Sag T-216/21
Ryanair DAC
og
Malta Air ltd.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 20. december 2023
»Statsstøtte – støtte indrømmet af Frankrig til fordel for Air France i forbindelse med covid-19-pandemien – statsgaranti for banklån og efterstillede lån fra staten – afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – annullationssøgsmål – søgsmålskompetence – væsentlig påvirkning af sagsøgerens stilling på markedet – formaliteten – identifikation af støttemodtageren i forbindelse med en virksomhedskoncern«
1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – Kommissionens afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – søgsmål anlagt af en konkurrerende virksomhed, der godtgør, at dens stilling på markedet er væsentligt berørt – formaliteten – forpligtelse for den konkurrerende virksomhed til præcist at definere det relevante marked og sammenligne situationen for alle konkurrenterne på dette marked med henblik på at adskille sig fra disse – foreligger ikke
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
(jf. præmis 21-50)
2. Annullationssøgsmål – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – to sagsøgeres anlæggelse af ét og samme søgsmål – mulighed for at antage den ene af sagsøgernes søgsmål til realitetsbehandling – nødvendigt at undersøge, om den anden sagsøgers søgsmål kan antages til realitetsbehandling – foreligger ikke
(Art. 263 TEUF)
(jf. præmis 53)
3. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – Kommissionens skøn – identifikation af støttemodtageren – virksomhedskoncern, der udgør en enkelt økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – kapitalmæssige, organiske, funktionelle og økonomiske bånd mellem de til nævnte koncern hørende virksomheder – de pågældende støtteforanstaltningers kontraktlige ramme og kontekst
[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF]
(jf. præmis 59-68, 81, 82, 101, 102, 111, 136, 143-149)
4. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – Kommissionens skøn – identifikation af støttemodtageren – virksomhed, der modtager en direkte eller indirekte fordel – indirekte fordel – begreb – sondring mellem en indirekte fordel og sekundære økonomiske virkninger, der er forbundet med en støtteforanstaltning
[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF; Kommissionens meddelelse 2016/C 262/01, punkt 115 og 116]
(jf. præmis 152-162)
5. Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte, der kan anses for forenelig med det indre marked – støtte, der har til formål at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi – støtte, der tilsigter at finansiere en luftfartkoncerns umiddelbare likviditetsbehov i forbindelse med covid-19-pandemien – Kommissionens afgørelse, hvorved støtten erklæres forenelig med det indre marked – Kommissionens åbenbart urigtige skøn ved identifikationen af støttemodtagerne – fejl, der kan berøre analysen af støtteforanstaltningernes forenelighed med det indre marked
[Art. 107, stk. 3, litra b), TEUF]
(jf. præmis 163-167)
Resumé
I april 2020 anmeldte Den Franske Republik til Europa-Kommissionen en planlagt statsstøtte til fordel for luftfartsselskabet Air France, der er datterselskab af holdingselskabet Air France-KLM. Den anmeldte støtte bestod dels af en statsgaranti på 90% for et lån på 4 mia. EUR, der skulle ydes af et konsortium af banker, dels et aktionærlån på højst 3 mia. EUR.
Derefter anmeldte Den Franske Republik i marts 2021 til Kommissionen en planlagt støtte til fordel for Air France og holdingselskabet Air France-KLM med henblik på en rekapitalisering af disse to selskaber med et beløb på 4 mia. EUR gennem en kapitalforhøjelse og konvertering af det ovennævnte aktionærlån til et hybridt instrument svarende til holdingselskabets egenkapital.
Disse foranstaltninger, som indgik i en række andre støtteforanstaltninger, der havde til formål at støtte de selskaber, der indgik i Air France-KLM-koncernen, havde til formål at finansiere Air Frances og holdingselskabet Air France-KLM’s umiddelbare likviditetsbehov for at hjælpe dem med at overleve de negative følger af covid-19-pandemien.
Ved afgørelse af 4. maj 2020 (herefter »Air France-afgørelsen«) (1), som berigtiget to gange i december 2020 og juli 2021, og ved afgørelse af 5. april 2021 (herefter »Air France-KLM og Air France-afgørelsen«) (2) konkluderede Kommissionen, at de anmeldte foranstaltninger udgjorde statsstøtte, der var forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF (3) og dens meddelelse af 19. marts 2020 med overskriften »Midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud« (4).
I Air France-afgørelsen fandt Kommissionen, at modtagerne af den anmeldte støtte var Air France og dets datterselskaber. Hverken holdingselskabet Air France-KLM eller dets øvrige datterselskaber, herunder KLM og de selskaber, som sidstnævnte kontrollerede, blev således anset for at være modtagere af denne foranstaltning. I Air France-KLM og Air France-afgørelsen identificerede Kommissionen såvel Air France og dets datterselskaber som holdingselskabet Air France-KLM og dets datterselskaber som modtagere af den anmeldte støtte, alene med undtagelse af KLM og sidstnævntes datterselskaber.
Luftfartsselskaberne Ryanair og Malta Air anlagde søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens ovennævnte afgørelser. Rettens Ottende Udvidede Afdeling gav sagsøgerne medhold i disse søgsmål, idet den fastslog, at Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved identificeringen af modtagerne af den anmeldte støtte og dermed havde tilsidesat artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF. Retten præciserede i denne forbindelse identificeringen af modtagerne af en støtteforanstaltning i forbindelse med en virksomhedskoncern.
Rettens bemærkninger
Til støtte for deres søgsmål anfægtede sagsøgerne navnlig udelukkelsen dels af Air France-KLM og KLM (Air France-afgørelsen), dels af KLM (Air France-KLM og Air France-afgørelsen) fra kredsen af modtagere af de anmeldte foranstaltninger.
