Language of document : ECLI:EU:T:2014:955

Sag T-20/14

Huynh Duong Vi Nguyen

mod

Europa-Parlamentet

og

Rådet for Den Europæiske Union

»Annullationssøgsmål – ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen – mindre favorabel ordning med hensyn til fast beløb til rejseudgifter og forlængelse af den årlige ferie med yderligere tjenestefrihed til rejsedage – ikke individuelt berørt – ansvar uden for kontraktforhold – årsagsforbindelse – åbenbart, at søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er retligt ugrundet«

Sammendrag – Rettens kendelse (Ottende Afdeling) af 11. november 2014

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – generelle retsakter – forordning om ændring af vedtægten for tjenestemænd med hensyn til godtgørelse af rejseudgifter og rejsedage – søgsmål anlagt af en tjenestemand støttet på retten til at deltage i proceduren for ændring af vedtægten og tilhørsforholdet til en begrænset kreds af tjenestemænd, der er berørt af retsakten – ikke individuelt berørt – afvisning

(Art. 263, stk. 4, TEUF og art. 336 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 27 og 28; tjenestemandsvedtægten, art. 10; bilag V, art. 7; bilag VII, art. 8; Europa-Parlamentets og Rådets forordning. nr. 1023/2013)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – bevisbyrden påhviler sagsøgeren

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – søgsmål anlagt af en EU-tjenestemand til prøvelse af en forordning om ændring af tjenestemandsvedtægten – betydning for undersøgelsen af betingelsen om at være individuelt berørt af betingelserne for at antage en hypotetisk sag mod administrationens afgørelser om gennemførelse af ændringer – foreligger ikke

(Art. 256 TEUF, art. 263, stk. 4, TEUF og art. 270 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

4.      Annullationssøgsmål – fysiske og juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – betingelser af kumulativ karakter – afvisning af søgsmål i tilfælde af, at en af disse betingelser ikke er opfyldt

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

5.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – kumulative betingelser – Retten forpligtet til at undersøge dem i en bestemt rækkefølge – foreligger ikke – manglende opfyldelse af en af disse betingelser – erstatningssøgsmålet forkastes i sin helhed

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

6.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – årsagsforbindelse – skade, der er lidt som følge af Parlamentet og Rådets angiveligt ulovlige vedtagelse af en forordning om ændring af tjenestemandsvedtægten – ingen direkte årsagsforbindelse mellem skaden og de anfægtede retsakter

(Art. 340, stk. 2, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning. nr. 1023/2013)

1.      Hvad angår et søgsmål anlagt af en EU-tjenestemand til prøvelse af forordning nr. 1023/2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, der er vedtaget på grundlag af artikel 336 TEUF, efter den almindelige lovgivningsprocedure, henhører de anfægtede bestemmelser under kategorien af almengyldige retsakter, af lovgivningsmæssig karakter, med hensyn til hvilke artikel 263, stk. 4, TEUF bestemmer, at annullationssøgsmål kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt betingelserne om, at den pågældende er umiddelbart og individuelt berørt, er opfyldt.

I denne henseende kan betingelsen om, at den pågældende er individuelt berørt, ikke baseres på artikel 27 og 28 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den omstændighed, at en person på den ene eller anden måde deltager i den proces, som fører til vedtagelsen af en retsakt udstedt af Unionen, individualiserer nemlig udelukkende denne person for så vidt angår den pågældende retsakt, når den pågældende EU-lovgivning tilsikrer vedkommende visse processuelle garantier. Medmindre andet udtrykkelig er bestemt, kræver hverken proceduren for udarbejdelse af generelle retsakter eller disse retsakter, i medfør af EU-rettens almindelige grundsætninger, såsom retten til at blive hørt, imidlertid deltagelse af de berørte personer, da disses interesser anses for repræsenteret af de politiske instanser, som har til opgave at vedtage disse retsakter. I denne henseende skal det konstateres, at der ikke er fastsat en individuel processuel ret til fordel for ansatte ved EU-institutionerne, hverken i medfør af artikel 336 TEUF, i medfør af vedtægtens artikel 10 eller i medfør af artikel 27 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Desuden gælder, at selv om en person ganske vist kan være individuelt berørt af en retsakt, fordi vedkommende tilhører en begrænset kreds af økonomiske operatører, når denne retsakt ændrer de rettigheder, som denne person har erhvervet forud for retsaktens vedtagelse, må det konstateres, at selv om det antages, at sagsøgeren tilhører en sådan kreds af tjenestemænd, i forhold til hvilke de anfægtede bestemmelser i forordning nr. 1023/2013 vil have til følge, at de fratages tildelingen af godtgørelsen af rejseudgifter og rejsedage, er denne omstændighed ikke en følge af afskaffelsen af en ret, som alene disse tjenestemænd har erhvervet. Der forelå imidlertid ikke en erhvervet rettighed i denne betydning, idet retten til godtgørelse af rejseudgifter og rejsedage, uafhængigt af udlandstillægget eller det særlige udlandstillæg, således som det fremgår af artikel 7 i bilag V til vedtægten, der gælder indtil den 31. december 2013, og af artikel 8 i bilag VII til samme vedtægt, rent faktisk var en ret, der tilkom alle EU-tjenestemænd. Selv om Parlamentet og Rådets beslutning om, ved bestemmelserne i forordning nr. 1023/2013, at knytte disse rettigheder til retten til udlandstillæg eller det særlige udlandstillæg medfører, at sagsøgeren fratages de nævnte rettigheder på grund af den retlige og faktiske situation, som han, i lighed med andre tjenestemænd, i øjeblikket befinder sig i, er det i denne henseende i øvrigt ikke udelukket, at andre tjenestemænd i fremtiden kommer til at befinde sig i en situation, der svarer til hans situation.

Selv om man i øvrigt med større eller mindre bestemthed på tidpunktet for vedtagelsen af den anfægtede foranstaltning kan fastslå antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, på hvem en foranstaltning finder anvendelse, er dette på ingen måde ensbetydende med, at disse skal anses for individuelt berørt af denne foranstaltning, når det er ubestridt, at foranstaltningen anvendes på grundlag af objektive faktiske og retlige kriterier, som er fastlagt i den pågældende retsakt.

(jf. præmis 25, 31, 32, 37, 41 og 45-48)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 43 og 44)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 52 og 53)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 55)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 60 og 61)

6.      Vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF kræver betingelsen om årsagsforbindelse, at der med sikkerhed skal bestå en direkte årsagssammenhæng mellem den forseelse, den pågældende institution har begået, og det påberåbte tab, og det påhviler sagsøgeren at bevise, at forbindelsen består. Derudover skal det påståede tab følge tilstrækkeligt klart af den påklagede adfærd, idet sidstnævnte skal være den afgørende årsag til tabet.

Hvad angår et søgsmål anlagt af en tjenestemand til prøvelse af bestemmelserne i forordning nr. 1023/2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen med hensyn til godtgørelse af rejseudgifter og rejsedage, som han gør gældende er ulovlige, og som er årsag til en skade, som han påstår at have lidt, skal det konstateres, at der ikke foreligger en direkte og sikker forbindelse mellem disse bestemmelser og den påståede skade. Disse sidstnævnte kan nemlig i givet fald alene følge af en afgørelse truffet af den institution, som sagsøgeren henhører under, om at tildele ham et antal ferietage i form af rejsedage, der er mindre end det antal, som han blev tildelt i henhold til den tidligere gældende vedtægt, og om i medfør af de nævnte bestemmelser at nægte at tildele ham godtgørelse for årlige rejseudgifter.

(jf. præmis 62-64)