DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling)
25. oktober 2018 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – offentlige kontrakter – direktiv 2014/24/EU – artikel 10, litra g) – udelukkelser fra anvendelsesområdet – ansættelseskontrakter – begreb – beslutninger truffet af offentligretlige hospitaler om at indgå tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på at opfylde behov med hensyn til restauration, levering af måltider og rengøring – direktiv 89/665/EØF – artikel 1 – klageret«
I sag C-260/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Symvoulio tis Epikrateias (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Grækenland) ved afgørelse af 11. maj 2017, indgået til Domstolen den 16. maj 2017, i sagen
Anodiki Services EPE
mod
GNA, O Evangelismos – Ofthalmiatreio Athinon – Polykliniki,
Geniko Ogkologiko Nosokomeio Kifisias – (GONK) »Oi Agioi Anargyroi«,
procesdeltagere:
Arianthi Ilia EPE,
Fasma AE,
Mega Sprint Guard AE,
ICM – International Cleaning Methods AE,
Myservices Security and Facility AE,
Kleenway OE,
GEN – KA AE,
Geniko Nosokomeio Athinon »Georgios Gennimatas«,
Ipirotiki Facility Services AE,
har
DOMSTOLEN (Niende Afdeling),
sammensat af formanden for Tiende Afdeling, C. Lycourgos, som fungerende formand for Niende Afdeling, og dommerne E. Juhász og C. Vajda (refererende dommer),
generaladvokat: M. Wathelet,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Anodiki Services EPE ved dikigoros Z. Zouganeli,
– GNA O Evangelismos – Ofthalmiatreio Athinon – Polykliniki ved dikigoros G. Statharas,
– Geniko Nosokomeio Athinon »Georgios Gennimatas« ved dikigoroi M. Antonopoulou og N. Nikolopoulos,
– Fasma AE ved dikigoros N. Mourdoukoutas,
– Mega Sprint Guard AE ved dikigoroi S. Konstantopoulos, N. Meligos og G. Christodoulopoulos,
– ICM - International Cleaning Methods AE og Kleenway OE ved dikigoros E. Anagnostou,
– Myservices Security and Facility AE ved dikigoros A. Virvilios,
– GEN – KA AE ved dikigoros C. Pelekis,
– den græske regering ved M. Tassopoulou, A. Magreppi og E. Tsaousi, som befuldmægtigede,
– den østrigske regering ved M. Fruhmann, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved M. Patakia og P. Ondrůšek, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 10, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65), som ændret ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2170 af 24. november 2015 (EUT 2015, L 307, s. 5) (herefter »direktiv 2014/24«) og af artikel 1 i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter (EFT 1989, L 395, s. 33), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 (EUT 2014, L 94, s. 1) (herefter »direktiv 89/665«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med to tvister mellem, i den ene tvist, Anodiki Services EPE og GNA, O Evangelismos – Ofthalmiatreio Athinon – Polykliniki (herefter »GNA Evangelismos«) og, i den anden tvist, Anodiki Services EPE og Geniko Ogkologiko Nosokomeio Kifisias – (GONK) »Oi Agioi Anargyroi« (herefter »GONK Agioi Anargyroi«) vedrørende beslutninger truffet af bestyrelserne i disse offentligretlige hospitaler om at indgå en række privatretlige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for at opfylde deres behov med hensyn til restauration, levering af måltider og rengøring.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Følgende fremgår af femte betragtning til direktiv 2014/24:
»Det bør bemærkes, at intet i dette direktiv forpligter medlemsstaterne til at outsource eller eksternalisere levering af tjenesteydelser, som de selv ønsker at levere eller at organisere på anden måde end ved hjælp af offentlige kontrakter i dette direktivs forstand. Levering af tjenesteydelser på grundlag af love, administrative bestemmelser eller arbejdskontrakter bør ikke være omfattet. I nogle medlemsstater kan dette f.eks. være tilfældet for visse administrative og statslige tjenesteydelser såsom udøvende og lovgivende myndigheders tjenesteydelser eller levering af visse tjenesteydelser til samfundet såsom tjenesteydelser vedrørende udenrigsanliggender eller justitsvæsen eller obligatoriske socialsikringstjenester.«
4 Dette direktivs artikel 1, stk. 4, bestemmer følgende:
»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes frihed til i overensstemmelse med EU-retten at fastsætte, hvad de betragter som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og bestemme, hvordan disse tjenesteydelser skal organiseres og finansieres, i overensstemmelse med reglerne om statsstøtte, og hvilke specifikke forpligtelser der bør gælde for dem. Ligeledes berører dette direktiv ikke offentlige myndigheders ret til at beslutte, om, hvordan og i hvilket omfang de ønsker selv at udføre offentlige funktioner i henhold til artikel 14 i TEUF og protokol nr. 26.«
5 Det nævnte direktivs artikel 4, litra b), fastsætter en tærskel for anvendelse af direktivet på 135 000 EUR for offentlige vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter, der tildeles af statslige myndigheder, samt projektkonkurrencer, der afholdes af disse myndigheder. Denne artikel fastsætter under litra d) en tærskel på 750 000 EUR for offentlige tjenesteydelseskontrakter vedrørende sociale og andre specifikke tjenesteydelser, der er anført i bilag XIV til samme direktiv. Restaurationstjenesteydelser er bl.a. nævnt i dette bilag.
