Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 31. oktober 2003 af MEDICI GRIMM KG mod Rådet for Den Europæiske Union.

(Sag T-364/03)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 31. oktober 2003 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af MEDICI GRIMM KG, Rodgau Hainhausen, Tyskland, ved solicitor Robert MacLean, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

−    Det fastslås, at Rådet for Den Europæiske Union i medfør af artikel 288, stk. 2, EF skal erstatte den skade, det har forvoldt sagsøgeren, og at Rådet skal betale sagsøgeren 89 286 EUR i forrentning og 81 079 EUR i erstatning for omkostninger til juridisk bistand under den administrative procedure, subsidiært de beløb, som Retten måtte finde passende.

−    Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren er et selskab, der forhandler håndtasker af læder. Det har som led i sin virksomhed jævnligt importeret håndtasker fremstillet af et selskab med hjemsted i Folkerepublikken Kina. Rådets forordning (EF) nr. 1567/97 1 indførte en endelig antidumpingtold på import af håndtasker af læder med oprindelse i dette land. Forordningen blev senere ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2380/98 af 3. november 1998 2, som indførte en specifik antidumpingtold på 0% på de håndtasker, som var importeret af sagsøgeren. Denne bestemmelse var imidlertid ikke tillagt tilbagevirkende gyldighed, og den told, sagsøgeren havde betalt indtil ændringen, blev ikke refunderet.

Sagsøgeren anlagde sag ved Retten i Første Instans 3 med påstand om annullation af forordning nr. 2380/98 for så vidt som Rådet ikke havde tillagt den ovenfor beskrevne ændring tilbagevirkende gyldighed. Ved dom af 29. juni 2000 4 annullerede Retten i Første Instans den anfægtede bestemmelse. Rådet vedtog derefter forordning (EF) nr. 133/2001 af 22. januar 2001 5 om ændring af forordning (EF) nr. 1567/97, hvorved den omhandlede bestemmelse blev tillagt tilbagevirkende gyldighed. Den antidumpingtold, sagsøgeren havde betalt i henhold til forordning nr. 1567/97, blev i det hele tilbagebetalt til selskabet.

Med nærværende søgsmål ønsker sagsøgeren at opnå forrentning af de beløb, selskabet oprindeligt betalte, og som senere blev tilbagebetalt til det, såvel som godtgørelse af dets omkostninger til juridisk bistand i forbindelse med den administrative procedure for Kommissionen og de tyske toldmyndigheder.

Til støtte for sine påstande har selskabet gjort gældende, at Rådet har handlet uretmæssigt ved at nægte at drage konsekvenserne af Rettens konklusioner vedrørende forordning nr. 2380/98, og at dets ulovlige adfærd var af en sådan grovhed, at Rådet ifalder ansvar i henhold til artikel 288 EF.

____________

1 - EFT L 208 af 2.8.1998, s. 31.

2 - EFT L 296 af 5.11.1998, s. 1.

3 - Sag T-7/99, EFT C 86 af 27.3.1999, s. 23.

4 - EFT C 259 af 9.9.2000, s. 17.

5 - EFT L 23 af 25.1.2001, s. 9.