Language of document : ECLI:EU:T:2018:88

Sag T-727/16

Repower AG

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

»EU-varemærker – et appelkammers afgørelse, der tilbagekalder en tidligere afgørelse – artikel 80 i forordning (EF) nr. 207/2009 (nu artikel 103 i forordning (EU) 2017/1001) – det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af en ulovlig forvaltningsakt«

Sammendrag – Rettens dom (Femte Afdeling) af 21. februar 2018

1.      EU-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – tilbagekaldelse eller ophævelse – appelkamrenes kompetence

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65 og art. 80, stk. 1 og 3)

2.      EU-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – tilbagekaldelse eller ophævelse – betingelse – åbenlys procedurefejl – utilstrækkelig begrundelse – udelukket

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 80)

3.      EU-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – henvisning til almindelige retsgrundsætninger – almindeligt retsprincip om tilbagekaldelse med tilbagevirkende kraft af ulovlige forvaltningsakter

(Rådets forordning nr. 207/2009)

4.      EU-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – henvisning til almindelige retsgrundsætninger –almindeligt retsprincip om tilbagekaldelse med tilbagevirkende kraft af ulovlige forvaltningsakter – foreneligt med princippet om god forvaltningsskik

(Rådets forordning nr. 207/2009)

5.      Institutionernes retsakter – tilbagekaldelse – ulovlige retsakter – betingelser

6.      EU-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – begrundelse for afgørelser – artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009 – samme rækkevidde som artikel 296 TEUF

(Art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 75, første punktum)

7.      Institutionernes retsakter – valg af hjemmel – fejl – annullation af retsakten – betingelser

1.      Del A, afsnit 6, punkt 1.2, i retningslinjer for undersøgelser fastsat af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) bestemmer, at »afgørelser om tilbagekaldelse/ophævelse vedtages af den afdeling eller enhed, der har foretaget registreringen eller truffet afgørelsen, og [de] kan påklages i overensstemmelse med artikel 58, stk. 2, i forordning nr. 207/2009«.

Ganske vist omtaler disse retningslinjer for kontorets undersøgelser, der vedrører beføjelsen til tilbagekaldelse, ikke appelkamrene. Sådanne retningslinjer er imidlertid alene en kodifikation af adfærdsnormer, som kontoret selv har fastsat. Deres bestemmelser kan således hverken i sig selv have forrang for bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 om EU-varemærker og nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 40/94 om EF-varemærker eller indvirke på den af Unionens retsinstanser foretagne fortolkning af disse. De skal tværtimod fortolkes i lyset af bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95.

Det kan følgelig ikke udledes af bestemmelserne i kontorets retningslinjer for undersøgelser, at appelkamrene ikke har beføjelse til at tilbagekalde deres afgørelser, eftersom det fremgår af artikel 80, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, den tidligere affattelse, sammenholdt med den samme forordnings artikel 65, at den i artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, den tidligere affattelse, omhandlede beføjelse til tilbagekaldelse også er tillagt appelkamrene.

Det skal desuden fremhæves, at Retten har fastslået, at den omstændighed, at der verserede en sag for den til prøvelse af en afgørelse fra Kommissionen på det tidspunkt, hvor denne afgørelse blev tilbagekaldt, ikke var til hinder for dens tilbagekaldelse. Der er intet, der tyder på, at der skulle gælde en anden løsning i forbindelse med en afgørelse truffet af et appelkammer. Når Retten fastslår, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen, efter at den afgørelse fra et appelkammer, som er anfægtet for denne, er tilbagekaldt, bør den derimod anses for indirekte at anerkende, at appelkamrene har kompetence til at tilbagekalde deres afgørelser, og at de kan gøre det samme, hvis disse afgørelser er indbragt for Retten.

(jf. præmis 39-41 og 44)

2.      Retten har præciseret, at en procedurefejl som omhandlet i artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 om EU-varemærker, den tidligere affattelse, var en fejl, der havde proceduremæssige konsekvenser. Retten har ligeledes fremhævet, at en undersøgelse af realiteten eller en ændring af afgørelsen truffet af appelkammeret ikke kunne foretages i forbindelse med artikel 80 i forordning nr. 207/2009, den tidligere affattelse.

