Language of document :

Sag anlagt den 20. maj 2011 - Ezz m.fl. mod Rådet

(Sag T-256/11)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Ahmed Abdelaziz Ezz (Giza, Ægypten), Abla Mohammed Fawzi Ali Ahmed (London, Det Forenede Kongerige), Khadiga Ahmed Ahmed Kamel Yassin (London, Det Forenede Kongerige) og Shahinaz Abdel Azizabdel Wahab Al Naggar (Giza, Ægypten) (ved barrister M. Lester og solicitor J. Binns)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

Rådets afgørelse 2011/172/FUSP af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT L 76, s. 63) og Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT L 76, s. 4) annulleres, for så vidt som de angår sagsøgerne.

Rådet for Den Europæisk Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved deres søgsmål har sagsøgerne i medfør af artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelse 2011/172/FUSP af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT L 76, s. 63) og Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT L 76, s. 4), for så vidt som de angår sagsøgerne.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fem anbringender.

1.    Med første anbringende gøres gældende, at det i artikel 1 i Rådets afgørelse 2011/172/FUSP og artikel 2 i Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 indeholdte kriterium for at vedtage restriktive foranstaltninger over for sagsøgerne ikke er opfyldt. Det anføres derudover, at sagsøgtes begrundelser for vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgerne er aldeles vage, ukonkrete, udokumenterede, ubegrundede og utilstrækkelige til at begrunde anvendelsen af sådanne foranstaltninger.

1.    Med andet anbringende gøres gældende, at sagsøgte har tilsidesat sagsøgernes ret til forsvar og deres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, idet:

de restriktive foranstaltninger ikke indebærer en procedure, hvorunder sagsøgerne meddeles, på grundlag af hvilke beviser afgørelsen om at indefryse deres midler er truffet, eller som gør det muligt for dem på relevant vis at udtale sig herom

den begrundelse, der er givet i de anfægtede foranstaltninger, består af en generel, uunderbygget og vag påstand om en retslig procedure

sagsøgte ikke har givet tilstrækkelige oplysninger til, at sagsøgerne faktisk har kunnet fremsætte deres synspunkter hertil, hvilket gør det umuligt for en domstol at bedømme, om Rådets afgørelse og vurdering er velbegrundet og truffet på grundlag af afgørende bevismateriale.

3.    Med tredje anbringende gøres gældende, at sagsøgte har undladt at give sagsøgerne en tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor de er omfattet af de anfægtede foranstaltninger, og herved har tilsidesat sin pligt til at anføre konkrete og specifikke grunde, der berettiger dets afgørelse, herunder de specifikke, individuelle grunde, som foranledigede sagsøgte til at antage, at sagsøgerne var ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af den egyptiske stats midler.

4.    Med fjerde anbringende gøres gældende, at sagsøgte ubegrundet og uforholdsmæssigt har tilsidesat sagsøgernes ejendomsret og deres frihed til at udøve virksomhed, idet:

indefrysningen af midler har en markant og langvarig indflydelse på deres grundlæggende rettigheder

anvendelsen deraf på sagsøgerne ikke er begrundet

sagsøgte ikke har godtgjort, at en fuldstændig indefrysning af midler er den mindst indgribende måde, hvorpå et sådant mål kan sikres, eller at den meget betydelige skade for sagsøgerne er begrundet og forholdsmæssig.

5.    Med femte anbringende gøres gældende, at sagsøgtes opførelse af sagsøgerne på listen over personer, der er genstand for restriktive foranstaltninger, bygger på et åbenbart urigtigt skøn.

____________