DOMSTOLENS DOM (Tiende Afdeling)

23. november 2023 (*)

»Appel – statsstøtte – foranstaltninger iværksat af Republikken Østrig til fordel for Klagenfurt lufthavn, Ryanair og andre luftfartsselskaber, der benytter lufthavnen – afgørelse, hvorved støtteforanstaltningerne erklæres delvist uforenelige med det indre marked – artikel 85, stk. 3, i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret – beviser fremlagt for Retten efter afslutningen af den skriftlige forhandling – antagelse til realitetsbehandling – forordning (EU) 2015/1589 – artikel 17, stk. 1 og 2 – Europa-Kommissionens beføjelser på området for tilbagesøgning af støtte – forældelsesfrist – graden af præcision i de foranstaltninger, der afbryder denne frist – begrundelsespligt – urigtig gengivelse af beviserne – relevante oplysninger med henblik på at fastsætte størrelsen af den støtte, der skal tilbagesøges«

I sag C-758/21 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 9. december 2021,

Ryanair DAC, Swords (Irland),

Airport Marketing Services Ltd, Dublin (Irland),

ved solicitor B. Byrne, abogado S. Rating, og avocat E. Vahida,

appellanter,

den anden part i appelsagen:

Europa-Kommissionen først ved K. Blanck, A. Bouchagiar og J. Ringborg, derefter ved A. Bouchagiar og J. Ringborg, som befuldmægtigede,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Tiende Afdeling),

sammensat af dommerne M. Ilešič, som fungerende afdelingsformand, I. Jarukaitis (refererende dommer) og D. Gratsias,

generaladvokat: L. Medina,

justitssekretær: fuldmægtig A. Lamote,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. januar 2023,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 30. marts 2023,

afsagt følgende

Dom

1        Ryanair DAC og Airport Marketing Services Ltd (herefter »AMS«) har med deres appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 29. september 2021, Ryanair m.fl. mod Kommissionen (T-448/18, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:626), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som appellanterne havde anlagt med påstand om annullation af artikel 5 og 6 i Kommissionens afgørelse (EU) 2018/628 af 11. november 2016 i statsstøttesag SA.24221 (2011/C) (ex 2011/NN) gennemført af Østrig til fordel for Klagenfurt lufthavn, Ryanair og andre luftfartsselskaber, der benytter lufthavnen (EUT 2018, L 107, s. 1, herefter »den omtvistede afgørelse«), og af denne afgørelses artikel 9-11, for så vidt som de vedrører dem.

 EU-retten

 Forordning (EU) 2015/1589

2        I 26. betragtning til forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9) anføres følgende:

»Af hensyn til retssikkerheden bør der indføres en forældelsesfrist på ti år for ulovlig støtte, således at der ikke kan påbydes tilbagebetaling efter udløbet af denne frist.«

3        Forordningens artikel 2 med overskriften »Anmeldelse af ny støtte« fastsætter i stk. 2 følgende:

»I en anmeldelse skal den pågældende medlemsstat give alle nødvendige oplysninger, så [Europa-]Kommissionen bliver i stand til at træffe en afgørelse […]«

4        Forordningens artikel 5 med overskriften »Begæring om oplysninger fremsat til den anmeldende medlemsstat« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.      Mener Kommissionen, at oplysninger, som den pågældende medlemsstat har indsendt i forbindelse med en foranstaltning, der er anmeldt efter artikel 2, er ufuldstændige, anmoder den om alle nødvendige yderligere oplysninger. […]

2      Hvis den pågældende medlemsstat ikke meddeler de krævede oplysninger inden udløbet af den af Kommissionen fastsatte frist, eller hvis oplysningerne er ufuldstændige, sender Kommissionen en rykkerskrivelse, hvori den giver en passende yderligere frist, inden for hvilken oplysningerne skal meddeles.«

5        Samme forordnings artikel 12, der er indeholdt i forordningens kapitel III om proceduren vedrørende ulovlig støtte, har overskriften »Undersøgelse, begæring om oplysninger og påbud om oplysninger«. Artiklen fastsætter:

»1.      Kommissionen kan på eget initiativ undersøge oplysninger om påstået ulovlig støtte fra enhver kilde […]

[…]

2      Om nødvendigt fremsætter Kommissionen en begæring om oplysninger over for den pågældende medlemsstat. Artikel 2, stk. 2, og artikel 5, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.

[…]

3      Hvis den pågældende medlemsstat på trods af en rykkerskrivelse efter artikel 5, stk. 2, ikke meddeler de krævede oplysninger inden udløbet af den af Kommissionen fastsatte frist, eller hvis oplysningerne er ufuldstændige, fremsætter Kommissionen krav om oplysningerne i form af afgørelse […]. Afgørelsen skal angive, hvilke oplysninger der kræves, og fastsætte en passende frist for deres afgivelse.«

6        Artikel 17 i forordning 2015/1589, der bærer overskriften »Forældelsesfrist for krav om tilbagebetaling af støtte«, bestemmer følgende i stk. 1 og 2:

»1.      Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år.

2      Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte tilkendes støttemodtageren, enten som individuel støtte eller under en støtteordning. Enhver foranstaltning, der træffes af Kommissionen eller af en medlemsstat efter opfordring fra Kommissionen angående den ulovlige støtte, afbryder denne frist. Efter hver afbrydelse begynder forældelsesfristen forfra. […]«

 Rettens procesreglement

7        Rettens procesreglement af 4. marts 2015 (EUT 2015, L 105, s. 1) bestemmer i artikel 76 med overskriften »Stævningens indhold«:

»Stævning, der udtages i henhold til […] artikel 21 [i statutten for Den Europæiske Unions Domstol], skal indeholde:

[…]

f)      i givet fald de beviser eller en angivelse af de beviser, der påberåbes.«

8        Procesreglements artikel 85 med overskriften »Beviser« har følgende ordlyd:

»1.      Beviserne fremlægges eller anføres i forbindelse med den første udveksling af processkrifter.

2      Hovedparterne kan i forbindelse med replikken og duplikken fremlægge eller anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.

3      Hovedparterne kan i undtagelsestilfælde fremlægge eller anføre yderligere beviser, inden retsforhandlingernes mundtlige del er afsluttet eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.

4      Uden at det berører Rettens afgørelse af spørgsmålet, om de i medfør af stk. 2 og 3 fremsatte beviser kan antages til realitetsbehandling, giver retsformanden de øvrige parter lejlighed til at tage stilling hertil.«

 Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse

9        Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse, således som de fremgår af den appellerede doms præmis 1-39, kan sammenfattes som følger.

10      Ryanair er et luftfartsselskab. AMS er et datterselskab af sidstnævnte, hvis hovedaktivitet består i salg af reklameplads på Ryanairs websted. Lufthavnen i Klagenfurt (Østrig) er beliggende i udkanten af byen af samme navn, som er hovedstaden i delstaten Kärnten. Ejeren og operatøren af denne lufthavn er Kärntner Flughafen Betriebsgesellschaft mbH (herefter »KFBG«). De direkte og indirekte ejere af andelene i dette sidstnævnte selskab var forskellige under den procedure, der førte til vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, men der var hele tiden tale om offentlige myndigheder eller enheder. KFBG har et helejet datterselskab, Destinations Management GmbH (herefter »DMG«), som leverer forskellige tjenesteydelser til lufthavnen, bl.a. i sin egenskab af konsulent med henblik på at tiltrække luftfartsselskaber til lufthavnen.

11      Den 22. januar 2002 blev der indgået fire aftaler, der er relevante for den foreliggende sag. For det første indgik KFBG og Ryanair en aftale om lufthavnstjenester (herefter »lufthavnstjenesteaftalen af 2002«), der trådte i kraft den 27. juni 2002 for en periode på fem år, og som gav mulighed for automatisk forlængelse med yderligere fem år på visse betingelser. I henhold til denne aftale forpligtede Ryanair sig til mindst én gang om dagen at tilbyde lufttransporttjenester mellem Klagenfurt lufthavn og London-Stansted lufthavn (Det Forenede Kongerige) og at betale et fast vederlag pr. flyvning til KFBG. Ryanair skulle endvidere for hver flybillet opkræve et fast beløb pr. afrejsende passager i passagerafgift samt en sikkerhedsafgift og betale disse afgifter til lufthavnen. Den nævnte aftale fastsatte ligeledes de tjenester, som lufthavnen skulle levere til Ryanair, samt andre betalinger til fordel for KFBG og de forpligtelser, som denne sidstnævnte var underlagt.

12      For det andet indgik DMG og Leading Verge.com Ltd (herefter »LV«), nu FR Financing (Malta) Ltd, et datterselskab af Ryanair, som siden er blevet likvideret, en aftale om markedsføringstjenester (herefter »markedsføringsaftalen af 2002 mellem DMG og LV«), der trådte i kraft på dagen for aftalens indgåelse og udløb den 26. juni 2007, med mulighed for automatisk forlængelse med yderligere fem år på visse betingelser. Ifølge denne aftale hyrede DMG LV til at udarbejde en reklameplan, sørge for tilrådighedsstillelse af links til DMG’s hjemmeside og gennemføre andre salgsfremmende aktiviteter mod et fast årligt vederlag.

13      For det tredje indgik DMG og AMS en markedsføringsaftale (herefter »markedsføringsaftalen af 2002 mellem DMG og AMS«), som trådte i kraft på dagen for aftalens indgåelse for en periode på fem år. I henhold til denne aftale udpegede DMG AMS til mod betaling af et årligt vederlag at oprette og drive to links på webstedet www.ryanair.com til websteder, som DMG havde valgt med henblik på at fremhæve attraktionerne i delstaten Kärnten. AMS kunne, såfremt parterne besluttede det, levere yderligere tjenesteydelser til en pris, der skulle aftales nærmere.

14      For det fjerde blev der mellem DMG og LV oprettet en tillægsskrivelse til markedsføringsaftalen af 2002 (herefter »tillægsskrivelsen af 2002«), som trådte i kraft på datoen for indgåelsen heraf, hvorved parterne aftalte, at DMG i forbindelse med denne markedsføringsaftale skulle betale LV yderligere for supplerende og intensiverede markedsføringsforanstaltninger inden for varighedsperioden for aftalen mellem DMG og LV.

15      Lufthavnstjenesteaftalen af 2002, markedsføringsaftalen af 2002 mellem DMG og LV, som ændret ved tillægsskrivelsen af 2002 mellem DMG og LV, og markedsføringsaftalen af 2002 mellem DMG og AMS (herefter samlet »aftalerne af 2002«) ophørte den 29. oktober 2005, da Ryanair indstillede sine passagerruteflyvninger mellem Klagenfurt lufthavn og London-Stansted lufthavn.

16      Den 23. august 2006 indgik KFBG og Ryanair en ny lufthavnstjenesteaftale (herefter »lufthavnstjenesteaftalen af 2006«), som vedrørte tre ugentlige flyvninger til London-Stansted lufthavn mellem den 19. december 2006 og den 21. april 2007. Ryanair var forpligtet til at betale de officielle lufthavnsafgifter til Klagenfurt lufthavn, men nød godt af et incitament på 7,62 EUR pr. afrejsende passager i henhold til en incitamentsordning, som KFBG havde indført i september 2005.

17      Den 21. december 2006 indgik DMG og AMS en ny aftale om markedsføringstjenester, der trådte i kraft den 28. februar 2007, og som var knyttet til Ryanairs forpligtelse til at foretage de flyvninger, der var omhandlet i den aftale, der er nævnt i den foregående præmis ovenfor. AMS forpligtede sig i henhold til denne markedsføringsaftale til hvert år at levere et markedsføringsprogram, der navnlig havde til formål promovere destinationen Klagenfurt/Kärnten.

18      Lufthavnstjenesteaftalen af 2006 og aftalen om markedsføringstjenester indgået den 21. december 2006 mellem DMG og AMS (herefter samlet »aftalerne af 2006«) fandt anvendelse indtil den 21. april 2007.

