Language of document :

Sag anlagt den 31. marts 2008 - Gres La Sagra mod KHIM - Ceramicalcora (VENATTO MARBLE STONE)

(Sag T-130/08)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Gres La Sagra, SL (Alameda de la Sagra, Spanien) (ved abogada T. Villate Consonni og abogado J. Calderón Chavero)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Ceramicalcora, SA (Alcora, Spanien)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 30. januar 2008 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) i sag R-1609/2006-4 annulleres.

Som følge af annullationen antages varemærkeansøgning nummer 3 109 006, ikke blot for tjenesteydelser i klasse 39 (som allerede er antaget efter afvisningen af indsigelse B 690 695 for så vidt angår disse tjenesteydelser, hvilket nu har fået retskraft), men også for de resterende varer og tjenesteydelser, som er omfattet af ansøgningen i klasse 19, 21 og 40.

Harmoniseringskontoret og de øvrige parter i sagen for Retten tilpligtes at betale omkostningerne ved retssagen, og de af Harmoniseringskontoret og de andre parter i retssagen fremsatte påstande afvises.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Gres La Sagra, SL.

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket "VENATTO (marble stone)" (ansøgning nr. 3 109 066) for varer og tjenesteydelser i klasse 19, 21, 39 og 40.

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: CERAMICALCORA, SA.

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: De spanske varemærker for tegnet "VENETO (céramicas)" (nr. 2 115 543, 2 056 688, 2 056 689 og 2 056 699) for varer og tjenesteydelser i klasse 27, 19, 21 og 39.

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen tages delvist til følge. Indsigelsesafdelingen fastslog, at der var risiko for forveksling på det relevante område for de anfægtede varer og tjenesteydelser i klasse 19, 21 og 40, men at der ikke var risiko for forveksling i forbindelse med de i klasse 39 anfægtede tjenesteydelser.

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen.

Søgsmålsgrunde: Urigtig anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker.

____________