Sag T-251/11
Republikken Østrig
mod
Europa-Kommissionen
»Statsstøtte – elektricitet – støtte til energiintensive virksomheder – østrigsk lov om grøn elektricitet – afgørelse, der erklærer støtten uforenelig med det indre marked – begrebet statsstøtte – statsmidler – tilregnelse til staten – selektiv karakter – den generelle gruppefritagelsesforordning – overskridelse af beføjelser – ligebehandling«
Sammendrag – Rettens dom (Femte Afdeling) af 11. december 2014
1. Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene
(Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)
2. Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – ordning for obligatorisk køb af grøn elektricitet til en pris, der overstiger markedsprisen – ordning, der administreres af et aktieselskab i henhold til en statslig koncession – finansiering ved de endelige forbrugere – bidrag fra de endelige forbrugere, der kan sidestilles med en skattelignende afgift – foranstaltning, der fastsætter en delvis fritagelse for energiintensive virksomheder – foranstaltning, der indebærer anvendelse af statsmidler
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
3. Statsstøtte – begreb – ydelse af fordele, som kan tilregnes staten – støtteordning indført ved lov – omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
4. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – foranstaltning bestemt til at kompensere eventuelle konkurrencemæssige ulemper, der påvirker de energiintensive virksomheder i forhold til andre virksomheder, der forbruger elektricitet – omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
5. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – undtagelse fra den almindelige beskatningsordning – begrundet med systemets karakter og opbygning – bevisbyrde
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
6. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – bedømmelseskriterier – hensyntagen til en tidligere praksis – udelukket – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
7. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – støtte til miljøbeskyttelse – EF-retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse – anvendelsesområde – ordning for obligatorisk køb af grøn elektricitet til en pris, der overstiger markedsprisen – finansiering ved de endelige forbrugere i form af en afgift, der kan sidestilles med en skattelignende afgift – foranstaltning, der fastsætter en delvis fritagelse for energiintensive virksomheder – omfattet
(Art. 107, stk. 3, TEUF; Kommissionens meddelelse 2008/C 82/01, punkt 58, 59, 70 og 151)
8. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet – støtte til miljøbeskyttelse – EF-retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse – støtte i form af lempelser eller fritagelser for miljøafgifter – lempelser for miljøafgifter, der henhører under ikke-harmoniseret beskatning – Kommissionens undersøgelse af støttens nødvendighed og proportionalitet samt dens virkninger – annullationssøgsmål til prøvelse af en beslutning, der fastslår, at støtten er uforenelig med det indre marked – bevismæssige forpligtelser for medlemsstaten
(Art. 107, stk. 3, TEUF; Kommissionens meddelelse 2008/C 82/02, punkt 151-159)
9. Statsstøtte – forbud – undtagelser – former for støtte, der fastsættes ved administrative forskrifter, og som kan anses for forenelige med det indre marked – forordning nr. 800/2008 – fritagelse for støtte i form af lempelser af miljøafgifter – anvendelseskriterier – afgifter harmoniseret på EU-plan
(Art. 107, stk. 3, TEUF; Kommissionens forordning nr. 800/2008, art. 25)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 26-31)
2. For så vidt angår en undersøgelse i forhold til artikel 107, stk. 1, TEUF af en national foranstaltning, der har til formål at fremme fremstillingen af grøn elektricitet ved dels at sikre hver producent af grøn elektricitet køb af den samlede mængde af denne elektricitet til en fast pris, der er højere end elektricitetsprisen på markedet, dels at fastsætte en overvæltning af de således af elleverandørerne afholdte omkostninger på elforbrugerne gennem et obligatorisk pristillæg, der er knyttet til køb af grøn elektricitet, begik Kommissionen ikke en retlig fejl ved at fastslå, at den fordel, der er fastsat for de energiintensive virksomheder, som har ret til en fritagelse fra forpligtelsen til køb af grøn elektricitet mod at betale et kompensationsbeløb, indebar anvendelse af statsmidler, selv om denne støtteordning administreres af et clearingsorgan for grøn elektricitet, hvis opgaver udføres i henhold til en koncession, der gives til et privat aktieselskab, der er ejet med 50,4% af privat kontrollerede aktionærer.
Det pågældende aktieselskab har nemlig i henhold til national lov til opgave at administrere ordningen for støtte til produktion af elektricitet fra vedvarende kilder. Den ordning, der er fastsat i denne lov, kan defineres som en koncessionsaftale med staten, eftersom de omhandlede midler betales udelukkende i almenhedens interesse som fastsat af den nationale lovgiver. Endvidere kan det obligatoriske pristillæg, der er knyttet til køb af grøn elektricitet, sidestilles med en skattelignende afgift, som pålægges elektricitet, og som fastsættes af en offentlig myndighed i almenhedens interesse og i henhold til et objektivt kriterium. Det er følgelig muligt at kvalificere de omhandlede beløb som midler, der hidrører fra staten, som kan sidestilles med en skattelignende afgift.