6 Artikel 10 i direktiv 2014/24 bestemmer som følger:
»Dette direktiv finder ikke anvendelse på offentlige tjenesteydelseskontrakter:
[…]
g) om ansættelseskontrakter
[…]«
7 Artikel 1, stk. 1, i direktiv 89/665 har følgende ordlyd:
»Dette direktiv finder anvendelse på kontrakter som omhandlet i [direktiv 2014/24], medmindre sådanne kontrakter er undtaget i henhold til artikel 7, 8, 9, 10, 11, 12, 15, 16, 17 og 37 i nævnte direktiv.
[…]
Kontrakter omfatter ifølge dette direktiv offentlige kontrakter, rammeaftaler, koncessionskontrakter om bygge- og anlægsarbejder, tjenesteydelseskoncessioner og dynamiske indkøbssystemer.
Medlemsstaterne træffer, for så vidt angår kontrakter, der henhører under anvendelsesområdet for [direktiv 2014/24] […] de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der effektivt og navnlig så hurtigt som muligt kan indgives klage over de ordregivende myndigheders beslutninger på de betingelser, der er anført i artikel 2 til 2f i dette direktiv, med den begrundelse, at beslutningerne er i strid med EU-retten vedrørende offentlige udbud eller de nationale regler til gennemførelse heraf.«
8 Artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 89/665 bestemmer som følger:
»Medlemsstaterne påser, at de foranstaltninger, der træffes med henblik på de i artikel 1 omhandlede klageprocedurer, omfatter de nødvendige beføjelser til:
a) hurtigst muligt og som hastesag at træffe midlertidige foranstaltninger, der har til formål at bringe den påståede overtrædelse til ophør eller hindre, at der påføres de pågældende interesser anden skade, herunder foranstaltninger med henblik på at afbryde eller foranledige afbrydelse af den pågældende procedure for indgåelse af en offentlig kontrakt eller stille gennemførelsen af enhver beslutning, der er truffet af den ordregivende myndighed, i bero
b) at annullere eller foranledige annullering af ulovlige beslutninger, herunder at fjerne de diskriminerende tekniske, økonomiske eller finansielle specifikationer i udbudsmaterialet, i udbudsbetingelserne eller i andre dokumenter i forbindelse med den pågældende procedure for indgåelse af en kontrakt.«
Græsk ret
9 Artikel 103, stk. 2, i forfatningen bestemmer følgende:
»Ingen kan udnævnes til tjenestemand i en normeret stilling, som ikke er oprettet ved lov. Undtagelser herfra kan fastsættes i særlov til dækning af uforudsete og uopsættelige behov med personale, som ansættes for en bestemt periode i et privatretligt arbejdsforhold.«
10 Artikel 63, stk. 1, i lov nr. 4430/2016 (FEK A’ 205) bestemmer som følger:
»De ministerielle centrale tjenestegrene, de decentraliserede tjenestegrene og generelt samtlige ministerielle tjenestegrene samt alle offentlig- og privatretlige juridiske personer, der kontrolleres af ministerier, kan ved beslutning truffet af det kompetente enkeltmandsorgan eller kollegiale organ i den respektive myndighed angående rengøring af bygninger, som falder under deres ansvar, og omkringliggende arealer samt deres behov med hensyn til restauration, levering af måltider og vagttjenester indgå privatretlige individuelle tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, såfremt det personale, som de allerede råder over, ikke er tilstrækkeligt, og der foreligger uforudsete eller tvingende omstændigheder. Som sådanne omstændigheder betragtes eksempelvis: a) retlige eller praktiske hindringer for juridiske eller fysiske tredjeparters konstante tilvejebringelse af disse tjenesteydelser, som ikke kan tilskrives modtageren af disse tjenesteydelser; og b) den økonomiske besparelse, der opnås ved indgåelse af ansættelseskontrakter ifølge denne artikel sammenlignet med andre midler. Forekomsten af en uforudset og tvingende omstændighed skal begrundes af de ovennævnte organer. De omhandlede kontrakter indgås i henhold til bestemmelserne i denne artikel som en undtagelse til enhver anden almindelig eller speciel lovbestemmelse. Undtagelsesbestemmelserne i denne artikel kan anvendes frem til den 31. december 2018.«
11 I medfør af denne lovs artikel 63, stk. 2, må disse kontrakter ikke have en varighed på over 24 måneder og kan ikke konverteres til tidsubegrænsede kontrakter.
