RETTENS DOM (Anden Afdeling)

23. oktober 2018 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – erhvervssygdom – sygdommens erhvervsmæssige oprindelse – vedtægtens artikel 78, stk. 5 – invaliditetsudvalg – begrundelsespligt – åbenbart urigtigt skøn – ansvar – ikke-økonomisk skade«

I sag T-567/16

Robert McCoy, tidligere tjenestemand ved Regionsudvalget, Bruxelles (Belgien), ved advokat L. Levi,

sagsøger,

mod

Regionsudvalget ved J.C. Cañoto Argüelles og S. Bachotet, som befuldmægtigede, bistået af advokat B. Wägenbaur,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af Regionsudvalgets afgørelse af 2. december 2014 om godkendelse af invaliditetsudvalgets konklusioner af 7. maj 2014, hvorved dette sidstnævnte udvalg afslog sagsøgerens ansøgning om anerkendelse af, at den sygdom, som han er ramt af, har erhvervsmæssig oprindelse, dels om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt, med et beløb på 25 000 EUR,

har

RETTEN (Anden Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M. Prek, og dommerne F. Schalin (refererende dommer) og J. Costeira,

justitssekretær: fuldmægtig M. Marescaux,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. december 2017,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

 Uregelmæssigheder inden for Regionsudvalget og sagsøgerens arbejdssituation

1        Sagsøgeren, Robert McCoy, var først ansat hos Regionsudvalget som finansinspektør fra den 1. januar 2000 til den 31. december 2002 og derefter som intern revisor fra den 1. januar 2003.

2        Inden for rammerne af disse hverv konstaterede sagsøgeren uregelmæssigheder ved forvaltningen af Regionsudvalgets budget. Sagsøgeren underrettede i første omgang administrationen og Regionsudvalgets generalsekretær og efterfølgende Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalg (herefter »Cocobu«), som han afgav forklaring over for den 19. marts 2003.

3        På baggrund af en henvendelse fra Parlamentet og et medlem af Cocobu undersøgte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) de uregelmæssigheder, som sagsøgeren havde anmeldt, og afgav en undersøgelsesrapport den 8. oktober 2003 (herefter »OLAF’s rapport«). OLAF hørte sagsøgeren i forbindelse med undersøgelsen.

4        Det fremgår af OLAF’s rapport, at der var begået forskellige uregelmæssigheder ved forvaltningen af Regionsudvalgets budget, og det blev bl.a. anbefalet at indlede en disciplinær undersøgelse af bestemte medarbejdere, herunder F. og Y. OLAF bemærkede endvidere, at F. havde advaret sagsøgeren om, at hvis sagsøgeren ikke undlod at handle, som om han stadig var finansinspektør hos Regionsudvalget, ville han blive genstand for en administrativ undersøgelse, og at sagsøgeren havde oplevet en stigende fjendtlig indstilling fra sine overordnede.

5        Det konkluderes i OLAF’s rapport, at Regionsudvalget generelt forsøgte at »tage modet fra eller destabilisere sagsøgeren« og dermed påvirke hans arbejde som finansinspektør og derefter som intern revisor, og at Regionsudvalget ikke syntes at have taget hensyn til Regionsudvalgets Præsidiums afgørelse nr. 294/99 af 17. november 1999 om betingelser og nærmere vilkår for de interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, bestikkelse og alle andre ulovlige aktiviteter til skade for Fællesskabernes interesser, hvoraf fremgår, at »tjenestemænd og øvrige ansatte i generalsekretariatet […] i intet tilfælde [må] udsættes for en urimelig eller diskriminerende behandling som følge af, at de har videregivet oplysninger som omhandlet i stk. 1 og 2«.

6        Den 22. december 2003 offentliggjorde Cocobu en rapport om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2001, hvis sektion VII netop omhandlede Regionsudvalget (herefter »Cocobus rapport«). Cocobu kritiserede med henvisning til bl.a. OLAF’s rapport »de hindringer fra officiel side, [som] finansinspektøren/den interne revisor og hans medarbejdere har været udsat for fra [Regions]udvalgets administrations side«, og Cocobu fremhævede samtidig, at det »forventer, at de reformforanstaltninger[, som Regionsudvalget påtænker at gennemføre], vil give mulighed for at afsløre bedrageri og uregelmæssigheder, uden risiko for den personlige eller institutionelle mobning, der tidligere har fundet sted«.

7        På baggrund af OLAF’s og Cocobus rapport vedtog Parlamentet den 29. januar 2004 inden for rammerne af de beføjelser, som det er tillagt i henhold til artikel 275 EF og 276 EF med hensyn til at sikre decharge for gennemførelsen af Unionens almindelige budget, en beslutning »med bemærkningerne til afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2001 – Sektion VII – Regionsudvalget«. Det fremgår bl.a. af den nævnte beslutnings punkt 14, 22 og 24, at Parlamentet »[fordømmer], uden at det foregriber resultaterne af den procedure, som den interne revisor har iværksat i medfør af vedtægtens artikel 24, den officielle obstruktion, som finansinspektøren/den interne revisor og hans medarbejdere har været udsat for«, samt »den personlige og institutionelle mobning«, som sagsøgeren havde været udsat for, og at Parlamentet »[kræver], at den interne revisor får en officiel undskyldning fra Regionsudvalget«.

8        Sagsøgeren led af angst og depression og havde symptomer på posttraumatisk stresssyndrom og blev sygemeldt fra den 28. april 2004. Sagsøgerens sygeorlov blev forlænget indtil den 31. december 2006 og derefter fra den 22. februar 2007 til den 30. juni 2007, hvor han blev invalidepensioneret uden ansøgning.

9        Regionsudvalgets generalsekretær konstaterede efterfølgende, at sagsøgerens sygeorlov havde oversteget 12 måneder inden for en periode på tre år, og besluttede derfor den 22. februar 2006 at indlede en invaliditetsprocedure i forhold til sagsøgeren i henhold til artikel 59, stk. 4, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og opfordrede sagsøgeren til at udpege en læge med henblik på at nedsætte det første invaliditetsudvalg.

 Det første invaliditetsudvalg og Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder i Kommissionen (Paymaster Office – PMO)

10      Det første invaliditetsudvalg blev sammensat af læge T., der var udpeget af Regionsudvalget, læge G., der på embeds vegne var beskikket af præsidenten for Den Europæiske Unions Domstol til at repræsentere sagsøgeren, og læge O., der var udpeget af lægerne T. og G. efter fælles aftale.

11      Sagsøgeren genoptog sit arbejde den 1. januar 2007. Sagsøgeren arbejdede indtil den 21. februar 2007, dvs. næsten seks måneder, hvorefter han på ny blev sygemeldt.

12      Den 27. februar 2007 indgav sagsøgeren en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 73 og dækningsordningens artikel 16 til Regionsudvalgets generalsekretær, hvorved han anmodede om anerkendelse af, at hans sygdom havde erhvervsmæssig oprindelse. Sagsøgeren gjorde endvidere Regionsudvalgets generalsekretær opmærksom på, at da der allerede var nedsat et invaliditetsudvalg, der skulle tage stilling til, om han var uarbejdsdygtig som omhandlet i vedtægtens artikel 78, havde han anmodet dette invaliditetsudvalg om at tage stilling til ikke blot, om han var uarbejdsdygtig, men også til, om der i bekræftende fald var en sammenhæng mellem hans uarbejdsdygtighed og erhvervsmæssige aktiviteter.

13      Ved skrivelse af 10. april 2007 underrettede Regionsudvalgets generalsekretær sagsøgeren om, at hans ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 73 var blevet fremsendt til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i dennes egenskab af ad hoc-ansættelsesmyndighed (herefter »ansættelsesmyndigheden«) i forhold til anvendelsen af vedtægtens artikel 73, og at hans anmodning om, at det allerede nedsatte invaliditetsudvalg også skulle tage stilling til, om hans eventuelle invaliditet havde erhvervsmæssig oprindelse, var blevet behørigt fremsendt til invaliditetsudvalget.

14      Det første invaliditetsudvalg konkluderede efter et møde den 23. maj 2007, at sagsøgeren var ramt af vedvarende invaliditet, som måtte anses for fuldstændig, og som medførte, at han var ude af stand til at varetage sin stilling. Hvad angår invaliditetens oprindelse udtalte det første invaliditetsudvalg til gengæld, at det ikke rådede over tilstrækkelige oplysninger til at kunne tage stilling til, om invaliditeten havde erhvervsmæssig oprindelse, og at udvalget ville afvente, at administrationen fremsendte »bekræftede oplysninger«, som ville gøre det muligt for udvalget af tage stilling i denne henseende.

15      Den 11. juni 2007 afskedigede Regionsudvalgets Præsidium med virkning fra den 30. juni 2007 sagsøgeren med pension uden ansøgning på grund af invaliditet i henhold til vedtægtens artikel 53.

16      I januar 2008 fastslog Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder i Kommissionen (Paymaster Office – PMO) inden for rammerne af den procedure, der var indledt i henhold til vedtægtens artikel 73, at der ikke var grundlag for at iværksætte en administrativ undersøgelse, idet »sagens akter indeholder tilstrækkelige administrative oplysninger til, at [PMO’s] læge kan gennemføre sin vurdering«.

17      Ved afgørelse af 9. januar 2009 anerkendte PMO på grundlag af de lægeerklæringer, der var udarbejdet eller efterspurgt af PMO’s læge, læge J., dvs. en erklæring af 8. maj 2008, læge J.s konklusioner af 20. november 2008, og en erklæring fra læge R. af 18. september 2008, at sagsøgerens sygdom havde erhvervsmæssig oprindelse i henhold til vedtægtens artikel 73. Den af PMO’s læge udarbejdede rapport af 8. maj 2008 indeholdt endvidere henvisninger til seks andre af sagsøgeren fremlagte lægeerklæringer, der var udarbejdet af læge V.A. og andre hospitalslæger, samt en række ikke-lægelige dokumenter, herunder den beslutning fra Parlamentet, der er nævnt i præmis 7 ovenfor. Læge R.'s erklæring af 18. september 2008 omtalte endvidere en psykologisk diagnostisk undersøgelse, der var foretaget af læge D.M. den 3. september 2008.

18      PMO’s læge lagde i sin erklæring af 8. maj 2008 vægt på, at det fremgik af sagens akter, at OLAF havde konstateret dels, at der inden for Regionsudvalget blev udvist uredelig adfærd, og at man forsøgte at udelukke sagsøgeren, således at han ikke havde mulighed for på passende vis at udføre sit arbejde som finansinspektør, dels at der bestod store personlige konflikter mellem sagsøgeren og hans overordnede. PMO’s læge konkluderede, at der med forbehold for resultatet af den psykiatriske undersøgelse, som læge Re. havde anmodet om, forekom tegn på »en voksende lidelse […], der skyldes den uacceptable arbejdsrelaterede adfærd, som visse af Regionsudvalgets tjenestemænd har udvist«.

19      PMO’s læge konkluderede den 20. november 2008, at sagsøgeren »ikke længere er i stand til at udføre nogen form for erhvervsmæssig aktivitet inden for De Europæiske Fællesskabers tjenester, da hans klinisk-psykologiske situation skyldes den psykiske chikane, som han oplever på arbejdet, og det [»]burn-out[«], der følger heraf«, og at »[hans] følelsesmæssige lidelser har en direkte og sikker årsagsforbindelse til [hans] erhvervsmæssige aktiviteter«.

20      Den 2. marts 2010 besluttede PMO i henhold til vedtægtens artikel 73 at fastsætte den invaliditetsgrad, som den sygdom, der blev anset for at have erhvervsmæssig oprindelse, havde medført for sagsøgeren, til 10%. Denne afgørelse blev truffet på grundlag af de supplerende lægeerklæringer, som PMO havde anmodet om, dvs. en psykologerklæring af 12. august 2009, der var udfærdiget af læge D., en neuropsykologisk erklæring, som læge M. havde udfærdiget den 17. oktober 2009, en »psykiatrisk undersøgelsesrapport«, som læge Re. havde udfærdiget den 3. november 2009, og konklusioner, der var udfærdiget af PMO’s læge den 11. februar 2010, hvoraf endvidere fremgik, at en arbejdsrelateret konflikt havde påvirket sagsøgerens adfærd. Efter at læge Re. havde udfærdiget sin rapport af 3. november 2009, beskrev PMO’s læge sagsøgerens erhvervsmæssige sygdom som en »angst-depressiv tilstand, der var udløst af en betydelig konflikt inden for administrationen, som kunne sidestilles med psykisk chikane«, og vurderede, at den deraf følgende invaliditetsgrad udgjorde 10%. Samtlige disse konklusioner og lægeerklæringer blev fremsendt til det første invaliditetsudvalg.

