Language of document :

Sag anlagt den 23. maj 2011 - Fon Wireless mod KHIM - nfon (nfon)

(Sag T-283/11)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Fon Wireless Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokat F. Brandolini Kujman)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: nfon AG (München, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

Stævningen med alle dens dokumenter og dertil hørende kopier antages til realitetsbehandling.

Den foreslåede bevisførelse tillades.

Afgørelse truffet den 18. marts 2011 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 1017/2009-4) annulleres, og som følge heraf gives der afslag på registrering af EF-varemærke nr. 6 206 321 "nfon".

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: nfon AG

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket "nfon" for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 35 og 38

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Fon Wireless Ltd

Det påberåbte varemærke eller tegn: Det nationale figur- og ordmærke og EF-figur- og -ordmærket "fon" for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 38 og 42

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen taget til følge

Appelkammerets afgørelse: Klagen taget til følge

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009, idet de omtvistede varemærker ligner hinanden, og tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i forordning (EF) nr. 207/2009, idet nfon AG havde til hensigt at udnytte de ældre varemærkers renommé.

____________