RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
9. juni 1998 (1)
»Efteropkrævning af told - forordning (EØF) nr. 1697/79 - forordning (EØF)
nr. 2454/93«
I de forenede sager T-10/97 og T-11/97,
Unifrigo Gadus Srl, Napoli (Italien)
og
CPL Imperial 2 SpA, Pescara (Italien),
ved advokat Giuseppe Celona, Milano, og med valgt adresse i Luxembourg hos
advokat Georges Margue, 20, rue Philippe II,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved Fernando Castillo de la
Torre og Paolo Stancanelli, og derefter ved sidstnævnte, Kommissionens Juridiske
Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos
Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning C(96) 2780
endelig udg. af 8. oktober 1996 om efteropkrævning af told og erstatning for det
tab, sagsøgerne påstår at have lidt,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne C.P. Briët og A. Potocki,
justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 3. marts
1998,
afsagt følgende
Dom
Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
- 1.
- Sagsøgerne er selskaber, der driver handel med fiskerivarer.
- 2.
- I 1990 og 1991 indførte de fra Norge flere partier torsk. Ved disse indførsler blev
benyttet EUR 1-transportattester, der angav, at varerne hidrørte fra Norge. De blev
derfor fortoldet efter den for denne type varer gældende toldpræferenceordning
inden for rammerne af de fællesskabstoldkontingenter, der er fastlagt i Rådets
forordning (EØF) nr. 3692/89 af 4. december 1989 om åbning og forvaltning af
fællesskabstoldkontingenter for torsk og fisk af arten Boreogadus saida (polartorsk),
tørret, saltet eller i saltlage, med oprindelse i Norge (1990) (EFT L 362, s. 3), og
i Rådets forordning (EØF) nr. 3523/90 af 4. december 1990 om åbning og
forvaltning af fællesskabstoldkontingenter for visse landbrugsprodukter og
fiskerivarer med oprindelse i visse EFTA-lande (EFT 343, s. 4).
- 3.
- I 1993 meddelte det norske toldvæsen på eget initiativ de italienske myndigheder,
at eksportøren så vidt det havde fastslået det, ikke var i stand til at føre bevis for,
at varerne hidrørte fra Norge.
- 4.
- Den 4. august og den 23. november 1993 meddelte Verona Toldkontor henholdsvis
CPL Imperial 2 SpA (herefter »CPL Imperial 2«) og Unifrigo Gadus Srl (herefter
»Unifrigo Gadus«), at det havde besluttet efterfølgende at opkræve tolden.
- 5.
- Ved skrivelse af 3. december 1993 anmodede selskabet CPL Imperial 2 gennem en
toldspeditør, der repræsenterede selskabet, under anbringende af, at det havde
været i god tro, de italienske myndigheder om ikke at opkræve tolden. Det
forklarede, at tolden ikke var blevet opkrævet som følge af en fejl fra de
kompetente myndigheders side, som en erhvervsdrivende i god tro ikke med
rimelighed kunne opdage. Det anmodede endvidere de italienske myndigheder om
at forelægge sagen for Kommissionen. Selskabet Unifrigo Gadus har oplyst, at det
rettede en tilsvarende henvendelse til toldvæsenet.
- 6.
- Den 30. januar 1996 bekræftede de sagsøgende selskaber gennem deres
repræsentant over for de italienske myndigheder, at de havde sat sig ind i sagen,
som disse nu stod i begreb med at forelægge Kommissionen, og at de ikke havde
bemærkninger i den forbindelse.
- 7.
- Ved skrivelse af 6. februar 1996, der blev modtaget den 12. april 1996, forelagde
de italienske myndigheder Kommissionen sagen vedrørende de sagsøgende
selskabers anmodning og en anmodning fra en tredje virksomhed, der ikke er part
i de foreliggende sager. De anmodede Kommissionen om at tage stilling til, om der
i det foreliggende tilfælde var grundlag for at undlade at opkræve tolden, der i alt
androg 148 890 000 ITL i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i Rådets
forordning (EØF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om opkrævning af import- eller
eksportafgifter, der ikke er opkrævet hos debitor for varer, der er angivet til en
toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale sådanne afgifter (EFT L
197, s. 1) (herefter »forordning nr. 1697/79«).
- 8.
- Denne henvendelse blev behandlet i henhold til den procedure, der er fastlagt i
artikel 871 ff i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om
visse bestemmelser til gennemførelse af Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om
indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 352, s. 1) (herefter »forordning nr.
2454/93«).
- 9.
- Kommissionen hørte de sagkyndige fra medlemsstaterne på mødet i
Toldkodeksudvalget den 3. juni 1996. Den 8. oktober 1996 vedtog den beslutning
C(96) 2780 endelig udg. (herefter »beslutningen«), hvis artikel 1 lyder således:
»Tolden på i alt 148 890 ITL, der er omhandlet i Italiens henvendelse af 2. februar
1996 skal opkræves«.
