Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A.M. COLLINS
fremsat den 23. november 2023(1)
Sag C-221/22 P
Europa-Kommissionen
mod
Deutsche Telekom AG
»Appel – konkurrence – misbrug af dominerende stilling – dom, hvorved en afgørelse annulleres delvist, og bøden nedsættes – Kommissionens forpligtelse til at betale renter – morarenter – artikel 266 TEUF og 340 TEUF – artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012 (EU)«
I. Indledning
1. En EU-institution træffer en afgørelse, der medfører, at en virksomhed skal betale et pengebeløb af midlertidig karakter til den. Domstolen erklærer efterfølgende denne afgørelse helt eller delvist ugyldig. Virksomheden anmoder EU-institutionen om at refundere dette beløb med tillæg af, hvad den betegner som »morarenter« af det beløb, der angiveligt er betalt med urette, regnet fra datoen for betaling af dette beløb indtil afsigelsen af Domstolens dom. Følger det af EU-retten, at EU-institutionen skal efterkomme denne anmodning? Dette er i al korthed det spørgsmål, som Kommissionen har anmodet Domstolen om at tage stilling til i denne appelsag.
2. Svaret på dette spørgsmål afhænger af artikel 266, stk. 1, TEUF. Kan de nødvendige foranstaltninger, som det kan pålægges en EU-institution at træffe for at opfylde en dom fra Domstolen, omfatte betalingen af de »morarenter«, hvorom der anmodes i den foreliggende sag? Denne vurdering skal foretages på grundlag af retspraksis, hvori ordet »morarenter« anvendes om særskilte retlige begreber, der tjener flere forskellige formål. Denne problemstilling minder mig om et berømt ordskifte mellem Klumpe-Dumpe og Alice i Lewis Carrolls bog Bag spejlet (2).
II. De faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne
A. Appellens baggrund
3. Den 15. oktober 2014 vedtog Europa-Kommissionen afgørelse C(2014) 7465 final om en procedure i henhold til artikel 102 TEUF og EØS-aftalens artikel 54 (sag AT.39523 – Slovak Telekom) (herefter »2014-afgørelsen«). Det blev i 2014-afgørelsen konkluderet, at Deutsche Telekom AG og Slovak Telekom a.s. havde tilsidesat artikel 102 TEUF og artikel 54 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Deutsche Telekom og Slovak Telekom blev pålagt en bøde på 38 838 000 EUR, som de hæftede solidarisk for, og Deutsche Telekom blev pålagt en særskilt bøde på 31 070 000 EUR.
4. Den 24. december 2014 anlagde Deutsche Telekom et søgsmål med påstand om annullation af 2014-afgørelsen.
5. Den 16. januar 2015 betalte Deutsche Telekom midlertidigt 31 070 000 EUR til Kommissionen.
6. Ved dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930, herefter »2018-dommen«), nedsatte Retten den bøde, som Deutsche Telekom hæftede alene for, med 12 039 019 EUR. Den 19. februar 2019 refunderede Kommissionen dette beløb til Deutsche Telekom.
7. Den 21. februar 2019 iværksatte Deutsche Telekom appel til prøvelse af 2018-dommen.
8. Den 12. marts 2019 anmodede Deutsche Telekom Kommissionen om at betale morarenter af beløbet på 12 039 019 EUR regnet fra den 16. januar 2015 til den 19. februar 2019. Deutsche Telekom støttede sin anmodning på dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81).
9. Ved skrivelse af 28. juni 2019 (herefter »den omtvistede afgørelse«) gav Kommissionen afslag på at betale morarenter til Deutsche Telekom med henvisning til, at det ifølge 2018-dommen var den nominelle værdi af bødenedsættelsen, der skulle tilbagebetales. I medfør af artikel 90 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (herefter »delegeret forordning nr. 1268/2012«) (3) tilbagebetalte Kommissionen den nominelle værdi uden renter, eftersom afkastet af dette beløb havde været negativt i den pågældende periode. Kommissionen tilføjede, at den havde iværksat appel af dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81).
10. Domstolen forkastede Kommissionens appel ved dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39, herefter »Printeos-dommen«).
11. Ved dom af 25. marts 2021, Deutsche Telekom mod Kommissionen (C-152/19 P, EU:C:2021:238), forkastede Domstolen Deutsche Telekoms appel til prøvelse af 2018-dommen, hvorved nedsættelsen af den pålagte bøde blev endelig.
B. Den appellerede dom
12. Den 9. september 2019 anlagde Deutsche Telekom sag ved Retten med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse. Deutsche Telekom nedlagde ligeledes påstand om, at Kommissionen skulle erstatte det tab, som selskabet havde lidt som følge af manglende rådighed over det beløb, som det med urette havde betalt. Det nedlagde subsidiært påstand om, at Kommissionen skulle tilpligtes at betale morarenter af det beløb, der med urette var blevet betalt, fra datoen for den midlertidige betaling af bøden til datoen for bødens tilbagebetaling. Disse morarenter skulle beregnes på grundlag af den sats, som Den Europæiske Centralbank (herefter »ECB«) anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, eller subsidiært på grundlag af en sats, som Retten måtte finde passende. Deutsche Telekom nedlagde ligeledes påstand om, at Kommissionen skulle tilpligtes at betale morarenter af det skyldige beløb fra afsigelsen af dommen i sagen for Retten til Kommissionens tilbagebetaling af dette beløb.
13. I dom af 19. januar 2022, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-610/19, EU:T:2022:15, herefter »den appellerede dom«) forkastede Retten påstanden om erstatning for det lidte tab som følge af manglende rådighed over det beløb, der var blevet betalt med urette. Deutsche Telekom havde ikke godtgjort, at selskabet havde mistet indtægter, fordi det ikke havde været i stand til at investere de pågældende penge i sin virksomhed, eller at den manglende rådighed over dette beløb havde foranlediget det til at give afkald på specifikke projekter.
14. Hvad angår påstanden om erstatning som følge af Kommissionens afslag på betaling af morarenter af det med urette betalte beløb fra den dato, hvor det blev betalt, til den dato, hvor det blev tilbagebetalt, konkluderede Retten, at 2014-afgørelsen udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF, som havde medført, at Deutsche Telekom led skade. Retten fastslog, at artikel 266, stk. 1, TEUF er en bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Hvis Unionens retsinstanser annullerer en foranstaltning, sker det ex tunc, hvilket bevirker, at den fjernes med tilbagevirkende kraft. Når der med urette er betalt et pengebeløb til en EU-institution, har betaleren ret til at få dette beløb tilbagebetalt med tillæg af morarenter. Formålet med morarenter er at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring og at tilskynde debitor til at opfylde en dom hurtigst muligt. Betaling af morarenter er således en uundværlig del af Kommissionens pligt i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF til at genoprette den tidligere situation, efter at en bøde er blevet annulleret. Pligten til at betale morarenter tilsigter at yde en fast kompensation for den objektive forsinkelse, der for det første følger af retssagens varighed, for det andet af den fordring på tilbagebetaling, der tilkommer en virksomhed, som midlertidigt har betalt en bøde, der senere annulleres eller nedsættes, og for det tredje af den ex tunc-virkning, som Unionens retsinstansers afgørelser har. Retten medgav, at pligten til at betale »morarenter« ikke kan tilskynde Kommissionen til at tilbagebetale det beløb, som den har opkrævet med urette, inden der afsiges dom om hel eller delvis annullation af en bøde.
15. Retten forkastede Kommissionens argument om, at den i henhold til artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 kun var forpligtet til at tilbagebetale »[renterne]« af det beløb, som den havde opkrævet med urette (4). Pligten til at betale »morarenter« består, uanset om der betales renter i medfør af artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012. Retten fastslog som følge heraf, at det ikke var fornødent at tage stilling til Deutsche Telekoms ulovlighedsindsigelse i forhold til artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012.
16. Retten konkluderede, at Kommissionens forpligtelse til at betale morarenter regnet fra datoen for den midlertidige betaling fulgte af dens pligt i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF til at opfylde 2018-dommen. Den maksimale størrelse af en fordring på tilbagebetaling i forbindelse med midlertidig betaling af en bøde var sikker eller kunne fastsættes på grundlag af objektive kriterier på datoen for denne betaling. De skyldige renter er morarenter, og der kunne ikke være tale om betaling af udligningsrenter. Retten fastslog desuden, at afslaget på betaling af morarenter opfylder betingelserne i artikel 266, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF, med hensyn til påberåbelse af Unionens ansvar uden for kontraktforhold.
17. Retten fastsatte morarentesatsen ved analog anvendelse af artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012 med overskriften »Morarenter«. Kommissionen var forpligtet til at betale den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, dvs. 3,55%, for perioden fra den 16. januar 2015 til den 19. februar 2019, hvilket svarede til 1 750 522,83 EUR.