21      Efter PMO’s afgørelse, og efter at have fået adgang til lægejournalen og de administrative sagsakter, mødtes de tre medlemmer af det første invaliditetsudvalg den 2. juli 2010. Et flertal af det første invaliditetsudvalg konkluderede – kun lægerne T. og O. underskrev konklusionerne – at sagsøgerens invaliditet ikke havde erhvervsmæssig oprindelse. Læge G., der var beskikket på embeds vegne til at repræsentere sagsøgeren, underskrev separate konklusioner, der også blev dateret den 2. juli 2010, og hvoraf fremgik, at sagsøgerens invaliditet skyldtes en erhvervssygdom.

22      Regionsudvalgets Præsidium besluttede på et møde den 10. september 2010 i sin egenskab af ansættelsesmyndighed at »lægge vægt på [de i præmis 21 ovenfor nævnte konklusioner fra læge T. og O.], hvorefter [sagsøgerens] invaliditet ikke udgør en erhvervssygdom som omhandlet i vedtægtens artikel 78[, stk. 5]«.

23      Ved skrivelse af 21. januar 2011 indgav sagsøgeren en klage over afgørelsen af 10. september 2010. Ved afgørelse af 20. maj 2011 forkastede ansættelsesmyndigheden klagen.

24      Den 8. september 2011 anlagde sagsøgeren sag ved Retten for EU-Personalesager til prøvelse af afgørelsen af 10. september 2010 og afgørelsen om afslag på klagen af 20. maj 2011. Ved dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56), blev afgørelsen af 10. september 2010 annulleret. Sagsøgeren fik ved denne dom medhold i sit søgsmål med den begrundelse, at det første invaliditetsudvalgs erklæring var behæftet med en utilstrækkelig begrundelse, og at dette udvalg havde foretaget et åbenbart urigtigt skøn. Den manglende begrundelse skyldtes, at der ikke var en forståelig sammenhæng mellem det første invaliditetsudvalgs lægelige konstateringer og konklusionerne om oprindelsen af sagsøgerens invaliditet (dom af 7.5.2013, McCoy mod Regionsudvalget, F-86/11, EU:F:2013:56, præmis 98). Det åbenbart urigtige skøn blev konstateret som følge af, at det første invaliditetsudvalg havde bekræftet, at anerkendelsen af, at sygdommen havde erhvervsmæssig oprindelse i henhold til vedtægtens artikel 73, rent faktisk »udelukkende støtte[des] på patientens forklaringer«, selv om det fremgik af sagsakterne, at denne anerkendelse bl.a. var baseret på flere lægeerklæringer, og at omstændighederne i sagen ikke tilsagde denne konklusion (dom af 7.5.2013, McCoy mod Regionsudvalget, F-86/11, EU:F:2013:56, præmis 106-111).

25      Sagsøgeren anlagde parallelt med den ovenfor nævnte sag den 20. december 2012 en sag om erstatning ved Personaleretten (sag F-156/12, McCoy mod Regionsudvalget). Som der er redegjort for i præmis 36 nedenfor, foreholdt sagsøgeren inden for rammerne af dette søgsmål Regionsudvalget, at det havde udvist culpøs adfærd over for ham i den periode, der fulgte efter afsløringen af uregelmæssigheder inden for Regionsudvalget.

 Det andet invaliditetsudvalg

26      Efter afsigelsen af dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56), besluttede Regionsudvalget ved skrivelse af 7. juli 2013 at oprette et andet invaliditetsudvalg, der skulle bestå af tre læger.

27      Sagsøgeren udpegede som sin repræsentant den samme læge, som tidligere havde repræsenteret ham i det første invaliditetsudvalg, nemlig læge G., og Regionsudvalget udpegede som sin repræsentant læge M.

28      Ved skrivelse af 30. oktober 2013 underrettede Regionsudvalget sagsøgeren om, at læge M. og G. var nået til enighed om valget af den tredje læge, nemlig læge L., med henblik på at nedsætte det andet invaliditetsudvalg. Regionsudvalget baserede denne oplysning på en e-mailkorrespondance mellem disse to læger, hvori læge G. tilkendegav, at han foretrak læge L.

29      Den 8. november 2013 meddelte sagsøgeren Regionsudvalget, at han ikke var enig i denne konklusion. Sagsøgeren hævdede, at læge G. til trods for den e-mail, som denne læge havde sendt, ikke var enig i valget af den tredje læge. Sagsøgeren henstillede endvidere til Regionsudvalget, at det ikke foreslog et navn med henblik på udpegelsen af den tredje læge til det andet invaliditetsudvalg, og anmodede dette udvalg om at forelægge spørgsmålet for præsidenten for Den Europæiske Unions Domstol.

30      Den 26. november 2013 tilstillede Regionsudvalget sagsøgeren en skrivelse, hvori det meddelte ham, at det ikke modsatte sig, at spørgsmålet blev forelagt præsidenten for Den Europæiske Unions Domstol. Regionsudvalget tilføjede imidlertid, at en sådan fremgangsmåde ville indebære yderligere procedureskridt, der i sidste ende ville forsinke sagens afslutning.

31      Efter denne skriftveksling udpegede præsidenten for Den Europæiske Unions Domstol efter anmodning fra Regionsudvalget en tredje læge, der skulle deltage i det andet invaliditetsudvalg. Regionsudvalget modtog underretning herom i slutningen af februar 2014.

32      Præsidenten for Den Europæiske Unions Domstol havde udpeget læge H. Det andet invaliditetsudvalg bestod således af læge G., det var udpeget af sagsøgeren, læge M., der var udpeget af Regionsudvalget, og læge H., der var udpeget af præsidenten for Den Europæiske Unions Domstol.

33      Det andet invaliditetsudvalg mødtes første gang den 15. april 2014. Efter dette møde blev lægerne enige om, at der skulle afholdes endnu et møde, hvor de kunne få mulighed for at møde sagsøgeren. I forbindelse med det andet møde, der fandt sted den 7. maj 2014, blev sagsøgeren stillet en række spørgsmål, og et flertal af lægerne, der udgjordes af lægerne M. og H., konkluderede derefter, at sagsøgerens invaliditet ikke havde erhvervsmæssig oprindelse som omhandlet i vedtægtens artikel 78, stk. 5 (herefter »konklusionerne af 7. maj 2014«), mens læge G. konkluderede, at denne invaliditet havde erhvervsmæssig oprindelse.

34      Den 10. november 2014 fremsendte Regionsudvalgets lægetjeneste til læge G. en e-mail, der indeholdt referaterne af det andet invaliditetsudvalgs to møder og listen over de dokumenter, der fremgik af sagsøgerens lægejournal, og dennes liste over dokumenter. Disse referater var udelukkende underskrevet af læge M. og H.

35      Den samme dag underskrev læge M. og H. en sammenfattende lægeerklæring, der indeholdt en nærmere redegørelse for de grunde, der fremgik af konklusionerne af 7. maj 2014. Denne erklæring blev fremsendt til læge G. den 23. marts 2015. Samme dag afgav læge M. en erklæring over for ansættelsesmyndigheden, hvori han anførte følgende:

»Jeg bekræfter hermed, at invaliditetsudvalgets arbejde er blevet udført i overensstemmelse med reglerne, og at dets konklusioner er behørigt begrundede.«

36      Den 18. november 2014 afsagde Personaleretten dom i sagen mellem sagsøgeren og Regionsudvalget (dom af 18.11.2014, McCoy mod Regionsudvalget, F-156/12, EU:F:2014:247), hvori den fastslog, at Regionsudvalget havde tilsidesat sin omsorgspligt over for sagsøgeren. Ifølge denne dom havde Regionsudvalget nemlig ikke godtgjort, at det i den relevante periode i denne sag og i overensstemmelse med sin omsorgspligt havde taget hensyn til de vanskelige oplevelser, som sagsøgeren havde gennemgået såvel i arbejdslivet som på det følelsesmæssige plan, og den påvirkning, som dette eventuelt kunne have på hans helbred og personlige situation. Det fremgår af den nævnte doms præmis 128, at »[d]et, henset til PMO’s afgørelse af 2. marts 2010 og konklusionerne fra PMO’s læge den 11. februar 2010, kan konstateres, dels at der ikke hersker tvivl om, at der består en årsagsforbindelse mellem Regionsudvalgets adfærd og den skade, som sagsøgeren har lidt, dels at den erstatning, som indrømmes i henhold til vedtægtens artikel 73, ikke omfatter den ikke-økonomiske skade, der består i den usikkerhed, mangel på hensyntagen, venten og frustration, som sagsøgeren har oplevet som følge af, at Regionsudvalget ikke udviste omsorg over for ham«. Regionsudvalget blev i denne forbindelse pålagt at betale sagsøgeren 20 000 EUR.

37      Den 19. november 2014 fremsendte læge G. bemærkninger til referaterne af det andet invaliditetsudvalgs møder og gjorde læge M. og H. opmærksomme på dom af 18. november 2014, McCoy mod Regionsudvalget (F-156/12, EU:F:2014:247). Læge G. anmodede endvidere om, at det andet invaliditetsudvalg skulle indkaldes til et nyt møde. Læge M. og H. oplyste, at det ikke var nødvendigt, at det andet invaliditetsudvalg afholdt et nyt møde.

38      Ved to skrivelser af 23. og 30. november 2014 (hvoraf sidstnævnte skrivelse ifølge sagsøgeren reelt først blev sendt den 2.12.2014) fremsendte læge G. sine bemærkninger til referatet af 7. maj 2014, der indeholdt de konklusioner, som et flertal af udvalget (læge M. og H.) havde vedtaget. Læge G. redegjorde i disse skrivelser for grundene til, at han ikke var enig i disse konklusioner. Læge G. konkluderede, at der bestod en årsagsforbindelse mellem sagsøgerens arbejdssituation og hans invaliditet. Læge G. anførte, at det andet invaliditetsudvalg ikke havde opfyldt sit kommissorium. Han opfordrede derfor udvalget til at genoptage sit arbejde.

39      Den 26. november 2014 sendte sagsøgeren en skrivelse til Regionsudvalgets generalsekretær, hvori han underrettede generalsekretæren om det andet invaliditetsudvalgs konklusioner og anmodede generalsekretæren om at opfordre dette udvalg til »at genoptage sit arbejde i overensstemmelse med reglerne«.

40      Ved en afgørelse af 2. december 2014 godkendte Regionsudvalgets Præsidium konklusionerne af 7. maj 2014 (herefter »den anfægtede afgørelse«). Der blev givet meddelelse om denne afgørelse ved skrivelse af 22. december 2014, som blev afsendt den 5. januar 2015 og modtaget den 7. januar 2015.

41      Den 3. april 2015 indgav sagsøgeren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. Denne klage blev afslået ved afgørelse af 24. juli 2015, som sagsøgeren modtog meddelelse om den 27. juli 2015 (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

42      Afgørelsen om afslag på klagen var baseret på et notat, hvori læge M. havde besvaret de spørgsmål, som Regionsudvalgets juridiske tjeneste havde sendt til ham, i forbindelse med behandlingen af klagen (herefter »notatet af 8. maj 2015«).

 Retsforhandlinger og parternes påstande

43      Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 3. november 2015 indgav sagsøgeren stævning i sag F-139/15.

44      Den 25. januar 2016 indleverede Regionsudvalget et svarskrift til Personalerettens Justitskontor.

45      Den 24. februar 2016 blev det besluttet, at det ikke var nødvendigt at udveksle yderligere processkrifter, og at den skriftlige forhandling var afsluttet.

46      I henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte (EUT 2016, L 200, s. 137) blev den foreliggende sag overført til Retten i den stand, som den befandt sig i den 31. august 2016. Den blev registreret under sagsnr. T-567/16 og henvist til Anden Afdeling.

47      Eftersom Personaleretten havde besluttet at afslutte retsforhandlingernes skriftlige del før den 1. september 2016, stillede Retten den 8. november 2016 parterne et spørgsmål om, hvorvidt de ønskede, at der skulle afholdes et retsmøde. Parterne besvarede dette spørgsmål inden for den fastsatte frist, idet sagsøgeren den 29. november 2016 meddelte Retten, at han ønskede, at der blev afholdt retsmøde, og idet Regionsudvalget i sit svar af 7. december 2016 nævnte, at det ikke anså det for nødvendigt at afholde et retsmøde.

48      Ved afgørelse af 23. februar 2017 blev den foreliggende sag tildelt en ny refererende dommer, der har sæde i Anden Afdeling.

49      Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 13. december 2017.

50      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som denne godkender det andet invaliditetsudvalgs konklusioner og dermed ikke fastslår, at den invaliditet, som sagsøgeren er ramt af, ikke har erhvervsmæssig oprindelse som omhandlet i vedtægtens artikel 78, stk. 5.

–        Afgørelsen om afslag på klagen annulleres.

–        Regionsudvalget tilpligtes at betale 25 000 EUR i erstatning for ikke-økonomisk skade.

