RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)
4. april 2011
Sag T-239/09 P
Luigi Marcuccio
mod
Europa-Kommissionen
»Appel – personalesag – tjenestemænd – en institutions afvisning af at indlede en undersøgelse – administrativ procedure – erstatningssøgsmål – åbenbart, at appellen delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«
Angående: Appel af kendelse afsagt af EU-Personaleretten (Første Afdeling) den 31. marts 2009 i sag F-146/07, Marcuccio mod Kommissionen, Sml.Pers. I-A-1, s. 69, og II-A-1, s. 363, med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald: Appellen forkastes. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Europa-Kommissionen har afholdt i appelsagen.
Sammendrag
1. Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – rækkevidden af begrundelsespligten
(Art. 225 A EF)
2. Tjenestemænd – søgsmål – formål – påbud til administrationen – afvisning
(Art. 233 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 91)
3. Tjenestemænd – søgsmål – erstatningssøgsmål – udspring – forbindelse med ansættelsen – lovhjemmel
(Art. 236 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – kumulative betingelser
5. Appel – anbringender – anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten påberåbte – afvisning
[Statutten for Domstolen, art. 58; Domstolens procesreglement, art. 138, stk. 1, litra c)]
1. Den begrundelsespligt, som påhviler Personaleretten, skal anses for opfyldt, når den begrundelse, som Personaleretten har lagt til grund, fremgår af den anfægtede kendelse, således at Retten er i stand til at udøve sin prøvelsesret.
(jf. præmis 24)
Henvisning til: Domstolen, 7. januar 2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 372; Domstolen, 8. februar 2007, sag C-3/06 P, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. I, s. 1331, præmis 46; Domstolen, 4. oktober 2007, sag C-311/05 P, Naipes Heraclio Fournier mod KHIM, EU:C:2007:572, præmis 51 og 52
2. Det tilkommer ikke Unionens retsinstanser at pålægge administrationen påbud inden for rammerne af den retlige kontrol, der er baseret på vedtægtens artikel 91. I tilfælde af, at en retsakt annulleres, er den pågældende institution nemlig i medfør af artikel 233 EF forpligtet til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger.
(jf. præmis 31)
Henvisning til: Retten, 19. november 2009, sag T-49/08 P, Michail mod Kommissionen, Sml.Pers. I-B-1, s. 121, og II-B, s. 739, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis
3. En tvist mellem en tjenestemand og hans nuværende eller tidligere institution, der drejer sig om skadeserstatning og udspringer af det ansættelsesforhold, som knytter den pågældende til institutionen, er omfattet af artikel 236 EF og af vedtægtens artikel 90 og 91 og falder derfor ikke ind under artikel 235 EF og 288 EF.
(jf. præmis 32)
Henvisning til: Domstolen, 7. oktober 1987, sag 401/85, Schina mod Kommissionen, Sml. s. 3911, præmis 9
4. Ved pådømmelsen af en tjenestemands erstatningspåstand skal flere betingelser være opfyldt, for at institutionen kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionen foreholdes, skal være ulovlige, der skal være lidt et tab samt være årsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet. De tre nævnte betingelser for, at institutionen kan ifalde ansvar, er kumulative, hvilket indebærer, at institutionen ikke kan ifalde ansvar, såfremt en af dem ikke er opfyldt.
(jf. præmis 60)
Henvisning til: Retten, 14. oktober 2004, sag T-256/02, I mod Domstolen, Sml.Pers. I-A, s. 289, og II, s. 1307, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis
5. Det fremgår af artikel 58 i statutten for Domstolen og af artikel 138, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den kendelse, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand.
Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Personaleretten, herunder dem, som var baseret på faktiske omstændigheder, som Retten udtrykkeligt havde forkastet. En sådan appel har nemlig i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Personaleretten fremsatte påstande pådømmes endnu engang, hvilket ligger uden for Rettens kompetence.
(jf. præmis 62)
Henvisning til: Domstolen, 19. marts 2004, sag C-196/03 P, Lucaccioni mod Kommissionen, Sml. I, s. 2683, præmis 40 og 41 og den deri nævnte retspraksis.