Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 23. april 2003 af Ornella Mancini mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-137/03)

    (Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 23. april 2003 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Ornella Mancini, Bruxelles, ved avocat Eric Boigelot.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 28. juni 2002 om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning til stillingen som lægekonsulent ved den administrative enhed "Lægetjenesten Bruxelles" - GD Admin B8 annulleres.

( Den udtrykkelige afvisning af sagsøgerens klage af 23. januar 2003 annulleres.

(Ansættelsen af en anden ansøger i stillingen som lægekonsulent, der bl.a. medførte afvisning af sagsøgerens ansøgning til den ledige stilling, annulleres.

(Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgeren et efter ret og billighed opgjort beløb på 15 000 EUR i erstatning for ikke-økonomisk skade og tab af karriere.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren er læge og tjenestemand ved Kommissionens lægetjeneste. Hun indgav i henhold til stillingsopslag ansøgning til en stilling som lægekonsulent. Ansættelsesmyndigheden imødekom ikke sagsøgerens ansøgning og ansatte en anden ansøger i stillingen.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden har tilsidesat tjenestemandsvedtægtens artikel 14, artikel 29, stk. 1, litra a), og artikel 45, stk. 1, samt legalitetsprincippet og principperne om ligebehandling af ansøgerne, om ret til en karriere, om lige muligheder og om paritet mellem mænd og kvinder. Sagsøgeren har til støtte for sine påstande ligeledes anført, at ansættelsesmyndigheden har begået uregelmæssigheder i forbindelse med ansættelsesproceduren og gjort sig skyldig i magtfordrejning.

Ifølge sagsøgeren har ansættelsesmyndigheden anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at foretrække en ansøger, som ikke opfylder de i meddelelsen om ledig stilling fastsatte krav. Følgelig bør ansættelsen af denne ansøger annulleres. Sagsøgeren har ligeledes anført, at der er sket tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af reglerne for udvælgelseskomitéens arbejde. Ifølge sagsøgeren besad visse medlemmer af udvælgelseskomitéen ikke tilstrækkelige kvalifikationer og/eller den fornødne upartiskhed og objektivitet til at være medlemmer heraf. Endvidere vurderer bedømmelserne af sagsøgeren og den ansatte ansøger disses arbejdsopgaver og karriereprofiler i henhold til forskellige kriterier og vedtægtsbestemmelser. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden har tilsidesat princippet om lighed mellem mænd og kvinder. Sagsøgeren har anført, at hendes fortjenester er bedre end den ansatte ansøgers. Desuden skulle sagsøgeren i det tilfælde, at hendes fortjenester kun havde været lige så gode som den nævnte ansøgers, have haft fortrinsret, eftersom hun er kvinde.

____________