–        Regionsudvalget tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

51      Regionsudvalget har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

52      Til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse og af afgørelsen om afslag på klagen har sagsøgeren fremsat otte anbringender, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af vedtægtens artikel 78 som følge af den omstændighed, at det andet invaliditetsudvalgs arbejde ikke var genstand for kontrol, og tilsidesættelse af de processuelle garantier, det andet vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten og begrebet erhvervssygdom, det tredje vedrører anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn, det fjerde vedrører tilsidesættelse af det andet invaliditetsudvalgs kommissorium, det femte vedrører tilsidesættelse af omsorgspligten, det sjette vedrører tilsidesættelse af artikel 266 TEUF, det syvende vedrører tilsidesættelse af en rimelig frist, og det ottende vedrører tilsidesættelse af kollegialitetsprincippet. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om, at Regionsudvalget tilpligtes at betale 25 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt som følge af de ulovligheder, som Regionsudvalget har begået.

53      Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en annullationspåstand, der formelt er rettet mod et afslag på en klage, i tilfælde, hvor dette afslag er uden selvstændigt indhold, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der indeholder det klagepunkt, som har været genstand for klagen (dom af 7.5.2013, McCoy mod Regionsudvalget, F-86/11, EU:F:2013:56, præmis 55; jf. ligeledes i denne retning dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8).

54      I det foreliggende tilfælde bekræfter afgørelsen om afslag på klagen den anfægtede afgørelse, idet dette afslag indeholder yderligere præciseringer af denne afgørelse. I et sådant tilfælde prøves lovligheden af den oprindelige bebyrdende afgørelse, idet der tages hensyn til den begrundelse, der fremgår af afgørelsen om afslag på klagen, og som skal anses for at supplere nævnte retsakt (jf. i denne retning dom af 18.4.2012, Buxton mod Parlamentet, F-50/11, EU:F:2012:51, præmis 21, og af 7.5.2013, McCoy mod Regionsudvalget, F-86/11, EU:F:2013:56, præmis 56).

55      Påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på klagen har følgelig ikke noget selvstændigt indhold, og søgsmålet må anses for at være rettet mod den anfægtede afgørelse med de præciseringer af denne nævnte afgørelses begrundelse, der følger af afgørelsen om afslag på klagen (jf. i denne retning dom af 10.6.2004, Eveillard mod Kommissionen, T-258/01, præmis 31 og 32, og af 7.5.2013, McCoy mod Regionsudvalget, F-86/11, EU:F:2013:56, præmis 57).

56      Det skal endvidere konstateres, at det første, det femte og det sjette anbringende hovedsageligt støttes på den omstændighed, at der på tidspunktet for klagen, dvs. efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, angiveligt ikke blev foretaget kontrol af invaliditetsudvalgets arbejde. Såfremt disse anbringender måtte anses for begrundede, kan de derfor ikke medføre, at den anfægtede afgørelse skal annulleres. De fejl, som sagsøgeren har gjort gældende, kan nemlig ikke have nogen betydning for selve indholdet af invaliditetsudvalgets udtalelse eller den anfægtede afgørelse, idet disse fejl blev begået efter vedtagelsen af denne afgørelse. Sådanne fejl kan i princippet ikke ændre invaliditetsudvalgets vurdering af, om invaliditeten har erhvervsmæssig oprindelse som omhandlet i vedtægtens artikel 78.

57      Eftersom sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning af den ikke-økonomiske skade, der er lidt ikke blot som følge af de ulovligheder, som den anfægtede afgørelse er behæftet med, og de omstændigheder, hvorunder denne afgørelse blev truffet, men også som følge af de uregelmæssigheder, der følger af ansættelsesmyndighedens manglende kontrol i klagefasen, skal der imidlertid foretages en undersøgelse af de ovenfor nævnte anbringender, for så vidt som de kan have betydning for erstatningspåstanden. På baggrund af disse betragtninger finder Retten det hensigtsmæssigt at indlede med en undersøgelse af det andet, det tredje, det fjerde, det syvende og det ottende anbringende, der kan medføre, at den anfægtede afgørelse annulleres, og derefter at foretage en undersøgelse af de anbringender, der kun skal tages i betragtning i forbindelse med erstatningspåstanden.

 Om de anbringender, der vedrører lovligheden af den anfægtede afgørelse

58      Det bemærkes, at der ikke består en åbenbar sammenhæng mellem dels den påståede tilsidesættelse af begrundelsespligten, dels den påståede tilsidesættelse af begrebet erhvervssygdom. Spørgsmålet om, hvorvidt invaliditetsudvalget i strid med begrebet erhvervssygdom tog hensyn til sagsøgerens sygdomshistorie og nuværende helbredstilstand, opstår nemlig eventuelt som følge af anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn, og ikke som følge af en tilsidesættelse af begrundelsespligten. Retten finder det således hensigtsmæssigt at behandle spørgsmålet om tilsidesættelse af begrebet erhvervssygdom i forbindelse med det tredje anbringende, der vedrører anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn, snarere end i forbindelse med det andet anbringende.

 Om det andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

59      Sagsøgeren er af den opfattelse, at Regionsudvalget tilsidesatte sin begrundelsespligt, idet den anfægtede afgørelse og afgørelsen om afslag på klagen, hvorved det andet invaliditetsudvalgs konklusioner blev godkendt, ikke gør det muligt at forstå, hvorfor et flertal af dette udvalg valgte ikke at følge de tidligere lægeerklæringer, eller på hvilket grundlag dette udvalg baserede sig for i modsætning til, hvad der fremgik af de lægeerklæringer, som det havde til sin rådighed, at konstatere, at sagsøgerens invaliditet ikke havde erhvervsmæssig oprindelse.

60      Sagsøgeren har i denne forbindelse for det første anført, at det andet invaliditetsudvalg med urette tog stilling til hans arbejdsdygtighed, idet dette ikke var relevant for vurderingen af, om hans sygdom havde erhvervsmæssige oprindelse. For det andet baserede dette udvalg sig med urette på den helbredstilstand, som sagsøgeren befandt sig i i 2014, selv om dette ikke på nogen måde havde betydning for spørgsmålet om, hvorvidt han i 2007 var blevet pensioneret på grund af en erhvervssygdom. For det tredje er den omstændighed, at sagsøgeren ikke tog nogen antidepressive eller angstdæmpende midler i 2014, ikke til hinder for, at han befandt sig i en fortsat skadelig følelsesmæssig og psykisk tilstand, der udsprang af den dårlige behandling, som han var blevet udsat for i forbindelse med sit tidligere arbejde, hvilket hele den lægelige dokumentation bekræfter.

61      Sagsøgeren har endvidere i det væsentlige anført, at det andet invaliditetsudvalg ikke tog hensyn til de administrative og juridiske dokumenter i sagen, nemlig Cocobu-rapporten og OLAF’s rapport. De svar, som læge M. anførte i notatet af 8. maj 2015, er desuden selvmodsigende og vanskelige at forstå. De to læger, der udgjorde flertallet af det andet invaliditetsudvalg, oplyste endvidere ikke grundene til, at det var udelukket, at sagsøgerens sygdom – også – kunne være forårsaget af det arbejde, som han havde udført.

62      Regionsudvalget har bestridt sagsøgerens argumenter. Regionsudvalget har herover anført, at der ikke foreligger en selvmodsigelse mellem det andet invaliditetsudvalgs konklusioner og de tidligere lægelige konklusioner, der blev vedtaget i henhold til vedtægtens artikel 73.

63      Regionsudvalget har anført, at der i konklusionerne af 7. maj 2014, som ansættelsesmyndigheden godkendte i den anfægtede afgørelse, nævnes forskellige grunde, som afspejler opfattelsen hos det flertal af det andet invaliditetsudvalg, der konstaterede, at der ikke forelå årsagsforbindelse mellem sagsøgerens varige uarbejdsdygtighed og hans ansættelsessituation.

64      Afgørelsen om afslag på klagen indeholder efter Regionsudvalgets opfattelse de præciseringer, som læge M. fremsatte med hensyn til det andet invaliditetsudvalgs arbejdsmetode og de grunde, der førte det til at konstatere, at der ikke forelå årsagsforbindelse mellem sagsøgerens invaliditet og hans erhvervsmæssige beskæftigelse.

65      Hvad angår argumentet om, at det andet invaliditetsudvalg ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for sit standpunkt, for så vidt som det vedtog konklusioner, der var i modstrid med de konklusioner, der fremgik af de tidligere lægeerklæringer og administrative rapporter, har Regionsudvalget anført, at dette argument skal forkastes som ugrundet. I den sammenfattende lægeerklæring er der faktisk henvist til de udtalelser og konklusioner, der er indeholdt i de tidligere lægeerklæringer og administrative rapporter. Regionsudvalget har nemlig henvist til, at det i denne sammenfattende lægeerklæring er fremhævet, at det af visse lægeerklæringer fremgår, at sagsøgeren var i stand til at genoptage tjenesten. Det fremgår endvidere, at sagsøgeren havde gennemgået en »grundig lægeundersøgelse«, på grundlag af hvilken det andet invaliditetsudvalg kunne gøre de iagttagelser, der gjorde det muligt at konstatere, at hans invaliditet ikke skyldtes en erhvervssygdom i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 78, stk. 5.

66      I den sammenfattende lægeerklæring henviste det andet invaliditetsudvalg endvidere udtrykkeligt til visse lægeerklæringer og administrative rapporter. Den sammenfattende lægeerklæring indeholder en klar henvisning til grundene til, at der ikke foreligger årsagsforbindelse mellem sagsøgerens arbejdssituation og hans helbredstilstand, og grundene til, at dette udvalg ikke var enigt i den opfattelse, der kom til udtryk i de tidligere lægeerklæringer. Regionsudvalget har således anført, at det andet invaliditetsudvalg konstaterede, at der fandtes en lang psykisk sygdomshistorie, der havde forhindret sagsøgeren i at genoptage arbejdet.

67      Det skal bemærkes, at formålet med vedtægtens bestemmelser om invaliditetsudvalget er at overlade det til sagkyndige læger at træffe den endelige afgørelse om alle lægelige spørgsmål, som ingen ansættelsesmyndighed, uanset dens interne administrative sammensætning, kan foretage. Den retslige prøvelse kan i denne henseende ikke udvides til at omfatte de rent lægelige vurderinger, som må anses for definitive, når de er blevet til efter de forskriftsmæssige betingelser herom. Derimod kan der udøves domstolskontrol med lovligheden af invaliditetsudvalgets nedsættelse og virksomhed samt med lovligheden af de udtalelser, som det afgiver. Ud fra dette synspunkt er Retten kompetent til at efterprøve, om udtalelsen indeholder en begrundelse, der gør det muligt at vurdere de betragtninger, som udtalelsens konklusioner er baseret på, og om det fremgår, at der er en forståelig sammenhæng mellem de lægelige konstateringer, som er indeholdt i udtalelsen, og de konklusioner, som det pågældende invaliditetsudvalg er nået frem til (jf. dom af 7.5.2013, McCoy mod Regionsudvalget, F-86/11, EU:F:2013:56, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

68      På grundlag af denne retspraksis skal det først konstateres, at konklusionerne af 7. maj 2014, som ansættelsesmyndigheden godkendte i den anfægtede afgørelse, i det foreliggende tilfælde bl.a. indeholder følgende konstateringer:

»      Der findes ikke argumenter, der godtgør, at der foreligger årsagsforbindelse mellem uarbejdsdygtigheden og de arbejdsrelaterede stressfaktorer; patienten har ved flere lejligheder bekræftet, at han har det godt.

      […] Patienten har tværtimod i lang tid lidt af psykiske problemer, i hvilken forbindelse han har modtaget forskellige former for behandling og efter patientens egne udsagn med et positivt resultat.«

69      Disse konstateringer forklarer imidlertid ikke, hvorledes det andet invaliditetsudvalg kunne nå til denne konklusion til trods for de lægeerklæringer og administrative rapporter i sagen, der underbygger den modsatte konklusion.

70      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at når administrationen i sin besvarelse af klagen angiver specifikke grunde vedrørende den individuelle sag, skal sådanne grunde stemme overens med afgørelsen om afslag og skal derfor anses for at være oplysninger, der er relevante med henblik på at vurdere lovligheden af denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 9.12.2009, Kommissionen mod Birkhoff, T-377/08 P, EU:T:2009:485, præmis 55 og 56 og den deri nævnte retspraksis).

71      For det første bekræftede ansættelsesmyndigheden i afgørelsen om afslag på klagen, at den havde anmodet læge M. om »bl.a. at bekræfte […], at Robert McCoys uarbejdsdygtighed, som allerede var blevet konstateret den 23. maj 2017 (artikel 78), ikke og heller ikke kun delvist havde en sammenhæng med den erhvervssygdom (»angst-depressiv tilstand, der var udløst af en betydelig konflikt inden for administrationen, som kunne sidestilles med psykisk chikane«) (jf. dom af 18.11.2014, McCoy mod Regionsudvalget, F-156/12, EU:F:2014:247, præmis 64), der var blevet konstateret i hans tilfælde den 9. januar 2009 (artikel 73), [og om denne] konklusion [var] behørigt begrundet i den [sammenfattende] lægeerklæring, der bl.a. forklare[de], hvorfor det [andet] invaliditetsudvalg [havde] besluttet ikke at følge de tidligere rapporter, som var til Robert McCoys fordel«.

