Sag T-567/16

Robert McCoy

mod

Regionsudvalget

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – erhvervssygdom – sygdommens erhvervsmæssige oprindelse – vedtægtens artikel 78, stk. 5 – invaliditetsudvalg – begrundelsespligt – åbenbart urigtigt skøn – ansvar – ikke-økonomisk skade«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 23. oktober 2018

1.      Tjenestemandssager – søgsmål rettet mod afgørelsen om afvisning af klage – formaliteten – pligt til at tage stilling til de påstande, der er rettet mod afgørelsen om afslag på klagen – påstande, som ikke har et selvstændigt indhold, eller afgørelse, som er rent bekræftende – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – invaliditet – invaliditetsudvalg – domstolsprøvelse – rækkevidde – grænser – komplekse lægelige vurderinger – kontrol af den materielle rigtighed af beviserne og hensyntagen til alle relevante oplysninger

(Tjenestemandsvedtægten, art. 78)

3.      Tjenestemænd – invaliditet – invaliditetsudvalg – konklusioner, der afviger fra lægeudvalgets konklusioner og konklusionerne i tidligere lægeerklæringer – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73 og 78)

4.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – erhvervssygdom – begreb – afgørelse af, om en sygdom er en erhvervssygdom

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)

5.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – afgørelse af, om en sygdom er en erhvervssygdom – invaliditetsudvalgets kompetence

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73)

6.      EU-ret – principper – overholdelse af en rimelig frist – tilsidesættelse under en administrativ procedure – retsvirkninger – konsekvenserne af en overtrædelse, der er begået i forbindelse med undersøgelsen af en tjenestemands anmodning om anerkendelse af en sygdoms erhvervsmæssige oprindelse

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1)

7.      Tjenestemænd – invaliditet – invaliditetsudvalg – arbejdets kollegiale karakter – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, bilag II, art. 7)

8.      Tjenestemænd – invaliditet – invaliditetsudvalg – ansættelsesmyndighedens kontrol med arbejdet – forpligtelse – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41; tjenestemandsvedtægten, art. 78)

9.      Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – princippet om god forvaltningsskik – rækkevidde – hensyntagen til tjenestemandens interesser

10.    Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf – rækkevidde – hensyntagen til såvel begrundelsen som domskonklusionen – annullationsdommens tilbagevirkende kraft – pligt til at undgå, at den annullerede retsakt erstattes af en retsakt, der er behæftet med samme fejl

(Art. 266 TEUF)

11.    Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – erstatning af en skade forvoldt en tjenestemand eller en øvrig ansat – administrationens omsorgspligt – rækkevidde

(Art 268 TEUF og 270 TEUF samt art. 340, stk. 2, TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 24, 90 og 91)

12.    Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at træffe foranstaltninger til opfyldelse heraf – forlængelse af den situation med afventning, der er fremkaldt af ulovligheden af en afgørelse fra en institution – kompensation for den lidte ikke-økonomiske skade ved en passende erstatning

(Art. 266 TEUF)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 53-55)

2.      Den retslige prøvelse af et invaliditetsudvalgs afgørelser kan ikke udvides til at omfatte de rent lægelige vurderinger, som må anses for definitive, når de er udarbejdet efter de forskriftsmæssige betingelser herom. Derimod kan der udøves domstolskontrol med lovligheden af invaliditetsudvalgets nedsættelse og virksomhed samt med lovligheden af de udtalelser, som udvalget afgiver. Ud fra dette synspunkt er Retten kompetent til at efterprøve, om udtalelsen indeholder en begrundelse, der gør det muligt at vurdere de betragtninger, som udtalelsens konklusioner er baseret på, og om det fremgår, at der er en forståelig sammenhæng mellem de lægelige konstateringer, som er indeholdt i udtalelsen, og de konklusioner, som det pågældende invaliditetsudvalg er nået frem til.

Når Unionens retsinstanser skal foretage en prøvelse inden for områder, der indebærer komplekse vurderinger, skal de bl.a. ikke blot efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der påberåbes, deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger omfatter alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning for at kunne vurdere en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner.