12 I henhold til den nævnte lovs artikel 63, stk. 3, oprettes en provisorisk liste over ansøgere, der bliver tildelt point på grundlag af deres arbejdsløshedsperiode eller deres erhvervserfaring.
13 Artikel 107, stk. 1, i lov 4461/2017 (FEK A’ 38) regulerer en række særlige spørgsmål om anvendelse af artikel 63 i lov nr. 4430/2016 på juridiske personer, uanset disses form, som er omfattet af tilsyn fra sundhedsministeriet, med hensyn til tildeling af point til ansøgerne efter arbejdsløshedsperiode, antallet af mindreårige børn og erhvervserfaring.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
14 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den omstændighed, at det på grund af den økonomiske krise i Grækenland og de internationale forpligtelser, som denne medlemsstat har påtaget sig, i henhold til artikel 103, stk. 2, i forfatningen er umuligt at oprette tjenestemandsstillinger, har fået denne medlemsstat til at vedtage en række selvstændige retsbestemmelser.
15 I denne forbindelse blev lov nr. 4430/2016 vedtaget for at imødekomme ekstraordinære omstændigheder, som blev anset for »uforudsete« og »tvingende«, og under hensyntagen til forekomsten af alvorlige dysfunktioner, som påvirkede tildelingen og opfyldelsen af offentlige kontrakter. Ifølge forarbejderne til lov nr. 4430/2016, som er gengivet i forelæggelsesafgørelsen, er formålet med denne lov at sikre, at en betydelig nedsættelse af budgettet for de omhandlede myndigheder resulterer i en økonomisk fordel, at forbedre arbejdsforholdene for de ansatte i de omhandlede virksomheder og at imødekomme tvingende eller uforudsete behov hos modtagerne af tjenesteydelserne, på en måde, som er forenelig med forfatningen og EU-retten. Den nævnte lovs artikel 63 indeholder bestemmelser, som gør det muligt for offentligretlige juridiske personer at indgå privatretlige tidsbegrænsede individuelle kontrakter med henblik på at opfylde deres behov bl.a. med hensyn til restauration, levering af måltider og rengøring.
16 Ved beslutninger truffet i november 2016 besluttede bestyrelserne i GNA Evangelismos og GONK Agioi Anargyroi at indgå en række privatretlige tidsbegrænsede individuelle ansættelseskontrakter i medfør af den nævnte artikel 63 med henblik på at opfylde behov med hensyn til restauration og levering af måltider samt rengøring på de hospitaler, som de driver.
17 Anodiki Services har anlagt søgsmål til prøvelse af de nævnte beslutninger for den forelæggende ret, Symvoulio tis Epikrateias (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Grækenland). Selskabet har gjort gældende, at disse sidstnævnte beslutninger vedrører levering af tjenesteydelser, som burde have været genstand for udbudsprocedurer som omhandlet i direktiv 2014/24. Selskabet har herved anført, at værdien af de kontrakter, som er genstand for disse samme beslutninger, dvs. mellem 1 894 402,56 EUR og 2 050 418,16 EUR over 24 måneder for beslutningen truffet af GNA Evangelismos og 550 000 EUR om året for beslutningen truffet af GONK Agioi Anargyroi, overstiger de relevante tærskler fastsat i dette direktivs artikel 4.