18. Retten bemærkede endelig, at det skyldige beløb skulle tillægges morarenter til den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, fra datoen for afsigelsen af den appellerede dom, og indtil Kommissionen betalte det fulde beløb.
C. Appellen
19. Kommissionen har iværksat den foreliggende appel den 28. marts 2022. Den har anmodet om, at sagen henvises til Store Afdeling, for at Domstolen kan revurdere den tilgang, der valgtes i Printeos-dommen (5).
20. Kommissionen har fremsat to appelanbringender. Med det første anbringende har den gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl, idet det blev fastslået, at der i henhold til artikel 266 TEUF påhviler Kommissionen en ubetinget forpligtelse til at betale morarenter for perioden fra den midlertidige betaling af bøden til tilbagebetalingen af eventuelle beløb, der er betalt med urette. Med det andet anbringende har den anført, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl, idet det blev fastslået, at Kommissionen i analogi med artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012 var forpligtet til at betale morarenter til den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.
21. Deutsche Telekom har nedlagt påstand om, at Domstolen afviser appellen og under alle omstændigheder forkaster den.
22. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Domstolens spørgsmål i retsmødet den 12. juli 2023.
III. Bedømmelse
A. Formaliteten
23. Appelsagen bør efter Deutsche Telekoms opfattelse afvises i det hele, eftersom den reelt er rettet mod Printeos-dommen, der er endelig. Retten anvendte denne retspraksis korrekt og kunne derfor ikke have begået nogen retlig fejl. De argumenter, hvorpå Kommissionen har støttet sin kritik af Printeos-dommen, kan heller ikke antages til realitetsbehandling, eftersom de ikke blev fremført for Retten.
24. Deutsche Telekom har endvidere gjort gældende, at det første appelanbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi Kommissionen ikke har angivet nogen passage i den appellerede dom, hvoraf det fremgår, at Kommissionens forpligtelse til at betale morarenter har karakter af en sanktion. Tilkendelse af morarenter er ikke en sanktion, men snarere en fast kompensation for, at en virksomhed fratages rådigheden over sine midler. Deutsche Telekom har ligeledes gjort gældende, at det første appelanbringendes første led og det andet appelanbringende blot gentager de argumenter, der blev fremført for Retten, og at de derfor bør afvises. Det første appelanbringendes andet til sjette led bør afvises, eftersom disse argumenter er blevet fremført første gang i forbindelse med den foreliggende appelsag.
25. Kommissionen har hertil anført, at appellen er rettet mod den appellerede dom og ikke mod Printeos-dommen. Flere af betragtningerne i den appellerede dom optræder ikke i Printeos-dommen. Med hensyn til det første appelanbringende har Kommissionen bestridt, at den er forpligtet til at betale morarenter som defineret i den appellerede dom. Kommissionen har endvidere gjort gældende, at selv om den i forbindelse med det første appelanbringendes første led og det andet appelanbringende har gentaget argumenter, som den fremførte for Retten, har den ret til at gøre dette, når den anfægter Rettens fortolkning og anvendelse af EU-retten. Kommissionen har i forbindelse med det første appelanbringendes andet til sjette led uddybet argumenter, som den havde fremført for Retten, og anfægtet forskellige konklusioner, der blev draget i den appellerede dom.
26. I henhold til artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement må der ikke i appelskriftet foretages nogen ændring af sagens genstand, som den forelå for Retten. Når Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten anfægtes under en appelsag, kan retsspørgsmål, der blev behandlet i første instans, diskuteres på ny (6). Hvis en appellant ikke kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (7). Hvis en appellant forhindres heri, vil det også udhule den faste regel om, at Domstolen under en appelsag kun har kompetence til at bedømme den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, som er blevet behandlet i første instans (8). Domstolen har gentagne gange fastslået, at en appellant er berettiget til at iværksætte en appel ved at fremsætte anbringender, der er afledt af den appellerede dom, og at tilsigte at bestride dommens lovlighed i retlig henseende (9). Fortolkningen og anvendelsen af Unionens retsinstansers praksis, herunder Printeos-dommen, i den appellerede dom rejser retlige spørgsmål, der kan anfægtes på denne måde. Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen forkaster Deutsche Telekoms indsigelse om, at appelsagen bør afvises i det hele.
27. Kommissionen har med det første appelanbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den undlod at tage hensyn til morarenters karakter af straf og anbefalede Kommissionen at betale disse renter. Kommissionen har anført, at Retten undlod at tage hensyn til et relevant forhold i forbindelse med sin retlige vurdering, men ikke begik en aktiv fejl ved denne vurdering. Det er derfor næppe overraskende, at Kommissionen ikke har henvist til præmisser i den appellerede dom, hvori det lægges til grund, at morarenter har karakter af straf. Det er åbenbart, at Kommissionen har rejst et retligt spørgsmål. Jeg anbefaler derfor, at Domstolen forkaster Deutsche Telekoms indsigelse om, at det første appelanbringende bør forkastes.
28. Bemærkningerne i punkt 27 og 28 i dette forslag til afgørelse er efter min opfattelse tilstrækkelige til, at der kan tages stilling til Deutsche Telekoms formalitetsindsigelser (i) mod det første appelanbringendes første led og det andet appelanbringende, som støttes på, at de gentager argumenter, der blev fremført for Retten, og (ii) selskabets formalitetsindsigelser mod det første appelanbringendes andet til sjette led, som støttes på, at de er blevet fremført første gang i forbindelse med appelsagen. Det bør for at undgå tvivl fastslås, at de forskellige argumenter, der er fremført inden for rammerne af det første appelanbringendes andet, tredje, fjerde, femte og sjette led, er retlige spørgsmål, som er afledt af den appellerede dom, og som Kommissionen er berettiget til at rejse ved Domstolen.
29. Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen forkaster Deutsche Telekoms indsigelse om, at appellen bør afvises, og antager hele appelsagen til realitetsbehandling.
B. Realiteten
1. Retlige fejl i forbindelse med godtgørelsen af en forpligtelse til at betale morarenter fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden
– Parternes argumenter
30. Det første appelanbringende består af seks led. Med det første led gøres det gældende, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som det blev pålagt Kommissionen at betale morarenter af et beløb på 12 039 019 EUR fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden til datoen for 2018-dommens afsigelse. Kommissionen tilbagebetalte hovedfordringen til Deutsche Telekom i forlængelse af 2018-dommen. Når artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, hvis lovlighed Retten ikke tog stilling til, blev anvendt på den midlertidigt opkrævede bøde, resulterede det i negative renter. Kommissionen overvæltede ikke dette tab på Deutsche Telekom.
31. Med det første appelanbringendes andet led har Kommissionen gjort gældende, at den appellerede dom strider mod den retspraksis, der fandtes før Printeos-dommen. Det følger af retspraksis vedrørende uberettiget opkrævede afgifter (10), tilbagesøgning af ulovlig statsstøtte (11) og tilbagebetaling af antidumpingtold (12), at Kommissionen under omstændigheder svarende til dem, der er omhandlet i den foreliggende appelsag, er forpligtet til at betale udligningsrenter for at undgå ugrundet berigelse og ikke morarenter. I retspraksis vedrørende tilbagebetaling af bøder for overtrædelse af konkurrenceretten konkluderes det samme (13). I Guardian Europe-dommen (14) henvises der ganske vist til »morarenter«, men Kommissionen tilbagebetalte den pågældende bøde med tillæg af påløbne renter i henhold til artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012, således at der ikke blev tale om at opkræve morarenter. IPK International-dommen (15) vedrørte betaling af morarenter fra den dato, hvor Retten havde afsagt en dom, som havde annulleret en beslutning om at ophæve den finansielle støtte, der var tildelt, hvilket betød, at beslutningen om at betale denne støtte genopstod. Denne sag omhandlede ikke betaling af morarenter regnet fra den midlertidige opkrævning af en bøde til afsigelsen af en dom, som annullerer afgørelsen om at pålægge en bøde helt eller delvist.
32. Kommissionen har medgivet, at den ifølge artikel 266, stk. 1, TEUF er forpligtet til at tilbagebetale den midlertidigt opkrævede bøde med tillæg af eventuelle renter i medfør af artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 for at undgå ugrundet berigelse af Unionen. Retten sammenblandede morarenter, der har karakter af en sanktion, og udligningsrenter i den appellerede dom. Hvis Kommissionen i det nuværende økonomiske klima var forpligtet til at betale morarenter af midlertidigt opkrævede bøder, ville det føre til ugrundet berigelse af de pågældende virksomheder.
