Language of document : ECLI:EU:C:2011:542

Sag C-108/10

Ivana Scattolon

mod

Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Venezia)

»Socialpolitik – direktiv 77/187/EØF – varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder – begrebet »virksomhed« og begrebet »overførsel« – offentligretlig overdrager og offentligretlig erhverver – anvendelse af den kollektive overenskomst, der er gældende hos erhververen, fra datoen for overførslen – lønmæssig stilling – hensyntagen til den anciennitet, der er erhvervet hos overdrageren«

Sammendrag af dom

1.        Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – overførsel af virksomheder – varetagelse af arbejdstagernes rettigheder – direktiv 77/187 – anvendelsesområde – en offentlig myndighed i en medlemsstats overtagelse af personale, som er ansat i en anden offentlig myndighed, og som har til opgave at levere hjælpetjenester til skoler

(Rådets direktiv 77/187)

2.        Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – overførsel af virksomheder – varetagelse af arbejdstagernes rettigheder – direktiv 77/187 – umiddelbar anvendelse af den kollektive overenskomst, der er gældende hos erhververen, på de overførte arbejdstagere – forbud mod en væsentlig lønnedgang – rækkevidde

(Rådets direktiv 77/184, art. 3)

1.        En offentlig myndighed i en medlemsstats overtagelse af personale, som er ansat i en anden offentlig myndighed, og som har til opgave at levere hjælpetjenester, der bl.a. omfatter vedligeholdelsesopgaver og administrativ bistand til skoler, er en virksomhedsoverførsel, som henhører under direktiv 77/187 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, når nævnte ansatte udgøres af en struktureret enhed af ansatte, som er beskyttet som arbejdstagere i henhold til denne medlemsstats nationale ret.

Selv om det nemlig er korrekt, at reorganisering af den offentlige forvaltning og overførsel af forvaltningsopgaver mellem offentlige myndigheder er udeladt fra direktiv 77/187’s anvendelsesområde ved artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 i den affattelse, der følger af direktiv 98/50, samt ved artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23, står det imidlertid fast, at rækkevidden af disse tilkendegivelser er begrænset til tilfælde, hvor overførslen vedrører aktiviteter, der henhører under udøvelsen af offentlig myndighed. Hvis en anden fortolkning var tilladt, kunne enhver overførsel, som blev pålagt sådanne arbejdstagere, unddrages direktiv 77/187’s anvendelsesområde af den pågældende offentlige myndighed blot ved, at denne gør gældende, at overførslen sker som led i en reorganisering af personalet.

Anvendelsen af reglerne i direktiv 77/187 i disse situationer berører ikke medlemsstaternes ret til at rationalisere deres offentlige administrationer. Anvendeligheden af dette direktiv har alene til formål at forhindre, at overførte arbejdstagere alene på grund af overførslen stilles ringere, end de var stillet før overførslen. Som det fremgår af artikel 4 i direktiv 77/187 fratager direktivet ikke medlemsstaterne muligheden for at tillade arbejdsgiverne at ændre arbejdsforholdene i ugunstig retning, navnlig med hensyn til beskyttelse mod afskedigelse og lønvilkår. Direktivet forbyder blot, at sådanne ændringer finder sted i forbindelse med og på grund af overførslen.

(jf. præmis 54, 58, 59 og 66 samt domskonkl. 1)

2.        Når en overførsel som omhandlet i direktiv 77/187 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter fører til, at den kollektive overenskomst, der er gældende hos erhververen, anvendes umiddelbart på de overførte arbejdstagere, og når de i denne overenskomst fastsatte lønvilkår navnlig er tilknyttet ancienniteten, er artikel 3 i dette direktiv til hinder for, at de overførte arbejdstagere i forhold til deres situation umiddelbart før overførslen udsættes for en væsentlig lønnedgang som følge af, at der ikke tages hensyn til den anciennitet, som de har optjent hos overdrageren, og som svarer til den anciennitet, der er optjent af arbejdstagerne hos erhververen, ved fastsættelsen af deres startindplacering hos erhververen. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om der i forbindelse med en sådan overførsel foreligger en sådan lønnedgang.

Selv om reglen i nævnte artikel 3, stk. 2, første afsnit, ganske vist skal forstås således, at erhververen har ret til fra datoen for overførslen at anvende de arbejdsvilkår, der er fastsat i den kollektive overenskomst, som gælder hos ham, herunder vilkårene vedrørende aflønning, og at den derfor giver ham og andre kontraherende parter en vis frihed til at tilrettelægge lønintegrationen af de overførte arbejdstagere på en sådan måde, at denne på behørig vis tilpasses omstændighederne i forbindelse med den pågældende overførsel, står det imidlertid fast, at den valgte metode skal være i overensstemmelse med nævnte direktivs formål om at forhindre, at overførte arbejdstagere stilles ringere alene på grund af overførslen. Erhververens benyttelse af denne mulighed kan således ikke have til formål eller virkning at pålægge nævnte arbejdstagere vilkår, som samlet set er mindre gunstige end de vilkår, der fandt anvendelse før overførslen. Hvis det forholdt sig anderledes, kunne der let stilles spørgsmålstegn ved gennemførelsen af det med direktiv 77/187 forfulgte formål inden for alle sektorer, der reguleres ved kollektive overenskomster, hvilket ville svække direktivets effektive virkning

Til gengæld kan nævnte direktiv ikke med føje påberåbes med henblik på at opnå en forbedring af lønvilkårene eller af andre arbejdsvilkår i anledning af en virksomhedsoverførsel. Dette direktiv er i øvrigt ikke til hinder for, at der er visse lønforskelle mellem de overførte arbejdstagere og de arbejdstagere, som allerede på tidspunktet for overførslen var ansat hos erhververen. Selv om andre retlige instrumenter og retsprincipper kunne være relevante med henblik på at undersøge lovligheden af sådanne forskelle, har nævnte direktiv for sit vedkommende kun til formål at undgå, at arbejdstagere alene på grund af overførsel til en anden arbejdsgiver stilles ringere, end det var tilfældet før overførslen.

(jf. præmis 74-77 og 83 samt domskonkl. 2)