henhold til direktiv 2016/801. Dette krav om hurtighed er efter min opfattelse ikke foreneligt med arten af den behandling, som indgivelse af en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum kræver, idet denne behandling efter min mening ikke rummer komplekse faktuelle vurderinger.

115. Det følger efter min opfattelse heraf, at hver enkelt medlemsstat derfor bør udforme sin nationale ret på en sådan måde, at den kompetente myndighed efter annullation af den oprindelige afgørelse og i tilfælde af, at sagen hjemvises til denne myndighed, træffer en ny afgørelse, der er i overensstemmelse med det skøn, der er indeholdt i den afgørelse, hvorved den oprindelige afgørelse blev annulleret, og i øvrigt træffer den inden studiestart på den videregående uddannelsesinstitution, hvor tredjelandsstatsborgeren er lovligt indskrevet.

116. Jeg skal tilføje, at medlemsstaterne i forbindelse med fastlæggelsen af de processuelle regler bør være særligt opmærksomme på situationen for de ansøgere, der indgiver deres ansøgning, mens de bor uden for den berørte medlemsstats område – ved at sætte disse i stand til effektivt at udøve retten til domstolsprøvelse – og situationen for dem, der ganske vist opholder sig på denne medlemsstats område, men hvis opholdstilladelse eller visum snart udløber.

117. På baggrund af samtlige disse betragtninger foreslår jeg Domstolen at fastslå, at artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en medlemsstat tillægger den administrative eller retslige myndighed, hvortil der er indgivet en klage over en afgørelse om afslag på en ansøgning om studieopholdstilladelse/-visum, en annullationsbeføjelse, men ikke en omgørelsesbeføjelse, på den betingelse, at den nye afgørelse træffes af den kompetente myndighed inden studiestart på den videregående uddannelsesinstitution, hvor tredjelandsstatsborgeren er lovligt indskrevet.

V.      Forslag til afgørelse

118. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:

»1)      Artikel 20, stk. 2, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/801 af 11. maj 2016 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på forskning, studier, praktik, volontørtjeneste, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter, og au pair-ansættelse

skal fortolkes således, at

–        retssikkerhedsprincippet og gennemsigtighedsprincippet kræver, at den medlemsstat, der agter at gennemføre denne bestemmelse i sin nationale retsorden, i en klar, præcis og forudsigelig retlig ramme udtrykkeligt fastsætter, at den har mulighed for at afslå en afsøgning om indrejse med den begrundelse, at den er i besiddelse af dokumentation eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at den pågældende tredjelandsstatsborger ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende har ansøgt om indrejse. Gennemførelsen af den nævnte bestemmelse indebærer ikke, at medlemsstaten skal opregne disse grunde

–        en kompetent myndighed i en medlemsstat kun kan afslå en ansøgning om indrejse med henblik på studier, når den er i besiddelse af dokumentation for eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at hverken genstanden for eller det egentlige formål med tredjelandsstatsborgerens ophold på det nationale område, som primær aktivitet, er at følge et studieprogram på fuld tid med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af denne stat.

Afgørelsen om afslag på denne ansøgning skal træffes på baggrund af en forudgående individuel behandling, i forbindelse med hvilken tredjelandsstatsborgerens ønske om at studere på det nationale område skal bedømmes på grundlag af såvel objektive som subjektive elementer, hvoriblandt sammenhængen i vedkommendes studieplan kan indgå.

2)      Artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en medlemsstat tillægger den administrative eller retslige myndighed, hvortil der er indgivet en klage over en afgørelse om afslag på en ansøgning om indrejse med henblik på studier, en annullationsbeføjelse, men ikke en omgørelsesbeføjelse, på den betingelse, at den nye afgørelse træffes af den kompetente myndighed inden studiestart på den videregående uddannelsesinstitution, hvor tredjelandsstatsborgeren er lovligt indskrevet.«

1 –      Originalsprog: fransk.

i      Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

2 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 11.5.2016 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på forskning, studier, praktik, volontørtjeneste, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter, og au pair-ansættelse (EUT 2016, L 132, s. 21).

3 –      C-491/13, EU:C:2014:2187.

4 –      Rådets direktiv af 13.12.2004 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier, elevudveksling, ulønnet erhvervsuddannelse eller volontørtjeneste (EUT 2004, L 375, s. 12).

5 –      Jf. dom af 10.9.2014, Ben Alaya (C-491/13, EU:C:2014:2187, præmis 34).

