Meddelelse til EU-tidende

 

     DOMSTOLENS DOM

     (Femte Afdeling)

     af 23. oktober 2003

i sag C-56/01, Patricia Inizan, mod Caisse primaire d'assurance maladie des Hauts-de-Seine (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal des Affaires de sécurité sociale de Nanterre)(¹)

    ("Social sikring ( fri udveksling af tjenesteydelser ( udgifter til hospitalsophold i en anden medlemsstat ( betingelser for afholdelse af udgifterne ( forhåndsgodkendelse ( artikel 22 i forordning (EØF) nr. 1408/71 (

gyldighed")

    (Processprog: fransk)

    (Foreløbig oversættelse. Den endelige oversættelse vil blive offentliggjort i Samling af Afgørelser)

I sag C-56/01, angående en anmodning, som Tribunal des affaires de sécurité sociale de Nanterre (Frankrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Patricia Inizan mod Caisse primaire d'assurance maladie des Hauts-de-Seine, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden og fortolkningen af artikel 22 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1), samt vedrørende fortolkningen af artikel 49 EF og 50 EF, har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af formanden for Fjerde Afdeling, C.W.A. Timmermans, som fungerende formand for Femte Afdeling, og dommerne A. La Pergola (refererende dommer), P. Jann, S. von Bahr og A. Rosas; generaladvokat: D. Ruíz-Jarabo Colomer; justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet, den 23. oktober 2003 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)Gennemgangen af det forelagte spørgsmåls første led har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996.

2)Artikel 22, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, skal fortolkes således, at den i bestemmelsen omhandlede tilladelse ikke kan nægtes, dels når den pågældende behandling er opført under de ydelser, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvori vedkommende er bosat, dels når en tilsvarende behandling eller en behandling, som frembyder samme grad af virkning for patienten, ikke kan ydes rettidigt i denne medlemsstat.

3)Artikel 49 EF og 50 EF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den, der er omhandlet i hovedsagen, for så vidt som denne dels indfører en ordning, hvorefter refusion af udgifter til lægebehandling, der er ydet i en anden medlemsstat end den, hvori den sygekasse, som den socialt sikrede er tilsluttet, befinder sig, er betinget af, at der indhentes en tilladelse fra denne sygekasse, dels betinger denne tilladelse af, at det godtgøres, at den pågældende i denne sidstnævnte medlemsstat ikke kan få den efter hans tilstand fornødne behandling. Tilladelsen kan kun nægtes af denne grund, når en tilsvarende behandling eller en behandling, som frembyder samme grad af virkning for patienten, ikke kan ydes rettidigt i den medlemsstat, hvori han er bosat.

____________

¹ - EFT C 95 af 24.3.2001.