Selv om det endvidere er korrekt, at det organ, som har til opgave at administrere ordningen for støtte til produktion af elektricitet fra vedvarende kilder, fremtræder som et privatretligt selskab, er organets handlefrihed inden for rammerne af koncessionen til at udføre de opgaver, der påhviler clearingorganet for grøn elektricitet, ikke den samme som handlefriheden for en økonomisk enhed, der handler frit på markedet med henblik på at opnå indtjening, men en handlefrihed, der blev begrænset af den østrigske lovgiver, som indskrænkede den med hensyn til udførelsen af den omhandlede koncession. I denne forbindelse understøtter tilstedeværelsen af en sådan nøje kontrol med overensstemmelsen af det pågældende organs adfærd med de fastsatte retlige rammer, som foretages af statslige myndigheder på flere forskellige plan, således den konklusion, der kan drages af de kompetencer, som udøves af dette organ, og drages på grundlag af selskabets forpligtelser, at det pågældende organ ikke handler frit og for egen regning, men derimod som administrator under udøvelse af en koncession af støtte, der ydes ved hjælp af statsmidler.
Under disse omstændigheder var det med rette, at Kommissionen hævdede, at den fordel, der er fastsat for de energiintensive virksomheder i det foreliggende tilfælde, kan sidestilles med en yderligere byrde for staten, for så vidt som enhver mindskelse af størrelsen af den afgift, som virksomhederne skal betale, kan anses for at have ført til indtægtstab for staten.
(jf. præmis 67, 68, 70, 72, 75, 76 og 83)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 85-87)
4. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 94 og 111-116)
5. Begrebet statsstøtte omfatter ikke de statslige foranstaltninger, som indfører en sondring mellem virksomheder og derfor på forhånd er selektive, når denne sondring følger af det afgiftssystems karakter eller opbygning, som foranstaltningerne er en del af. Skattelempelser, som følger af et formål, der ikke har noget at gøre med det skattesystem, som de indgår i, kan derimod ikke fritages fra kravene efter artikel 107, stk. 1, TEUF.
Endvidere har fastsættelsen af referencerammen ved vurderingen af den selektive karakter af den fordel, der ydes ved skatteforanstaltningen, en forstærket betydning, eftersom selve tilstedeværelsen af en fordel kun kan godtgøres i forhold til en beskatning, der betegnes som »normal«. Det er således en forudsætning for, at en national skatteforanstaltning kan betegnes som »selektiv«, at det først identificeres og undersøges, hvad der er den almindelige eller »normale« skatteordning i den pågældende medlemsstat. Derefter skal den eventuelle selektive karakter af den fordel, der ydes ved den pågældende skatteforanstaltning, vurderes og fastslås i forhold til denne almindelige eller »normale« skatteordning, ved at vise, at denne foranstaltning udgør en undtagelse fra den almindelige ordning, for så vidt som den indfører differentiering mellem aktører, der i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende medlemsstats skattesystem, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation.
Det påhviler inden for disse rammer den medlemsstat, der indfører en sådan differentiering af virksomheder for så vidt angår afgifter at påvise, at den virkelig er berettiget ud fra det pågældende afgiftssystems karakter eller forvaltning.
(jf. præmis 96, 97 og 117)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 123-130)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 155-165)
8. For så vidt angår statsstøtte i form af lempelser eller fritagelser for miljøafgifter fremgår det af punkt 152 ff. i EF-retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse, at disse sidstnævnte fastsætter to metoder for vurdering af foreneligheden af lempelser for miljøafgifter med det indre marked i forhold til, om der forelå harmonisering af de omhandlede afgifter, og om minimumsafgiftssatserne i Fællesskabet var overholdt.
Hvad nærmere bestemt angår statsstøtte, der indrømmes i form af lempelser for miljøafgifter, som henhører under ikke-harmoniseret beskatning, fremgår det af retningslinjernes punkt 154-159, at Kommissionen har støttet sig på oplysninger fra EU-medlemsstaterne for at vurdere de omhandlede afgiftsordninger med henblik på særligt at analysere nødvendigheden og proportionaliteten af støtten og dens virkninger på de berørte økonomiske sektorer.
Såfremt Kommissionen på baggrund af de oplysninger, den råder over, konkluderer, at den støtte, der indrømmes i form af lempelse for miljøafgifter, er uforenelig med det indre marked, påhviler det medlemsstaten at godtgøre, at den pågældende støtte skulle fritages. Medlemsstatens beviser for at godtgøre, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af omstændighederne, der berettiger til at kræve den omhandlede beslutning annulleret, skal være tilstrækkelig stærke til at bevirke, at de vurderinger, der ligger til grund for beslutningen, bliver usandsynlige.
(jf. præmis 167 og 178-180)
9. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 200-203)