6 –      Jf. EMN’s sammenfattende notat med titlen »Prévenir, détecter et lutter contre les détournements des autorisations de séjour dans l’UE à des fins d’études«, marts 2022 (herefter »EMN’s sammenfattende notat«), punkt 2.

7 –      Jf. i denne retning dom af 23.1.2019, M.A. m.fl. (C-661/17, EU:C:2019:53, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

8 –      Herefter »chartret«.

9 –      Moniteur belge af 31.12.1980, s. 14584, som senest ændret ved loi du 5 mai 2019 (lov af 5.5.2019) (Moniteur belge af 22.8.2019, s. 80425) (herefter »lov af 15. december 1980«).

10 –      Fastlagt ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006 af 20.12.2006 om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) (EUT 2006, L 381, s. 4), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1860 af 28.11.2018 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2018, L 312, s. 1), og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1861 af 28.11.2018 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen og om ændring og ophævelse af forordning (EF) nr. 1987/2006 (EUT 2018, L 312, s. 14) (jf. artikel 1, § 17, i lov af 15.12.1980).

11 –      Jf. artikel 39/1 i lov af 15. december 1980.

12 –      Jf. artikel 1, nr. 2°, i lov af 15. december 1980.

13 –      Moniteur belge af 5.8.2021, s. 77965.

14 –      I retsmødet koncentrerede den tjekkiske, den litauiske, den luxembourgske, den ungarske og den nederlandske regering deres mundtlige indlæg om det første spørgsmål om gennemførelsen af direktiv 2016/801, som Domstolen stillede med henblik på mundtlig besvarelse.

15 –      Opholdstilladelsens form og gyldighedsperiode er præciseret i det nævnte direktivs artikel 17-19.

16 –      Med forbehold af en mere indgående undersøgelse af den bestemte betingelse, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2016/801, er det min opfattelse, at ordlyden »med henblik på at følge et studieprogram« ikke i sig selv gør det muligt at kræve, at medlemsstaten efterprøver ansøgerens vilje og ønske om at studere. Efter min opfattelse skal denne ordlyd muliggøre en sondring mellem den ansøger, der har til hensigt at følge et studieprogram, og den ansøger, der blot er på en kortvarig udveksling.

17 –      Den obligatoriske grund til afslag, der er fastsat i artikel 20, stk. 1, litra b), i direktiv 2016/801, omhandler den situation, hvor ansøgeren har forelagt dokumenter, der er forfalskede eller erhvervet på uretmæssig vis. Med forbehold af fortolkningen af denne bestemmelse indebærer konstateringen af svig ligeledes, at den kompetente myndighed tager tredjelandsstatsborgerens hensigt i betragtning, i den foreliggende sag den hensigt at omgå eller unddrage sig betingelserne for udstedelse af opholdstilladelsen med henblik på at opnå den dertil knyttede fordel. Jf. i denne retning de principper, som Domstolen udledte vedrørende konstateringen af svig i dom af 6.2.2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63). Konstateringen af svig kræver efterprøvelse af, om der foreligger en samstemmende række af indicier, der godtgør tilstedeværelsen af et objektivt element og et subjektivt element (denne doms præmis 50). Derfor kan kun svig begået materielt og forsætligt af den tredjelandsstatsborger, der har indgivet ansøgningen om studieopholdstilladelse/-visum, sanktioneres. For så vidt angår det subjektive element, der er nødvendigt for at konstatere svig, svarer dette ifølge dom af 6.2.2018, Altun m.fl. (C-359/16, EU:C:2018:63), som anvendt på omstændighederne i hovedsagen, til, at ansøgeren har til hensigt at omgå eller unddrage sig betingelserne for udstedelse af opholdstilladelsen med henblik på at opnå den dertil knyttede fordel (denne doms præmis 52).

18 –      Det er nemlig anført i 11. betragtning til direktiv 2016/801, at »alle bestemmelser i [Rådets direktiv 2003/86/EF af 22.9.2003 om ret til familiesammenføring (EUT 2003, L 251, s. 12)] bør finde anvendelse, herunder grundene til afslag eller inddragelse eller afslag på forlængelse. Følgelig kan familiemedlemmers opholdstilladelser inddrages, eller der kan gives afslag på forlængelse heraf, hvis tilladelsen til den forsker, de ledsager, ophører, og de ikke har selvstændig opholdsret.«

19 –      Jf. 32. betragtning til direktiv 2016/801.

20 –      Min fremhævelse.

21 –      Det nævnte direktivs artikel 24 fastsætter de betingelser og begrænsninger, inden for hvilke en studerende parallelt med studiet må udøve erhvervsmæssig beskæftigelse.