18 Den forelæggende ret har rejst spørgsmålet om, hvorvidt kontrakter som dem, der er omhandlet i beslutningerne truffet af bestyrelserne i GNA Evangelismos og i GONK Agioi Anargyroi, er omfattet af begrebet »ansættelseskontrakter« i artikel 10, litra g), i direktiv 2014/24, således at offentlige kontrakter om indgåelse af disse er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde.
19 Den forelæggende ret har også rejst spørgsmålet om, hvorvidt artikel 63 i lov nr. 4430/2016, for så vidt som den tillader indgåelse af sådanne kontrakter uden at anvende de procedurer, som er fastsat i direktiv 2014/24, er i strid med bestemmelserne i dette direktiv, med bestemmelserne i EUF-traktaten vedrørende etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, med artikel 16 og 52 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og med ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Den forelæggende ret er herved af den opfattelse, at det, henset til genstanden for og omkostningerne forbundet med ansættelseskontrakterne, er ubestridt, at en udbudsprocedure med samme genstand ville have en grænseoverskridende interesse.
20 Den nævnte retsinstans ønsker desuden oplyst, om en beslutning truffet af en offentlig myndighed om ikke at anvende en udbudsprocedure i overensstemmelse med direktiv 2014/24 med den begrundelse, at den omhandlede kontrakt ikke er omfattet af anvendelsesområdet for dette direktiv, kan gøres til genstand for en domstolsprøvelse i medfør af direktiv 89/665.
21 På denne baggrund har Symvoulio tis Epikrateias (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er det i henhold til artikel 10, litra g), i direktiv 2014/24 […] for at kvalificere en kontrakt som »ansættelseskontrakt« tilstrækkeligt, at den udgør en kontrakt om lønnet beskæftigelse, eller skal denne kontrakt frembyde særlige kendetegn (for så vidt angår eksempelvis arbejdets art, betingelser for indgåelse, ansøgernes kvalifikationer og elementerne i udvælgelsesproceduren), således at udvælgelsen af enhver arbejdstager beror på en vurdering af den enkelte ansøger og arbejdsgiverens subjektive bedømmelse af arbejdstagerens personlighed?
Kan tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået på grundlag af objektive kriterier såsom ansøgerens arbejdsløshedsperiode, den opnåede erhvervserfaring eller antallet af mindreårige børn, efter formel prøvelse af dokumentationen og efter en forudbestemt procedure om tildeling af point på baggrund af disse kriterier – såsom kontrakterne i artikel 63 i lov nr. 4430/2016 – antages at være »ansættelseskontrakter« som omhandlet i artikel 10, litra g), i direktiv 2014/24?
2) Kan offentlige myndigheder i medfør af bestemmelserne i direktiv 2014/24 (artikel 1, stk. 4, artikel 18, stk. 1 og 2, artikel 19, stk. 1, artikel 32 og artikel 57, sammenholdt med [femte] betragtning [til dette direktiv]), traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (artikel 49 og 56) og [chartret] (artikel 16 og 52) samt ligebehandlingsprincippet, gennemsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet gøre brug af andre midler, herunder ansættelseskontrakter, end offentlige kontrakter for at opfylde deres almennyttige opgaver, og i givet fald på hvilke betingelser, såfremt denne form for brug ikke medfører en permanent organisation af den offentlige tjenesteydelse, men – i lighed med det ved artikel 63 i lov nr. 4430/2016 indførte tilfælde – sker med hensyn til en begrænset tidsperiode, for at imødekomme ekstraordinære omstændigheder samt af grunde med tilknytning til effektiv konkurrence eller lovligheden af den af virksomheder på markedet for offentlige kontrakter udviste adfærd?
Kan disse grunde og omstændigheder, såsom umuligheden [af] uden vanskeligheder at gennemføre offentlige kontrakter eller opnåelsen af en større økonomisk fordel end (hvad der ville være muligt med) en offentlig kontrakt, antages at være tvingende almene hensyn, der begrunder vedtagelsen af en foranstaltning, der bevirker en – med hensyn til omfang og varighed – alvorlig indskrænkning af forretningsaktiviteter på området for offentlige kontrakter?
