Sag anlagt den 8. juli 2011 - Italmobiliare mod Kommissionen
(Sag T-305/11)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Italmobiliare SpA (Milano, Italien) (ved advokaterne M. Siragusa, F. Moretti, L. Nascimbene, G. Rizza og M. Piergiovanni)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
Den anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed eller delvist.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.
1. Det første anbringende vedrører en forkert angivelse af adressaten for den anfægtede afgørelse i strid med artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, idet afgørelsen er rettet til selskabet Italmobiliare, et udelukkende finansielt holdingselskab, som i øvrigt ikke ejer hele aktiekapitalen, i stedet for Italcementi, der fungerer som holdingselskab i koncernen. Kommissionen har også tilsidesat kontradiktionsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som den har angivet sagsøgeren som adressat for den anfægtede afgørelse, skønt selskabet overhovedet ikke har haft nogen del i den hidtidige undersøgelse. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at princippet om forbud mod forskelsbehandling er blevet tilsidesat, da Italmobiliare er det eneste udelukkende finansielle holdingselskab, som var inddraget i proceduren.
2. Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, idet Kommissionen har indledt en undersøgelsesprocedure og vedtaget en bindende retsakt uden at have kompetence hertil.
3. Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. For det første er de anvendte midler ikke egnet til at opfylde de forfulgte mål, eftersom Kommissionen har påberåbt sig artikel 18 i forordning nr. 1/2003 i forbindelse med en undersøgelse, som ikke bygger på specifikke forhold, og hvis formål ikke er fastsat, for at skaffe oplysninger, som den burde have fremskaffet i forbindelse med en sektorundersøgelse i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1/2003. Endvidere er der i den anfægtede afgørelse ikke foretaget en korrekt afvejning af hensynene til undersøgelsen og den skade, der er forvoldt de berørte personer, i det omfang Kommissionen uden begrundelse har pålagt sagsøgeren en uforholdsmæssigt indgribende og irrationel forpligtelse til at modtage, registrere og fremsende oplysninger.
4. Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten som omhandlet i artikel 296 TEUF. Kommissionen har i den anfægtede retsakt undladt at angive en begrundelse for valget om at anvende en særlig retsakt bestående i afgørelsen truffet i henhold til artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003. Den anfægtede retsakt er også behæftet med en begrundelsesmangel med hensyn til genstanden og formålet med anmodningen om oplysninger samt spørgsmålet om, hvorvidt de anmodede oplysninger for den igangværende undersøgelse er nødvendige. Tilsidesættelsen af begrundelsespligten udgør en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter som omhandlet i artikel 263 TEUF og sagsøgerens ret til forsvar.
5. Med det femte anbringende gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede afgørelse er retsstridig på grund af tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet. Den frist på få dage, som Kommissionen gav for at fremsætte bemærkninger vedrørende det spørgeskema, der er vedlagt meddelelsen af 4. november, var klart utilstrækkelig til, at retten til at blive hørt rent faktisk kunne udøves. Endvidere adskiller indholdet af meddelelsen af 4. november sig i nogen grad fra indholdet i den anfægtede afgørelse. Heraf følger, at Kommissionen har forhindret adressaterne i at fremføre deres forsvar vedrørende de forskellige spørgsmål, som efterfølgende blev indsat i den endelige retsakt. Kommissionen har desuden set bort fra bemærkningerne i mange henseender. Den proceduremæssige dialog, der blev åbnet, har følgelig ikke haft nogen virkning overhovedet, hvilket har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og stilling i proceduren.
6. Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, som består i (i) den manglende koordinering af de forskellige spørgeskemaer, der successivt blev fremsendt, og som har været genstand for omnummereringer, omformuleringer, metodologiske ændringer og supplementer, (ii) den betydelige forlængelse af undersøgelsens varighed, uden for rimelighedens grænser, samt (iii) den måde, hvorpå Kommissionen har forvaltet proceduren.
____________