Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 6. februar 2004 af Emma Bonino og syv andre sagsøgere mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag T-40/04)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 6. februar 2004 anlagt sag mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union af Emma Bonino m.fl. ved avocats Georges Vandersanden og Laure Levi.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan.

Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende regler.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

I denne sag er den retsakt, som påstås annulleret, den samme som i sag T-13/04, Donde m.fl. mod Europa-Parlamentet og Rådet, og sag T-17/04, Front National m.fl. mod Europa-Parlamentet og Rådet. Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter er stort set de samme som dem, der er fremført i ovennævnte sager.

Sagsøgerne i den foreliggende sag har derudover gjort gældende, at den anfægtede forordning er i strid med EF-traktaten, for så vidt som den foreskriver en kumuleret kompetence for Europa-Parlamentet som medlovgiver og som gennemførende organ.

De har desuden anført, at der er sket tilsidesættelse af det demokratiske princip, idet sagsøgerne befinder sig i den situation, at selv om de er medlemmer af Europa-Parlamentet på grundlag af frie og demokratiske valg, er de som følge af deres manglende anerkendelse som politisk parti på europæisk plan udelukket fra finansiering over Unionens almindelige budget.

____________