19      Den 11. oktober 2007 fremsendte Kommissionen en klage til Republikken Østrig, der var blevet indgivet til institutionen fra en konkurrent til Ryanair på det europæiske marked for luftbefordring af passagerer, hvorved det blev hævdet, at Ryanair havde modtaget ulovlig statsstøtte, navnlig fra delstaten Kärnten, byen Klagenfurt og Klagenfurt lufthavn, via KFBG, og anmodede denne medlemsstat om yderligere oplysninger. Ved skrivelse af 15. november 2010 og 24. marts 2011 anmodede Kommissionen de østrigske myndigheder om yderligere oplysninger. Disse sidstnævnte svarede ved skrivelse af 28. januar og 30. maj 2011. Den 8. april 2011 anmodede Kommissionen også Ryanair om yderligere oplysninger, som selskabet fremsendte den 4. juli 2011. Kommissionen videresendte den 15. juli 2011 disse oplysninger til de østrigske myndigheder, som fremsatte bemærkninger ved skrivelse af 20. september 2011.

20      Ved skrivelse af 22. februar 2012 meddelte Kommissionen de østrigske myndigheder, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, TEUF med henblik på bl.a. at undersøge aftalerne fra 2002 med Ryanair og aftalerne fra 2006 med Ryanair (EUT 2012, C 233, s. 28).

21      Ved skrivelse af 29. maj og 20. juli 2012 anmodede Ryanairs advokat om aktindsigt i Kommissionens sagsakter, hvilket Kommissionen afslog ved skrivelse af 19. juni og 4. oktober 2012.

22      Ved skrivelse af 28. maj 2014 anmodede Kommissionen Republikken Østrig om yderligere oplysninger vedrørende en markedsføringsaftale, der var blevet indgået mellem Klagenfurt lufthavn og Ryanair den 22. januar 2002, hvilken anmodning disse myndigheder besvarede den 11. juni 2014.

23      Den 23. juli 2014 besluttede Kommissionen at udvide undersøgelsesproceduren (EUT 2014, C 348, s. 36).

24      I den omtvistede afgørelse fastslog Kommissionen bl.a., at Republikken Østrig ved aftalerne af 2002 og 2006 (herefter samlet »de omtvistede aftaler«) havde ydet Ryanair, LV og AMS ulovlig støtte, som var uforenelig med det indre marked. Kommissionen fastsatte de støttebeløb, der kunne tilbagesøges, på grundlag af den negative del af de årlige forventede marginale pengestrømme på tidspunktet for indgåelsen af disse aftaler. Kommissionen fandt, at støttebeløbet i aftalerne af 2002 og 2006 foreløbigt beløb sig til henholdsvis 1 827 267 EUR og 141 326 EUR, hvilket den fastslog i den omtvistede afgørelses artikel 5 og 6. Denne afgørelses artikel 9-11 pålægger Republikken Østrig at tilbagesøge denne støtte.

 Sagen for Retten og den appellerede dom

25      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. juli 2018 anlagde Ryanair, AMS og FR Financing (Malta) Ltd (herefter samlet »Ryanair m.fl.«) sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelses artikel 5 og 6 samt af afgørelsens artikel 9-11, for så vidt som de vedrørte disse selskaber. Til støtte for søgsmålet havde disse selskaber påberåbt sig seks anbringender. Endvidere indgav de den 24. august 2018 en anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse med henblik på, at Kommissionen skulle fremlægge visse dokumenter, og fremlagde den 25. september 2020 to dokumenter som yderligere beviser (herefter »de yderligere beviser«).

26      Ved den appellerede dom fastslog Retten indledningsvis, at disse yderligere beviser ikke kunne antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at Ryanair m.fl. ikke havde begrundet, at de blev påberåbt for sent som omhandlet i artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement. Retten forkastede derefter samtlige påberåbte anbringender som ugrundede og frifandt følgelig Kommissionen i det hele, idet den samtidig fastslog, at der ikke var grundlag for at imødekomme den anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som var blevet fremsat for den, eftersom den, henset til de dokumenter, som parterne havde vedlagt deres skriftlige indlæg og deres svar på de skriftlige og mundtlige spørgsmål, fandt, at den allerede havde fået tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe afgørelse i sagen. Endelig pålagde Retten Ryanair m.fl. at betale sagsomkostningerne.

 Parternes påstande for Domstolen

27      Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

–        Den appellerede dom ophæves.

–        Den omtvistede afgørelses artikel 5 og 6 samt artikel 9-11 heri annulleres, for så vidt som de vedrører appellanterne, eller subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling.

–        Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Kommissionen at betale sagsomkostningerne for begge retsinstanser.

28      Kommissionen har for Domstolen nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Om appellen

29      Appellanterne har til støtte for deres appel gjort fire anbringender gældende. Det første anbringende vedrører en fejlagtig afvisning af de yderligere beviser på grund af, at de ikke kunne antages til realitetsbehandling. Det andet anbringende vedrører en fejlagtig fortolkning af artikel 17 i forordning 2015/1589 og en urigtig anvendelse af artikel 296 TEUF. Det tredje anbringende vedrører en urigtig gengivelse af beviser, som Retten foretog, da den vurderede, om Kommissionen lovligt havde anvendt kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi. Det fjerde anbringende vedrører i det væsentlige en retlig fejl, som Retten begik ved sin bedømmelse af fastsættelsen af størrelsen af den støtte, der skulle tilbagesøges, således som den blev foretaget i den omtvistede afgørelse.

 Det første anbringende

 Parternes argumenter

30      Med det første anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 58-63 begik to retlige fejl ved at afvise de yderligere beviser, som de havde fremlagt den 25. september 2020, dvs. efter afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del den 26. februar 2019, men før afslutningen af retsforhandlingernes mundtlige del den 14. januar 2021, med den begrundelse, at de ikke havde begrundet den forsinkede påberåbelse som omhandlet i artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement.

31      De har præciseret, at de pågældende beviser, som godtgør, at den omtvistede afgørelse var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, der begrundede dens delvise annullation, bestod for så vidt angår det første af disse af en tabel, der indeholdt estimater over indtægter, der ikke var luftfartsrelaterede pr. afrejsende passager, for de omtvistede aftaler, og som var blevet fremsendt af Klagenfurt lufthavn til Kommissionen under den formelle undersøgelsesprocedure (herefter »tabellen over ikke-luftfartsrelaterede indtægter«). Det andet bevis var en uredigeret version af et afsnit, der var indeholdt i en rapport af 3. november 2014, som var udarbejdet af Ryanairs økonomiske rådgiver, og som indeholdt oplysninger om beregningen af marginalomkostningerne, som var blevet udeladt i den version af rapporten, der var vedlagt stævningen som bilag (herefter »omkostningsoplysningerne«).

32      De har anført, at de for Retten gjorde gældende, at hvad angår tabellen over ikke-luftfartsrelaterede indtægter kunne de ikke materielt have fremlagt den på et tidligere stadium af proceduren, eftersom den ikke var i deres besiddelse, at deres begæringer om aktindsigt i sagsakterne var blevet afslået, at Retten ikke besvarede deres anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, og at samarbejdet med Klagenfurt lufthavn om at skaffe dem den, var blevet hindret af flere grunde, herunder krisen forbundet med covid-19-udbruddet. Hvad angår omkostningsoplysningerne var det hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt at fremlægge dem på et tidligere stadium af proceduren for Retten, eftersom betydningen af de pågældende oplysninger, der oprindeligt var blevet udeladt, først blev klar i forbindelse med undersøgelsen af tabellen over ikke-luftfartsrelaterede indtægter. Tidspunktet for deres fremlæggelse var således forbundet med tidspunktet for fremlæggelsen af denne sidstnævnte.

33      I denne sammenhæng tilsidesatte Retten i første række de retsprincipper, der ligger til grund for artikel 85, stk. 1-3, i Rettens procesreglement, således som disse principper er fastlagt i Domstolens praksis, nemlig kontradiktionsprincippet, princippet om processuel ligestilling, retten til en retfærdig rettergang og en god retspleje. Den appellerede dom indeholder nemlig ingen forklaring på, hvorledes eller grunden til, at anerkendelsen af de omhandlede beviser har krænket disse principper eller hindret Rettens evne til at afgøre sagen inden for en rimelig frist. Det fremgår tværtimod af den appellerede dom, at disse principper er blevet overholdt, idet Kommissionen i retsmødet og i de efterfølgende skriftlige indlæg har haft mulighed for at tage stilling til disse beviser og deres mulige konsekvenser for lovligheden af den anfægtede afgørelse.

34      I anden række så Retten for det første bort fra den retspraksis, hvorefter en parts sene fremlæggelse af beviser kan begrundes med den omstændighed, at denne part ikke tidligere kunne råde over de omhandlede beviser, idet appellanterne i denne henseende har henvist til dom af 16. september 2020, BP mod FRA (C-669/19 P, EU:C:2020:713, præmis 41). For det andet så Retten bort fra den retspraksis, hvorefter det i forbindelse med vurderingen af, om den forsinkede fremlæggelse af beviser er begrundet, skal efterprøves, om de omhandlede beviser allerede fremgår af de sagsakter, som den anfægtede afgørelse er baseret på, i hvilket tilfælde der ikke er grundlag for at forkaste dem, idet appellanterne i denne henseende har henvist til Rettens dom af 14. marts 2018, Crocs mod EUIPO – Gifi Diffusion (Fodtøj) (T-651/16, EU:T:2018:137, præmis 17), og af 7. juni 2018, Schmid mod EUIPO– Landeskammer für Land- und Forstwirtschaft in Steiermark (Steirisches Kürbiskernöl) (T-72/17, EU:T:2018:335, præmis 23). I det foreliggende tilfælde var de imidlertid ikke i besiddelse af tabellen over ikke-luftfartsrelaterede indtægter på et tidligere stadium i proceduren, og de omhandlede yderligere beviser fremgik af Kommissionens sagsakter.

35      De yderligere krav, som Retten søger at pålægge, såsom fremlæggelsen af en korrespondance mellem Ryanair m.fl. på den ene side og Klagenfurt lufthavn på den anden side, savner retligt grundlag, idet Rettens mulighed for at tillade beviser i henhold til artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement ikke er underlagt en forpligtelse til at »anføre en begrundelse«. Det fremgår nemlig af retspraksis, at den omstændighed, at der gives en begrundelse, kan være tilstrækkelig til at tillade den forsinkede påberåbelse af beviser.

36      Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende er ugrundet.

 Domstolens bemærkninger

37      Indledningsvis bemærkes, at Rettens undersøgelse af, om de for den fremlagte beviser kan antages til realitetsbehandling, udgør et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret inden for rammerne af en appel (jf. i denne retning dom af 16.9.2020, BP mod FRA, C-669/19 P, EU:C:2020:713, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

38      Hvad angår det første anbringendes første led, hvis argumentation er gengivet i denne doms præmis 33, skal det fremhæves, at i henhold til artikel 76, litra f), i Rettens procesreglement skal enhver stævning i givet fald indeholde de beviser eller en angivelse af de beviser, der påberåbes, og at dette procesreglements artikel 85, stk. 1, præciserer, at beviserne fremlægges eller anføres i forbindelse med den første udveksling af processkrifter.

39      I henhold til artikel 85, stk. 2, kan hovedparterne i forbindelse med replikken og duplikken endvidere fremlægge eller anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes. Artikel 85, stk. 3, bestemmer, at hovedparterne i undtagelsestilfælde kan fremlægge eller anføre yderligere beviser, inden retsforhandlingernes mundtlige del er afsluttet eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.

40      Artikel 85, stk. 4, bestemmer, at uden at det berører Rettens afgørelse af spørgsmålet, om de i medfør af stk. 2 og 3 fremsatte beviser kan antages til realitetsbehandling, gives de øvrige parter lejlighed til at tage stilling hertil.