72      Som svar på dette spørgsmål beskrev læge M., hvorledes det andet invaliditetsudvalg var nået til sine konklusioner, og fremhævede i det væsentlige følgende:

–        »Det fremgik klart af [Robert McCoys] lægejournal, at han havde en tidligere sygdomshistorie, før han tiltrådte tjenesten ved Regionsudvalget.«

–        »To dokumenter i sagen indeholder udtalelser, […] der bekræfter, at Robert McCoy var i stand til at genoptage arbejdet i løbet af den omhandlede periode.«

–        [Efter at læge H. havde gjort sig bekendt med sagen,] »foretog han en grundig psykiatrisk undersøgelse af Robert McCoy ved at stille spørgsmål, der havde til formål at fastlægge, hvilken tilstand [sidstnævnte] befandt sig i«.

–        Det blev med enstemmighed besluttet ikke at indhente ekstern sagkyndig bistand, og at der skulle indhentes lægelige oplysninger hos de praktiserende læger, der havde behandlet Robert McCoy i perioden fra 1996 til 2000.

73      For det andet anmodede ansættelsesmyndigheden læge M. om »at bekræfte, at der i forbindelse med det andet invaliditetsudvalgs konklusion om, at Robert McCoys invaliditet ikke skyldtes en erhvervssygdom som omhandlet i vedtægtens artikel 78, faktisk var taget hensyn til de administrative dokumenter, der var nævnt i dom af 7. maj 2013«. Læge M. oplyste således i det væsentlige, at »selv om der ikke udtrykkeligt [var] henvist til samtlige dokumenter, havde det andet invaliditetsudvalg haft adgang til disse dokumenter«, og at de tre medlemmer af det andet invaliditetsudvalg havde haft adgang til og undersøgt disse dokumenter.

74      På baggrund af disse betragtninger bekræftede ansættelsesmyndigheden i afgørelsen om afslag på klagen, at den »havde sikret sig, at invaliditetsudvalget i sin erklæring har angivet grundene til, at udvalget finder, at det ikke ud fra et lægeligt synspunkt hverken helt eller delvist var muligt at anerkende, at den invaliditet, som klageren lider af, har erhvervsmæssig oprindelse som omhandlet i vedtægtens artikel 78, stk. 5, og at udvalget i denne forbindelse tog hensyn til samtlige de lægelige og ikke-lægelige dokumenter, som det havde adgang til, idet [ansættelsesmyndigheden] imidlertid ikke har kendskab til den lægelige begrundelse og derfor ikke kan vurdere, om denne begrundelse opfylder de krav, der er fastsat i Rettens dom af 7. maj 2013«.

75      Det skal til trods for læge M.'s besvarelse imidlertid konstateres, således som det fremgår af sagsakterne, og som det blev fastslået i dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56), at indholdet af lægejournalen og de administrative sagsakter giver grundlag for at nå til den modsatte konklusion, nemlig at den sygdom, der har forårsaget sagsøgerens invaliditet, har erhvervsmæssig oprindelse.

76      Det bemærkes i denne forbindelse, at det af retspraksis fremgår, at når invaliditetsudvalget forelægges en række lægelige komplekse spørgsmål, der vedrører spørgsmålet om årsagssammenhængen mellem den lidelse, som en tjenestemand er berørt af, og udøvelsen af det hverv, som tjenestemanden varetager hos en institution, påhviler det bl.a. invaliditetsudvalget at angive de oplysninger i sagen, som det støtter sig på, og, såfremt der måtte fremgå væsentlige uoverensstemmelser, at angive grundene til, at udvalget har valgt ikke at følge visse tidligere og relevante lægeerklæringer, der må anses for mere fordelagtige for den berørte tjenestemand (jf. dom af 7.5.2013, McCoy mod Regionsudvalget, F-86/11, EU:F:2013:56, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

77      Selv om et invaliditetsudvalg, der forelægges en sag i henhold til vedtægtens artikel 78, kan nå frem til andre konklusioner end de konklusioner, som lægeudvalget er nået frem til i henhold til vedtægtens artikel 73, forholder det sig i øvrigt ikke desto mindre således, at det påhviler udvalget at angive grundene til, at det har valgt ikke at følge de vurderinger, der fremgår af de lægeerklæringer, der ligger til grund for, at en sygdom er blevet anerkendt som en erhvervssygdom i henhold til vedtægtens artikel 73, og at angive disse grunde på en klar og forståelig måde (jf. dom af 7.5.2013, McCoy mod Regionsudvalget, F-86/11, EU:F:2013:56, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis), enten i de konklusioner, der sendes til ansættelsesmyndigheden, eller i den sammenfattende lægeerklæring, der eventuel udfærdiges efterfølgende.

78      Det skal bemærkes, at de lægeerklæringer, der blev gennemgået inden for rammerne af den procedure, som blev indledt i henhold til vedtægtens artikel 73, og som det andet invaliditetsudvalg rådede over, da det vedtog sine konklusioner af 7. maj 2014, talte mindst ti lægeerklæringer (nemlig hospitalsjournaler af 16.1.2006, læge D.M.’s erklæring af 16.10.2006, læge R.’s erklæring af 26.10.2006, erklæringen fra PMO’s læge af 8.5.2008, læge R.’s erklæring af 18.9.2008, konklusionerne fra PMO’s læge af 20.11.2008, læge D.’s erklæring af 12.8.2009, læge M.’s erklæring af 17.10.2009, læge Re.’s erklæring af 3.11.2009 og konklusionerne fra PMO’s læge af 11.2.2010). Følgende konstateringer fremgår bl.a. af erklæringerne:

–        »Tegn på en angst-depressiv lidelse […], der skyldes den uacceptable arbejdsrelaterede adfærd, som visse af Regionsudvalgets tjenestemænd har udvist«.

–        »[En] angst-depressiv tilstand«; »den angst-depressive tilstand er mere dominerende end den reaktive depressive tilstand, der har en mindre intensitet«, og »[d]enne tilstand er en reaktion på den chikane, der har fundet sted på arbejdspladsen, og den heraf følgende »burn out«.

–        »En nervebetinget udmattelseslidelse, et såkaldt »burn out«, der hænger sammen med den psykiske chikane, som den pågældende er blevet udsat for på sin arbejdsplads«.

–        »[En] angst-depressiv tilstand, der er udløst af en betydelig konflikt inden for administrationen, som kan sidestilles med psykisk chikane«.

–        »[H]enset til den omstændighed, at den pågældende har været involveret i en betydelig administrativ konflikt, der kan sidestilles med flerårig psykisk chikane, kan det konstateres, at den angst-depressive reaktive tilstand er forbundet med koncentrationsbesvær og kognitive vanskeligheder, der har skadet hans psykiske integritet.«

79      Hvad angår de konstateringer, der er indeholdt i de lægeerklæringer, der er nævnt i præmis 78 ovenfor, skal det imidlertid bemærkes, at det andet invaliditetsudvalg i sin sammenfattende lægeerklæring for det første bekræftede, at den »»vedvarende invaliditet, som anses for fuldstændig og medfører, at den pågældende er ude af stand til at gøre tjeneste i en stilling i hans ansættelsesgruppe«, således som det præciseres i artikel 78, ikke [skyldtes] »en erhvervssygdom««. Det andet invaliditetsudvalg anførte, at det nåede til denne konklusion ved at tage hensyn til lægejournalen, de administrative sagsakter og følgende betragtninger:

–        Sagsøgeren, der havde undergået en »grundig lægeundersøgelse« ved det andet invaliditetsudvalg, udviste ingen tegn på posttraumatisk stress.

–        I visse erklæringer i lægejournalen anbefaledes det, at sagsøgeren gradvist skulle genoptage arbejdet.

–        Det var de længerevarende psykiske problemer, som opstod hos patienten før år 2000 og før de begivenheder, der var genstand for OLAF’s rapport, som forhindrede ham i at genoptage arbejdet, hvilket ellers ville have været muligt.

80      Hvad for det første angår den »grundige lægeundersøgelse« skal det konstateres, at det af de sagsakter, der er fremlagt for Retten, ikke fremgår, hvad denne lægeundersøgelse helt præcist bestod i. Læge M. henviste i notatet af 8. maj 2015 kun i vage vendinger til denne undersøgelse, idet han anførte, at læge H. forud for mødet den 7. maj 2014 havde forberedt spørgsmål ud fra sagsøgerens lægejournal. Det fremgår imidlertid af læge G.’s erklæring, at det andet invaliditetsudvalgs møde med sagsøgeren kun varede 15 minutter. Det følger heraf, at det alene ud fra brugen af udtrykket »grundig lægeundersøgelse« ikke kan udledes, at denne undersøgelse gjorde det muligt for det andet invaliditetsudvalg at nå til den modsatte konklusion af de tidligere lægeerklæringer, der i øvrigt var baseret på mere omfattende undersøgelser og psykologiske tests. Det andet invaliditetsudvalg har endvidere ikke redegjort for, hvorledes en »grundig lægeundersøgelse« af sagsøgeren i 2014 kunne gøre det muligt at vurdere hans helbredstilstand på det tidspunkt, hvor han overgik til invaliditetsydelse, hvilket skete syv år tidligere.

81      Hvad for det andet angår konstateringen af, at sagsøgeren var i stand til at genoptage arbejdet, henviste det andet invaliditetsudvalg til to uddrag af to forskellige erklæringer. Det første uddrag, hvoraf fremgår, at »Robert McCoy er i stand til at genoptage arbejdet under forudsætning af, at han tildeles en passende stilling«, er indeholdt i læge V.A.’s erklæring af 13. november 2006. Det andet uddrag, hvoraf fremgår, at »det er af afgørende betydning, at den pågældende hurtigst muligt vender tilbage til et produktivt arbejde«, er indeholdt i en erklæring fra læge L. af 16. november 2006. Disse uddrag er imidlertid ikke relevante. For det første konkluderes det i de to erklæringer, som disse uddrag indgår i, at sagsøgeren lider af en erhvervssygdom. For det andet anvendes citaterne uden for den sammenhæng, hvori de indgår. Selv om læge L. i november 2006 var af den opfattelse, at det var »afgørende«, at den pågældende vendte tilbage til arbejdet, indgik dette i en helt særlig sammenhæng, nemlig med henblik på »at styrke Robert McCoys selvtillid og at sikre den fortsatte forbedring af hans helbredstilstand«, og satte ikke spørgsmålstegn ved, om sagsøgerens sygdom havde erhvervsmæssig oprindelse. Han anførte rent faktisk i den samme erklæring, at »sygdommens oprindelse er beskrevet i skrivelsen fra læge A, og den er fremkaldt som følge af begivenheder, der vedrører hans stilling som finansinspektør hos Regionsudvalget«. Det skal endvidere bemærkes, at det af en skrivelse, som den samme læge udfærdigede den 16. januar 2006, fremgår, at »det er sandsynligt, at symptomerne i form af posttraumatisk stress, angst og depression vil forværres, såfremt Robert McCoy inden for den nærmeste fremtid måtte vende tilbage til det arbejdsmiljø, der har forårsaget hans nuværende lægelige situation«. Hvad angår citatet fra læge V.A. indgår dette også i en behandlingssammenhæng, for så vidt som læge V.A. ikke foreslog, at sagsøgeren skulle genindtræde i sin tidligere stilling, men at han skulle genoptage arbejdet under forudsætning af, at dette arbejde var passende.

82      For det tredje skal det konstateres, at de to omhandlede uddrag er dateret i november 2006, og at læge V.A. sygemeldte sagsøgeren i februar 2007, kun seks uger efter, at sagsøgeren havde genoptaget arbejdet. Omstændighederne viser således, at selv om disse to læger var af den opfattelse, at sagsøgeren kunne genoptage arbejdet i november 2006, havde mindst én af dem ændret opfattelse i februar 2007. Det skal endvidere bemærkes, at det første invaliditetsudvalg i konklusionerne af 23. maj 2007 om sagsøgerens invaliditet erklærede, at sagsøgeren var ramt af en vedvarende invaliditet, som ansås for fuldstændig, og som medførte, at den pågældende var ude af stand til at gøre tjeneste.

83      Hvad for det tredje angår sagsøgerens længerevarende psykiske problemer skal det konstateres, at der blev fremsat betragtninger herom, uden at der blev foretaget en vurdering eller angivet en konklusion til støtte herfor, og at disse betragtninger under alle omstændigheder ikke er tilstrækkelige til at forklare, hvorfor de talrige lægeundersøgelser og de omstændigheder, der fremgår af lægejournalen og de administrative rapporter, hverken helt eller delvist kunne godtgøre, at den invaliditet, som sagsøgeren var ramt af, havde erhvervsmæssig oprindelse. I den sammenfattende lægeerklæring nævnes et overdrevent forbrug over en længere periode af psykofarmaka og alkohol og flere ikke-arbejdsrelaterede faktorer, herunder bl.a. svære familiekonflikter og en historie med depression og personlighedsforstyrrelser. Disse omstændigheder lå imidlertid før de begivenheder, der bestod i det pres og den chikane, som sagsøgeren blev udsat for i sit arbejde, og var ikke til hinder for, at de læger, der udfærdigede erklæringer til lægejournalen, kunne nå til den konklusion, at sagsøgerens angst-depressive tilstand og hans »burn out« var forårsaget af hans arbejdssituation.