- 10.
- Efter beslutningens vedtagelse modtog begge sagsøgerne hver en skrivelse fra
Tolddirektoratet, der var dateret den 22. november 1996 og vedlagt en kopi af
beslutningen, hvorved de blev anmodet at betale tolden, dvs. 31 200 000 ITL for
Unifrigo Gadus' vedkommende og 95 010 000 ITL for CPL Imperial 2's
vedkommende med tillæg af morarenter. Det beløb, der blev afkrævet CPL
Imperial 2 omfatter den told, der fremgår af toldopgørelse 7338 F.
- 11.
- På baggrund heraf har sagsøgerne ved stævninger registreret på Rettens
Justitskontor den 17. januar 1997 anlagt nærværende sager.
- 12.
- Ved kendelse afsagt den 9. februar 1998 af formanden for Tredje Afdeling er sag
T-10/97 og T-11/97 i henhold til artikel 50 i procesreglementet blevet forenet med
henblik på den mundtlige forhandling og dommen.
- 13.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling)
besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Sagsøgerne er som et led i sagens
tilrettelæggelse blevet opfordret til at fremlægge forskellige dokumenter, hvilket de
har gjort ved skrivelse af 23. januar 1998.
- 14.
- Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet
den 3. marts 1998.
Parternes påstande
- 15.
- Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
- Sagerne admitteres.
- Beslutningen annulleres.
- Subsidiært fastslås det, at beslutningen ikke har betydning for sagsøgernes
krav på, at de omhandlede toldbeløb ikke efterfølgende opkræves.
- Endnu mere subsidiært tilpligtes Kommissionen til til sagsøgerne fuldt ud
at tilbagebetale det beløb, som sagsøgerne er forpligtet til at efterbetale i
told, med tillæg af bødebeløb og ekstraomkostninger.
- I al fald annulleres beslutningen for så vidt angår dens bestemmelser om
rente.
- Sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
- 16.
- Sagsøgeren i sag T-11/97 har alene for så vidt angår denne sag desuden nedlagt
følgende påstand:
- Subsidiært annulleres beslutningen for så vidt angår opkrævningen af den
told, der fremgår af toldopgørelse 7338 F.
- 17.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgerne tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
Påstanden om annullation af beslutningen
- 18.
- Indledningsvis bemærkes det, at ifølge fast retspraksis antages processuelle regler
almindeligvis at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på
ikrafttrædelsestidspunktet, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkes
således, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen (jf, bl.a.
Domstolens dom af 6.7.1993, forenede sager C-121/91 og C-122/91, CT Control
(Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, Sml. I, s. 3873, præmis 22).
- 19.
- Som følge heraf er det, hvad parterne ikke har bestridt, bestemmelserne i
forordning nr. 2454/93, der finder anvendelse på proceduren for Kommissionen,
mens de bestemmelser, der materielretligt finder anvendelse på de i det
foreliggende tilfælde omhandlede forhold, er bestemmelserne i artikel 5, stk. 2, i
forordning nr. 1697/79.
- 20.
- Sagsøgerne har til støtte for deres annullationspåstande nærmere bestemt fremført
fem anbringender.
Det første anbringende om, at Kommissionen ikke har haft den fornødne kompetence
Parternes argumentation
- 21.
- Sagsøgerne har anført, at det følger af artikel 873 i forordning nr. 2454/93, at
Kommissionen uindskrænket er beføjet til at afgøre, om der er anledning til
efterfølgende at opkræve told, også når de nationale toldmyndigheder finder, at
betingelserne ifølge artikel 220, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr.
2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1)
(eller tidligere artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79), er opfyldt. En sådan
bestemmelse strider mod de principper, der er fastlagt i Domstolens praksis, og
hvorefter der, når betingelserne ifølge artikel 220, stk. 2, litra b), er opfyldt, består
en ret for importøren til, at efterfølgende opkrævning ikke sker. Kommissionen har
således ikke haft kompetence til at vedtage beslutningen.
- 22.
- Kommissionen har i første række anført, at dette anbringende skal afvises, idet
sagsøgerne som juridiske personer ikke er umiddelbart og individuelt berørt af
forordning nr. 2454/93.
- 23.
- Den gør dernæst gældende, at den ikke som hævdet af sagsøgerne efter artikel 871
ff. i forordning nr. 2454/93 frit kan afgøre, om de afgiftspligtige personer har en ret
til, at der ikke sker opkrævning af told, når betingelserne derfor er opfyldt.
Rettens bemærkninger
- 24.
- Med formalitetsindsigelsen gøres det gældende, at sagsøgerne har påstået
bestemmelser i forordning nr. 2454/93 annulleret i medfør af traktatens artikel 173.
Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Som sagsøgerne har bekræftet i replikken
må deres anbringende navnlig forstås som en anmodning om en fortolkning af disse
bestemmelser, der er i overensstemmelse med fællesskabsrettens principper.
- 25.
- Herefter skal formalitetsindsigelsen forkastes.
- 26.
- Det er i realiteten ubestridt, at når betingelserne ifølge artikel 5, stk. 2, i forordning
nr. 1697/79 er opfyldt, har debitor krav på, at der ikke sker efteropkrævning (jf.
bl.a. Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-348/89, Mecanarte, Sml. I, s. 3277,
præmis 12, af 4.5.1993, sag C-292/91, Weis, Sml. I, s. 2219, præmis 15, og af
14.5.1996, forenede sager C-153/94 og C-204/94, Sml. I, s. 2465, præmis 84).
- 27.
- Endvidere indeholder artikel 871 i forordning nr. 2454/93 følgende bestemmelse:
»Når toldmyndighederne, bortset fra de i artikel 869 omhandlede tilfælde, enten
finder, at betingelserne i kodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), er opfyldt, eller når
de er i tvivl om den præcise rækkevidde af kriterierne i denne bestemmelse, for så
vidt angår det pågældende tilfælde, forelægger disse myndigheder sagen for
Kommissionen, for at der kan træffes beslutning efter den i artikel 872 til 876
fastlagte procedure«. I samme forordnings artikel 873 hedder det: »Kommissionen
træffer beslutning om, hvorvidt den situation, der er til behandling, berettiger eller
ikke berettiger til at undlade efterfølgende bogføring«.
- 28.
- Kommissionen har således efter artikel 871 og 873 i forordning nr. 2454/93 en
beslutningsbeføjelse, navnlig når det gælder tilfælde, hvori betingelserne for at
undlade efteropkrævning af told efter de kompetente myndigheders opfattelse er
opfyldt.
- 29.
- Denne beføjelse har til formål at sikre en ensartet anvendelses af fællesskabsretten
(jf. for så vidt den før ikrafttrædelsen af artikel 78 i forordning nr. 2454/93
gældende bestemmelse Domstolens dom af 26.6.1990, sag C-64/89, Deutsche
Fernsprecher, Sml. I, s. 2535, præmis 13, Mecanarte-dommen, a.st., præmis 33, og
Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 80).
- 30.
- Ordningen om sagens forelæggelse for Kommissionen ville imidlertid være uden
mening, hvis denne var forpligtet til at følge toldvæsenets udtalelse i den
anmodning, Kommissionen får forelagt.
- 31.
- Dette betyder imidlertid ikke, at Kommissionen i kraft af denne
beslutningskompetence kan frakende debitor en ret til at efteropkrævning undlades,
når den ved afslutningen af sin behandling af sagen fastslår, at betingelserne for at
anerkende, at efteropkrævning hos en virksomhed kan undlades, er opfyldt.
- 32.
- Det første anbringende skal derfor forkastes.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 871-874 i forordning nr. 2454/93
Parternes argumentation
- 33.
- Sagsøgerne har med første led af dette anbringende anført, at det i artikel 871 i
forordning nr. 2454/93 er bestemt, at Kommissionen kan, dvs. skal, anmode om
supplerende oplysninger, »når det viser sig, at de oplysninger, som medlemsstaten
har fremsendt, er utilstrækkelige til, at Kommissionen kan træffe beslutning om
sagen med fuldt kendskab til omstændighederne«.
- 34.
- Kommissionen kunne derfor ikke alene lægge de norske myndigheders udtalelse
om, at oprindelsesattesterne ikke var gyldige, til grund, idet konstateringen heraf
var blevet bestridt af den øverste retsinstans i Norge, Høyesterett, i dom af 2. april
1993, dvs. lang tid før beslutningen blev vedtaget. Ved at undlade en supplerende
undersøgelse traf Kommissionen ikke sin beslutning med fuldt kendskab til
omstændighederne.
- 35.
- Med andet led af dette anbringende gør sagsøgerne gældende, at der ikke med de
præcise frister, der er fastlagt i artikel 871-874 i forordning nr. 2454/93 kunne
træffes beslutning om efteropkrævning af tolden. Indførslerne skete jo i de
foreliggende tilfælde i 1990 og 1991, og sagsøgerne anmodede de italienske
myndigheder om at forelægge sagen for Kommissionen i december 1993; alligevel
blev beslutningen først vedtaget den 8. oktober 1996 og ikke tilstillet sagsøgerne før
den 22. november 1996.
- 36.