3) Er en beslutning truffet af en offentlig myndighed, såsom de i hovedsagen anfægtede beslutninger, angående en kontrakt, der angiveligt falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2014/24 (eksempelvis fordi den kvalificeres som »ansættelseskontrakt«), udelukket fra domstolsprøvelse i medfør af direktiv 89/665, som defineret i […] direktivets artikel 1, såfremt klagen er blevet indgivet af en økonomisk aktør med legitim interesse i at få tildelt en offentlig kontrakt med samme genstand, og denne aktør har gjort gældende, at myndigheden ulovligt undlod at anvende direktiv 2014/24, idet myndigheden var overbevist om, at man kunne bortse fra fra direktivet?«
Retsforhandlingerne for Domstolen
22 I sin anmodning om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret anmodet om anvendelse af den fremskyndede procedure i henhold til artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement. Denne anmodning er blevet forkastet ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 13. juli 2017, Anodiki Services, (C-260/17, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:560).
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
23 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 10, litra g), i direktiv 2014/24 skal fortolkes således, at ansættelseskontrakter som de i hovedsagen omhandlede, dvs. tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der indgås med personer, som udvælges på grundlag af objektive kriterier såsom arbejdsløshedsperiode, den opnåede erhvervserfaring og antallet af mindreårige børn, er omfattet af begrebet ansættelseskontrakter som omhandlet i denne bestemmelse.
24 Det bemærkes, at selv om det følger af artikel 10, litra g), i direktiv 2014/24, at offentlige tjenesteydelseskontrakter om ansættelseskontrakter er udelukket fra direktivets anvendelsesområde, indeholder dette direktiv ikke nogen definition af begrebet »ansættelseskontrakter« som omhandlet i denne bestemmelse. Endvidere indeholder den nævnte bestemmelse ingen henvisning til medlemsstaternes ret for så vidt angår en sådan definition.
25 I overensstemmelse med Domstolens faste praksis følger det imidlertid af kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten, at for så vidt som en bestemmelse heri ikke henviser til medlemsstaternes ret med hensyn til et bestemt begreb, skal begrebet undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Den Europæiske Union. Denne fortolkning skal søges under hensyntagen til ordlyden af den omhandlede bestemmelse samt dennes kontekst og det formål, der forfølges med den pågældende lovgivning (jf. i denne retning bl.a. dom af 19.12.2013, Fish Legal og Shirley, C-279/12, EU:C:2013:853, præmis 42, og af 19.6.2018, Baumeister, C-15/16, EU:C:2018:464, præmis 24).
26 Det fremgår for det første herved af femte betragtning til direktiv 2014/24, at direktivet ikke forpligter medlemsstaterne til at outsource eller eksternalisere levering af tjenesteydelser, som de selv ønsker at levere eller at organisere på anden måde end ved hjælp af offentlige kontrakter i dette direktivs forstand, og at levering af tjenesteydelser på grundlag af love, administrative bestemmelser eller arbejdskontrakter ikke bør være omfattet af dette direktiv. Heraf følger, at indgåelse af ansættelseskontrakter udgør et middel, hvormed offentlige myndigheder i medlemsstaterne selv kan levere tjenesteydelser, og er derfor ikke omfattet af de forpligtelser vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter, som er omhandlet i dette direktiv.
27 I modsætning til, hvad Anodiki Services har anført i sine skriftlige indlæg, er denne mulighed for offentlige myndigheder for selv at opfylde visse af deres behov ved at indgå ansættelseskontrakter ikke begrænset til de tilfælde, der er nævnt i sidste punktum i den nævnte betragtning. Den omstændighed, at det i denne betragtning med hensyn til denne mulighed, som de offentlige myndigheder bør have, præciseres, at »dette f.eks. [kan] være tilfældet« for de tjenesteydelser, som dernæst opregnes i dette punktum, viser i tilstrækkelig grad, at denne opregning ikke er udtømmende.
28 Det må for det andet fastslås, at indgåelsen af en ansættelseskontrakt efter sin art resulterer i et arbejdsforhold mellem arbejdstageren og arbejdsgiveren. I en bredere EU-retlig sammenhæng følger det af fast retspraksis, at kendetegnet ved et arbejdsforhold er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. bl.a. dom af 3.7.1986, Lawrie-Blum, 66/85, EU:C:1986:284, præmis 17, og af 19.7.2017, Abercrombie & Fitch Italia, C-143/16, EU:C:2017:566, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).