84      Såfremt konstateringen af disse problemer skal forstås således, at sagsøgeren allerede var ramt af sygdom, før han indtrådte tjenesten som intern revisor, er denne konstatering alene i øvrigt ikke tilstrækkelig til at begrunde, at der i forbindelse med undersøgelsen af årsagen til sagsøgerens invaliditet ikke blev taget hensyn til, om sygdommen havde erhvervsmæssig oprindelse som omhandlet i vedtægtens artikel 78, idet en erhvervssygdom kan tilskrives en forværring af en allerede eksisterende sygdom, hvis årsag skal søges andetsteds.

85      Det andet invaliditetsudvalg henviste ganske vist til en række uddrag af sagsakterne, men det forklarede ikke på en klar og forståelig måde grundene til, at det valgte ikke at følge visse tidligere og relevante lægeerklæringer, der var mere fordelagtige for den pågældende (jf. den retspraksis, der er nævnt i præmis 76 og 77 ovenfor). Det andet invaliditetsudvalg begrænsede sig i den sammenfattende lægeerklæring til at anføre, at den »»angst-depressive tilstand, der er udløst af en betydelig konflikt inden for administrationen, som kan sidestilles med psykisk chikane«, der er nævnt i […] læge J.’s erklæring af 11. [februar] 2010, og i hvilken forbindelse det er vurderet, at der foreligger »en vedvarende invaliditetsgrad på 10%«, idet der »i vedtægtens forstand fortsat består en angst-depressiv reaktiv tilstand, der er forbundet med følelsesmæssige problemer og kognitive vanskeligheder«, efter dette udvalgs opfattelse ikke har kunnet bidrage til, at patienten lider af en vedvarende invaliditet, der må anses for fuldstændig«, idet dette udvalg ikke gav suppleringer forklaringer.

86      Det andet invaliditetsudvalg anførte endvidere, at »udvalget er bevidst om, at det af den ovenfor nævnte erklæring fra læge J. fremgår, at »Robert McCoy ikke længere er i stand til at udføre nogen form for erhvervsmæssige aktiviteter, [men at] det derimod må anerkendes, at han uanset sin alder dog fuldt ud vil være i stand til at udføre en vis form for arbejde i sit privatliv««. Det andet invaliditetsudvalg anførte imidlertid udelukkende, at det, »henset til den grundige lægeundersøgelse, som det havde foretaget, ikke [var] enigt i denne konstatering«, uden at redegøre for, hvorledes denne grundige undersøgelse havde gjort det muligt at nå til den modsatte konklusion.

87      Det er korrekt, at selv om invaliditetsudvalget er underlagt en skærpet begrundelsespligt, når det vælger ikke at følge tidligere lægeerklæringer, kan det ikke kræves, at det i hver enkelt erklæring giver en omfattende og specifik begrundelse. Det påhviler imidlertid dette udvalg på en klar og forståelig måde at angive grundene til, at det har valgt ikke at følge disse udtalelser. I det foreliggende tilfælde har det andet invaliditetsudvalg imidlertid kun i vage og upræcise vendinger forsøgt at forklare, hvorfor det valgte ikke at følge de tidligere lægeerklæringer. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det ikke er tilstrækkeligt kun at anføre, således som læge M. gjorde det i notatet af 8. maj 2015, at »selv om der ikke udtrykkeligt [var] henvist til samtlige dokumenter, havde invaliditetsudvalget haft adgang til disse dokumenter«. Dette forklarer ikke på en klar og forståelig måde, hvorfor det andet invaliditetsudvalg valgte ikke at følge de lægeerklæringer og de administrative rapporter, der var fordelagtige for sagsøgeren. Det andet invaliditetsudvalg begrænsede sig i øvrigt til kun at fremsætte bemærkninger om to sætninger i lægejournalen, selv om den indeholdt mindst ti lægeerklæringer.

88      Endelig fremgår det af det ovenfor anførte, dels at det andet invaliditetsudvalg ikke gav en retligt fyldestgørende forklaring på grundene til, at dette udvalg valgte ikke at følge de tidligere lægeerklæringer, hvoraf det klart fremgår, at sagsøgerens sygdom havde erhvervsmæssig oprindelse, dels at udvalget heller ikke gav en tilstrækkelig forklaring på, hvorfor sagsøgerens invaliditet ikke kunne have erhvervsmæssig oprindelse. Det andet invaliditetsudvalg gav i denne henseende navnlig ingen tilstrækkelig forklaring på, hvorfor det ikke undersøgte, hvilken indvirkning de omstændigheder, der fremgik af de administrative sagsakter, måtte have haft på sagsøgerens helbredstilstand, selv om disse sagsakter ikke desto mindre klart nævner eksistensen af en arbejdsrelateret konflikt, og at sagsøgeren blev udsat for »chikane«. Denne utilstrækkelige begrundelse påvirkede imidlertid de konklusioner, der blev fremsendt til ansættelsesmyndigheden, og den anfægtede afgørelse, hvilket indebærer, at nærværende anbringende skal tages til følge.

89      Det bemærkes, således som det fremgår af præmis 58 ovenfor, at Retten finder det hensigtsmæssigt at behandle de argumenter, der vedrører den påståede tilsidesættelse af begrebet erhvervssygdom, i forbindelse med det tredje anbringende, der vedrører anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn.

 Om det tredje anbringende om anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn og om tilsidesættelse af begrebet erhvervssygdom

90      Sagsøgeren har anført, at det andet invaliditetsudvalg udelukkende koncentrerede sig om hans nuværende helbredstilstand uden at søge at afdække årsagen til hans sygdom. Dette fremgår bl.a. af de spørgsmål, som læge M. og H. stillede under mødet den 7. maj 2014. Det følger heraf, at konklusionen om, at der ikke fandtes argumenter, der kunne godtgøre, at der forelå årsagsforbindelse mellem uarbejdsdygtigheden og de arbejdsrelaterede stressfaktorer, var støttet på et åbenbart urigtigt skøn. Til støtte for sit argument har sagsøgeren henvist til uddrag af forskellige lægeerklæringer, hvori det konstateres, at årsagen til hans uarbejdsdygtighed skyldtes det pres, som han var blevet udsat for på arbejdet.

91      Sagsøgeren har endvidere anført, at såfremt det andet invaliditetsudvalg var af den opfattelse, at årsagen til hans invaliditet skyldtes et overdrevent forbrug af alkohol, påhvilede det dette udvalg at råde over lægelige oplysninger, der kunne godtgøre dette. Sagsøgeren har imidlertid anført, at sagsakterne ikke indeholder oplysninger herom. Sagsakterne indeholder navnlig ikke oplysninger, der på nogen måde kan godtgøre, at han havde et alkoholforbrug og endnu mindre et overdrevent alkoholforbrug. Efter sagsøgerens opfattelse kunne det andet invaliditetsudvalg blot have anmodet om resultaterne af de blodprøver, der var blevet taget før år 2000, hvilket i øvrigt ville have godtgjort, at han ikke indtog alkohol.

92      Eftersom et flertal af det andet invaliditetsudvalg fandt, at invaliditeten skyldtes ikke-arbejdsrelaterede faktorer, kan spørgsmålet om, hvorvidt eksistensen af disse ikke-arbejdsrelaterede faktorer kan anses for at være årsagen – og i øvrigt den eneste årsag – til invaliditeten, i modsætning til, hvad ansættelsesmyndigheden har hævdet i afgørelsen om afslag på klagen, derfor ikke have karakter af en lægelig vurdering.

93      Sagsøgeren har endvidere anført, at det andet invaliditetsudvalg tilsidesatte begrebet erhvervssygdom, idet det udelukkende lod undersøgelsen vedrøre sagsøgerens nuværende helbredstilstand og den helbredstilstand, som han befandt sig i før de begivenheder, der er genstand for OLAF’s rapport, og ikke tog stilling til den forværring af hans helbredstilstand, der var forårsaget af hans arbejdssituation.

94      Regionsudvalget har bestridt sagsøgerens argumenter. Ansættelsesmyndigheden udøvede efter Regionsudvalgets opfattelse sin kontrol ved at undersøge og vurdere, om det andet invaliditetsudvalg havde sikret sig, at dette sidstnævnte udvalg rådede over samtlige de oplysninger, der var nødvendige for, at det kunne udføre sine opgaver, og at det var behørigt underrettet om de krav, der fulgte af opfyldelsen af dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56).

95      Sagsøgeren har endvidere med urette hævdet, at det andet invaliditetsudvalg udelukkende lagde vægt på hans nuværende helbredstilstand. Det var nemlig først efter, at der var foretaget en undersøgelse af sagsøgerens lægejournal og de administrative sagsakter, at det med henvisning til sagsøgerens tidligere lægelige og psykiske sygdomshistorie, hans nuværende lægelige situation og hans egne forklaringer, blev konstateret, at sagsøgerens invaliditet ikke havde erhvervsmæssig oprindelse.

96      Endelig har Regionsudvalget anført, at den omstændighed, at der blev taget hensyn til sagsøgerens nuværende tilstand for at vurdere, om hans invaliditet eventuelt havde erhvervsmæssig oprindelse, udgjorde en rent lægelig vurdering, der derfor ikke er omfattet af Rettens prøvelse. Det forholder sig på samme måde med de ikke-arbejdsrelaterede årsager til invaliditeten.

97      Det bemærkes, at når der henses til den begrænsede retslige prøvelse, som Retten kan foretage af rent lægelige vurderinger, kan en påstand om, at invaliditetsudvalgets udtalelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, ikke tages til følge (jf. i denne retning dom af 7.5.2013, McCoy mod Regionsudvalget, F-86/11, EU:F:2013:56, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

98      Når Unionens retsinstanser skal foretage en prøvelse af en afgørelse, der er truffet af et invaliditetsudvalg eller af en ansættelsesmyndighed, og som selv er baseret på en sådan afgørelse, skal de i lighed med den prøvelse, som de foretager inden for områder, der indebærer komplekse vurderinger, navnlig i sager, der giver mulighed for at tilgå en lang række oplysninger, såsom sagkyndige rapporter, udtalelser og responsa, bl.a. ikke blot tage stilling til den rent materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, og til oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (jf. analogt dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 54).

99      Det tilkommer navnlig Unionens retsinstanser at foretage den legalitetsprøvelse, som de er pålagt, på grundlag af oplysninger indgivet af sagsøgeren til støtte for dennes anbringender, og denne prøvelse kan ikke begrænses af den skønsbeføjelse, som invaliditetsudvalget eller ansættelsesmyndigheden har til at vælge, hvilke oplysninger de vil tage hensyn til, og hvilke de vil se bort fra, når de skal træffe deres afgørelse. Under disse omstændigheder er den begrænsede retslige prøvelse af rent lægelige vurderinger ikke til hinder for, at Unionens retsinstanser kan kontrollere, om invaliditetsudvalget har taget hensyn til samtlige de omstændigheder, der må anses for åbenbart relevante for udførelsen af den opgave, som det havde ansvaret for.

100    I det foreliggende tilfælde fremgår det af den sammenfattende lægeerklæring, således som Regionsudvalget har anført, at det andet invaliditetsudvalg undersøgte sagsøgerens lægejournal og administrative sagsakter og henviste til hans ikke-arbejdsrelaterede og psykiske sygdomshistorie, hans nuværende lægelige situation og hans egne forklaringer, for at konstatere, at hans invaliditet ikke havde erhvervsmæssig oprindelse. Dette bekræfter, således som sagsøgeren har gjort gældende, at det andet invaliditetsudvalg udelukkende støttede sig på hans ikke-arbejdsrelaterede og psykiske sygdomshistorie og den helbredstilstand, som han befandt sig i i 2014. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det andet invaliditetsudvalg udtrykkeligt henviste til den psykiske sygdomshistorie og andre ikke-arbejdsrelaterede faktorer, såsom det overdrevne forbrug af psykofarmaka og alkohol, der er nævnt i lægejournalen, mens sagsøgerens vanskelige arbejdssituation, der også er nævnt i lægejournalen og i de administrative sagsakter, kun nævnes i meget vage vendinger og afvises uden nærmere forklaring (jf. præmis 79-81 ovenfor). Hvis det andet invaliditetsudvalg havde undersøgt, om der eventuelt bestod en sammenhæng mellem sagsøgerens arbejdssituation og hans helbredssituation, ville dette nemlig have været genstand for en behandling i den sammenfattende lægeerklæring, der i det mindste ville have været lige så omfattende som behandlingen af hans psykiske sygdomshistorie og den helbredstilstand, som han befandt sig i i 2014. I det foreliggende tilfælde er der imidlertid kun henvist til den omstændighed, at det andet invaliditetsudvalg tog hensyn til lægejournalen og de administrative sagsakter, uden yderligere præciseringer.