41      Med hensyn til bestemmelserne i De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans’ tidligere procesreglement af 2. maj 1991 (EFT 1991, L 136, s. 1), der svarer til de principielle regler, der nu findes i artikel 76, litra f), og artikel 85, stk. 1, i Rettens procesreglement, der nu er gældende, har Domstolen udtalt, at disse bestemmelser, der præciserer det stadium i proceduren, hvor beviserne skal fremlægges, tager hensyn til såvel kontradiktionsprincippet og princippet om parternes processuelle ligestilling som retten til en retfærdig rettergang ud fra ønsket om en ordentlig retspleje. I og med at disse bestemmelser pålægger parterne at fremlægge deres beviser, allerede fra indleveringen af stævningen eller svarskriftet, tilsigter de nemlig at informere de øvrige parter om det bevismateriale, der fremlægges til støtte for de forfægtede standpunkter, og at gøre det muligt for disse at tilrettelægge et forsvar eller en nyttig replik i overensstemmelse med nævnte retsprincipper. Domstolen har også fastslået, at en fremlæggelse af de påberåbte beviser på procedurens første stadium ligeledes er begrundet i ønsket om en ordentlig retspleje, derved at den gennem en hurtig sagsforberedelse muliggør en behandling af sagen inden for en rimelig frist (jf. i denne retning dom af 14.4.2005, Gaki-Kakouri mod Domstolen, C-243/04 P, EU:C:2005:238, præmis 30).

42      Med hensyn til den bestemmelse i dette tidligere procesreglement, som nu i det væsentlige findes i artikel 85, stk. 2, i Rettens procesreglement, har Domstolen endvidere præciseret, at denne artikel tillige er et udtryk for kravet om en retfærdig rettergang og nærmere bestemt om en beskyttelse af retten til forsvar, derved at den tillader en fremsættelse af beviser uden for de situationer, der nu er omhandlet i artikel 76, litra f), og artikel 85, stk. 1, i Rettens procesreglement (jf. i denne retning dom af 14.4.2005, Gaki-Kakouri mod Domstolen, C-243/04 P, EU:C:2005:238, præmis 32).

43      Hvad i øvrigt angår bestemmelserne i artikel 85, stk. 1, 2 og 4, i Rettens procesreglement har Domstolen ligeledes allerede fastslået, at selv om parterne i henhold til præklusionsreglen i dette procesreglements artikel 85, stk. 1, skal begrunde, at beviser fremlægges, eller nye beviser anføres for sent, kan Unionens retsinstanser efterprøve grundlaget for den begrundelse for forsinkelsen, som gives ved fremlæggelsen eller anførelsen af disse beviser, og, alt efter omstændighederne, bevisernes indhold, og kan ligeledes, såfremt denne forsinkede fremlæggelse ikke er tilstrækkeligt begrundet eller er ugrundet, forkaste disse beviser. En parts forsinkede fremlæggelse eller anførelse af beviser kan navnlig begrundes med, at denne part ikke tidligere kunne råde over de pågældende beviser, eller hvis modpartens forsinkede fremlæggelse begrunder, at sagsakterne suppleres, således at kontradiktionsprincippet overholdes (dom af 16.9.2020, BP mod FRA, C-669/19 P, EU:C:2020:713, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

44      Disse principper, der følger af den retspraksis, som er nævnt i denne doms præmis 41-43, gælder så meget desto mere for de beviser, der er fremlagt i henhold til artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement. Denne bestemmelse udgør nemlig ikke, som denne artikels stk. 2, blot en undtagelse fra hovedreglen i den pågældende artikels stk. 1, men en undtagelse til princippet og den undtagelse, der er fastsat i henholdsvis stk. 1 og 2, idet den mulighed, der er fastsat i dette stk. 3, ifølge selve ordlyden af denne bestemmelse kun undtagelsesvis er åben (jf. i denne retning dom af 14.4.2005, Gaki-Kakouri mod Domstolen, C-243/04 P, EU:C:2005:238, præmis 33, og af 16.9.2020, BP mod FRA, C-669/19 P, EU:C:2020:713, præmis 47), og anvendelsen heraf forudsætter således, at det godtgøres, at der foreligger særlige omstændigheder (jf. dom af 11.9.2019, HX mod Rådet, С-540/18, EU:C:2019:707, præmis 67).

45      Det følger samlet set af denne retspraksis, at det netop er anvendelsen af reglerne om bevisførelse i artikel 85 i Rettens procesreglement, der gør det muligt at sikre overholdelsen af kontradiktionsprincippet, princippet om processuel ligestilling, retten til en retfærdig rettergang eller en god retspleje. Retten kunne derfor ikke ved at anvende reglen i sit procesreglements artikel 85, stk. 3, have tilsidesat disse principper og rettigheder, heller ikke selv om den fandt, at de yderligere beviser ikke kunne antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at den forsinkede fremlæggelse af disse ikke var blevet tilstrækkeligt begrundet (jf. analogt dom af 14.4.2005, Gaki-Kakouri mod Domstolen, C-243/04 P, EU:C:2005:238, præmis 34).

46      Det følger ligeledes heraf, at Retten ikke var forpligtet til specifikt at begrunde sin afvisning af de yderligere beviser med hensyn til hvert af de nævnte principper og rettigheder eller til dens evne til at afgøre sagen inden for en rimelig frist, idet denne begrundelse er uløseligt forbundet med anvendelsen af denne bestemmelse i Rettens procesreglement. Af samme grund kan det heller ikke antages, at Retten principielt er forpligtet til at tillade beviser, der er fremlagt for sent, medmindre den godtgør, at en afvisning af disse er nødvendig for at sikre overholdelsen af disse samme principper og rettigheder.

47      Appellanterne kan i denne forbindelse ikke udlede noget relevant argument af den omstændighed, at Kommissionen har haft mulighed for for Retten at tage stilling til de yderligere beviser og deres mulige konsekvenser for lovligheden af den omtvistede afgørelse. Denne omstændighed er nemlig blot udtryk for Rettens korrekte anvendelse af procesreglementets artikel 85, stk. 4, der i øvrigt udtrykkeligt bestemmer, at den omstændighed, at de øvrige parter får mulighed for at tage stilling til de beviser, der fremlægges i henhold til bl.a. denne artikels stk. 3, ikke berører Rettens afgørelse af, om disse kan antages til realitetsbehandling.

48      Dette anbringendes første led skal følgelig forkastes som ugrundet.

49      Hvad angår dette anbringendes andet led, hvis argumentation er gengivet i denne doms præmis 34, er det for det første korrekt, således som appellanterne har gjort gældende og i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 43 og 44, at en parts forsinkede påberåbelse af beviser i henhold til artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement bl.a. kan begrundes med den omstændighed, at denne part ikke tidligere kunne råde over de pågældende beviser. Det forholder sig imidlertid således dels, at Retten i overensstemmelse med samme retspraksis har beføjelse til at se bort fra de pågældende beviser, hvis den finder, at denne sene fremlæggelse ikke er tilstrækkeligt begrundet eller er ubegrundet, dels at anvendelsen af dette stk. 3 forudsætter, at det godtgøres, at der foreligger særlige omstændigheder.

50      I det foreliggende tilfælde foretog Retten i den appellerede doms præmis 59-62 en undersøgelse af de omstændigheder, som Ryanair m.fl. havde påberåbt sig for Retten med henblik på at godtgøre, at de yderligere beviser kunne antages til realitetsbehandling, og i dommens præmis 63 udledte Retten heraf, som det allerede blev anført i denne doms præmis 58, at det skulle fastslås, at Ryanair m.fl. ikke havde fremlagt oplysninger, der som omhandlet i artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement kunne begrunde, at disse beviser blev fremlagt for sent den 25. september 2020, dvs. fire dage før retsmødet for Retten, og at de derfor ikke kunne antages til realitetsbehandling.

51      Hvad i denne henseende angår tabellen over ikke-luftfartsrelaterede indtægter bemærkede Retten i denne doms præmis 59, at hverken den anmodning, der blev fremsendt til Kommissionen under den administrative procedure, eller den anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der blev indgivet til Retten i august 2018, sikrede Ryanair m.fl. adgang til de ønskede oplysninger. Retten fastslog ligeledes, at Ryanair m.fl. ikke havde redegjort for grundene til, at de var blevet forhindret i på samme tid at tage de nødvendige skridt over for Klagenfurt lufthavn for at få adgang til oplysningerne i de administrative sagsakter, som ligeledes omfattede denne tabel.

52      Retten tilføjede i den pågældende doms præmis 60, at forklaringerne fremført af Ryanair m.fl. vedrørende konsekvenserne af covid-19-udbruddet på denne lufthavns funktionsduelighed var vage og ikke kunne efterprøves og derfor ikke i sig selv var tilstrækkelige til at godtgøre, at der forelå en sådan vanskelighed ved at indhente oplysninger fra den pågældende lufthavn, som havde begrundet den forsinkede fremlæggelse nogle dage før retsmødet af et dokument, der, således som bekræftet af Ryanair m.fl., var blevet stillet til rådighed for Kommissionen af de østrigske myndigheder flere år tidligere under den administrative procedure.

53      Den anførte endvidere i samme doms præmis 61, at selv om det antages, at Kommissionens henvisning i duplikken til tabellen over ikke-luftfartsrelaterede indtægter havde kunnet begrunde en forsinket påberåbelse af denne tabel, blev denne duplik indgivet den 25. februar 2019, dvs. lang tid inden covid-19-udbruddet. Retten anførte i denne forbindelse, at Ryanair m.fl. ikke havde »fremlagt nogen oplysninger fra eksempelvis deres korrespondance med [Klagenfurt lufthavns] ansvarlige tjenestegrene med henblik på at begrunde fremlæggelsen [af den pågældende tabel] den 25. september 2020, dvs. atten måneder efter Kommissionens indgivelse af duplikken«.

54      I modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, var det med rette, at Retten fastslog, at Ryanair m.fl. ved alene at påberåbe sig disse oplysninger ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at der forelå omstændigheder, som begrundede, at tabellen over ikke-luftfartsrelaterede indtægter kunne antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement, i det foreliggende tilfælde vedrørende deres manglende mulighed for at råde over denne på et tidligere tidspunkt i proceduren, henset til den undtagelse, som dette stk. 3 udgør i ordningen vedrørende bevisførelse for Retten.

55      For det første, henset til bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [108 TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1), som var gældende, da disse begæringer om aktindsigt i Kommissionens sagsakter blev fremsat, samt til Domstolens allerede på daværende tidspunkt faste praksis vedrørende de interesserede parters manglende ret til aktindsigt i Kommissionens administrative sagsakter inden for rammerne af den kontrolprocedure, der er indledt i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, uanset om det er på grundlag af denne forordning eller principielt inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43), medmindre den generelle formodning om skade på beskyttelsen af formålet med undersøgelser afkræftes (jf. i denne retning dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, C-139/07 P, EU:C:2010:376, præmis 54-62 og 67-70), var Retten berettiget til at fastslå, at disse begæringer var utilstrækkelige oplysninger til at godtgøre, at Ryanair m.fl. ikke kunne råde over denne tabel på et tidligere stadium i proceduren. Retten kunne således med rette fastslå, at det negative udfald af disse var utilstrækkeligt til at godtgøre, at de ikke kunne råde over denne tabel på et tidligere stadium i proceduren, og at dette negative udfald, henset til den manglende forklaring af grunden til, at Klagenfurt lufthavn ikke var blevet kontaktet direkte på et tidligere tidspunkt, ikke i tilstrækkelig grad kunne begrunde som omhandlet i artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement, at den pågældende tabel kunne antages til realitetsbehandling.

