Language of document : ECLI:EU:T:2011:547





Rettens dom (Femte Afdeling) af 29. september 2011 – Ryanair mod Kommissionen

(Sag T-442/07)

»Statsstøtte – luftfartssektoren – de italienske myndigheders støtteordning til fordel for Alitalia, Air One og Meridiana – passivitetssøgsmål – Kommissionens undladelse af at tage stilling – pligt til at handle«

1.                     Passivitetssøgsmål – opfordring til institutionen – betingelser – opfordring af udtrykkelig og præcis karakter – skrivelse, hvori Kommissionen opfordres til at handle, som opregner og angiver tilstedeværelsen af forskellige støtteforanstaltninger, der er uforenelige med fællesmarkedet – antagelse til realitetsbehandling (art. 87 EF, art. 88, stk. 2, EF og art. 232 EF) (jf. præmis 22-26 og 41)

2.                     Passivitetssøgsmål – Kommissionens pligt til at handle – pligt til at undersøge oplysninger om en påstået ulovlig støtte – pligt til enten at informere den interesserede part i tilfælde af utilstrækkeligt grundlag eller at vedtage en beslutning efter afslutningen af den foreløbige undersøgelse – passivitet (art. 232 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 4, art. 10, stk. 1, og art. 20, stk. 2) (jf. præmis 28-30, 37, 38, 50-52, 67 og 68)

3.                     Statsstøtte – undersøgelse af klager – Kommissionens forpligtelser – pligt til at undersøge oplysninger om en påstået ulovlig støtte – ingen formelle krav til indgivelse af en klage (art. 87 EF og 88 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 10, stk. 1) (jf. præmis 32-34)

4.                     Passivitetssøgsmål – Kommissionens pligt til at handle – pligt til at undersøge oplysninger om en påstået ulovlig støtte – betingelser – tilstedeværelse af en klage – den påståede ulovlige karakter af de pågældende støtteforanstaltninger skal fremgå af de oplysninger, der fremlægges af den interesserede part (art. 232 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 10, stk. 1) (jf. præmis 45-47, 62-64 og 74-76)

Angående

Påstand om, at det fastslås, at Kommissionen ulovligt undlod at tage stilling til sagsøgerens klager over dels, at Den Italienske Republik angiveligt har ydet støtte til Alitalia, Air One og Meridiana, dels en angivelig tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

Konklusion

1)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet den ikke har vedtaget en afgørelse om overførselen af 100 medarbejdere i Alitalia, som er nævnt i den skrivelse af 16. juni 2006, som Kommissionen har modtaget fra Ryanair Ltd, om den erstatning, der ydes efter terrorangrebene den 11. september, som er nævnt i de skrivelser af 3. november og 13. december 2005, som Kommissionen har modtaget fra Ryanair Ltd, og om nedsættelsen af lufthavnsafgifter i hovedlufthavne, som navnlig Alitalia har modtaget, hvilket er nævnt i skrivelserne af 3. november og 13. december 2005.

2)

I øvrigt frifindes Kommissionen.

3)

Hver part, herunder Air One SpA, bærer sine egne omkostninger.