Retten bemærkede i denne forbindelse, at selv om Kommissionen råder over en vid skønsbeføjelse, når den skal identificere modtagerne af en anmeldt støtteforanstaltning, skal Unionens retsinstanser ikke blot efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, samt oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner.
Det fremgår desuden af retspraksis og af Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte (5), at flere forskellige retlige enheder kan anses for at udgøre en enkelt økonomisk enhed med henblik på anvendelsen af statsstøttereglerne. Blandt de elementer, der tages i betragtning ved afgørelsen af, om der foreligger en sådan økonomisk enhed, er bl.a. kapitalmæssige, organiske, funktionelle og økonomiske bånd mellem de pågældende enheder, kontrakterne om tildeling af den anmeldte støtte og den sammenhæng, hvori den indgår.
Henset til disse præciseringer bemærkede Retten indledningsvis, at de kapitalmæssige og organiske bånd inden for Air France-KLM-koncernen, som beskrevet i de anfægtede afgørelser, tilsigter at godtgøre, at de særskilte juridiske enheder inden for denne koncern udgør en enkelt økonomisk enhed med henblik på anvendelsen af statsstøttereglerne. Retten fremhævede i denne forbindelse, at det følger af Kommissionens konstateringer, at holdingselskabet Air France-KLM reelt udøver kontrol med Air France og KLM ved direkte eller indirekte indblanding i disses drift og således deltager i den økonomiske virksomhed, som de udøver. Ifølge de nævnte konstateringer eksisterer der endvidere inden for Air France-KLM-koncernen en centraliseret beslutningsprocedure og en vis koordinering, der sikres gennem blandede organer, der omfatter højstående repræsentanter fra holdingselskabet Air France-KLM, Air France og KLM, i det mindste hvad angår vedtagelsen af visse vigtige beslutninger.
Kommissionens konklusion om, at holdingselskabet Air France-KLM, Air France og KLM ikke udgør en økonomisk enhed med henblik på at identificere modtagerne af de anmeldte støtteforanstaltninger, afkræftes desuden af de funktionelle og økonomiske bånd mellem disse enheder. Beskrivelsen af de nævnte forbindelser i de anfægtede afgørelser og de forskellige eksempler, som Ryanair og Malta Air har påberåbt sig i denne forbindelse, vidner nemlig om en vis funktionel, kommerciel og finansiel integration og samarbejde mellem de nævnte enheder.
Dernæst bemærkede Retten, at den kontraktmæssige ramme, på grundlag af hvilken de anmeldte foranstaltninger blev tildelt, og de forpligtelser, som Den Franske Republik havde påtaget sig i forbindelse med Air France-KLM og Air France-afgørelsen, i modsætning til Kommissionens argumentation ikke var til hinder for kvalificeringen af holdingselskabet Air France-KLM, Air France og KLM som en økonomisk enhed. Retten præciserede i denne forbindelse, at hverken de kontraktbestemmelser, som Kommissionen henviste til, eller de forpligtelser, som Den Franske Republik havde påtaget sig, gjorde det muligt at begrænse kredsen af modtagere af de foranstaltninger, der blev meddelt, til Air France henholdsvis til holdingselskabet Air France-KLM og Air France. I forhold til Air France-KLM og Air France-afgørelsen påpegede Retten i øvrigt, at forbedringen af holdingselskabet Air France-KLM’s finansielle stilling efter den anmeldte foranstaltning under alle omstændigheder ville have til følge at udelukke selskabets – og dermed dets datterselskab KLM’s og de selskaber, som sidstnævnte kontrolleredes – risiko for misligholdelse.
Henset til den kronologiske og strukturelle forbindelse mellem de foranstaltninger, der var genstand for de anfægtede afgørelser, og idet den fremhævede, at Air France-KLM og Air France-afgørelsen var blevet vedtaget inden vedtagelsen af den anden berigtigende afgørelse i forhold til Air France-afgørelsen, fastslog Retten endvidere, at Kommissionen burde have taget hensyn til hver af disse afgørelser ved sin undersøgelse af de anmeldte foranstaltninger. Kommissionen forklarede således ikke, hvorfor den definerede modtagerne af de anmeldte støtteforanstaltninger forskelligt i de anfægtede afgørelser.
Endelig forkastede Retten Kommissionens argumentation om, at de anmeldte støtteforanstaltninger højst havde sekundære økonomiske virkninger i forhold til holdingselskabet Air France-KLM og dets øvrige datterselskaber (Air France-afgørelsen) og i forhold til KLM og dets datterselskaber (Air France-KLM og Air France-afgørelsen). Retten bemærkede i denne forbindelse, at de forudsigelige virkninger af de nævnte foranstaltninger ud fra et ex ante synspunkt tydede på, at den planlagte finansieringsløsning ville være til fordel for Air France-KLM-koncernen som helhed ved at forbedre dens samlede finansielle stilling. I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte indikerer en sådan finansieringsløsning, at der i det mindste foreligger en indirekte fordel for Air France-KLM-koncernen, herunder KLM og sidstnævntes datterselskaber.
Henset til samtlige disse forhold konkluderede Retten, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at udelukke dels holdingselskabet Air France-KLM og dets øvrige datterselskaber, herunder KLM og sidstnævntes datterselskaber (Air France-afgørelsen), dels KLM og dets datterselskaber (Air France-KLM og Air France-afgørelsen), fra kredsen af modtagere af de anmeldte støtteforanstaltninger. Eftersom denne fejlagtige identificering af støttemodtagerne kan have en indvirkning på hele analysen af de anmeldte foranstaltningers forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF og de midlertidige rammebestemmelser, annullerede Retten de anfægtede afgørelser.