33. Med det første appelanbringendes tredje led har Kommissionen gjort gældende, at der ikke blev taget hensyn til artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 i den appellerede dom. Retten kunne kun undlade at anvende denne bestemmelse, hvis den havde fastslået, at den var i strid med artikel 266 TEUF. Rettens dom har bevirket, at artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 har mistet sin genstand, eftersom de renter, som anvendelsen af denne bestemmelse ville have medført, i praksis altid ville have været lavere end de renter, der blev genereret ved anvendelse af en morarentesats.
34. Med det første appelanbringendes fjerde led anføres det, at de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag ikke opfylder betingelserne for, at Unionen kan pålægges ansvar uden for kontraktforhold. Da det var lovligt at kræve midlertidig betaling af bøden, var Kommissionen ikke forpligtet til at betale morarenter på daværende tidspunkt, og den kunne derfor ikke have gjort sig skyldig i en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel. Eftersom retssagens varighed gav anledning til forsinkelse, og Kommissionen ikke havde nogen indflydelse på denne faktor, kunne den ikke være ansvarlig for en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel. Kommissionen har endvidere gjort gældende, at Deutsche Telekom ikke har påvist, at selskabet havde lidt skade svarende til den rentesats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.
35. Med det første appelanbringendes femte led har Kommissionen anført, at den appellerede dom var behæftet med en retlig fejl, idet det blev fastslået, at 2018-dommens ex tunc-virkninger medførte, at den skulle betale morarenter fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden. Ifølge fast retspraksis antages Kommissionens afgørelser at være lovlige, medmindre andet er fastslået (16). Da indbringelse af klager for Unionens retsinstanser ikke har opsættende virkning, kunne 2014-afgørelsen håndhæves, indtil Retten annullerede den. Der kunne derfor ikke opstå nogen forpligtelse til at tilbagebetale bøden, før 2018-dommen var blevet afsagt. Forud for denne dom var det beløb, som Kommissionen måtte skylde Deutsche Telekom, desuden ikke sikkert, og det kunne heller ikke fastsættes på grundlag af objektive kriterier. Det har ingen betydning, at det maksimale beløb, der skyldtes, kunne være blevet fastsat.
36. Kommissionen skal i modsætning til det af Deutsche Telekom anførte håndhæve afgørelsen ved at opkræve bøden midlertidigt, hvis en virksomhed ikke stiller en bankgaranti i henhold til artikel 78 ff. i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (herefter »finansforordningen«) (17). Kommissionen risikerer ellers at blive afskåret fra at opkræve bøden, efter at alle retsmidler er udtømt, f.eks. når en virksomhed i mellemtiden er gået konkurs, hvilket har medført, at Kommissionen ikke har beskyttet Unionens finansielle interesser.
37. Kommissionen har påpeget, at virksomheder kan vælge enten at stille en bankgaranti og beholde de skyldige beløb under retssagen eller at betale bøden midlertidigt. I det sidstnævnte tilfælde modtager virksomheden de renter, som påløber i medfør af artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, og som betales for at sikre en passende erstatning for den manglende rådighed over det beløb, der er blevet betalt med urette, og en eventuel værdiforringelse. En virksomhed, der hævder at have lidt yderligere skade, fordi den har foretaget en betaling med urette, kan ligeledes anlægge et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 340 TEUF.
38. Kommissionen har gjort gældende, at den appellerede dom fører til absurde resultater. For det første sætter Unionens retsinstanser deres egen vurdering i stedet for Kommissionens, når de udøver deres fulde prøvelsesret i forbindelse med fastsættelse af bøder. Eftersom det er umuligt at vide på forhånd, om Unionens retsinstanser vil udøve denne ret, og hvor stor en bøde de i givet fald vil fastsætte, kan Kommissionen ikke forpligtes til at betale morarenter for perioder, der ligger før udøvelsen af denne ret. For det andet vil det svare til en nedsættelse af bøden, hvis Kommissionen forpligtes til at betale morarenter, når den træffer en ny afgørelse for at pålægge en identisk bøde, efter at Unionens retsinstanser har annulleret den oprindelige afgørelse på grund af fejl i forbindelse med bødeudmålingen. For det tredje giver de sager, hvor Retten og Domstolen drager forskellige konklusioner om bøders lovlighed, anledning til stor usikkerhed om bødernes størrelse (18). Det følger af disse betragtninger, at det forud for afsigelsen af den endelige dom er umuligt at fastlægge det beløb, som Kommissionen kan ende med at skulle refundere til en virksomhed, der midlertidigt har betalt en bøde.
39. I forbindelse med det første appelanbringendes sjette led har Kommissionen anført, at det undergraver en bødes afskrækkende virkning, hvis den skal betale morarenter fra den dato, hvor der sker midlertidig opkrævning af denne bøde. Kommissionen er ikke i stand til at forudse, hvor længe en retssag vil vare, eller hvilket udfald den vil få, når den fastsætter bøder. Anvendelsen af det princip, der følger af Printeos-dommen og af den appellerede dom, kan derfor have uforholdsmæssige og uønskede konsekvenser, hvilket illustreres af Intel-sagen (19).
40. Deutsche Telekom har nedlagt påstand om, at det første appelanbringende forkastes.
41. Med hensyn til det første appelanbringendes første led har Deutsche Telekom gjort gældende, at det ikke fremgår af retspraksis, at der skal foreligge en forsinkelse med at indfri eksisterende gæld, for at en EU-institution er forpligtet til at betale morarenter. Kommissionen nægtede at betale renter, da den tilbagebetalte den del af bøden, der var blevet annulleret.
42. Efter Deutsche Telekoms opfattelse vedrører den retspraksis, der er påberåbt til støtte for det første appelanbringendes andet led, andre situationer end dem, der er omhandlet i den foreliggende sag, og der derfor er ingen uoverensstemmelse mellem denne retspraksis og Printeos-dommen. Retspraksis understøtter ikke Kommissionens anskuelse om, at den kan undlade at betale renter, når en midlertidigt opkrævet bøde ikke har givet noget renteafkast.
43. Det første appelanbringendes tredje led bør forkastes, eftersom artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 ikke berører pligten til at betale morarenter i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF. Deutsche Telekom har anført, at Kommissionen er forpligtet til at betale morarenter eller påløbne renter i medfør af artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 afhængig af, hvilket beløb der er størst. For det tilfælde, at Domstolen fortolker denne bestemmelse således, at der ikke foreligger nogen pligt til at betale renter i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF, har Deutsche Telekom påberåbt sig den ulovlighedsindsigelse, som den fremsatte i første instans.
44. Som svar på det første appelanbringendes fjerde led har Deutsche Telekom gjort gældende, at afslaget på at betale renter udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF og var til skade for Deutsche Telekom, der som følge heraf var tvunget til at anlægge et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 266, stk. 2, TEUF og artikel 340 TEUF for at opnå erstatning for skaden.
45. Det første appelanbringendes femte led bør efter Deutsche Telekoms opfattelse forkastes, eftersom Kommissionen ikke er forpligtet til at opkræve bøder midlertidigt, selv om der foreligger en formodning for, at dens afgørelser er gyldige og kan håndhæves. Finansforordningens krav om, at Kommissionen skal inddrive fordringer, gælder ikke for bøder. Virksomheder bør heller ikke være alene om at bære risikoen for retssager på det konkurrenceretlige område. Det er muligt at fastlægge det maksimale beløb, som Kommissionen skylder, ved prøvelsen af de anbringender, der er fremsat i et søgsmål, hvor der er nedlagt påstand om annullation af en bødeafgørelse. I den appellerede dom fastslog Retten således med rette, at den delvise annullations ex tunc-virkninger medførte, at Kommissionen skulle betale morarenter af dette beløb fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden.
46. Selv om Deutsche Telekom har erkendt, at det er et legitimt mål, at bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne skal have afskrækkende virkning, har selskabet med hensyn til det første appelanbringendes sjette led fastholdt, at Kommissionen ikke har pligt til at opkræve bøder midlertidigt. Forpligtelsen til at betale morarenter fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden er en konsekvens af Kommissionens afgørelse om at opkræve bøden, før alle retsmidler er udtømt. Hvis Kommissionen venter med at opkræve bøden til dette tidspunkt, vil bøden alligevel have en afskrækkende virkning, for så vidt som den pågældende virksomhed vil være nødt til at råde over tilstrækkelige økonomiske reserver, indtil den retssag, som den har anlagt, er afsluttet. Det har endelig ingen betydning, hvilke konsekvenser de principper, der er fastsat i den appellerede dom, har for Intel-dommen.