101    Det skal i denne forbindelse konstateres, at det fremgår af de sagsakter, der er fremlagt for Retten, at selv om sagsøgeren tidligere havde haft helbredsproblemer, led han ikke længere af dem på det tidspunkt, hvor han indtrådte i tjenesten hos Regionsudvalget. I den periode, hvor han gjorde tjeneste hos Regionsudvalget, blev han imidlertid i forbindelse med sit arbejde udsat for psykisk chikane og pres, og han blev derfor i denne periode og umiddelbart derefter ramt af helbredsproblemer. Det andet invaliditetsudvalg synes imidlertid ikke at have undersøgt disse omstændigheder, der imidlertid har en væsentlig betydning i det foreliggende tilfælde.

102    For så vidt som formålet med det andet invaliditetsudvalgs arbejde var at konstatere eller udelukke, at der bestod en sammenhæng mellem sagsøgerens arbejdssituation og hans invaliditet, skal det således fastslås, at udvalget ikke uden at tilsidesætte begrebet erhvervssygdom og således, i forbindelse med den sammenfattende lægeerklæring, anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne nøjes med at anføre, at det udelukkende støttede sig på sagsøgerens psykiske og ikke-arbejdsrelaterede sygdomshistorie samt den helbredstilstand, som han befandt sig i i 2014. Dette gælder navnlig, idet det fremgår af de administrative sagsakter, at sagsøgeren havde været udsat for chikane og pres i forbindelse med sit arbejde. Det er i denne forbindelse væsentligt at bemærke, at i komplekse situationer, hvor en tjenestemands sygdom beror på flere årsager, såsom arbejds- og ikke-arbejdsrelaterede årsager, fysiske eller psykiske årsager, der alle har bidraget til sygdommens opståen, tilkommer det lægeudvalget at afgøre, om tjenesten ved Unionens institutioner har direkte sammenhæng med tjenestemandens sygdom, f.eks. som værende det forhold, der var årsag til sygdomsudbruddet. I sådanne situationer er det ikke nødvendigt for, at sygdommen kan anerkendes som erhvervssygdom, at den udelukkende, væsentligt, overvejende eller sandsynligt er opstået som følge af tjenesteudøvelsen (dom af 14.9.2010, AE mod Kommissionen, F-79/09, EU:F:2010:99, præmis 83).

103    På baggrund af det ovenfor anførte skal det fastslås, at det tredje anbringende om anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn og om tilsidesættelse af begrebet erhvervssygdom skal tages til følge.

 Om det fjerde anbringende om det andet invaliditetsudvalgs kommissorium

104    Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at det andet invaliditetsudvalg ved at undersøge hans helbredstilstand i 2014 tilsidesatte sit kommissorium, som var at vurdere, om sagsøgeren på det tidspunkt, hvor han overgik til invaliditetsydelse i 2007, var ramt af en sygdom, der havde erhvervsmæssig oprindelse.

105    Regionsudvalget er af den opfattelse, at det andet invaliditetsudvalg opfyldte sit kommissorium. Regionsudvalget har anført, at det andet invaliditetsudvalg drog de lægelige konklusioner af sit arbejde, og den omstændighed, at det bl.a. støttede sig på en »grundig lægeundersøgelse«, som den foretog af sagsøgeren den 7. maj 2014, og på hans sygdomshistorie, udgør ikke en tilsidesættelse af dette kommissorium. Sagsøgerens argument om, at det andet invaliditetsudvalg »skulle tage stilling til år 2007 med tilbagevirkende kraft«, kan efter Regionsudvalgets opfattelse ikke på nogen måde tages til følge, idet dette ville indebære, at det andet invaliditetsudvalg ville blive forhindret i i 2014 at foretage en »grundig lægeundersøgelse« og at foretage en lægelig vurdering af hele sagen.

106    Det skal bemærkes, at det inden for rammerne af det andet invaliditetsudvalgs kommissorium tilkom dette udvalg at foretage en lægelig vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens invaliditet havde erhvervsmæssig oprindelse. Det påhvilede således dette invaliditetsudvalg at undersøge, om sagsøgerens invaliditet ud fra et lægeligt synspunkt skyldtes eller ikke skyldtes en erhvervssygdom, der havde sin årsag i de arbejdsvilkår, hvorunder han udførte sit arbejde ved Regionsudvalget (jf. i denne retning dom af 21.1.1987, Rienzi mod Kommissionen, 76/84, EU:C:1987:17, præmis 9 og 12).

107    Såfremt det fjerde anbringende skal forstås således, at det andet invaliditetsudvalg ikke overholdt sit kommissorium for så vidt angår undersøgelsen af årsagen til sagsøgerens invaliditet, bemærkes, at det tilkom dette udvalg inden for rammerne af dets kommissorium at foretage lægelige og ikke retlige vurderinger af spørgsmålet om invaliditetens erhvervsmæssige oprindelse. Det påhvilede således invaliditetsudvalget at undersøge, om sagsøgerens invaliditet ud fra et lægeligt synspunkt skyldtes eller ikke skyldtes en erhvervssygdom, der havde sin årsag i arbejdsvilkår (jf. i denne retning dom af 21.1.1987, Rienzi mod Kommissionen, 76/84, EU:C:1987:17, præmis 9 og 12).

108    Det må på denne baggrund fastslås, at invaliditetsudvalget udførte sin opgave i den mest bogstavelige forstand, idet udvalget i sine konklusioner af 7. maj 2010 ud fra et lægeligt synspunkt angav, at sagsøgerens invaliditet »ikke skyld[tes] en erhvervssygdom«.

109    Henset til det ovenstående er det fjerde anbringende ubegrundet og skal derfor forkastes.

 Om det syvende anbringende om tilsidesættelse af en rimelig frist

110    Sagsøgeren er af den opfattelse, at den periode på 19 måneder, der forløb mellem afsigelsen af dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56), og det tidspunkt, hvor det andet invaliditetsudvalg afsluttede sit arbejde den 10. november 2014, gør det muligt, når der henses til denne periodes varighed, at fastslå, at princippet om en rimelig frist er blevet tilsidesat. Sagsøgeren har foreholdt Regionsudvalget, at det ikke nedsatte det andet invaliditetsudvalg før den 14. februar 2014. Sagsøgeren har endvidere anført, at dette udvalg ikke mødtes før den 15. april og den 7. maj 2014. Sagsøgeren har desuden kritiseret læge H. for at have ventet indtil den 10. november 2014 med at sende de underskrevne referater til hans repræsentant, læge G. Sagsøgeren har desuden anført, at selv om den anfægtede afgørelse blev truffet den 2. december 2014, modtog han først underretning om denne afgørelse ved skrivelse af 22. december 2014, som blev afsendt den 5. januar 2015.

111    De forklaringer, som ansættelsesmyndigheden anførte i afgørelsen om afslag på klagen, om, at et af dokumenterne var blevet beskadiget, kan efter sagsøgerens opfattelse ikke begrunde den sene fremsendelse af referaterne.

112    Regionsudvalget har bestridt sagsøgerens argumenter.

113    Det bemærkes for det første, at forpligtelsen til at iagttage en rimelig frist i forbindelse med gennemførelsen af administrative procedurer udgør et almindeligt EU-retligt princip, hvis overholdelse Unionens retsinstanser sikrer, og som er anført som en del af retten til god forvaltningsskik i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (jf. dom af 7.5.2013, McCoy mod Regionsudvalget, F-86/11, EU:F:2013:56, præmis 135 og den deri nævnte retspraksis).

114    Tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist kan imidlertid, såfremt dette må anses for godtgjort, ikke begrunde, at den anfægtede afgørelse skal annulleres som følge af, at proceduren er behæftet med uregelmæssigheder. Den eventuelt urimeligt lange tid, der er forløbet ved behandlingen af sagsøgerens ansøgning om, at en sygdom anerkendes som en erhvervssygdom i henhold til vedtægtens artikel 78, kan nemlig i princippet ikke påvirke selve indholdet af invaliditetsudvalgets udtalelse eller indholdet af den anfægtede afgørelse. En sådan frist kan nemlig ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, ændre ved invaliditetsudvalgets vurdering af, om den berørtes invaliditet har erhvervsmæssig oprindelse i henhold til vedtægtens artikel 78 (dom af 21.10.2009, V mod Kommissionen, F-33/08, EU:F:2009:141, præmis 210; jf. ligeledes i denne retning dom af 11.4.2006, Angeletti mod Kommissionen, T-394/03, EU:T:2006:111, præmis 163). Selv om det er korrekt, at varigheden af en lægelig procedure kan påvirke vurderingen af sygdommens alvor og virkningerne heraf og gøre det mere vanskeligt at fastlægge årsagerne til sygdommen (dom af 14.9.2010, AE mod Kommissionen, F-79/09, EU:F:2010:99, præmis 102), er det i det foreliggende tilfælde hverken hævdet eller godtgjort, at procedurens urimeligt lange varighed påvirkede de hovedelementer, som det andet invaliditetsudvalg lagde til grund for sine konklusioner. Såfremt det må anses for godtgjort, at der er forløbet urimeligt lang tid, kan dette forhold således ikke påvirke lovligheden af udvalgets konklusioner og dermed heller ikke konklusionerne i den anfægtede afgørelse.

115    Det skal endvidere fastslås, at sagsøgeren med urette har foreholdt Regionsudvalget, at der forløb en periode på 19 måneder, og at dette medførte en tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist. Det var nemlig i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, på hans anmodning, at Regionsudvalget anmodede præsidenten for Den Europæiske Unions Domstol om at udpege en tredje læge. Regionsudvalget modtog imidlertid først underretning om udpegelsen af læge H. i februar 2014. Det fremgår endvidere af e-mailkorrespondancen mellem læge M. og læge G., at læge G. den 19. september 2013 tilkendegav, at han foretrak læge L., som var blevet foreslået af læge M. Sagsøgeren underrettede først den 8. november 2013 Regionsudvalget om, at hverken han eller læge G. havde tilkendegivet, at de var enige i udpegelsen af læge L. Det skal således fastslås, at sagsøgeren selv bidrog til den forsinkelse, der opstod som følge af, at en læge skulle udpeges af præsidenten for Den Europæiske Unions Domstol.

116    Det syvende anbringende om manglende overholdelse af en rimelig frist skal derfor forkastes som ugrundet.

 Om det ottende anbringende om tilsidesættelse af kollegialitetsprincippet

117    Sagsøgeren har gjort gældende, at den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden kun stillede spørgsmål til læge M., der udelukkende havde taget kontakt til læge H. uden at informere læge G., udgør en tilsidesættelse af kollegialitetsprincippet.

118    Regionsudvalget er med henvisning til det andet invaliditetsudvalgs møder den 15. april og den 7. maj 2014 og den efterfølgende skriftveksling af den opfattelse, at hvert enkelt af medlemmerne af det andet invaliditetsudvalg havde mulighed for på en hensigtsmæssig måde at give deres mening til kende, og at dette princip således ikke blev tilsidesat. Regionsudvalget har endvidere henvist til, at de faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde i høj grad ligner de faktiske omstændigheder i den sag, der gav anledning til dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56), hvori det blev fastslået, at kollegialitetsprincippet ikke var blevet tilsidesat.

119    Det følger af fast retspraksis, at invaliditetsudvalget skal udføre sit arbejde under overholdelse af kollegialitetsprincippet, idet hvert enkelt medlem skal have mulighed for frit at udtrykke deres synspunkter (jf. i denne retning dom af 22.11.1990, V. mod Parlamentet, T-54/89, EU:T:1990:71, præmis 34, og af 27.2.2003, Camacho-Fernandes mod Kommissionen, T-20/00, EU:T:2003:47, præmis 45 ff.).

120    I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at det af sagsøgeren påberåbte princip ikke er blevet tilsidesat. Det andet invaliditetsudvalg mødtes to gange, nemlig den 15. april og den 7. maj 2014. Hver enkelt læge havde i forbindelse med disse møder og efter at have gjort sig bekendt med det fulde indhold af den lægejournal og de administrative sagsakter, der vedrørte sagsøgeren, mulighed for såvel mundtligt som skriftligt at give deres mening til kende. Læge M. og læge H. underskrev konklusionerne, og læge G. havde mulighed for at afgive divergerende konklusioner. Disse tre læger havde endvidere mulighed for at udfærdige deres erklæring, som efterfølgende blev tilført lægejournalen. Anbringendet om, at det andet invaliditetsudvalg tilsidesatte kollegialitetsprincippet, skal derfor forkastes.

121    Det ottende anbringende skal således forkastes som ugrundet.

122    Det følger heraf, at det fjerde, det syvende og det ottende anbringende skal forkastes som ugrundede. Eftersom det andet anbringende om en manglende begrundelse og det tredje anbringende om anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn og om tilsidesættelse af begrebet erhvervssygdom er blevet taget til følge, skal den anfægtede afgørelse på grundlag heraf annulleres.