- Kommissionen har indvendt, at den handlede i overensstemmelse med
bestemmelserne i artikel 871-874 i forordning nr. 2454/93 (jf. navnlig Domstolens
dom af 7.12.1993, sag C-12/92, Huygen m.fl., Sml. I, s. 6381, og Faroe Seafood
m.fl.-dommen, a.st., præmis 16 og 63, samt Rettens dom af 9.11.1995, sag T-346/94,
France-aviation mod Kommissionen, Sml. II, s. 2841, præmis 30-36).
Rettens bemærkninger
- 37.
- Vedrørende første led af dette anbringende bemærkes det, at efter artikel 871,
første afsnit, i forordning nr. 2454/93 »skal de sagsakter, der fremsendes af
toldmyndighederne til Kommissionen, indeholde alle de oplysninger, der er
nødvendige for en fyldestgørende behandling af den forelagte sag«. Samme artikels
tredje afsnit indeholder følgende bestemmelse: »Viser det sig, at de oplysninger,
som medlemsstaten har fremsendt, er utilstrækkelige til, at Kommissionen kan
træffe beslutning om sagen med fuld kendskab til omstændighederne, kan den
anmode om supplerende oplysninger«.
- 38.
- I det foreliggende tilfælde meddelte de norske myndigheder de italienske
myndigheder, at eksportøren ikke var i stand til at godtgøre, at varerne hidrørte fra
Norge. Men når det ved efterfølgende kontrol ikke er muligt at fastslå, hvorfra de
varer, som er nævnt i EUR 1-transportattesten hidrører, skal det fastslås, at
oprindelsen er ukendt, og at EUR 1-attesten og præferencetoldsatsen derfor er
blevet anvendt fejlagtigt. Toldvæsenet i indførselsmedlemsstaten skal derfor i
princippet foretage efteropkrævning af den told, der ikke er blevet opkrævet ved
indførslen (Huygen m.fl.-dommen, a.st., præmis 17, og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 16).
- 39.
- Da de norske myndigheder havde underrettet de italienske myndigheder om, at
eksportøren var ude af stand til at bevise, at de omhandlede varer hidrørte fra
Norge, bestred hverken de italienske myndigheder eller sagsøgerne denne
konstatering.
- 40.
- Navnlig har sagsøgerne, selv om de gjorde gældende, at de var i god tro, ikke i den
brevveksling, de havde med de italienske myndigheder, bestridt de norske
myndigheders oplysninger. Sagsøgernes repræsentant har i øvrigt i skrivelse af 30.
januar 1996 erklæret, at han intet havde at tilføje til de aktstykker, som de
italienske myndigheder tilstillede Kommissionen.
- 41.
- Kommissionen har herefter kunnet nå til det resultat, at det dossier, der var blevet
forelagt den, var fuldstændigt, og den ikke havde grund til at anmode om
supplerende oplysninger.
- 42.
- Herudover skal det nævnes, at den eneste oplysning, der ikke fandtes i de
aktstykker, der blev tilstillet Kommissionen, og som sagsøgerne har påberåbt sig,
er Høyesterett's dom af 2. april 1993. Denne dom ses imidlertid at vedrøre en
straffesag, der var blevet indledt mod to personer, der stod tiltalt for forfalskning
af sundhedsattester for fiskerivarer, der var blevet eksporteret til forskellige lande.
Som Kommissionen har anført, afgjorde Høyesterett alene straffesagen og fastslog
ikke, at de i sagen omhandlede varer hidrørte fra Norge.
- 43.
- Vedrørende anbringendets andet led bemærkes det, at efter artikel 871, andet
afsnit, i forordning nr. 2454/93 »... anerkender [Kommissionen] straks modtagelsen
af sagsakterne [fra toldvæsenet i en medlemsstat] over for den pågældende
medlemsstat«. I samme forordnings artikel 872, første afsnit, hedder det: »senest
15 dage efter modtagelsen af de i artikel 871, stk. 1, omhandlede sagsakter,
fremsender Kommissionen en kopi heraf til medlemsstaterne«. I artikel 871, stk.
1, første punktum, hedder det endvidere, at beslutningen »skal træffes senest seks
måneder efter Kommissionens modtagelse af de i artikel 871, stk. 1, omhandlede
sagsakter«. Endelig skal efter artikel 874, stk. 1, »den i artikel 873 omhandlede
beslutning ... meddeles den pågældende medlemsstat hurtigst muligt og under alle
omstændigheder senest 30 dage efter udløbet af den i nævnte artikel omhandlede
frist«.
- 44.
- Sagsøgerne har ikke under sagen givet oplysninger, på grundlag af hvilke det kan
fastslås, at disse bestemmelser er blevet tilsidesat. De nævnte bestemmelser
fastsætter således hverken det tidsrum, der hengår mellem datoen for indførslerne
og datoen for Kommissionens beslutning eller det tidsrum, der hengår mellem den
dato, på hvilken virksomhederne anmoder myndighederne i deres medlemsstat om
at forelægge sagen for Kommissionen og den dato, på hvilken disse faktisk
forelægger sagen for Kommissionen. De er derfor uden betydning for, om
Kommissionen har overholdt de i dem fastsatte frister.