56      Henset til den periode på mere end et år, der var forløbet mellem datoen for indleveringen af duplikken og udløsningen af følgerne af covid-19-udbruddet i Den Europæiske Union, er Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 61 med hensyn til argumentationen fremført af Ryanair m.fl. vedrørende disse konsekvenser ligeledes velbegrundet. I denne forbindelse skal det, henset til appellanternes argumentation, der er redegjort for i denne doms præmis 35, tilføjes, at Retten i denne præmis 61 ikke fastsatte yderligere krav ud over dem, der følger af artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement. Som det fremgår af denne doms præmis 43 og 44, har Unionens retsinstanser beføjelse til at efterprøve, om begrundelsen for den forsinkede påberåbelse af beviser er velbegrundet. Retten kan derfor i denne sammenhæng fastslå, at den af en part fremførte begrundelse ikke forekommer troværdig, eftersom denne part ikke har underbygget sine udsagn med dokumentation, selv om parten havde været i stand til at gøre det.

57      Hvad endelig angår den anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der blev fremsat for Retten, var det også åbenbart, at da Retten ikke var forpligtet til at imødekomme en sådan anmodning, havde den et for usikkert udfald til, at Ryanair m.fl. med føje kunne støtte sig på denne fremgangsmåde med henblik på at indhente denne tabel, således at påberåbelsen heraf og dens verserende karakter heller ikke var tilstrækkelig til at godtgøre, at der forelå omstændigheder, der i tilstrækkelig grad begrundede forsinkelsen med fremlæggelsen heraf, og at den følgelig kunne antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement.

58      Hvad angår omkostningsoplysningerne bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 62, at det afsnit, der indeholdt disse oplysninger, var indeholdt i en undersøgelse fra Ryanairs økonomiske rådgiver, som var blevet udarbejdet for Ryanair m.fl. i november 2014, og at disse ikke havde godtgjort grunden til, at de ikke havde kunnet vedlægge dette dokument som bilag til deres stævning eller replik. Retten fandt i denne forbindelse, at deres argument om den »uløselige forbindelse«, der bestod mellem fremlæggelsen af disse oplysninger og fremlæggelsen af tabellen over ikke-luftfartsrelaterede indtægter, ikke kunne tages til følge, eftersom spørgsmålet om Kommissionens beregning af de driftsmæssige meromkostninger, som Klagenfurt lufthavn kunne have påregnet, allerede var blevet rejst af Ryanair m.fl. i deres stævning og i deres replik, og at disse oplysninger allerede i denne periode var i deres besiddelse.

59      Henset til disse omstændigheder, som appellanterne ikke har bestridt, og til den omstændighed, at artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement har karakter af en undtagelse, var det ligeledes med rette, at Retten fastslog, at Ryanair m.fl. ikke i tilstrækkelig grad havde begrundet den sene fremlæggelse af disse oplysninger, og at den følgelig afviste dette yderligere bevis.

60      I øvrigt kan appellanterne i den foreliggende sag ikke udlede et relevant argument af Rettens stillingtagen til de yderligere beviser, som hovedparterne havde fremlagt efter afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del i den sag, der gav anledning til dom af 15. juni 2022, Qualcomm mod Kommissionen (Qualcomm – eksklusivitetsbetalinger) (T-235/18, EU:T:2022:358), som de havde påberåbt sig i retsmødet for Domstolen. Som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 39 og 40 i forslaget til afgørelse, har de begrundelser, der er fremført i denne sag, nemlig ingen forbindelse med de begrundelser, der er påberåbt i den foreliggende sag.

61      Hertil kommer, at tilstedeværelsen af særlige omstændigheder, der kan begrunde, at beviser, der er fremlagt i henhold til artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement, kan antages til realitetsbehandling, teoretisk set nødvendigvis må vurderes fra sag til sag under hensyn til de særlige omstændigheder i hver enkelt sag.

62      Den omstændighed, at Retten i den sag, der gav anledning til denne dom, kunne fastslå, at fremlæggelsen af yderligere beviser efter afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del under omstændighederne i denne sag var begrundet i særlige omstændigheder, og at disse beviser derfor skulle tillades i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3, kan derfor ikke godtgøre, at den appellerede dom, der vedrører forskellige faktiske omstændigheder og andre begrundelser, er behæftet med en fejl i denne henseende.

63      Appellanterne kan heller ikke udlede et relevant argument i den foreliggende sag af den retspraksis vedrørende EU-varemærketvister, der følger af de domme fra Retten, som er nævnt i nærværende doms præmis 34, idet disse domme ikke har den rækkevidde, som appellanterne tillægger dem.

64      I den første af de nævnte domme var der således ikke tale om egentlige beviser, men om forhold fra Unionens retsinstansers praksis samt national eller international praksis, med hensyn til hvilke Retten allerede havde fastslået, at hverken parterne eller den selv er forhindret i at lade sig inspirere heraf ved fortolkningen af EU-retten. Henvisningen til den omstændighed, at disse elementer allerede var blevet fremlagt for appelkammeret ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og undersøgt af dette, blev endvidere kun nævnt for fuldstændighedens skyld. Hvad angår den anden af disse domme fremgår det af denne doms præmis 23, at det også var for fuldstændighedens skyld, at Retten bemærkede, at de omhandlede beviser ikke fremgik af sagsakterne i sagen for appelkammeret, idet Retten forkastede disse med den begrundelse, at de berørte parter ikke havde fremført nogen begrundelse for, at de var blevet fremlagt for sent.

65      I denne henseende skal det endvidere fremhæves, at disse begrundelser fra Retten for fuldstændighedens skyld kan forklares ved de særlige kendetegn ved EU-varemærketvister. I henhold til artikel 178, stk. 5, i Rettens procesreglement tilstiller EUIPO, efter at den stævning, der er er blevet indgivet til Retten, er blevet forkyndt for dette kontor, Retten akterne i sagen for appelkammeret. Retten råder således efter forkyndelsen af stævningen over disse sagsakter og alle de beviser, som den indeholder. Dette er imidlertid ikke tilfældet for Kommissionens administrative sagsakter i forbindelse med en procedure for kontrol af statsstøtte.

66      Det følger af disse betragtninger, at dette anbringendes andet led skal forkastes som ugrundet, og følgelig skal det første anbringende forkastes i sin helhed.

 Det andet anbringende

 Parternes argumenter

67      Med det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved henholdsvis fortolkningen af artikel 17 i forordning 2015/1589 og anvendelsen af artikel 296 TEUF, idet den fastslog, dels at Kommissionen ikke havde tilsidesat den forældelsesfrist, der fandt anvendelse på tilbagesøgningen af støtten for så vidt angår tillægsskrivelsen af 2002 mellem DMG og LV og markedsføringsaftalen af 2002 mellem DMG og AMS, dels at den omtvistede afgørelse var tilstrækkeligt begrundet i denne henseende.

68      I første række har appellanterne anfægtet den appellerede doms præmis 70-79, for så vidt som de har gjort denne artikel 17 indholdsløs. Det fremgår af disse præmisser, at Retten finder, at en begæring om oplysninger, der er formuleret bredt af Kommissionen ved anvendelse af en »catch-all«-formel, uden at denne begæring indeholder en specifik angivelse vedrørende en foranstaltning, der kan udgøre statsstøtte, eller uden at Kommissionen har kendskab til eksistensen af en sådan foranstaltning, i forhold til hvilken afbrydelsen af forældelsesfristen kan ske, er retligt tilstrækkelig til at afbryde denne frist.

69      For det første kræver selve ordlyden af artikel 17, stk. 2, i forordning 2015/1589, der henviser til »den ulovlige støtte«, at begæringer om oplysninger vedrører den specifikke foranstaltning, som Kommissionen undersøger.

70      For det andet har de omhandlede begæringer i tidligere sager, hvor Unionens retsinstanser har bekræftet, at en begæring om oplysninger fra Kommissionen afbrød forældelsesfristen, udpeget de specifikke foranstaltninger, som Kommissionen undersøgte. Appellanterne har i denne forbindelse henvist til kendelse af 7. december 2017, Irland mod Kommissionen (C-369/16 P, EU:C:2017:955, præmis 42), samt til dom af 26. april 2018, ANGED (C-233/16, EU:C:2018:280, præmis 84), af 10. april 2003, Département du Loiret mod Kommissionen (T-369/00, EU:T:2003:114, præmis 85), og af 22. april 2016, Irland og Aughinish Alumina mod Kommissionen (T-50/06 RENV II og T-69/06 RENV II, EU:T:2016:227, præmis 3, 7 og 183).

71      For det tredje har den forældelsesfrist på ti år, der er fastsat i artikel 17 i forordning 2015/1589, til formål at garantere retssikkerheden og tilsigter således bl.a. at beskytte visse interesserede parter, herunder den berørte medlemsstat og støttemodtageren. Den appellerede dom er imidlertid uforenelig med dette formål. Hvis denne frist kunne afbrydes ved en begæring om oplysninger, som ikke specificerer den undersøgte foranstaltning, f.eks. fordi Kommissionen stadig er uvidende om foranstaltningens eksistens, ville retssikkerhedsprincippet nemlig blive tilsidesat i forhold til den pågældende medlemsstat for så vidt angår de foranstaltninger, som medlemsstaten har tildelt, og som stadig kan give anledning til tilbagesøgning, og de foranstaltninger, som medlemsstaten har tildelt, som ikke længere kan give anledning til tilbagesøgning i henhold til denne artikel 17.

72      For det fjerde er Rettens betragtninger i den appellerede doms præmis 77-79, hvorefter forældelsesfristen blev afbrudt, selv om det antages, at Kommissionens begæringer om oplysninger ikke specifikt vedrørte tillægsskrivelsen af 2002 mellem DMG og LV og markedsføringsaftalen af 2002 mellem DMG og AMS, fordi disse aftaler var »uløseligt forbundet« med andre aftaler, der var identificeret i Kommissionens tidligere begæringer om oplysninger, ligeledes behæftet med en retlig fejl. Den omstændighed, at Kommissionen ved afslutningen af sin undersøgelse hævdede, at visse foranstaltninger var forbundet med hinanden, kan ikke med tilbagevirkende kraft bevirke, at en begæring om oplysninger, som på tidspunktet for dens udstedelse var uden lovbestemt forældelsesafbrydende virkning, har karakter af en afbrydelse af forældelsen.

73      For det andet har appellanterne gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 80, 81 og 83-85 med urette fastslog, at Kommissionen med hensyn til forældelsesfristen eller dens afbrydelse havde begrundet den omtvistede afgørelse tilstrækkeligt. Det er ubestridt, at de under undersøgelsen havde oplyst Kommissionen om, at en væsentlig del af den påståede støtte efter deres opfattelse ikke kunne tilbagesøges på grund af forældelsesfristens udløb. I anden til fjerde betragtning til den omtvistede afgørelse, som Retten støttede sig på for at fastslå, at Kommissionen havde overholdt sin begrundelsespligt, henvises der imidlertid ikke til disse argumenter eller til forældelsesfristen eller til afbrydelsen heraf som følge af begæringerne om oplysninger. Den omstændighed, at Kommissionen ikke var forpligtet til at besvare hvert enkelt af de argumenter, der blev fremført for den, gjorde det ikke muligt for Retten at fastslå, at den omtvistede afgørelse var tilstrækkeligt begrundet.

74      For at gøre det muligt for appellanterne effektivt at udøve deres ret til domstolsprøvelse i første instans og for Retten at udøve sine kontrolbeføjelser korrekt, skulle de alene på grundlag af indholdet af den omtvistede afgørelse have kunnet forstå grundene til, at Kommissionen havde forkastet de argumenter, som appellanterne havde fremført under undersøgelsen vedrørende forældelsesfristen. En sådan forståelse var umulig alene ud fra anden til fjerde betragtning til denne afgørelse, som ikke nævner den eneste relevante grund i denne henseende, nemlig den omstændighed, at de begæringer om oplysninger, der er nævnt i de pågældende betragtninger, afbrød forældelsesfristen.