– Retlig vurdering
47. Artikel 266, stk. 1, TEUF bestemmer, at den EU-institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre alle til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger. Jeg har tre bemærkninger til denne bestemmelse. Den første bemærkning er, at pligten til at træffe sådanne foranstaltninger forudsætter, at der foreligger en dom. Det er vigtigt at sondre mellem en doms eksistens og dens virkninger. En dom, hvorved en retsakt annulleres, gælder i retlig og faktisk henseende fra tidspunktet for afsigelsen af denne dom. Fra dette tidspunkt medfører dommen, at retsakten fjernes fra Unionens retsorden med virkning fra den dato, hvor denne retsakt trådte i kraft (20). Det er naturligvis ikke muligt at opfylde en dom, før den er afsagt. En EU-institution kan heller ikke have nogen idé om, hvilke foranstaltninger den vil skulle træffe for at opfylde dommen, før den ved, hvordan dommen bliver. 2014-afgørelsen var lovlig, da den blev vedtaget. Deutsche Telekom efterkom denne afgørelse kort efter, at den var vedtaget, ved midlertidigt at betale hele bøden til Kommissionen. Efter at 2018-dommen var afsagt, viste det sig, at Deutsche Telekom havde betalt en del af dette beløb med urette, uden at denne del kunne være anslået på forhånd.
48. Når det er en forudsætning for at kunne træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde en dom, at denne dom foreligger, følger det heraf, at Kommissionen ikke kunne have handlet i strid med artikel 266, stk. 1, TEUF, før 2018-dommen blev afsagt. Ud fra en retlig og logisk betragtning er konklusionen i den appellerede doms præmis 111 om, at Kommissionen havde tilsidesat artikel 266, stk. 1, TEUF, før 2018-dommen blev afsagt, og at den som følge heraf skulle betale morarenter til Deutsche Telekom, således ugrundet.
49. Min anden bemærkning er, at det ikke uddybes i artikel 266, stk. 1, TEUF, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af en dom, og at dette i første omgang skal afgøres af den pågældende institution og i tilfælde af en tvist af Unionens retsinstanser (21). Denne forpligtelse kan opfyldes på forskellige måder, bl.a. ved at træffe en ny foranstaltning, ved ikke at træffe en foranstaltning eller – som her – ved at betale eller tilbagebetale et pengebeløb (22). Når en foranstaltning er blevet gennemført, om end midlertidigt, før den annulleres helt eller delvist, kan de nødvendige foranstaltninger, hvortil der henvises i artikel 266, stk. 1, TEUF, indebære en forpligtelse til at genoprette sagsøgerens retsstilling til den, som vedkommende befandt sig i inden den annullerede foranstaltnings vedtagelse (23). Sådanne foranstaltninger må logisk set indebære, at Kommissionen forpligtes til at sikre, at en part, der har betalt penge med urette, modtager et beløb af samme værdi, når pengene tilbagebetales. Denne pligt består uafhængigt af et eventuelt krav om erstatning for tab, hvilket fremgår udtrykkeligt af artikel 266, stk. 2, TEUF. Den pligt, der er omhandlet i artikel 266, stk. 1, TEUF, adskiller sig ligeledes fra en eventuel forpligtelse for en EU-institution til at afgive enhver ugrundet berigelse, som den måtte opnå, fordi den er i besiddelse af med urette betalte beløb. Jeg tilslutter mig derfor Deutsche Telekoms argument om, at pligten til at foretage fuld tilbagebetaling er uafhængig og ikke betinget af anvendelsen af mekanismen i artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, som desuden synes at have til hensigt at tage højde for ugrundet berigelse af EU-institutionerne (24).
50. Min tredje bemærkning er, at artikel 266, stk. 1, TEUF pålægger EU-institutionerne en klar forpligtelse til at sikre, at Unionens retsinstansers domme får fuld virkning. Formålet med denne bestemmelse er ikke at straffe EU-institutionerne. Artikel 266, stk. 1, TEUF indeholder intet retligt grundlag for foranstaltninger, der forpligter en EU-institution at betale uforholdsmæssige eller ekstraordinært høje rentesatser. Artikel 266, stk. 1, TEUF understøtter denne bemærkning, da det udtrykkeligt bestemmes, at en virksomhed bevarer retten til at påberåbe sig Unionens ansvar uden for kontraktforhold, uanset hvor nøje en EU-institution har overholdt artikel 266, stk. 1, TEUF. I traktaterne sondres der således klart mellem retten til at kræve, at EU-institutionerne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde en dom fra Unionens retsinstanser, og retten til erstatning for EU-institutioners retsstridige og skadevoldende adfærd (25).
51. Retten forkastede Deutsche Telekoms påstand om erstatning for det tab, som selskabet hævdede at have lidt som følge af, at det mistede rådigheden over det beløb, som det havde betalt midlertidigt. Der er ikke iværksat kontraappel til prøvelse af denne konklusion. Det er derfor og af de grunde, der er anført i punkt 47 og 48 i dette forslag til afgørelse, ikke nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet om erstatning i henhold til artikel 266, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF, når Kommissionen ikke havde tilsidesat artikel 266, stk. 1, TEUF, før 2018-dommen blev afsagt.
52. Det bringer mig videre til spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF kan være forpligtet til at betale morarenter af et med urette betalt beløb fra tidspunktet for denne betaling, og indtil der er afsagt en dom, som bevirker, at den retlige begrundelse for, at dette beløb blev betalt, bortfalder.
53. Morarenter er ikke nævnt i traktaterne. For så vidt angår den i EU-lovgivningen indeholdte henvisning til morarenter i overskriften til artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012 gengives udtrykket »default interest« i den engelske sprogversion med »Intérêts moratoires« i den franske sprogversion, »Intereses moratorios« i den spanske oversættelse, »Juros de mora« i den portugisiske sprogversion og »Interessi di mora« i den italienske version. Disse udtryk stammer fra det latinske ord mora, der betyder »forsinkelse«. I romerretten forelå der mora debitoris (debitormora), når en debitor ikke havde opfyldt en klart fastlagt forpligtelse inden for en bestemt tidsfrist: Morarenter skulle med andre ord tilskynde debitor til at opfylde sine forpligtelser rettidigt og udgjorde en sanktion for ikke at efterkomme en anmodning om betaling af et pengebeløb, der kunne fastlægges på det tidspunkt, hvor anmodningen blev fremsat.
54. Artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012 afspejler denne oprindelse. Denne forordnings artikel 83, stk. 1, bestemmer, at »[e]nhver fordring, som ikke er indfriet inden udløbet af den frist, der er omhandlet i artikel 80, stk. 3, litra b), er rentebærende efter stk. 2 og 3 i denne artikel […]«. Ifølge artikel 80, stk. 3, i delegeret forordning nr. 1268/2012 skal debetnotaen underrette debitor om, at Unionen har fastlagt en fordring, og at der ikke beregnes morarenter, hvis gælden betales inden udløbet af en bestemt frist. Debetnotaen underretter endvidere debitor om, at hvis betaling ikke har fundet sted inden for den fastsatte frist, er gælden rentebærende med den rentesats, der er omhandlet i artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012, dvs. den sats, som ECB anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint. Der skal som følge heraf pålægges morarenter, når en EU-institution har fastsat en frist for, hvornår debitor skal betale sin skyld til institutionen, og debitor undlader at betale inden for denne frist. Et beløb, der er angivet i en debetnota inden udløbet af denne frist, giver ikke anledning til morarenter.
55. Disse bestemmelser er forenelige med en ordlydsfortolkning af ordet »morarenter«, hvorefter der påløber sådanne renter, når en debitor tilsidesætter en forpligtelse til at betale et beløb inden for en bestemt frist. Eftersom Kommissionen ikke tilsidesatte en forpligtelse til at refundere det med urette betalte beløb til Deutsche Telekom, synes betaling af morarenter ikke at være en foranstaltning, der er nødvendig for at opfylde en dom fra Unionens retsinstanser, som omhandlet i artikel 266, stk. 1, TEUF.
56. Det har fra officielt hold lydt, at der i medlemsstaternes retsordener ikke er noget generelt princip, som bestemmer, at morarenter skal beregnes fra den dato, hvor skaden gøres op (26). Fremgår det af medlemsstaternes ret, at der skal betales morarenter i en situation, hvor en domstol har fastslået, at et beløb helt eller delvist er betalt med urette til en national myndighed? Som jeg har forstået det, vil dette spørgsmål under omstændigheder svarende til dem, der er omhandlet i den foreliggende appelsag, ikke være relevant i forhold til tysk, irsk, østrigsk og finsk ret, eftersom der ikke pålægges bøder for overtrædelse af konkurrenceretten, før alle retsmidler er udtømt. Det ser ud til, at 11 medlemsstater (27) forpligter myndigheden til at betale renter af beløb, som er inddrevet retmæssigt, men som efterfølgende har vist sig at være betalt med urette, fra den dato, hvor de er blevet inddrevet. Denne forpligtelse skal kompensere for den manglende rådighed over disse midler og/eller forhindre ugrundet berigelse. Den er ikke relateret til nogen forsinkelse i forbindelse med tilbagebetalingen (28). Disse renter kan følgelig ikke betragtes som morarenter i gængs forstand. Når en offentlig myndighed venter med at tilbagebetale beløb, der er betalt med urette, foreligger der tilsyneladende en særlig forpligtelse til at betale morarenter i fire medlemsstater (29).