- 45.
- På baggrund af alle de nævnte forhold skal det andet anbringende forkastes.
Vedrørende det tredje og det fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 2,
i forordning nr. 1697/79, og af det almindelige princip om beskyttelse af den berettigede
forventning
Parternes argumentation
- 46.
- Sagsøgerne har gjort gældende, at told kun kan efteropkræves, når importøren
burde have indset, at han havde haft fordel af en fejl eller uagtsom adfærd fra
toldvæsenets side (jf. Domstolens dom af 15.12.1983, sag 283/82, Schoellershammer
mod Kommissionen, Sml. s. 4219, præmis 7, af 15.5.1986, sag 160/84, Oryzomyli
Kavallas m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 21, og af 1.4.1993, sag C-250/91, Hewlett Packard France, Sml. I, s. 1819, præmis 45 og 46).
- 47.
- Når der ikke hos importvirksomheden kunne blive tale om nogen mistanke om den
forfalskning af oprindelsesattesterne, som eksportvirksomheden gjorde sig skyldig
i, kan der således ikke blive tale om efteropkrævning (jf. Deutsche Fernsprecher-dommen, a.st., præmis 17, og Hewlett Packard France-dommen, a.st., præmis 28
samt Domstolens dom af 18.1.1996, sag C-446/93, SEIM, Sml. I, s. 73, præmis 40-48).
- 48.
- Endvidere er Kommissionen i beslutningen fejlagtigt nået til det resultat, at en
eventuel ugyldighed af EUR 1-attesterne udgør en kommerciel risiko.
- 49.
- Sagsøgerne har på grundlag heraf fastslået, at en bestemmelse om efteropkrævning
af tolden, når sagsøgerne ikke kunne være i stand til at opdage den begåede fejl,
er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. De har
herved henvist til, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 ifølge retspraksis er
udtryk for en almindelig rimelighedsklausul.
- 50.
- Kommissionen har anført, at en af de tre betingelser ifølge artikel 5, stk. 2, i
forordning nr. 1697/79, således som disse er blevet fortolket i praksis, nemlig
betingelsen om, at tolden ikke er blevet opkrævet som følge af en fejl begået af de
kompetente myndigheder selv, ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde (jf.
navnlig Mecanarte-dommen og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st.).
- 51.
- Endvidere kan debitor i en situation som den i sagen omhandlede ikke påberåbe
sig nogen berettiget forventning (jf. navnlig Domstolens dom af 13.11.1984,
forenede sager 98/83 og 230/83, Van Gend & Loos og Bosman mod Kommissionen,
Sml. s. 3763, samt Mecanarte-dommen og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st.).
- 52.
- Kommissionen når derfor til det resultat, at debitor må bære den kommercielle
risiko, der følger af en fejlagtig oprindelsesangivelse, der er udfærdiget af
eksportøren (jf. Domstolens dom af 11.12.1980, sag 827/79, Acampora, Sml. s. 3731,
præmis 8, og SEIM-dommen, a.st., præmis 45), hvilken risiko det tilkom debitor at
afværge (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 114).
Rettens bemærkninger
- 53.
- Artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 indeholder følgende bestemmelse: »De
kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkrævning af import- eller
eksportafgift, der ikke er opkrævet som følge af en fejl, som de kompetente
myndigheder selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes
at have opdaget, såfremt sidstnævnte i forbindelse med toldangivelsen har handlet
i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter«.
- 54.
- Ifølge fast retspraksis skal de i denne bestemmelse fastsatte betingelser alle være
opfyldt på én gang (jf. navnlig Mecanarte-dommen, a.st., præmis 12, og Faroe
Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 83).
- 55.
- Den første af disse betingelser er, at der skal foreligge en fejl fra de kompetente
myndigheders side.
- 56.
- Det står fast, at det norske toldvæsen er kompetente myndigheder i betydningen
i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1679/79 (Mecanarte-dommen, a.st., præmis 22,
og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 88).
- 57.
- Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at den fejl, der har givet anledning til
disse sager, er den fejl, som eksportøren begik, da han angav, at varerne hidrørte
fra Norge, hvilket han senere var ude af stand til at godtgøre.
- 58.
- Det fremgår af ordlyden af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, at
afgiftsskyldners berettigede forventning kun nyder beskyttelse i henhold til denne
bestemmelse, såfremt det er de kompetente myndigheder »selv«, der har skabt det
grundlag, hvorpå afgiftsskyldners forventning hvilede. Således er det kun fejl, som
kan tilskrives de kompetente myndigheders aktive adfærd, der giver ret til, at
efteropkrævning af told undlades (Mecanarte-dommen, præmis 23 og Faroe
Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 91).