22 –      Jf. i denne retning artikel 20, stk. 2, litra d), i direktiv 2016/801.

23 –      Det fremgår af 54. betragtning til direktiv 2016/801, at studerende er omfattet af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/98/EU af 13.12.2011 om én enkelt ansøgningsprocedure for en kombineret tilladelse til tredjelandsstatsborgere til at opholde sig og arbejde på en medlemsstats område og om et sæt fælles rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der har lovligt ophold i en medlemsstat (EUT 2011, L 343, s. 1), hvori der fastlægges et sæt fælles rettigheder på grundlag af ligebehandling med værtsmedlemsstatens statsborgere [20. betragtning til og artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/98].

24 –      Jf. artikel 16, stk. 4, i direktiv 2003/86 og for så vidt angår retspraksis dom af 23.9.2003, Akrich (C-109/01, EU:C:2003:491, præmis 57).

25 –      De øvrige sprogversioner af denne betragtning, såsom den spanske, engelske og italienske, indeholder ikke figuren »d’une part […] d’autre part«, der forekommer i den franske version, men konjunktionen »og«.

26 –      Den italienske version af denne artikel angiver i øvrigt udtrykkeligt begrebet »hensigt« (»che il cittadino di paese terzo intende soggiornare«, min fremhævelse).

27 –      Min fremhævelse.

28 –      Det nævnte direktivs artikel 34, stk. 3, tillader den kompetente myndighed at kræve, at ansøgeren til støtte for sin ansøgning fremlægger supplerende oplysninger.

29 –      Det fremgår af en sammenlignende analyse af de forskellige sprogversioner af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 for det første, at adjektiverne »alvorlige og objektive« er knyttet til »grunde« og ikke »dokumentation« (jf. f.eks. den engelske version (»the Member State has evidence or serious and objective grounds«) eller den italienske (»lo Stato membro è in possesso di prove o ha motivi seri e oggettivi«), og for det andet, at begrebet »alvorlige grunde« adskiller sig fra begrebet »alvorlige hensyn«, som EU-lovgiver anvender i mange afledte retsakter om unionsborgernes eller tredjelandsstatsborgerens ophold i Unionen, f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35, og EUT 2007, L 204, s. 28).

30 –      Jf. f.eks. Campus France Égyptes websted: https://www.egypte.campusfrance.org/fr/preparer-un-projet-d-etudes-clair-et-coherent.

31 –      Det fremgår af EMN’s sammenfattende notat, at valideringen af dokumenterne og samtalerne med ansøgerne er de to hyppigst anvendte fremgangsmåder i fasen forud for ankomsten til det nationale område (punkt 2).

32 –      Det fremgår af de nationale sagsakter, at ansøgning om indrejse indgivet til de belgiske konsulære myndigheder skal gøre det muligt for tredjelandsstatsborgeren at godtgøre, at vedkommende reelt har til hensigt at opholde sig i Belgien som studerende og der følge et videregående studium. Spørgeskemaet skal give denne tredjelandsstatsborger lejlighed til at fremlægge og begrunde sin studieplan i henseende til sin uddannelsesvej og sine erhvervsmæssige ambitioner, mens samtalen skal give vedkommende mulighed for at forklare eller forsvare denne plan.

33 –      Jeg påpeger ligeledes, at Domstolen i dom af 18.12.2014, McCarthy m.fl. (C-202/13, EU:C:2014:2450) vedrørende fortolkningen af artikel 35 i direktiv 2004/38 fastslog, at den omstændighed, at en medlemsstat står over for et øget antal tilfælde af misbrug af rettigheder eller svig begået af tredjelandsstatsborgere, ikke kan begrunde vedtagelsen af en foranstaltning, der støttes på generalpræventive formål og udelukker enhver individuel vurdering af den pågældendes personlige adfærd (præmis 55).

34 –      Jf. ligeledes 36. betragtning til direktiv 2016/801, hvor det præciseres, at det bør »være muligt at give afslag på indrejse, hvis en medlemsstat på baggrund af en vurdering baseret på de faktiske omstændigheder i en konkret sag og under hensyntagen til proportionalitetsprincippet finder, at den pågældende tredjelandsstatsborger udgør en potentiel trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller folkesundheden«.

35 –      Jf. 14. betragtning til direktiv 2016/801 (min fremhævelse).

36 –      Jf. analogt dom af 14.3.2019, Y. Z. m.fl. (Svig i forbindelse med familiesammenføring) (C-557/17, EU:C:2019:203, præmis 64 og 65).