I øvrigt fastslog Retten i dom af 22. november 2011, mPAY24 mod KHIM – Ultra, T-275/10, at en berigtigelse af en afgørelse fra et appelkammer, hvorved der blev indføjet et punkt i denne afgørelse vedrørende det anfægtede varemærkes beskrivende karakter for de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af dette, vedrørte selve den berigtigede afgørelses materielle indhold. Heraf konkluderede Retten ikke alene, at denne berigtigelse ikke havde kunnet vedtages på grundlag af regel 53 i forordning nr. 2868/95 (nu artikel 102, stk. 1, i forordning 2017/1001) om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, hvorefter »kun sproglige fejl, skrivefejl og åbenbare urigtigheder berigtiges«, men også, at den ikke havde kunnet vedtages på grundlag af artikel 80 i forordning nr. 207/2009, den tidligere affattelse, eftersom betingelserne for anvendelsen af denne artikel ikke var opfyldt i den pågældende sag, da der ikke var begået nogen åbenlys procedurefejl.

I den sag, der gav anledning til dom af 22. november 2011, MPAY24, T-275/10, havde det punkt, som appelkammeret tilføjede i berigtigelsen, til formål at supplere begrundelsen af den berigtigede afgørelse. Det fremgår således af ovennævnte dom, at en supplering af begrundelsen af en afgørelse påvirker selve afgørelsens materielle indhold, og at en manglende begrundelse ikke kan anses for en procedurefejl som omhandlet i artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, den tidligere affattelse.

Denne konklusion drages ikke i tvivl af dom af 18. oktober 2011, stabelkasser og kurve, T-53/10, som Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) har påberåbt sig. I den nævnte doms præmis 37 bekræftede Retten, at en tilsidesættelse af retten til forsvar udgjorde en fejl, som har betydning for den procedure, der ledte til et appelkammers vedtagelse af en afgørelse, og dermed kunne anses for at have været medvirkende til, at afgørelsens indhold var behæftet med fejl. På grundlag af denne bekræftelse og af retspraksis, hvorefter udtrykket »åbenbare urigtigheder« ikke vedrører fejl, der bevirker, at en afgørelses materielle indhold er behæftet med urigtigheder, konkluderede Retten, at en tilsidesættelse af retten til forsvar ikke udgjorde en åbenbar urigtighed som omhandlet i artikel 39 i Kommissionens forordning nr. 2245/2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 6/2002 om EF-design, som kunne berigtiges. Præmis 37 i dom af 18. oktober 2011, stabelkasser og kurve, T-53/10, giver følgelig ikke mulighed for at drage nogen konklusion med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en manglende begrundelse udgør en »åbenlys procedurefejl« som omhandlet i artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, den tidligere affattelse.

(jf. præmis 55-58)

3.      Da proceduren for appelkamrene er en administrativ procedure, er appelkamrenes afgørelser administrative afgørelser, og appelkamrene kan følgelig, med henblik på at tilbagekalde deres afgørelser, i princippet støtte sig på det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af en ulovlig forvaltningsakt.

4.      Det skal dog afgøres, hvorvidt tilbagekaldelsen af et appelkammers afgørelse, henset til den omstændighed, at forordning nr. 207/2009 indeholder en bestemmelse om tilbagekaldelse af afgørelser truffet af instanserne ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), kan støttes på dette almindelige retsprincip.

5.      Dommen af 18. oktober 2011, stabelkasser og kurve, T-53/10, som kontoret har gjort gældende, giver ikke mulighed for at afgøre dette spørgsmål. Ganske vist undersøgte Retten i denne dom, efter at have fastslået, at en berigtigende afgørelse truffet af et appelkammer ikke havde kunnet vedtages på grundlag af artikel 39 i forordning nr. 2245/2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 6/2002 om EF-design, hvorvidt denne afgørelse havde kunnet vedtages på grundlag af det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse med tilbagevirkende kraft af en ulovlig forvaltningsakt. Forordning nr. 6/2002 eller forordning nr. 2245/2002 indeholder imidlertid ikke nogen bestemmelse svarende til artikel 80 i forordning nr. 207/2009, som fastsætter proceduren for tilbagekaldelse af afgørelser vedrørende design.

