Language of document : ECLI:EU:T:2014:773

Sag T-444/11

Gold East Paper (Jiangsu) Co. Ltd

og

Gold Huasheng Paper (Suzhou Industrial Park) Co. Ltd

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Subsidier – import af coated finpapir med oprindelse i Kina – metoder – beregning af fordelen – åbenbart urigtigt skøn – specificitet – afregningsperiode – gunstig skattemæssig behandling – udligningsforanstaltninger – skade – fastlæggelse af fortjenstmargenen – definition af den pågældende vare – erhvervsgren i Fællesskabet – årsagsforbindelse«

Sammendrag – Rettens dom (Tredje Afdeling) af 11. september 2014

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod tredjelandes praksis med subsidier – udligningsberettigede subsidiebeløb – beregningsmetode

(Rådets forordning nr. 597/2009, art. 7, stk. 1 og 2)

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod tredjelandes praksis med subsidier – skade – institutionernes skønsbeføjelser – begrænsning – åbenbar fejl i en af faktorerne ved vurderingen af skaden – domstolskontrol – grænser

(Rådets forordning nr. 597/2009)

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod tredjelandes praksis med subsidier – udligningsberettigede subsidiebeløb – beregning af fordelen for modtageren – valget af et eksternt land som reference – institutionernes skønsbeføjelser – domstolskontrol – rækkevidde

[Rådets forordning nr. 597/2009, art. 6, litra d), nr. ii)]

4.      Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – foreligger ikke – afvisning – generel henvisning til andre dokumenter, herunder også dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen – afvisning

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

5.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod tredjelandes praksis med subsidier – udligningsberettigede subsidiebeløb – beregning – beregningen af den normale afskrivningsperiode for aktiverne – forpligtelse til at tage hensyn til de perioder, som de berørte producenter har oplyst – foreligger ikke – institutionernes skønsbeføjelser – grænser

(Rådets forordning nr. 597/2009, art. 7, stk. 3)

6.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod tredjelandes praksis med subsidier – udligningsberettigede subsidiebeløb – bank i et tredjelands udlån, som er under statens kontrol – forekomsten af en af de offentlige myndigheder indrømmet fordel

[Rådets forordning nr. 597/2009, art. 6, litra b), og art. 28, stk. 1, første punktum]

7.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping eller subvention fra tredjelande – anvendelse af antidumpingforanstaltninger sammen med antisubsidieforanstaltninger – lovlig – grænser

(Rådets forordning nr. 597/2009, art. 14, stk. 2, og art. 15, stk. 1, samt forordning nr. 1225/2009, art. 9, stk. 4)

8.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod tredjelandes praksis med subsidier – pålæggelse af en endelig udligningstold – beregningen af fortjenstmargenen – institutionernes skønsbeføjelser – rækkevidde

[Rådets forordning nr. 597/2009, art. 2, litra d), og art. 15, stk. 1)]

9.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod tredjelandes praksis med subsidier – undersøgelsens forløb – definition af den pågældende vare – elementer, der kan tages i betragtning

(Rådets forordning nr. 597/2009, art. 8, art. 9, stk. 1, og art. 10, stk. 6)

10.    Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordning om indførelse af udligningstold

(Art. 296 TEUF)

11.    Fælles handelspolitik – beskyttelse mod tredjelandes praksis med subsidier – skade – godtgørelse af årsagsforbindelse – institutionernes forpligtelser – hensyntagen til andre faktorer end subventionen – skøn – bevisbyrde

(Rådets forordning nr. 597/2009, art. 8, stk. 1 og 6)

1.      I forbindelse med en procedure til imødegåelse af subsidiepraksis fra et tredjeland ifølge artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 597/2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, ydes subsidier ikke på grundlag af de fremstillede, producerede, udførte eller transporterede mængder, og det udligningsberettigede subsidiebeløb fastsættes ved efter omstændighederne at fordele værdien af de samlede subsidier i forhold til omfanget af produktionen, salget eller udførslen af den pågældende vare i undersøgelsesperioden vedrørende subsidier. I denne forbindelse kan en EU-institution med rette anvende den omsætning, der udgør de pågældende virksomheders samlede omsætning, herunder justeringerne af eksportomsætningen, for at sikre, at omsætningen afspejler den samlede værdi af salget af det pågældende produkt, som fællesnævner for beregningen af subsidiebeløbet.

(jf. præmis 43 og 47-55)

2.      EU-institutionerne har med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge. Unionens retsinstanser undersøger ved denne domstolskontrol, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund, er materielt rigtige, samt om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning.

Det er sagsøgerne, som må fremlægge de beviser, Unionens retsinstanser behøver for at kunne fastslå, at en EU-institution har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, herunder ved vurderingen af skaden. For at fastslå, at en EU-institution har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, som kan føre til annullation af en retsakt, skal sagsøgeren navnlig fremlægge beviser, der er tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger af de faktiske omstændigheder, der i den anfægtede retsakt er lagt til grund, bliver usandsynlige.

I øvrigt er Rådet og Kommissionen i forbindelse med antisubsidiesager afhængige af parternes frivillige samarbejde om at forsyne institutionerne med de nødvendige oplysninger inden for de fastsatte frister. Den omstændighed, at en EU-producent ikke har besvaret Kommissionens anmodning af oplysninger, kan således ikke udgøre en undladelse inden for rammerne af en konkret undersøgelse på grundlag af objektive beviser af vurderingen af den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

Under disse omstændigheder har EU-institutionerne inden for rammerne af deres skønsbeføjelse ikke nogen forpligtelse ifølge forordning nr. 597/2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, til at klassificere de makroøkonomiske og mikroøkonomiske kriterier eller fastsætte et forbud mod at oprette undergrupper af producenter, forudsat at Kommissionen foretager en objektiv undersøgelse på grundlag af beviser, som selv er objektive.