(jf. præmis 67 og 98)

3.      Når et invaliditetsudvalg forelægges komplekse, lægelige spørgsmål, der vedrører årsagssammenhængen mellem den lidelse, som en tjenestemand er berørt af, og udøvelsen af det hverv, som tjenestemanden varetager ved en institution, tilkommer det bl.a. invaliditetsudvalget at angive de oplysninger i sagen, som det støtter sig på, og, såfremt der måtte fremgå væsentlige uoverensstemmelser, at angive grundene til, at udvalget har valgt ikke at følge visse tidligere og relevante lægeerklæringer, der må anses for mere fordelagtige for den berørte tjenestemand. Selv om et invaliditetsudvalg, der forelægges en sag i henhold til vedtægtens artikel 78, kan nå frem til andre konklusioner end de konklusioner, som lægeudvalget er nået frem til i henhold til vedtægtens artikel 73, forholder det sig i øvrigt ikke desto mindre således, at det påhviler udvalget at angive grundene til, at det har valgt ikke at følge de vurderinger, der fremgår af de lægeerklæringer, der ligger til grund for, at en sygdom er blevet anerkendt som en erhvervssygdom i henhold til vedtægtens artikel 73, og at angive disse grunde på en klar og forståelig måde, enten i de konklusioner, der sendes til ansættelsesmyndigheden, eller i den sammenfattende lægeerklæring, der eventuel udfærdiges efterfølgende.

(jf. præmis 76 og 77)

4.      I komplekse situationer, hvor en tjenestemands sygdom beror på flere årsager, såsom arbejds- og fritidsrelaterede årsager, fysiske eller psykiske årsager, der alle har bidraget til sygdommens opståen, tilkommer det lægeudvalget at afgøre, om tjenesten ved Unionens institutioner har direkte sammenhæng med tjenestemandens sygdom, f.eks. som værende det forhold, der var årsag til sygdomsudbruddet. I sådanne situationer er det ikke nødvendigt, for at sygdommen kan anerkendes som erhvervssygdom, at den udelukkende, væsentligt, overvejende eller sandsynligt er opstået som følge af tjenesteudøvelsen.

(jf. præmis 102)

5.      Det tilkommer et invaliditetsudvalg, inden for rammerne af dets kommissorium, at foretage lægelige vurderinger og ikke retlige vurderinger af spørgsmålet om, hvorvidt invaliditeten har erhvervsmæssig oprindelse. Det påhviler således invaliditetsudvalget at undersøge, om tjenestemandens invaliditet ud fra et lægeligt synspunkt skyldtes eller ikke skyldtes en erhvervssygdom, der havde sin årsag i den pågældendes arbejdsvilkår.

(jf. præmis 107)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 113 og 114)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 119 og 120)

8.      Den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden ikke har undersøgt en sammenfattende lægeerklæring, selv om sagsøgeren havde opfordret den til at gennemgå den, idet den udgjorde et vigtigt dokument for behandlingen af en klage, skal anses for en undladelse af at kontrollere invaliditetsudvalgets arbejde. En undersøgelse af den nævnte lægeerklæring ville have gjort det muligt for den pågældende institution at undersøge, om udvalget havde fulgt de retlige og processuelle forpligtelser, der påhvilede det.

Når ansættelsesmyndigheden i øvrigt ikke hører lægerne i invaliditetsudvalget, bortset fra den læge, der er udpeget af institutionen, sikrer ansættelsesmyndigheden ikke, at princippet om upartiskhed overholdes ved undersøgelsen af, om udvalget har udført sit arbejde korrekt. Det påhviler nærmere bestemt ansættelsesmyndigheden ikke blot at sikre, at institutionen handler upartisk, men også, at dens handlinger anses for upartiske i forhold til tjenestemanden og tredjemænd.

Den pågældende institution foretog derfor ikke en fuldstændig kontrol af invaliditetsudvalgets arbejde og sikrede ikke på tilfredsstillende vis, at princippet om upartiskhed blev overholdt.

(jf. præmis 138, 140, 142 og 143)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 147 og 148)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 152-154 og 156)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 164 og 165)

12.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 169)