- 59.
- Denne betingelse kan ikke anses for opfyldt, når de kompetente myndigheder er
blevet vildledt - f.eks. med hensyn til varens oprindelse - af eksportørens urigtige
angivelser, som myndighederne ikke skal kontrollere eller bedømme gyldigheden
af (Mecanarte-dommen, a.st., præmis 24, og Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st.,
præmis 92).
- 60.
- Endvidere fremgår det af Domstolens praksis, at afgiftsskyldner ikke kan støtte ret
på en forventning om, at attesterne er gyldige, fordi toldvæsenet i en medlemsstat
i første omgang har godkendt dem, idet toldvæsenets opgaver inden for rammerne
af den første godkendelse af anmeldelser faktisk på ingen måde er til hinder for,
at der senere foretages undersøgelser (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis
93).
- 61.
- Det følger heraf, at den omstændighed, at de norske myndigheder afgav erklæring
på EUR 1-certifikaterne om, at varerne havde oprindelse i Norge, og at de
italienske myndigheder oprindeligt accepterede, at varernes oprindelse var som
angivet i certifikaterne, ikke er tilstrækkelig til, at der foreligger en fejl fra de
kompetente myndigheders side, som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning nr.
1697/79 (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 94).
- 62.
- Det må rigtignok anerkendes, at muligheden for at foretage en undersøgelse af
EUR 1-certifikatet, efter at indførslen har fundet sted, og uden at importøren forud
er blevet underrettet herom, kan påføre denne vanskeligheder, når han i god tro,
men på grundlag af fejlagtige certifikater eller certifikater, som uden hans viden er
forfalsket, har indført varer i henhold til toldpræferenceordningen. Men heroverfor
står for det første, at Fællesskabet ikke bærer de skadelige følger af ukorrekt
adfærd hos importørernes leverandører, for det andet at importøren kan anlægge
erstatningssag mod den, der har forfalsket certifikatet, og for det tredje, at en
påpasselig erhvervsdrivende, der kender de gældende regler, samtidig med, at han
vurderer, hvilket udbytte en handel med præferenceberettigede varer kan
indbringe, må kunne bedømme, hvilke risici der findes på det pågældende marked,
og indkalkulere dem som normale ulemper i forbindelse med handelen (jf.
Domstolens dom af 17.7.1997, sag C-97/95, Pascoal & Filhos, Sml. I, s. 4209,
præmis 59).
- 63.
- Det påhviler faktisk de erhvervsdrivende selv i deres kontraktforhold at træffe de
foranstaltninger, som er nødvendige for at undgå risikoen for en
efteropkrævningssag (Faroe Seafood m.fl.-dommen, a.st., præmis 114, og Pascoal
& Filhos-dommen, a.st., præmis 60).
- 64.
- Af det anførte fremgår i det hele, at Kommissionen med rette er nået til det
resultat, at der i det foreliggende tilfælde ikke forelå nogen fejl, som de
kompetente myndigheder selv havde begået, jf. artikel 5, stk. 2, i forordning nr.
1697/79, og at sagsøgerne ikke kunne påberåbe sig princippet om beskyttelse af den
berettigede forventning.
- 65.
- Da de i artikel 5, stk. 2, fastsatte betingelser alle skal være opfyldt samtidig, var
Kommissionen ikke forpligtet til at undersøge, om de andre betingelser for at
anvende denne bestemmelse var opfyldt, idet den første i al fald ikke var det.
Endvidere er det ufornødent at tage stilling til sagsøgernes argumentation
vedrørende disse andre betingelser.
- 66.
- Det tredje og det fjerde anbringende skal derfor forkastes.
Det femte anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten
Parternes argumentation
- 67.
- Sagsøgerne har kritiseret Kommissionen for i beslutningen kun og uden nærmere
forklaring at have fastslået, at EUR 1-certifikaterne »ikke var gyldige«.
- 68.
- En mere indgående undersøgelse, der ville have været så meget mere berettiget
som sagsøgerne ikke deltog i proceduren, ville have gjort det muligt for
Kommissionen at fastslå, at den dom, der blev afsagt af en ret i første instans i
Norge vedrørende det norske eksportørfirma, og som fastslog, at
oprindelsesattesten var en forfalskning fra dette selskabs side, blev ophævet ved en
af Høyesterett den 23. april 1993 afsagt dom, netop for så vidt angår spørgsmålet
om varernes oprindelse.
- 69.
- Ifølge sagsøgerne har Kommissionen fejlagtigt gjort gældende, at
oprindelsesattesternes manglende gyldighed ikke er bestridt, selv om de som bilag
til deres stævninger i denne sag har vedlagt Høyesterett's dom.
- 70.
