Sag anlagt den 19. maj 2011 - Elmaghraby mod Rådet

(Sag T-265/11)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ahmed Alaeldin Amin Abdelmaksoud Elmaghraby (Cairo, Egypten) (ved D. Pannick, QC (Queen's Counsel), barrister R. Lööf og solicitor M. O'Kane)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets afgørelse 2011/172/FUSP af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT 2011 L 76, s. 63) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om gennemførelse af Rådets afgørelse 2011/172/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT 2011 L 76, s. 4) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale 5 000 EUR i erstatning.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for sit søgsmål gør sagsøgeren følgende fire anbringender gældende.

1.    Med første anbringende gøres gældende, at artikel 29 TEU er en urigtig og/eller utilstrækkelig retlig hjemmel for Rådets afgørelse 2011/172/FUSP af følgende grunde:

Den ovennævnte afgørelse forfølger ikke noget udenrigspolitisk formål.

Vedtagelse af en sådan afgørelse (og af Rådets forordning (EU) nr. 270/2011) udgør magtfordrejning.

Optagelsen af sagsøgeren i bilaget til Rådets afgørelse 2011/172/FUSP (og den hertil svarende forordning) er irrationel.

2.    Med andet anbringende gøres gældende, at optagelsen af sagsøgeren indenfor rammerne af Rådets afgørelse 2011/172/FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 tilsidesætter hans ret til en effektiv retsbeskyttelse.

3.    Med tredje anbringende gøres gældende, at optagelsen af sagsøgeren indenfor rammerne af Rådets afgørelse 2011/172/FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

4.    Med fjerde anbringende gøres gældende, at sagsøgeren som direkte følge af vedtagelsen af Rådets afgørelse 2011/172/FUSP og Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 har lidt tab, som det tilkommer Unionen at erstatte.

____________