Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 1. oktober 2004 af Arch Chemicals Inc. og Arch Timber Protection Limited mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-400/04)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 1. oktober 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Arch Chemicals Inc., Norwalk, Connecticut, USA, og Arch Timber Protection Limited, Castleford, Det Forenede Kongerige, ved lawyers K. Van Maldegem og C. Mereu, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

Kommissionen pålægges at imødekomme sagsøgernes anmodning.

Subsidiært, Kommissionens beslutning D 341571(04) annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerne erstatning, der foreløbig kan opgøres til 1 EUR, for det tab, sagsøgerne har lidt som følge af, at Kommissionen har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til fællesskabsretten, idet den ikke imødekom sagsøgernes anmodning, eller, subsidiært, som følge af Kommissionens beslutning D 341571(04), med tillæg af renter, indtil den nøjagtige beregning og fastlæggelse af beløbet foreligger.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgerne fremstiller og sælger biocidholdige aktive stoffer og biocidholdige produkter. De har givet meddelelse om mange stoffer og deltager i undersøgelsesprogrammet vedrørende disse stoffer i henhold til direktiv 98/8/EF1 om markedsføring af biocidholdige produkter, forordning nr. 1896/20002 om den første fase i det program, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i direktiv 98/8/EF og forordning nr. 2032/20033 om den anden fase af det tiårs arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i direktiv 98/8/EF.

Da sagsøgerne er af den opfattelse, at deres rettigheder og forventninger som deltagere i undersøgelsesprogrammet blev krænket, anmodede de sagsøgte om at træffe særlige foranstaltninger for at afhjælpe den påståede retsstridighed. Sagsøgerne har anført, at forordning nr. 1896/2000 og forordning nr. 2032/2003 griber ind i den ret til databeskyttelse, som de er tildelt ved direktiv 98/8/EF. Sagsøgerne har endvidere anført, at forordningerne tillader undersøgere at foretage en sammenlignende vurdering af aktive stoffer, giver en vurdering baseret på fare forrang for en risikovurdering og giver mulighed for at tage hensyn til data, der er indleveret af tredjemand.

Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at sagsøgte har undladt at tage stilling og at træffe de nødvendige foranstaltninger. Subsidiært har de gjort gældende, at sagsøgtes skrivelse, hvorved sagsøgernes anmodning blev afslået, bør annulleres.

Til støtte for deres påstand har sagsøgerne anført, at Kommissionen har tilsidesat sin retlige forpligtelse til at gennemføre direktiv 98/8/EF i overensstemmelse med EF-traktaten og direktivets ordlyd, dens forpligtelse til at respektere legitime rettigheder og forventninger hos deltagerne - som sagsøgerne- og dens forpligtelse til i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik at sikre, at medlemsstaternes gennemførelse er forenelig med EF-traktaten og direktivet.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16.2.1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (EFT L 123, s. 1).

2 - Kommissionens forordning (EF) nr. 1896/2000 af 7.9.2000 om den første fase i det program, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF om biocidholdige produkter (EFT L 228, s. 6).

3 - Kommissionens forordning (EF) nr. 2032/2003 af 4.11.2003 om den anden fase af det tiårs arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF om markedsføring af biocidholdige produkter, og om ændring af forordning (EF) nr. 1896/2000 (EUT L 307, s. 1).