57. Jeg vil nu gennemgå Domstolens praksis på dette område.
58. I ældre retspraksis sondredes der mellem renter ved forsinket indfrielse af gæld, senere kaldet morarenter, hvor gældens forfaldsdato skulle meddeles, og udligningsrenter, som skulle betales, hvis der opstod en skade som følge af en ulovlig retsakt, og hvor der ikke krævedes nogen meddelelse (30). Den senere retspraksis bekræftede, at der kun skulle betales morarenter som følge af forsinket opfyldelse af en forpligtelse til at betale eller tilbagebetale et pengebeløb (31). Der påløb således morarenter fra datoen for en dom, hvori det blev fastslået, at en EU-institution skyldte et beløb (32). I situationer, hvor Kommissionen efterfølgende tilbagebetalte beløb, der havde vist sig at være betalt med urette, fastslog Retten, at den rentesats, som Kommissionen anvendte, forfulgte et andet formål end formålet med morarenter: Den første rentesats havde til formål at forhindre, at Fællesskabet blev beriget uden grund, mens den anden rentesats tilsigtede at forhindre uberettigede forsinkelser med betalingen af disse beløb (33).
59. Retten i Første Instans afveg i formel henseende fra denne retspraksis i sin dom i Corus-sagen, men angiveligt ikke i materiel henseende. Kommissionen nægtede at betale renter af et beløb, som den havde tilbagebetalt til Corus som følge af delvis annullation af en bøde for overtrædelse af konkurrenceretten (34). Corus anlagde erstatningssøgsmål ved Retten i Første Instans med påstand om bl.a. betaling af renter som kompensation for ikke at kunne råde over de penge, som selskabet midlertidigt havde betalt til Kommissionen (35). Retten i Første Instans, der betegnede denne påstand som en påstand om betaling af »[morarenter]«, tog den til følge, da den fandt det nødvendigt at kompensere for forringelsen af pengenes værdi og at undgå ugrundet berigelse af Unionen (36). Retten i Første Instans tilkendte Corus et beløb, der svarede til de renter, som Kommissionen anslog, at det beløb, der gik til den fejlagtigt betalte bøde, kunne have indbragt fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden til den dato, hvor den blev tilbagebetalt (37). Brugen af ordet morarenter dækkede således over den omstændighed, at Retten i Første Instans tilkendte renter med støtte i begreberne tilbagebetaling og ugrundet berigelse, som kan være relevante for de foranstaltninger, der træffes for at opfylde en dom fra Unionens retsinstanser. Det bør påpeges, at Retten i Første Instans i forbindelse med en anden påstand faktisk tilkendte morarenter regnet fra den dato, hvor Kommissionen havde tilbagebetalt bødens hovedbeløb, til den dato, hvor den afsagde sin dom i Corus-sagen (38).
60. IPK International-sagen udsprang af en tvist, hvori IPK havde fået medhold i en klage over Kommissionens afgørelse om at ophæve den finansielle støtte, som den oprindeligt havde tildelt IPK. Da denne afgørelse var blevet annulleret, overførte Kommissionen både de beløb, som den havde modtaget fra sagsøgeren, og de beløb, som den ikke havde udbetalt til sagsøgeren, med tillæg af udligningsrenter til sagsøgeren (39). IPK anlagde et nyt søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afslag på at betale morarenter. Retten konkluderede, at »uanset deres præcise benævnelse« skal disse renter altid beregnes, som om der var tale om morarenter, nemlig på grundlag af ECB’s rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med 2 point (40). Retten pålagde Kommissionen at betale morarenter fra datoen for den dom, hvorved afslaget på at betale disse renter blev annulleret (41). Med hensyn til renterne af de beløb, der blev tilkendt i Rettens dom, sondrede den i lighed med Corus-dommen mellem de renter, som den undlod at nævne ved navn, og morarenter, som disse tidligere var blevet betegnet i Domstolens praksis.
61. Kommissionen appellerede Rettens dom. Generaladvokat Bot sondrede i sit forslag til afgørelse mellem udligningsrenter og morarenter i forbindelse med erstatningssøgsmål og anførte, at der ikke kunne foreligge en forpligtelse til at betale morarenter, før der var afsagt en dom, hvori erstatningspligten blev fastslået. Han anvendte ikke denne tilgang i forbindelse med krav om tilbagebetaling af fejlagtigt betalte beløb (42). Han fortolkede i denne sammenhæng Corus-dommen (43) således, at Retten i Første Instans havde fastslået, at der skulle betales morarenter, selv om den som nævnt i punkt 59 i dette forslag til afgørelse faktisk havde fastslået, at der ud fra en objektivt vurdering skulle betales renter med henblik på at foretage tilbagebetaling og undgå ugrundet berigelse. Under overskriften »Den lære, der kan udledes af retspraksis« fastslog generaladvokat Bot, at udlignings- og morarenter »rent funktionsmæssigt spiller den samme rolle, som består i at godtgøre det tab, som en kreditor, der ikke kan råde over sin fordring, har lidt« (44). Han tilføjede, at »udligningsrenter […] kompenserer for den tid, der medgår frem til retsinstansernes fastsættelse af skadesbeløbet, uanset enhver forsinkelse, der kan tilskrives debitor, mens morarenter yder en fast kompensation for konsekvenserne af en forsinket betaling af pengekravet, idet kreditoren tilnærmelsesvis modtager det beløb, han ville have opnået, hvis han havde placeret midlerne« (45). Generaladvokat Bot anførte, at retten til sådanne morarenter fulgte af artikel 266, stk. 1, TEUF (46). Han udledte imidlertid af retspraksis, at Unionens retsinstanser navnlig i tilfælde af ophævelse »bør anvende princippet restitutio in integrum så strengt som muligt, hvilket indebærer en tilbagevenden til tidligere status quo ved at sikre, at alle vender tilbage til deres oprindelige situation uden tab eller gevinst« (47). Det er i den sidste bemærkning, at forpligtelserne i artikel 266, stk. 1, TEUF, støttes på begrebet tilbagebetaling og ikke på behovet for at sikre hurtig opfyldelse af finansielle forpligtelser. Generaladvokat Bot gik så vidt som til at kritisere Retten for at have sondret mellem udligningsrenter og morarenter i den appellerede dom (48).
62. Domstolen angav en mere kortfattet begrundelse i sin dom i IPK International-sagen (49). Den fastslog, at »betalingen af morarenter er en foranstaltning til opfyldelse af annullationsdommen […], idet den tilsigter at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring og at tilskynde debitor til at opfylde annullationsdommen hurtigst muligt« (50). Retten havde som følge heraf begået en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen var debitor for udligningsrenter, når der skulle tildeles morarenter som led i opfyldelsen af en dom i overensstemmelse med artikel 266, stk. 1, TEUF (51).
63. Da Domstolens afsagde dom i IPK International-sagen, fastslog den efter min bedste overbevisning for første gang, at morarenter tilsigter at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring. Dommen indeholder ingen hjemmel eller redegørelse for denne konklusion. Den synes at være baseret på punkt 77 i generaladvokat Bots forslag til afgørelse, hvori der hverken anføres nogen hjemmel eller gives nogen begrundelse herfor. Selv om Domstolen tilføjede, at morarenter også tilsigter at tilskynde debitor til at opfylde annullationsdommen hurtigst muligt, fastslog den for første gang, at der kan påløbe renter for en periode, som ligger før afsigelsen af den dom, der skal fuldbyrdes. Det er ikke umiddelbart indlysende, hvordan det legitime mål om at tilskynde til efterkommelse af anmodninger om betaling opnås ved at indføre en forpligtelse til at betale morarenter for en periode, der ligger før domsafsigelsen, frem for en forpligtelse til at betale morarenter fra den dato, hvor dommen afsiges (52). Som det fremgår af punkt 48 og 49 i dette forslag til afgørelse, er der intet i artikel 266 TEUF, som understøtter denne antagelse.