75      Kommissionen har gjort gældende, at det andet anbringende er ugrundet.

 Domstolens bemærkninger

76      Hvad angår det andet anbringendes første led vedrørende en angivelig tilsidesættelse af artikel 17 i forordning 2015/1589, som skulle være blevet foretaget i den appellerede doms præmis 70-79, skal det bemærkes, at Retten efter i denne doms præmis 70 og 71 at have henvist til indholdet af denne artikel og af den dertil knyttede praksis fra Retten, i den pågældende doms præmis 72 anførte, at det i det foreliggende tilfælde var ubestridt, at den i denne artikels stk. 1 fastsatte forældelsesfrist på ti år var begyndt at løbe den 9. august 2002.

77      Retten bemærkede dernæst i den appellerede doms præmis 73, at den klage, som Kommissionen ved skrivelse af 11. oktober 2007 fremsendte til de østrigske myndigheder, henviste til »gunstige ordninger, som [Klagenfurt lufthavn] havde indrømmet« Ryanair fra den 27. juni 2002, at Kommissionen i sin begæring om yderligere oplysninger, der blev fremsendt til disse myndigheder den 15. november 2010, stillede spørgsmål om den samarbejdsaftale mellem DMG og Ryanair, som betalingerne for markedsføringstjenesterne byggede på, og anmodede om et eksemplar af denne aftale samt oplysninger om tilbagebetalinger af lufthavnsafgifter fra 2000, og at begæringen om oplysninger til de østrigske myndigheder af 24. marts 2011 indeholdt en række spørgsmål om aftalerne af 2002, herunder en anmodning om fremlæggelse af originalerne af de aftaler, der var indgået med Ryanair, herunder markedsføringsaftalen.

78      Retten bemærkede ligeledes i samme doms præmis 74, at Kommissionen i den begæring om supplerende oplysninger, der blev fremsendt til Ryanair den 8. april 2011, havde opfordret dette selskab til at fremlægge oplysninger om de aftaler, der var blevet indgået i løbet af de forudgående ti år, og navnlig havde anmodet selskabet om at fremlægge en liste over alle de aftaler, der ikke var blevet forlænget, eller hvis opfyldelse var blevet afbrudt i denne periode, og at forklare årsagerne til denne afbrydelse og den manglende forlængelse. Retten anførte også i denne præmis, at Ryanair i sit svar til Kommissionen af 4. juli 2011 havde bekræftet, at alle aftalerne med denne lufthavn var blevet forlænget eller ændret som følge af kommercielle forhandlinger, med undtagelse af markedsføringsaftalen af 2002 mellem DMG og LV, som var blevet afbrudt inden aftalens udløb. Retten fandt, at det fremgik af alle disse oplysninger, at alle de ovennævnte begæringer om oplysninger ligeledes omfattede markedsføringsaftalen af 2002 mellem DMG og AMS samt tillægsskrivelsen af 2002 mellem DMG og LV.

79      I den appellerede doms præmis 75 fastslog Retten herefter, at disse begæringer om oplysninger på baggrund af den retspraksis, som den havde henvist til i dommens præmis 70, udgjorde foranstaltninger som omhandlet i artikel 17, stk. 2, i forordning 2015/1589, der kunne afbryde forældelsesfristen på ti år. Retten fastslog i samme doms præmis 76, at eftersom Kommissionen havde rettet alle disse begæringer til de østrigske myndigheder og Ryanair i løbet af den periode på ti år, der begyndte den 9. august 2002, kunne Kommissionens beføjelser på området for tilbagesøgning af støtten ikke anses for forældede i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589.

80      Endelig tilføjede Retten i den appellerede doms præmis 77-79 i det væsentlige, at det, henset til de forskellige faktiske omstændigheder, der var anført i den omtvistede afgørelse, og som godtgjorde, at der forelå en »uløselig« forbindelse mellem aftalerne af 2002, »i øvrigt« var med rette, at Kommissionen havde undersøgt disse som én enkelt transaktion. Retten udledte heraf, at selv hvis det antages, at Kommissionens begæringer om oplysninger ikke præcist vedrørte markedsføringsaftalen af 2002 mellem DMG og AMS og tillægsskrivelsen af 2002 mellem DMG og LV, var forældelsesfristen i artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589 faktisk blevet afbrudt.

81      Det følger af disse forhold for det første og, i modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, at Retten på ingen måde har fastslået, at enhver begæring om oplysninger, som Kommissionen fremsender til en medlemsstat, uanset hvor vag eller bredt den er formuleret, og endog uden at indeholde specifikke angivelser vedrørende en foranstaltning, der kan udgøre statsstøtte, eller uden at Kommissionen har kendskab til, at der eventuelt foreligger støtte, er tilstrækkelig til at afbryde forældelsesfristen i artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589.

82      Det fremgår tværtimod af disse præmisser, og nærmere bestemt af den appellerede doms præmis 73 og 74, at Retten fandt, at det kun var en foranstaltning, der var truffet »i forhold til den ulovlige støtte«, der kunne udgøre en foranstaltning, som afbrød forældelsen som omhandlet i denne artikels stk. 2, og at denne foranstaltning i det foreliggende tilfælde var blevet identificeret, da Kommissionen fremsendte klagen til Republikken Østrig den 11. oktober 2007, der blev nævnt i nærværende doms præmis 19, hvorved det blev gjort gældende, at Ryanair havde modtaget ulovlig statsstøtte fra bl.a. Klagenfurt lufthavn gennem KFBG fra den 27. juni 2002 og derefter efterhånden som præciseret i løbet af den administrative procedure, og dette stadig inden udløbet af den frist på ti år, der er fastsat i den nævnte artikels stk. 1.

83      For det andet kan det, som appellanterne også i det væsentlige har gjort gældende, ikke lægges til grund, at det, for at et af Kommissionen iværksat undersøgelsesskridt kan kvalificeres som en foranstaltning, der afbryder forældelsen som omhandlet i dette stk. 2, er nødvendigt, at Kommissionen på en helt specifik måde identificerer hver af de aftaler, der indgår i den samlede kontrakt, som udgør den støtteforanstaltning, der er genstand for denne undersøgelse.

84      I henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589 forældes Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling ganske vist efter ti år, og denne artikels stk. 2, andet punktum, præciserer, at det bl.a. er »[e]nhver foranstaltning, der træffes af Kommissionen […] angående den ulovlige støtte«, der afbryder denne frist.

85      Det fremgår endvidere af 26. betragtning til denne forordning, at den forældelsesfrist, der er fastsat i denne artikel 17, stk. 1, er blevet fastsat af hensyn til retssikkerheden og således navnlig har til formål at beskytte visse af de berørte parter, bl.a. medlemsstaten og støttemodtageren (jf. i denne retning dom af 6.10.2005, Ziegler mod Kommissionen, C-439/03 P, EU:C:2005:590, præmis 30).

86      Det skal imidlertid bemærkes, at formålet med artikel 107 TEUF er at hindre, at samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes af fordele, som indrømmes af offentlige myndigheder, og som under forskellige former fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner (dom af 15.6.2006, Air Liquide Industries Belgium, C-393/04 og C-41/05, EU:C:2006:403, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). Kommissionens statsstøttekontrol bidrager derfor til at bevare ufordrejede konkurrencevilkår på det indre marked.

87      Det følger endvidere af artikel 12, stk. 2, sammenholdt med artikel 2, stk. 2, i forordning 2015/1589, at såfremt Kommissionen inden for rammerne af proceduren om ulovlig statsstøtte anmoder den pågældende medlemsstat om at give den oplysninger, skal den pågældende medlemsstat give alle nødvendige oplysninger, så Kommissionen bliver i stand til at træffe en afgørelse efter forordningens artikel 4 og 9. Tilsvarende følger det af forordningens artikel 12, stk. 2, sammenholdt med artikel 5, stk. 1 og 2, at mener Kommissionen, at oplysninger, som den pågældende medlemsstat har indsendt i forbindelse med en foranstaltning, der er anmeldt efter artikel 2, er ufuldstændige, anmoder den om alle nødvendige yderligere oplysninger, og hvis den pågældende medlemsstat ikke efterkommer anmodningen inden udløbet af den af Kommissionen fastsatte frist, eller hvis oplysningerne er ufuldstændige, sender Kommissionen en rykkerskrivelse, hvori den giver en passende yderligere frist, inden for hvilken oplysningerne skal meddeles. Den nævnte artikel 12 bestemmer endvidere i stk. 3, at hvis den pågældende medlemsstat på trods af en rykkerskrivelse ikke meddeler de krævede oplysninger inden udløbet af den af Kommissionen fastsatte frist, eller hvis oplysningerne er ufuldstændige, fremsætter Kommissionen krav om oplysningerne i form af en afgørelse, hvor det bl.a. angives, hvilke oplysninger der kræves.

88      En fortolkning af begrebet »[e]nhver foranstaltning, der træffes […] angående den ulovlige støtte« som den, appellanterne har fremført i den foreliggende sag, ville imidlertid udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i Kommissionens undersøgelsesbeføjelser og således i dens evne til i overensstemmelse med den opgave, som den er pålagt ved EUF-traktaten, gennem kontrol af statsstøtte at opretholde frie konkurrencevilkår på det indre marked. Dette gælder så meget desto mere, når der som i det foreliggende tilfælde er tale om ulovlig statsstøtte, med hensyn til hvilken Kommissionen teoretisk set råder over færre oplysninger end dem, der vedrører støtteforanstaltninger, som er blevet anmeldt til den i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF.

89      For det tredje kan der ikke udledes noget modsatrettet argument af de domme og den kendelse, som appellanterne har påberåbt sig, og som er nævnt i denne doms præmis 70. De præmisser i disse domme og i denne kendelse, som de henviser til, begrænser sig nemlig til konstateringer af faktisk karakter, der er specifikke for hver af disse sager, og indeholder ingen betragtninger, der kan underbygge den fortolkning af artikel 17, stk. 2, i forordning 2015/1589, som appellanterne har foreslået i det foreliggende tilfælde.

90      For så vidt som appellanterne for det fjerde har kritiseret den appellerede doms præmis 77-79, hvis indhold er gengivet i denne doms præmis 80, er det tilstrækkeligt at bemærke, således som brugen af udtrykket »i øvrigt« indikerer, at begrundelserne i disse præmisser er anført for fuldstændighedens skyld, således at denne del af appellanternes argumentation skal forkastes som uvirksom (jf. i denne retning dom af 24.10.2002, Aéroports de Paris mod Kommissionen, C-82/01 P, EU:C:2002:617, præmis 41, og af 12.5.2022, Klein mod Kommissionen, C-430/20 P, EU:C:2022:377, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

91      Det andet anbringendes første led skal følgelig forkastes som delvist ugrundet og delvist irrelevant.

92      Hvad angår dette anbringendes andet led vedrørende Rettens angivelige tilsidesættelse af artikel 296 TEUF i den appellerede doms præmis 80, 81 og 83-85 skal det bemærkes, at Retten efter i denne doms præmis 80 og 81 at have henvist til den relevante retspraksis på området i nævnte doms præmis 82 fastslog, at det fremgik af anden til fjerde betragtning til den omtvistede afgørelse, at Kommissionen havde henvist til de datoer, hvor den havde anmodet de østrigske myndigheder og Ryanair om supplerende oplysninger om de aftaler, der var genstand for klagen af 5. oktober 2007, på grundlag af hvilken en konkurrent til Ryanair havde klaget til Kommissionen over, at dette luftfartsselskab havde modtaget ulovlig statsstøtte vedrørende Klagenfurt lufthavn.

93      I samme doms præmis 83 fastslog Retten, at Kommissionen således tilstrækkeligt klart havde redegjort for de datoer, hvor den frist på ti år, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589, var blevet afbrudt. Retten tilføjede, at eftersom de østrigske myndigheder og Ryanair i deres egenskab af adressater kendte indholdet af de begæringer om supplerende oplysninger, som Kommissionen havde fremsendt til dem, var Kommissionen kun forpligtet til at angive de faktiske omstændigheder, der havde været afgørende for den omtvistede afgørelses opbygning, dvs. de datoer, hvor den havde truffet de foranstaltninger, der kunne afbryde forældelsesfristen.

