RETTENS DOM (Appelafdelingen)
12. maj 2010
Sag T560/08 P
Europa-Kommissionen
mod
Stefan Meierhofer
»Appel — personalesag — ansættelse — almindelige udvælgelsesprøve — afgørelse om en ansøgers manglende beståelse af den mundtlige prøve — Kommissionens afslag på at efterkomme en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 14. oktober 2008 i sag F74/07, Meierhofer mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 319, og II‑A‑1, s. 1745, med påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Dommen afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 14. oktober 2008, i sag F74/07, Meierhofer mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 319, og II‑A‑1, s. 1745, ophæves. Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Appel — søgsmålsinteresse — betingelse — fordel for appellanten
(Domstolens statut, art. 56, stk. 3)
2. Retspleje — foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse — bevisoptagelse — Unionens retsinstansers skønsbeføjelse — rækkevidde
3. Retspleje — foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse — anmodning om fremlæggelse af et dokument — hensyn til dokumentets fortrolige karakter
(Personalerettens procesreglement, art. 44, stk. 2)
1. Med hensyn til appeller iværksat af den i første instans sagsøgte institution til prøvelse af en afgørelse, som har givet en tjenestemand medhold, er appellens antagelse til realitetsbehandling underlagt en betingelse om, at der foreligger søgsmålsinteresse, hvilket forudsætter, at appellen med sit resultat kan tilføre nævnte part en fordel.
Når Personaleretten under henvisning til tilsidesættelse af begrundelsespligten har annulleret en afgørelse om, at en ansøger ikke har bestået den mundtlige prøve i forbindelse med en udvælgelsesprøve, skal den berørte institution for at opfylde denne dom træffe en ny afgørelse om, hvorvidt den pågældende skal opføres på reservelisten eller ej. Denne nye afgørelse vil erstatte den afgørelse, der er blevet annulleret ved den appellerede dom. Hvis dommen derimod ophæves, vil den annullerede afgørelse på ny have retsvirkning, og den skal gøres til genstand for en ny behandling i lyset af de øvrige klagemuligheder.
Ophævelsen af en appelleret dom vil desuden under alle omstændigheder være i den indstævnte institutions interesse, for så vidt den — såfremt søgsmålet i første instans bliver endeligt forkastet — ville undgå at blive mødt med krav fra appellanten om erstatning for tab, som han vil kunne hævde at have lidt som følge af den anfægtede afgørelse.
(jf. præmis 41, 44, 45 og 47)
Henvisning til:
Domstolen, 13. juli 2000, sag C174/99 P, Parlamentet mod Richard, Sml. I, s. 6189, præmis 33 og 34; Domstolen, 3. april 2003, sag C277/01 P, Parlamentet mod Samper, Sml. I, s. 3019, præmis 28 og 31.
2. Bedømmelsen af muligheden for at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelsen henhører under Unionens retsinstanser og ikke under parterne, men sidstnævnte kan i givet fald anfægte førsteinstansens valg i forbindelse med en appel. Det er således Unionens retsinstanser og ikke parterne, der vurderer, om det er nødvendigt at træffe foranstaltning om bevisoptagelse i forbindelse med den afgørelse, som retsinstansen skal træffe.
Selv om det imidlertid er korrekt, at en part ikke kan kræve, at Unionens retsinstanser anordner bevisoptagelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse retsinstanser ikke kan drage konsekvenser af, at visse oplysninger mangler i sagsakterne, så længe midlerne i deres procesreglementer til opnåelse af en fremlæggelse af oplysninger fra den pågældende parts side ikke er udtømt.
(jf. præmis 61 og 62)
Henvisning til:
Retten, 27. oktober 1994, sag T34/92, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. II, s. 905.
3. Til trods for de bestående forskelle mellem Rettens og Personalerettens procesreglementer er det muligt for Personaleretten at følge den samme procedure, som Retten følger, og hvorefter Retten, såfremt en part meddeler denne, at vedkommende ikke ser sig i stand til at efterkomme foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, idet visse af de relevante dokumenter er fortrolige, kan afsige en kendelse, som pålægger parten at fremlægge de omhandlede dokumenter, idet den bestemmer, at disse ikke tilstilles modparten på dette tidspunkt.
Hverken statutten for Domstolen eller Personalerettens procesreglement — i øvrigt i lighed med Domstolens og Rettens procesreglementer — giver ganske vist mulighed for at pålægge sanktioner i tilfælde af, at adressaten for en kendelse ikke efterkommer denne, idet den eneste mulige reaktion i forhold til en sådan nægtelse er, at retsinstansen drager konsekvenserne deraf i forbindelse med den afgørelse, hvorved sagen afsluttes.
Det forholder sig ikke desto mindre således, at Personaleretten, inden den handler på denne vis, har pligt til at udtømme alle de midler, der er til rådighed, med henblik på at få fremlagt de omhandlede dokumenter. Når en institution insisterer på den angiveligt fortrolige karakter af de dokumenter, som den er blevet anmodet om at udlevere, skal Personaleretten derfor af egen drift anvende den bestemmelse i sit procesreglement, som i givet fald giver den mulighed for at tage hensyn til den fortrolige karakter af dokumenterne og om fornødent træffe passende foranstaltninger til sikring af beskyttelsen. Artikel 44, stk. 2, i Personalerettens procesreglement giver imidlertid mulighed for at afsige en kendelse med krav om fremlæggelse af et angiveligt fortroligt dokument.
(jf. præmis 72-74, 76 og 77)
Henvisning til:
Domstolen, 10. juni 1980, sag 155/78, M. mod Kommissionen, Sml. s. 1797, præmis 20 og 21
Retten, 8. juli 2008, sag T48/05, Franchet og Byk mod Kommissionen, Sml. II, s. 1585, præmis 54 og 55; Retten, 18. marts 2009, sag T299/05, Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, Sml. II, s. 573, præmis 24-26.