Language of document : ECLI:EU:T:2019:452

Sag T-268/18

(offentliggørelse i uddrag)

Luciano Sandrone

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

 Rettens dom (Syvende Afdeling) af 27. juni 2019

»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-ordmærket Luciano Sandrone – det ældre EU-ordmærke DON LUCIANO – reel brug af det ældre varemærke – artikel 47, stk. 2 og 3, i forordning (EU) 2017/1001 – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001 – ansøgning om ordmærke, som er sammensat af et fornavn og et efternavn – ældre varemærke, som er sammensat af en titel og et fornavn – neutralitet i den begrebsmæssige sammenligning – ingen risiko for forveksling«

1.      EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – ordmærkerne Luciano Sandrone og DON LUCIANO

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 8, stk. 1, litra b)]

(jf. præmis 64, 91 og 97-104)

2.      EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – lighed mellem de pågældende varemærker – bedømmelse af en varemærkebestanddels fornødne særpræg

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 8, stk. 1, litra b)]

(jf. præmis 71 og 73)

3.      EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – bedømmelseskriterier

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 8, stk. 1, litra b)]

(jf. præmis 93 og 96)


Resumé

I dommen i sagen Sandrone mod EUIPO (sag T-268/18), som blev afsagt den 27. juni 2019, annullerede Retten afgørelsen truffet den 26. februar 2018 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om annullation af indsigelsesafdelingens afgørelse af 12. april 2017, hvorved denne forkastede den indsigelse, som indehaveren af det ældre ordmærke DON LUCIANO, der var registreret for »alkoholholdige drikke (undtagen øl)«, havde rejst mod ansøgningen om registrering af ordmærket Luciano Sandrone for »alkoholholdige drikke, undtagen øl; præparater til fremstilling af alkoholholdige drikke«.

Hvad angår sammenligningen af tegnene undersøgte Retten først, om der var en dominerende bestanddel, og herefter forkastede den appelkammerets vurdering, hvorefter fornavnet Luciano, som indgik i det tegn, der var genstand for varemærkeansøgningen, ville blive opfattet som sjældent af de relevante kundekredse i Tyskland og Finland. Retten sondrede her mellem selve tildelingen af fornavnet og den relevante kundekreds’ kendskab til fornavnet i betragtning af handelsstrømmene i EU og de nuværende elektroniske kommunikationsmidler. Retten udtalte således, at selv om det var åbenbart, at fornavnet Luciano ikke var særligt udbredt i befolkningen i Tyskland og Finland, betød denne omstændighed i sig selv på ingen måde, at dette fornavn ville blive opfattet som et sjældent fornavn i disse medlemsstater.

Retten nåede derfor frem til den konklusion, at appelkammeret burde have fundet, at bestanddelen »luciano« var dominerende i det ældre varemærke, hvilket det korrekt gjorde, og at bestanddelen »sandrone« – et efternavn, der ikke blev opfattet som almindeligt – var dominerende i det tegn, som var genstand for varemærkeansøgningen, hvilket det ikke gjorde.

Med hensyn til den begrebsmæssige sammenligning bemærkede Retten, at appelkammeret ikke havde peget på noget begreb, som kunne forbindes med det omhandlede fornavn og efternavn, og at den omstændighed alene, at den relevante kundekreds ville associere det tegn, som var søgt registreret, med et fornavn og et efternavn og således med en bestemt person – virtuel eller virkelig – og at det ældre varemærke ville blive opfattet således, at det betegnede en person med navnet Luciano, følgelig var uden betydning med henblik på sammenligningen af de omtvistede tegn på det begrebsmæssige plan. Retten forkastede derfor appelkammerets vurdering og fandt – ligesom EUIPO, der i sine skriftlige indlæg havde anlagt en anden vurdering end appelkammeret på dette punkt – at det i den foreliggende sag ikke var muligt at foretage en begrebsmæssig sammenligning, eftersom de fornavne og det efternavn, som indgik i de omtvistede tegn, ikke indeholdt noget begreb.

Hvad angår helhedsvurderingen af risikoen for forveksling bemærkede Retten, at appelkammeret for det første havde begået fejl ved ikke at tage hensyn til det dominerende aspekt ved bestanddelen »sandrone« i det tegn, som var genstand for varemærkeansøgningen, og til det forhold, at det ikke var muligt at foretage en begrebsmæssig sammenligning. Retten bemærkede for det andet, at det var med urette, at appelkammeret undlod at tage hensyn til flere særlige karakteristika ved de omhandlede varer, nemlig at navne i vinverdenen har stor betydning, uanset om der er tale om efternavne eller navne på godser, fordi de tjener til at angive kilden til og betegne vinene. Retten fastslog, at det således var enten den særprægede bestanddel »sandrone« eller den fulde benævnelse, dvs. »luciano sandrone«, der ville tjene til at identificere sagsøgerens vine, men ikke kun bestanddelen »luciano«. Retten fremhævede, at appelkammeret heller ikke havde taget hensyn til, hvor hyppigt spanske eller italienske fornavne eller efternavne – virkelige eller formodede – anvendes i vinsektoren, og til den omstændighed, at forbrugerne er vant til varemærker, som indeholder disse bestanddele, således at de ikke hver gang, et fornavn eller efternavn af denne type forekommer i et varemærke i forbindelse med andre bestanddele, forestiller sig, at det angiver, at de varer, som det anvendes for, alle har samme oprindelse.

Retten konkluderede derfor, at det i vinsektoren, hvor brugen af tegn, der består af efternavne eller fornavne, er meget almindelig, var usandsynligt, at gennemsnitsforbrugeren ville antage, at der var en økonomisk forbindelse mellem indehaverne af de omtvistede tegn på grund af den omstændighed alene, at disse tegn delte det italienske fornavn Luciano. Det kunne således ikke på grundlag af denne omstændighed alene konkluderes, at der med hensyn til varemærker for vin var risiko for forveksling, eftersom den relevante kundekreds ikke ville forvente, at dette almindelige fornavn var brugt af en enkelt producent som bestanddel i et varemærke.