94      Retten udledte i den appellerede doms præmis 84 og 85 heraf, at Kommissionen under disse omstændigheder ikke var forpligtet til at give en specifik begrundelse for dette punkt i den pågældende afgørelse, og at den derfor havde begrundet denne samme afgørelse tilstrækkeligt i denne henseende.

95      Retten tilsidesatte ikke artikel 296 TEUF, da den traf denne afgørelse. I overensstemmelse med Domstolens faste praksis, som Retten i øvrigt henviste til i den appellerede doms præmis 80, skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 63, og af 2.9.2021, Kommissionen mod Tempus Energy og Tempus Energy Technology, C-57/19 P, EU:C:2021:663, præmis 198 og den deri nævnte retspraksis).

96      Proceduren for kontrol med statsstøtte er imidlertid, henset til dens generelle opbygning, en procedure, der indledes mod den medlemsstat, der i henhold til sine forpligtelser i henhold til EU-retten er ansvarlig for ydelse af støtten. Under denne procedure kan andre interesserede parter end den berørte medlemsstat ikke selv forlange en kontradiktorisk behandling af Kommissionen, svarende til den, der tilbydes den pågældende medlemsstat. Der findes ikke nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure, der giver modtageren af sådan støtte en særlig stilling blandt de interesserede parter. I denne forbindelse skal det præciseres, at proceduren for kontrol med statsstøtte ikke er en procedure, der indledes mod støttemodtageren eller støttemodtagerne, hvilket ville medføre, at denne eller disse sidstnævnte som sådan kunne påberåbe sig en så udstrakt ret som retten til kontradiktion (jf. i denne retning dom af 11.3.2020, Kommissionen mod Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia Kosakowo, C-56/18 P, EU:C:2020:192, præmis 73-75 og den deri nævnte retspraksis).

97      Det var således med rette, at Retten fastslog, at den omtvistede afgørelse for så vidt angår anvendelsen af den forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589, var tilstrækkeligt begrundet. Det var navnlig ikke nødvendigt for Kommissionen, for at den opfyldte sin forpligtelse til at begrunde den omtvistede afgørelse i denne henseende, at besvare appellanternes argumenter, eftersom støttemodtageren i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i den foregående præmis, ikke kunne forlange en kontradiktorisk drøftelse med Kommissionen svarende til den, der blev indledt til fordel for den pågældende medlemsstat, og at det i det mindste fremgik implicit af denne afgørelse, at Kommissionen var af den opfattelse, at den argumentation, som appellanterne havde fremført for den, ikke kunne tiltrædes.

98      Det andet anbringendes andet led skal derfor forkastes som ugrundet.

99      Følgelig skal det andet anbringende derfor delvist forkastes som ugrundet, delvist som irrelevant.

 Det tredje anbringende

 Parternes argumenter

100    Med det tredje anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten foretog en fejlagtig gengivelse af de beviser, der blev fremlagt for den i forbindelse med dens bedømmelse af, om Kommissionen lovligt havde anvendt kriteriet om den private aktør i en markedsøkonomi med henblik på at afgøre, om Ryanair m.fl. havde opnået en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Med henblik på den forudgående beregning af de omtvistede aftalers rentabilitet anvendte Kommissionen nemlig ufuldstændige, upålidelige og uhensigtsmæssige oplysninger, som påvirkede dens konklusion med hensyn til, om der forelå en fordel. Der er tale om tre urigtige gengivelser.

101    For det første foretog Retten i den appellerede doms præmis 331 og 332 vedrørende den forudgående analyse af rentabiliteten af aftalerne af 2006 en urigtig gengivelse af klausul 7.1 i lufthavnstjenesteaftalen af 2006, der var vedlagt som bilag A.2.5 til stævningen. Denne udpeger sikkerhedsafgiften som en afgift, som Ryanair ved aftale skulle betale til lufthavnen. Retten foretog endvidere en urigtig gengivelse af afsnit 2.2.3 i den rapport af 31. august 2012, som appellanternes økonomiske rådgiver havde udarbejdet, og som var vedlagt som bilag A.3.5.1 til denne stævning, samt tabel 2.21 i denne rådgivers rapport af 13. april 2012, der er vedlagt som bilag A.3.4.1 til den pågældende stævning, og som bekræfter, at Ryanair faktisk har betalt denne sikkerhedsafgift til lufthavnen.

102    Retten godkendte imidlertid Kommissionens fejl, der bestod i at anse denne afgift for en marginalomkostning for Klagenfurt lufthavn, hvilket foranledigede Kommissionen til at undervurdere den forventede rentabilitet i forhold til denne lufthavn af aftalerne fra 2006. Sagsakterne indeholder ikke noget bevis for, at denne afgift er blevet tilbagebetalt til Ryanair i modsætning til, hvad der blev anført i den appellerede doms præmis 331, eller angiver, hvilken part der har afholdt omkostningerne til denne tilbagebetaling. Kun punkt 101-103 i Kommissionens duplik i første instans kan støtte Rettens vurdering, men Kommissionen begrænsede sig deri til uden noget bevis at gøre gældende, at de østrigske myndigheder to gange havde bekræftet, at sikkerhedsafgiften var blevet tilbagebetalt til Ryanair.

103    For det andet foretog Retten i den appellerede doms præmis 301 og 302 en urigtig gengivelse dels af 379. betragtning, litra e), til den omtvistede afgørelse, som bekræfter, at der blev medtaget en sikkerhedsmargen i vurderingen af de marginaldriftsomkostninger, som lufthavnen kunne forvente i henhold til aftalerne af 2002, dels af punkt 2.24-2.27 i den økonomiske rådgivers rapport af 18. juli 2018, der er vedlagt som bilag A.7.6 til stævningen, hvoraf det fremgår, at der ikke er givet nogen præcisering vedrørende beregningen af denne sikkerhedsmargen.

104    Disse beviser viser, at vurderingen af lufthavnens marginaldriftsomkostninger, som Kommissionen baserede sin forudgående rentabilitetsanalyse på, omfattede et parameter, nemlig denne sikkerhedsmargen, hvis beregning aldrig er blevet forklaret eller offentliggjort, hvilket førte til en uforklarligt høj vurdering af marginaldriftsomkostningerne, navnlig i forhold til sammenlignelige lufthavne, der ligeledes var omfattet af en undersøgelse vedrørende statsstøtte. I de anfægtede præmisser i den appellerede dom godkendte Retten Kommissionens anvendelse af denne vurdering uden at henvise til rapporten af 18. juli 2018. Det må heraf konkluderes, at Retten så bort fra eller ikke tog behørigt hensyn til de beviser, der var blevet fremlagt for den i denne henseende.

105    For det tredje gengav Retten i den appellerede doms præmis 306 i første række artikel 2, litra a), i markedsføringsaftalen af 2002, der er vedlagt som bilag A.2.1 til stævningen, og hvoraf det fremgår, at den ønskede belægningsgrad var 76%, urigtigt. I anden række 382. betragtning til og tabel 10 i den omtvistede afgørelse, hvoraf det fremgår, at Kommissionen anvendte en belægningsgrad på 70% ved sin analyse af lufthavnstjenesteaftalen af 2002, samt 415. betragtning, litra a), til og tabel 11 i denne afgørelse, hvoraf det fremgår, at Kommissionen anvendte en belægningsgrad på 85% ved sin analyse af aftalerne af 2006, i tredje række 17. betragtning til den pågældende afgørelse, hvoraf det fremgår, at den civile luftfart begyndte at foretage flyvninger i lufthavnen »kort tid« efter oprettelsen i 1915, og i fjerde og sidste række punkt 2.14 i den økonomiske rådgivers rapport af 18. juli 2018, der er vedlagt som bilag A.7.6 til stævningen, hvoraf det fremgår, at belægningsgraden på 76% lå tæt på, om end lidt under, den belægningsgrad på ca. 80%, som Ryanair foretog på sit rutenet på tidspunktet for undertegnelsen af aftalen af 2002.

106    Disse beviser viser, at den belægningsgrad på 70%, som Kommissionen lagde til grund for sin forudgående rentabilitetsanalyse af aftalen af 2002, var alt for lav. De godtgør nemlig for det første, at den var 6 procentpoint lavere end den ønskede belægningsgrad, der var aftalt mellem parterne, og 15 procentpoint lavere end den sats, som Kommissionen lagde til grund for sin analyse af aftalerne af 2006, og for det andet, at lufthavnen havde flere årtiers erfaring inden for civil luftfart på tidspunktet for undertegnelsen af lufthavnstjenesteaftalen af 2002, hvilket rejser tvivl om teorien om, at lufthavnens manglende erfaring med et bestemt luftfartsselskab, i det foreliggende tilfælde Ryanair, havde haft stor indvirkning på lufthavnens forudsigelser om belægningsgrader.

107    Retten bekræftede imidlertid Kommissionens anvendelse af denne belægningsgrad på 70%, selv om sagsakterne ikke indeholdt noget bevis, der gjorde det muligt at støtte Rettens vurderinger om, at fraværet af en tidligere aftale mellem Klagenfurt lufthavn og Ryanair begrundede, at der blev anvendt en forsigtig belægningsgrad, og heller ikke noget bevis til støtte for dens vurdering af, at lavprisluftfartsselskaberne ikke var tilstrækkeligt etableret i 2002 til at begrunde en højere belægningsgrad. Endvidere er det eneste sted i sagsakterne, der kan støtte disse vurderinger fra Retten, punkt 115 i Kommissionens svarskrift og punkt 85 i dens duplik. Det er imidlertid uden bevis, at Kommissionen har gjort gældende, at afgørelsen om at vedtage satsen på 70% var begrundet i Klagenfurt lufthavns manglende erfaring med appellanternes og lavprisluftfartsselskabernes status som ny aktør.

108    Kommissionen har gjort gældende, at ingen af de hævdede urigtige gengivelser er godtgjort, og at under alle omstændigheder fremgår ingen af disse åbenbart af sagsakterne.

 Domstolens bemærkninger

109    I henhold til fast retspraksis er Domstolen, når Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, i henhold til artikel 256 TEUF alene kompetent til at gennemføre en kontrol med den retlige kvalificering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, som er blevet draget heraf. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør derfor ikke, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Retten fremlagte beviser, et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret (dom af 28.1.2021, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, C-466/19 P, EU:C:2021:76, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

110    Når en appellant gør gældende, at Retten har gengivet beviserne forkert, skal appellanten i henhold til artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og påvise de fejl i undersøgelsen, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til at foretage denne urigtige gengivelse. En urigtig gengivelse af omstændighederne skal endvidere fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (dom af 28.1.2021, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, C-466/19 P, EU:C:2021:76, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

111    Selv om en urigtig gengivelse kan bestå i fortolkningen af et dokument i strid med indholdet heraf, skal den desuden fremgå åbenbart af sagens akter, der er forelagt Domstolen, og den forudsætter, at Retten åbenbart har overskredet grænserne for en rimelig bedømmelse af disse beviser. Det er i denne forbindelse ikke tilstrækkeligt at godtgøre, at et dokument kan være genstand for en anden fortolkning end den, som Retten lagde til grund (dom af 28.1.2021, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, C-466/19 P, EU:C:2021:76, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

112    Det er på baggrund af disse principper, at det tredje anbringendes tre led skal behandles.

113    Hvad for det første angår dette anbringendes første led, der er rettet mod den appellerede doms præmis 331 og 332, fastslog Retten i den første af disse præmisser, at Kommissionen i sine skriftlige indlæg og i retsmødet havde anført dels, at denne afgift og de samlede afgifter pr. rotation ifølge de oplysninger, som den havde modtaget ad to omgange fra de østrigske myndigheder, var blevet tilbagebetalt til Ryanair, dels at disse myndigheder ligeledes havde anført over for Kommissionen, at den fulde tilbagebetaling af lufthavnsafgifterne var blevet foretaget samtidigt med indførelsen af incitamentsordningen af 2005 og udgjorde en almindelig praksis på daværende tidspunkt for at tiltrække nye luftfartsselskaber til Klagenfurt lufthavn.