29 Heraf følger, at begrebet »ansættelseskontrakter« som omhandlet i artikel 10, litra g), i direktiv 2014/24 omfatter alle kontrakter, i medfør af hvilke en offentlig myndighed ansætter fysiske personer med henblik på selv at levere tjenesteydelser, og som resulterer i et arbejdsforhold, hvorved disse personer i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for denne offentlige myndighed og efter dennes anvisninger.
30 Hvordan de nævnte personer ansættes er med henblik på denne definition helt uden relevans. Det skal navnlig bemærkes, at selv om et arbejdsforhold, således som Anodiki Services har anført i sine skriftlige indlæg, ganske vist kan være baseret på et særligt tillidsforhold mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren, følger det på ingen måde heraf, at kun kontrakter indgået på grundlag af subjektive kriterier i forhold til de personer, som ansættes – idet kontrakter, som er resultatet af en udvælgelse foretaget efter rent objektive kriterier ikke er omfattet – udgør »ansættelseskontrakter« i denne bestemmelses forstand.
31 Det skal endvidere bemærkes, at for så vidt som arbejdstageren i overensstemmelse med den definition af »arbejdsforhold«, som fremgår af nærværende doms præmis 28, præsterer ydelser for arbejdsgiveren efter dennes anvisninger »i en vis periode«, kan tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ikke falde uden for begrebet »ansættelseskontrakter« som omhandlet i artikel 10, litra g), i direktiv 2014/24 med den begrundelse, at varigheden af det arbejdsforhold, som de stifter, er tidsmæssigt begrænset.
32 Det tilkommer i sidste ende den forelæggende ret i lyset af disse betragtninger at vurdere, om de i hovedsagen omhandlede kontrakter udgør »ansættelseskontrakter« som omhandlet i denne bestemmelse. Det skal, som Kommissionen har anført i sine skriftlige indlæg, navnlig undersøges, om der er tale om egentlige individuelle ansættelseskontrakter indgået mellem de i hovedsagen omhandlede offentligretlige hospitaler og de ansatte personer. Der er imidlertid intet i de for Domstolen fremlagte sagsakter, som tyder på, at dette ikke er tilfældet.
33 På baggrund af det ovenstående skal det første spørgsmål besvares således, at artikel 10, litra g), i direktiv 2014/24 skal fortolkes således, at ansættelseskontrakter som de i hovedsagen omhandlede, dvs. tidsbegrænsede individuelle ansættelseskontrakter, der indgås med personer, som udvælges på grundlag af objektive kriterier såsom arbejdsløshedsperiode, den opnåede erhvervserfaring og antallet af mindreårige børn, er omfattet af begrebet ansættelseskontrakter som omhandlet i denne bestemmelse
Det andet spørgsmål
34 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i direktiv 2014/24, artikel 49 TEUF og 56 TEUF, ligebehandlingsprincippet, gennemsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt chartrets artikel 16 og 52 er til hinder for en beslutning truffet af en offentlig myndighed om at indgå ansættelseskontrakter som de i hovedsagen omhandlede med henblik på at udføre en række opgaver, som er en del af dens opgaver af almen interesse.
35 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål skal det for det første fastslås, at bestemmelserne i direktiv 2014/24 ikke finder anvendelse på ansættelseskontrakter som de i hovedsagen omhandlede.
36 Hvad for det andet angår artikel 49 TEUF og 56 TEUF samt de EU-retlige principper, som er nævnt i det andet spørgsmål, skal det bemærkes, at selv om det forholder sig således, at på området for offentlige kontrakter finder ligebehandlingsprincippet og de særlige udtryk herfor, nemlig forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet samt artikel 49 TEUF og 56 TEUF, anvendelse i tilfælde, hvor en offentlig myndighed overlader det til en tredjepart at udføre økonomiske tjenesteydelser, finder EU-bestemmelserne om offentlige kontrakter og tjenesteydelseskoncessioner derimod ikke anvendelse, hvor en offentlig myndighed udfører opgaver af almen interesse, der påhviler den, med egne administrative, tekniske eller andre midler, uden at anvende eksterne virksomheder (jf. i denne retning dom af 11.1.2005, Stadt Halle og RPL Lochau, C-26/03, EU:C:2005:5, præmis 48, og af 13.10.2005, Parking Brixen, C-458/03, EU:C:2005:605, præmis 61).
