Sag T-139/15
Ungarn
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 12. marts 2019
»EUGFL – Garantisektionen – EGFL – sukker – midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien i Fællesskabet – forordning (EF) nr. 320/2006 – forordning (EF) nr. 968/2006 – udgifter, der er udelukket fra finansiering – udgifter afholdt af Ungarn – betingelser for tildeling af støtte for fuldstændig nedlæggelse og støtte for delvis nedlæggelse – begrebet »produktionsfaciliteter« – bedømmelse af brugen af siloer på tidspunktet for indgivelsen af støtteansøgningen – begrebet »fuldstændig nedlæggelse« – bilag 2 til dokument VI/5330/97 – vanskeligheder ved fortolkning af EU-lovgivningen – loyalt samarbejde«
1. Landbrug – fælles markedsordning – sukker – midlertidig ordning for omstrukturering af sukkerindustrien – omstruktureringsstøtte – betingelser for tildeling – nedlæggelse af produktionsfaciliteter – fuldstændig eller delvis nedlæggelse – begreber – valg, der skal foretages på tidspunktet for ansøgningen om støtte – pligt til at identificere samtlige de produktionsfaciliteter, der skal nedlægges, på samme tidspunkt
(Rådets forordning nr. 320/2006, art. 3 og 4; Kommissionens forordning nr. 968/2006, art. 4 og 9)
(jf. præmis 56-70, 73, 74, 77-80, 83-86, 101, 102, 106, 107, 110 og 111)
2. Landbrug – finansiering gennem EGFL – afslutning af regnskaber – afslag på at afholde udgifter, der følger af uregelmæssigheder i forbindelse med anvendelsen af Unionens retsforskrifter – finansiel korrektion, der svarer til forskellen mellem støttebeløbet for en fuldstændig nedlæggelse og støttebeløbet for en delvis nedlæggelse – grænsetilfælde – anvendelse af en lavere korrektionssats eller ingen korrektionssats – betingelser for anvendelse – ikke automatisk anvendelse i tilfælde af, at betingelserne er opfyldt
(Rådets forordning nr. 1290/2005, art. 31)
(jf. præmis 124 og 126-134)
3. Institutionernes retsakter – generelle vejledende administrative regler – retsakt, der skal fremkalde retsvirkninger udadtil – rækkevidde
(jf. præmis 125)
4. Medlemsstater – forpligtelser – forpligtelse til loyalt samarbejde med Unionens institutioner – gensidighed
(Art. 4, stk. 3, TEU)
(jf. præmis 138-140)
Resumé
I dommen i sagen Ungarn mod Kommissionen (sag T-139/15), der blev afsagt den 12. marts 2019, frifandt Retten Kommissionen i et annullationssøgsmål, der var blevet anlagt af Ungarn i henhold til artikel 263 TEUF til prøvelse af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/103 (1), hvorved Ungarn blev pålagt en finansiel korrektion på 25% af den samlede omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse af sukkerproduktionsanlæg, som var blevet tildelt ungarske sukkerproducenter inden for rammerne af den midlertidige ordning for omstrukturering af sukkerindustrien.
Først skulle Retten afgøre, på hvilket tidspunkt bedømmelsen af, om siloerne udgjorde produktionsfaciliteter, der skal nedlægges for at kunne blive tildelt omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, skulle foretages, eller om de faldt ind under de undtagelser, som Domstolen fastsatte i dom af 14. november 2013, SFIR m.fl. (C-187/12 – C-189/12, EU:C:2013:737).
Retten fastslog, at kvalifikationen af siloer skal foretages på tidspunktet for ansøgningen om støtten og ikke efter omstruktureringsprocessen. For at nå det mål om reduktion af kapaciteten for den urentable sukkerproduktion i EU, der forfølges med den omhandlede lovgivning, indførte EU-lovgiver nemlig to forskellige omstruktureringsordninger alt efter den form for nedlæggelse, der foretages, dvs. en fuldstændig nedlæggelse og en delvis nedlæggelse, som gav ret til forskellige beløb i omstruktureringsstøtte. I tilfælde af fuldstændig nedlæggelse kunne alle faciliteter, som ikke var nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, eller som ikke direkte vedrørte sukkerproduktion, såsom emballeringsfaciliteter, undtagelsesvist bibeholdes. Derimod kunne installationer, som var nødvendige for at producere sukker, isoglucose eller inulinsirup, eller som direkte vedrørte fremstilling af de pågældende produkter i tilfælde af delvis nedlæggelse, bibeholdes, forudsat at de ikke længere blev benyttet til fremstilling af produkter, der er omfattet af den fælles markedsordning for sukker.
For det første gælder imidlertid, at såfremt kvalifikationen af siloer som produktionsfaciliteter var blevet foretaget på tidspunktet for omstruktureringsprocessens afslutning, ville dette både i tilfælde af en fuldstændig nedlæggelse og en delvis nedlæggelse have gjort det muligt at bevare siloer, der på tidspunktet for ansøgningen om tildeling af støtte udgjorde produktionsfaciliteter. Muligheden for at bibeholde en del af produktionsfaciliteterne ville derfor ikke have karakter af delvis nedlæggelse, men ville ligeledes kunne karakteriseres som en fuldstændig nedlæggelse, selv om operatørerne på grund af de højere omkostninger ved denne form for nedlæggelse modtog en omstruktureringsstøtte, der var 25% højere end den, der blev tildelt i tilfælde af delvis nedlæggelse. For det andet ville siloer, der på tidspunktet for ansøgningen om støtten udgjorde produktionsfaciliteter, ikke være betegnet i omstruktureringsplanen som produktionsfaciliteter, der skal nedlægges, hvilket er i strid med artikel 4, stk. 3, litra c), i forordning nr. 320/2006 (2). For det tredje ville tilsagnet om at nedlægge samtlige produktionsfaciliteter, der skal være indeholdt i ansøgningen om omstruktureringsstøtte for fuldstændig nedlæggelse, i dette tilfælde være mangelfuldt eftersom det ikke ville vedrøre samtlige de produktionsfaciliteter, der forefandtes på tidspunktet, hvor tilsagnet blev afgivet.
Dernæst foretog Retten en undersøgelse af, om Kommissionen, henset til vanskelighederne ved fortolkningen af den omhandlede lovgivning med hensyn til spørgsmålet om bibeholdelse af siloer i tilfælde af fuldstændig nedlæggelse skulle have nedsat størrelsen af den finansielle korrektion eller endog afholdt sig fra at foretage nogen korrektion i henhold til retningslinjerne i dokument VI/5330/97 (3) og nærmere bestemt i andet afsnit med overskriften »grænsetilfælde« i bilag 2 til det pågældende dokument (herefter »grænsetilfældet«).
Retten fastslog, at grænsetilfældet er en vægtningsfaktor, der ikke automatisk åbner op for en ret til, at det anvendes. Anvendelsen af grænsetilfældet er nemlig undergivet nogle betingelser, dvs. for det første, at den mangel, som Kommissionen konstaterer i forbindelse med regnskabsafslutningen, følger af fortolkningsvanskeligheder ved EU-lovgivningen, og for det andet, at de nationale myndigheder har foretaget det fornødne med henblik på afhjælpning af manglen, så snart den er blevet opdaget af Kommissionen.