64. I Wortmann-dommen kunne Domstolen ikke tiltræde et argument om, at de nationale myndigheder, efter at Unionens retsinstanser havde annulleret en forordning, var forpligtet til at betale morarenter af den antidumpingtold, som de havde opkrævet med urette i henhold til denne forordning (53). Den fastslog i stedet, at »dette samme afgiftsbeløb, der af den kompetente nationale myndighed er tilbagebetalt til den pågældende virksomhed, skal tillægges renter heraf« (54). Generaladvokat Campos Sánchez-Bordona har ligeledes anført, at IPK International-dommen skal ses i lyset af de særlige omstændigheder i den pågældende sag, og at det derfor ikke kan udledes, at Domstolen ønskede at ændre sin retspraksis vedrørende definitionen af morarenter (55). Han anførte videre, at der i retspraksis er fastsat et EU-retligt princip om, at beløb, der er betalt med urette i strid med EU-retten, skal tilbagebetales med renter fra tidspunktet for denne uretmæssige betaling, men at dette ikke betyder, at der påløber morarenter fra dette tidspunkt (56).
65. I den appellerede dom henvises der ligeledes til Domstolens dom i Guardian Europe-sagen. I november 2014 fik Guardian Europe medhold i et søgsmål, hvori selskabet havde nedlagt påstand om nedsættelse af en bøde, som Kommissionen havde pålagt selskabet i 2007 (57). I december 2014 tilbagebetalte Kommissionen den del af bøden, der var blevet annulleret, med tillæg af renter svarende til 988 620 EUR i medfør af artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 (58). Guardian Europe anlagde dernæst sag mod Den Europæiske Union med påstand om erstatning som følge af den lange sagsbehandlingstid. Erstatningssøgsmålet blev antaget til realitetsbehandling, eftersom det ikke var rettet mod afgørelsen fra december 2014, der var blevet endelig (59). Retten indrømmede selskabet en erstatning for økonomisk skade på 654 523,43 EUR, forhøjet med, hvad den betegnede som »udligningsrenter«, til den årlige inflationsrate i den medlemsstat, hvor Guardian Europe har hjemsted, indtil datoen for afsigelse af Rettens dom. Den tilkendte ligeledes morarenter af dette beløb fra datoen for afsigelse af Rettens dom, til betaling skete (60).
66. I appelsagen gjorde Den Europæiske Union gældende, at Retten havde begået en retlig fejl, idet den havde forkastet dens indsigelse om, at sagen skulle afvises. Selv om Domstolen tilsluttede sig Rettens konklusion på dette punkt (61), synes den at have misforstået dens dom, for så vidt som den bemærkede, at beløbet på 988 620 EUR var »morarenter« (62), selv om der reelt var tale om »renter«, som Kommissionen havde betalt i overensstemmelse med artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 (63). Domstolen konkluderede endelig, at Retten havde begået en retlig fejl, idet den havde tilkendt Guardian Europe erstatning, og at selskabet ikke skulle gives medhold i erstatningssøgsmålet (64).
67. Printeos-dommen, der blev påberåbt i den appellerede dom, synes at udgøre den seneste væsentlige fornyelse af retspraksis. Kommissionen havde pålagt Printeos en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, som denne virksomhed betalte midlertidigt (65). Efter at denne afgørelse var blevet annulleret, tilbagebetalte Kommissionen hele bødebeløbet uden renter, fordi den fond, hvori den havde investeret dette beløb (66), havde haft et negativt afkast (67). Printeos anlagde et erstatningssøgsmål i henhold til artikel 266, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF (68). I retsmødet forklarede Printeos, at selskabets påstand om betaling af udligningsrenter skulle forstås en påstand om betaling af morarenter. Selv om selskabet endvidere havde oplyst, at det ikke ønskede at gøre gældende, at en tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF var hovedretsgrundlaget for dets erstatningspåstand (69), baserede Retten sin vurdering på denne bestemmelse (70). Retten konkluderede med støtte i Domstolens dom i IPK International-sagen og generaladvokat Bots forslag til afgørelse i denne sag (71), at Kommissionen i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF var forpligtet til at tilbagebetale bødens hovedbeløb med tillæg af morarenter for at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over dette beløb fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden til den dato, hvor hovedbeløbet blev tilbagebetalt (72).
68. I Printeos-dommen blev det fastslået, at Retten i overensstemmelse med princippet om iura novit curia med rette kunne betegne de krævede renter som morarenter og ikke som udligningsrenter, jf. sagsøgerens oprindelige påstand (73). Med hensyn til realiteten sondrede Domstolen mellem morarenter og udligningsrenter. Morarenter tilsigter at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring og at tilskynde debitor til at betale hurtigst muligt (74), mens udligningsrenter tilsigter at kompensere for den tid, der medgår frem til retsinstansernes fastsættelse af skadesbeløbet, uanset enhver forsinkelse, der kan tilskrives debitor (75). Domstolen konkluderede derfor, at Retten ikke havde begået en retlig fejl, da den pålagde Kommissionen at betale morarenter (76). Da sagen vedrørte tilbagebetaling af et bestemt beløb, nemlig bøden til Printeos, som var blevet annulleret, kunne der ikke være tale om betaling af udligningsrenter (77).
69. Jeg har følgende fire bemærkninger til Printeos-dommen.
70. For det første er Domstolens konceptualisering af udligningsrenter på grundlag af artikel 266, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF, som er begrænset til erstatning for tab af penge på grund af den tid, der er forløbet, alt for snæver. Der kan være forskellige grunde til at yde erstatning på grund af uretmæssig betaling af penge, herunder tab af specifikke forretningsmuligheder som følge af manglende rådighed over disse midler, men det lykkedes ikke for Deutsche Telekom finde støtte for dette argument i de faktiske omstændigheder, der var blevet fremlagt for Retten (78).
71. For det andet støttede Domstolen antagelsen om, at morarenter tilsigter at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring, på IPK International-dommen (79). Som nævnt i punkt 63 i dette forslag til afgørelse synes denne konklusion at være baseret på generaladvokat Bots forslag til afgørelse i denne sag (80), hvori der hverken var anført nogen hjemmel eller blev givet nogen redegørelse herfor. Visse kommentatorer har kritiseret denne retspraksis for at udviske sondringen mellem morarenter og udligningsrenter ved at ændre definitionen af morarenter (81). En anden kommentator har i samme retning anført, at retspraksis sammenblander sondringen mellem morarenter og udligningsrenter (82). Hvor morarenter skaber en tilskyndelse til at indfri en gæld hurtigt og beregnes fra datoen for den dom, hvori erstatningsbeløbet fastsættes, indtil betaling sker, tager udligningsrenter hensyn til perioden før domsafsigelsen, eftersom de har til formål at kompensere for tab som følge af manglende rådighed over penge (83). Disse bemærkninger giver efter min opfattelse en overbevisende forklaring på sondringen mellem morarenter og udligningsrenter, som slet ikke findes i den retspraksis, der er genstand for disse kritikpunkter.
72. For det tredje bemærkede Domstolen som svar på kritikken om, at forpligtelsen til at betale morarenter ikke udgør en tilskyndelse til at opfylde en dom, eftersom disse renter beregnes fra datoen for den midlertidige betaling af bøden, at denne tilskyndelse kun er et af de to formål, der forfølges med morarenter, idet det andet formål er at yde en fast kompensation for at ikke at kunne råde over midlerne (84). Dette svar er også udtryk for en simpel sammenblanding af begreberne udligningsrenter og morarenter, uden at der anføres nogen hjemmel eller gives nogen redegørelse herfor (85). Formålet med udligningsrenter er at yde erstatning. Formålet med morarenter er at sikre hurtig inddrivelse af forfalden gæld. Det er ikke muligt at lade som om, der ikke er nogen forskel på disse to begreber.
73. For det fjerde tilføjede Domstolen, at forpligtelsen til at betale morarenter fra datoen for den midlertidige betaling af bøden »[udgør] en tilskyndelse for den pågældende institution til at udvise en særlig agtpågivenhed i forbindelse med vedtagelsen af sådanne afgørelser« (86). Den tog i dette svar ikke hensyn til kritikken om, at forpligtelsen til at betale morarenter for en periode, der ligger før afsigelsen af en dom, ikke kan udgøre en tilskyndelse til at opfylde dommen hurtigst muligt, hvilket er et væsentligt aspekt af morarenter. Domstolen bemærkede, at risikoen for at skulle betale morarenter burde gøre Kommissionen særligt opmærksom på at undgå at begå ulovligheder, når den pålægger bøder. EU-institutionerne, herunder Domstolen, er underlagt en generel forpligtelse til ikke at begå ulovligheder. Det fremgår af traktaterne, at de relevante retsmidler i et sådant tilfælde er tilbagebetaling i medfør af artikel 266, stk. 1, TEUF og erstatning for den skade, der er lidt, i henhold til artikel 266, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF.
