Language of document :

Forenede sager T-160/02 – T-162/02

Naipes Heraclio Fournier, SA

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – sag om ugyldighed – artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 40/94 – figurmærke, der indeholder gengivelsen af et svær fra et spillekort – figurmærke, der indeholder gengivelsen af køllernes ridder (»caballo de bastos«) fra et spillekort – figurmærke, der indeholder gengivelsen af sværdenes konge (»rey de espadas«) fra et spillekort – absolutte registreringshindringer – artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr. 40/94«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der kan tjene til at betegne en vares egenskaber – der findes synonymer til betegnelse af de samme egenskaber – ingen betydning

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c)]

2.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der kan tjene til at betegne en vares egenskaber – figurmærker, der indeholder gengivelsen af køllernes ridder (»caballo de bastos«), sværdenes konge (»rey de espadas«) og et sværd fra et spillekort

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1, litra c)]

3.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – særskilt efterprøvelse af forskellige registreringshindringer – fortolkning af registreringshindringer i lyset af den almene interesse, der ligger til grund for hver enkelt af dem – overlapning mellem anvendelsesområderne for de hindringer, der er nævnt i litra b), c) og d), i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 40/94

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 7, stk. 1)

1.      Selv om det i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker er fastsat, at varemærket for at være omfattet af den heri nævnte registreringshindring »udelukkende« skal bestå af tegn eller angivelser, der kan tjene til at betegne de pågældende varers eller tjenesteydelsers egenskaber, kræves det derimod ikke, at disse tegn eller angivelser er den eneste måde at betegne de nævnte egenskaber på.

(jf. præmis 50)

2.      Figurmærkerne, som er registreret som EF-varemærker for »spillekort« henhørende under klasse 16 i Nice-arrangementet, og som gengiver dels køllernes ridder og sværdenes konge (to kort i det såkaldte spanske spillekort), dels et sværd (et symbol, der anvendes i stedet for kategorien sværd i dette spillekort), er i den forstand, som er omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, for den almindeligt opmærksomme og velunderrettede gennemsnitsforbruger i Spanien beskrivende for egenskaberne ved de varer, de betegner.

Hvad angår de to første tegn vækker tegningerne af køllernes ridder og sværdenes konge nemlig umiddelbart for den tilsigtede kundekreds associationer til spillekort, uanset at en del af denne kundekreds ikke nødvendigvis kender de spanske spillekort, fordi alle, der har spillet kort – uanset med hvilken slags – i disse tegninger genkender gengivelsen af et spillekort. Hvad angår det tredje tegn opfatter den mulige forbruger, dvs. brugeren af spillekort, i det mindste i Spanien sværdet som en henvisning til en af kortkategorierne i det spanske spil kort. Desuden kan registreringen af de omhandlede tegn være til hinder for registreringen eller anvendelsen af andre tegninger i kategorien sværd eller af spillekort, der svarer til køllernes ridder og sværdenes konge i et spansk spil kort.

(jf. præmis 47, 53, 56 og 57)

3.      De registreringshindringer, der er opregnet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, er uafhængige af hinanden og kræver en særskilt efterprøvelse. Desuden skal de nævnte registreringshindringer fortolkes i lyset af den almene interesse, der ligger til grund for hver enkelt af dem. Den almene interesse, der tages i betragtning ved efterprøvelsen af de enkelte registreringshindringer, kan eller skal afspejle forskellige overvejelser, alt efter hvilken registreringshindring der er tale om. Der er imidlertid en åbenbar overlapning mellem de respektive anvendelsesområder for hindringerne, der er anført i litra b) til d), i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 40/94. Navnlig mangler et varemærke, som er beskrivende for egenskaberne ved varer eller tjenesteydelser i henhold til forordningens artikel 7, stk. 1, litra c), af denne grund nødvendigvis det fornødne særpræg i forhold til de samme varer eller tjenesteydelser i henhold til samme bestemmelses litra b). Et varemærke kan imidlertid mangle fornødent særpræg i relation til varer eller tjenesteydelser af andre grunde end dets eventuelle beskrivende karakter.

(jf. præmis 58 og 59)