Forenede sager C-349/18 – C-351/18
Nationale Maatschappij der Belgische Spoorwegen (NMBS)
mod
Mbutuku Kanyeba m.fl.
(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af vredegerecht te Antwerpen)
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 7. november 2019
»Præjudiciel forelæggelse – jernbanebefordring – passagerers rettigheder og forpligtelser – forordning (EF) nr. 1371/2007 – artikel 3, nr. 8) – befordringskontrakt – begreb – passager uden billet ved ombordstigning på toget – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13/EØF – artikel 1, stk. 2, og artikel 6, stk. 1 – en jernbanevirksomheds almindelige befordringsbetingelser – love eller bindende administrative bestemmelser – bødevilkår – de nationale domstoles kompetence«
1. Transport – transport med jernbane – forordning nr. 1371/2007 – jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser – befordringskontrakt – begreb – passager, der rejser med tog uden billet ved ombordstigning på et tog, der er frit tilgængeligt – omfattet
[Parlamentets og Rådets forordning nr. 1371/2007, art. 3, nr.8)]
(jf. præmis 36, 37 og 48-53 samt domskonkl. 1)
2. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – konstatering af, at et vilkår er urimeligt – rækkevidde – den nationale rets ændring af indholdet af et urimeligt vilkår – ændring af størrelsen af den bøde, der pålægges forbrugeren i et bødevilkår – ikke tilladt – en national rets erstatning af det pågældende vilkår i henhold til aftaleretlige principper med en udfyldende regel i national ret – ikke tilladt – undtagelse
(Rådets direktiv 93/13, art. 6, stk. 1)
(jf. præmis 67-74 og domskonkl. 2)
Resumé
En passager, der stiger ombord på et tog, der er frit tilgængeligt, med henblik på at foretage en rejse uden at have erhvervet en billet, indgår en »befordringskontrakt«
I dommen i sagen Kanyeba m.fl. (forenede sager C-349/18 – C-351/18), der blev afsagt den 7. november 2019, behandlede Domstolen for det første spørgsmålet om fortolkningen af begrebet »befordringskontrakt« som omhandlet i artikel 3, nr. 8), i forordning nr. 1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (1) og for det andet spørgsmålet om de nationale domstoles kompetence, når de fastslår, at et kontraktvilkår som omhandlet i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår (2) er urimeligt.
Denne dom blev afsagt i forbindelse med tre tvister mellem Société nationale des chemins de fer belges (SNCB) og tre passagerer vedrørende nogle afgifter, der blev gjort gældende over for disse sidstnævnte for at have kørt med tog uden rejsehjemmel. Efter at de pågældende passagerer havde nægtet at lovliggøre forholdet ved enten at betale en forøget billetpris eller efterfølgende at betale et fast beløb, anlagde SNCB sag med henblik på at få dem dømt til at betale selskabet de beløb, der var skyldige som følge af de pågældende overtrædelser af selskabets befordringsbetingelser. I denne forbindelse gjorde SNCB gældende, at forholdet mellem selskabet og de pågældende passagerer ikke er af aftalemæssig, men af forvaltningsretlig karakter, eftersom disse sidstnævnte ikke havde købt rejsehjemmel. Den forelæggende ret, for hvilken disse sager blev anlagt, rejste over for Domstolen spørgsmålet dels om karakteren af retsforholdet mellem et befordringsselskab og en passager, der benytter dette selskabs ydelser uden rejsehjemmel, dels rækkevidden af den beskyttelse, der ydes i henhold til lovgivningen om urimelige kontraktvilkår i forhold til en sådan passager.
Domstolen præciserede først begrebet »befordringskontrakt« som omhandlet i artikel 3, nr. 8), i forordning nr. 1371/2007. Den fastslog således først, at på baggrund af bestemmelsens ordlyd består en sådan kontrakt hovedsageligt i jernbanevirksomhedens forpligtelse til at udføre en eller flere transportydelser for passageren og passagerens forpligtelse til at betale prisen, medmindre transportydelsen er gratis. Det følger deraf, at ved på den ene side at gøre toget frit tilgængeligt og på den anden side at stige ombord på toget med henblik på at foretage en rejse tilkendegiver såvel jernbanevirksomheden som passageren en overensstemmende vilje til at indgå i et kontraktforhold, således at de fornødne betingelser for at fastslå, at der foreligger en befordringskontrakt, i princippet er opfyldt. Dernæst foretog Domstolen en undersøgelse af den sammenhæng, som bestemmelsen indgår i, og fastslog på baggrund af ordlyden og sammenhængen, at begrebet »befordringskontrakt« skal forstås uafhængigt af, om passageren har en billet, og at det omfatter en situation, hvori en passager stiger på et tog, der er frit tilgængeligt, med henblik på at foretage en rejse uden at have erhvervet en billet. Endelig bemærkede Domstolen, at det ville stride mod det formål om beskyttelse af jernbanepassagerer, der forfølges med forordning nr. 1371/2007, såfremt det blev lagt til grund, at en sådan passager kan anses for ikke at indgå som part i et kontraktforhold med en jernbanevirksomhed, der har gjort sine tog frit tilgængelige, med den eneste begrundelse, at han ikke er i besiddelse af en billet, når han stiger om bord på toget, eftersom denne passager som følge af omstændigheder, der ligger uden for vedkommendes kontrol, i en sådan sammenhæng ville blive frataget de rettigheder, som denne forordning knytter til indgåelsen af en befordringskontrakt. Endvidere tilføjede Domstolen, at idet der ikke foreligger bestemmelser i denne henseende i forordning nr. 1371/2007, berører denne fortolkning af begrebet »befordringskontrakt« som omhandlet i forordningens artikel 3, nr. 8), ikke gyldigheden af denne kontrakt eller de følger, der kan knyttes til den manglende opfyldelse fra en af parternes side af dennes kontraktmæssige forpligtelser, som fortsat reguleres af gældende national ret.
Derefter bemærkede Domstolen indledningsvis, at kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser, i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 ikke er underlagt direktivets bestemmelser, og at det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om det pågældende vilkår er omfattet af udelukkelsen fra direktivets anvendelsesområde. Idet Domstolen ikke desto mindre lagde til grund, at vilkåret falder ind under dette anvendelsesområde, undersøgte den spørgsmålet om de nationale domstoles kompetence (3), når de fastslår, at et kontraktvilkår som omhandlet i direktiv 93/13 er urimeligt. For så vidt angår bødevilkår i en aftale, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, fastslog Domstolen således for det første, at direktivets artikel 6, stk. 1, er til hinder for, at den nationale ret, der fastslår, at et bødevilkår i en aftale, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er urimeligt, ændrer størrelsen af den bøde, der ved dette vilkår pålægges forbrugeren. For det andet fastslog Domstolen, at bestemmelsen ligeledes er til hinder for, at den nationale ret under anvendelse af aftaleretlige principper erstatter et sådant vilkår med en udfyldende regel i national ret, medmindre den omhandlede kontrakt ikke kan opretholdes, såfremt det nævnte urimelige vilkår fjernes, og annullation af aftalen i dens helhed vil have særligt skadelige virkninger for forbrugeren.