Sag C-222/08
Europa-Kommissionen
mod
Kongeriget Belgien
»Traktatbrud – direktiv 2002/22/EF (»forsyningspligtdirektivet«) – elektronisk kommunikation – net og tjenester – artikel 12 – beregning af omkostninger ved forsyningspligt – forsyningspligtens sociale element – artikel 13 – finansiering af forsyningspligten – fastlæggelse af den urimelige byrde«
Sammendrag af dom
1. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/22 – forsyningspligt, herunder sociale forpligtelser – beregning af omkostningerne – urimelig byrde
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22, art. 12, stk. 1, og bilag IV)
2. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/22 – forsyningspligt, herunder sociale forpligtelser – beregning af omkostningerne – urimelig byrde
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22, 21. betragtning)
3. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/22 – forsyningspligt, herunder sociale forpligtelser – beregning af omkostningerne – urimelig byrde
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22, art. 13, stk. 1)
4. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/22 – forsyningspligt, herunder sociale forpligtelser – beregning af omkostningerne – urimelig byrde
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22, art. 12, stk. 1, og bilag IV)
1. Bestemmelserne i artikel 12, stk. 1, andet afsnit, og bilag IV til direktiv 2002/22 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester fastsætter de bestemmelser, i henhold til hvilke nettoomkostningerne ved forsyningspligtydelserne skal beregnes, når de nationale tilsynsmyndigheder finder, at disse kan udgøre en urimelig byrde. Det fremgår imidlertid hverken af den pågældende artikel 12, stk. 1, eller af nogen anden bestemmelse i direktivet, at fællesskabslovgiver har påtænkt selv at fastsætte de betingelser, som skal gælde for de pågældende myndigheders forudgående vurdering af, at den pågældende ydelse kan udgøre en sådan urimelig byrde. Under disse omstændigheder tilsidesætter en medlemsstat ikke sine forpligtelser i henhold til dette direktivs artikel 12 ved at fastsætte de betingelser, hvorunder det skal afgøres, om byrden er urimelig eller ej.
(jf. præmis 44 og 45)
2. Det fremgår af 21. betragtning til direktiv 2002/22 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, at fællesskabslovgiver har villet forbinde de ordninger, der gør det muligt at få dækket de nettoomkostninger, som forsyningspligten kan medføre for en virksomhed, med en for vidtgående byrde hos denne virksomhed. I denne sammenhæng har lovgiver ved at fastslå, at nettoomkostningen ved forsyningspligten ikke nødvendigvis udgør en for vidtgående byrde for alle de berørte virksomheder, villet udelukke, at alle nettoomkostninger ved forsyningspligten automatisk gav ret til godtgørelse. Under disse omstændigheder udgør den urimelige byrde, som den nationale tilsynsmyndighed skal fastslå foreligger, før der kan gives godtgørelse, den byrde, som for hver af de berørte virksomheder har en vidtgående karakter i forhold til virksomhedens evne til at bære den, henset til alle virksomhedens særlige kendetegn, herunder bl.a. i forhold til dens udstyr, økonomiske og finansielle situation og markedsandele.
(jf. præmis 49)
3. Hvis den nationale tilsynsmyndighed konstaterer, at en eller flere virksomheder med forsyningspligt er underlagt en urimelig byrde, og hvis denne eller disse virksomheder anmoder om godtgørelse, tilkommer det således medlemsstaten at gennemføre de nødvendige foranstaltninger i denne henseende, i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, litra a), i direktiv 2002/22 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, hvoraf det bl.a. fremgår, at denne godtgørelse skal stå i forhold til nettoomkostningerne, således som disse er blevet beregnet i henhold til det pågældende direktivs artikel 12.
En medlemsstat, som generelt og på grundlag af beregningen af nettoomkostningerne for den udbyder af den af forsyningspligten omfattede tjenesteydelse, der tidligere var eneste udbyder af denne tjenesteydelse, fastslår, at alle de virksomheder, der er blevet udpeget som forsyningspligtige virksomheder, faktisk er pålagt en urimelig byrde på grund af forsyningspligten, uden at have foretaget en særlig undersøgelse af såvel de nettoomkostninger, som forsyningspligten har medført for hver virksomhed, som af alle disse virksomheders særlige kendetegn, både vedrørende deres udstyr og deres økonomiske og finansielle situation, tilsidesætter følgelig sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 1, i direktiv 2002/22.
(jf. præmis 51 og 86 samt domskonkl. 1)
4. En medlemsstat, som undlader at medtage de kommercielle fordele ved forsyningspligten, som de virksomheder, der er udpeget til at udbyde disse tjenester, kan drage, herunder de immaterielle fordele, i beregningen af nettoomkostningerne ved udbuddet af forsyningspligtens sociale element, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 12, stk. 1, i direktiv 2002/22 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester.
Det følger af bestemmelserne i artikel 12, stk. 1, andet afsnit, litra a), i direktiv 2002/22, sammenholdt med bilag IV til direktiv 2002/22, at beregningen af nettoomkostningerne ved forsyningspligten skal omfatte en vurdering af de fordele, herunder de immaterielle fordele, som følger heraf for den pågældende operatør. Da disse bestemmelser henhører under den harmoniserede retlige ramme, som dette direktiv tilsigter at indføre, tilkommer det medlemsstaterne at tage hensyn til disse fordele ved fastsættelsen af fremgangsmåden for beregningen af nettoomkostningerne ved forsyningspligten.
(jf. præmis 84 og 86 samt domskonkl. 1)