37 –      Lov af 11.7.2021 om ændring af lov af 15.12.1980 om udlændinges indrejse, ophold og etablering på samt udvisning fra det nationale område bestemmer i artikel 2, at denne lov »delvist gennemfører direktiv 2016/801«, og gennemfører i artikel 15 den grund til afslag, der er fastsat i dette direktivs artikel 20, stk. 2, litra f).

38 –      Jf. i denne retning EMN’s sammenfattende notat, punkt 5.

39 –      Jf. dom af 16.2.2023, DGRFP Cluj (C-519/21, EU:C:2023:106, præmis 105).

40 –      Jf. dom af 29.6.2023, Stadt Frankfurt am Main og Stadt Offenbach am Main (Fornyelse af en opholdstilladelse i den anden medlemsstat) (C-829/21 og C-129/22, EU:C:2023:525, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis). Selv om denne betragtning vedrører de bindende bestemmelser, der er fastsat i artikel 9, stk. 4, andet afsnit, og artikel 22, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25.11.2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT 2004, L 16, s. 44), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/51/EU af 11.5.2011 (EUT 2011, L 132, s. 1), er det min opfattelse, at den kan finde anvendelse analogt på en fakultativ bestemmelse som f.eks. artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801.

41 –      Jf. dom af 16.2.2023, DGRFP Cluj (C-519/21, EU:C:2023:106, præmis 105).

42 –      Jf. analogt dom af 13.3.2019, E. (C-635/17, EU:C:2019:192, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

43 –      Jf. ligeledes rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 28.9.2011 om anvendelsen af direktiv 2004/114/EF om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier, elevudveksling, ulønnet erhvervsuddannelse eller volontørtjeneste (KOM(2011) 587 final), hvori Kommissionen har påpeget den »mere generelle pligt til at underrette tredjelandsstatsborgere om reglerne for studerendes indrejse for at sikre gennemsigtighed og retssikkerhed for potentielle studerende og for dermed at opmuntre dem til at studere i EU« (s. 4, »Særlige betingelser for studerende«).

44 –      Domstolen fastslog, at det ikke kun er de nationale bestemmelser, der udtrykkeligt har til formål at gennemføre et direktiv, der kan anses for at være omfattet af direktivets anvendelsesområde, men ligeledes – regnet fra den dato, hvor direktivet træder i kraft – de tidligere gældende nationale bestemmelser, der kan sikre gennemførelsen heraf i national ret (jf. dom af 25.7.2018, Alheto (C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

45 –      Min fremhævelse.

46 –      Til støtte for sine indlæg har sagsøgeren i hovedsagen henvist til artikel 46, stk. 1 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60). En sådan parallel kan efter min opfattelse imidlertid ikke drages, for så vidt som denne artikel udtrykkeligt bestemmer, at det effektive retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om, at en ansøgning om international beskyttelse ikke kan antages til behandling eller er ugrundet, kræver en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder.

47 –      C-949/19, EU:C:2021:186, præmis 37-46 og den deri nævnte retspraksis.

48 –      Jf. EMN’s sammenfattende notat, punkt 7.

49 –      Jf. dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen) (C-704/20 et C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

50 –      Jf. dom af 10.3.2021, Konsul Rzeczypospolitej Polskiej w N. (C-949/19, EU:C:2021:186, præmis 42-44 og den deri nævnte retspraksis).

51 –      Jeg præciserer, at sagen Darvate m.fl. (C-299/23), der i øjeblikket verserer for Domstolen, udtrykkeligt vedrører de sagsbehandlingsfrister, der er fastsat i belgisk ret i forbindelse med artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801.

52 –      Begæring om udsættelse i særlige hastetilfælde, der behandles inden 48 timer, er forbeholdt udsendelses- eller hjemsendelsesforanstaltninger med snarlig fuldbyrdelse.

53 –      C-585/16, EU:C:2018:584.

54 –      C-556/17, EU:C:2019:626.

55 –      C-406/18, EU:C:2020:216.

56 –      Jf. dom af 19.3.2020, Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal (C-406/18, EU:C:2020:216, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

57 –      Artikel 18, stk. 1, i direktiv 2004/114.

58 –      Jf. Kommissionens arbejdsdokument, konsekvensanalyse, der ledsagede dens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på forskning, studier, elevudveksling, lønnet og ulønnet praktik, volontørtjeneste og au pair-ansættelse (omarbejdning) (COM(2013) 151 final), findes på følgende internetadresse: https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-7869-2013-ADD-1/en/pdf (s. 19).