RETTENS DOM (Appelafdelingen)
12. marts 2014
Sag T-373/13 P
Geoffroy Alsteens
mod
Europa-Kommissionen
»Appel – personalesag – midlertidigt ansatte – forlængelse af kontrakt – afvisning af søgsmålet i første instans – retten til at blive hørt – tillægget om forlængelse af kontrakten kan udskilles«
Angående: Appel af kendelse afsagt af Retten for EU-personalesager (Tredje Afdeling) den 8. maj 2013 i sag F-87/12, Alsteens mod Kommissionen, med påstand om ophævelse af denne kendelse.
Udfald: Kendelse afsagt af Retten for EU-personalesager (Tredje Afdeling) den 8. maj 2013 i sag F-87/12, Alsteens mod Kommissionen, ophæves. Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Appel – kontraappel – formål – nødvendigheden af at basere sig på anbringender, der er forskellige fra dem, der er påberåbt i appellen
(Rettens procesreglement, art. 143, stk. 2)
2. Retslig procedure – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – betingelser – overholdelse af retten til forsvar – rækkevidde
(Personalerettens procesreglement, art. 76)
3. Retslig procedure – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – betingelser – åbenbart, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling eller er ugrundet – mulighed for at fastslå, at sagen skal afvises, selv efter afslutningen af den skriftlige procedure
(Personalerettens procesreglement, art. 76)
4. Tjenestemandssager – formål – delvis annullation – kontrakt som midlertidigt ansat – bestemmelsen vedrørende ansættelsens varighed kan udskilles – formaliteten
(Art. 266 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 91)
1. Annullationspåstande baseret på et anbringende, der allerede er blevet påberåbt af sagsøgeren i dennes appel, kan ikke kvalificeres som kontraappel som omhandlet i artikel 143, stk. 2, i Rettens procesreglement. Anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter nemlig, at de annullationspåstande, der er anført i svarskriftet, er baseret på et anbringende, der er forskelligt fra de anbringender, der er påberåbt i appellen.
(jf. præmis 28)
2. Selv om det er korrekt, at afvisningen af et søgsmål på grundlag af artikel 76 i Personalerettens procesreglement ikke forudsætter, at nævnte ret på forhånd har tilladt parterne at udtale sig om den afvisningsbegrundelse, som den har i sinde at fastslå, er anvendelsen af nævnte artikel begrænset til de tilfælde, hvor en sådan begrundelse er åbenbar.
Denne begrænsning er konsekvensen af, at overholdelsen af retten til forsvar, hvorunder hører retten til at blive hørt, generelt indebærer, at parterne i en sag har haft lejlighed til at udtale sig om de omstændigheder og dokumenter, der ligger til grund for en retsafgørelse, og til at udtale sig om de beviser og indlæg, der er indgivet til retsinstansen, samt om de anbringender, hvorpå denne agter at støtte sin afgørelse. Med henblik på at opfylde de krav, der er forbundet med retten til en retfærdig rettergang, er det væsentligt, at parterne kontradiktorisk kan diskutere såvel de faktiske som de retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren.
(jf. præmis 34 og 35)
Henvisning til:
Domstolen: 19. februar 2009, sag C-308/07 P, Gorostiaga Atxalandabaso mod Parlamentet, Sml. I, s. 1059, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis
Retten: 12. maj 2010, sag T-491/08 P, Bui Van mod Kommissionen, epræmis 84 og den deri nævnte retspraksis
3. Et søgsmål kan afvises selv efter afslutningen af at den skriftlige procedure.
(jf. præmis 38)
Henvisning til:
Retten: 8. september 2008, sag T-222/07 P, Kerstens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 37, og II-B-1, s. 267, præmis 32-34; 23. marts 2010, sag T-16/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 53
4. En EU-retsakt kan kun annulleres delvist, hvis de elementer, der påstås annulleret, kan udskilles fra den øvrige del af retsakten. Dette krav er ikke opfyldt, når en delvis annullation af en akt bevirker, at aktens materielle indhold ændres.
Hvad angår en afgørelse om forlængelse af en kontrakt som midlertidigt ansat, som lader de andre bestemmelser i kontrakten stå uforandret, kan en påstand om annullation, som vedrører en begrænsning af kontraktens varighed, ikke ændre den omtvistede afgørelses materielle indhold, når denne varighed i tilfælde af annullation af den del af afgørelsen, hvori kontraktens nye varighed fastsættes, skal fastsættes af den ansvarlige institution, som i overensstemmelse med artikel 266 TEUF er forpligtet til at træffe de foranstaltninger, som kræves til opfyldelsen af den dom fra EU-s retsinstanser, som giver anledning til denne annullation.
(jf. præmis 46, 47 og 50)
Henvisning til:
Domstolen: 31. marts 1998, forenede sager C-68/94 og C-30/95, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 1375, præmis 256-258; 24. maj 2005, sag C-244/03, Frankrig mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 4021, præmis 12-14; 6. december 2012, sag C-441/11 P, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, præmis 38
Retten: 10. marts 1992, forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, SIV m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1403, præmis 320