(jf. præmis 62, 71, 73, 225-228, 236, 243, 265, 269, 275, 291, 293, 363 og 364)

3.      I forbindelse med en procedure til imødegåelse af subsidiepraksis fra et tredjeland kan en EU-institution være forpligtet til at anvende en ekstern reference ved beregningen af fordelen for modtageren, i medfør af artikel 6, litra d), nr. ii), i forordning nr. 597/2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab. Valget af referenceland er omfattet af det skøn, som institutionerne råder over ved bedømmelsen af komplicerede økonomiske omstændigheder.

Ved domstolskontrollen af valget af referenceland påhviler det Unionens retsinstanser at undersøge, om EU-institutionerne har undladt at tage hensyn til omstændigheder, som er væsentlige for at fastslå, om det valgte land er egnet, og om oplysningerne i sagen er blevet bedømt med den nødvendige omhu. De kan ikke kritiseres for ikke have taget hensyn til markedsvilkårene i referencelandet på tidspunktet for indrømmelsen af de pågældende subsidier, snarere end de aktuelle forhold, som var gældende på undersøgelsestidspunktet.

(jf. præmis 68, 72, 74, 87 og 90)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 93 og 103)

5.      I forbindelse med en procedure til imødegåelse af subsidiepraksis fra et tredjeland, navnlig hvad angår vurderingen af den normale afskrivningsperiode for aktiverne inden for den pågældende erhvervsgren, kan EU-institutionerne ifølge artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 597/2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, tage hensyn til de af EU-erhvervsgrenen og de samarbejdsvillige eksporterende producenter fremlagte perioder, og ikke de af de pågældende eksportører fremlagte perioder.

I denne forbindelse udgør institutionens beslutningspraksis ikke retsgrundlaget for fastlæggelsen af den normale afskrivningsperiode, da Kommissionen med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger råder over et vidt skøn, og Kommissionen ved udøvelsen af dette skøn ikke er bundet af de skøn, som den tidligere har foretaget i overensstemmelse med EU-rettens almindelige principper, herunder ligebehandlingsprincippet.

(jf. præmis 150, 152, 153, 156, 160, 161 og 166-169)

6.      I forbindelse med en procedure til imødegåelse af subsidiepraksis fra et tredjeland, navnlig hvad angår beregning af fordelen ved et statslån, kan EU-institutionerne med rette ifølge artikel 6, litra b), i forordning nr. 597/2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, fastslå forekomsten af en fordel i forhold til banker i et tredjelands udlån, da disse banker er under statens kontrol og udøver statslige beføjelser, og tredjelandets regering har særlige regler for, hvordan renterne svinger.

(jf. præmis 187 og 188)

7.      Artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 597/2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, forpligter ikke institutionerne til at vælge mellem antidumping- og antisubsidieforanstaltninger og indeholder ikke regler om den fremgangsmåde, hvorefter disse to typer foranstaltninger kan kombineres på hensigtsmæssig vis. Foranstaltningerne må imidlertid ikke være højere end det samlede dumpingbeløb og det konstaterede subsidiebeløb eller skadesmargenen i henhold til artikel 15, stk. 1, i den nævnte forordning nr. 597/2009 eller artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab. Det påhviler i øvrigt ikke Kommissionen at foreslå Rådet at afslutte undersøgelsen med den begrundelse, at indførelsen af en udligningstold var uden betydning, da skadesmargenen forblev uændret.

I en situation, hvor den samlede subsidiemargen er på 12% for en samlet dumpingmargen på 43,5%, og den endelige udligningstold på 12% og antidumpingtold på 8% blev begrænset til den fælles skadesmargen på 20%, overskrider de indførte foranstaltninger ikke niveauet for de subsidier, den dumping eller den skade, som blev konstateret på grundlag af undersøgelserne. Da forskellen på 31,5% mellem dumpingmargenen og subsidiemargenen på tilsvarende vis er højere end størrelsen af antidumpingtolden på 8%, opstår der heller ikke et spørgsmål om en overlapning mellem udligningstolden og antidumpingtolden.

(jf. præmis 217-219)

8.      I forbindelse med en procedure til imødegåelse af subsidiepraksis fra et tredjeland skal den fortjenstmargen, som skal lægges til grund ved beregningen af den indikativpris, der kan afhjælpe skaden, begrænses til den fortjenstmargen, EU-erhvervsgrenen med rimelighed kan påregne under normale konkurrencevilkår uden subsidieret import. Det ville ikke være i overensstemmelse med artikel 2, litra d), og artikel 15 i forordning nr. 597/2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, at tillægge EU-erhvervsgrenen en fortjenstmargen, den ikke havde kunnet forvente uden subsidier.

Når institutionerne udøver den skønsbeføjelse, som grundforordningen tillægger dem, er de ikke forpligtet til i detaljer og på forhånd at forklare de kriterier, som de påtænker at anvende i hver enkelt situation, heller ikke i tilfælde, hvor de opstiller nye principielle retningslinjer. I øvrigt er EU-institutionerne ved udøvelsen af den skønsbeføjelse, som de er tillagt ifølge grundforordningen, ikke forpligtet til i detaljer og på forhånd at forklare de kriterier, som de påtænker at anvende i hver enkelt situation, heller ikke i det tilfælde, hvor de opstiller nye principielle retningslinjer.

(jf. præmis 287 og 296)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 329)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 342-344)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 362-364)