114    I den anden af disse præmisser anførte Retten, at det fremgik af disse oplysninger, at Kommissionen omhyggeligt og af hensyn til en god forvaltning af EUF-traktatens grundlæggende regler om statsstøtte havde anmodet den pågældende medlemsstat om de relevante oplysninger, der gjorde det muligt for den at efterprøve, om sikkerhedsafgiften for så vidt angår aftalerne af 2006 var blevet tilbagebetalt til Ryanair, og Retten konkluderede heraf, at Kommissionen uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn derfor havde kunnet anse denne afgift for en marginalomkostning for lufthavnen med henblik på rentabilitetsanalysen af aftalerne fra 2006.

115    Det fremgår i øvrigt af denne doms præmis 328, at Ryanair m.fl. i denne henseende for Retten under henvisning til klausulerne i lufthavnstjenesteaftalen af 2006 foreholdt Kommissionen, at den havde begået en fejl ved at fastslå, at sikkerhedsafgiften for så vidt angår aftalerne af 2006 udgjorde en omkostning for Klagenfurt lufthavn, og at de havde anført, at de oplysninger, der fremgik af Ryanairs fakturaer, godtgjorde, at selskabet betalte sikkerhedsafgifterne til denne lufthavn.

116    Det følger imidlertid af det i denne doms præmis 113 og 114 anførte, at Retten for det første ikke i den appellerede doms præmis 331 og 332 henviste til de rapporter, der er nævnt i denne doms præmis 101. Det kan derfor ikke foreholdes Retten, at den har gengivet disse rapporter urigtigt i denne del af den appellerede dom.

117    For det andet hævdede Retten ikke i den appellerede doms præmis 331 og 332, at Klagenfurt lufthavn ikke havde faktureret Ryanair for sikkerhedsafgiften, og rejste heller ikke tvivl om den omstændighed, at dette selskab havde betalt denne afgift til denne sidstnævnte lufthavn, men begrænsede sig til at anføre, at Kommissionen ved to lejligheder havde anmodet Republikken Østrig om oplysninger i denne henseende, og at Kommissionen to gange havde anført, at den pågældende afgift og de fulde afgifter pr. rotation var blevet tilbagebetalt til Ryanair. Det følger heraf, at Retten heller ikke gengav klausul 7.1 i lufthavnstjenesteaftalen af 2006 urigtigt.

118    For så vidt som appellanterne med deres tredje anbringendes første led har anfægtet den beviskraft, som Retten tillagde de forskellige elementer, der blev forelagt den til bedømmelse, skal deres argumentation i øvrigt afvises i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 109, eftersom den tilsigter, at Domstolen foretager en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne.

119    Dette anbringendes første led skal følgelig delvist forkastes som ugrundet og delvist afvises.

120    Hvad i anden række angår det pågældende anbringendes andet led, der er rettet mod den appellerede doms præmis 301 og 302, besvarede Retten i den første af disse præmisser argumentet fremført af Ryanair m.fl. om, at Kommissionen havde anlagt et urigtigt skøn ved at bekræfte de østrigske myndigheders valg om at tilføje en sikkerhedsmargen til de værdier, på grundlag af hvilke de marginaldriftsomkostninger, der kunne tilskrives det marginale trafikniveau, der forventedes i løbetiden for aftalerne af 2002, var blevet beregnet. Retten bemærkede, at det fremgik af 379. betragtning, litra e), til den omtvistede afgørelse, at de værdier, der lå til grund for beregningen af disse omkostninger, var blevet fastsat på grundlag af det omkostningsberegningssystem, som Klagenfurt lufthavn anvendte i 2002, og at dette system omfattede landingstakst, passagerrelateret takst og groundhandlingafgift, forpladshandlingafgift, infrastrukturafgift og hangargebyr. Retten præciserede i samme præmis, at det var blevet bemærket af Kommissionen og bekræftet af Ryanair m.fl. i retsmødet, at det omkostningsberegningssystem, som denne lufthavn anvendte i 2002, gjorde det muligt at foretage en mindre detaljeret fordeling af omkostningerne end den, der blev indført i 2005, og som er beskrevet i 415. betragtning til den omtvistede afgørelse.

121    I denne doms præmis 302 tilføjede Retten, at Kommissionen i denne forbindelse i denne 379. betragtning, litra e), havde henvist til de østrigske myndigheders forklaringer, hvorefter de havde anvendt de mest optimistiske skøn over de værdier, der svarede til marginaldriftsomkostningerne pr. yderligere rotation og pr. ton maksimal startvægt samt pr. yderligere afrejsende passager. Retten udledte heraf i denne præmis, at Kommissionen derfor ikke kunne kritiseres for at have anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at godkende denne beregningsmetode for marginaldriftsomkostningerne for så vidt angår aftalerne af 2002, eftersom dens hensigt om at nå frem til et forsigtigt skøn i mangel af detaljerede oplysninger og på grund af de østrigske myndigheders optimistiske basisskøn var rimelig.

122    For det første følger det imidlertid af disse to præmisser i den appellerede dom, at Retten ikke benægtede, at de østrigske myndigheder havde medtaget en sikkerhedsmargen, således som det fremgik af den omtvistede afgørelse, i vurderingen af de omhandlede marginaldriftsomkostninger. Det fremgår desuden af sagsakterne, at de nævnte præmisser netop gentager indholdet af 379. betragtning, litra e), til den omtvistede afgørelse. Følgelig er den hævdede urigtige gengivelse i denne henseende ugrundet.

123    Hvad for det andet angår udsagnet om, at Retten gengav den rapport fra appellanternes økonomiske rådgiver, der er påberåbt i denne doms præmis 103, urigtigt, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten ikke henviste til denne rapport i den appellerede doms præmis 301 og 302, og at den derfor ikke kan kritiseres for at have gengivet rapporten urigtigt i denne del af den appellerede dom.

124    Med påberåbelsen af den nævnte rapport tilsigter appellanterne reelt, at Domstolen foretager en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne, hvilket falder uden for Domstolens kompetence i en appelsag i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 109.

125    Det tredje anbringendes andet led skal derfor delvist forkastes som ugrundet og delvist afvises.

126    For så vidt angår i tredje række dette anbringendes tredje led, som er rettet mod den appellerede doms præmis 306, bemærkede Retten i denne præmis, således som Kommissionen med rette anførte, at det ikke var urimeligt, at Klagenfurt lufthavn anlagde en forsigtig tilgang til belægningsgraden i forbindelse med vurderingen af aftalerne af 2002, eftersom lufthavnen endnu ikke havde erfaring med Ryanair m.fl., og at lavprisluftfartsselskaberne på daværende tidspunkt endvidere generelt var mindre veletablerede end i dag. Retten tilføjede, at det skulle fastslås, at den belægningsgrad på 70%, som denne lufthavn skønnede, ikke lå langt fra det mål på 76%, der fremgik af lufthavnstjenesteaftalen af 2002, og at Kommissionen følgelig ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at anvende denne belægningsgrad på 70%. Retten tilføjede endvidere, at dette så meget desto mere var tilfældet, som tallet på 50 000 indrejsende passagerer, der forventedes om året, og som var nævnt i præamblen til lufthavnstjenesteaftalen af 2002, og som indebar en belægningsgrad på 76%, udgjorde et mål, der skulle nås, og ikke en bindende forpligtelse.

127    Det følger for det første af disse præmisser i den appellerede dom, at Retten ikke gengav lufthavnstjenesteaftalen af 2002 urigtigt, således som appellanterne har gjort gældende, idet den udtrykkeligt anførte, at formålet med denne aftale var en belægningsgrad på 76%. Retten foretog heller ikke en urigtig gengivelse af 382. betragtning til og tabel 10 i den omtvistede afgørelse, eftersom den anførte, at Kommissionen havde anvendt en belægningsgrad på 70% ved sin analyse af den pågældende aftale.

128    For det andet foretog Retten heller ikke en urigtig gengivelse som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 110 og 111, af 415. betragtning, litra a), til den omtvistede afgørelse eller af tabel 11 heri, eftersom den appellerede doms præmis 306 end ikke henviser til belægningssatsen på 85%, idet denne sats i øvrigt er nævnt i den appellerede doms præmis 397.

129    For det tredje anføres det ganske vist i 17. betragtning til den omtvistede afgørelse, at »[Klagenfurt lufthavn] blev grundlagt i 1915 som militærlufthavn«, og at »[d]er gik ikke lang tid, før den både blev anvendt til militære og civile formål, og [at] denne dobbelte anvendelse finder fortsat sted«. Som det fremgår af denne doms præmis 126, begrænsede Retten sig imidlertid i den appellerede doms præmis 306 til at bemærke, at denne lufthavn i år 2002 endnu ikke havde erfaring med Ryanair m.fl., og at lavprisselskaberne på dette tidspunkt var mindre veletablerede end i dag. Den hævdede urigtige gengivelse af denne 17. betragtning er således heller ikke godtgjort.

130    Hvad for det fjerde angår den hævdede urigtige gengivelse af punkt 2.14 i den rapport fra appellanternes økonomiske rådgiver, der er nævnt i denne doms præmis 105, er det tilstrækkeligt at fastslå, at der ikke er nogen henvisning til dette punkt i den appellerede dom, og at denne ikke indeholder noget udsagn, der godtgør en urigtig gengivelse af det nævnte punkt.

131    For så vidt som appellanterne med deres argumentation, der er anført i denne doms præmis 106 og 107, i det væsentlige har gjort gældende, at de beviser, som de har påberåbt sig, viser, at den belægningsgrad, som Kommissionen anvendte til at foretage sin forudgående rentabilitetsanalyse af lufthavnstjenesteaftalen af 2002, var for lav, tilsigter de i øvrigt reelt, at Domstolen i denne henseende foretager en ny vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne, således at denne del af det tredje anbringendes tredje led skal afvises i henhold til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 109.

132    Dette anbringendes tredje led skal følgelig delvist forkastes som ugrundet, delvist afvises. Følgelig må det tredje anbringende forkastes.

 Det fjerde anbringende

 Parternes argumenter

133    Med det fjerde anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 418-421 og 427-429, har appellanterne foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved at fastslå, at størrelsen af den støtte, der skulle tilbagesøges, som blev beregnet på grundlag af forudgående oplysninger, ikke skulle korrigeres på grundlag af de efterfølgende oplysninger i sagsakterne på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse.

134    Retten fastslog, at principielt både spørgsmålet, om der foreligger støtte, og støttens størrelse skal vurderes under hensyntagen til situationen på det tidspunkt, hvor den blev tildelt. Den forkastede i denne forbindelse argumentationen fremsat af Ryanair m.fl. om, at der skulle tages hensyn til efterfølgende oplysninger vedrørende indtægter og udgifter med den begrundelse, at den ville have til følge, at størrelsen af den støtte, der skulle tilbagebetales, ville variere i forhold til tilfældige udviklinger, såsom økonomiske forhold eller en eventuel fortjeneste, som støttemodtageren opnår gennem udnyttelse af den oprindeligt tildelte fordel. Ved at træffe en sådan afgørelse besvarede Retten ikke deres argumenter.

135    Ryanair m.fl. har således ikke påberåbt sig usikre elementer, men forhold, der henhører under støtteyderens kompetence, nemlig selskabets egen beregning af sine omkostninger og indtægter, og har alene gjort gældende, at de fejl, som denne begik i forbindelse med vurderingen af de varierende omkostninger og indtægter, som var underlagt Ryanairs egen kontrol, skulle korrigeres. Kommissionen har i øvrigt anerkendt, at hvad angår de afgifter for markedsføringstjenester, der faktisk blev betalt til Ryanair eller LV og AMS, kunne det støttebeløb, der skulle tilbagesøges, korrigeres på grundlag af beviser, som Republikken Østrig havde fremlagt efterfølgende. Kommissionen afviste imidlertid, at der kunne foretages korrektioner på grundlag af andre efterfølgende oplysninger vedrørende indtægter og omkostninger, hvoraf det imidlertid fremgik, at omkostningerne var blevet overvurderet.

