Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 1. april 2004 af KM Europa Metal AG, Tréfimétaux SA og Europa Metalli SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag T-127/04)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 1. april 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af KM Europa Metal AG, Osnabrück (Tysland), Tréfimétaux SA, Courbevoie Cedex (Frankrig), og Europa Metalli SpA, Firenze (Italien), ved lawyers M. Siragusa, A. Winckler, G. Cesare Rizza, T. Graf og M. Piergiovanni, som befuldmægtigede.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

Den bøde, som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har pålagt sagsøgerne ved beslutning af 16. december 2003 i sag COMP/E-I/38.240, nedsættes væsentligt.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgernes sagsomkostninger samt deres udgifter i forbindelse med den stillede bankgaranti, der træder i stedet for KME's bødebetaling, der er udsat indtil domsafsigelsen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Kommissionen har i den anfægtede beslutning fastslået, at sagsøgerne bl.a. har overtrådt artikel 81 EF og EØS-aftalens 53, stk 1, ved at deltage i gruppe af aftaler og former for samordnet praksis, som påvirkede EØS markedet for kobberindustrirør leveret i præcisionsoprullet kobberrør. På baggrund af dette har Kommissionen idømt sagsøgerne en bøde på 18 990 000 EUR in solidum.

Sagsøgerne har ikke anfægtet beslutningens konklusioner med hensyn til deres overtrædelse af EF's og EØS' konkurrenceregler, men har påpeget, at Kommissionen begik et antal faktuelle og juridiske fejl ved beregningen af bødens størrelse. Først og fremmest har sagsøgerne anført, at Kommissionen undlod at tage hensyn til proportionalitetsprincippet eller princippet om ligebehandling ved ikke at tage hensyn til den statistisk set ubetydelige påvirkning af markedet som følge af de omhandlede aftaler, samt til udsvingene i kartellets aktiviteter, da den fastlagde bødens grundbeløb.

Sagsøgerne anfører yderligere, af Kommissionen i høj grad overvurderede den økonomiske virkning af de pågældende aftaler ved bedømmelsen af overtrædelsens grovhed ved at tage hensyn til markedsstørrelsen for halvfabrikata (kobberindustrirør) i stedet for til markedet for konverteringsydelser.

Sagsøgerne anfører ligeledes, at Kommissionen ikke tog en række formildende omstændigheder i betragtning, nemlig den begrænsede gennemførelse af de nævnte aftaler mellem sagsøgerne, deres øjeblikkelige og frivillige ophør med overtrædelserne, den strukturmæssige krise i industrirørsbranchen, og sagsøgernes samarbejde med Kommissionen. De gør gældende, at den 30%'s bødenedsættelse, de blev tildelt, var baseret på fejlagtige faktuelle antagelser, og ikke var i overensstemmelse med Kommissionens praksis og retspraksis. De anfører også, at Kommissionen ulovligt forskelsbehandlede sagsøgerne i forhold til en anden virksomhed, ved kun at bruge visse formildende omstændigheder i forhold til denne virksomhed, og ved at give den en langt mere lempelig behandling uden nogen som helst objektiv begrundelse.

____________