 Om de anbringender, der vedrører de faktiske omstændigheder, som indtrådte efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og påstanden om erstatning

123    Som det er nævnt i præmis 56 og 57 ovenfor, kan det første, det femte og det sjette anbringende ikke påvirke den anfægtede afgørelses lovlighed. De ulovligheder, der er henvist til i disse anbringender, skal imidlertid tages i betragtning i forbindelse med erstatningspåstanden.

 Om det første anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 78 som følge af en manglende kontrol af det andet invaliditetsudvalgs arbejde

124    Sagsøgeren har i det væsentlige fremsat tre klagepunkter, der har til formål at godtgøre, at ansættelsesmyndigheden ikke opfyldte sin pligt til at kontrollere det andet invaliditetsudvalgs arbejde. For det første begik ansættelsesmyndigheden en fejl, da den besluttede ikke at gennemgå sagsøgerens lægejournal, selv om den var blevet opfordret til at gøre dette. For det andet begik den en fejl ved kun at stille spørgsmål til læge M. (jf. præmis 42 ovenfor) om, hvorvidt det andet invaliditetsudvalg havde udført sit arbejde korrekt, med henblik på at sikre, at dette arbejde var blevet udført i overensstemmelse med reglerne. En sådan tilgang svarer efter sagsøgerens opfattelse til, at ansættelsesmyndigheden fritages for at foretage den kontrol, som det påhviler den at udføre, og at denne kontrol mister enhver effektiv virkning. For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden tilsidesatte de processuelle garantier ved kun at rette spørgsmålet om, hvorvidt det andet invaliditetsudvalg havde udført sit arbejde korrekt, til den læge, som var udpeget af Regionsudvalget, hvilket er i strid med bl.a. princippet om upartiskhed.

125    Regionsudvalget har bestridt sagsøgerens argumenter.

126    Hvad angår det første klagepunkt har Regionsudvalget anført, at ansættelsesmyndighedens kontrol er begrænset, og at den netop udførte denne opgave i overensstemmelse med de gældende regler.

127    Regionsudvalget har henvist til dokumentet med titlen »Håndbog for invaliditetsudvalgets procedure« og anført, at det af denne håndbog under afsnit IV, »Invaliditetsudvalgets funktionsmåde«, fremgår, at invaliditetsudvalget er uafhængigt og dets arbejde omfattet af fortrolighed. Det følger heraf, at ansættelsesmyndigheden ikke havde mulighed for at tilgå de oplysninger, der indgik i dette arbejde, og at den med henblik på at træffe sin afgørelse alene rådede over det andet invaliditetsudvalgs konklusioner, som ikke indeholdt nogen former for lægelige oplysninger.

128    Regionsudvalget har endvidere anført, at ansættelsesmyndigheden i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, ikke havde pligt til at gennemgå lægejournalen. Det påhvilede i givet fald sagsøgeren udtrykkeligt at gøre ansættelsesmyndigheden opmærksom på oplysninger i lægejournalen i forbindelse med behandlingen af hans klage og samtidig at redegøre for den sammenhæng, som efter hans opfattelse fandtes mellem disse oplysninger og de i klagen indeholdte klagepunkter.

129    Sagsøgerens opfordring om, at ansættelsesmyndigheden skulle gennemgå lægejournalen, blev i øvrigt først fremsat efter, at klagen var blevet indgivet.

130    Regionsudvalget har endvidere henvist til, at rent lægelige vurderinger ikke kan anfægtes inden for rammerne af et søgsmål. Eftersom ansættelsesmyndigheden kun kan foretage en begrænset kontrol i denne forbindelse, påhvilede det den udelukkende at foretage en korrekt vurdering af de faktiske omstændigheder og at sikre, at de retsregler, der gælder for invaliditetsudvalgets arbejde, var blevet anvendt korrekt.

131    Regionsudvalget er således af den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden ikke kan foreholdes, at den ikke foretog en korrekt vurdering af de faktiske omstændigheder, eller at den tilsidesatte de gældende retsregler.

132    Regionsudvalget har med hensyn til det andet klagepunkt anført, at det overholdt reglerne ved at stille spørgsmål til læge M. Regionsudvalget har nemlig hævdet, at ansættelsesmyndigheden ved at anvende et spørgeskema til at indsamle de oplysninger, der var nødvendige for behandlingen af klagen, valgte den mindst indgribende fremgangsmåde for ikke at skade fortroligheden omkring det andet invaliditetsudvalgs arbejde, den lægelige tavshedspligt og beskyttelsen af følsomme personoplysninger.

133    Hvad angår det tredje klagepunkt om, at ansættelsesmyndigheden begik en fejl ved kun at stille spørgsmål til den læge, som institutionen havde udpeget, har Regionsudvalget anført, at de spørgsmål, som ansættelsesmyndigheden stillede, var tilstrækkeligt neutrale og præcise til, at denne læge kunne give objektive svar. Regionsudvalget har endvidere begrænset sig til at henvise til, at det i lyset af de fagetiske regler, der gælder for læge M.'s erhverv, synes lidet sandsynligt, at læge M. skulle have tilsidesat sin uafhængighed. Den omstændighed, at læge M. blev anmodet om at besvare spørgsmål, der vedrørte kontrollen, medførte derfor ikke en tilsidesættelse af princippet om upartiskhed. Et sådant argument ville svare til at rejse tvivl om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden er upartisk, når den behandler en klage.

134    Regionsudvalget har endvidere anført, at de tre læger, der deltog i det andet invaliditetsudvalg, blev udpeget i overensstemmelse med de gældende regler og havde mulighed for at fremsætte deres synspunkter under møderne den 15. april og den 7. maj 2014, hvilket de også rent faktisk gjorde. Det var først efter afslutningen af det andet invaliditetsudvalgs arbejde og efter indgivelsen af klagen – hvorved sagsøgeren med hjælp fra sin læge fik mulighed for at fremsætte sine klagepunkter – at der efter Regionsudvalgets opfattelse blev stillet spørgsmål til læge M.

135    Hvad for det første angår klagepunktet om, at ansættelsesmyndigheden ikke foretog en tilstrækkelig kontrol af det andet invaliditetsudvalgs arbejde, idet den besluttede ikke at gennemgå lægejournalen, skal det som også anført af Regionsudvalget først konstateres, at selv om sagsøgeren havde givet samtykke til at ophæve fortroligheden omkring invaliditetsudvalgets arbejde, påhvilede det ham udtrykkeligt at gøre ansættelsesmyndigheden opmærksom på oplysningerne i lægejournalen i forbindelse med behandlingen af hans klage og samtidig at redegøre for den sammenhæng, som efter hans opfattelse fandtes mellem disse oplysninger og de fremsatte klagepunkter.

136    Det skal endvidere fastslås, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde havde henledt læge M.'s opmærksomhed på de hovedpunkter, der førte til, at det første invaliditetsudvalgs afgørelse blev annulleret ved dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56). I en e-mail af 2. april 2014 understregede ansættelsesmyndigheden i lyset af denne dom nemlig vigtigheden af, at invaliditetsudvalget på forhånd havde adgang til samtlige oplysninger, at det opfyldte (den generelle og den særlige) begrundelsespligt, at det iværksatte en lægeundersøgelse og om nødvendigt foretog supplerende undersøgelser, at det fremsendte sine konklusioner til administrationen, og at det supplerede lægejournalen med mindst en sammenfattende lægeerklæring.

137    Henset til disse betragtninger og den omstændighed, at sagsøgeren i sin klage fremsatte flere argumenter, der havde til formål at godtgøre, at ikke blot invaliditetsudvalgets konklusioner, men også den sammenfattende lægeerklæring var behæftede med ulovligheder, navnlig i lyset af dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56), burde Regionsudvalget i det mindste have gennemgået erklæringen. I forbindelse med, at sagsøgeren opfordrede Regionsudvalget til at gennemgå sin lægejournal, oplyste Regionsudvalget i en e-mail af 8. juni 2015 imidlertid følgende: »[V]i ønsker ikke at anmode Dem om adgang til den sammenfattende lægeerklæring i forbindelse med behandlingen af klagen.«

138    Det skal fastslås, at den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden ikke undersøgte dette dokument, selv om sagsøgeren havde opfordret den til at gennemgå det, fordi det udgjorde et vigtigt dokument for behandlingen af klagen, skal anses for en undladelse af at kontrollere det andet invaliditetsudvalgs arbejde. Det er ganske vist korrekt, at lægejournalen er fortrolig, og at Regionsudvalget ikke havde mulighed for at gennemgå den før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, men Regionsudvalget burde i det mindste på tidspunktet for klagen, og efter at sagsøgeren havde opfordret hertil, have accepteret at gennemgå den sammenfattende lægerklæring. Dette ville rent faktisk have gjort det muligt for Regionsudvalget at undersøge, om invaliditetsudvalget havde fulgt de retlige og processuelle forpligtelser, der påhvilede det, uden at tage stilling til de lægelige vurderinger.

139    Hvad angår det andet klagepunkt skal det bemærkes, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde henvendte sig til den læge, der var udpeget af Regionsudvalget, for at stille ham en række spørgsmål med henblik på at besvare klagen.

140    Ved at begrænse sig til at stille disse spørgsmål til den læge, der var udpeget af institutionen, og ved udelukkende at tage hensyn til de svar, som denne læge anførte i notatet af 8. maj 2015, sikrede ansættelsesmyndigheden sig imidlertid ikke, at den på tilfredsstillende vis havde kontrolleret, om det andet invaliditetsudvalg havde udført sit arbejde korrekt. Ved ikke at høre de to andre læger og ved at nægte at gennemgå den sammenfattende lægeerklæring fik ansættelsesmyndigheden nemlig kun et delvist billede af det andet invaliditetsudvalgs arbejde. I det foreliggende tilfælde var det imidlertid særlig vigtigt, at ansættelsesmyndigheden sikrede sig, at det havde et fuldstændigt billede af dette arbejde for at kunne kontrollere, at det var blevet udført korrekt, navnlig i lyset af den omstændighed, at de forskellige procedurer, der involverede sagsøgeren og Regionsudvalget, havde pågået i flere år.

141    Hvad angår det tredje klagepunkt skal det bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at »[d]et følger af […] artikel 41 [i chartret om grundlæggende rettigheder], at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt af Unionens institutioner[, og at d]ette krav om upartiskhed dækker dels den subjektive upartiskhed, hvilket vil sige, at ingen af den omhandlede institutions medlemmer med ansvar for sagen må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, dels den objektive upartiskhed, hvilket vil sige, at institutionen skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes« (dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 155).

142    Det skal i lyset af denne retspraksis fastslås, at ansættelsesmyndigheden som følge af den manglende høring af de andre læger, der deltog i det andet invaliditetsudvalg, ikke kunne sikre, at den havde handlet på en sådan måde, at der ikke forelå nogen tvivl om, hvorvidt den var upartisk, da den undersøgte, om dette udvalg havde udført sit arbejde korrekt. Det skal således bemærkes, at det under omstændigheder som i den foreliggende sag påhvilede ansættelsesmyndigheden ikke blot at sikre, at Regionsudvalget havde handlet upartisk, men også, at dets handlinger blev anset for upartiske i forhold til sagsøgeren og tredjemænd. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgeren allerede i sin klage havde rejst tvivl om læge M.'s upartiskhed. Denne tvivl var baseret på den omstændighed, at denne læge allerede i forbindelse med det andet invaliditetsudvalgs første møde havde udtalt sig til ugunst for sagsøgeren, til trods for, at der ikke var blevet gennemført nogen lægeundersøgelse og endnu mindre den »grundige« lægeundersøgelse, der er nævnt i referatet af det andet møde den 7. maj 2015.

143    Regionsudvalget foretog derfor ikke en fuldstændig kontrol af det andet invaliditetsudvalgs arbejde og sikrede ikke på tilfredsstillende vis, at princippet om upartiskhed blev overholdt.

144    Det følger heraf, at de tre klagepunkter, der er fremsat inden for rammerne af det første anbringende, er begrundede, og at disse klagepunkter skal tages i betragtning i forbindelse med undersøgelsen af erstatningspåstanden.

 Om det femte anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten

145    Sagsøgeren har gjort gældende, at Regionsudvalget blev gjort opmærksom på den manglende kontrol og den tilsidesættelse af de processuelle garantier, som er blevet påberåbt inden for rammerne af det første anbringende, og at det således burde have reageret, hvilket imidlertid ikke skete. Dette udgør derfor en tilsidesættelse af omsorgspligten.

146    Regionsudvalget har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ikke kan blande sig i invaliditetsudvalgets arbejde, idet dette arbejde skal udføres i fuldstændig uafhængighed. Regionsudvalget er endvidere af den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden behørigt sikrede sig, at det andet invaliditetsudvalg ved at stille spørgsmål til læge M. havde gennemført sit arbejde korrekt. Regionsudvalget har desuden henvist til, at der blev udvekslet flere skrivelser, og at der blev afholdt møder mellem sagsøgeren og Regionsudvalgets øverste ledelse. Regionsudvalget tilsidesatte således ikke sin omsorgspligt.