136    Den retspraksis, som Retten støttede sig på, nemlig dom af 19. oktober 2005, Freistaat Thüringen mod Kommissionen (T-318/00, EU:T:2005:363), og af 26. marts 2020, Larko mod Kommissionen (C-244/18 P, EU:C:2020:238), vedrører princippet om, at eksistensen og størrelsen af støtten skal vurderes under hensyntagen til den situation, der forelå på tidspunktet for støttens tildeling. Disse domme forbyder imidlertid ikke Kommissionen at korrigere fejl i vurderingen af den situation, der forelå på tidspunktet for tildelingen af støtten. De giver heller ikke Kommissionen mulighed for at anerkende en vurdering af støttebeløbet, der er støttet på urigtige oplysninger. Disse domme vedrører desuden garantier, dvs. en type støtteforanstaltning, for hvilken sondringen mellem tildeling af støtte, der består i en hensigt om at give en fordel, og udbetalingen af denne, som generelt vedrører den efterfølgende fase med overførsel af midler, er mindre klar end for andre typer af støtteforanstaltninger.

137    Endvidere har Retten og Kommissionen ved at foretage en misfortolkning af disse to domme udelukket risikoen for fejl i støtteydernes forudsigelser. Det er imidlertid muligt, at en statslig enhed, som havde til hensigt at yde en støtte af et vist beløb, tager fejl ved vurderingen af de forventede omkostninger og fortjenester, og at det støttebeløb, som den havde til hensigt at tildele, således i sidste ende ikke blev udbetalt eller ikke blev udbetalt fuldt ud.

138    Ifølge appellanterne er Kommissionen forpligtet til på grundlag af oplysninger i sagsakterne på det tidspunkt, hvor den vedtager sin afgørelse, at efterprøve, om støtteyderens vurderinger af sine egne omkostninger og indtægter var fejlagtige. Et påbud om tilbagesøgning af støtten, der er baseret på overvurderede omkostninger eller indtægter, som er ansat for lavt, ville nemlig berige denne sidstnævnte, fordi den ville inddrive for høje beløb og således opnå en økonomisk fordel af sine egne fejl. En sådan tilbagebetaling ville også være i strid med formålet med tilbagesøgningen af en ulovlig støtte, nemlig at genoprette den situation, der bestod før udbetalingen af støtten.

139    Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende er ugrundet.

 Domstolens bemærkninger

140    Foranstaltninger – uanset hvilken form de end måtte have – anses for statsstøtte, hvis de direkte eller indirekte kan favorisere visse virksomheder, eller den begunstigede virksomhed opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår (dom af 6.3.2018, Kommissionen mod FIH Holding og FIH Erhvervsbank, C-579/16 P, EU:C:2018:159, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

141    Henset til formålet med artikel 107, stk. 1, TEUF, som er at sikre en konkurrence, der ikke er fordrejet, kan begrebet »støtte« som omhandlet i denne bestemmelse ikke omfatte en foranstaltning, der er indført til fordel for en virksomhed ved hjælp af statslige midler, når denne virksomhed kunne have opnået den samme fordel på vilkår, der svarer til normale markedsvilkår. Bedømmelsen af de vilkår, hvorunder en sådan fordel indrømmes, skal således principielt foretages under anvendelse af princippet om den private aktør (dom af 6.3.2018, Kommissionen mod FIH Holding og FIH Erhvervsbank, C-579/16 P, EU:C:2018:159, præmis 45).

142    Med henblik på vurderingen af, om den samme foranstaltning ville være blevet truffet under normale markedsvilkår af en privat aktør, skal der henvises til en sådan aktør, som befinder sig i en situation, der ligger så tæt som muligt på den situation, som staten befinder sig i (dom af 26.3.2020, Larko mod Kommissionen, C-244/18 P, EU:C:2020:238, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

143    I denne henseende tilkommer det Kommissionen at foretage en samlet vurdering, som skal tage hensyn til alle de relevante beviser i sagen, som gør det muligt for den at afgøre, om den modtagende virksomhed klart ikke kunne have opnået tilsvarende ydelser hos en sådan privat aktør (dom af 26.3.2020, Larko mod Kommissionen, C-244/18 P, EU:C:2020:238, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

144    I denne forbindelse skal enhver oplysning, der i ikke uvæsentlig grad kan påvirke beslutningsprocessen for en privat aktør, der normalt anses for forsigtig og tilbageholdende, og som befinder sig i en situation, der ligger så tæt som muligt på den situation, som den staten befinder sig i, anses for relevant. Følgelig er kun de beviser, som var til rådighed på det tidspunkt, hvor beslutningen om at tildele den omhandlede foranstaltning blev truffet, og de udviklinger, som kunne forudsiges på dette tidspunkt, relevante med henblik på anvendelsen af princippet om den private aktør (dom af 26.3.2020, Larko mod Kommissionen, C-244/18 P, EU:C:2020:238, præmis 30 og 31 og den deri nævnte retspraksis). Dette er navnlig tilfældet, når Kommissionen undersøger, om der er tale om statsstøtte i forhold til en foranstaltning, som den ikke er blevet underrettet om, og som allerede er blevet gennemført af den pågældende medlemsstat på det tidspunkt, hvor den foretager sin undersøgelse (jf. i denne retning dom af 5.6.2012, Kommissionen mod EDF, C-124/10 P, EU:C:2012:318, præmis 105).

145    Dermed kan de faktorer, der er fremkommet efter tidspunktet for den pågældende foranstaltnings vedtagelse, ikke inddrages ved bedømmelsen af kriteriet om den private aktør (dom af 26.3.2020, Lark mod Kommissionen, C-244/18 P, EU:C:2020:238, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

146    Som Domstolen allerede har fastslået, følger det af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 142-145, at en argumentation, der anfægter rigtigheden af Rettens vurdering vedrørende vurderingen af den støtte, der skal tilbagesøges, når den er udledt af en hensyntagen til begivenheder, der er indtrådt efter tildelingen af den omhandlede foranstaltning, er uvirksom (dom af 26.3.2020, Larko mod Kommissionen, C-244/18 P, EU:C:2020:238, præmis 113).

147    Med det fjerde anbringende har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved vurderingen af det støttebeløb, der skulle tilbagesøges, således som det var blevet fastsat i den omtvistede afgørelse. Appellanterne har i denne forbindelse gjort gældende, at Retten burde have fastslået, at Kommissionen med henblik på at fastsætte dette beløb skulle tage hensyn til »efterfølgende oplysninger i sagsakterne på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse« i stedet for at støtte sig på »forudgående beviser«, dvs., som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 420, den forventede udvikling for en privat investor i en markedsøkonomi på tidspunktet for indgåelsen af de omtvistede aftaler.

148    Retten præciserede således i denne præmis, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse havde fastsat størrelsen af den støtte, der skulle tilbagesøges for så vidt angår de omtvistede aftaler, ud fra »den negative del af de forventede gradvist stigende kapitalstrømme (indtægter minus udgifter) på det tidspunkt, hvor transaktionen blev gennemført«. Appellanterne har imidlertid i det væsentlige gjort gældende, at de forventede omkostninger og indtægter for Klagenfurt lufthavn på tidspunktet for denne gennemførelse i sidste ende viste sig at være forskellige fra dem, der kunne forudses på tidspunktet for den nævnte gennemførelse.

149    Det er i øvrigt ubestridt, at det i det foreliggende tilfælde var ved indgåelsen af de respektive omtvistede aftaler, at de omhandlede støtteforanstaltninger blev tildelt.

150    Det skal således fastslås, at appellanterne med dette fjerde anbringende har anfægtet rigtigheden af Rettens bedømmelse vedrørende vurderingen af størrelsen af den støtte, der skal tilbagesøges, idet de har henvist til begivenheder, der ligger efter tildelingen af de omhandlede støtteforanstaltninger. Følgelig skal det fjerde anbringende under alle omstændigheder forkastes som uvirksomt i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 146.

151    I denne forbindelse kan appellanternes argument, hvorefter denne retspraksis i det væsentlige ikke finder anvendelse på den foreliggende sag, idet den nævnte retspraksis kun vedrører statsstøtte i form af en garanti, ikke tiltrædes. Som det fremgår af samme retspraksis, er det nemlig ikke arten af den omhandlede støtte, men selve anvendelsen af princippet om den private aktør i en markedsøkonomi, hvis anvendelighed i den foreliggende sag i øvrigt ikke er bestridt, der kræver, at det kun er de oplysninger, som var til rådighed på det tidspunkt, hvor afgørelsen om at tildele den pågældende foranstaltning blev truffet, og den udvikling, som kunne forudsiges på dette tidspunkt, der er relevante med henblik på at påvise en eventuel fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

152    Appellanterne kan heller ikke udlede noget relevant argument til støtte for dette anbringende af den omstændighed, at Kommissionen med hensyn til markedsføringsaftalen af 2002 mellem DMG og AMS i 570. betragtning til den omtvistede afgørelse anførte, at det støttebeløb, der skulle tilbagesøges, kunne tilpasses på et senere tidspunkt på grundlag af de beviser, som Republikken Østrig havde fremlagt. Som Retten anførte i den appellerede doms præmis 425, fremgik det nemlig af den omtvistede afgørelse, at denne medlemsstat under den administrative procedure havde gjort gældende, at denne aftale aldrig var trådt i kraft, uden under den administrative procedure at have fremlagt skriftlige dokumenter, der bekræftede rigtigheden af denne erklæring.

153    Kommissionens præcisering i 570. betragtning til den omtvistede afgørelse havde således, som Retten bemærkede i denne præmis 425, alene til formål at gøre det muligt for den nævnte medlemsstat at føre bevis herfor og i givet fald at udelukke den støtte, der skulle udbetales i henhold til den nævnte aftale, fra det støttebeløb, der skulle tilbagesøges, forudsat at det blev godtgjort, at den støtte, som den indeholdt, ikke var blevet udbetalt til støttemodtageren, eftersom aftalen ikke var trådt i kraft, således at der ikke var blevet indrømmet nogen økonomisk fordel i henhold til denne aftale, og at der følgelig ikke skulle tilbagesøges noget støttebeløb i henhold til denne.

154    Med den argumentation, som appellanterne fremførte for Retten, og som i det væsentlige blev gentaget i forbindelse med dette anbringende, har appellanterne derimod i realiteten gjort gældende ikke, at de ikke var blevet tildelt en støtte, der var indeholdt i en af de omtvistede aftaler, men at den fordel, der var indeholdt i disse aftaler, på tidspunktet for tilbagesøgningen skulle revurderes på grundlag af de pågældende aftalers faktiske økonomiske resultater for parterne i disse aftaler. Denne argumentation er imidlertid i strid med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 140-145, og i øvrigt med Domstolens faste praksis, hvorefter tilbagesøgningen af denne støtte indebærer en tilbagebetaling af den fordel, som støtten har givet støttemodtagere, med henblik på at fjerne den konkurrencefordrejning, som denne fordel har forårsaget (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Aer Lingus og Ryanair Designated Activity, C-164/15 P og C-165/15 P, EU:C:2016:990, præmis 91 og 92 og den deri nævnte retspraksis, og af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis).

155    Det fjerde anbringende skal følgelig forkastes som irrelevant.

156    Da ingen af de anbringender, som appellanterne har gjort gældende til støtte for appellen, kan tages til følge, skal appellen forkastes i sin helhed.

 Sagsomkostninger

157    I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen forkastes. I overensstemmelse med dette procesreglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

158    Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanterne pålægges at betale sagsomkostningerne, og appellanterne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tiende Afdeling):

1)      Appellen forkastes.

2)      Ryanair DAC og Airport Marketing Services Ltd betaler sagsomkostningerne.

Underskrifter

*      Processprog: engelsk.