37 Heraf følger, at de nævnte bestemmelser i EUF-traktaten og de nævnte EU-retlige principper ikke finder anvendelse på omstændighederne i hovedsagen, for så vidt som de i denne sag omhandlede offentligretlige hospitaler har besluttet selv at opfylde visse af deres behov inden for rammerne af udførelsen af de opgaver af almen interesse, som påhviler dem, ved at indgå ansættelseskontrakter.
38 Hvad for det tredje angår chartrets artikel 16 og 52 skal det bemærkes, at chartrets bestemmelser i henhold til dets artikel 51, stk. 1, er rettet til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten. I medfør af samme artikels stk. 2 udvider chartret ikke anvendelsesområdet for EU-retten ud over Unionens kompetencer og skaber ingen nye kompetencer eller nye opgaver for Unionen og ændrer ikke de kompetencer og opgaver, der er fastlagt i traktaterne. Domstolen skal således fortolke EU-retten i lyset af chartret inden for grænserne af de kompetencer, som den er blevet tildelt (dom af 8.11.2012, Iida, C-40/11, EU:C:2012:691, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).
39 Som det fremgår af nærværende doms præmis 35-37, er beslutningerne truffet af de offentligretlige hospitaler om at indgå de i hovedsagen omhandlede ansættelseskontrakter ikke omfattet af gennemførelsen af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, således at spørgsmålet om, hvorvidt disse beslutninger er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, ikke kan undersøges i lyset af de rettigheder, som chartrets indfører.
40 Det andet spørgsmål skal derfor besvares således, at bestemmelserne i direktiv 2014/24, artikel 49 TEUF og 56 TEUF, ligebehandlingsprincippet, gennemsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt chartrets artikel 16 og 52 ikke finder anvendelse på en beslutning truffet af en offentlig myndighed om at indgå ansættelseskontrakter som de i hovedsagen omhandlede med henblik på at udføre en række opgaver, som er en del af dens opgaver af almen interesse.
Det tredje spørgsmål
41 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1, i direktiv 89/665 skal fortolkes således, at en beslutning truffet af en ordregivende myndighed om at indgå ansættelseskontrakter med fysiske personer om levering af en række tjenesteydelser uden at anvende en udbudsprocedure i overensstemmelse med direktiv 2014/24, med den begrundelse, at sådanne kontrakter efter denne myndigheds opfattelse ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, kan gøres til genstand for en klage i medfør af den nævnte bestemmelse iværksat af en økonomisk aktør, der har en interesse i at deltage i et udbud med samme genstand som de nævnte kontrakter, og som er af den opfattelse, at disse er omfattet af direktivets anvendelsesområde.
42 Artikel 1, stk. 1, i direktiv 89/665 forudsætter gennem anvendelsen af ordene »for så vidt angår procedurerne«, at alle beslutninger, truffet af ordregivende myndigheder, som er undergivet EU-bestemmelserne om offentlige kontrakter, og som kan tilsidesætte disse bestemmelser, er underlagt den retslige prøvelse, som er foreskrevet i samme direktivs artikel 2, stk. 1, litra a) og b). Denne bestemmelse omfatter således generelt en ordregivende myndigheds beslutninger uden at sondre mellem disse beslutninger efter deres indhold eller det tidspunkt, hvor de er truffet (jf. dom af 5.4.2017, Marina del Mediterráneo m.fl., C-391/15, EU:C:2017:268, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
43 Denne vide fortolkning af begrebet en ordregivende myndigheds »beslutning« bekræftes af, at bestemmelsen i artikel 1, stk. 1, i direktiv 89/665 ikke indeholder nogen begrænsninger vedrørende de heri omhandlede beslutningers art og indhold. I øvrigt ville det være uforeneligt med dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra a) – hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at der kan træffes midlertidige foranstaltninger hvad angår alle de beslutninger, der træffes af de ordregivende myndigheder – at anlægge en indskrænkende fortolkning af dette begreb (jf. dom af 5.4.2017, Marina del Mediterráneo m.fl., C-391/15, EU:C:2017:268, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).
