Sag C-56/01


Patrizia Inizan
mod
Caisse primaire d'assurance maladie des Hauts-de-Seine


(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal des affaires de sécurité sociale de Nanterre)

»Social sikring – fri udveksling af tjenesteydelser – udgifter til hospitalsophold i en anden medlemsstat – betingelser for afholdelse af udgifterne – forhåndsgodkendelse – artikel 22 i forordning (EØF) nr. 1408/71 – gyldighed«

Sammendrag af dom

1.

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – sygesikring – naturalydelser leveret i en anden medlemsstat – artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), i forordning nr. 1408/71 – forenelighed med artikel 49 EF og artikel 50 EF

[Art. 49 EF og 50 EF; Rådets forordning nr. 1408/71, art. 22, stk. 1, litra c), nr. i)]

2.

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende – sygesikring – naturalydelser leveret i en anden medlemsstat – artikel 22, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1408/71 – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 1408/71, art. 22, stk. 2, andet afsnit)

3.

Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – national lovgivning om godtgørelse af udgifter til lægebehandling afholdt i en anden medlemsstat – hospitalsbehandling – krav om forudgående tilladelse fra den stats sygekasse, som den forsikrede er tilsluttet – meddelelse af tilladelse undergivet en betingelse vedrørende behandlingens nødvendige karakter – lovlig

(Art. 49 EF og 50 EF)

1.

Artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, der gør tildeling af naturalydelser i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende er forsikret, betinget af, at der fra den kompetente institution er opnået en forhåndsgodkendelse, er forenelig med artikel 49 EF og 50 EF, eftersom – idet den garanterer de socialt sikrede, som er omfattet af en medlemsstats lovgivning og i besiddelse af en tilladelse til behandling i de øvrige medlemsstater på betingelser, der er lige så fordelagtige som dem, der gælder for de socialt sikrede, der er omfattet af sidstnævntes lovgivning – den bidrager til at fremme de socialt sikredes frie bevægelighed og til at fremme leveringen af grænseoverskridende lægelige tjenesteydelser mellem medlemsstaterne.

(jf. præmis 15, 21, 25 og 60 samt domskonkl. 1)

2.

Artikel 22, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, skal fortolkes således, at tilladelsen til at rejse til en anden medlemsstat for dér at få den i bestemmelsen omhandlede behandling ikke kan nægtes, dels når den pågældende behandling er opført under de ydelser, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvori vedkommende er bosat, dels når en tilsvarende behandling eller en behandling, som frembyder samme grad af virkning for patienten, ikke kan ydes rettidigt i denne medlemsstat.

Ved vurderingen af, om denne anden betingelse er opfyldt, er den kompetente institution forpligtet til at tage hensyn til alle de omstændigheder, der kendetegner hver enkelt konkret sag, under behørig hensyntagen ikke alene til patientens lægelige situation på det tidspunkt, hvor der ansøges om tilladelse, herunder i givet fald omfanget af patientens smerter eller arten af hans handicap, der f.eks. vil kunne gøre det umuligt eller overordentligt vanskeligt at udøve et erhverv, men også under hensyn til hans sygdomshistorie.

(jf. præmis 45, 46 og 60 samt domskonkl. 2)

3.

Artikel 49 EF og 50 EF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, for så vidt som denne dels indfører en ordning, hvorefter refusion af udgifter til lægebehandling, der er ydet i en anden medlemsstat end den, hvori den sygekasse, som den socialt sikrede er tilsluttet, befinder sig, er betinget af, at der indhentes en tilladelse fra denne sygekasse, dels betinger denne tilladelse af, at det godtgøres, at den pågældende i denne sidstnævnte medlemsstat ikke kan få den efter hans tilstand fornødne behandling. Tilladelsen kan kun nægtes af denne grund, når en tilsvarende behandling eller en behandling, som frembyder samme grad af virkning for patienten, ikke kan ydes rettidigt i den medlemsstat, hvori han er bosat.

(jf. præmis 60 og domskonkl. 3)