147    Det skal bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik, som administrationen skal overholde, navnlig indebærer, at ansættelsesmyndigheden ved afgørelser om forhold vedrørende en tjenestemand tager alle de omstændigheder i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed ikke blot tager hensyn til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse (kendelse af 7.6.1991, Weyrich mod Kommissionen, T-14/91, EU:T:1991:28, præmis 50).

148    Det skal fastslås, at det i lyset af disse principper og af de ovenfor anførte betragtninger vedrørende den kontrol, som ansættelsesmyndigheden foretog i det foreliggende tilfælde, var i tjenestens og sagsøgerens interesse, at ansættelsesmyndigheden tog hensyn til alle de omstændigheder, der kunne antages at være bestemmende for dens afgørelse. Ansættelsesmyndigheden burde i denne forbindelse ud over konklusionerne af 7. maj 2014 have gennemgået den sammenfattende lægeerklæring og udtalelserne fra de tre læger, der deltog i det andet invaliditetsudvalg, for at kunne danne sig et fuldstændigt billede af sagen. Eftersom dette ikke skete, tilsidesatte ansættelsesmyndigheden sin omsorgspligt. Det skal nemlig gentages, at det, når der henses til den lange varighed af de forskellige procedurer, der involverede sagsøgeren og Regionsudvalget, og den omstændighed, at sagsøgeren var i tvivl om, hvorvidt den læge, der var udpeget af institutionen, var upartisk, påhvilede Regionsudvalget at sikre, at denne tvivl ikke bestod. Ved ikke at træffe foranstaltninger i denne forbindelse tilsidesatte Regionsudvalget imidlertid sin omsorgspligt.

149    Det skal derfor fastslås, at det femte anbringende er begrundet, og at det skal tages i betragtning i forbindelse med undersøgelsen af erstatningspåstanden.

 Om det sjette anbringende om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF

150    Sagsøgeren har anført, at Regionsudvalget ikke har opfyldt dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56). Ansættelsesmyndigheden foretog nemlig ikke en effektiv kontrol af det andet invaliditetsudvalgs arbejde, idet den begrænsede sig til at stille spørgsmål til den læge, som var udpeget af institutionen, således som det fremgår ovenfor.

151    Regionsudvalget har bestridt sagsøgerens argument og anført, at det faktisk har opfyldt dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56).

152    Det skal bemærkes, at såfremt Unionens retsinstanser annullerer en retsakt fra en institution, påhviler det i medfør af artikel 266 TEUF sidstnævnte at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen. Det fremgår af fast retspraksis, at den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidrører, for at efterkomme dommen og opfylde den fuldt ud ikke blot skal tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, der har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på. Det er nemlig disse præmisser, som dels fastslår, hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver grundene til den i konklusionen fastslåede ulovlighed, som den pågældende institution skal tage hensyn til, når den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret (jf. kendelse af 29.6.2005, Pappas mod Regionsudvalget, T-254/04, EU:T:2005:260, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

153    Det bemærkes endvidere, at artikel 266 TEUF pålægger den berørte institution at undgå, at enhver retsakt, der skal træde i stedet for den annullerede retsakt, er behæftet med de samme ugyldighedsgrunde som dem, der er fastslået i dommen om annullation (jf. i denne retning dom af 10.11.2010, KHIM mod Simões Dos Santos, T-260/09 P, EU:T:2010:461, præmis 70-72).

154    Hvad angår virkningen af, at en retsakt annulleres af Unionens retsinstanser, indtræder denne ex tunc og indebærer følgelig, at den annullerede retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen. Den sagsøgte institution er i medfør af artikel 266 TEUF forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at ophæve virkningerne af de fastslåede ulovlige forhold, hvilket – når retsakten allerede er gennemført – forudsætter, at den retsstilling, som sagsøgeren befandt sig i inden vedtagelsen af denne retsakt, genoprettes (kendelse af 29.6.2005, Pappas mod Regionsudvalget, T-254/04, EU:T:2005:260, præmis 37, og dom af 15.4.2010, Angelidis mod Parlamentet, F-104/08, EU:F:2010:23, præmis 36).

155    Det er i lyset af disse principper, at det skal undersøges, om Regionsudvalget i det foreliggende tilfælde har opfyldt dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56), korrekt.

156    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgeren har godtgjort, således som det er blevet konstateret i forbindelse med undersøgelsen af det første anbringende, at Regionsudvalget ikke foretog en tilstrækkelig kontrol af det andet invaliditetsudvalgs arbejde. En sådan manglende kontrol er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at Regionsudvalget har tilsidesat artikel 266 TEUF. Det påhviler nemlig også sagsøgeren på grundlag af den retspraksis, der er nævnt i præmis 152-154 ovenfor, at præcisere, hvorledes denne manglende kontrol har bidraget til tilsidesættelsen af forpligtelsen til at opfylde dom af 7. maj 2013, McCoy mod Regionsudvalget (F-86/11, EU:F:2013:56), hvilket han ikke har gjort.

157    Under disse omstændigheder skal det sjette anbringende forkastes som ugrundet. Dette anbringende skal derfor ikke tages i betragtning i forbindelse med erstatningspåstanden.

 Om erstatningspåstanden

158    Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning på 5 000 EUR som følge af de ulovligheder, der har bidraget til den situation med afventning og usikkerhed, som han befinder sig i, og om erstatning på 20 000 EUR som følge af Regionsudvalgets tilsidesættelse af artikel 266 TEUF.

159    Sagsøgeren har anført, at vedtagelsen af den anfægtede afgørelse har haft den virkning, at han på ny er blevet placeret i en situation, hvor han er nødt til at afvente, at der tages endelig stilling i den procedure, der blev indledt i henhold til vedtægtens artikel 78, efter at han overgik til invaliditetsydelse i juni 2007. En sådan forlængelse af den situation med afventning og usikkerhed, der blev forårsaget af ulovligheden af såvel afgørelsen af 10. september 2010 som den anfægtede afgørelse, har forvoldt den ikke-økonomiske skade, som han hævder at have lidt.

160    Sagsøgeren har endvidere henvist til alvoren af den anfægtede afgørelse, arten af den begåede ulovlighed og de omstændigheder, hvorunder denne ulovlighed blev begået. Sagsøgeren har desuden anført, at den administrative fase i sig selv bidrog til at belyse andre ulovligheder, hvilket viser, at Regionsudvalget besluttede ikke at udøve den kompetence, som den er tillagt, og at den bl.a. ved to lejligheder kun efterspurgte en udtalelse fra den læge, som var udpeget af institutionen.

161    Annullation af den anfægtede afgørelse kan efter sagsøgerens opfattelse ikke i sig selv udgøre en passende og tilstrækkelig erstatning af den lidte ikke-økonomiske skade, idet skaden er blevet forvoldt ved den alvorlige tilstand af usikkerhed og bekymring, der er indtrådt som følge af, at denne afgørelse er ulovlig.

162    Regionsudvalget har anfægtet sagsøgerens erstatningspåstand. Regionsudvalget har i det væsentlige anført, at sagsøgeren ikke har godtgjort det lidte tab, at den anfægtede afgørelse ikke er behæftet med en ulovlighed, og at artikel 266 TEUF ikke er blevet tilsidesat.

163    Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens erstatningspåstand er begrundet, skal det bemærkes, at flere betingelser skal være opfyldt, for at Unionen kan ifalde ansvar, nemlig at den adfærd, som institutionerne hævdes at have udvist, er ulovlig, at der er lidt et tab, og at der foreligger årsagsforbindelse mellem adfærden og den påberåbte skade (dom af 25.10.2017, Lucaccioni mod Kommissionen, T-551/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:751, præmis 122).

164    Det bemærkes, at det er blevet fastslået, at tvister inden for søgsmål, som angår erstatning for et tab, som en institution har forvoldt en tjenestemand eller en ansat, der er anlagt på grundlag af artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 90 og 91, følger regler, der er særlige og specielle i forhold til de regler, der følger af de almindelige principper vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold inden for rammerne af artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF. Det følger nemlig bl.a. af vedtægten, at en tjenestemand eller en ansat i Unionen i modsætning til enhver anden borger er bundet til den institution, han tilhører, af en ansættelsesretlig forbindelse, som indebærer en ligevægt af specifikke gensidige rettigheder og pligter, som afspejles i institutionens omsorgspligt i forhold til den pågældende. Det følger heraf, at når Unionen handler som arbejdsgiver, er den underlagt et skærpet ansvar, der kommer til udtryk ved en pligt til at erstatte den skade, som personalet måtte lide som følge af de ulovligheder, Unionen måtte begå i sin egenskab af arbejdsgiver, uden at det for at etablere institutionens ansvar uden for kontrakt i forbindelse med en EU-personalesag er nødvendigt at godtgøre, at der foreligger en »tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse« af reglerne, eller at en institution »åbenbart og groft« har overskredet grænserne for sit skøn (jf. dom af 19.6.2013, Goetz mod Regionsudvalget, F-89/11, EU:F:2013:83, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

165    Det fremgår af fast retspraksis, at annullation af en ulovlig retsakt i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (jf. dom af 14.7.2011, Petrilli mod Kommissionen, F-98/07, EU:F:2011:119, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

166    Det er i lyset af disse principper, at sagsøgerens erstatningspåstand skal undersøges.

167    Hvad angår ulovligheden eller den fejl, der kan tilskrives Regionsudvalget, skal det for det første bemærkes, at det i det foreliggende tilfælde ikke er godtgjort, at Regionsudvalget tilsidesatte artikel 266 TEUF.

168    For det andet skal det bemærkes, at det i det foreliggende tilfælde er blevet fastslået, at den anfægtede afgørelse, der bekræfter det andet invaliditetsudvalgs konklusioner, er behæftet med en begrundelsesmangel og et åbenbart urigtigt skøn. Det er som anført af sagsøgeren endvidere relevant at bemærke, at der blev begået andre ulovligheder under den administrative procedure. Det er i denne forbindelse blevet fastslået, at Regionsudvalget ikke foretog en tilstrækkelig kontrol af det andet invaliditetsudvalgs arbejde, og at det tilsidesatte princippet om upartiskhed og omsorgspligten. Det er i denne forbindelse nærliggende at antage, således som sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende i de anbringender, som han har fremsat til støtte for søgsmålet, at de ulovligheder, som den anfægtede afgørelse er behæftet med, kunne have været undgået. Hvis ansættelsesmyndigheden ikke udelukkende havde taget hensyn til notatet af 8. maj 2015, men havde taget initiativ til at foretage en tilstrækkelig kontrol af invaliditetsudvalgets arbejde, bl.a. ved at imødekomme sagsøgerens opfordring til at gennemgå den sammenfattende lægeerklæring og ved at stille spørgsmål til det andet invaliditetsudvalgs andre læger, ville den nemlig have kunnet afhjælpe de ulovligheder, som den anfægtede afgørelse er behæftet med. Ved ikke at have handlet på denne måde bidrog Regionsudvalget til at forlænge den tilstand af usikkerhed og bekymring, som sagsøgeren befandt sig i.

169    For det tredje skal det fastslås, at en annullation af den anfægtede afgørelse i det foreliggende tilfælde ikke er tilstrækkelig til at erstatte den skade, som sagsøgeren har lidt. Sagsøgeren befinder sig som følge af den ulovlighed, som den anfægtede afgørelse er behæftet med, og de ulovligheder, der blev begået på tidspunktet for klagen, nemlig på ny i den samme situation med afventning og usikkerhed som den, der blev fremkaldt ved den ulovlighed, som afgørelsen af 10. september 2010 var behæftet med. En sådan forlængelse af den situation med afventning og usikkerhed, der er fremkaldt ved den ulovlighed, som den anfægtede afgørelse er behæftet med, udgør en ikke-økonomisk skade, der allerede kan erstattes, og som det påhviler Regionsudvalget at kompensere ved at betale en passende erstatning, der fastsættes efter ret og billighed (jf. i denne retning dom af 25.10.2017, Lucaccioni mod Kommissionen, T-551/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:751, præmis 144).

170    Henset til samtlige de ovenfor anførte omstændigheder skal det fastslås, at sagsøgeren har lidt en reel ikke-økonomisk skade, der direkte kan tilskrives Regionsudvalgets adfærd. Det beløb, som sagsøgeren skal tilkendes i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt som følge af de af Regionsudvalget begåede ulovligheder, fastsættes derfor efter ret og billighed til 5 000 EUR.

 Sagsomkostninger

171    I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Regionsudvalget har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

1)      Afgørelsen truffet af Regionsudvalgets Præsidium den 2. december 2014 om afslag på at anerkende, at den sygdom, som har ført til Robert McCoys invaliditet, er af erhvervsmæssig oprindelse, jf. vedtægtens artikel 78, stk. 5, annulleres.

2)      Regionsudvalget betaler Robert McCoy et beløb på 5 000 EUR.

3)      Regionsudvalget betaler sagsomkostningerne.

Prek Schalin Costeira

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. oktober 2018.

Underskrifter

*      Processprog: fransk.