6.      I dom af 12. september 2007, González y Díez mod Kommissionen, T-25/04, præmis 97, og af 18. september 2015, Deutsche Post mod Kommissionen, T-421/07 RENV, præmis 47, afsagt i statsstøttesager, fremhævede Retten – efter at have fastslået, at Kommissionen ikke kunne tilbagekalde sin beslutning på grundlag af artikel 9 i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af […] artikel [108 TEUF], der regulerer beføjelsen til tilbagekaldelse af Kommissionens beslutninger – at Kommissionens mulighed for at tilbagekalde en beslutning om statsstøtte ikke var begrænset til den af artikel 9 i denne forordning omhandlede situation, som blot var en konkret formulering af den almindelige retsgrundsætning, der tillader tilbagekaldelse med tilbagevirkende kraft af en ulovlig forvaltningsakt, som har skabt individuelle rettigheder. Retten tilføjede, at en sådan tilbagekaldelse altid kan foretages under forbehold af den udstedende institutions overholdelse af betingelserne angående en rimelig frist og respekt for den berettigede forventning hos den af akten begunstigede, som har kunnet have tiltro til aktens lovlighed.

7.      Det fremgår således af de ovenfor i foregående afsnit omhandlede domme, at en institution selv i det tilfælde, hvor lovgiver har fastsat bestemmelser om proceduren for tilbagetrækning af denne institutions akter, kan trække en akt tilbage på grundlag af det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af ulovlige forvaltningsakter under forbehold af overholdelsen af visse betingelser

8.      Selv om det endvidere er korrekt, at artikel 83 i forordning nr. 207/2009 bestemmer, at »[i] det omfang denne forordning, gennemførelsesforordningen, gebyrforordningen eller appelkamrenes forretningsorden ikke indeholder bestemmelser om sagsbehandlingen, tager kontoret hensyn til de principper, der på dette område er almindeligt anerkendt i medlemsstaterne«, og at denne artikel i henhold til retspraksis kun kan finde anvendelse i tilfælde af en lakune eller tvetydighed i bestemmelserne om sagsbehandlingen (jf. dom af 13.9.2010, Travel Service mod KHIM – Eurowings Luftverkehrs (smartWings), T-72/08, ikke trykt i Sml., præmis 76 og den deri nævnte retspraksis), bestemmer den nævnte artikel imidlertid ikke, at kontoret ikke kan tage hensyn til disse principper, når der findes en bestemmelse om sagsbehandlingen. For så vidt som udtrykket åbenlys procedurefejl ikke er defineret i de ovennævnte forordninger, er artikel 80, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, den tidligere affattelse, under alle omstændigheder ikke utvetydig og således ikke tilstrækkeligt klar til, at anvendelsen af artikel 83 i forordning nr. 207/2009 kan udelukkes.

(jf. præmis 61-66)

9.      Det almindelige retsprincip om tilbagekaldelse af en ulovlig afgørelse er foreneligt med princippet om god forvaltningsskik. Det er således blevet fastslået gentagne gange, at det er legitimt og tjener en forsvarlig administrativ forvaltning, at fejl og mangler, som en afgørelse måtte være behæftet med, berigtiges.

10.    Selv om retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kræver, at tilbagekaldelse af en ulovlig retsakt sker inden for en rimelig frist, og at der skal tages hensyn til, i hvilket omfang den berørte eventuelt har kunnet forvente, at retsakten var lovlig, er en sådan tilbagekaldelse ikke desto mindre i princippet tilladt.

Endelig skal det bemærkes, at den materielle retskraft ikke vedrører de faktiske og retlige omstændigheder, navnlig eftersom procedurerne for Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) er af administrativ og ikke domstolslignende karakter.

(jf. præmis 84-86)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 72)

12.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 74 og 75)

13.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 89)