74. En gennemgang af Domstolens praksis efter Printeos-dommen viser, at de såkaldte morarenter, der påløber fra datoen for en uretmæssig betaling til den dato, hvor beløbet tilbagebetales, på samme tid tilsigter a) at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring, b) at tilskynde til at opfylde en dom og c) at udgøre en tilskyndelse til at udvise særlig agtpågivenhed i forbindelse med vedtagelsen af sådanne afgørelser. Det påpeges i dette forslag til afgørelse, at »morarenter« hverken svarer til de genoprettende renter, der skal betales i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF, eller de udligningsrenter, der indrømmes ved påvist behov i henhold til artikel 266, stk. 2, TEUF (87). Traktaterne indeholder intet retligt grundlag for et krav om betaling af de renter, som Printeos-dommen synes at have konceptualiseret. Medmindre sådanne »morarenter« pålægges for en periode efter afsigelsen af en dom, kan de heller ikke udgøre en tilskyndelse til at opfylde en dom, når denne dom ikke er afsagt, hvilket er en betingelse for anvendelsen af artikel 266, stk. 1, TEUF. Argumentet om, at sådanne »morarenter« tilskynder til at overholde lovgivningen, resulterer i en usædvanlig situation, hvor Domstolen varetager en form for disciplinær rolle ved at minde EU-institutionerne om, at de skal overholde deres forpligtelser, og indebærer desuden et element af straf, som der ikke er noget retligt grundlag for i artikel 266, stk. 1, TEUF. Hertil kommer, at traktaterne ikke medfører nogen forpligtelse til at betale renter, der er fastsat på forhånd, og at der heller ikke findes nogen hjemmel herfor. Et krav om betaling af renter skal, alt efter omstændighederne, vurderes ud fra mindst én af fire retlige forpligtelser, som en part kan påberåbe sig i dette øjemed: at foretage tilbagebetaling, at yde erstatning, at afgive ugrundet berigelse og at betale sådanne beløb hurtigt.
75. I den nyere Gräfendorfer-dom fandt Domstolen, at enhver borger, som en national myndighed har pålagt at betale en skat, told eller anden afgift i strid med EU-retten, i henhold til EU-retten har ret til tilbagebetaling af det hertil svarende pengebeløb fra den pågældende medlemsstat med tillæg af renter som kompensation for den manglende rådighed over dette beløb (88). Det følger af dommen, at tab som følge af den manglende rådighed over de beløb, der er blevet betalt med urette, kan kræves refunderet med henvisning til kravet om godtgørelse og/eller kompensation. Det blev ikke fastslået i denne dom, at de nationale myndigheder i henhold til EU-retten skal betale morarenter af et pengebeløb regnet fra den dato, hvor det er betalt med urette. Domstolens tilgang i Gräfendorfer-dommen synes at have resulteret i en ret mærkværdig situation, hvor en EU-institution, som anses for at have modtaget penge med urette, skal betale morarenter regnet fra den dato, hvor pengene er modtaget, til den dato, hvor de refunderes, hvorimod en national myndighed, der modtager pengebeløb under tilsvarende omstændigheder, blot skal kompensere for den manglende rådighed over de med urette betalte beløb. Der er ikke angivet nogen begrundelse for denne ulige behandling, og det er på ingen måde klart, hvad der kunne berettige den.
76. Det kan ikke undre, at der ofte forekommer divergerende holdninger til EU-rettens fortolkning og anvendelse i appelsager for Domstolen (89). Det vil ikke være særlig hensigtsmæssigt at forpligte Kommissionen til at betale morarenter, når den ikke har ventet med at opfylde en dom, og retssagen ved Unionens retsinstanser strækker sig over meget lang tid, hvilket Kommissionen ikke har nogen indflydelse på (90). Det bør for fuldstændighedens skyld tilføjes, at i modsætning til det af Deutsche Telekom anførte kan Kommissionen ifølge gældende ret ikke udsætte opkrævningen af bøden, indtil en retssag ved Unionens retsinstanser er afsluttet (91). I henhold til finansforordningens artikel 78, stk. 2, »fastlægges« egne indtægter, der overdrages til Kommissionen, og enhver fordring ved en indtægtsordre. Artikel 90, stk. 1, i delegeret forordning nr. 1268/2012 bestemmer desuden, at når en afgørelse om pålæggelse af en bøde, som Kommissionen har truffet, indbringes for Domstolen, skal debitor enten indbetale det pågældende beløb midlertidigt eller stille en bankgaranti. Disse bestemmelser giver ikke Kommissionen ret til at vente med at opkræve en bøde, indtil sagen er afgjort.
77. Det må altså konstateres, at når det fastslås, at en virksomhed har foretaget en uretmæssig betaling til en EU-institution, skal der ved fastlæggelsen af det beløb, som denne er retligt forpligtet til at refundere til denne virksomhed, tages hensyn til følgende fire faktorer:
– at sikre, at virksomheden modtager et beløb af nøjagtig samme værdi som det beløb, den har betalt (restitutio in integrum), i overensstemmelse med artikel 266, stk. 1, TEUF
– at yde erstatning til virksomheden for de tab, som den har lidt, fordi den ikke har kunnet råde over sine penge, ifølge artikel 266, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF
– at aflevere enhver ugrundet berigelse, som en EU-institution måtte have opnået, i henhold til artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012
– når disse beløb er fastlagt, skal EU-institutionen straks refundere dem for at undgå, at den tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF.
78. Jeg vil vurdere det første appelanbringende i lyset af disse konklusioner.
– Vurdering af appellen
79. Formålet med morarenter er at tilskynde debitor til at opfylde en dom, der er afsagt af Unionens retsinstanser, hurtigst muligt. I februar 2019 opfyldte Kommissionen den dom, der blev afsagt i december 2018, ved at refundere den del af bøden, der var blevet annulleret. Det følger heraf, at Kommissionen kun kan være forpligtet til at betale morarenter for perioden mellem disse to tidspunkter. For så vidt som Retten i den appellerede dom fastslog en forpligtelse til at betale morarenter for en periode, der lå før 2018-dommens afsigelse, var den behæftet med en retlig fejl. Denne konklusion berører ikke Kommissionens forpligtelse til at overholde princippet restitutio in integrum, som indebærer en forpligtelse til at tilbagebetale et beløb, der tager højde for forringelsen af pengenes værdi (92), Deutsche Telekoms ret til at kræve erstatning for den skade, som selskabet måtte have lidt som følge af den midlertidige opkrævning af bøden (hvilket selskabet gjorde), eller argumenter, der støttes på ugrundet berigelse af Kommissionen. Jeg foreslår derfor, at Domstolen tager det første appelanbringendes første led til følge.
80. Med hensyn til argumentet om, at den appellerede dom strider mod den retspraksis, der fandtes før Printeos-dommen, skal det påpeges, at der i ældre retspraksis sondredes klart mellem morarenter og udligningsrenter. Corus-dommen satte gang i en proces, hvor ordet morarenter i første omgang betegnede noget, som de ikke var, og IPK International-dommen dernæst udviskede sondringen mellem morarenter og udligningsrenter i en sådan grad, at den forsvandt. Det kan hertil anføres, hvilket Kommissionen med rette har gjort, at Guardian Europe-dommen ikke støtter antagelsen om, at Kommissionen er forpligtet til at betale morarenter, eftersom den i så fald havde betalt renter i overensstemmelse med artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, hvilket Domstolen ikke foreholdt Kommissionen. Jeg foreslår derfor, at Domstolen tager det første appelanbringendes andet led til følge.
81. Kommissionen har anført, at Retten i den appellerede dom burde have undersøgt Deutsche Telekoms indsigelse om lovligheden af artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, eftersom denne bestemmelse sigter mod omstændighederne i den foreliggende sag (93). Artikel 90, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 berører ikke de forpligtelser, som Kommissionen pålægges i artikel 266, stk. 1, TEUF, da denne bestemmelse ikke har til formål at sikre overholdelsen af den nævnte traktatbestemmelse, hvilket den faktisk ikke kan. Jeg foreslår derfor, at Domstolen forkaster det første appelanbringendes tredje led.
82. Kommissionens modtagelse af den midlertidige bødebetaling udgjorde af de grunde, der er anført i punkt 47-50 og 69-74 i dette forslag til afgørelse, ikke nogen tilsidesættelse af lovgivningen – uanset om denne var tilstrækkeligt kvalificeret – som kunne fastlægges, før 2018-dommen blev afsagt. Den var derfor ikke forpligtet til at betale morarenter til Deutsche Telekom for den periode, der lå før denne begivenhed. Jeg vil alene af denne grund, og uden at det er nødvendigt at behandle de andre argumenter, som Kommissionen har fremført, foreslå, at Domstolen tager det første appelanbringendes fjerde led til følge.