- Kommissionen gør gældende, at beslutningen er i overensstemmelse med kravene
ifølge traktatens artikel 190.
Rettens bemærkninger
- 71.
- Ifølge fast retspraksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til traktatens
artikel 190, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som er lagt til grund,
således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne
foranstaltning og forsvare deres rettigheder, og således at Domstolen kan udøve sin
prøvelsesret (jf. bl.a. Domstolens dom af 11.7.1990, sag C-323/88, Sermes, Sml. I,
s. 3027, præmis 38).
- 72.
- I det foreliggende tilfælde har Kommissionen punkt for punkt i beslutningens
betragtninger angivet, at EUR 1-attesterne ikke var gyldige, at denne mangel
henhørte under den kommercielle risiko, at toldvæsenets oprindelige godkendelse
af disse attester ikke hos importørerne kunne skabe en berettiget forventning, og
at de kompetente myndigheder ikke selv har begået en fejl som omhandlet i artikel
5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.
- 73.
- Kommissionens argumentation fremgår således klart og utvetydigt af selve
beslutningen.
- 74.
- Anbringendet skal derfor forkastes.
Den subsidiære påstand om, at beslutningen ikke får retsvirkninger
- 75.
- Sagsøgerne har for det tilfælde, at Retten ikke skulle annullere beslutningen,
nedlagt påstand om, at det fastslås, at beslutningen ikke får retsvirkninger for deres
ret til at blive fri for efteropkrævning af tolden.
- 76.
- Efter traktatens artikel 174 erklærer Retten, såfremt klagen findes berettiget, den
anfægtede retsakt for ugyldig. Retten har derfor ikke kompetence til at træffe
afgørelse vedrørende sagsøgernes omhandlede subsidiære påstand, der derfor skal
afvises.
Den subsidiære påstand om annullation af beslutningen for så vidt angår kravet
om efterbetaling af told ifølge toldopgørelse 7338 F
Parternes argumentation
- 77.
- Sagsøgeren i sag T-11/97 har fremhævet, at det fremgår af den skrivelse fra
toldvæsenet i Verona af 22. november 1996, der angav hvilke beløb, der skulle
efteropkræves i told, at det samlede beløb omfatter beløbet ifølge toldopgørelse
7338 F af 27. september 1990, som ikke vedrører den slags varer, hvis oprindelse
oprindelig var blevet bestridt.
- 78.
- Sagsøgerne har derfor nedlagt påstand om annullation af beslutningen for så vidt
angår det omhandlede beløb, dvs. 12 614 070 ITL.
- 79.
- Sagsøgeren har henvist til, at toldskyldens beløb udtrykkeligt oplyses i beslutningens
artikel 1.
- 80.
- Kommissionen har heroverfor anført, at anbringendet herom skal afvises. Den har
forklaret, at den efter sagsøgerens anmodning modtog en henvendelse fra de
italienske myndigheder alene med det formål at tage stilling til, om betingelserne
for at anvende artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 var opfyldt. Den har således
hverken taget stilling til, om der forelå et eksigibelt krav, eller til størrelsen af den
i sagen omhandlede toldskyld. Sagsøgeren kan ikke anfægte beslutningen med
anbringender om, at afgørelser truffet af de kompetente nationale myndigheder, og
hvorefter told kræves tilbagebetalt, er ugyldige (jf. Domstolens dom af 12.3.1987,
forenede sager 244/85 og 245/85, Cerealmangimi og Italgrani mod Kommissionen,
Sml. s. 303, præmis 9-13, og CT Control (Rotterdam)- og JCT Benelux mod
Kommissionen-sagerne, a.st., præmis 42-46).
Rettens bemærkninger
- 81.
- Den beslutningsbeføjelse, der er tillagt Kommissionen ved artikel 871 og 873 i
forordning nr. 2454/93 vedrører kun afgørelsen af spørgsmålet, om betingelserne
for at anvende artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 under givne faktiske
omstændigheder er opfyldt.
- 82.
- Kommissionen fastlægger således ikke den toldskyld, der skal opkræves. Faktisk
omtaltes toldopgørelse 7338 F først i de italienske myndigheders skrivelse til den
sagsøgende virksomhed af 22. november 1996, hvor beslutningen allerede var
vedtaget.
- 83.
- I beslutningens artikel 1 hedder det ganske vist: »Den i Italiens anmodning af 2.
februar 1996 omhandlede indførselstold på 148 890 000 ITL skal efteropkræves«.
Men det nævnte beløb er ikke resultatet af en af Kommissionen gennemført
beregning, men er blot det samlede beløb, de italienske myndigheder havde oplyst
i anmodningen, som beslutningens artikel 1 udtrykkeligt henviser til.
- 84.