44 Det skal endvidere bemærkes, at enhver retsakt fra en ordregivende myndighed, som udstedes i forbindelse med en offentlig tjenesteydelsesaftale, der henhører under direktiv 2014/24’s materielle anvendelsesområde, og som kan have retsvirkninger, udgør en beslutning, som kan gøres til genstand for en klage som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 89/665, uanset om denne retsakt er vedtaget uden for en formel udbudsprocedure eller inden for rammerne af en sådan (dom af 11.1.2005, Stadt Halle og RPL Lochau, C-26/03, EU:C:2005:5, præmis 34).
45 Det bemærkes herved, at en ordregivende myndigheds beslutning om ikke at iværksætte et udbud, fordi den omhandlede kontrakt efter myndighedens opfattelse ikke falder ind under anvendelsesområdet for de relevante EU-bestemmelser, er den første beslutning, som kan gøres til genstand for domstolsprøvelse (jf. i denne retning dom af 11.1.2005, Stadt Halle og RPL Lochau, C-26/03, EU:C:2005:5, præmis 33).
46 En tilgang, hvorefter direktiv 89/665 ikke indeholder et krav om domstolsbeskyttelse uden for rammerne af en formel udbudsprocedure, således at der hverken kan indgives klage over en ordregivende myndigheds beslutning om ikke at indlede et udbud eller over en beslutning om, hvorvidt en offentlig kontrakt falder ind under de relevante EU-bestemmelsers anvendelsesområde, ville nemlig resultere i en fakultativ anvendelse af de relevante EU-bestemmelser, der kommer til at afhænge af hver enkelt ordregivende myndigheds opfattelse, selv om anvendelsen af de nævnte bestemmelser imidlertid er obligatorisk, når de deri fastsatte betingelser er opfyldt (jf. i denne retning dom af 11.1.2005, Stadt Halle og RPL Lochau, C-26/03, EU:C:2005:5, præmis 36 og 37).
47 Det tredje spørgsmål skal derfor besvares således, at artikel 1, stk. 1, i direktiv 89/665 skal fortolkes således, at en beslutning truffet af en ordregivende myndighed om at indgå ansættelseskontrakter med fysiske personer om levering af en række tjenesteydelser uden at anvende en udbudsprocedure i overensstemmelse med direktiv 2014/24, med den begrundelse, at sådanne kontrakter efter denne myndigheds opfattelse ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, kan gøres til genstand for en klage i medfør af den nævnte bestemmelse iværksat af en økonomisk aktør, der har en interesse i at deltage i et udbud med samme genstand som de nævnte kontrakter, og som er af den opfattelse, at disse er omfattet af direktivets anvendelsesområde.
Sagsomkostninger
48 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:
1) Artikel 10, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF, som ændret ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2170 af 24. november 2015, skal fortolkes således, at ansættelseskontrakter som de i hovedsagen omhandlede, dvs. tidsbegrænsede individuelle ansættelseskontrakter, der indgås med personer, som udvælges på grundlag af objektive kriterier såsom arbejdsløshedsperiode, den opnåede erhvervserfaring og antallet af mindreårige børn, er omfattet af begrebet ansættelseskontrakter som omhandlet i denne bestemmelse.
2) Bestemmelserne i direktiv 2014/24, som ændret ved delegeret forordning 2015/2170, artikel 49 TEUF og 56 TEUF, ligebehandlingsprincippet, gennemsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt chartrets artikel 16 og 52 finder ikke anvendelse på en beslutning truffet af en offentlig myndighed om at indgå ansættelseskontrakter som de i hovedsagen omhandlede med henblik på at udføre en række opgaver, som er en del af dens opgaver af almen interesse.
3) Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014, skal fortolkes således, at en beslutning truffet af en ordregivende myndighed om at indgå ansættelseskontrakter med fysiske personer om levering af en række tjenesteydelser uden at anvende en udbudsprocedure i overensstemmelse med direktiv 2014/24, som ændret ved delegeret forordning 2015/2170, med den begrundelse, at sådanne kontrakter efter denne myndigheds opfattelse ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, kan gøres til genstand for en klage i medfør af den nævnte bestemmelse iværksat af en økonomisk aktør, der har en interesse i at deltage i et udbud med samme genstand som de nævnte kontrakter, og som er af den opfattelse, at disse er omfattet af direktivets anvendelsesområde.
Underskrifter