83. Kommissionen har med det første appelanbringendes femte led gjort gældende, at annullationsdommens ex tunc-virkninger fra 2018 ikke medfører, at Kommissionen skal betale morarenter fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden. I henhold til artikel 299 TEUF kan Kommissionens afgørelser, der indebærer en forpligtelse for virksomheder til at betale en pengeydelse, tvangsfuldbyrdes straks. 2018-dommens ex tunc-virkninger i forhold til bødens nedsættelse medførte, at Kommissionen skulle tilbagebetale det beløb til Deutsche Telekom, som havde vist sig at være opkrævet uretmæssigt fra virksomheden. I forbindelse med tilbagebetalingen skulle Kommissionen i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF tage hensyn til den forringelse af pengenes værdi, der måtte være sket i tidsrummet mellem den midlertidige opkrævning og datoen for 2018-dommens afsigelse. Denne forpligtelse indebar ikke, at Kommissionen skulle betale morarenter til Deutsche Telekom regnet fra datoen for den midlertidige betaling til datoen for 2018-dommens afsigelse. Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen tiltræder det første appelanbringendes femte led.
84. Det følger af retspraksis, at Kommissionen har ret til at føre en politik, der sikrer, at de sanktioner, som den pålægger for overtrædelser af EU-konkurrenceretten, har afskrækkende virkning (94). En sådan politik kan ikke påvirke Kommissionens eventuelle forpligtelse til at betale morarenter, hvis den undlader at opfylde en dom hurtigst muligt. Jeg foreslår derfor, at Domstolen forkaster det første appelanbringendes sjette led.
85. Jeg foreslår, at Domstolen tiltræder det første appelanbringendes første, andet, fjerde og femte led og forkaster det første anbringendes øvrige led.
2. Retlig fejl i forbindelse med fastsættelsen af satsen for de skyldige morarenter
– Parternes argumenter
86. Kommissionen har fremført fire argumenter til støtte for sit andet appelanbringende om, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som Retten anvendte artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012 analogt, da den fastslog, at de skyldige morarenter skulle beregnes ud fra den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.
87. For det første regulerer artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012 debitorers betaling af morarenter, når de er forsinket med deres betalinger til Kommissionen, baseret på en debetnota, der skal indeholde visse oplysninger. Morarenter kan efter deres karakter ikke pålægges, før der foreligger en forpligtelse til at betale hovedstolen.
88. For det andet var henvisningen til morarenter i Guardian Europe-dommen (95) ikke korrekt, eftersom denne sag vedrørte betaling af »renter« beregnet i overensstemmelse med artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012, hvilken var den procedure, som Domstolen validerede.
89. For det tredje indeholder den appellerede dom en urigtig fortolkning af Printeos-dommen, hvori Domstolen efter Printeos’ anmodning tilkendte renter til den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to procentpoint. Hverken Retten eller Domstolen tilkendte morarenter til den sats, der er fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012, fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden.
90. For det fjerde begik Retten en retlig fejl i den appellerede doms præmis 135, idet den drog en parallel mellem Deutsche Telekoms situation, såfremt selskabet havde undladt at betale bøden, og Kommissionens situation, efter at 2018-dommen var blevet afsagt. Disse situationer er ikke sammenlignelige. Deutsche Telekom var ganske vist forpligtet til at betale en bøde i henhold til 2014-afgørelsen, som ansås for gyldig, indtil den blev annulleret delvist ved 2018-dommen, men Kommissionen var ikke forpligtet til at tilbagebetale en del af den bøde, der var blevet opkrævet midlertidig før afsigelsen af denne dom.
91. For det tilfælde, at Domstolen forkaster disse argumenter, har Kommissionen gjort gældende, at der bør beregnes morarenter på grundlag af den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med halvandet procentpoint, i henhold til artikel 83, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, som finder anvendelse, når en debitor undlader at stille en bankgaranti inden udløbet af den relevante frist. Kommissionen har mere subsidiært anmodet Domstolen om at fastsætte en passende rentesats, som skal være lavere end satsen for morarenter, da disse har karakter af straf.
92. Deutsche Telekom har anført, at det andet appelanbringende bør forkastes, eftersom det fremgår entydigt af Printeos-dommen, at Kommissionen skal betale morarenter til den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint, i overensstemmelse med artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012. Retten havde ingen skønsmargen i denne henseende, da den afsagde den appellerede dom. I Guardian Europe-dommen henvises der til »morarenter« og ikke til »renter« i medfør af artikel 90 i delegeret forordning nr. 1268/2012.
93. Deutsche Telekom har ligeledes anført, at den morarentesats, der er fastsat i artikel 83, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, ikke kan anvendes analogt, eftersom debitors undladelse af at stille en bankgaranti ikke kan sammenlignes med pligten til at betale morarenter af penge, der er blevet betalt med urette. Dette skyldes, at en virksomhed, der stiller en bankgaranti i stedet for at betale bøden midlertidigt, afholder store omkostninger i forbindelse hermed, som den ikke kan få dækket af Kommissionen, selv om Unionens retsinstanser efterfølgende annullerer eller nedsætter en bøde.
– Bedømmelse
94. Såfremt Domstolen tiltræder det første appelanbringende, bør den efter min opfattelse ligeledes tage det andet appelanbringende til følge, eftersom det af de grunde, der er anført i punkt 47-50 og 69-74 i dette forslag til afgørelse, ikke er muligt at anvende morarenter i den foreliggende sag. Selv om artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012 vedrører en morarentesats, finder denne bestemmelse under alle omstændigheder anvendelse i en anden situation end den, der foreligger i den aktuelle sag. Det fremgår klart af artikel 83, stk. 1, i delegeret forordning nr. 1268/2012, sammenholdt med denne forordnings artikel 80, stk. 3, litra b) og c), at der først skal betales morarenter efter udløbet af den frist, som Kommissionen har fastsat for indfrielsen af en gæld. Dette kan ikke gælde analogt for beregning af renter af skyldige beløb, før Unionens retsinstanser har afsagt en dom, hvori gælden og dens størrelse fastlægges. Morarentesatsen i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012 er således ikke relevant for den rentesats, der kan anvendes på et sådant beløb.
95. Jeg foreslår, at Domstolen tiltræder det andet appelanbringende og som følge heraf ophæver den appellerede dom.
IV. Søgsmålet for Retten
96. I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
97. Henset til betragtningerne i punkt 79-85, 94 og 95 i dette forslag til afgørelse foreslår jeg, at Domstolen forkaster den i den appellerede dom omhandlede påstand om annullation af den omtvistede afgørelse og om tilkendelse af erstatning i form af morarenter af den bøde, der efterfølgende blev annulleret, regnet fra datoen for den midlertidige opkrævning.
V. Sagsomkostninger
98. Ifølge procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostninger, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen endeligt afgør sagen.
99. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, ligeledes finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis den vindende part har nedlagt påstand herom.
100. Hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, bærer hver part i henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3, sine egne omkostninger. Domstolen kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger.
101. De spørgsmål, som Kommissionen har rejst i denne appelsag, indgår i en række sager, der verserer for både Retten (96) og Domstolen (97), og den dom, som Domstolen afsiger i denne appelsag, vil sandsynligvis få betydning for disse sager. Det er således tilfældigt, at Deutsche Telekom har fået rollen som legitimus contradictor, hvilket er en opgave, som selskabets repræsentanter har løst på tilfredsstillende vis. Under disse omstændigheder vil det efter min opfattelse være uforholdsmæssigt at lade en enkelt virksomhed hæfte for alle de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med en sag, som sagtens kan ende med at blive en prøvesag. Eftersom den nuværende retstilstand synes at have gjort de spørgsmål, der skal behandles i forbindelse med disse forbundne sager, unødigt komplicerede, var det efter min opfattelse hensigtsmæssigt, at Deutsche Telekom anlagde søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, og at Kommissionen appellerede Rettens dom, hvorved denne påstand blev taget til følge, til Domstolen. Jeg foreslår som følge heraf, at Domstolen pålægger hver part at bære deres egne omkostninger under hele sagsforløbet.
VI. Forslag til afgørelse
102. Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen træffer følgende afgørelse:
»1) Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 19. januar 2022, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-610/19, EU:T:2022:15), ophæves.
2) Kommissionen frifindes i sag T-610/19, Deutsche Telekom mod Kommissionen.
3) Deutsche Telekom AG og Europa-Kommissionen bærer deres egne omkostninger i sag T-610/19, Deutsche Telekom mod Kommissionen, og i sag C-221/22 P, Kommissionen mod Deutsche Telekom.«