Sag anlagt den 30. september 2013 – Italien mod Kommissionen

(Sag T-527/13)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Den Italienske Republik (ved avvocati dello Stato S. Fiorentino, P. Grasso og G. Palmieri, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse K(2013) 4046 endelig af 17. juli 2013, som blev meddelt den 18. juli, om Italiens statsstøtte SA.33726 (11/C) [ex SA.33726 (11/NN)] (udsættelse af betalingen af mælkeafgifter i Italien), annulleres.

Subsidiært annulleres ovennævnte afgørelse for så vidt som den [artikel 2, litra b) og c)] udvider forpligtelsen til tilbagesøgning af den støtte, der følger af Rådets beslutning 2003/530/EF.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den italienske regering har anfægtet Kommissionens afgørelse K(2013) 4046 endelig af 17. juli 2013, som blev meddelt den 18. juli, om Italiens statsstøtte SA.33726 (11/C) [ex SA.33726 (11/NN)] (udsættelse af betalingen af mælkeafgifter i Italien).

Med denne afgørelse har Kommissionen fastslået følgende:

Udsættelsen af betalingen af de rater, der forfaldt den 31. december 2010 for mælkeafgifter, som blev vedtaget i Italien netop i december 2010, udgør også som følge af sine anvendelsesregler, statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked.

Den manglende overholdelse af betingelserne fastsat i Rådets beslutning 2003/530/EF, som følger af ovennævnte betalingsudsættelse, udgør statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked.

Italien tilpligtes fra de af betalingsudsættelsen begunstigede at tilbagesøge ovennævnte uforenelige støtte tillagt renter.

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål påberåbt sig to anbringender.

Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 7, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1535/2007 af 20. december 2007 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis -støtte til produktion af landbrugsprodukter (EUT L 337, s. 35)

Det gøres i den forbindelse gældende, at den anfægtede afgørelse anvender denne bestemmelse på den urigtige forudsætning, at den eksisterende støtte, som er godkendt ved Rådets beslutning 2003/530/EF af 16. juli 2003, udgør det maksimale beløb, der kunne ydes til mælkeproducenterne, hvorved enhver yderligere støtteforanstaltning, selv om den var omfattet af de minimis-reglen (og selv om dens størrelse var ubetydelig), ipso jure med kumulerende virkning, ville have medført en højere støtte end den godkendte.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 2, i ovennævnte forordning (EF) nr. 1535/2007, artikel 1, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1) og artikel 4, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT L 140, s. 1) samt en utilstrækkelig begrundelse.

Det gøres i den forbindelse gældende, at den anfægtede afgørelse har anvendt nævnte artikel 3, stk. 2 – som vedrører kumuleringen af støtte, som hver for sig er omfattet af de minimis-ordningen – i et tilfælde, hvor de minimis-støtten skulle lægges til den eksisterende støtte. Endvidere har afgørelsen urigtigt kvalificeret den anfægtede foranstaltning som en ændring af en eksisterende støtte, som hører under anvendelsesområdet for artikel 1, litra c), i forordning nr. 659. Den halvårlige udsættelse af fristen for en af de årlige rater udgjorde nemlig en enkeltstående foranstaltning, som alligevel ikke medførte en væsentlig ændring af den eksisterende støtte. Endvidere medførte den ikke en forøgelse på mere end 20% af den oprindelige ydelse i den eksisterende støtteordning, og den påvirkede ikke vurderingen af denne ordnings forenelighed. Under alle omstændigheder har Kommissionen ikke begrundet disse punkter tilstrækkeligt.