RETTENS DOM (Appelafdelingen)

13. september 2011

Sag T-62/10 P

Brigitte Zangerl-Posselt

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – ansættelse – meddelelse om udvælgelsesprøve – almindelig udvælgelsesprøve – ikke adgang til de praktiske og mundtlige prøver – adgangsbetingelser – krævede eksamensbeviser – vedtægtens artikel 5, stk. 3, litra a), nr. ii) – fortolkning – hensyntagen til forskellige sproglige versioner – forarbejderne«

Angående:      Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 30. november 2009 i sag F-83/07, Zangerl-Posselt mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 463, og II-A-1, s. 2499, med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald:      Appellen forkastes. Brigitte Zangerl-Posselt bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger i appelsagen.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – retlige karakter af forholdet mellem en ansøger og den institution, der afholder en almindelig udvælgelsesprøve

(Tjenestemandsvedtægten, bilag III)

2.      EU-retten – fortolkning – principper – selvstændig fortolkning – grænser – fortolkning af artikel 5, stk. 3, litra a), nr. ii), i tjenestemandsvedtægten

[Tjenestemandsvedtægten, art. 5, stk. 3, litra a), nr. ii)]

3.      EU-retten – fortolkning – tekster på flere sprog – ensartet fortolkning – hensyntagen til de forskellige sproglige versioner

1.      Almindelige udvælgelsesprøver, der har til formål at ansætte EU-tjenestemænd, afholdes af institutionerne med henblik på at sikre, at EU-forvaltningen fungerer. Afholdelsen af disse udvælgelsesprøver reguleres af bestemmelserne i vedtægten, bl.a. vedtægtens bilag III. De retlige forhold, der opstår mellem ansøgerne til en almindelig udvælgelsesprøve og den institution, der organiserer denne, henhører herefter under offentlig ret og er omfattet af de almindelige regler i forvaltningsretten.

(jf. præmis 36)

Henvisning til:

Retten: 29. januar 1998, sag T-157/96, Affatato mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 41, og II, s. 97, præmis 19

2.      Ordlyden af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med hensyn til fastlæggelsen af dens betydning og rækkevidde, skal normalt undergives en selvstændig fortolkning, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende lovgivning. Det er kun, når der ikke i EU-retten eller i almindelige EU-retlige principper kan findes elementer, der gør det muligt for EU’s retsinstanser ved selvstændig fortolkning at fastlægge indholdet og rækkevidden af en bestemmelse, at de endog i mangel af en udtrykkelig henvisning kan se sig nødsaget til at henvise til medlemsstaternes lovgivning med henblik på anvendelsen af EU-retten.

I forbindelse med anvendelsen af vedtægtens artikel 5, stk. 3, litra a), nr. ii), som bestemmer, at et af de mindste krav med hensyn til uddannelsesbevis for at blive udnævnt til en stilling som tjenestemand i ansættelsesgruppe AST er at besidde »et bevis for uddannelse på gymnasialt niveau, der giver adgang til videregående uddannelse«, har Personaleretten ikke begået en retlig fejl ved at foretage en selvstændig og ensartet fortolkning af denne bestemmelse, hvorefter det tyske uddannelsesbevis »Realschulabschluss« ikke gjorde det muligt at få adgang til det uddannelsesniveau, som i Tyskland svarede til »postsekundäre Bildung« som omhandlet i førnævnte artikel, eftersom nævnte artikel indeholder et element, nemlig det uddannelsesniveau, hvortil det krævede eksamensbevis skal give adgang, som gør det muligt heraf at præcisere indholdet og rækkevidden. Dette sammenligningselement er væsentligt med henblik på at sikre overholdelsen af princippet om ligebehandling af de personer, som deltager i udvælgelsesprocedurer, med henblik på en eventuel udnævnelse til en stilling som tjenestemand i ansættelsesgruppe AST.

(jf. præmis 41 og 43)

Henvisning til:

Retten: 18. december 1992, sag T-43/90, Díaz García mod Parlamentet, Sml. II, s. 2619, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis, 18. december 1992, sag T-85/91, Khouri mod Kommissionen, Sml. II, s. 2637, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis

3.      Nødvendigheden af en ensartet anvendelse og dermed af en ensartet fortolkning af bestemmelserne i EU-retten udelukker, at en tekst kan betragtes isoleret i én af dens versioner, og kræver, at den fortolkes på grundlag af både ophavsmandens reelle vilje og det formål, der forfølges med teksten, bl.a. henset til de versioner, der er udfærdiget på alle Unionens sprog. En afvigende sprogversion vil under alle omstændigheder ikke alene kunne gå forud for de øvrige sprogversioner.

(jf. præmis 42)

Henvisning til:

Domstolen: 12. november 1969, sag 29/69, Stauder, Sml. s. 419, præmis 3; 17. juli 1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. I, s. 4411, præmis 15

Retten: 29. september 1999, sag T-68/97, Neumann og Neumann-Schölles mod Kommissionen, Sml. Pers I-A, s. 193, og II, s. 1005, præmis 79