Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 22. april 2003 af Robert Charles Schochaert mod Rådet for Den Europæiske Union.

(Sag T-136/03)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 22. april 2003 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af Robert Charles Schochaert, Bruxelles, ved avocat Jean A. Martin.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Rådet tilpligtes at betale sagsøgeren 225 702,94 EUR i erstatning og sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren, som er forhenværende tjenestemand ved Rådet, har i denne sag nedlagt påstand om erstatning for det tab, han angiveligt har lidt som følge af sagsøgtes afvisning af at forfremme ham til lønklasse B1 i forfremmelsesårene 1978 til 2000.

Sagsøgeren har anført, at sagsøgte siden 1978 har afvist at forfremme ham med den begrundelse, at hans stilling ikke indebar udførelse af opgaver, der kunne berettige en forfremmelse i forhold til de øvrige ansøgere til forfremmelse, en begrundelse, som ifølge sagsøgeren er retsstridig og udtryk for ansvarspådragende magtmisbrug fra Rådets side.

Sagsøgeren har ligeledes anført, at han har været udsat for udelukkelse og psykisk chikane fra visse af hans overordnede.

____________