Language of document :

Sag anlagt den 14. marts 2008 - Atlantean mod Kommissionen

(Sag T-125/08)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Atlantean Ltd (Killybegs, Irland) (ved solicitor M. Fraser, barristers G. Hogan, E. Regan og C. Toland)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at erstatte det tab, sagsøgeren har lidt ved Kommissionens beslutning 2003/245/EF af 4. april 2003, for så vidt som Irlands anmodning om forøgelse af målene for fartøjet MFV Atlantean derved retsstridigt blev afslået, idet nævnte tab kan opgøres til 7 419 522 EUR, med forbehold om beløbets regulering under sagen, og med tillæg af renter fra den 4. april 2003 indtil beløbet endeligt erlægges, samt morarenter, hvis der opstår forsinkelse med betalingen efter dommens afsigelse.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har i denne sag fremsat et krav om erstatning uden for kontraktforhold som følge af det tab, selskabet har lidt ved Kommissionens beslutning 2003/245/EF af 4. april 2003 om de anmodninger, Kommissionen har modtaget om forøgelse af FUP IV-målene af hensyn til forbedringer vedrørende sikkerhed, navigation til søs, hygiejne, produktkvalitet og arbejdsforhold for fartøjer med en længde overalt på mere end 12 m 1. Denne beslutning blev annulleret ved Rettens dom af 13. juni 2006 for så vidt angår anvendelsen på sagsøgerens fartøj Atlantean 2.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at Kommissionen tilsidesatte en række overordnede retsprincipper i forbindelse med vedtagelsen af den beslutning, som Retten efterfølgende annullerede. Som Retten fastslog i sin dom, savnede Kommissionen ikke blot kompetence til at træffe den omhandlede beslutning, den tilsidesatte også retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, proportionalitetsprincippet, dens forpligtelse i medfør af artikel 253 EF til at angive en begrundelse, sagsøgerens ret til at blive hørt, og den begik magtfordrejning. Sagsøgeren gør ligeledes gældende, at den åbenbart og groft overskred grænserne for dens skønsbeføjelse. Efter sagsøgerens opfattelse udgør den blotte tilsidesættelse af fællesskabsretten et tilstrækkeligt alvorligt lovbrud.

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at selskabet har lidt og fortsat lider et betydeligt tab og betydelig skade som en direkte og adækvat følge af Kommissionens vedtagelse af den senere annullerede beslutning, da det så sig nødsaget til at købe yderligere polyvalent erstatningskapacitet. Sagsøgeren gør derfor gældende, at selskabets tab er aktuelt og sikkert.

____________

1 - EUT L 90, s. 48.

2 - Sag T-192/03, Atlantean Ltd. mod Kommissionen, Sml. II, s. 42.