- Denne påstand skal derfor ikke tages til følge, for så vidt som den ikke har nogen
betydning for spørgsmålet om beslutningens lovlighed, men i realiteten henhører
under den nationale ret, der har kompetence til at afgøre spørgsmålet om
lovligheden af den italienske forvaltningsakt, hvorefter tolden skal efteropkræves.
Den subsidiære påstand om annullation af beslutningen, for så vidt som den
vedrører krav om renter
Parternes påstande
- 85.
- Sagsøgerne har anført, at det beløb, toldvæsenet har afkrævet dem i skrivelsen af
22. november 1996, omfatter renter og kan forhøjes med morarenter.
- 86.
- Men efter artikel 7 i forordning nr. 1697/79, der finder anvendelse i det
foreliggende tilfælde, kan der ikke opkræves morarenter af de beløb, der
efterbetales, såfremt den told, der forskriftsmæssigt skulle have været opkrævet,
ikke er opkrævet på grund af en fejl, der kan tilskrives de kompetente
myndigheder.
- 87.
- Kommissionen har under henvisning til tidligere anførte grunde (jf. ovenfor i
præmis 80) gjort gældende, at dette anbringende skal forkastes. Den har i øvrigt
fremhævet, at når tolden ikke forskriftsmæssigt er opkrævet, og dette ikke skyldes
en fejl, der kan tilregnes de kompetente myndigheder, kan artikel 7 ikke finde
anvendelse.
Rettens bemærkninger
- 88.
- Af de tidligere nævnte grunde (jf. ovenfor i præmis 81-84) skal denne påstand
forkastes.
Erstatningspåstandene
Parternes argumentation
- 89.
- Sagsøgerne har bestridt Kommissionens formalitetsindsigelser for så vidt angår
erstatningspåstandene (jf. Rettens dom af 24.9.1996, sag T-485/93, Dreyfus mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1101, præmis 73).
- 90.
- De har vedrørende realiteten anført, at Kommissionen har begået fejl ved sagens
oplysning,idet den dels ikke har udvist den omhu, der ifølge forordning nr. 2454/93
er påkrævet, og dels ikke har anmodet om supplerende oplysninger, skønt den var
forpligtet hertil (jf. Domstolens dom af 24.2.1994, sag C-368/92, Chiffre, Sml. I, s.
605, præmis 19 og 30).
- 91.
- Det ved denne fejl forvoldte tab svarer ifølge sagsøgerne beløbsmæssigt til den told,
som de endeligt skal betale til de italienske myndigheder.
- 92.
- Kommissionen har principalt gjort gældende, at en erstatningspåstand, der faktisk
har til formål at ophæve virkningerne af en beslutning, der i øvrigt - som her -
påstås annulleret, skal afvises (jf. Domstolens dom af 26.2.1986, sag 175/84, Krohn
mod Kommissionen, Sml. s. 753).
- 93.
- Den har subsidiært gjort gældende, at erstatningspåstanden savner grundlag, idet
Kommissionen ikke i det foreliggende tilfælde har begået nogen fejl.
Rettens bemærkninger
- 94.
- Ifølge retspraksis kan de grunde, der har ført til afvisning af et annullationssøgsmål
i henhold til traktatens artikel 173, undtagelsesvis også medføre, at et
erstatningssøgsmål i henhold til traktatens artikel 215 skal afvises, nemlig når
erstatningspåstanden i virkeligheden tilsigter en annullation af en individuel
afgørelse, der er endelig (jf. navnlig Krohn mod Kommissionen-dommen, a.st.,
præmis 33).
- 95.
- Kommissionen har i det foreliggende tilfælde ikke påberåbt sig, at
annullationssøgsmålet er blevet afvist, men alene at det savner grundlag. Den af
Kommissionen påberåbte retspraksis finder således ikke anvendelse i det
foreliggende tilfælde.
- 96.
- Vedrørende realiteten bemærkes det, at de fejl, som sagsøgerne har påberåbt sig,
svarer til det første og andet led i det andet anbringende, som
annullationspåstanden støttes på.
- 97.
- Da der efter Rettens undersøgelse af disse to led ikke kan antages at foreligge
nogen retlig eller faktisk fejl fra Kommissionens side, har sagsøgerne med urette
påberåbt sig, at der foreligger en fejl som nævnt.
- 98.
- Sagsøgernes påstande om erstatning for det tab, de har lidt, skal derfor forkastes.
- 99.
- Heraf følger at sagsøgte i det hele skal frifindes for sagsøgernes påstande.
Sagens omkostninger
- 100.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne har
tabt sagen og dømmes derfor til at betale sagens omkostninger i overensstemmelse
med sagsøgtes påstande.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
1) Kommissionen frifindes.
2) Sagsøgerne betaler sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. juni 1998.
H. Jung
V. Tiili
Justitssekretær
Afdelingsformand